Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For ethvert religiøst indstillet menneske, hvorved forstås mennesket, der tager gudsbegrebet højtideligt i den forstand, at det føler sig overtydet om, at der er konkret, objektiv dækning for det, melder sig før eller siden spørgsmålet om, hvordan det kan gøre Guds vilje. Og det er da også netop dette spørgsmål, som gang på gang bringes på bane under samvær med mennesker, der er kommet i berøring med Martinus kosmologi. Man ønsker at vide, hvordan man i praksis skal forholde sig for at opfylde Guds vilje.

For at komme til klarhed herover, er det naturligvis en første betingelse helt nøjagtigt at vide eller kende, hvad der i princippet er Guds vilje, thi kendskabet hertil er jo en nødvendig forudsætning for at kunne opfylde denne viljes krav.

At komme til forståelse heraf er i virkeligheden ikke så utilgængeligt et problem, som det måske kunne synes, thi svaret fremgår faktisk både af det gamle og det nye testamente, lige som det under forskellige former kommer til udtryk i de fleste andre store religioners etik. For Bibelens vedkommende er det vel intet sted formuleret klarere end i Mattæus-evangeliet, kap. 22, vers 37, 38, i følge hvilket det i sin tid lød fra Kristi læber: "Du skal elske herren din Gud med hele dit hjerte og hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det store og første bud!"

Som det vil kunne ses, drejer det sig altså om at elske Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl og hele sit sind. Dette er i første række Guds vilje! En og anden vil måske finde, at dette generalbud røber en god portion egoisme hos Gud, men det vil hurtigt kunne dokumenteres, at denne tilsyneladende egoisme i virkeligheden er identisk med den højeste altruisme eller næstekærlighed.

Da det således viser sig, at den guddommelige vilje fordrer, at man skal elske Gud af hele sit hjerte o. s. v., melder sig uvilkårligt spørgsmålet om, hvordan man skal kunne gøre dette i praksis og i intim tilknytning hertil spørgsmålet om, hvem og hvor Gud i det hele taget er. Ved man nemlig ikke, hvem og hvor Gud er, er man naturligvis også afskåret fra at kunne gøre Gud til genstand for den kærlighed, som fordres.

I virkeligheden fremgår også løsningen på dette problem klart af det nye testamente (og forøvrigt også af det gamle), idet det i fortsættelse af det tidligere anførte Kristus-citat fra Mattæus-evangeliet lyder: "Men der er et andet (bud), som er dette lig: du skal elske din næste som dig selv! Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne".

Er det virkelig noget svar på, hvem og hvor Gud er samt svar på, hvordan man skal forholde sig for i praksis at udøve den kærlighed mod Gud, som det første og største bud i loven fordrer? - Dette spørgsmål vil muligvis i teologiske kredse kunne give anledning til stormfulde og bevægede diskussioner, men set i lyset af Martinus kosmiske analyser står det klart, at det citerede tillægsbud er et svar. Thi af disse analyser fremgår det, at Gud er til stede i hvert eneste levende væsen, ja at Guddommen slet og ret eksisterer i form af verdensaltets samtlige levende væsener, – såvel de, der tilhører den fysiske verden som de, der tilhører de høje åndelige verdener. I Martinus verdensbillede figurerer de levende væsener, gudesønnerne, nemlig som sanse- og manifestationsorganer i Guddommens altomspændende bevidsthed og organisme, hvoraf følger, at samtlige levende væseners livsoplevelse under ét udgør Guds livsoplevelse og dermed, at hvert enkelt levende væsens livsoplevelse er en detalje i Guds livsoplevelse, hvad der igen indebærer, at det, man gør imod sin næste, gør man også imod Gud. Hver en tåre, man fremkalder i næstens øjne, såvel som hvert et smil, man fremkalder på dennes læber, er henholdsvis en ugerning og en velgerning foretaget imod Gud. I lyset af det kosmiske guddomsbillede bliver det således ganske klart og selvfølgeligt, at tillægsbuddet: du skal elske din næste som dig selv, i Bibelen omtales som værende lig det første og største bud: du skal elske herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Thi det lader sig iagttage, at man ved i praksis at elske sin næste som sig selv samtidigt i praksis elsker Gud i videst muligt omfang, eftersom det turde være en kendsgerning, at man normalt omfatter sig selv med en enestående hengivenhed. Det ses således, at det omtalte tillægsbud virkeligt såvel indebærer et svar på, hvordan man i praksis skal forholde sig for at overholde lovens første og største bud som et svar på, hvor og hvem Gud er. Thi sandheden er helt enkelt, at Gud er overalt, hvor ens næste er.

Som det vil kunne ses, er det af den største praktiske værdi og betydning at holde sig for øje, at ens næste og Gud i dybeste forstand er et og det samme, thi derigennem bliver Gud vidunderligt nærværende, ja så nærværende, at det netop bliver praktisk muligt at opfylde livsloven, at gøre Guds vilje. Omvendt bliver det også synligt, at der ligger en stor fare i at isolere Gud fra næsten i den forstand, at man anlægger det synspunkt, at Gud er ét, næsten noget ganske andet og Gud personligt uvedkommende. Thi derved sker der let det, at Gud i ens forestillingsverden kommer til at stå som noget fremmed, fjernt og abstrakt, som det føles vanskeligt og uvirkeligt at korrespondere med, og som man fristes til på kunstig vis at gøre nærværende gennem skabelsen af døde billedstøtter o. lign., som man gør til genstand for dyrkelse og tilbedelse.

I sit hovedværk "Livets Bog" taler Martinus netop om "den guddommelige korrespondance" og forstår ved dette udtryk den korrespondance med Gud, som ethvert væsen igennem sin vekselvirkning med de ved hele resten af verdensaltet repræsenterede omgivelser uundgåeligt er engageret i. Og det bliver dermed den rent praktiske administration af denne korrespondance, spørgsmålet om, "hvordan jeg kan gøre Guds vilje", tvinger os til at tage op til overvejelse og revision.

Lad os på baggrund af disse indledende betragtninger begynde med at se lidt ud over verden, specielt den verden, der angår mennesket, og som det direkte indvirker på. Hvad er denne verden i højere grad præget af end det dræbende princip? - Af kendsgerningerne tvinges vi til at indrømme, at den er et dystret vidnesbyrd om, at mennesket først og fremmest er et dræbende væsen. Det dræber i en målestok som intet andet jordisk væsen. Foruden at drive det som erhverv dyrker det jagt og fiskeri som sport og dræber således af ren og skær drabslyst. Det har arrangeret et omfattende, teknisk raffineret drabsapparat, i kraft af hvilket det ombringer værgeløse husdyr i titusindvis blot for at fortære deres afsjælede legemer, ligesom det at samme grund og i kraft af et lignende raffineret apparat gør indhug i havets beboere i millionvis. - Ja, mennesket dræber endog uhæmmet væsener af sin egen art - ofte af grunde, som er fuldstændigt blottede for reel fornuft eller logik. Alene den anden verdenskrig kostede mellem 30 og 40 millioner soldater livet foruden et tilsvarende rystende antal civiles liv. Atombomben over Hiroshima dræbte på få sekunder over 70.000 mennesker og sårede hertil godt og vel lige så mange.

At dette vendepunkt ikke vil indtræde nøjagtigt samtidigt for alle mennesker må anses for givet ud fra den betragtning, at ikke alle mennesker befinder sig på helt det samme udviklingstrin, hverken intellektuelt eller humant, og det er derfor uundgåeligt, at de mennesker, der på et relativt tidligt tidspunkt når det og i kraft heraf i fuldt alvor begynder at overveje spørgsmålet om, hvordan de i praksis kan gøre Guds vilje og i forbindelse hermed: hvordan de effektivt kan bidrage til at ændre de bestående forhold, at disse mennesker er selvskrevne til at spille rollen som pionerer på næstekærlighedens uopdyrkede grund, som pionerer i skabelsen af et rigtigt menneskerige. Denne rolle er ganske vist på ingen måde umiddelbart attråværdig, thi den indebærer mange vanskeligheder, farer og ubehageligheder, sådan som det er tilfældet med al pionergerning, bl. a. fordi pionergerning sjældent betragtes med sympati og forståelse af de udenforstående. Men den er på den anden side ikke til at komme uden om for det menneskes vedkommende, der mættet af det dræbende princips vibrationer af hele sin sjæl og hele sit sind længes efter andre tilstande, og som i kontakt hermed og inspireret af de guddommelige anvisninger begynder at føle lyst og trang til at velsigne og kærtegne næsten i stedet for at undertrykke og destruere denne. For dette menneske er der ingen vej uden om. I kraft af sit humane trin er det prædestineret til en pionergerning i næstekærlighedens og humanitetens tjeneste, en gerning, for hvis fuldførelse det må mobilisere hele sit moralske mod og åndelige styrke.

Hvad kan et sådant menneske da gøre? - Hvor og hvordan kan det med udsigt til positive og betydningsfulde resultater sætte ind? - Kort sagt: hvordan skal det i den praktiske og ofte prosaiske hverdag gå frem for at opfylde Guds vilje? -

Uden at ville foregive at have patent på den eneste rigtige metode har Martinus i hele sit forfatterskab m.v. først og fremmest beskæftiget sig med netop dette emne, og vi skal i de følgende linjer forsøge at give en essentiel fremstilling af den fremgangsmåde, der nyder hans anbefaling. Allerførst er det nødvendigt at indføre begrebet "myndighedsområdet". Ved myndighedsområdet forstås hele det område, som hvert enkelt menneske i kraft af sin livsførelse kommer i berøring med, og som det derigennem er engageret i guddommelig korrespondance med; således sin fysiske organisme, sit hjem og sin familie, arbejdspladsen m. v., omgangs- og vennekredsen, det spontane, tilfældige samkvem med andre mennesker i hverdagen og endelig, hvad vi under et kan kalde "naturen".

Som det vil kunne forstås, er der tale om, at hvert eneste menneske har et myndighedsområde, og især denne omstændighed er det meget vigtigt at få øje på. Thi det er netop inden for myndighedsområdet, mennesket ikke blot har mulighed for i praksis at kunne gøre Guds vilje, men det er også her, det har såvel pligt til at virke som ansvar for de herskende tilstande. Det er kort sagt her, det har mulighed for at kunne yde en skærv på næstekærlighedens alter.

Når det er af betydning at blive sig sit myndighedsområde bevidst, skyldes det imidlertid ikke blot det forhold, at man herigennem lige som får et konkret indtryk af, hvor grænserne for ens pligt og naturlige virkefelt går. Det skyldes i mindst lige så høj grad, at man på dette grundlag har mulighed for at gøre sig klart, hvor grænserne for det personlige ansvar går, således at man ikke kommer til at føle sig afmægtig overfor opgaven eller risikerer at komme til at forløfte sig på den på grund af manglende overblik. Således er det f. eks. på nuværende tidspunkt de færreste mennesker, der har direkte, nævneværdig indflydelse på den storpolitiske udvikling, og endnu mindre har det enkelte menneske f. eks. indflydelse på de til enhver tid gældende meteorologiske forhold. Sådanne og lignende momenter ligger tydeligvis ikke inden for det enkelte menneskes myndighedsområde, men derimod uden for dette eller i bedste tilfælde i periferien af det, og det ville derfor være meningsløst, om det til ingen nytte ødslede hovedparten af sine kræfter bort på løsningen af sådanne problemer på bekostning af de nærliggende og mere såvel aktuelle som overkommelige opgavers løsning. Og iøvrigt er det med verdensfreden som med færdselssikkerheden. Begge beror på, at hvert enkelt menneske overholder de gældende regler, hvilket i nærværende problemstilling er ensbetydende med, at man med sindsro kan koncentrere sig om den opgave at skabe fred og næstekærlighed i de felter, der ganske utilsløret ligger inden for ens myndighedsområde. Vi skal derfor gå over til at gøre et forsøg på at foretage en orienterende gennemgang af dette områdes principielle muligheder og møder som den første og mest centrale indflydelsessfære i menneskets myndighedsområde dets egen fysiske organisme.

Hvad enten man betragter den fysiske organisme fra et materialistisk eller et spiritualistisk synspunkt, vil den kunne defineres som et redskab for menneskets tilknytning til den fysiske materie og livsoplevelsestilstand, og vi ved, at dette redskab besidder en overordentlig sindrig opbygning i såvel anatomisk som fysiologisk henseende, samt at det under normale forhold udviser en imponerende harmoni. Den fysiske organisme er et helt lille kosmos for sig, et kosmos af utalte elementarpartikler, atomer, molekyler, celler, organer og organsystemer i en fantastisk, hensigtsmæssig organisation. Og endvidere ved vi, at enhver forstyrrelse af den harmoni, der råder i dette lille kosmos, betyder såvel smerte som sænkelse af livsoplevelsens kvalitative standard, hvilken erkendelse jo ligger til grund for, at et godt helbred i almindelighed besynges som menneskets største aktiv. Uden et godt helbred bliver alt andet mere eller mindre ligegyldigt og værdiløst.

Set i et kosmisk perspektiv er en fysisk organisme imidlertid andet og mere end slet og ret et imponerende system af atomer, molekyler, celler o.s.v. Den er et levende kosmos; et kosmos, der danner livsrum for myriader af levende mikrovæsener, der bl. a. tilegner sig livets oplevelse gennem den vekselvirkning, i hvilken de befinder sig til hinanden. I kosmisk forstand er et menneskes fysiske organisme altså en bolig, inden for horisonterne af hvilken utallige levende mikroindivider befinder sig engageret i en guddommelig korrespondance, dels med hinanden indbyrdes, men også med den realitet, vi må betegne som den menneskelige bevidsthed, hvorved vil være at forstå den instans, der så at sige hersker over organismen som en helhed betragtet.

I henhold til vort emne er det tydeligt nok af aller største betydning at få øje på den korrespondanceaktivitet, der kan udtrykkes som den menneskelige bevidstheds korrespondance med det mikrokosmos, for hvilket den fysiske organisme er livsrum eller bolig. Thi det er netop i forhold til denne, mennesket har en mulighed for at gøre Guds vilje og dermed er forbundet med et ansvar over for næsten. Netop igennem sin administration af denne korrespondance har mennesket en første klasses mulighed for at skabe fred og harmoni i tilværelsen inden for dets myndighedsområde. Thi det at leve på en sådan måde, at harmonien og hensigtsmæssigheden i menneskelegemets organiske og levende kosmos opretholdes, er nemlig ensbetydende med at berede fredelige og lykkelige tilstande i de mikrosamfund, som lever, røres og er i dette kosmos, hvorimod dette at leve således, at der opstår de såkaldte sygdomme, er ensbetydende med at berede krigeriske og forbryderiske tilstande i disse mikrosamfund. Det fremgår således, at mennesket igennem en levemåde, som garanterer det en fortsat beståen af dets gode helbred og sundhedstilstand, har indflydelse på, at et helt verdensalt lever i fred og harmoni. At det er et verdensalt i det små, er i denne forbindelse uden betydning, thi i det kosmiske perspektiv bliver alle størrelser illusoriske, medens til gengæld de kvalitative faktorer bliver altbetydende.

I sit forhold til sin fysiske organisme og de myriader af levende mikroindivider, den er livsrum for, befinder mennesket sig altså i en guddommelig korrespondance, ja vel den mest intime guddommelige korrespondance, som overhovedet kan komme i betragtning på det fysiske tilværelsesplan, og det er derfor klart, at forholdet til organismen i høj grad er et anliggende, som befinder sig indenfor hvert eneste menneskes myndighedsområde. Ved at vise organismen hensyn udøver man ganske tydeligt næstekærlighed på højeste plan og praktiserer derigennem kærlighed mod Gud. Man opfylder kort sagt livsloven.

Som det første anliggende inden for ethvert menneskes myndighedsområde, man under en undersøgelse af dette kommer i berøring med, kan altså nævnes kravet til sundhed. Alene ved at opfylde dette krav gør man, som det vil kunne ses, Guds vilje. Men hvad er så konsekvensen af at tage dette krav højtideligt i den forstand, at man sætter sig det som mål at opfylde det? - Ja, her vil det ejendommeligt nok vise sig, at nævnte konsekvens er en endnu mere omfattende opfyldelse af livsloven og dermed Guds vilje. Det starter så at sige en kædereaktion af manifestationer, som i ikke mindre grad er en opfyldelse af næstekærlighedsbudet, hvad vi i det følgende skal forsøge at demonstrere.

Forudsætningen for at kunne holde fred i sit ved organismen repræsenterede univers er, at man indordner sig under en levevis, der ikke på nogen måde indebærer forstyrrende anslag mod den komplicerede mekanisme, organismen repræsenterer, hvilket altså vil sige en levevis, der er i overensstemmelse med de regler, efter hvilke denne mekanisme er konstrueret og virker. At kunne dette forudsætter igen for det første, at man har et indgående kendskab til denne mekanisme og disse regler og for det andet, at man er villig til at gå bort fra visse vaner indenfor livsførelsen, som i følge dette kendskab vil have saboterende indflydelse på den organiske harmoni m.v. Man må kort sagt indstille sig på at leve sundt, som det hedder. Men hvem kan så sige, hvad der generelt er sundt, og hvad der ikke er det? - Ja, det er i virkeligheden et stort spørgsmål, som vel nok på nuværende tidspunkt med hensyn til sin endelige og fuldstændige besvarelse må få stå hen en tid endnu. Ganske vist har lægevidenskaben efterhånden tilegnet sig et overordentligt indgående kendskab til organismens anatomiske og fysiologiske indretning m.v. og kan i kraft heraf give visse grundlæggende direktiver, men på den anden side forekommer der på dette område så store uudforskede felter, at man ikke på nuværende tidspunkt ser sig i stand til at formulere en endelig generel terapi, der til fuldstændighed indeholder en anvisning på, hvordan en 100 procent sund levevis skal praktiseres.

At det forholder sig således indebærer naturligvis, at langt de fleste mennesker på et eller flere punkter overtræder reglerne for en virkelig sund levevis uden at være sig det bevidst, hvortil kommer, at mindst lige så mange mennesker fuldt bevidst overtræder en hel serie regler, som forlængst er afklarede; og resultatet er naturligvis, at sygdomme florerer i et ganske betydeligt omfang. At det forholder sig således er en kendsgerning for ethvert oplyst kulturmenneske, thi miseren giver sig blandt andet synligt udslag i skabelsen af talrige sygehuse, sindssygehospitaler, klinikker, medicinske laboratorier, apoteker og medicinalvarefabrikker m. v. samt i uddannelsen af tusinder af læger, sygeplejersker, laboranter, farmaceuter, psykiatrikere m.v. Dette viser igen, at sygdommene ikke alene påfører såvel selve mennesket som organismens tusinder af mikrovæsener større eller mindre lidelser, men at de også koster samfundet en mængde reelle værdier, lige som de beslaglægger et meget omfattende menneskemateriale, som derved afskæres fra at kunne virke i en virkeligt positiv produktions tjeneste, hvilket ikke mindst er beklageligt i betragtning af, at de mennesker, som i en vis forstand herved går tabt for samfundet, for størstepartens vedkommende er betydelige begavelser - ja, endog ikke sjældent genier. Som et enkelt dokumentarisk udtryk herfor kan henvises til nobelpristageren dr. Alexis Carrel's bog: "Mennesket det ukendte", hvorfra følgende citat er hentet: "ikke desto mindre, til trods for lægevidenskabens triumfer, er sygdomsproblemet langt fra løst. Det moderne menneske er skrøbeligt. Elleve hundrede tusinde mennesker må tage sig af 120.000.000 andre menneskers sundhedstilstand. Blandt denne befolkning i de forenede stater er der hvert år ca. 100.000.000 sygdomstilfælde af lettere eller alvorligere art. På hospitalerne er der 700.000 senge i brug hver eneste dag i året. Der behøves 145.000 lægers, 280.000 sygeplejeskers eller sygeplejeelevers, 60.000 tandlægers og 150.000 apotekeres arbejde til at tage sig af disse patienter. Der behøves 7.000 hospitaler, 8.000 klinikker og 60.000 apoteker. Der bruges årligt 715.000.000 dollars til medicin. Lægebehandling under alle dens former koster ca. 3.500.000.000 dollars om året. Det er tydeligt, at sygdom stadig er en tung økonomisk byrde. Betydningen heraf i det moderne liv er uoverskuelig" (p. 103). - Det bliver med andre ord synligt, at sygdommene også kan betragtes under en synsvinkel, hvorfra de kommer til syne som en samfundsskadelig faktor af ret betydeligt omfang, en faktor, som i realiteten betyder en temmelig urimelig byrde for den del af samfundet, som på ethvert tidspunkt ikke er sygdomsramt. Og det er derfor klart, at det er i kontakt med næstekærlighedens principper at undergive sig selv en levemåde, der i videst muligt omfang kan holde en sygdomsfri. Thi derved fritager man ikke alene andre mennesker for i form af unødvendigt arbejde udmøntet i en respektiv sygekasse- eller skattebyrde at skulle understøtte ens eksistensgrundlag under sygdom, men man bidrager også til at frigive et stort antal betydeligt begavede mennesker til fordel for en virkeligt positiv, kulturfremmende skabelses tjeneste.

Man vil måske mene, at det er vel hårdt at hævde, at sygdomsfaktoren som samfundsproblem betragtet er en urimelig byrde. Men set i lyset af den kendsgerning, at tusinder af mennesker med sygdom som resultat dagligt overtræder selv indlysende og velkonstaterede sundhedsregler, hvoraf f.eks. kan nævnes afstandtagen fra de forskellige former for narkotikanydelse, således nydelsen af tobak, alkohol, mekodrin, kokain, morfin, heroin og opium m.v., samt afstandtagen fra overdreven madglæde, opfyldelse af det normale søvnbehov samt opfyldelse af det normale motionsbehov, kan det næppe være for stærkt at gøre gældende, at sygdomsfaktoren i vid udstrækning er et urimeligt samfundsproblem. Thi det er et problem, som det ganske utilsløret i betydelig grad ligger inden for mulighedernes grænse at kvittere, hvilket igen indebærer, at det, ligeledes set under denne synsvinkel, ligger inden for det enkelte menneskes myndighedsområde. Hvert enkelt menneske bærer på sin personlige del af ansvaret for dette problems fortsatte såvel vækst som beståen.

Hermed har det vist sig, at kravet til sundhed - såfremt det tages højtideligt som resultat indebærer et næstekærligt moment udover det, som fredens bevarelse i organismens mikrokosmos repræsenterer. Imidlertid står spørgsmålet om den fuldstændigt rette levevis som sagt stadigt i stor udstrækning åbent grundet på, at der på dette område endnu foreligger en del uudforskede felter. Ikke desto mindre er allerede nu en lang række kendsgerninger afslørede, som det står enhver frit for at drage fordel af. Således hersker der blandt langt de fleste, om ikke alle hygiejnikere enighed om, at mennesket gennem en levemåde, der er præget af 1) afholdenhed fra tobak og alkohol samt andre narkotiske nydelsesmidler, 2) enkel og hensigtsmæssig ernæring i såvel kvantitativ som kvalitativ henseende, 3) gennemført renlighed, 4) dækning af det normale søvnbehov samt 5) indhentning af en passende for ikke at sige rigelig motion, har mulighed for at udøve en overordentlig virkningsfuld og positiv indflydelse på sin egen skæbne i sundhedsmæssig henseende. At overholde disse principper er således den pligt, der påhviler enhver, som i fuldt alvor ønsker at imødekomme kravet til sundhed. Og resultatet heraf vil, efterhånden som ønsket herom bliver udbredt, uundgåeligt medføre, at behovet for at udvikle og ajourholde metoder til helbredelse af sygdomme stagnerer og aftager, hvilket igen indebærer, at man i langt højere grad, end det nu er tilfældet, vil se sig i stand til at afse tid, kræfter og midler til at foretage en tilbundsgående undersøgelse af spørgsmålet om en metode til 100 procent effektiv forebyggelse af sygdomme.

At denne udvikling imidlertid vil skride forholdsvis langsomt frem kan man slutte af den omstændighed, at mennesket i hverdagen igennem sin levevis demonstrerer en forbavsende ligegyldighed i spørgsmålet om opretholdelsen af det ellers så højt besungne gode helbred. Det er i virkeligheden kun et meget lille antal mennesker, som overholder de foran anførte få og yderst overkommelige leveregler; men på den anden side eksisterer der vitterligt i dag en sådan gruppe mennesker, og det er ikke mindst til denne, Martinus henvender sig med sin lille bog: "Den ideelle føde", i hvilken han først og fremmest bringer spørgsmålet om vegetarisme på bane. Af den omtalte bog fremgår det, at mennesket - dets relativt høje udviklingstrin taget i betragtning - ikke blot af etiske, men også af hygiejniske eller sundhedsmæssige grunde bør tage afstand fra ernæringen ved kød og andre animalske produkter. Naturligvis er det ikke muligt her på nogen måde at behandle stoffet i denne lille bog udtømmende, men fremhæves bør det, at den bl. a. konkluderer i, at de animalske ernæringsprodukter i det lange løb betyder en alt for stor og uhensigtsmæssig belastning af den fysiske organisme i det hele taget, hvad der igen indebærer, at denne ernæringsform er en aldeles sikker kilde til fremkomsten af talrige sygdomme. Ønsker man derfor at tage kravet til sundhed virkeligt alvorligt, må man nødvendigvis indstille sig på gradvis at fjerne sig fra denne ernæringsform til fordel for en ren vegetarisk. At en sådan omstilling af ernæringsformen i starten vil frembyde mange problemer, er ikke alene indlysende, men også forudset, og spørgsmålet er i kontakt hermed ikke blot blevet behandlet af Martinus i bogen: "Den ideelle føde", men også yderst udførligt af civilingeniør Aage Hvolby i "Kosmos", årgang 1959.

Det bliver altså synligt, at kravet til sundhed foruden overholdelsen af de før anførte punkter også indebærer et krav til afstandtagen fra den animalske ernæringsform til fordel for en rent vegetarisk ernæringsform. Men dette, ud fra en rent hygiejnisk motivering at tage dette krav højtideligt, indebærer igen ganske åbenlyst, at man imødekommer et helt andet og rent etisk eller moralsk betonet krav, der er formuleret: "Du må ikke slå ihjel". Thi i lige så høj grad man tager afstand fra den animalske ernæringsform, i lige så høj grad overflødiggør man naturligvis drabet på de væsener, som ellers skal lægge organisme til denne ernæringsforms praktisering. Man gør det med andre ord overflødigt såvel at avle som at dræbe husdyr i titusindvis, lige som man gør det overflødigt at jage og dræbe havets beboere i millionvis. Og der er vel at mærke ingen grund til at tro, at den vegetariske ernæringsform er praktisk uigennemførlig. Den vil ifølge sagkundskaben tvært imod være langt mere overkommelig at gennemføre, end den nugældende kombinerede vegetariske og animalske ernæringsform er det - ikke mindst den voksende befolkningstilvækst og det hermed forbundne fremtidige ernæringsproblem taget i betragtning. Det lader sig med andre ord iagttage, at kravet til sundhed også indebærer, at det bliver overflødigt at dræbe de tusinder af yngre brødre og søstre i udviklingen, vi til hverdag kalder dyr, hvilket viser, at også forebyggelsen af dette kosmisk set fuldstændigt irrationelle myrderi på værgeløse medskabninger alene betragtet under denne synsvinkel ligger inden for det enkelte menneskes myndighedsområde.

Som en af de mørkeste og mest uhyggelige institutioner i den moderne kultur kan peges på den såkaldte vivisektion. Ordet "vivisektion" betyder egentlig "skæren i levende dyr", men dækker, som det sikkert er de fleste bekendt, over det, man forstår ved "forsøg med dyr i videnskabeligt øjemed". I almindelighed forsvarer vivisektorer deres dystre beskæftigelse med, at den tjener menneskenes vel derved, at man i kraft af vivisektoriske forsøg, og kun i kraft af disse, bliver i stand til dels at sætte sig ind i metoder, efter hvilke menneskelige sygdomme kan bekæmpes, og dels at skaffe sig mediciner, vacciner og serum m.m. i dette øjemed.

Man fremhæver med andre ord, at man for effektivt at kunne bekæmpe menneskenes sygdomme er nødt til at foretage vivisektoriske forsøg, hvilke i langt de fleste tilfælde foretages, uden at dyrene bliver bedøvede, og derfor påfører disse ubeskriveligt grusomme lidelser. At en sådan behandling af andre levende skabninger repræsenterer noget nært kulminationen af grusomhed og inhumanitet, turde være indlysende for ethvert behjertet menneske, men lige så påfaldende er det, at det argument, ved hvilket den forsvares, er en indtrængende udfordring til mennesket om i humanitetens navn at komme sygdommene til livs en gang for alle - ikke igennem udvikling af metoder til helbredelse af disse, men igennem udvikling og overholdelse af metoder til forebyggelse af dem. Thi herigennem overflødiggør man nødvendigheden af alle de vivisektoriske forsøg, der forsvares ved det foran anførte argument, som netop er det stærkeste og mest overbevisende, vivisektionsinteresserede mennesker har været i stand til at fremføre. Men andre ord: igennem højtideligholdelsen af kravet til sundhed har hvert eneste menneske mulighed for at bidrage til afskaffelse af en af de største kulturelle skampletter, verden har set, nemlig vivisektionen, hvilket således viser, at også denne opgave ligger inden for det enkelte menneskes myndighedsområde.

I det foranstående er det forsøgt at påpege nogle vigtige og aktuelle momenter inden for, hvad vi forstår ved menneskets myndighedsområde. Udgangspunktet herfor var simpelt hen ønsket om hensyntagen til det univers af levende mikrovæsener, som ethvert menneskes fysiske organisme er livsrum for, og det viste sig, at denne hensyntagen formuleret i et krav til sundhed indebærer adskillige konsekvenser, som alle i høj grad udtrykker næstekærlighed og dermed en opfyldelse af Guds vilje, således:

Naturligvis kan det mentale drab ikke afskaffes igennem etableringen af fysisk sundhed alene. Dertil er det et altfor omfattende og gennemgribende samfundsproblem, som for sin afskaffelse stiller krav til en direkte og konsekvent stillingtagen til det. En sådan stillingtagen må det imidlertid forventes, at mennesket, som er blevet interesseret i spørgsmålet om, hvordan det kan gøre Guds vilje, er parat til at realisere, og det er på grundlag af denne antagelse, vi i det følgende ganske kort og summarisk skal forsøge at fremhæve nogle vigtige momenter, som i denne forbindelse i udpræget grad ligger indenfor det enkelte menneskes myndighedsområde.

Fælles for alle mennesker er, at de råder over en vis større eller mindre begavelse, hvilket altså vil sige et vist fond af viden og erfaringer, skabende evner og talenter. Denne samlede begavelse repræsenterer det enkelte menneskes evne til at klare sig i kampen for tilværelsen. Nogle menneskers begavelse ligger særligt i det praktiske felt, medens andres særligt ligger i det såkaldte intellektuelle felt. Men fælles for alle mennesker er, at de sædvanligvis kun benytter deres begavelse til fordel for sig selv, eventuelt udstrakt til deres aller nærmeste familie og pårørende. Da imidlertid mennesket på sit nuværende trin er henvist til at leve i et fællesskab og i virkeligheden kun kan leve tilfredsstillende i kraft af dette fællesskab, er det ganske åbenlyst uheldigt, at hvert enkelt menneske er således indstillet, at det kun ønsker at lade sin begavelse komme sig selv til gode. Det ville i følge sagens natur være langt mere ideelt, om indstillingen var den, at alle ønskede at lade deres begavelse komme alle til gode. En sådan indstilling - hævder Martinus - kan imidlertid ikke fremelskes gennem påbud, tvang og diktatur, idet den er et spørgsmål om udvikling og dermed et anliggende, det som enhver anden udviklingsbetonet naturproces tager sin tid at fremme. Dette betyder dog ikke, at det fremskridtsvenlige menneske ganske behøver at lægge hænderne i skødet. Tværtimod er der al mulig grund til at tilskynde sådanne mennesker til at tage den opgave op, der ligger i på ideel vis at kunne bruge hele deres begavelse til fordel for en skabelse, der i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for enhver i dets omgivelser, og som dermed er til glæde og velsignelse for Guddommen. Det er tydeligt, at der her frembyder sig en enestående mulighed for at udøve næstekærlighed og dermed gøre Guds vilje, hvilket igen vil sige, at der her viser sig et felt, som også ganske utilsløret ligger inden for det enkelte menneskes myndighedsområde. Ganske uanset, hvor dets begavelse ligger, kan det begynde at arbejde på bevidst at administrere den til fordel ikke blot for sig selv, men også for sin næste. Om dets begavelse giver sig udslag i, at det er bager, ingeniør, finansgeni, købmand, videnskabsmand, kunstner o. s. v., er ganske underordnet. Det afgørende er, at det udgør et samfundselement, en samfundscelle, og at denne samfundscelle i så vid udstrækning som muligt er til glæde og velsignelse for netop samfundet. Ganske vist er det ikke så lige en sag at gennemføre en sådan administration af sin begavelse. At kunne det til fuldkommenhed er nemlig den største af alle eksisterende kunstarter, den kunstart, i hvilken alle andre i virkeligheden går op og forener sig, nemlig livskunsten. Og der er ingen grund til at tro, at det skulle stille mindre krav til udøveren at blive virtuos i livskunst, end der normalt stilles for at blive virtuos i en hvilken som helst af de underordnede kunstretninger, f.eks. musikken. At praktisere livskunst er nemlig ensbetydende med en stadig og yderst krævende balanceren mellem egoisme og tossegodhed, mellem overstrømmende følelse og iskold intelligens. Men så viseligt er på den anden side livet i denne forbindelse indrettet, at mennesket i form af sin naturlige egoisme er udstyret med et glimrende mentalt navigationsinstrument, der utvetydigt afslører enhver given situations kvalitative position på livskunstens værdiskala. Thi ved at spørge sig selv, om udfaldet eller slutfacittet af den eller den disposition er af en sådan natur eller standard, at man i givet fald selv kunne tænke sig at være genstand for den, vil mennesket ud fra sin naturlige kærlighed til sig selv i de aller fleste tilfælde kunne komme til klarhed over, om det over for sin høje etiske målsætning kan forsvare at praktisere den pågældende disposition i forhold til næsten. Der er med andre ord grundlag for at tale om en idealiseret anvendelse af det naturlige egoistiske talent til fordel for en praktisering af livskunst og dermed næstekærlighed. Men det må dog betones, at denne idealiserede anvendelse af egoisme naturligvis på ingen måde udgør nogen patentløsning på livskunstens problem, men kun en fortrinlig støtte for den samvittighedsfulde begynder. Thi den kan naturligvis ikke indtage eller udfylde intellektets og den humane følelses plads i livskunstens tjeneste.

Foruden at pege på adgangen til i hvert fald her og i de øvrige nordiske lande at kunne nægte militærtjeneste skal vi som en naturlig afrunding af omtalen af myndighedsområdet pege på den værdi, der ligger i, at mennesket søger at optræne evnen til at tilgive og "bære over med" gennem dette at gøre denne funktion til en ren og skær sport. Alle ved vi, hvor stor fortræd det volder, at vi er så lidt tilbøjelige til at tilgive hverandre de ubehageligheder, vi såvel med som mod vor vilje påfører hinanden. Og alle vil vi derfor også vide, hvor stor en gevinst det ville være, om vi kunne blive kapaciteter på i hvert fald dette ene livskunstneriske felt. Mange mord, bagtalelser, intriger, ægteskabsbrud, venskabsbrud og fjendskaber ville blive neutraliseret alene i kraft af dette ene talent, og i virkeligheden ønsker vi jo alle at være genstand for dets praktiske udslag. Men netop derfor har vi også alle grund til at tænke som mennesket, der udtalte: "Når jeg tænker på, i hvor høj grad jeg ønsker, at mine omgivelser skal tilgive mig de ubehageligheder, jeg, som oftest mod min vilje, påfører dem, da må jeg gribes af dyb længsel efter at vise disse omgivelser det samme hensyn". - Med andre ord: også optræningen af evnen til at tilgive og "bære over med" er et anliggende, som ligger inden for det enkelte menneskes myndighedsområde, og som det har den aller største praktiske betydning at få etableret.

Vi har hermed været i berøring med nogle af de mest iøjnefaldende momenter inden for det enkelte menneskes myndighedsområde, hvorved det har vist sig, at der er ikke så få problemer at tage fat på løsningen af. Måske føler en og anden sig under indtryk heraf fristet til at spørge, om det mon også kan betale sig at yde en så stor indsats, som en beskæftigelse med myndighedsområdets forskellige momenter vil betyde for den enkelte. Hertil må der imidlertid først og fremmest svares, at en sådan indsats i lyset af vort ærligt mente kardinalspørgsmål: "Hvordan kan jeg gøre Guds vilje?" i aller højeste grad kan betale sig og dernæst, at det naturligvis står hvert enkelt menneske frit for, hvor stort et afsnit af det samlede myndighedsområde det vil tage op til behandling. Hvad vi her har ønsket at påpege er blot, at det menneske, der i fuldt alvor spørger om, hvordan det kan gøre Guds vilje, ikke behøver at stille sit spørgsmål forgæves, idet sandheden er, at der er mere end nok at foretage sig. Og hvad der i denne forbindelse må påpeges som væsentligt er, at svaret i nærværende artikel er en oplysning eller anvisning, i hvis væsen der udelukkende ligger en invitation til det enkelte menneske til at tage fat på - ikke de andre, men sig selv.

"Hvorledes er det muligt for noget menneske at nå den tolerance, hr. Martinus taler om? - Der er mange mennesker, jeg ikke kan tolerere, endsige elske, og jeg kan ikke indse, hvorledes jeg nogensinde skulle kunne nå dertil."

Og Martinus svar herpå lød:

"At elske sin næste beror ikke på viljen alene, men er ligesom f. eks. musikbegavelse baseret på et medfødt talent. Et medfødt talent er igen et resultat af en eventuelt gennem flere liv permanent forudgående træning eller opøvelse. Denne opøvelse resulterer sluttelig i talentets kulmination, og individet fremtræder da som et geni i det pågældende felt.