Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Under den anden verdenskrig var det muligt efter én enkelt nats heftige bombardementer at optælle 70.000 sønderflængede lig af kvinder, børn og gamle mænd i Hamborgs ruiner. Bombardementerne fandt sted med såkaldte konventionelle bomber. Som et dystert punktum for samme krig kastedes atombomben over Hiroshima. Derved demonstreredes en mangedobling af destruktionskapaciteten, idet en enkelt lille atombombe forårsagede drab på det samme antal - altså 70.000 mennesker (ifølge atomoplysningsudvalgets betænkning nr. 334) - medens en anden tusindtallig skare blev invalider. Og hertil kommer de genetiske strålingsskader.

Få år efter var selv denne bombe håbløst forældet. I 1964 er man således i stand til at fabrikere brintbomber, som er 1000 til 5000 gange kraftigere end Hiroshimabomben. Selv om den praktiske destruktionskapacitet ikke forøges tilsvarende, er man uden tvivl i stand til fuldkommen at lægge selv en af jordens allerstørste byer øde med et enkelt kernevåben. Som bekendt findes der bomber, som indeholder 10 gange så meget sprængkraft, som de allierede luftstyrker brugte under hele den anden verdenskrig.
 

Inden for det militære fagsprog eksisterer udtrykket "den massive gengældelsesstrategi". Denne strategi blev formuleret i 1954 og står som udtryk for et af den militære sagkundskabs højeste facitter. Ifølge den doktrin, som knytter sig til "den massive gengældelsesstrategi", vil man true en angriberstat med, at den vil blive udsat for gengældelsesangreb med hele den overvældende atomstyrke, som verdens stærkeste militærstat er i besiddelse af selv i tilfælde af blot en begrænset konflikt. Det vil i realiteten sige, at modstanderen trues med udslettelse.

Ifølge militærlogikken er "den massive gengældelsesstrategi" den faktor, der skal redde verden. Og da en realitet, som skal redde verden, jo må være noget, der er til gavn og glæde for menneskeheden, vil det sige, at mænd, kvinder og børn over hele jorden skal glæde sig over den massive gengældelsesstrategi. "Alle bør vi juble af glæde over denne atomtidens åbenbaring om frelse for den lidende og frygtende menneskehed ". Jo større og kraftigere den massive gengældelsesstrategi er, jo større er frelsen åbenbart - og jo mere grund skulle der altså være til at glæde sig.

Men foruden at skabe tryghed og glæde har den "massive gengældelsesstrategi" endnu én mission: den skal skabe frygt naturligvis først og fremmest hos modparten.

Modparten skal frygte vor gengældelsesstrategi, thi ellers kan vi ikke være trygge og altså ikke glæde os. Det bliver altså klart, at gengældelsesstrategien skal skabe frygt hos modparten for at kunne skabe glæde hos os.

Men hvorfor er modpartens frygt da en betingelse for vor glæde? Er det da ikke netop, fordi vi frygter modparten, at vi vil skabe frygt hos den, således at den ikke foretager det "angreb", som vi frygter? Jamen, når også vi frygter, da frygter jo begge parter. Det vil med andre ord sige, at gengældelsesstrategien bygger på en frygt, der omfatter hele jorden. Og denne enorme frygt skal give menneskene tryghed og glæde, fordi den betyder menneskehedens frelse.
 

Men hvad er det i grunden, vi frygter? Atombomben, vil man svare. Det er jo denne realitet, det hele drejer sig om. Det er den, der er kernen i hele den "verdensfrelsende" massive gengældelsesstrategi.

Men er det i grunden atombomben, der er farlig?

Har De nogen sinde tænkt over, hvor stor en atombombe er i omfang? Hiroshimabomben skulle efter sigende ikke være særlig stor. Den ville uden vanskeligheder kunne gemmes i en almindelig dansk høstak. Og så længe høstakken bliver stående, behøver ingen at få den fjerneste mistanke om dens eksistens.

Enhver intetanende vandrer vil uden den ringeste risiko kunne bestige vor høstak og tage sin middagslur, når blot vejrguderne indbyder dertil. Når lærkens muntre triller og frøernes kvækken har dysset ham i søvn, vil han kunne få en behagelig og kvægende middagslur i den beroligende duft af det friske hø og køernes dampende efterladenskaber. Når han vågner igen, kan han i ro og mag lade sig glide ned af sit fredfyldte leje og fortsætte sin vandring - udhvilet og veloplagt.

Måske hører vor vandringsmand senere, at der var gemt en atombombe i den høstak, hvor han fik sin middagshvile. Højst sandsynligt vil han straks blive noget forskrækket, men når den første forskrækkelse har fortaget sig, er det ikke utænkeligt, at der kommer en mere flegmatisk og logisk reaktion - f.eks.: "Jamen, der skete jo ikke noget!"

- - Der skete intet med den bombe, der sætter hele den jordiske menneskehed i en panisk skræk!! Hvorfor skete der intet? "Nej", må svaret blive, "der var jo ingen til at udløse bomben!"

Jamen, kan man da sige, at bomben er så farlig, som den rystende og bævende menneskehed mener? Er det ikke udløseren, der er farlig?
 

Der bildræbes hvert år i hundredvis af mennesker over hele jorden. Kan man derfor sige, at bilerne er farlige? Er det ikke en kendsgerning, at bilerne i sig selv er fuldkommen ufarlige? Ser vi ikke hver dag i hundredvis af biler, som står på gader og parkeringspladser og er fuldkommen fredelige og ufarlige? Først i det øjeblik, et menneske sætter sig ind i bilen og drejer nøglen om, begynder faren. Jamen, er det da bilerne, der er farlige? Er det ikke chaufførerne?

Og er ikke akkurat det samme tilfældet for atombombens vedkommende? Er det ikke mennesket bag atombomben, der repræsenterer den egentlige fare, medens bomben i sig selv er ufarlig? Bag om alle journalisters, redaktørers, politikeres og militæreksperters kraftige fremhævelse af atombombens fare, er det da ikke en kendsgerning, at det primære faremoment er placeret i den menneskelige bevidsthed?
 

"Ja, men hvis bevidsthed"? kan man spørge, "mennesket bag atombomben, hvem er det?" Er det soldaten, der udløser dens gigantiske kræfter, eller er det den general, der giver ham ordren, eller er det den politiker, der giver generalen ordren? Er det de mennesker, der anbringer bomben, der hvor den skal udløses fra, eller er det dem, der foretager selve fabrikationen? Er det de politikere, der giver ordren til fabrikationen, eller de borgere, der giver dem magt til at give en sådan ordre? Er det de mennesker, der har opfundet bomben, eller de politikere, der har tilskyndet dem til en sådan djævelsk opfindelse? Er det de professorer, der har undervist opfinderne og derved givet dem det grundlag, som de kunne bygge videre på og derved komme frem til deres opfindelse, eller er det de mennesker, der har foretaget ansættelse af dem og derved tilskyndet dem til en sådan undervisning? Eller er det de mennesker, der stiller penge til rådighed (frivilligt eller gennem deres skat), så de universiteter kunne bygges, hvor opfinderne kunne modtage den lærdom, som gav dem det første grundlag for de teorier, der senere førte til opfindelsen af den bombe, som nogle mennesker gav ordre til, at nogle arbejdere skulle fabrikere, så den af nogle andre kan anbringes på det sted, hvorfra et menneske giver et andet ordre til, at et tredie skal foretage den endelige udløsning? Hvem, af alle disse er mennesket bag atombomben? Hvem udgør det egentlige faremoment?

Enhver vil kunne indse, at fortsat søgen er håbløs - thi hvor skal vi standse?

Et kan vi imidlertid se: det er ikke atombomben (det være sig en fission-, en fission-fusion eller en fission-fusion-fissionbombe, en bombe, der er hjemmehørende i en Honest-John-raket eller i den multilaterale atomflåde eller en bombe, der har hjemsted under Nato's eller Warszawa-landenes domæne), der udgør den egentlige fare. Det er mennesket, vi frygter - det er os selv!

Men hvad er det da, vi frygter hos os selv? Er det vor intelligens? Det er jo denne bevidsthedsenergi, der ligger bag såvel opfindelsen som ordregivningen og udførelsen af ordren samt alle de andre led i processen. Da det er menneskets intelligens, der ligger bag skabelsen og udløsningen af dette djævelske redskab for massemord og invaliditet, må den jo udgøre det primære faremoment?

Her er vi bare i det dilemma, at intelligensen også er en skabende faktor bag social forsorg, Røde Kors og en mængde andre institutioner, som absolut ikke forårsager frygt, men tværtimod tillid og tryghed, hvorved de er til gavn og glæde for menneskene.

Da vi altså ikke entydigt kan hænge menneskenes intelligens ud som ansvarshavende for frygten i verden, må vi prøve at undersøge, hvad det er for én bag intelligensen liggende faktor, der er bestemmende for, om denne stærkt beundrede bevidsthedsenergi bliver anvendt til dræbende og destruktive eller til altruistiske og livsfremmende formål.

Havner vi ikke her ved den menneskelige evne, som i forhold til dens større eller mindre fuldkommenhed sætter os i stand til at være til gavn og glæde for hinanden - altså den humane evne eller kærlighedsevnen?

Ser vi ikke netop, hvorledes mennesker med en rig og veludviklet kærlighedsevne anvender hele deres intelligens på altruistiske formål, det være sig en lægende og livsfremmende indsats hos urskovens syge og svage eller en vejledende og beskyttende gerning blandt negre i den moderne civilisations byer?

Og ser vi ikke tilsvarende, hvorledes mennesker med en primitiv og mangelfuld kærlighedsevne benytter deres intelligens til drab og destruktion, det være sig tortur og massehenrettelser i diktaturstaters ligfabrikker eller bedragerier og forgiftninger i demokratiske lande? Og ser vi ikke i det daglige liv, at der forekommer utallige grader af kærlighedsevne mellem disse to yderpunkter?

Når menneskene anvender intelligensen i destruktionens og det dræbende princips tjeneste, skyldes det altså en primitiv eller svigtende kærlighedsevne.

Hermed er vi kommet til det egentlige hjemsted for atomfaren. Det er centralt placeret i vor egen bevidsthed og kan der lokaliseres til vor primitive eller ufuldkomne kærlighedsevne.

- Dette er paddehattens brændpunkt.
 

Under navn af atomfrygt nærer menneskene en verdensomfattende frygt for sin egen primitive bevidsthed. Thi dér ligger den egentlige eksplosionsfare - og den er fælles for de fjendtlige parter. At komme denne primitivitet til livs er den eneste måde, hvorpå vi kan afskaffe vor frygt. Men til det formål har vi brug for en anden videnskab - en kærlighedens videnskab.

Til trods for, at det fremtræder lysende klart, at en sådan videnskab er verdens største mangelvare, er det imidlertid ikke disse områder, vor autoriserede videnskab befatter sig med.

Men hvad så med os - hverdagens mennesker? Bør da ikke vi prøve at bøde på savnet og søge at skabe bedre betingelser for en ny tænkemåde, som er i pagt med dette vort mest centrale behov?
 

(Fra bogen " - thi havet består af dråber!" af samme forfatter. Udkommet på Borgens Forlag, 1964.)