Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Næsten alle mennesker i den vestlige verden er klar over, at den moderne naturvidenskab er inde i en udvikling, der med stormskridt synes at bære frem mod en eller anden form for kulmination. Ser man imidlertid nærmere efter, viser det sig, at det hovedsageligt er på ganske bestemte felter, naturvidenskaben udvikler sig, nemlig felter, der udløser sig i en enestående teknik. Det er specielt denne teknik, vi er vidne til, og det er netop i kraft af teknikken, at mennesket i hverdagen får øje på naturvidenskabens store betydning for den daglige tilværelse; og det er netop på dette teknisk-videnskabelige område, omtalte naturvidenskab synes at nærme sig en kulmination.

At disse enestående teknisk-videnskabelige resultater er blevet nået, skyldes de særlige regler eller metoder, efter hvilke videnskabsmanden går frem, når han forsker. Men reglerne for denne forskning er samtidig af en sådan natur, at de bliver en hindring for ham i at nå frem til en kosmisk erkendelse af de skjulte sider ved de indvundne resultater. På det erkendelsesteoretiske område er videnskaben meget langt fra at kulminere, og denne særlige situation kommer tydeligt til syne i det af naturvidenskaben skabte og udstillede fysiske verdensbillede. Dette verdensbillede udtrykker sig i mål- og vægtfacitter, i strålingsarter og bølgelængder, i principper og i teorier, men det har ikke plads for det levende væsen. Det erkender ikke nogen gud eller sjæl i universet. Det fysiske verdensbillede er på en måde et dødt verdensbillede.

Imidlertid vil det meget overraskende kunne påvises, at den videnskabelige forskning allerede for meget længe siden nåede et højdepunkt i erkendelsen af det levende væsens centrale stilling i tilværelsen. Denne erkendelse fødtes, levede, kulminerede og døde sammen med et enkelt menneske på et tidspunkt, hvor det, vi i dag forstår ved videnskaben, endnu næppe nok havde formået at gøre sig gældende i verden. Sagt på en anden måde er der tale om, at den særlige begivenhed, der foreløbigt markerer den kulminerende videnskabelige erkendelse af det levende univers, lige akkurat udløste de årsager, der fik den gryende naturvidenskab til at gro fast i de specielle forskningsbaner, deri dag er så karakteristiske for den.

Hvor og hvornår fandt da denne betydningsfulde begivenhed sted? - For betydningsfuld må den jo siges at have været, når man tager i betragtning, at den faktisk blev det udløsende moment for den ledende tendens i hele Vestens tænkemåde mange hundrede år frem i tiden, en tænkemåde, der netop nu sammen med den naturvidenskabelige forskning er på vej til at kulminere; den tænkemåde vi kalder materialismen.

Den pågældende begivenhed fandt sted i året 1600, det store katolske jubelår. Scenerne udspilledes i den romersk-katolske kirkes højborg i Rom: Vatikanet. Den 8. februar blev den tids største og mest frugtbare geni i åndens verden dømt til døden på bålet. Dommen blev afsagt af den højhellige fader, pave Clemens den VIII (betyder den milde!!!), og den 17. februar fuldbyrdedes dommen på blomstertorvet i Rom. I overværelse af en talrig, hellig skare pilgrimme, der var strømmet til Rom fra alle lande i Europa i anledning af jubelåret; spottet og nidstirret af utallige mænd, kvinder og børn, af munke, præster, biskopper, kardinaler og mange andre af kærlighedsevangeliets forkyndere, døde den tænkende verdens største åndsgeni i mange hundrede år i bålets flammer, idet han takkede Gud for sit liv og for sin skæbne. Denne mands navn var Giordano Bruno, den kopernikanske læres modige fortolker.

Hvorledes kan nu en så dramatisk begivenhed få så vidtrækkende følger som dem, der er givet udtryk for i det foranstående? Hvordan kan Giordano Brunos død betyde kulminationen af kosmisk-videnskabelig tænkemåde? Er den moderne naturvidenskabs tænkning ikke mindst lige så kosmisk-videnskabelig som den, der har været præsteret af Giordano Bruno? Nej, faktisk ikke! Thi netop med Giordanos død gled den videnskabelige tænkning ind i en ganske særlig bane, en bane, der på én gang blev dens store styrke og dens store svaghed. Det er denne på en gang stærke og svage tænkemetode, der kendetegner vor moderne naturvidenskab; men for at man kan få det rette indtryk af, hvad det i virkeligheden var, der skete, er det nødvendigt at give en ganske kort fremstilling af tænkemåden i det sekstende århundrede.

I modsætning til det tyvende århundrede var kulturen og tænkemåden på Giordano Brunos tid særlig gunstig for de såkaldte åndelige videnskaber, først og fremmest teologien og filosofien og til en vis grad astrologien. Derimod var de tankeformer, der i vore dage kommer til udtryk gennem naturvidenskabens resultater, ude i en meget hård modvind. Tænkere, der ikke blot nøjedes med at filosofere over naturen og tilværelsen, men som endog gav sig af med at studere dens love rent praktisk, var meget udpræget i miskredit i den offentlige mening, og deres arbejde blev betragtet som en lav og nærmest ugudelig, verdslig syssel. Nej, det var de åndelige videnskaber, der gav tonen an og dominerede menneskehedens kollektive bevidsthed. Renæssancen var en impuls, der genoplivede den græske oldtids tænkemåde, og denne sidstnævnte tids verdensbillede var i grundtrækkene præget og dikteret af Aristoteles' og Ptolemæus' filosofi kombineret med den specielle opfattelse, man havde af Kristi lære og beretningerne i det gamle testamente. Man tænkte sig jorden som universets centrum og som Guds fornemste frembringelse med mennesket som toppen af "kransekagen". Skabelsen af det hele var i store træk foregået, som Bibelen berettede det. Universet forestillede man sig som begrænset, og Gud var blevet personificeret. På dette sidste punkt afveg opfattelsen altså strengt taget fra Bibelens forskrifter, eller som den franske astronom Flammarion udtrykte det: "I sin tid gjorde Gud mennesket i sit billede, men mennesket har visseligen siden gjort gengæld!"

Dette oltidsverdensbilledes eksistens blev udelukkende opretholdt i kraft af det enkelte menneskes talent for autoritetstro, hvilket til stadighed var underkastet en meget streng, åndelig disciplin, håndhævet af inkvisitionen og andre lignende kirkelige institutioner. Det omtalte verdensbilledes holdbarhed var således ikke på nogen måde bevist. Dets struktur var blot et autoriseret dogme, og målt med vor tænkemådes alen var det meget uvidenskabeligt.

Imidlertid var der trods de vanskelige vilkår alligevel mennesker, der ikke kunne dy sig for at studere naturen rent praktisk. Disse mennesker gav sig ikke så meget af med at filosofere over den, som de direkte studerede den; og gennem disse studier begyndte langsomt et helt nyt billede at tone frem - et nyt verdensbillede. I begyndelsen var det et meget utydeligt billede. Dets detaljer var uskarpe og udviskede, men det havde den fordel frem for det Aristoteles-Ptolemæiske verdensbillede, at enhver bagatel i det kunne bevises med praktiske forsøg og eksempler. Herved blev renæssancen i virkeligheden ikke blot genfødelsen af den højt tilbedte og beundrede Aristoteles' tænkemetode, men tillige genfødelsen af en tænkemetode, der, så vidt vides, for første og muligvis eneste gang forsøgtes anvendt af Archimedes - og med held. (Archimedes' berømte vægtstangsregler.)
 

Som tiden gik blev interessen for denne eksakt-empiriske tænkemetode mere og mere åbenlys, og parallelt hermed fik også dens dyrkere bedre og bedre eksistensbetingelser. Naturligvis gik det i den første tid meget langsomt, men denne periode formåede dog bl. a. at frembringe en Kopernikus, hvem det lykkedes at opstille en helt ny teori for jordens plads i universet. Kopernikus forklarede i sine efterladte skrifter - for han ventede klogeligt med at meddele verden sine tanker til efter sin død - at jorden efter hans opfattelse ikke var universets centrum, men blot en planet af lignende art som de øvrige planeter. Og han forklarede endvidere, at solen var det centrum, hvorom samtlige planeter med deres måner drejede sig. Endelig mente han, at jorden roterede om sin egen akse; men også han forestillede sig universet som endeligt og begrænset.

Jorden var altså pludseligt blevet detroniseret og slået i hartkorn med de andre planeter. Dette var en forfærdelig tanke, som fuldstændigt vendte op og ned på alt det bestående - ikke mindst inden for teologien. Som følge heraf blev den med samt sine tilhængere lyst i band af kirken; inkvisitionsbålene fik også deres renæssance.

Den ivrigste og dygtigste fortolker og forkynder af det nye sol-system var Giordano Bruno. Men han blev ikke ved det. Han udvidede universet og gjorde det uendeligt. Han aflivede den "gamle" Gud i menneskets billede, og i stedet satte han en guddom, der havde hele universet til legeme. Alt, hvad der foregik i dette univers, betragtede han som denne guddoms bevidsthedsudtryk eller livsytringer. Han gjorde Guddommen nærværende i det store som i det små. Han påviste hans eksistens i skarnet såvel som i engenes blomsterflor, i bækkens rislen og i vinmarkernes glødende efterårsløv. Han berettede om atomerne som små levende væsener, samt om kloder og sole såvel som mennesker, planter og dyr som Guds synliggjorte tanker. Hans tankegang var kort sagt i den grad revolutionerende, at hverken præster, filosoffer eller den gryende naturvidenskabs tilhængere kunne følge med. Og alle så de blot i ham en kætter og en djævelsk troldmand, der kun havde én vej at vandre: vejen til bålet. Først da hans aske var spredt for alle vinde på torvet, åndede man lettet op og genoptog dagligdagens gerninger og sysler, hvilket i virkeligheden ville sige, at man fortsatte med at leve livet i de gamle, hyggelige og vante baner. Fredsforstyrreren var ryddet af vejen, Gud Herren være lovet.
 

Læser man i dag en populærvidenskabelig bog, der er up to date, hvilke bøger så godt som altid er indledt med et par kapitler om naturvidenskabens barndom og udvikling, vil man fri for enhver undtagelse kunne læse disse bøger uden overhovedet at møde Giordano Brunos navn. Derimod møder man i så godt som hvert eneste tilfælde navnet Kopernikus. Hvad kan grunden hertil mon være? - Er der ikke noget mærkeligt i, at man i disse bøger kun præsenteres for den mindste af disse to personligheder?

Nej, det er der ikke. Det er tværtimod et enestående udtryk for den "vej", videnskaben valgte at gå, idet Kopernikus og Giordano Bruno hver for sig er repræsentanter for to vidt forskellige erkendelsesformer. Og her er det således, at de resultater, Kopernikus nåede til, senere har ladet sig dokumentere gennem praktiske forsøg, medens det samme ikke uden videre har kunnet lade sig gøre for de resultaters vedkommende, Giordano Bruno nåede til. Dennes tanker er lige så meget i opposition til vore dages materialistisk-videnskabelige tænkemåde, som den i sin tid var i konflikt med datidens teologisk-filosofiske tænkemåde, og hans verdensbillede er i virkeligheden lige så naivt og uvidenskabeligt i naturvidenskabens øjne, som det teologiske verdensbillede er det. Giordano Bruno er med andre ord i vore dage lige så stor en kætter, som da han i sin tid under mængdens - de sagkyndiges(!) såvel som de usagkyndiges - hadefulde blikke vandrede til bålet. Situationen dengang sammenlignet med situationen nu er faktisk den, at medens hans tanker af hans samtid blev betragtet som værende for videnskabelige og derigennem for farlige for kirken, så bliver de af vore dages sagkyndige på videnskabens område betragtet som værende for religiøse og metafysiske og derigennem i og for sig for farlige for den materielle videnskabs autoritet. Giordano Brunos tanker er uden holdepunkter i mål- og vægtfacitter, hvilke begreber jo er udtryk for den grundvold, den materielle videnskab hviler på. Og som i hine tider, således "brændes" også i dag enhver "kætter", der forsøger at rokke ved det dyrebare verdensbilledes fundament - her i dette tilfælde grundlaget for det materielle verdensbillede, hvor Gud helt er "aflivet" og forsvundet, eller rettere opløst i en umådelig mængde talstørrelser, og hvor det levende væsen slet og ret er reduceret til at være en heldig materiekombination, der helt og holdent er underkastet de love, der gælder for samme materiekombination, nemlig bl. a. død og opløsning.

I virkeligheden er vi den dag i dag vidne til to hinanden diametralt modsatte opfattelser af verdensstrukturen: det materielle verdensbillede kontra det teologiske verdensbillede, medens Giordano Bruno repræsenterer et helt tredie og knapt så kendt verdensbillede. På den ene side har vi en rigeligt naiv religion, der indeholder en personificeret gud, som med forkærlighed roser og dadler, velsigner og forbander, en religion, der er aldeles blottet for videnskab og logisk tænkning. På den anden side har vi en rigeligt naiv naturvidenskab, der helt mangler en gud, idet denne faktisk er blevet bortanalyseret og erstattet af en serie døde mål- og vægtfacitter, en videnskab, der er blottet for religion og sublim ærefrygt for det levende. Men en tankekombination, der hviler i rendyrket religiøsitet, og som samtidig er aldeles blottet for virkelig logik, er ifølge Martinus en åndelig energikombination, i hvilken følelsen fuldstændigt dominerer på intelligensens bekostning; og omvendt er en tankekombination, der udelukkende er præget af kold logik, og som er blottet for ethvert religiøst og metafysisk islæt, en åndelig energikombination, i hvilken intelligensen fuldstændig dominerer på følelsens bekostning. Og begge tankekombinationer er i virkeligheden lige naive og uvidenskabelige, idet livet omkring os i sig selv og af sig selv for den, der har øjne at se med, til overflod demonstrerer, at det er besjælet af et ufatteligt højintellektuelt væsen. Det er dette væsen, som religionerne repræsenterer en uklar følelsesmæssig fornemmelse af, og det er det samme væsens udfoldelse af intellektualitet, som den eksakte naturvidenskab tager ved lære af. Det er således let at se, at det, der betegnes som religion, kun til en vis grad svarer til den guddommelige og kosmiske realitet, ordet religion i virkeligheden refererer til, og vil vedblive dermed, så længe den religiøse tænkemetode er blottet for universel logik. Så længe den religiøse tænkning er så lokalt betonet, at begrebet gud opfattes som en eller anden person, der befinder sig et eller andet sted henne, kan den kultus, der ledsager en sådan tænkning, højst betragtes som en mere eller mindre højt udviklet form for afgudsdyrkelse. Og det er lige så let at se, at det, vi betegner som naturvidenskaben, også kun til en vis grad svarer til den guddommelige eller kosmiske betydning, der knytter sig til ordet naturvidenskab, så længe samme naturvidenskab i sine beskrivelser fuldstændig mangler at gøre rede for naturlovenes identitet samt for ophavet eller årsagen til disse naturlove. Thi det er jo rimeligt at antage, at disse love på samme måde som alle mulige andre love, vi er bekendt med, må hidrøre fra et eller andet ophav som udtryk for dette ophavs vilje - og ikke mindst når man tager i betragtning, at disse naturlove i modsætning til de love, vi selv er ophav til, ikke på nogen måde kan omgås. - Det gælder således også for naturvidenskaben, at den, så længe dens repræsentanter i kraft af deres specielle tænkemetode udelukker eksistensen af en guddom eller verdenssjæl, og i stedet dyrker den døde materie, er et eksempel på en afgudsdyrkende institution. Først når de to tænkemetoder, den videnskabelige og den religiøse, forbindes med hinanden og bringes til at gå op i en højere modsigelsesfri enhed, vil de tilsammen på én og samme tid udgøre en sand videnskab og en sand religion. Da vil de udgøre en kosmisk åndsvidenskab, der beskriver universet som et levende væsen, og hvor "det levende" bag materien er det primære interesseobjekt, og materien selv det sekundære interesseobjekt. Følelse og intelligens er her i balance og skaber betingelser for et samarbejde med højere åndelige energier eller kræfter. De to sammensmeltede tænkemetoder vil kunne arbejde sammen som en enhed, der forbinder sig med intuition, hvorved tænkningen bliver kosmisk, eller sagt på en anden måde: tænkningen bliver identisk med Guds egen tænkning, og den kosmisk tænkende er dermed ét med Gud.
 

At vore dages videnskaber og religioner ikke i øjeblikket tænker kosmisk, kan vist alle hermed være enige om, men at de to lejre hver for sig arbejder sig hen imod at opfylde de betingelser, der gør det muligt for dem at kunne det, er der på den anden side også ting, der antyder. Og sker dette ikke af andre grunde, så sker det af den simple, at det enkelte menneske i hverdagen begynder at hungre efter og føle sig fristet til at tænke i kosmiske baner. Det hungrer efter en livsvidenskab, der i sig rummer de åndelige løsninger på såvel naturvidenskabernes som religionernes grundfacitter. Det længes efter en kulturinstitution, der fordomsfrit og med talent og metode kan tage livets store, grundlæggende spørgsmål op til afgørende behandling. Og det længes efter at erkende den verdenssjæl eller evige Alfader, i hvem vi alle lever, røres og er, den guddom, som allerede Giordano Bruno i det sekstende århundrede havde en så levende fornemmelse af, og som nu i vort århundrede så overbevisende kommer til syne i Martinus kosmiske verdensbillede.