Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Et af de mest fascinerende kapitler i Martinus' kosmiske verdensbillede er forjættelsen af det internationale verdensrige om ca. 3.000 år. For de fleste er det dog ikke forudsigelsen i sig selv, der er mest betagende, men i langt højere grad de logiske og klare analyser, som sandsynliggør for os, at et sådant ideelt verdensrige vil blive virkeliggjort. Gennem disse analyser vises endog, at vi også i øjeblikket - trods det væld af uhyggeligt sorte skyer, der dagligt bryder frem på den storpolitiske himmel - er i fuld færd med at skabe det forjættede verdensrige, således at enhver af os kan følge denne skabelsesproces med sin vågne dagsbevidsthed og endda tage del i den, såfremt man skulle føle sig tilskyndet dertil.

Omtalte forudsigelse samt diskussion af de analyser, forudsigelsen bygger på, skal vi ikke komme ind på her (der henvises her til Martinus' egen litteratur om dette emne). I kontakt med denne artikels overskrift vil vi derimod undersøge, om dette fremtidens verdensrige i det hele taget kommer os ved i 1965. - Eller sagt på en anden måde: Er der omstændigheder ved det levende væsen, som gør det plausibelt allerede nu at beskæftige sig aktivt med skabelsen af et ideelt menneskerige, selv om dette først om flere tusinde år vil blive virkeliggjort? Så vidt jeg kan se, må et sådant spørgsmål være af en ligefrem brændende aktualitet ikke mindst for mennesker, som gennem studier af Martinus' analyser har indset, at dette verdensrige virkelig er under skabelse.

Og svaret? - Ja, har man sat sig ind i det levende væsens evighedsnatur og accepteret reinkarnationstanken, som er en af kosmologiens grundpiller, da er svaret jo allerede givet på forhånd. Thi dermed står det jo samtidig klart, at man selv kommer til at opleve det forjættede verdensrige her på jorden. Ved at tage aktivt del i skabelsen af det ideelle menneskerige arbejder man altså til fordel for sig selv, for så vidt som man selv kommer til at nyde resultaterne af sin egen skabelse. - Og nogen større inspirationsfaktor kan vel næppe gives?

Jamen, det varer jo noget længe, kan man sige. 3.000 år er en lang tid, og vi har uden tvivl alle et læs af problemer, som vi synes er langt mere nærværende.

Akkurat den samme indvending gjorde jeg selv en dag over for Martinus, da jeg var i den sjældne og yderst heldige situation at have ham på tomandshånd. Svaret kom omgående: "Jamen, man har jo lov at praktisere det med det samme!!" - Ja, sådan lød svaret i al sin korthed.

Jeg har på fornemmelsen, at det var et for Martinus særdeles karakteristisk svar. Dels gav det straks anledning til en munter latter, og dels var der tale om et svar, som ramte sagen lige i centrum: nemlig at det ideelle menneskerige skal virkeliggøres af os selv. Der er ikke andre til det. Thi det er jo ikke en forjættelse om en eventyrlig paradistilstand, som vi vil få foræret uden nogen som helst anstrengelse, men tværtimod noget, som det koster os strømme af blod, sved og tårer at skabe.

Jamen, når det rigtige menneskerige skal skabes af os selv, og det endog er et hverv, der koster betydelige anstrengelser foruden smerter og lidelser, kan vi da ikke lade være med at skabe det? Kan vi ikke blot lade fem og syv være lige og finde os tilfreds med at holde folkevognen fint pudset og rundstykkerne klar til morgenkaffen? - Kan vi ikke snyde Martinus og simpelt hen undlade at opbygge det menneskerige, han skriver om?

Nej, det kan vi ikke - heldigvis! Thi der er jo tale om grundlæggende principper i livsoplevelsen samt ved det levende væsens åndelige struktur, som før eller senere vil føre selv det mest passive og negative menneske ind i en aktiv skabelse for det ideelle menneskerige, selv om det måske i øjeblikket føler sig langt mere tilskyndet til at modarbejde denne skabelse.

I menneskerigets skabelsesproces må det tyvende århundrede siges at være paradoksets århundrede. Samtidig med, at der er institutioner som F. N., Røde Kors, m.fl., som arbejder i menneskerigets favør, er der kolossale bestræbelser i den modsatte retning, som synes at sabotere al skabelse af et ideelt verdensrige. At de sidste er af en uhyggelig størrelsesorden, ved enhver avislæser. Overalt springer det os i øjnene, at de to halvdele af jordens befolkning i et desperat rustningskapløb forbereder sig på at udslette hinanden, samtidig med at de forsikrer om deres absolutte fredsvilje. Halvdelen af jordens befolkning lever på eller under sultegrænsen. Og desuagtet øges afstanden mellem rig og fattig for hver dag, der går. Jorden, plantelivet, luften og vandet forgiftes i en målestok, så selv de skarpeste videnskabelige hjerner er ude af stand til at overse konsekvenserne. Med et hav af bedøvende og stimulerende nærings-, nydelses- og lægemidler gør menneskene sig de største anstrengelser for at ødelægge deres egne organismer samtidig med, at man daglig befordrer milliondrab på andre levende væsener - i mange tilfælde i ren og skær nydelses- eller berigelseshensigt. Alle disse abnorme tilstande er i stadig og stigende vækst - ikke mindst fordi en mængde mennesker i konsekvens af en materialistisk ateisme er nærmest apatiske over for disse tilstande og indstillet på at opnå så rigelig en dækning for deres egne rent selviske behov som muligt i det korte spand af år, de regner med at eksistere.

Og netop derfor synes det klart, at alle de nævnte abnormiteter må komme til en eller anden form for kulmination, som vil virke som en alvorlig påmindelse om, at problemerne kommer os alle ved. Nu!

Trods en teknisk videnskab, som fremviser forbløffende resultater, koncentreres vort jordiske samliv stadig i hovedsagen efter magt-for-ret-princippet. Og selv om dette princips resultater allerede gennem oceaner af lidelser for menneskene har demonstreret sin absolutte fallit, fortsætter vi stadig med i overvejende grad at gøre det til rettesnor for vore dispositioner lande og folk imellem.

Så længe selv en så klar og smertelig anskuelsesundervisning, som menneskene gennem verdenskrigenes rædsler har modtaget, ikke har lært os at tænke i pagt med retfærd og næstekærlighed, må det også stå klart, at problemerne fortsat må øges. Og derved kan vanskeligheder og lidelser efterhånden vokse til så store højder og komme så nær ind på livet af selv den mest passive og negative skeptiker, at han simpelt hen af ren og skær selvopholdelsesdrift tvinges til at gå i gang med at løse problemerne efter en ny recept - thi ingen er mere end "nøgen kvinde" villig til at lære at spinde.

For øvrigt er der allerede indtil nu ofret betydelige mængder af blod, sved og tårer på skabelse af det ideelle menneskerige - dog hovedsageligt i indirekte forstand. Vort nuværende århundrede, foreløbig med to store verdenskrige samt hvad der derudover er fulgt i kølvandet af den "alles kamp mod alle", som de toneangivende anskuelser lægger op til, er i kosmisk henseende at betragte som et dommedagsårhundrede. Og netop sådanne tilstande, hvor det dræbende princip føres frem til en kulmination, danner kosmisk baggrund for oplevelsen af det ideelle menneskerige. De lidelser og smerter, som er det dræbende princips konsekvenser, udgør den kontrast, som er en nødvendig forudsætning for, at det ideelle menneskerige virkelig kan opleves som ideelt. Kontrastprincippet er en virksom faktor i al livsoplevelse, hvorfor også de mest smertelige og lidelsesfyldte oplevelser vil danne den bedste kosmiske baggrund for at kunne opleve de idealtilstande, som bliver menneskerigets fundament.

Selv om 3.000 år nok kan siges at være en lang tid, er det jo ikke således, at lønnen for at arbejde for et ideelt menneskerige først ligger til udbetaling om dette uoverskueligt lange åremål. Den omtalte ideelle samfundstilstand er noget, der skal nås trin for trin. Det vil sige, at en hvilken som helst omstilling af vore nuværende funktioner, som går i retning af menneskerigets principper, må betragtes som nødvendige byggesten for det ideelle samfund, selv om de skabes allerede nu. Og da disse principper alle går i retning af altruisme og næstekærlighed, vil den betaling, der ifølge skæbneloven vil blive udbetalt, være af absolut tiltalende karakter.

Naturligvis er det klart, at en fundamental omstilling af vort tanke- og vanesæt må kræve lang tid, men selv om man jo nok synes, at det rigtige menneskerige kan forekomme at være en fjern foreteelse, så er det dog det enkelte menneskes egen sag i sit eget perspektiv at gøre det til en mere nærværende faktor. Inden for det enkelte levende væsens eget myndighedsområde findes de bedste betingelser for at skabe idealtilstande efter menneskerigets retningslinjer, således at hver enkelt af os ad den vej kan undgå, at det ideelle samfund bliver en fjern og tåget, drømmeagtig forjættelse uden bund i virkeligheden.
 

- Og mon ikke vi her er ved at nærme os kernen i Martinus føromtalte lakoniske svar?