Kosmos 1962/Årsskrift side 41
Werner Rasmussen
JORD OG MÅNE
Livsytringsforskning og naturvidenskab
Allerede fra en materialistisk synsvinkel er vor klodes historie uhyre interessant. Men nye og fængslende perspektiver kommer til syne, når der tillige anvendes åndsvidenskabelige synspunkter og lægges op til livsytringsforskning. Et eksempel herpå findes i afsnittet om kredsløbsprincippet i 3. bind af "Livets Bog", der udkom i 1941. Martinus gør her bl. a. opmærksom på, at jordklodens akse oprindelig må have stået vinkelret på jordklodens baneplan i kredsløbet om solen. Den skrå aksehældning er, siger Martinus, fremkommet ved en gigantisk naturkatastrofe, hvis varige resultat er blevet en vis form for invaliditet for jordorganismen. Martinus anfører, at katastrofen er fremkommet ved en for voldsom vekselvirkning mellem jordklodevæsenet og et eller flere andre "himmellegemer". I stk. 662 hedder det: "Om denne for stærke vekselvirkning af energi i sin rent ydre fysiske fremtræden har givet sig udslag i, at et af disse legemer på sin vej igennem verdensrummet er kommet i en farefuld nærhed af jordbanen, eller det har givet sig udslag i en helt anden ydre fysisk foreteelse forandrer ikke i nogen som helst grad ovennævnte analyse."
Martinus skildrer tillige den store betydning, den skrå aksehældning har fået for livsudfoldelsen på jordklodens overflade igennem de vekslende klimaer året igennem. De udgør livsbetingelser for jordmenneskeheden og har forceret dens udvikling. De har givet menneskene "... mulighed for en hjernetræning og bevidsthedsudvikling, der nu efterhånden vil give dem adgang til en intellektuel viden og kunnen, som ellers ville have været udelukket på jordiske kontinenter. Den paradisiske tilstand, jordmennesket ellers ville have været underkastet, er ikke særlig udviklingsbefordrende. Den mindre kontrastrige oplevelsesform, den repræsenterer, er ganske rigtig den mildeste eller behageligste for væsenerne, men hvis den ikke af og til afløstes af en stærkere kontrastrig oplevelsesform, "forceret" udvikling eller det, vi kalder lidelse, smærte eller ulykke, ville livet i virkeligheden kun blive en slags sovende tilstand i forhold til den vældige aktivitet, der nu som en skiftende form for arbejde og hvile overalt eksisterer som identisk med livet." (Stk. 666.)
Den fysiske videnskab synes nu godt på vej til at give beviserne for den antydning, Martinus har givet om gigantkatastrofens ydre form. En naturvidenskabelig redegørelse om dette emne blev i 1961 offentliggjort af den finske fysiker, professor Aarno Niini.
Niini støtter sin redegørelse på en lang række vidnesbyrd hentet fra naturvidenskabens forskellige grene: geografi, geologi, geofysik, astronomi m.fl. Afhandlingen er offentliggjort på finsk med en titel, der i oversættelse lyder "Jordklodens ansigt". Forfatteren har godkendt den kortfattede gengivelse af hovedindholdet, som er indeholdt i det følgende. En ekstra interesse knytter der sig til hans beretning, fordi den tillige indeholder en hypotese om månens medvirken i begivenhedsforløbet. Med den hastige udvikling i rumforskningen er der udsigt til om få år at opnå en direkte kontrol af hans antagelser om beskaffenheden af månens overflade.
Jordklodens aksehældning
Enhver korrekt globus er ophængt, så aksen fra nordpol til sydpol sidder skævt. Den markerer, at jordklodens akse har en hældning på ca. 23,5 grader i forhold til det plan, som jordklodens årlige rejse om solen foregår i. Der er andre planeter, som ikke har denne skavank, idet aksen for deres egenrotation står vinkelret på deres bane omkring solen. En gang har jordklodens akse haft den normale stilling, men en voldsom naturkatastrofe har givet til resultat, at aksen blev forskudt.
Gigantkatastrofen
Niini forklarer, at skadevolderen var en lille planet, en planetoide, som havde haft sin normale bane mellem Mars og Jupiter. Dens bane afbøjedes under indflydelse af Jupiters tiltrækning. Den tog retning ganske tæt forbi jordkloden og kom ind i en" afstand af kun én jordradius. Under indflydelse af jordens tiltrækning blev planetoidens bane så stærkt afbøjet, at den kom til at gå rundt om jordkloden 2 gange, før den atter fjernede sig.
Jordklodens overflade var ellers på det tidspunkt størknet til en fast skorpe. Men ved planetoidens tiltrækning under den nære passage opstod der enorme trykforøgelser i jordens indre. Jordskorpen revnede i en længde af ca. 7.000 km i den nordlige del af Det stille Ocean. Store masser af glødende lava, vanddamp og aske blev slynget bort fra revnen. Ved en reaktionsvirkning af den udslyngede masse fik jordklodens akse sin skæve stilling.
Her befinder jorden sig i midten og jordens bane er angivet ved den vandrette linie fra højre mod venstre. Planetoidens bane er på figuren angivet ved den sløjfeformede figur, øverst i højre hjørne ved - 6 ser vi den nærme sig jorden, i punktet 0 er den lige ud for jorden. Tallene i de små cirkler angiver planetoidens position med en times mellemrum, og vi ser, at den fra 0 til et sted mellem 13 og 14, d.v.s. i løbet af godt 13 timer, når en første rundtur omkring jorden, for dernæst i en ny sløjfe at gå rundt om jorden og fjerne sig afgørende fra jorden ved punkterne 18, 19 og 20. Hele denne dramatiske bane er således ifølge professor Niinis beregninger gennemløbet på ca. 30 timer fra - 6 til + 24. De store vulkanudbrud finder sted, medens planetoiden er nærmest ved jorden, omkring punkt 0.
Billedet angiver de vulkanske udbrud i form af en halvkreds af vulkansk aske og is som en sky, der står ud fra jordkloden. Man bemærker planetoiden, som ikke når at blive ramt i første omgang.
14 timer efter den første passage af jordbanen støder planetoiden mod den vulkanske sky og får derved en mængde aske, lava og vand (i isform), som lægger sig som en kappe omkring planetoiden.
Da månen var nærmest ved jorden, opstod et trykfelt i jordens plastiske magma under den faste skorpe. Herved aftegnedes 2 kredse på jordoverfladen fra x 1 til x 2 og rundt om jorden fra x 2 til x 3. Kræfternes størrelse er proportionale med den optegnede bredde af disse kredse. Udbruddene omkring tidspunkt 0 skete først og fremmest i Stillehavets nuværende område. Der bredte sig med samme hastighed som jordskælvsbølger virkninger til den store oval på figuren som indrammer Stillehavet, hvis randbjergkæder blev dannet ved denne lejlighed.
Den samme virkning optræder, når man åbner for en oppustet luftballon og slipper den løs. Den vil da fare af sted i modsat retning af den udstrømmende luft. Ved gigantkatastrofen "åbnede" planetoiden for jordkloden i et område oven for det daværende ækvatorplan, hvorved skævheden opstod.
Planetoidens bane rundt omkring jorden aftegnedes på jordoverfladen ved revner og folder og vulkanudbrud og strømme af glødende stenmasser fra jordklodens glohede, radioaktive indre.
De synlige spor af katastrofen
Dybe have og høje bjergkæder ligger stadig som tavse minder om katastrofen.
Men Niini antager videre, at den glødende lava, vanddampen og asken, der blev revet ud af jordklodens overflade, lagde sig som en røgring om jorden. Under sin anden rundtur om jorden kom planetoiden ind i denne røgrings skyer, så dens overflade blev indhyllet i is og aske, der lagde sig som en kappe omkring dens hele overflade. Planetoiden må derfor i sin overflade bære dybe spor af mødet. Også den må have bjerge og lavninger. Det kunne have stor interesse, om astronomerne kunne få øje på denne planetoide.
Udfoldning af jordoverfladen med stærk optrækning af de høje bjergkæder og med markering af jordskælvsområdet i Stillehavets vestlige del. På en globus kan man finde to ringe af bjerge, der skærer hinanden: bjergene fra Gibraltar over Pyrenæerne, Alperne, Balkan over Kaukasus til Himalaya og Indokina, og bjergringen omkring Stillehavet.
Et parti af månen med en bjergkæde og nogle store kratere. Efter Niinis teori er månens overflade dækket af vulkansk materiale fra jordkloden, og kraterne er "bristede bobler", stammende fra udbrud af damp, der var indesluttet bag overfladelag af aske.
Månens fødsel
Men her, siger Niini, er der ikke brug for langtrækkende kikkerter. Det blotte øje rækker til, for planetoiden skulle nemlig være vor gamle måne.
Efter de to rundture om jordkloden og mødet med ringen af vulkansk lava, aske og damp havde den tabt noget af sin hastighed. Ved et ejendommeligt sammenspil af tyngdefelterne fra jordkloden, solen og Jupiter fandt den derefter sin bane i konstant kredsen om jorden i en afstand af ca. 60 jordradier, d.v.s. ca. 350.000-400.000 km. Kendskabet til opsendelse af satelitter med raketter fra jordoverfladen kan lette forståelsen af denne sidste fase af de store begivenheder i tiden omkring månens fødsel.
Nu nøjes månen med i al stilfærdighed at forårsage ebbe og flod og kruse hovedet på unge piger som en svag påmindelse om den dag i fjerne tider, dåden satte alt her på jorden på den anden ende.
Opgaver for forskningen
Ejendommeligt nok skulle vi således i vore dage også kunne opnå kendskab til, hvilke stoffer der skjuler sig i jordklodens dybere lag, ved at studere materialerne på månens overflade. Professor Niini er af den opfattelse, at vi ved et besøg på månen vil finde dybe lag af vulkansk støv og lag af pimpsten. Tilsammen udgør disse lag en isolerende kappe om månen, men under disse lag skulle der have været vand i dampform. Mange af månekraterne kan tænkes at stamme fra eksplosive dampudbrud ved opvarmningen fra månens indre varme; de har næsten samme karakter som de bristede bobler i kogende havregrød. Professor Niini har nøje studeret de bedste hidtil foreliggende månefotografier og mener at have gode beviser for denne hypotese, men han vil gerne have endnu skarpere billeder til sin rådighed. Bedst vil det naturligvis være, om der som led i rumforskningen kunne etableres observationsposter på månen.
Professor Niinis afhandling indeholder forslag til bestemte forskningsopgaver, som tilsammen skulle kunne bidrage til at bekræfte eller afkræfte hans teorier. Det skal blive interessant at se, om de holder stik.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige