Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

- Aldrig har menneskeheden været vidne til så gigantiske dimensioner af myrderier, lidelser, vold og brutalitet som under den anden verdenskrig. Aldrig har det såkaldt "vidende menneske" udfoldet større evne til destruktion af liv og ejendom. - Og aldrig har vi fået mere klar og tydelig anskuelsesundervisning i, hvilke kolossale mængder af blod der flyder i kølvandet, når de primitive kræfter får lov at bestemme menneskenes mentale og fysiske kurs.

For det menneske, der studerer Martinus kosmiske analyser, var selv dette blodige skuespil et led i en kosmisk plan med en ganske klar og logisk hensigt, nemlig intet mindre end at føre menneskeheden frem til destruktionens, hadets og elendighedens diametrale modpol: det guddommelige menneskerige, som bygger på et fast og sikkert fundament af fred, frihed og kærlighed til næsten.
 

Der er nu gået 18 år, siden vi jublede over den krigsafslutning, som - i al fald nogen af os var så naive at tro - skulle bringe fred og frihed til alle. Men med magtbalancen og de enorme rustninger i frisk erindring er det vanskeligt at lade være med at spørge sig selv: "Mon selv dette rygende inferno, hvor millioner af mennesker blev dræbt og lige så mange lemlæstede, har været tilstrækkelig som lærestreg for menneskeheden? - Thi hvad har vi i det hele taget lært?" ...

I erkendelse af Folkeforbundets utilstrækkelighed opbyggedes "De forenede Nationer" som en organisation, der skulle sikre verdensfreden. Trods menneskerettighedserklæring og utallige forsikringer om fredelige hensigter opstod imidlertid alle tiders mest gigantiske rustningskapløb, i sammenligning med hvilket den anden verdenskrigs rustninger er for intet at regne. - Ja, så vidt er man endog kommet i rustningsvanviddet, at magtbalancen er blevet idealiseret - er erklæret for et "fredens værktøj". Den tysk-amerikanske raketekspert Werner von Braun siger således i dybeste alvor: "Raketterne har gjort krig umulig". - Denne tese, som hele den kæmpemæssige hær af talsmænd for magtbalanceprincippet slutter op om, må i atomalderen regnes for militærlogikkens højeste facit.

Jamen, når oprustning og magtbalance regnes for fredskabende faktorer, hvad så med de bevidsthedstilstande, der står bag dem? - Hvad så med begreber som frygt, had og mistænksomhed, som jo er forudsætninger for oprustningsbalancen? Ifølge samme "logik" må man vel også gå ud fra, at disse begreber måles med akkurat samme alen.

Er magtbalancen udnævnt til at være et "fredens værktøj", da må frygt, had og mistænksomhed, som er samme værktøjs åndelige fundament, jo være ophøjet til at være "fredens grundstoffer". - Også på dette område er sort gjort til hvidt. Vi er da også vidne til, at den ene halvdel af verden udfolder kolossale bestræbelser på at skabe had til og frygt for den anden halvdel - og omvendt.

Svaret på et spørgsmål om, hvad vi har lært af den anden verdenskrig, synes altså at tegne sig yderst forstemmende: "Vi har lært at opbygge alle tiders mest gigantiske magt- eller terrorbalance og at idealisere de primitive bevidsthedstilstande, som er balancens åndelige fundament".

- Mon ikke man inden for den militære begrebsverden har haft "held" til fuldkommen at vende vrangen ud af alle menneskelige idealer? - Og forstår vi da ikke bedre, at det rigtige menneskerige just ikke kan forventes at oprinde med morgendagens sol?
 

Nok kan det tænkes, at terrorbalancen med dens frygt for brintbombens enorme destruktionsevne for en tid kan udskyde det store opgør, men at den stadige oprustning skulle kunne skabe "fred", lyder lige så usandsynlig som den tanke, at to drenge, der kappes om at puste balloner, skulle kunne fortsætte i al evighed uden at ballonerne sprænges. Historien viser da også med al ønskelig tydelighed, at man ikke kan bekæmpe krig med krig - lige så lidt som man kan slukke ild med ild. - Hertil kommer, at den tilstand, terrorbalancens talsmænd mener, man kan opnå ved hjælp af den militære balancetilstand, og som man kalder "fred", jo er alt andet end netop fred - ja, endog må siges at stå i lige så åbenlys en kontrast til dette begreb som kulde og mørke til varme og lys, hvilket først og fremmest kan ses af den kendsgerning, at den sande freds diametrale modsætninger - angst og frygt - er balancetilstandens væsentligste ingredienser ja, endog fundamentale betingelser for dens beståen.

Hvordan en terrorbalance opbygges, og hvad den fører til, har vi for nyligt været vidne til i Jylland. Den er ganske vist ikke foregået i det storpolitiske perspektiv, men det ændrer jo ikke det rent principielle. - Beretningen, der synes at fremvise alle magt- eller terrorbalancens dystre aspekter (fremhævet af undertegnede) er gengivet efter Aarhus Stiftstidende d. 19.7 1963:

Da Tommy onsdag aften var kommet hjem hos familien, havde han bemærket, at der ikke var rullet ned for vinduet. Det havde han derefter selv gjort, idet han erklærede, at han ikke ønskede at være skydeskive for åben vindue. Da han lidt efter kom ud på vejen, sad Ole på sin knallert, mens to andre unge mænd stod ved siden af.

" - Da var det, jeg traf beslutningen om at slå Ole ihjel", sagde Tommy Nielsen. "Jeg hentede min salonriffel, som stod ved siden af sengen, og på vej ned ladede jeg den med seks skud. Jeg tror nok, jeg råbte et eller andet, inden jeg skød første gang. Ole råbte "av" og rejste sig op, og så skød jeg igen. Så gik han over i græsset og sagde til de andre om at hente Zonen, og så skød jeg tredie gang".

" - Hvorfor gjorde De det?" spurgte politifuldmægtig H. Jungløv.

" - Jeg kan ikke forklare det", svarede Tommy. "Jeg kan kun sige, at jeg var bange for, at han skulle skyde mig!" - Citat slut.

Burde ikke en sådan beretning være et alvorligt memento til os alle? - Thi det er jo nøjagtigt det samme, der finder sted i vor tid - blot i et andet (og større) perspektiv.

Ikke alene er krigsbegrebet noget, der forekommer i en hel skala af forskellige variationer, men der er en ganske nøje sammenhæng mellem dem alle. Det er således de små krige, der munder ud i den store, akkurat som når de ulmende gløder bringes til at slå ud i lys lue. De små krige er en forudsætning for de store, som de enkelte gløder for den flammende lue. - Som verdensaltet er krigsbegrebet opbygget af enheder inden i enheder, og det har sin rod i menneskenes svigtende kærlighedsevne.

Og noget tilsvarende er tilfældet med fredsbegrebet - blot med omvendt fortegn. Det er således absolut ikke nogen helt dårlig vittighed, når Storm P. lader en af sine berømte landevejsfilosoffer sige: "Det har lange udsigter med verdensfreden, så længe jeg er så sur".

En sådan orientering i krigsfilosofien, som i Vestens teknisk-intelligens-dominerede lande må siges at være et brud med den gængse vanetænkning, involverer helt nye muligheder for verdensfreden. Fred bliver noget, vi alle kan arbejde på at skabe. Standser vi vasebombardementerne og de oratoriske krige i hjemmene, magtkampene i organisationerne, de demagogiske tvekampe i parlamenterne, handelskrigene og de økonomiske uretfærdigheder, da er vi ikke alene med til sten for sten at bryde det krigens og ufredens babelstårn ned, som vi har bygget op i så kolossale dimensioner, at det praktisk taget fylder hele jorden og truer med at vokse ind i himlen, men samtidig bærer vi byggesten til et fredens tempel - et tempel, som omend det endnu kun eksisterer som en skøn ønskedrøm, så dog indebærer den ubetingede fordel, at det står til os selv at realisere den - hver på sit felt. Thi der kræves ikke politisk indflydelse, en høj stilling eller den bankkonto, som normalt åbner alle døre. - Der kræves derimod en ny måde at tænke på.

Fortsætter vi med at søge krigsårsagerne i det ydre, som vi har gjort det så langt tilbage, vi kan føre menneskehedens historie, vil vi også fortsætte med at bære ved til krigens stadigt voksende bål - - som vi forøvrigt også har gjort det så langt tilbage, vi kan føre menneskehedens historie.

- Vi udfolder enorme energimængder på at bekæmpe fjender, som vi mener at finde uden for os selv. Milliarder og atter milliarder af kroner, millioner af menneskers hele arbejdskraft, kolossale mængder af den højeste teknisk-betonede intelligens - alt ofres på de ydre fjender, medens sandheden er den, at menneskets primære fjende slet ikke findes uden for, men tværtimod inden i det selv. - Og det er denne indre fjende, der skaber forestillingerne om den ydre, som igen skaber frygten, der igen giver anledning til oprustningen, som atter skaber øget frygt - o.s.v., o.s.v. - - hvorefter vi er inde i den uhyggelige dødsspiral, som dominerer atomtidens destruktionsbegavede menneskehed.

Her må hver enkelt af os erkende vor centrale plads og yde vor indsats derefter. Først da vil vi have muligheder for at bryde dødsspiralen. - Og mon ikke det er på tide, at vi bliver vort ansvar bevidst? - - Thi havet består af dråber.

I det rigtige menneskerige er der i dette samfund af stater en international regering. Her er magten en tjener for retten, idet denne regering til sin rådighed har den eneste - og dermed den stærkeste - hær, der eksisterer. Alle enkeltnationer er afrustede.

Det er spiren til denne verdensregering, vi finder i FN. Denne instans må udvikle sig på samme måde som de suveræne stater: fra det primitive frem mod det mere fuldkomne. Det bliver da også hurtigt klart, at skal FN have en fremtid for sig, må den antage de samme egenskaber som en suveræn stat. Den må have retten, magten og midlerne til at sikre freden. Heri ligger ansvaret (og mulighederne) hos de enkelte stater - også (og ikke mindst) Danmark.

En stærk international politi- eller militærmagt må for et samfund af stater være en lige så selvfølgelig og naturlig foreteelse, som politiet er for enkeltstaterne, og det må yderligere stå klart, at en sådan international politi- eller militærmagt må være stærkere end en hvilken som helst enkeltstat, idet vi jo i modsat fald er i samme yderst makabre situation som et land, hvor gangsterbanderne er stærkere end politiet. Noget sådan vil intet tænkende menneske kunne acceptere, og når vi ikke desto mindre på nuværende tidspunkt finder os i noget tilsvarende - nemlig inden for jordens statssamfund - er det et eklatant udtryk for vor manglende evne til at drage lære af vore mange blodige erfaringer på disse felter.

De seneste menneskealdre har været en eneste klar og fortløbende anskuelsesundervisning i nødvendigheden af en sådan stærk, international politimagt, og når Folkeforbundet ikke kom til at indfri de forventninger, der blev stillet til det, var det jo bl.a. også fordi, det manglede magtmidler.

I FN-pagtens kapitel 7 blev da også indføjet bestemmelser for et militærapparat, som skulle være til rådighed for verdensorganisationen. Men næppe var de vise tanker blevet forsynet med tryksværte på et stykke papir, før magtkampen tog sin begyndelse, og siden har der ikke (trods ihærdige forsøg bl. a. fra fhv. generalsekretær i FN Trygve Lies side) været politiske muligheder for etablering af dette magtorgan til beskyttelse af international ret.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der på frivillighedens basis er løst en hel del opgaver, som naturligt ville høre hjemme under en international politi- eller militærmagt. Der tænkes her bl.a. på FN's indsats i Suez- og Congokonflikterne m.fl. - Erfaringerne herfra samt fra de situationer, hvor FN har sendt observatører, viser da også tydeligt, at der er et meget stort behov for internationale styrker, og selv om stormagternes magtpolitik er en væsentlig barriere for oprettelse af en international politimagt, er der dog i den seneste tid sket en udvikling, som tyder på, at øjeblikket i nogen grad er modnet for oprettelse af i al fald mindre internationale styrker under FN.

Her tænkes først og fremmest på, at FN's medlemstal er mere end fordoblet siden dets oprettelse, og hvad der er af endnu større betydning: tilvæksten består for en meget stor del af lande, som har erklæret sig positivt neutrale, og som er lede og kede af stormagternes magtpolitik. Som et led i stormagternes diplomatiske krigsførelse er disse derfor simpelt hen tvunget til at se med mere venlige øjne på internationale styrker under FN, da de i modsat fald fuldkommen vil miste goodwill i den neutrale verden. - Dertil kommer flere andre internationale forhold, som taler for på nuværende tidspunkt at udvise et initiativ til fordel for begyndelsen til en verdenshær. Disse udprægede storpolitiske emner fører det dog for vidt at komme ind på her. (Den interesserede henvises til Oslorapporten, Internasjonal Politik, 1-3, 1963.)

Spørgsmålet bliver imidlertid: hvor skal initiativet komme fra? Kan man forvente, at det skal komme fra en af de nyfødte, afrikanske stater, eller skal vi sætte vor lid til supermagterne?
 

Meget synes at tyde på, at begge dele er lige urealistiske. En nyfødt stat kan lige så lidt som et nyfødt barn forventes at have den modenhed, der kræves for et sådant initiativ, og for stormagterne er de såkaldte "vitale" interesser en betydelig hemsko. Hertil kommer, at det langt fra er sikkert, at de mange nye stater vil se med venlige øjne på internationale styrker på stormagtsinitiativ. Vi var jo således vidne til, at Congo, da dette land henvendte sig til FN om hjælp, stillede som betingelse, at der ikke blandt de frivillige FN-tropper var deltagelse fra stormagterne.
 

Meget synes at tyde på, at skal et fredskabende initiativ blive vel modtaget og have gode grobetingelser, bør det komme fra et lille, anset land - et land, som ikke har magtpolitiske interesser af nogen art - et gammelt kulturland - et land, som er i stand til at løse sine indre problemer på en anerkendelsesværdig måde - et land, som viser omsorg for børnene, for de gamle og syge - et land, som har ordnede sociale forhold - - - kort sagt et land som Danmark.

Intet land er som netop Danmark (eller et andet skandinavisk land) egnet til at fremkomme med et sådant initiativ for verdensfreden. Ikke mindst fordi der fra denne del af verden er udgået og stadig udgår betydelige åndelige impulser. På denne baggrund er det ikke alene berettiget at tale om Danmarks egnethed for et sådant initiativ, men ligefrem om en pligt til at vise vilje og vej - - thi "adel forpligter".

Burde ikke Danmark i FN's generalforsamling fremsætte tilbud om at stille hele sit militærapparat til rådighed for FN som et internationalt politivagt- og observatørkorps? Kaserner, våben, flyvepladser og baser på Grønland kunne da overlades FN og benyttes delvis i uddannelsesøjemed og dels som militær FN-base.

Det militære budget kunne opretholdes som hidtil, men benyttes til hel eller delvis finansiering af FN-styrkerne i stedet for som nu til et ensidigt alliancebetonet beredskab.

En væsentlig fordel ved en sådan omlægning ville blive en helt ny og langt mere inspirerende uddannelse for de unge soldater. De vil derved komme til at arbejde i fredens tjeneste, hvor de nu arbejder for opretholdelse af en alliance, som direkte er vendt mod en anden alliance - altså i krigens tjeneste. Den ungdommelige idealisme kommer her på en langt bedre hylde, og den vil ved en veltilrettelagt uddannelse kunne tilføres yderligere næring.

Fag som FN-lære, mellemfolkelig freds-lære, geografi, sprog, førstehjælp, hygiejne, passiv modstand, politi- og vagttjeneste o.lign. vil sikkert indgå i uddannelsen for FN-soldaterne og give dem en følelse af at være til gavn for almenheden i modsætning til den nuværende uddannelse, der hovedsagelig tager sigte på den størst mulige destruktion af fjenden.

Dertil kommer, at militærnægtertjenesten i hovedsagen kan nedlægges, idet der indenfor en FN-tjeneste er en mængde opgaver, som ikke kræver brug af våben, f. eks. observationsopgaver, nødhjælpsopgaver ved naturkatastrofer m.fl.

For egentlige militære opgaver, hvor der skal benyttes våben, vil det være naturligt at indføre frivillighed - hvilket da også praktiseres for de styrker, som vi hidtil har stillet til rådighed for FN.

Og mon man ikke dertil kan regne med, at der på rent jordmenneskeligt plan ligger en betydelig beskyttelse i et sådant ædelt og uselvisk initiativ? - Thi hvilket land vil uden at pådrage sig hele verdens modvilje kunne overfalde et lille land, som i den hadets, angstens og nervekrigens tilstand, hvori verden af i dag befinder sig, viser veje til fred og fordragelighed og selv går i spidsen med betydelige ofre?

Efter de forslag, som her er fremført, vil vort forsvarsministerium kunne nedlægges, idet FN-styrkerne naturligvis skal stå under FN's ansvar og ledelse. Da det fredskabende arbejde imidlertid ikke alene er noget, der skal hvile på de unge FN-soldaters skuldre, men tværtimod er en pligt, som hviler på hele befolkningen, vil det være naturligt i stedet at oprette et fredsministerium. For et sådant ministerium er der en mængde interessante opgaver, hvoraf dette at virke fremmende for international forståelse og at fremsætte lovforslag i overensstemmelse hermed hører til de væsentligste. Fredsministeriet bør således oprette et fredsforskningsinstitut og indlede samarbejde med de folkelige fredsbevægelser.

Dertil kommer, at der i samarbejde med handelsministeriet kunne nedsættes en kommission til undersøgelse af mulighederne for udvidelse af samhandelen med u-landene. Danmark producerer fødevarer, som u-landene jo netop mangler, hvorimod u-landene har råstoffer for industrien, som er en mangelvare for Danmark. Kan der tænkes nogen bedre baggrund for øget samhandel? - Dertil kommer, at Danmark fra naturens hånd er velegnet til at mangedoble og forbedre sin fødevareproduktion. Ved at afvikle kødproduktionen og benytte landbrugsarealerne til frugt- og grønsagsproduktion efter moderne gartnerimetoder, vil Danmark såvel i kvantitativ som i sundhedsmæssig henseende kunne mangedoble sin fødevareproduktion. (Eventuelt interesserede henvises til den tyske naturforsker Humbolts doktorafhandling om disse spørgsmål.)

- Mon ikke der ad disse veje vil kunne åbnes nye muligheder for det hårdt betrængte landbrug? Og mon ikke der er betydelige etiske værdier at hente, såfremt vi kunne ophøre med de uhyggelige massedrab på dyr, som finder sted i vore slagterier?
 

Til ovennævnte tanker vil naturligvis kunne indvendes, at de styrker, Danmark vil være i stand til at stille til rådighed for FN, langtfra er tilstrækkelig til den FN-hær, som pagtens kapitel 7 forudsætter. Det er rigtigt, men det må jo også erkendes, at der faktisk slet ikke er baggrund for en sådan kæmpehær i den øjeblikkelige storpolitiske atmosfære. Der skal gås meget varsomt og diplomatisk til værks, hvorfor det vil være påkrævet at begynde i det små. Men mon ikke det kan tænkes, at et sådant eksempel fra et lille, men internationalt anerkendt land vil smitte af på andre (sikkert først og fremmest neutrale lande), så de i større eller mindre udstrækning vil følge eksemplet. Ad denne vej vil der være enestående muligheder for, at de små lande ved samarbejde kan gøre en betydelig indsats for freden. Det bør i denne forbindelse erindres, at Einstein har sagt: "De små lande har en mulighed for at redde verden".

Danmark f. eks. vil kunne skabe begyndelsen til verdenshæren. Med tilslutning fra andre fredselskende lande vil den kunne vokse og blive en virkelig realitet i international politik. Kan man derefter komme så vidt, at kontrollen med kernevåbnene kan overdrages til FN, er en af de væsentligste hindringer fjernet for en afrustning af alle enkeltstater.

Kæmpemæssige kræfter vil kunne frigøres til afhjælpning af nød og elendighed i en verden, som sukker efter fred og sikkerhed, og i takt med vore muligheder og voksende evner til at forene magt og ret vil kolossale barrierer for udvikling af de spirende etiske kræfter i jordmenneskets bevidsthed kunne nedbrydes. Mon ikke en sådan aflastning af jordmenneskets sind vil åbne nye muligheder for det, Martinus kalder det eneste fornødne for jordmenneskeheden af i dag: "At tilegne sig den højeste kosmiske viden og kunnen, der giver det overblik over brugen af magt, der kan føre denne brug til den højeste velsignelse og dermed til at være ét med verdensstrukturen eller naturkræfterne. Der hvor magten er blevet ét med næstekærligheden i mennesket, der er freden. Der er himmerigets rige opstået på jorden. Der kan livet kun eksistere som lys, kunst, kærlighed og glæde". (Menneskeheden og verdensbilledet.)