Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Solen har netop hævet sig over havets horisontlinje og forgylder i øjeblikket vor store ferieby. Alt er et orgie i grønt, gult, rødt og bronce. Her er meget, meget smukt - det hele virker næsten som en overdådig touche til den sommer, der nu er uigenkaldeligt forbi.

Denne sommer! Nuvel, vejrmæssigt er den bedst tjent med så hurtigt som muligt at glide ind i den store glemsel, men når dette er sagt, er også det eneste lidt kedelige sagt. For ellers har det været en aldeles uforglemmelig sommer! Deltagelsen i vore foredrag steg mere end femogtyve procent, og belægningen af vore ferielejligheder var den hidtil største. Det mærkedes, at det var en jubilæumssommer!

Og hvilke gaver modtog feriebyen ikke! Egentlig burde svenskernes smukke blågule flag i år have vajet side om side med sagens eget store flag! 30 nye, rustfri stålkøkkener, 30 køkkenskabe og 30 dejlige toiletskabe! Nye madrasser og et - især i år - uundværligt varmeaggregat, der evner at lune den store foredragssal op!!! Hvilken gave! Og hvilket sindelag!!! Da jeg i går gik feriebyen efter for at være sikker på, at den nu var forsvarligt "pakket ned" for vinteren, gik tanken uvilkårligt tilbage til det tidlige forår, hvor denne store, dejlige gave skulle monteres. Bevar mig for et job! Da mærkede i hvert fald jeg, at jeg ikke var tyve somre længere. Men også mine kammerater mærkede det! Dog, glemt er alle vanskeligheder. Vi nåede det, ja, vi nåede mere end det. For vi nåede også at ombygge det store pensionat, som flertallet af feriebyens grundejere havde overdraget vor institution. Det manglede en veranda, og det fik sin veranda! Vi var alle fast besluttet på at sige tak med blomster! Og blomsterne var der, da højsæsonen slog sine porte op!

Kan vi snart gøre feriebyen smukkere? Vent og se til næste år! Den sidste plan er endnu ikke født, og selv om det med Storm P. er svært at spå, især om fremtiden, så spår jeg nu alligevel, at vore gæster sommeren 1965 vil blive mødt af en overraskelse, der på mere end én måde vil varme om hjertet! Det er kun, når vi udmattede smider os i græsset, at vi stønner: "Nej, nu kan det være nok! Nu laver vi ikke mere ". Når kræfterne igen begynder at vende tilbage, synes de altid at være ledsaget af nye ideer. Så kigger vi lidt på hinanden - og så ved hver og en af os, at klokken er ved at falde i slag!

Nej, Kosmos Ferieby bliver aldrig færdig! Dertil er den i for høj en grad vor egen. Man lever ikke sammen med en sådan opgave i tredive år, uden at den bliver en del af ens sjæl! Hvis ordet "velsignelse" overhovedet indeholder nogen mening, må denne mening gælde her. For der har hvilet velsignelse over denne store skabelse lige siden Martinus den 5. juni 1934 satte sit navn under det første dokument, der sikrede os denne skønne plet ved Nyrup bugt. Sandt nok finder ingen stor skabelse sted uden vanskeligheder, men sammenholdt med resultatet synes disse vanskeligheder mig alligevel for intet at regne. Et gammelt ord siger, at "mod dumhed kæmper selv guderne forgæves ", og det har altid trøstet mig, når det hele syntes at blive vel broget, det - og så min medfødte humoristiske sans. Nej, vanskeligheder er til for at overvindes! Og det vil de altid blive her - den overbevisning kan ingen tage fra mig!

Jeg er heroppe for at lukke, skodde af og i det hele taget sørge for, at feriebyen klarer sig vinteren igennem. Men mine tanker går naturligvis allerede nu frem til næste sommer, hvor en lang række planer vil se dagens lys. Men lad det være. Det væsentligste er, at rammen om vort åndelige arbejde nu har fået en form, vi alle kan være lykkelige ved. For uanset hvor glad jeg selv er for det ydre, vi her har skabt, har jeg aldrig tabt feriebyens inderste mål af øje. Den er en skole, hverken mere eller mindre. Og sådan som udviklingen former sig i vor verden, hvor TV, og snart måske farve-TV, binder menneskene hjemme om aftenen, tvinges vi til at søge nye veje i vort undervisningsarbejde, veje af mere teknisk karakter end hidtil. Men dette opvejer ikke det talte ord, den levende, personlige kontakt. Og her er det, at Kosmos Ferieby som skole i åndsvidenskab vil få sin store betydning. Uden den ville vi ikke have den mulighed, vi nu har, for at mødes og i fællesskab udveksle tanker og ideer. Når mine tanker derfor går frem imod næste sommer, er det mindre alt det ydre, vi vil skabe, der optager mig, end det "indre"! Ingen ved bedre end jeg, i hvor høj en grad Kosmos Ferieby har udviklet sig til at blive en åndelig magnet, der drager åndeligt søgende fra selv meget fjerntliggende pladser hertil. Og jeg ved også, at dette forpligter! Så også på det område arbejder vi med nye ideer, der vil tage form den dag, sommeren på ny er over os, den dag vort store smukke flag atter går til tops og melder, at sæsonen 1965 er inde!