Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Intet har som pengene magt over nutidsmenneskets sind. Den kendte tysk-amerikanske psykolog og filosof Erich Fromm skriver i "Kunsten at elske": "Mennesket er blevet lavet om til en vare og oplever sin egen livskraft som en investering, der skal bringe det størst mulige udbytte under de herskende markedsvilkår". - Nok er disse lidet flatterende karakteristika skrevet ud fra iagttagelser i privatkapitalismens højborg, Amerika, men mon man ikke også andre steder finder "en rem af samme hud"?

Arbejdskraft købes og sælges i produktionslivet - og tanker og meninger til pressen - selv følelser (omsat i kunstværker) gøres til genstand for udmåling i penge. - Er tilværelsen ikke tanker, følelser og handlinger? - Når de gøres til genstand for handel, investering og økonomisk vurdering, da er selve den jordiske tilværelse jo blevet en handelsvare.

Penge er blevet en målestok for alle værdier - også de åndelige. Jo flere penge kunstværkerne koster, jo højere vurderes de tanker og følelser, der ligger bagved. Kommer man i et selskab til at tale om et menneske, der ikke er kendt, spørges straks: "Hvad er han"? Ganske uvilkårligt skal han placeres på den økonomiske rangstige. Han skal vurderes i penge.

Kampen for tilværelsen er blevet en kamp om penge. Ikke så underligt at Martinus i Livets Bog skriver, at "bankkontoen er blevet det faste punkt for vor kultur af i dag". Ja, man føler endog trang til at tilføje: - og den sekundære årsag til vor mangel på kultur. Intet enkelt begreb har som pengene virket som udløsende årsag til ulykker i form af skilsmisser, selvmord, plyndringer - ja, selv krige og myrderier i uhyggelig målestok.

Men hvad er det dog for en sælsom magt, der ligger i dette begreb, at det i den grad kan hypnotisere en hel menneskehed? Skal man gøre et forsøg på at løfte sløret for pengenes gådefulde identitet, må man først se på, hvad der er grundlag for vor materielle livsoplevelse, for vor produktion og vore materielle behovs tilfredsstillelse, og vi finder da hurtigt frem til, at det er vor jordklode med alt, hvad der hører til den, d.v.s. agerjord, skove og alle slags vegetation samt dyreliv, mineraler og alle former for kraft, der hører jorden til - begreber som vi under ét kan kalde jorden - eller den første produktionsfaktor.

For at denne, den første produktionsfaktor, kan komme menneskene til gode, må der arbejdes med den. Der skal arbejdes med mineralerne, agerjorden, vegetationen, kraften o.s.v., såfremt menneskene skal drage nytte deraf - og vi har nu fundet frem til den anden produktionsfaktor: arbejdet. Ved en associering af disse to faktorer opstår alle vore forbrugsgoder, d.v.s. alle ægte, materielle værdier består af jord + arbejde - alle andre er kunstige eller falske. Ganske vist forekommer de to faktorer i forskelligt blandingsforhold i de forskellige produkter, men de er begge til stede i dem alle. Tager man f. eks. et stykke rengøringsarbejde, da indeholder det i langt overvejende grad begrebet arbejde, men dog også en smule af begrebet jord, nemlig sæbe og vand. Omvendt såfremt vi tager en spiselig frugt; her er kun en ringe del arbejde, måske kun selve plukningen, hvorimod begrebet jord udgør størsteparten.

Det ses heraf, at de to faktorer er absolutte betingelser for at frembringe materielle forbrugsgoder. De er altså begge betingelser for et materielt liv på jorden, som vi kender det nu. Vi kan da sikkert blive enige om at betegne dem som ægte, materielle værdier. Omvendt kan vi sikkert også blive enige om, at der ikke opstår ægte, materielle værdier som betingelser for vort materielle liv uden ved samvirke mellem jord og arbejde. Pengene er altså - bortset fra deres ret minimale fremstillingspris - ikke ægte, materielle værdier, hvilket forøvrigt også fremgår af det følgende.

Efter fremstilling af forbrugsgoder følger omsætning. Den har tidligere fundet sted ved byttehandel. En stenaldermand, som havde to stenøkser, byttede den ene bort med en stenalderbåd, som naboen f. eks. havde to af. Efterhånden som befolkningen voksede i antal blev denne form for handel imidlertid utilstrækkelig, men kampen for tilværelsen skærpede menneskenes opfindsomhed, og man fandt da på at skyde et mål ind mellem bytteobjekterne til fremme af samhandelen. De først anvendte måleenheder har været af mere eller mindre primitiv natur f. eks. perler, kvæg eller andet (ordet penge stammer fra det latinske pecus, der betyder kvæg), men senere har man fundet på at udstede mønter og sedler, som man gjorde til måleenheder for de ægte produkter, man ønskede at omsætte. Herved er omsætningen blevet ganske betydeligt rationaliseret, ligesom det i større omfang blev muligt at opspare værdien af eget arbejde.

Pengenes ægte funktioner består altså i, at de foruden at være omsætnings- og opsparingsmiddel for udført arbejde anvendes som mål for de reelle værdier og inden for disse rammer optræder som en værdifuld samfundsfaktor til gavn for almenheden, men denne værdi er vel at mærke af rent funktionel natur.

Vi er her ved noget centralt i vort forsøg på at afdække pengenes illusion, idet vi har set, at det kun er pengenes funktioner, der har værdi - i sig selv er pengene værdiløse. Fjerner vi funktionerne, er de lige så værdiløse som skrædderens målebånd, når der ikke er noget at måle, som vægtlodderne, hvor der ikke er noget at veje o.s.v., o.s.v. Et godt billede af pengenes afhængighedsforhold til deres funktioner får man ved at tænke sig en mangemillionær og en fattig arbejder på hver sin øde ø. Den første er helt uden arbejdsevne, men forsynet med sine store skatte - den anden er i stand til at arbejde, men helt uden penge. Vi kan vist alle blive enige om at foretrække arbejderens rolle, thi han vil som Robinson Krusoe være i stand til at redde livet i kraft af de to ægte produktionsfaktorer: jord + arbejde, medens millionæren må dø trods sine mange penge, hvis han da ikke får lært at arbejde - og i så fald vil han - som Robinson - sparke til guldet; thi det er uden værdi på hans ø.

I det levende og pulserende samfund er der imidlertid så rigelig brug for pengenes funktioner, hvorfor der også i samme grad er muligheder for at drage nytte af dette i princippet enestående påfund, som pengene jo er.

Når pengene imidlertid ikke er blevet til lutter gavn og glæde, men tværtimod har givet anledning til oceaner af lidelser og ulykker, da er det jo heller ikke pengenes skyld - men bevidstheden bag dem. Jordmenneskets bevidsthedsudvikling har medført et stærkt behov for magt, ære og position, hvilket behov det under mere primitive samfundsformer har fået dækning for ved hjælp af sværdet, øksen og den maskuline styrke. Efterhånden har statsmagterne imidlertid udviklet sig i mere human retning, og disse voldsomme metoder er blevet forbudt, hvorfor jordmennesket har sat intelligensen ind på at tage mere raffinerede våben i anvendelse - og som sådan indtager pengene en absolut suveræn førerstilling.

Dette middel, som ved hjælp af sine oprindelige guddommelige funktioner (de tre nævnte) var et velegnet middel til gennemførelse af det, Martinus kalder det guddommelige forretningsprincip: "Samme værdi for samme værdi", blev i stedet et middel til det stik modsatte, nemlig: "Størst mulig værdi for mindst mulig værdi". Man opdagede, at det man tidligere opnåede ved hjælp af våben og voldsomme metoder nu kunne opnås ved intelligensmæssig udnyttelse af næsten ved hjælp af pengene - og dette så meget mere, som det kunne - og stadig kan - finde sted inden for de af staten afstukne lovmæssige baner.

Pengene i sig selv - ikke alene det, de dækker over - blev mere og mere eftertragtede, hvilket har skabt vor tids største illusion: at pengene har værdi i sig selv. Hele det moderne forretningsliv, bank- og børsvæsen, international handel og valutavæsen, ja, hele den moderne kultur bygger på den illusion, at penge i sig selv er ægte materielle værdier.

Som en virkning af pengenes illusion har man f. eks. været i stand til at udstyre pengene med rentefunktioner under henvisning til, at der også må betales for lån af produkter som arbejdsredskaber, befordringsmidler o.s.v. Medens nævnte produkter imidlertid er ægte værdier og som sådanne kan fordre dækning for slitage m. m., er dette ikke tilfældet for pengenes vedkommende. Som vist i det foregående er pengene ikke værdiskabelser i sig selv, hvorfor disse nye funktioner heller ikke er berettigede - de er falske, hvilket yderligere kan ses af den kendsgerning, at indtægter på grundlag af rente- og profitfunktioner er arbejdsfrie. De er kunstige eller falske, idet de opstår uden tilsvarende værdiskabelse. Da man imidlertid kan købe det samme for en rentekrone eller en krone, der er indtjent ved profit eller grundspekulation, som man kan købe for en krone, der er indtjent ved ærligt arbejde, må der jo på anden måde være skabt købekraft til den falske krone - hvor er den da kommet fra? - Da der jo, som det fremgår af det foregående, ikke opstår ægte værdier uden arbejde, ses heraf at andre udfører det arbejde, der giver rente- eller profitkronen købekraft. I produktionslivet er det således arbejdernes værdiskabelse (ikke rentenydernes), der skal skabe dækning for virksomhedens renteudgifter. Så snart en rentenyder køber ægte værdier for penge, der er indtjent ved hjælp af pengenes falske funktioner, tilegner han sig altså andres værdiskabelse uden selv at yde noget til gengæld. Han opnår altså at få "noget for intet".

Da de nævnte "falske" kroner (penge indtjent ved hjælp af pengenes falske funktioner) jo ganske ligner de ægte - og heller ikke gemmes hen i skabe og skuffer, men bringes ud i omsætningen, sker der en kolossal flytning af værdier fra den arbejdende del af befolkningen til den formuende og ofte uproduktive.

De nævnte kunstige funktioner tjener altså rent selviske formål, hvilket ikke alene består i at tjene penge uden arbejdsindsats for samfundet, men også i dette inden for lovgivningens rammer at kunne tilegne sig en del af de værdier, andre har skabt. I praksis viser det sig da også som en stadig glidende strøm af værdier fra den producerende og uformuende majoritet af de staters befolkning, hvor de nævnte falske funktioner udnyttes, og til den formuende og uproduktive minoritet. Værdierne samles på stadig færre hænder - ikke alene inden for de enkelte staters, men inden for hele jordens område, hvilket bekræftes af foreliggende statistisk materiale samt den åbenlyse kendsgerning, at to trediedele af jordens befolkning lever på eller under et eksistensminimum samtidig med, at truster, karteller, private rigmænd m.fl. får stadig større pengemagt. Statsmagterne søger i større eller mindre grad at hemme denne flytning af værdierne ved hjælp af progressive skatteforanstaltninger, gaver til u-lande m. m., hvilket er udtryk for begyndende forståelse af det uretfærdige forhold, men disse foranstaltninger vil aldrig kunne standse værdistrømmen - de vil i bedste fald kun virke hemmende. En fuldstændig standsning af værdiflytningen kan kun finde sted ved at fjerne dens årsager: de kunstige eller arbejdsfrie indtægter, som altså er arbejdsfrie i den forstand, at arbejdet, der skal give dem købekraft, ydes af andre end dem, der får indtægten.

Foruden nævnte inhumane og himmelråbende uretfærdige virkninger medfører pengenes kunstige eller falske funktioner, at der opstår økonomiske vanskeligheder i form af inflation. Inflationen begynder, når den første arbejdsfrie krone er tjent, og vokser i takt med de arbejdsfrie indtægter. En økonomisk balancetilstand uden arbejdsfrie indtægter er kendetegnet ved, at 100 nominelle kroner = 100 tilsvarende værdienheder. Lånes de 100 kroner nu ud mod at få f. eks. 108 kr. tilbage, skal de 108 kr. derefter stå som mål for de samme værdier som de 100 kr. før udlånet. Der er derved sket akkurat det samme, som der sker, når man hælder 8 centiliter vand i 1 l. = 100 centiliter mælk - mælken er blevet tyndere. De 100 kroner, som oprindeligt havde 100 enheders reel værdi, har fået tilført en falsk værdi på 8 kroner, hvorved måleenheden (kronen) er blevet forringet. Dette er inflation. I princippet er det det samme, der finder sted, når et sæt tøj med en ægte værdi af 50 kr. sælges for 500 kr. De 500 kr. skal være dækning for en reel værdi af 50 kr. Dette er også inflation. Heraf ses, at inflation er en pengeforringende proces, som opstår ved at føje falske (eller kunstige) værdier til ægte. Det samme sker ved grundstigningsfunktioner - kort sagt alle steder, hvor der opstår arbejdsfrie indtægter.

Nu vil nogen måske indvende, at pengene har arbejdet, medens de var lånt ud, og da arbejde er en reel værdi, skal det også betales, men derved forveksler man jo pengene med det, de er målet for. Det ville jo nærmest blive betragtet som en molbohistorie, såfremt man fortalte, at en skrædder - efter at have lånt et målebånd på 1 m. = 100 cm, tilbagebetalte det med et målebånd på 108 "centimeter", der alle var formindskede og tilsammen udgjorde en længde på 1 m. Principielt er der imidlertid ingen forskel på det og det vi gør, når vi opkræver rente eller tager fortjenester ud over den reelle værdiskabelse. Vi værner imidlertid om måleenhederne for længde og vægt m. fl., men vi glemmer at gøre det samme med mønten, måleenheden for materiel værdiskabelse - derfor inflation.

At disse forhold er uholdbare i længden bliver mere og mere åbenlyst, så meget mere, som den kunstige "værdiskabelse" er i stærkt stigende udvikling over det meste af jordkloden. Men hvorledes kommer man miseren til livs?

Martinus angiver vejen i Livets Bog 1ste bind, 4de kapitel, hvor han omtaler det kommende menneskerige. Penge er her erstattet af kvitteringer (eller pas) for udført arbejde, der benyttes som betalingsmidler. De bliver rent personlige og kan altså ikke overdrages til andre. Adgangen til jordens råprodukter er gratis og kun betinget af hensigtsmæssig udnyttelse til gavn for almenheden.

Derved kommer man uden om investeringsspørgsmålet, og man opnår, at alle arbejdsfrie indtægter forsvinder, ligesom "der ikke vil eksistere noget betalingsmiddel, som der ikke er dækning for" (L. B.). Inflation bliver altså en umulighed, ligesom man undgår, at nogle inden for lovens rammer er i stand til at tilegne sig værdien af andres arbejde.

Sådanne reformer, der står som en fuldstændig kontrast til de økonomiske forhold af i dag, forudsætter ikke alene en verdensregering, som har den økonomiske magt, men desuden en så fuldstændig mentalitetsændring, at de selvsagt ikke kan finde sted inden for en overskuelig fremtid, hvad Martinus også bekræfter for os.

Vil det sige, at det er helt umuligt for nutidsmennesket at arbejde for økonomiske forhold af mere altruistisk tilsnit? - Nej, absolut ikke! Der er således i nogle lande oprettet spareforeninger, som i større eller mindre udstrækning arbejder for at komme pengenes udbytningsfunktioner til livs. For rentens vedkommende kan det således ske ved, at man danner frivillige sammenslutninger, hvor man undlader at tage rente af sine penge mod selv at have adgang til at låne rentefrit. Derved lægges et mere etisk formål til grund for opsparingen, idet man kun kan låne rentefrit i samme omfang, som man selv har stillet rentefrie penge til rådighed for andre. Da udlånsrenten som bekendt altid er større end indlånsrenten, bliver man hurtigt klar over, at dette system er til alles fordel. - Man får rent praktisk anskuelsesundervisning i, at det også kan betale sig at hjælpe sin næste - en undervisning, som nok i sig selv skulle virke fremmende på en økonomisk udvikling i mere etisk retning.