Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forestil Dem en af de biler, der i dag vækker opsigt ved sin blotte tilsynekomst, holdende på en hullet vej og indeholdende tre mænd, der var aldeles overbevist om, at de var kørt vild i deres søgen efter en ganske bestemt strandgrund - og forestil Dem så yderligere, at disse mænd af en tilfældigt forbipasserende kone får at vide, at de netop holder midt på den grund, de søger! - så har De begyndelsen til eventyret om Kosmos Ferieby!

Dette hændte en blæsende kold majdag i 1934, og den femte juni samme år blev de papirer underskrevet, som startede et af de mærkeligste projekter, der måske nogensinde er blevet startet i denne del af vort land. Nu, snart 30 år efter, hvor mange både stormfulde og meget truende begivenheder, der udefra set med lethed kunne have væltet enhver drøm overende, kun udgør dele af det "mønster", der samlet udgør Kosmos Ferieby af i dag, tager alting sig jo anderledes ud. Men for den, der har gjort alle disse tredive år med, og som hele vejen har stået midt i denne store skabelses brændpunkt, må det hele alligevel føles som noget i retning af et mirakel. Men "miraklet" har en baggrund, som i selv de sværeste stunder lod os føle, at der var en vej frem, og denne baggrund var selve motivet til denne skabelse, ja, var selve dens inderste målsætning.

Motivet var absolut uselvisk, for målsætningen for det, vi her gik i gang med, var skabelsen af en skole, hvor de tanker, der mere end andre tilhørte en endnu ukendt fremtid, skulle være "nutid", skulle være det daglige livs bærende fundament. Alle vi, der den gang greb hakke, spade, sav og høvl, var idealister af den slags, verden endnu ikke har haft for mange af. Vi ikke alene brændte for vore idealer, nej, adskillige af os var direkte "hvidglødende", uden at man derfor kunne kalde os tåbelige fanatikere eller håbløse fantaster. For der var mening, dyb mening, i det, vi ville. Bag os havde vi den første verdenskrig, og omkring os havde vi tredivernes forrygende arbejdsløshed med alle dens nerveslidende depressioner - og foran os havde vi en indre uhyggelig viden om, at en ny storkrig når som helst kunne være en iskold realitet. Netop i de dage, hvor vi for første gang gik i lag med opgaverne her, myrdede en vis Adolf Hitler mere end tusinde af sine nærmeste medarbejdere - de "lange knives nat" den 30. juni 1934.

Det er denne baggrund - og så vort møde med Martinus overvældende tankeverden man skal have i sine tanker, når man vil forsøge at vurdere resultaterne af disse snart svundne 30 år! Som alle andre drømte også vi om fred i verden, men livet selv havde allerede da belært os om, at skulle vi opleve fred, måtte vi skabe den selv. Og med købet af den første grund her i Klint, idet skønne Odsherred, begyndte vi at realisere vor drøm: at skabe en plet, hvor indbyrdes kærlighed og en tolerance på højeste plan skulle være det bærende daglige fundament, en plet hvor vi selv og vore børn kunne få lov til at opleve fællesinteressens absolutte sejr over særinteressen, og hvor de stridigheder mennesker imellem, der ødelægger så uendeligt meget, kunne holdes borte i videst muligt omfang. Vor vilje rejste sig som en klar lysende flamme imod himlen: denne plet tilhørte ingen af os! Den tilhørte os alle, og sådan skulle det altid være!

Nuvel, enhver "fødsel" har en periode af "blod, sved og tårer", og vor drøm har måttet passere det hele. Men, og dette er det vigtigste: den har overlevet! Iblandt er det vel hændt en og anden af os, at vi i vort stille sind har tænkt, om det hele virkelig har været modgangen værd - for sådan tænker man, når et ydre tryk føles urimeligt hårdt, men så sker "miraklet" på ny. "Ilden" fra de unge år kan kues helt ned til glødernes stadium, men pludselig rejser flammen sig igen. Man mindes de dage, hvor tvivlens grå skygger blev brændt til aske af vor tro på det, vi gik i gang med. Man ser for sit indre syn de mange kammerater, som måtte gå, fordi deres tid her var løbet ud, men som ved deres indsats forpligtede en, og man ved i sit hjerte, at den blotte tanke om nogen sinde at give op simpelt hen er utænkelig. For det bør ingen glemme: denne plet er bygget af mænd og kvinder, som troede på os, som gav - i mange tilfælde langt mere end rimeligt var - for at den opgave, vi havde taget os på, skulle lykkes. Som vi så de, at om ingen evner at give sig selv og afstå fra ethvert krav på løn, hæder eller den "ret", som børn og barnlige sjæle fremdeles anser for det største her på jorden, vil verden aldrig komme videre.

-------

I dag, snart 30 år efter at Martinus bestemte, at her ved Nyrup bugt skulle den skole bygges, indenfor hvis "mure" hans tanker skulle vinde fodfæste, ligger den store, nye foredragssal og lyser i solen. Om vi dengang i en vision kunne have set denne skønne sal med dens 300 siddepladser, ville vore hjerter have jublet. Men vi troede på dens tilblivelse, og nu er den der. Den alene er feriebyens røde bankende hjerte. Den kan skifte form, den kan blive større, men den vil altid være der - den og flaget! Når et nyt 30-års skifte passeres, vil uendeligt meget være hændt på denne plads. Ingen af os, der i dag har ansvaret for denne store by, vil da være her, men, og derom er der ingen tvivl i mit hjerte: den ånd, i hvilken feriebyen blev skabt, den ånd, der bød enhver modstand, stor eller lille, trods, vil til den tid være akkurat lige så levende, som den er i dag! Så længe sagens flag vajer over denne plet, vil Kosmos Ferieby kun have én ejer: sagen! For Kosmos Ferieby er tidløs i sit væsen. Mennesker vil komme og gå, men sagen vil, år for år, blive stærkere end selv den stærkeste på denne plet. En dag vil komme, hvor hver en tomme jord her på ny vil tilhøre den sag, til hvilken den blev indviet, den dag vort store flag for første gang vajede over dette område. Alle er vi flygtige gæster i denne verden, og selv den tilsyneladende mest raske iblandt os kan hastigt være borte. Men én ting kan hver og en af os, om vi virkeligt vil, efterlade os: mindet om en virkelig indsats til fordel for den fred, den indbyrdes virkelige kærlighed blandt mennesker, som indtil nu hundreder og atter hundreder af mennesker her har frydet sig over i de år, der allerede er svundet, og som nye hundreder af mennesker vil kunne glæde sig over i kommende år! For mig selv har Kosmos Ferieby altid været det skønneste monument over indbyrdes kammeratskab, indbyrdes hjælpsomhed og forståelse, jeg har oplevet! Livet har lært mig, og jeg er lykkelig for den lære: at hver den, der på denne plads søger sit eget, mister netop det, denne plads kunne have givet ham mere end nogen anden! For denne plads, dette skønne lille område i vort land udgør ved sin blotte eksistens en funke fra en verden, hvor lykken alene består i dette: at give! Alle ved vi, hvor svært netop dette er, men også, at vi må lære denne kunst om vor drøm om lykke, om indre fred og harmoni skal blive den virkelighed, uden hvilken den er værdiløs.