Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man fra sin tidligste barndom er vokset op med en tankeverden, som er farvet på en særlig måde, er det meget vanskeligt senere i livet at befri sig for en sådan ensidig påvirkning, at tage sine "farvede briller" af og begynde at tænke på en helt ny måde.
 

Den meget omtalte franske forfatter Teilhard de Chardin har evnet at gøre dette, og det er uden tvivl derfor, at hans skrifter vækker så stor opsigt, ikke blot i Frankrig og Belgien, men også i mange andre lande, heriblandt Holland.

Pierre Teilhard de Chardin fødtes i Clermont-Ferrand den 1. maj 1881. Han blev opdraget til jesuit og indviedes til præst. Derefter studerede han geologi og interesserede sig i allerhøjeste grad for palæontologi. Han udførte udgravninger, bl. a. i Kina.

Dersom man vil studere hans bøger, begynder man i almindelighed med "Le phénomène humain" (Fænomenet mennesket). Denne bog er ikke så let at forstå for menigmand. Konklusionen, han som videnskabsmand når frem til, bestrides naturligvis af andre videnskabsmænd indenfor samme område, sådan som det så ofte er tilfældet. Men dette er uden betydning i det øjeblik, man indstiller sig på det, Teilhard de Chardin søger, og som udgør bogens grundtema, dens tendens. Da mærker man nemlig, at man har med et menneske at gøre, der med et varmt hjerte og et skarpt blik entusiastisk går i gang med sin opgave. Her møder man et menneske, som graver og leder i jorden for ud af de spor af dyr og mennesker, han finder fra urtiden, forsøger at opbygge en sammenhængende forklaring på menneskets tilblivelse, og som derefter søger videre for at finde svar på spørgsmålet om den dybere mening med menneskets jordiske liv.
 

Ved sine undersøgelser har han fundet, at gennem de forskellige former, det levende liv forekommer i på jorden, har det udviklet sig fra den ene form til den anden, somme tider i spring, men alligevel tilsammen dannende en udviklingskæde fra urstoffet, gennem mineralverdenen, plante- og dyreverdenen, indtil de første forløbere for mennesket pludseligt dukkede op med sine egne udviklingsmuligheder. Han ser endvidere i denne udviklingskæde de samme uforklarlige spring som ved overgangene mellem de forskellige aggregationstilstande fra fast til flydende og fra flydende til gasformige tilstande, men dog formoder han, at gennem de indre, virksomme kraftanstrengelser opstår de nye mutationer, som fører hele udviklingen et trin højere op på udviklingsstigen, og til det trin, hvor mennesket åbenbarer sig.

Mennesket selv udvikler sig gennem alle de vanskeligheder, som det har at overvinde her på jorden. Og jo mere mennesket udvikler sig, desto mere indviklet bliver dets liv, og desto mere må det anstrenge sig, hvilket resulterer i, at alle dets anstrengelser bliver en større og dermed i virkeligheden højere bevidsthed. Sammenfattet ser hele denne livsproces ud som følger: ud af den første oprindelige tilstand, som Teilhard kalder "alfa", opstår og udvikler sig alle forskellige livsformer, den ene efter den anden på en mere og mere indviklet og sammensat måde ligesom efter et vifteformet mønster, indtil den ydre verden, sådan som vi kender den, åbenbarer sig.

På dette punkt støder alle mod alle i den ydre verden. Herved fordres større indre kraftanstrengelser. De indre kræfter lå allerede i begyndelsen som frø, der slumrede i de mest primitive væsener. Alt trækkes på denne måde sammen til en enhedsoplevelse i punktet omega.

På denne måde gennemstråles mennesket oppefra eller indefra de højere regioner med åndelige kræfter af en højere frekvens end de menneskelige følelser og tanker, nemlig kræfter som vækker en højere kærlighed og visdom i dets bevidsthed. Han taler også om livets indre og dets ydre side. Den indre side er bestemmende for den ydre.

Er denne tankegang ny? Nej, sikkert ikke. Det er esoterisk visdom, som har været kendt her på jorden af de mest udviklede længst tilbage i fortiden, selv om den nu kommer frem i en anden og mere intelligensbetonet form.

Ofte talte den esoterisk bevidste om en indre udvikling og sammenlignede denne med et frø, som voksede op til en plante og bar frugt, eller om en bevidsthed, som langsomt voksede, til den forenede sig med den højeste, rene bevidsthed og blev beriget deraf.
 

Det som er så mærkeligt og interessant i dette tilfælde er, at Teilhard de Chardin selv har opdaget dette gennem sin egen søgen og sine egne anstrengelser trods det, at han var stærkt bundet af den romersk-katolske livsopfattelse lige fra sin første barndom.

I en anden af Teilhard de Chardins bøger "Le milieu divin" (Det guddommelige plan) er det præsten i ham, som dominerer (i den forrige bog var det videnskabsmanden). Her beskriver han nemlig den proces, som leder til det udviklingsstadium, hvortil vi kan løfte os op fra vor nuværende tilstand, nemlig ved at opøve en indre renhed i ord, handling og følelse over for vor næste. Gennem denne moralske udvikling, hvorved det ene offer efter det andet bringes, kommer man til slut i levende kontakt med det højeste åndelige ideal, Kristus, hvorved man gennemstråles af de åndelige kræfter, som leder til lykke og lønner alle bestræbelser i udviklingsprocessen med "Livets Krone".

Det er af symbolsk betydning, at dette modige, ærlige, levende menneske, som blev skudt til side af sin kirke for sine avancerede og ikke gangbare ideer, måtte slutte sine dage efter sin anstrengende pilgrimsrejse gennem livet netop i påsken 1955. Hans lyse ånd blev da sikkert optaget i den ubeskrivelige verden af lys, som han selv kaldte omega. Således behøvede han ikke i dette liv at være med i de stridigheder og vanskeligheder, som hans teorier senere skulle blive årsag til.

Hans bøger måtte ikke udgives i hans egen levetid (for kirkens skyld). Først efter hans død udgav en af hans slægtninge de manuskripter (ca. 60), som fandtes i hans efterladenskaber.

Eftersom Teilhard de Chardin var romersk-katolsk præst, modtog den katolske verden hans bøger med blandede følelser, men ikke desto mindre med stor interesse. I Holland blev der skrevet artikler og studiekredse oprettedes, indtil kirken satte en stopper for al denne interesse ved at forbyde hans bøger for alle, som tilhørte den romersk-katolske kirke. Dette forårsagede en storm af harme inden for de intellektuelle kredse. Uden al tvivl vil dette blive behandlet i konciliet i Rom.

Totusinde år er gået siden kristendommen gjorde sit indtog i vor vestlige verden, og siden begyndelsen af dette århundrede har videnskaben gjort så store opdagelser, at den selv er blevet skræmt og vover ikke at ytre sig om disse, fordi de videnskabelige forskere ikke selv har nogen forklaring på alle disse mysteriers sammenhæng, thi en sådan forklaring kan ikke opspores på denne side af grænsen til den usynlige verden. Hvor man end begynder at søge efter en helhedsforklaring, og jo mere, man har fundet af svaret, desto sikrere bliver man på, at man kun kan finde frem til den, ligesom Martinus viser, ved at vende sin bevidsthed mod en indre verden, som har helt andre dimensioner end dem, vi er vant til. Alle mystikere er enige derom. Nu bliver det stadigt mere tydeligt for os, at barrieren, som skiller os fra denne nye verden, er den måde, vi har bygget vore tankevaner på. Eftersom vi lever i en afsluttet, imaginær verden, er vi kommet til at befinde os i denne tilstand. Denne barriere må vi altså bryde igennem for at kunne komme videre i vor udvikling, men det viser sig umuligt at bryde igennem denne mur af tankeforestillinger alene med tanker.

Den ældgamle sandhed skal atter vise os vejen, ligesom den har vist Teilhard de Chardin vej, nemlig den, at vi ved at rense vore begær, vore følelser og tanker, altså gennem udvikling på det moralske område, bliver i stand til at kunne sprede de lavere kræfters tåge i os, således at det åndelige lys' sol kan varme og gennemstråle os, hvorved vi på en ny måde kan komme til at forstå det gamle bibelord:

"Ære være Gud i det høje, fred på jorden og i menneskene velbehag".