Kosmos 1964/Årsskrift side 9
I. G. Hannemann:
SELVOPHOLDELSESDRIFTEN
INDLEDNING
Ved at betragte medmenneskenes handlinger vil man som oftest finde ret simple motiver for de fleste af disse, motiver, der står i nær sammenhæng med menneskenes ønsker og behov. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at da individet selv udgør baggrund eller årsag for sine handlinger naturligvis i tilknytning til de påvirkninger, det modtager fra omgivelserne, må der altid i individet være noget, der påvirkes og som stimulerer det, når det udfører en handling.
Stimulansen kan finde sted i væsenets fysiske organisme eller i dets mentalitet, eller den kan komme fra dybere liggende lag i dets underbevidsthed.
Stimulansen vil naturligvis først og fremmest være en tilfredsstillelse af ønsker og behov, men kan også være en styrkelse af f. eks. individets pligtkompleks eller dets etiske kompleks. Der kan være handlinger, det udfører tvungent måske med blødende hjerte, og stimulansen vil her bero på en opløsning af tvangen.
Hvis man skulle finde ud af, hvorfor et menneske handler på den ene eller den anden måde, måtte man have rede på individets hele bevidsthed både den fysiske og den åndelige del og endvidere også på dets over- og underbevidsthed. Ikke få handlinger må føres tilbage til den del af dets bevidsthed, der ikke er umiddelbart fremtrædende og synlig for det selv eller dets omgivelser.
INDIVIDETS GRUNDDRIFTER
For nærmere at forstå forholdet mellem individet og dets handlinger er det nødvendigt at have kendskab til de ønsker og begær, der er afgørende faktorer for individets hele livsindstilling og livsudfoldelse. Foruden et bag ved liggende generelt begær mod oplevelse er de to mest fremtrædende grunddrifter hos væsenet den seksuelle drift og selvopholdelsesdriften.
SELVOPHOLDELSESDRIFTEN
Selvopholdelsesdriften forekommer umiddelbar logisk, idet den omfatter alt det hos væsenet, der er nødvendigt for dets livsoplevelse og dets livsudfoldelse. Væsenet har således behov for at beskytte og bevare dets energiorganisation, samt at udvide og udvikle denne, så den bliver bedst egnet til sit formål som redskab til oplevelse og manifestation. Hvis væsenet ikke havde dette behov, ville det jo simpelt hen gå til grunde før eller senere.
Selvopholdelsesdrifter kan således kort defineres som væsenets behov for eller ønske om til stadighed at have et redskab, der er bedst muligt egnet for det til oplevelse af tilværelsen.
Såfremt selvopholdelsesdriften bevirker en destruktion af andre levende væsener fysisk eller mentalt, hvilket ofte er tilfældet, må den betegnes som et egoistisk begær.
Hvis selvopholdelsesdriften derimod forårsager det modsatte, må den karakteriseres som et altruistisk begær. (M.h.t. definition af begrebet egoisme, se artiklen: Egoisme og kærlighed, Kosmos 1963.)
Som det vil ses i det følgende, kan mange af de begær, der er almindeligt forekommende hos jordmenneskene, i deres opståen henføres til selvopholdelsesdriften, som den ovenfor er defineret.
SELVOPHOLDELSESDRIFTENS FYSISKE UDSLAG
Hos dyret og det jordiske menneske er selvopholdelsesdriften først og fremmest knyttet til væsenets fysiske organisme, idet livsoplevelsen sker igennem denne. I dyrezonen bæres livsudfoldelsen i allerhøjeste grad af egoisme i form af kampen for tilværelsen. Rovdyrene kan kun opretholde tilværelsen ved at dræbe andre levende væsener og indtage deres organismer som føde. I jordmenneskezonen er dette ikke absolut nødvendigt, men alligevel vil de fleste jordmennesker i stort omfang ernære sig af dyreorganismer. Det dræbende princip forekommer også her i mange andre områder, blandt andet giver en stor del af forretningslivet udtryk for dette. Hele samfundsstrukturen med dens fattigdom og rigdom, undertrykkelser og favoriseringer etc. bærer vidnesbyrd herom, og utilfredshed, intolerance og had samt oprør og krige er følger heraf.
I sin enkleste form gælder selvopholdelsesdriften kun individet selv; det opretholder sin organisme ved at indtage føde, og det beskytter sin organisme over for andre levende væsener. I denne forbindelse kan erindres om de mange ejendommelige muligheder, der forekommer i naturen til etablering af en sådan beskyttelse. Men selv i dyreriget udstrækkes selvopholdelsesdriften til ikke blot at gælde individet selv, men også at omfatte dets mage og dets unger, så længe disse ikke kan klare sig selv i tilværelsen. Man vil se, hvorledes selvopholdelsesdriften her netop omslutter alt, hvad der fra et primitivt synspunkt naturligt falder ind under væsenets ejendom.
SELVOPHOLDELSESDRIFTENS ÅNDELIGE UDSLAG
Vi har i det foregående udelukkende betragtet selvopholdelsesdriften i forbindelse med den ydre fysiske verden. Gennem tænkning danner mennesket sig begreber om de fysiske foreteelser og de dermed forbundne følelser. Det fysiske og det åndelige kobles herved uløseligt sammen således, at selvopholdelsesbehovet også inden for væsenets mentale verden forekommer som en fundamental faktor.
Ligesom selvopholdelsesdriften fungerer som en beskyttelse af væsenets fysiske organisme over for fysiske angreb fra omverdenen, vil selvopholdelsesdriften også virke som en beskyttelse af væsenets mentale organisation over for omgivelserne. Herved fremkommer de fra psykologien kendte forsvarsmekanismer.
EJENDOM OG EJENDOMSRET
Dyret har selvfølgelig ikke nogen bevidst forestilling om ejendomsbegrebet, dette begreb samt begrebet ejendomsretten opstår med menneskene og udvides efterhånden, som menneskene udvikles fra primitive naturmennesker til moderne civiliserede jordmennesker. De nævnte begreber udspringer i virkeligheden af selvopholdelsesdriften, idet alt, hvad et væsen samler sig og besidder af fysiske ting, udgør rammen for væsenets fysiske livsoplevelse og ofte ligefrem danner betingelse for dets livsnydelse og derved ligesom hører med til dets fysiske organisme.
Det er klart, at selvopholdelsesdriften i form af ejendom og retten hertil i det moderne kapitalistiske samfund let kan bevirke en helt unaturlig ophobning og overdimensionering af de materielle goder hos nogle mennesker på bekostning af tilsvarende goder for et flertal af menneskene, idet man må huske på, at jungleprincippet: den stærkeres ret normalt gælder i den moderne forretningsverden.
MAGT
Med rod i de fysiske foreteelser i forbindelse med begreberne ejendom og ejendomsret som ovenfor omtalt optræder begæret efter magt. Dette magtbegær er ikke noget unormalt, men udgør en af de drivende hovedfaktorer i den jordmenneskelige zone (se nærmere herom i Martinus værker).
I dyreriget ses det allerede tydeligt, hvorledes kraft og styrke er vigtige egenskaber hos et væsen til opretholdelse af dets tilværelse. Grundregelen er her, at de svagere går til grunde, medens de stærkere overlever og dominerer. Selvopholdelsesdriften afføder altså direkte behov efter den magt, der ligger i at være stærk og kunne beherske andre.
Jordmennesket kan imidlertid blive så fascineret af magtfølelse, at dets eneste interesse bliver at samle sig materielle værdier specielt penge i så stort et omfang som muligt for derved at opnå så stor en magt som muligt. Det får herved en følelse af magt i forhold til de mennesker, der ikke har formået at samle så meget. Med magten over de fysiske ting følger ofte magt over andre mennesker, hvilket kan føre til den stærkeste form for følelse af magt.
Som historien udviser mange eksempler på, har magtbegæret i overdimensioneret grad forvoldt frygtelige ulykker; men også i den daglige tilværelse forårsager det utallige lidelser.
Som senere omtalt under afsnittet om selvhævdelse kan magtbegæret også opstå som reaktion mod en mindreværdsfølelse.
I forbindelse med magt- og ejendomsbegæret kan nævnes tankearter som vrede, raseri og had, der let opstår hos det primitive væsen, når der er noget, som spærrer vejen for opfyldelse af dets ønsker eller for opnåelse af dets mål. Disse hindringer kan være medmennesker, som det primitive individ uden skånsel vil prøve på at rydde af vejen, og de ovennævnte tankeklimaer giver dets fysiske organisme en ekstra kraft eller stimulans til dette formål.
MEREVÆRDSKOMPLEKS
Et væsens mereværdsfølelse bevirker, at det fordyber sig i mere eller mindre farvede forestillinger om dets egen storhed og værdi. Det tænker: "Jeg er så og så mægtig og kan så og så meget". Det primære for væsenet bliver, hvad det selv formår at suggerere sig til at tro af godt og stort om det selv, dets egne evner og egenskaber og dets frembringelser, og ikke, hvad den sande analyse heraf er. Mereværdsfølelsen opstår nemt hos et væsen, der har medgang, og som indenfor områder, som har dets særlige interesse, går fra sejr til sejr. Det får en sikkerhedsfølelse over for omgivelserne og føler sig vis på sejren, hvilket ofte bevirker, at det netop sejrer.
Da et individ med mereværdsfølelse nyder at betragte sig selv i et så flatterende lys som muligt, dvæler det ved og forstærker de gode egenskaber, det måtte have, og mangler eller mindre heldige egenskaber svækker det. Hvis det kniber med at finde tilstrækkeligt gode egenskaber, vil det eventuelt fantasere sig til nogle.
Man vil forstå, at individet under specielle forhold, hvor det ikke oplever tilstrækkelig modstand fra omgivelserne og ikke selv besidder tilstrækkelig realitetssans og kritisk sans, ved en sådan selvdyrkelse let kan føres helt ud i ekstreme psykiske områder.
Da selvopholdelsesdriften koncentrerer individet om det selv og dets organisme og om, hvad der ellers hører til det, ses det, at selvopholdelsesbehovet let kan føre individet ind i en form for mereværdsfølelse og selvdyrkelse, hvor det jo netop i høj grad er koncentreret om sig selv og sine evner m.m.
Med hensyn til en videregående udredning af selvdyrkelseskomplekset skal henvises til Martinus bog: Den længst levende afgud.
FORFÆNGELIGHED OG PRESTIGE
Nær op til mereværdsfølelsen ligger forfængelighedsfølelsen. Væsenets interesse gælder her først og fremmest omgivelserne. Det ønsker, at dets medvæsener skal have det bedst mulige indtryk af det, det nyder at blive feteret og anset for en stor personlighed. Det primære for det bliver, hvad andre mener om det. Det lader sig let smigre og nyder enhver form for ros. Til gengæld bliver det let fornærmet, hvis det kommer ud for kritik eller får serveret en mindre smigrende sandhed om sig selv.
Som omtalt under mereværdskomplekset kan et individ med stærk forfængelighedsfølelse fjerne sig så langt væk fra virkeligheden, at dets indstilling nærmer sig det abnormt psykiske.
Ofte vil individet gøre alt for at bevare sin prestige og vil føle det som en ulykke at tabe ansigt overfor udenforstående. Det etablerer herved en forstillelsesmekanisme. I de mere ekstreme tilfælde kan resultatet blive, at individet til stadighed må prøve på at bilde andre ind, at det er mere, end det i virkeligheden er, og må manifestere sig som en anden og større personlighed. Dette må naturligvis i det lange løb bevirke et betydeligt pres og slid på dets nerver og kan til sidst forårsage en neurose.
NATIONAL BEGEJSTRING
Allerede hos dyrene gør selvopholdelsesdriften sig gældende i form af et flokinstinkt, der bevirker, at dyrene søger sammen i flokke, idet de herved opnår en større beskyttelse, end hvis de var alene. Hos de primitive mennesker opstår på denne måde stammer eller samfund, der med det civiliserede menneske tager form af nationer.
Det er klart, at flokinstinkt skaber grundlaget for en vis samhørighedsfølelse. Man hører til stammen eller nationen i modsætning til dem, der står udenfor. I foreningsdannelsen kan de samme følelser ligeledes spille en rolle.
Nationalitetsfølelsen kan blive meget stærk i form af nationalstolthed og begejstring, der fungerer som en udvidelse af individets selvfølelse eller selvhævdelse (se nedenfor), idet man i forbindelse med sine nationalitetsfæller føler sig større eller bedre end andre nationers indbyggere. Disse følelser kan let under indflydelse af et magtbegær (se ovenfor) udarte til herrefolksmentalitet og foragt for andre racer.
Også i dette tilfælde forekommer ikke mindst i vore dage mangfoldige uhyggelige eksempler på, hvilke ulykker sådanne følelser kan afstedkomme.
MISKENDT GENI
Medens mereværdsfølelsen stimuleres af gunstige ydre omstændigheder, kan denne dog også og ikke sjældent vise sig, selv om omgivelserne er ugunstige.
Der er de tilfælde, hvor individet dybest set føler, at det er bedre og mere værd end de andre, men samtidig føler sig uretfærdigt forfulgt på en eller anden måde, f. eks. af en hård, uretfærdig skæbne, der forklarer dets nederlag.
Individet kan også have suggereret sig i den tro, at det er så langt forud for dets medmennesker i begavelse og tankegang, at de simpelt hen ikke kan forstå det eller er i stand til at vurdere dets præstationer; det føler sig da noget i retning af et miskendt geni.
Ved at være opfyldt af sådanne forestillinger har individet over for sig selv på forhånd afværget enhver form for kritik eller dømmen fra omgivelserne rettet imod det selv og dets suverænitet.
Man ser også her, hvorledes selvopholdelsesdriften som impuls til beskyttelse kommer til syne.
AKTIV FATALISME
Undertiden kan de ydre forhold være så ugunstige, at der kunne synes grund til at opgive alting. Hvis individet er besjælet af en mindreværdsfølelse, vil det sandsynligvis synke hen i den sorteste pessimisme og fuldstændig tabe modet. Hvis individet er i besiddelse af en mereværdsfølelse, vil det rimeligvis rase over verdens uretfærdighed og håbe og tro på, at begivenhederne vil vende sig til det bedre.
Det kan imidlertid også ske, at individet ikke har nogen synderlig grad af mindre- eller mereværdsfølelse, men i sig rummer en så stærk livsvilje og et så stort livsmod, at det vanskeligt lader sig kue. I dette tilfælde kan der hos det opstå en aktiv fatalisme, der gør, at det på trods af de ydre forhold vil leve og nyde tilværelsen. Ved hjælp af en sådan indstilling kan det ligesom borteliminere sin egen ulykkelige situation og udfolde sig, som om denne slet ikke var til stede. Man har bl. a. under krigen set flere eksempler på, hvorledes en sådan aktiv fatalistisk indstilling har hjulpet mennesker, som måske ellers ville være gået til grunde.
Aktiv fatalisme udgør således en forsvarsmekanisme for individets eksistens dikteret ud fra en stærk selvopholdelsesdrift.
Af det ovenstående fremgår, at mereværdsfølelse med en optimistisk indstilling lettere leder til aktiv fatalisme end mindreværdsfølelse med tilhørende pessimistisk indstilling.
MINDREVÆRDSKOMPLEKS
Vi har ovenfor omtalt mereværdsfølelser. Som pendant til disse forekommer mindreværdsfølelser også meget hyppigt. Medens den psykiske mekanisme ved mereværdsfølelser og de dermed beslægtede følelser er forstillelse i optimistisk retning, er den ved mindreværdsfølelser forstillelse i pessimistisk retning.
Mindreværdsfølelsen er for så vidt en naturlig følelse, som er let forståelig, når man tænker på, hvor lidt hvert enkelt menneske ved, såvel i forhold til den samlede menneskelige viden som i endnu højere grad til de love og principper, der gennemstråler hele universet. Det kan endda forundre, at ikke alle mennesker er besjælet af en stærk mindreværdsfølelse; men det kan vel kun skyldes, at den meste viden til daglig er afblændet for de fleste mennesker, og man normalt kun foretager sammenligninger med det fåtal af mennesker, man har nærmere forbindelse med, og som måske er lige så dumme som en selv.
Mindreværdsfølelse opstår ofte, når individet på en eller anden måde har et lille handicap i forhold til dets omgivelser, eller hvis der er noget, som i perioder er gået mindre godt for det, eller det ikke kan klare sig i konkurrencen, eller hvis det gentagende gange har lidt nederlag på et eller andet felt. Det samme er tilfældet, hvis det f.eks. i sin opvækst har lidt under et mentalt tryk.
Som afværgemekanisme opbygger et sådant væsen en mindreværdsfølelse, som, ved at det forestiller sig selv så ringe som muligt og placerer sig så langt nede som muligt med hensyn til evner, viden og kunnen, gør et nederlag til noget ganske naturligt og uundgåeligt, der sådan set ikke kan bebrejdes væsenet eller gøre det ringere. Ved at flygte ind i en sådan afværgemekanisme føler det, at det ikke med rette kan bebrejdes for noget, og det får heller ikke det prestigetab, som det ellers ville kunne risikere.
Man ser også her, hvorledes et individs mindreværdsfølelse er knyttet til dets selvopholdelsesdrift, idet den her dannede afværgemekanisme udgør en slags beskyttelse for individets hele bevidsthedsliv.
En stærk grad af mindreværdsfølelse er naturligvis usund, idet væsenets trang til livsoplevelse og livsudfoldelse direkte lider herunder. Væsenets trang til virke bliver i høj grad hæmmet, når det føler, at det ikke kan noget og ikke er noget værd. Væsenet føler sig usikker over for omgivelserne og føler angst for nederlaget og tiltrækker derved dette; men ved sin afværgemekanisme beskytter det sig.
Ligesom mereværdsfølelsen har et optimistisk islæt, har mindreværdsfølelsen et pessimistisk. Dette stemmer også helt med analysen om optimisten og pessimisten, som nærmere angivet af forfatteren i en tidligere artikel i Kosmos.
NEGATIV KRITIK
Som forsvarsmekanisme for et menneske med mindreværdsfølelse kan nævnes en stærk kritisk indstilling overfor omgivelserne, specielt medmenneskene. Det er klart, at man ved at gøre omverdenen så mørk som mulig opnår, at man, selv med en mindreværdsfølelse, ikke står alene i mørket.
Naturligvis vil et individ med mereværdsfølelse også ofte have glæde af ved en hård kritik af medvæsenerne at male omgivelserne mørke, så det selv står endnu mere lysende mod den mørke baggrund.
Det er ganske karakteristisk, at de, der retter den hårdeste kritik mod andre, ofte er dem, der har vanskeligst ved selv at modtage kritik.
Oftest er en sådan hård kritik kun af negativ karakter, idet den ikke har til formål at vejlede den, kritikken rammer, men som nævnt er iværksat for at skabe en passende mørk baggrund til gavn for kritikeren selv. Medens positiv kritik, der gives for at vejlede, kan være til stor gavn for et væsen, når den gives på en hensynsfuld og kærlig måde, således at den ikke virker hæmmende på væsenets livsudfoldelse og skaberglæde, vil negativ kritik i almindelighed virke hæmmende på væsenets livsudfoldelse og kan ligefrem dræbe dets lyst til at skabe. Men den negative kritik har jo også som nævnt et helt andet formål, som kort og godt kan udtrykkes således, at kritikeren hermed mener at kunne hævde sig over for omgivelserne.
Dette viser tydeligt, at negativ kritik har sin rod i selvopholdelsesdriften, idet trangen til at hævde sig må siges direkte at udspringe af denne.
BAGTALELSE
Nær op til begrebet negativ kritik slutter sig begrebet bagtalelse. At bagtale eller negativt kritisere en person kommer ofte ud på det samme, selv om emnevalget kan være noget forskelligt. Medens negativ kritik giver sig ud for en objektiv analyse af et væsens karakter og egenskaber, giver bagtalelse sig ud for en objektiv beretning om den pågældendes handlinger og manifestationer. Men der er det karakteristiske ved begge disse foreteelser, at det altid drejer sig om mindre fordelagtige sider ved objektet, der herved bliver belyst og fremdraget.
I almindelighed er negativ kritik eller bagtalelse mere eller mindre farvet af det individ, der fremsætter en sådan. Men selv om dette ikke er tilfældet, vil den kendsgerning, at der i det hele taget negativt kritiseres eller bagtales, falde tilbage på ophavet herfor, idet motivet kun kan søges i ophavets ønske om at hævde sig eller gøre sig interessant over for omgivelserne på en andens bekostning.
SELVHÆVDELSE
Mindreværdsfølelse vil ofte medføre en trang til at hævde sig. Væsenet prøver på at skjule sin følelse af mindreværd over for omgivelserne ved at forstille og manifestere sig stik modsat. Ofte gøres det så groft, at mindreværdsfølelsen bagved tydeligt skinner igennem. F.eks. vil en indre usikkerhed ofte bevirke, at væsenet udadtil optræder selvbevidst og sikkert og fremsætter bestemte og uforgribelige meninger.
En anden form for selvhævdelse viser sig ved, at individet får tendens til at prale, hvorved det f. eks. prøver på at dække over en mindreværdsfølelse. Men selvfølgelig kan individer med mereværdsfølelser eller trang til forfængelighed også føle lyst til at prale for derved at stille sig selv i et endnu mere flatterende lys.
Som ovenfor nævnt kan selvhævdelse også give sig udslag i form af negativ kritik eller bagtalelse.
Som modvægt over for et psykisk pres, der holder et væsen nede eller hæmmer væsenet i sin livsudfoldelse og bevirker mindreværdskomplekser, vil det ofte prøve at hævde sig på helt andre områder. Denne af reaktionsproces kan forårsage, at væsenet føler trang til magtudfoldelse eller får diktatoriske tilbøjeligheder. Historien fremviser groteske eksempler herpå, og i det daglige liv forekommer dette ofte mere eller mindre udpræget. Således er det almindelig kendt, at den lille mand, der ude i livet bliver hundset med, ofte i sit hjem optræder som en lille diktator eller hustyran. Det modsatte kan naturligvis også være tilfældet.
Hos alle jordmennesker findes der en naturlig trang til at hævde sig, idet dette jo også er et udslag af selvopholdelsesdriften; men virkningerne heraf behøver dog ikke at antage så drastiske former som ovenfor omtalt.
DAGDRØMME
Det ses ofte, at en person i sine ønskedrømme er en anden og langt større personlighed end i virkeligheden. Det er der for så vidt ikke noget unaturligt eller sygeligt i, blot individet magter at holde sine ønskedrømme ude fra virkeligheden således, at dagdrømmetilstandene blot bliver en slags hvilepauser, i hvilke individet flygter fra virkeligheden ind i en slags selvskabt paradistilstand, hvor det selv spiller rollen som helt på en eller anden måde.
Naturligvis vil det oftest være mennesker med udprægede mindreværdsfølelser eller mennesker, som har et stærkt begær efter at være noget mere, end de er, der har særlig trang til på denne måde at flygte fra virkeligheden. Ganske unge mennesker, der endnu ikke har haft lejlighed til at komme frem i tilværelsen, men som har en betydelig ærgerrighed eventuelt blandet med forskellige idealer, vil ofte danne sig sådanne dagdrømme, hvor de selv figurerer som helte. Men også for mange ældre mennesker, der måske er blevet lidt skuffede af tilværelsen, idet de ikke helt nåede eller fik af livet, hvad de en gang ønskede sig, har en sådan dagdrømmetilstand betydning. Her kan de flygte ind og forestille sig det, de ikke nåede. Ofte vil romantiske romaner og biografstykker virke på denne måde.
Hvis ønskedrømmene tager overhånd på den måde, at individet bliver ligegyldigt over for den virkelige verden og helt mister trangen til livsudfoldelse i denne, eller således, at individet ikke mere er i stand til at skelne mellem virkelighed og uvirkelighed, kan der fremkomme unormale psykiske tilstande. Det er gået op for individet, hvor svært det er i den fysiske verden at blive en personlighed med de evner og egenskaber, det kunne ønske sig, og prøver da i stedet for at indbilde sig til dette. Hvis det til sidst fuldt og helt tror, det er identisk med det indbildte billede, kan dette naturligvis forårsage alvorlige konflikter ved kollision med den virkelige verden, der kun kender individet, som det er.
Som flugtmekanisme, der fungerer som en hjælp til at udholde hverdagen og virkeligheden, udgør dagdrømme også en form for selvopholdelsesdrift.
PASSIV FATALISME
Hvis individet kun er i besiddelse af forholdsvis lille livsvilje eller livskraft, vil en meget ugunstig situation ikke fremkalde aktiv fatalisme som tidligere beskrevet, men kan bevirke en vis passiv fatalisme eller sløvhedstilstand, der gør, at de ugunstige virkninger svækkes; men til gengæld bliver hele væsenets livsoplevelse også nedsat eller formindsket.
Hvis det kun drejer sig om en midlertidig situation, kan en sådan indstilling være til gavn for at komme igennem denne. Hvis situationen er af længere varighed, kan det resultere i, at denne apatiske indstilling kan blive af permanent karakter hos individet.
Denne forsvarsmekanisme, der ligeledes udspringer af individets selvopholdelsesdrift, kan i de mere outrerede tilfælde bevirke en varig svækkelse af individets oplevelsesevne lige modsat af, hvad selvopholdelsesdriften normalt tilstræber.
En mindreværdsfølelse eller en pessimistisk indstilling vil naturligvis i højere grad prædestinere til passiv fatalisme end en mereværdsfølelse eller en optimistisk indstilling.
ANGST
Så snart et væsen kommer ud for en vanskelighed eller fare, det ikke kan klare, eller bliver udsat for en belastning, der overstiger dets formåen og kunnen, vil det straks føle angst, der fungerer som en form for alarmtilstand i tilknytning til dets selvopholdelsesdrift. Denne angst vil eventuelt igangsætte en af de tidligere omtalte flugt- og forsvarsmekanismer, hvorved væsenet søger at beskytte sig. Angsten kan også opstå, når individet står over for noget nyt eller ukendt, som det ikke umiddelbart kan overse.
Såfremt der kun er tale om en midlertidig situation, vil angstfornemmelsen normalt forsvinde, og individet vil komme frem fra sit skjul, idet flugtmekanismen ophæves, så snart der ikke er brug for den længere. Det svarer helt til f. eks. den lille sangfugls reaktion, når rovfuglen slår ned og tager sit bytte. Under faren gemmer fuglen sig så godt den kan; men kun ganske kort tid efter, at faren er forbi, flyver fuglen op fra sit tilflugtssted og begynder atter at fløjte.
Hvis den belastning, individet er udsat for, imidlertid er af permanent karakter, kan angstfølelsen blive stationær, hvilket let fører til, at individets nervesystem svækkes, således at det ender som et nervøst vrag.
Da døden optræder som et uafvendeligt fænomen, som jordmenneskene ikke er i stand til at overskue eller beherske, vil tanken om døden ofte give anledning til dybe bekymringer. Det er da kun ganske naturligt, at der kan opstå en dødsangstfølelse, så meget desto mere, som den fysiske død i alle tilfælde bevirker en destruktion af væsenets fysiske organisme.
Da selvopholdelsesdriften vil søge at bevare væsenets oplevelsesredskab, er dødsangsten et udslag af selvopholdelsesdriften. Ganske vist kan man ikke krybe i skjul for døden, som før eller senere vil indhente hvert enkelt individ, men dødsangsten vil alligevel fungere som en slags alarm, der måske kan få nogle til at tænke lidt over, hvad der kan være bag den fysiske tilværelse, om der er noget liv efter døden, og om de handlinger, man udfører i levende live, kan have indflydelse herpå. Dødsangsten behøver således ikke kun at være en negativ følelse; men hvis den bliver så stærk og dominerende, at den borttager lysten til at leve og virke og ligesom danner en mørk skygge eller baggrund for alle et væsens oplevelser, er den usund og kan, idet den da udøver et konstant mentalt tryk på individet, føre til neuroser.
Det er klart, at den viden, Martinus analyser kan bibringe det enkelte menneske om døden og livet efter døden, kan være en stor hjælp for det til at komme over en dødsangstpsykose.
Angst er et så omfattende begreb, at vi her kun lige kan berøre dette i forbindelse med selvopholdelsesdriften.
CAMOUFLAGE
Hos jordmenneskene spiller camouflageprincippet en meget stor rolle i individets forhold til dets medvæsener. Vi så ovenfor, hvorledes individet for at bevare sin prestige tit er nødt til at forstille sig, eller hvorledes det for at skjule sin mindreværdsfølelse fingerer selvsikkerhed. I situationer, hvor det ønsker at opnå noget, vil det ofte se sin fordel i at stimulere interesse og venlighed, selv om det i virkeligheden ikke føler noget sådant. I andre tilfælde prøver det at skjule sig bag en ydre maske, fordi det måske er usikkert og sårbart og derfor føler, at det er nødt til at beskytte sig mod ydre angreb. Det lærer forstillelsens kunst til fuldkommenhed.
Den daglige tilværelse er hos jordmenneskene i høj grad præget af en camouflering. Man kan til en vis grad sige, at individet har en speciel indstilling eller maske over for hver enkelt af dets medmennesker, og at nævnte indstillinger ofte kan være vidt forskellige lige fra kulde og antipati til varme og sympati. Når individet til stadighed føler sig nødsaget til at benytte masker, der ikke harmonerer med dets egentlige natur, kan dette naturligvis forårsage et betydeligt nervepres, som kan resultere i neuroser i de tilfælde, hvor individet mentalt ikke har tilstrækkelig styrke og modstandskraft.
Ligesom de andre beskyttelsesmekanismer baserer camouflageprincippet sig på selvopholdelsesdriften som en vigtig faktor i opretholdelsen af væsenets tilværelse.
TILPASNING
For at kunne klare sig i tilværelsen er det nødvendigt for væsenet at have en tilpasningsevne såvel i fysisk som i åndelig henseende. Denne evne, der således udgør et led i selvopholdelsesdriften, kan naturligvis være større eller mindre, og de vanskeligheder, væsenet har ved at indrette sig efter de skiftende forhold, vil afhænge heraf.
Ved hjælp af en højt udviklet teknik har jordmenneskene gjort sig jorden underdanig således, at de f.eks. er i stand til at leve under vidt forskellige klimatiske forhold. Den fysiske tilpasningsevne erstattes til en vis grad af nævnte teknik.
Den mentale tilpasning er ofte et af de vanskeligste problemer for jordmennesket. Det føler trang til og er nødt til at leve sammen med andre mennesker, men har svært ved at tilpasse sig disse. De forskellige individer har deres egne viljer. De ønsker alle at bestemme og vil ikke indordne og rette sig efter hinanden. Der kan herved opstå alvorlige stridigheder.
Tilpasning vil oftest føles som en tvang, der udløser resignation. Da jordmennesket tit har store krav og ønsker, som det nødig giver afkald på, men måske er vanskeligt for det at få honoreret, og som manglende evner, ydre forhold eller dets skæbne tvinger det til at opgive, vil den herved opståede resignation ofte være smertefyldt og afføde håbløshed og bitterhed. Undertiden opstår der dog i stedet for mildhed og overbærenhed.
Tilværelsen i jordmenneskezonen viser, at resignation er en overordentlig vigtig foreteelse, som de fleste vil møde før eller senere i deres liv. Der er måske intet område, der i så høj grad viser menneskets sande karaktertræk, som hvor der er tale om at give afkald på eller at resignere. Hvis et menneske er i stand til at resignere på den rette måde, d.v.s. uden nogen art af negative følelser, vidner det om, at det er nået langt i sin udvikling og er i besiddelse af stor kærlighed og tolerance.
Resignationsprincippet bunder dybt i naturen, idet det kommer til syne hver gang, de ydre forhold er til ugunst for de levende væseners livsudfoldelse. Man kan godt betragte efteråret, hvor bladene gulnes og falder til jorden, som planteverdenens fysiske resignation over for kulden og den mørke tid, og man kan da se, hvor skønt resignationsprocessen kan forløbe. Dette kan kun afføde et ønske om, at dødsprocessen, når man selv en gang skal bort fra denne verden, måtte forme sig lige så smuk og naturlig som den resignationsproces, man oplever hvert efterår i den fysiske verden.
SELVOPHOLDELSESDRIFTEN ER AF SEKUNDÆR KARAKTER
I det foregående har vi set, hvorledes selvopholdelsesdriften udgør fundamentet for en hel del forskelligartede følelser. Herved ville man let kunne få den opfattelse, at selvopholdelsesdriften er det primære grundlag for i hvert fald en betydelig del af menneskenes handlinger og manifestationer. Dette er dog kun til en vis grad rigtigt, idet man må forstå, at selvopholdelsesdriften i virkeligheden slet ikke er nogen primær drift, men kun et begær, der knytter sig til en fysisk eller mental organisme, som altså er en forudgående betingelse for fremkomsten af dette begær. Selvopholdelsesdriften udtrykker derfor en slags afspejling af nævnte organismers natur, og da vi ovenfor udelukkende har beskæftiget os med de fysiske og mentale dyriske og jordmenneskelige energiorganisationer, er de forskellige følelser, der er en følge af selvopholdelsesdriften, i jordmenneskezonen stærkt egoistisk betonede, således at sorg, smerte og lidelse følger i disse følelsers kølvand.
Begæret mod oplevelse er derimod den absolut primære drift hos det levende væsen. Dette begær kan imidlertid nuanceres på forskellig måde alt efter væsenets udviklingstrin, og redskabet for oplevelse eller organismen må være i harmoni med den oplevelse, væsenet ønsker. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den moderne, materielle videnskab udtrykker sig anderledes, idet den postulerer, at det er redskabet eller organismen, der forårsager individets begær efter netop den oplevelsesform, som organismen kan give. Denne udtryksform skyldes, at nævnte videnskab ikke er i stand til at erkende det bag ved organismen værende Jeg og ikke kan acceptere analysen af det levende væsen, således som Martinus har givet den i sit værk "Livets Bog".
SEKSUALDRIFTEN KONTRA SELVOPHOLDELSESDRIFTEN
Vi har hidtil kun beskæftiget os med selvopholdelsesdriften, medens seksualdriften blot blev nævnt i begyndelsen som hørende til individets grunddrifter.
Medens formålet med selvopholdelsesdriften står ganske klart, kunne man spørge om, hvilken betydning den seksuelle drift har i relation til livets oplevelse.
Ligesom selvopholdelsesdriften er den seksuelle drift i stand til at målsætte livets oplevelse; men medens selvopholdelsesdriften gør dette på indirekte måde, gør seksualdriften dette direkte. Gennem seksualdriften får oplevelsesbegæret en drejning mod tilfredsstillelse af seksualbegæret, og organismen er indrettet således, at dette kan ske.
Polprincippet eller det seksuelle princip er et bag livet liggende evigt princip, der udgør den inderste årsag til væsenernes udviklingsbaner, således som Martinus har beskrevet det i "Livets Bog".
SELVOPHOLDELSESDRIFTENS FYSISKE OG MENTALE VIRKNINGER ER ANALOGE
For at kunne klare sig i kampen for tilværelsen er de forskellige dyrs organismer udstyret på varierende, formålsmæssige måder. Nogle dyr gør sig bemærkede ved stor fysisk kraft og frygtelige angrebsvåben. Andre dyr besidder effektive forsvarsvåben. Der er dyr, som er meget hurtige, og som derfor kan præstere en virkningsfuld flugt. Endvidere forekommer der dyr, som udviser en forbløffende evne til at camouflere eller skjule sig. Endelig findes i større eller mindre grad en tilpasningsevne hos alle levende væsener. Desuden har alle dyr en forplantningsdrift (seksualdrift), som sikrer arternes opretholdelse.
Studerer man jordmenneskenes mentalitet, vil man, som det også fremgår af alt i det tidligere anførte, se, at alle de ovennævnte beskyttelsesprincipper også anvendes her om end naturligvis med andre detaljer. Den her nævnte lighed er bemærkelsesværdig og viser, at der hersker de samme love i jordmenneskenes mentalitet som i dyrejunglen. Der, hvor egoismen er herskende, må individerne værge og beskytte sig, hvilket, som vi har set, kan gøres på forskellige måder. Man vil heraf også kunne få forståelse af, at fysiske og mentale energier rummer de samme kvalitative egenskaber. En mental eksplosion (et raserianfald) svarer således kvalitativt til en fysisk eksplosion.
SELVOPHOLDELSESDRIFTENS UDVIKLING
Vi har som nævnt udelukkende studeret væsenet i den dyriske og jordmenneskelige zone med dets selvopholdelsesdrift knyttet til dets fysiske organisme og mentalitet. Men jordmennesket er underkastet en stadig udviklingsproces, der gør, at det får udviklet nye evner og anlæg, der er helt forskellige fra dets oprindelige. Denne udvikling hidrører som ovenfor nævnt fra polprincippet. Væsenets livsmål i den dyriske zone går kun ud på at være sig selv nærmest.
En organisme, der er baseret på udløsning af kærlighed, må betinge en hel anden form for selvopholdelsesdrift end den, man kender fra dyreriget, hvor egoismen er den bærende kraft. Da selvopholdelsesdriften udgør den udløsende faktor for organismens trivsel og stimulans, som her udelukkende er baseret på humanisme og kærlighed i samvær med andre levende væsener, må den primære kraft i nævnte selvopholdelsesdrift være kærlighed. En organisme, der helt og holdent udgør et redskab for oplevelse og udløsning af kærtegn, kan umuligt opretholdes og ernæres ved det dræbende princip i form af andre levende væseners dræbte organismer, og ligeledes kan tankeenergierne hos sådanne væsener umuligt rumme mentale kræfter af dræbende og nedbrydende karakter. Men i dette tilfælde er væsenet heller ikke mere noget jordmenneske, men hører til en helt anden væsenstype, der kan benævnes det rigtige menneske.
Som Martinus har vist, står jordmenneskene i deres udvikling på trin, der befinder sig imellem dyrets og det rigtige menneskes udviklingstrin, og jordmenneskene besidder derfor egenskaber fra begge disse væsenskategorier. Man vil således se, hvorledes selvopholdelsesdriften endnu i stort omfang beror på det dræbende princip, og hvorledes de tankeklimaer, der opstår heraf, er af egoistisk, livsnedbrydende karakter. Men man vil også se, hvorledes jordmenneskene begynder at blive klare over, at deres sygdomme og lidelser kan skyldes en forkert livsførelse, og hvorledes humane og kærlige tanker og manifestationer begynder at få indpas i deres tilværelse.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige