Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den 5. juni 1962 passerer "Kosmos Ferieby" sin fjerde syvårige periode og har da eksisteret i otteogtyve år. For alle os, for hvem hver eneste gennemlevet syvårig periode betyder et fuldbyrdet kosmisk kredsløb, vil denne dag have sin egen betydning. Selv om otteogtyve år udgør mere end en såkaldt "menneskealder", fornemmes disse svundne år af den, som har oplevet dem alle, trods alt som en på sin vis meget kort tid. Endnu rækker tanken med lethed tilbage til hin sommer ved Sejrøbugten, hvor et lykkeligt samvær med ligesindede affødte tanken om at skabe et sted, hvor Martinus tanker - hans verdensbillede - kunne blive den indre, bærende idé. Når jeg i dette øjeblik læser afslutningen på den artikel, jeg skrev i KOSMOS, august 1933, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad en idé, undfanget i et såkaldt "lyst øjeblik", kan udvikle sig til. Læs selv: " - Og må jeg så, før jeg atter lægger pennen, fremkomme med et lille forslag til læsernes velvillige overvejelse, nemlig dette: - Hvad om alle vi, der gennem "Livets Bog" og Martinus er kommet til en for os ny opfattelse af tilværelsen, til næste sommer lavede vor egen lille kongres? En sommerlejr, hvor vi i nogle dages samvær drøftede nogle af de problemer, Martinus har opfyldt vor bevidsthed med, og - hvem ved - måske fik ham selv til at holde et par foredrag for os?

- - - Ja, sådan begyndte det! Reaktionen på mit forslag var overvældende. Uden at ville give en trættende gentagelse af feriebyens historie, som jeg forudsætter velkendt af de fleste af dette blads læsere, vil jeg her blot give udtryk for, at den udkastede tanke i løbet af utrolig kort tid førte til beslutningen om at erhverve et sted i det skønne Odsherred, hvor de drømme, vi allerede da bar på, kunne blive realiseret. Den 5. juni 1934 erhvervede sagen ved strålende venners hjælp de første seks tønder land ved Nyrup bugt, og dermed var den skabelse i gang, der for længst er blevet kendt som "Kosmos Ferieby" - en af Danmarks største. Igennem" Livets Bog" har Martinus lært os, at det tager ca. 28 år for et menneske at blive født i dette ords virkelige betydning. Selvom man ikke helt kan overføre dette tidsbegreb på skabelsen af Kosmos Ferieby, kan der alligevel drages visse paralleller. Lad os prøve at tage hvert syvårigt kredsløb for sig og kaste et ganske kort tilbageblik over dem. Perioden 1934-41 var så absolut præget af det rent embryologiske stadium. Det var den hastige fosterudviklings tid. Alle var vi konvertitter med konvertittens brændende ild i blodet. Det var her og nu, det skulle ske! Og det skete! Vi er stadigt mange, der erindrer den første sommer, hvor vi presset sammen i et skur, der var ca. 2 meter i længden og bredden og ca. ti meter i højden, sov sammen med et hav af ørentviste og med lugen - det eneste hul i huset - åben. Vi støbte piller, malede og snedkererede eller for at sige det på en helt anden måde, vi levede, som kun de lever, der til randen er opfyldt af trangen til at skabe. Det halve af vore nætter gik med samtaler om, hvorledes denne ferieby - vores ferieby skulle blive. Et var vi alle enige om: den skulle blive et fredens paradis, hvor vore børn (om vi fik nogen) skulle få lov til at opleve, hvad virkelig fred blandt mennesker ville sige! Nuvel, vi var som allerede bemærket konvertitter - nyomvendte - og vores nyfødte idealismes flammer slog højt mod himlen! Dage og nætter gik i ét, og ud af vor skabende ilds esse rejste sig hus efter hus. Foredragssal, administrationsbygning, gartneri, frugtplantage - i sandhed, vort træ var ungt og levedygtigt. Gren føjede sig til gren, og livet syntes os fyldt med godhed og medgang!

Men i 1939 brød uvejret løs, og selv om det lykkedes at afslutte den første syvårige periode med syv nye huse, betød krigen også for os, at vi måtte konservere vor livskraft og afvente bedre tider. Men sagen havde jo også andre områder, og selv om krigens hårde vinde føg ind over vore grænser, lykkedes det dog ligefuldt i de år at etablere sagens store hovedcentrum i København. Men i Kosmos Ferieby stod livet stille i den første halvdel af dens anden syvårige periode. En ond hånd blev løftet imod den i foråret 1945, hvor jeg efter "indbydelse" af den tyske værnemagt "frivilligt" indfandt mig til møde i hovedkvarteret i Nykøbing Sjælland. Efter dybt at have beklaget, at vi desværre ikke kunne stille feriebyen til rådighed for værnemagten, mødtes jeg af en kølig meddelelse om, at feriebyen var beslaglagt, og at jeg havde at forblive i den under værnemagtens kontrol. Det er forhåbentlig både første og sidste gang i mit liv, jeg skal have mere end totusinde mand til at se efter mig! Nuvel, lykken stod os bi! Beslaglæggelsen, der kunne have fundet sted meget før og dermed være blevet en katastrofe, indtraf først i det øjeblik, de allierede væltede ind over Tysklands grænser, og krigens afslutning var nær. Men det var alligevel en dyr oplevelse for os. Uden hensyn til nogen som helst brød tyskerne fem af vore huse ned og flyttede rundt med dem i den nærmeste omegn. Jeg protesterede til grænsen af, hvad fornuftigt var, men lige lidt hjalp det. Uden for villa "Rosenberg" pegede to maskingeværer direkte mod hoveddøren, ejendommen var omgivet af pigtråd, og området fyldt med tallerkenminer - det bliver forhåbentlig sidste gang, at denne ejendom, der er viet freden og fordrageligheden, bliver så farlig at besøge! Det var mærkelige tanker, der kom og gik i ens sind i de dage, der nu synes så fjerne, men hvis spor stadigt er synlige for den, der ved, hvor maskingeværrederne var placerede!

Men med 1945 var det forbi med vort passive liv heroppe. Aldrig så snart var tyskerne ude af døren, før vi gik i gang med at udslette alle spor efter deres besøg. Og så rullede lavinen! Marts 1946 forhandlede vi med brødrene Houlberg om køb af deres store ejendom Klintsøgård, som ikke alene var nabo til os, men også den eneste vej frem, om feriebyen skulle blive det, vi allerede fra dens begyndelse havde drømt om. Vi var nu inde i "pubertetsperioden", og som den, der har gjort det hele med, føler jeg ingen trang til at skjule, at det var drøje år, netop så drøje, som den begyndende pubertet altid fornemmes. Perioden 1941-48 udtrykte i sig selv en forrygende, kulminerende skabelse. Feriebyen sprængte alle rammer, og beslutninger skulle og måtte træffes, som tilsyneladende gik på tværs af alle tidligere planer, og som derfor af adskillige måtte blive svære at acceptere. Det stærkeste minde for mig fra disse år er Martinus selv. Mange af vore planer kunne simpelthen ikke offentliggøres, og det faldt derfor ganske naturligt, at det blev mig, der måtte leve mit liv på denne plads, der blev den ydre "skydeskive", idet det jo faldt i min lod at skulle stå for det utal af forvandlinger og forandringer, feriebyen i denne periode måtte gennemleve. Det sydede og brusede slemt i de år, men én stod kølig og rolig midt i det hele - Martinus selv! Endog under de værste storme - og nogle af dem var næsten som orkaner - bevarede han sit rolige overblik, og jeg har intet øjeblik i de år oplevet, at han blev offer for den tvivl, som slog imod os fra mange sider - mest fra dem, der overhovedet intet økonomisk ansvar bar på. For det vil være mig umuligt at nævne denne periode uden i dyb respekt og ærbødighed at bøje mig for de mænd og kvinder, der her stillede sig ved vor side og uden tøven - og uden ét bittert ord hjalp feriebyen igennem dens sværeste tid. Ingen virkelig stor skabelse - og Kosmos Ferieby er en stor skabelse - bliver til uden "blod, sved og tårer!" Mange af dem, der ofrede mest, og vel at mærke ofrede med glæde, er for længst gået over på det åndelige plan, men når denne sags historie en gang skal skrives, vil deres navne komme til at lyse ned gennem tiderne.

Perioden 1948-55 vil altid komme til at stå for mig som "stabiliseringens periode", og det samme gælder på sin vis perioden 1955-62. Feriebyens nye form begyndte at åbenbare sig i disse år, og selv om de rummede mange vanskeligheder, blev alle disse vanskeligheder dog løst. I den sidste periode satte den økonomiske højkonjunktur ind og gjorde enhver pessimistisk vurdering af feriebyens økonomiske fremtid helt og aldeles til skamme. Hvor vi før blev bebrejdet, at vi havde ansat prisen på de grunde, sagens venner kunne erhverve, alt for højt, oplever vi nu det næsten komiske, at egnen omkring os bebrejder os, at vi ødelægger dens mulighed for at tjene penge ved at sælge så billigt, som vi gør. Nå, den sorg må være slukket nu, eftersom alle de grunde, vi ønsker at sælge, for længst er afhændede!

Fire syvårige kredsløb toner ud nu, og sammenlignet med et jordisk menneske skulle feriebyen med det tilstundende nye kredsløb træde ind i de "voksnes" rækker. Er dette tilfældet? Dækker drømmen og virkeligheden hinanden? Lad mit første svar blive dette, at vi, der den gang var konvertitter med konvertittens brændende tro både på sig selv og sin opgave, i mellemtiden er blevet grånede mænd, dersom følge af de erfaringer, livet skænker enhver af os, ser anderledes på mangt og meget. De måske lidt uregerlige flammer er blevet til en dæmpet, kontrolleret ild, men ingen af os, der bærer ansvarets byrder, har ændret indstilling hvad feriebyens mål og hensigt angår! Vi drømte ikke om at skabe en ferieby blot for feriens egen skyld. Vi drømte om at skabe en skole for næstekærlighed og tolerance, for den inspirerende kosmologi, der i fremtiden vil bære Martinus navn. Vi var meget få den gang, vi begyndte. I dag er vi mange, og hvor mange mennesker samles, kan det ikke undgås, at der opstår meningsbrydninger, ej heller at en ferieby af de dimensioner, der her er tale om, kan komme til at rumme mennesker, der måske både for deres egen og for feriebyens skyld havde gjort klogere i at slå sig ned andetsteds. Men sådan er livets vilkår, og kun den realitetsfjerne nægter at acceptere dette forhold.

Da jeg i det nu svundne forår bad Martinus om at se på nogle planer for en ny pavillon, der faktisk begynder at blive nødvendig, svarede han mig til min overraskelse, at han ganske vist var enig med mig i, at vi snart behøvede denne nye pavillon, men at vi først og fremmest måtte koncentrere os om skabelsen af en ny foredragssal, hvis placering han ønskede indenfor sagens eget område, nærmere betegnet i umiddelbar nærhed af de eksisterende to store pavilloner. I samråd med to af sagens trofaste venner gennem mange år, arkitekt Axel Sjöberg, Malmø, og fabrikant Robert Petersen, København, angav Martinus selv, hvorledes han ønskede den nye foredragssal udført. Dermed var "terningerne kastede", og alle gik vi straks i gang med at realisere Martinus ønske med det resultat, at netop medens disse linjer skrives, gør vi klar til at holde "rejsegilde" på denne nyskabelses første afdeling. På ny oplever vi det, vi oplevede i sommeren 1934. Fra alle sider rækkes kærlige hænder frem, denne gang suppleret af en lang række af vore svenske venner, der med begejstring går op i dette ene: at løse den stillede opgave til alles glæde og tilfredshed. Med hensyn til den gamle foredragssal gav Martinus med det samme besked på, at den skulle ombygges til enkeltværelser og dermed tilfredsstille et savn, vi alt forlænge har lidt under. Også dette ombygningsarbejde vil blive udført af sagens venner, så snart den første store opgave er løst, og vi vil dermed være ikke én, men derimod to yderst værdifulde bygninger rigere!

Udgør vor feriebys fortid således et broget, men meget levende og inciterende billede på, hvorledes en idé materialiserer sig på det fysiske plan, så vil dens fremtid uden tvivl blive mindst lige så spændende! Med de mange års erfaringer bag os er vi i dag langt bedre i stand til at planlægge de kommende epoker, end tilfældet var i undfangelsens øjeblik, hvor alt var blå ekstase og kun ét afgørende: undfangelsen selv. De tungeste veje er på en måde vandret nu. Der kan komme kriser, og vil sandsynligvis komme det, men Kosmos Ferieby er en realitet, som ingen kan bortforklare, en realitet, der af livet selv er bestemt til at skulle vokse, fordi den er skabt i tilknytning til en idé, der i langt højere grad end noget andet, der i dag eksisterer, er i den intimeste kontakt med den fremtid, vi alle går i møde. Men vi, der i dag bærer ansvaret for dens kommende udvikling, er ikke drømmere længere, i hvert tilfælde ikke blåøjede drømmere. Livet har lært os det uberettigede i at digte ting ind i det, det ikke er i stand til at honorere.

Fra det øjeblik, vi fuldbyrdede udstykningen af det i virkeligheden meget store areal, feriebyen i dag dækker, kom vi til at stå over for et ejerproblem, der ikke er så let at løse, som det rent umiddelbart kan se ud til. Vi har i dag en vis indflydelse på de mennesker, der i øjeblikket ejer parceller inden for feriebyens område og også en vis indflydelse på eventuelle nye ejere, idet intet salg af ejendomme kan finde sted, uden at sagens ledelse skal godkende den nye ejer. Men med hensyn til begrebet arveret har vi ingen indflydelse, hvilket vil sige, at vi må se den kendsgerning lige i øjnene, at feriebyen inden for sit område i fremtiden kan komme til at huse mennesker, der står fremmede og måske oven i købet uvenligt indstillede overfor de idealer, på hvilke den er grundlagt. For at imødegå enhver konflikt, der kan opstå på det her nævnte område, har Martinus klart angivet for os, at for at det indre mål, der hele tiden har været vor dybeste inspiration, skal kunne nås, må sagen koncentrere sin egen kraft om de områder, den fuldt og helt behersker. Disse områder udgør i sig selv feriebyens hjerte, og det er dette, der er årsagen til den store ny foredragssals placering i umiddelbar nærhed af de store pavilloner. Vi ejer her et område, der sammen med Svenskehusets område samt de tilstødende store garagekomplekser helt er på vore egne hænder, og som i sig selv til fulde vil være i stand til i fremtiden at danne basis for den skole, det altid var vort mål at skabe. Hertil må så yderligere føjes det store område, hvor den nuværende foredragssal er beliggende samt adskillige bungalower plus de meget store fællesarealer - alt i alt et samlet område så stort, at vi aldrig kan blive anbragt i den situation, at kræfter, vi intet herredømme har over, kan erobre magten over feriebyen og gøre dens indre, bærende idé illusorisk. Det her skrevne kan lyde koldt og meget materialistisk. Men ingen af os, der i dag lever på denne plet og af livet selv er sat til at værne om den, ønsker, at de, der skal følge efter os, skal blive anbragt i situationer, vi burde have forudset. Med de mange års erfaringer bag sig har Martinus personligt angivet de retningslinjer, vi i den nærmest overskuelige fremtid skal følge, og jeg føler ingen trang til at skjule, at han hermed har løftet en meget tung byrde fra mine skuldre.

Dette var i korthed vor nuværende, rent ydre situation på denne plads, hvor livet i de svundne år har manifesteret et indbyrdes sammenhold og kammeratskab blandt mænd og kvinder, som sjældent set. Ingen enkeltperson kan her stå frem og tage æren for det, som indtil nu er fuldbyrdet. Kendte og ukendte mennesker har her i fællesskab og i tilknytning til en ideverden, som utallige gange har vist, at man ikke alene kan leve på den, hvad der i sig selv er meget vigtigt, men som, hvad der forekommer mig ulige vigtigere, man også kan dø på, fuldbyrdet en skabelse, som ned gennem tiderne vil skabe dyb respekt for Martinus verdensbillede. Man kan naturligvis "søge sit eget" her som alle andre steder i livet, men erfaringerne har vist, at medens man måske andre steder kan have glæde af denne indstilling, vil man ikke få det her. Enhver, der forsøger det, vil uundgåeligt komme til at opleve isolationens ubehag.

"Jeg ønsker Dem alle hjertelig velkommen. Denne min velkomst er så meget desto hjerteligere ment, eftersom De alle er mødt op - ikke på grund af nogen særlig invitation - ikke på grund af nogen som helst forhåndsreklame - men udelukkende ved Deres egen indre drift, udelukkende i kraft af Deres kærlighed eller sympati for sagen, min sag, Deres sag, hele menneskehedens sag.

Samtidig føler jeg trang til at udtrykke, at når vi nu kan samles her på sagens eget private territorium - endnu må der en lang tid i verden nødvendigvis eksistere "privatejendom" - så skyldes det udelukkende den samme kærlighed, som har tilskyndet Dem til at være til stede her i dag, og som fra så mange sider på vidunderlig måde er strømmet mig i møde, har dannet medvind for mit arbejde. Mange hjælpende hænder har været rakt mig. Nogle har hjulpet på en måde, andre på andre måder, og således er Kosmos Ferieby blevet til. Og igennem den sympati, der således er vist mig fra mine venner, og den sympati, jeg selv er besjælet af over for disse igen, er samme ferieby blevet et kærlighedens brændpunkt. Og det er mit ønske, at vi alle må være besjælede af lyst og evne til at gøre denne lille plet til et fristed for sagens venner, gøre den til et område, hvor det rigtige menneskerige i rent fysisk praksis skal kunne begynde at føles så stærkt, at enhver besøgende må forstå, at her må man "drage sine sko af, thi det sted, vi står på, er helligt" - ikke således at forstå, at man skal afføre sig sit fodtøj ved indgangen til feriebyens område, men at "fodtøjet" derimod her i dette tilfælde er alle dårlige tanker om og uvilje mod vor næste. Den slags bevidsthedslag og tankeklimaer er der tid og plads nok til i den daglige tilværelse uden for sagens område. Her inden for må herske en ånd, der absolut kun ser det lyse, det gode og kærlige i enhver, thi der findes absolut noget guddommeligt, lyst og kærligt i ethvert levende væsen. At koncentrere sig på dette, at beskæftige sig med denne side af vor næstes natur giver stort kendskab til lys, giver stråleglans omkring enhver mentalitet, giver solskin i alle øjne.

Når vi er forsamlede her i dag, så er det, fordi vi har den glæde at skulle overvære, at den hellige ånds symbol, den matematiske formel for den guddommelige verdensplan, udtrykket for det evigt fuldkomne verdensbillede i form af et banner for første gang skal hejses på jorden.

Jeg skal ikke her fordybe mig i nogen lang forklaring, da De jo kender de nærmere detaljer eller enkeltheder fra mit arbejde, fra studiekredsene, men straks gå over til at udføre denne for os så højtidelige handling."

Og efter at flaget var hejst og vajede i vinden, synligt i alle sine felter og detaljer, følte jeg trang til at afslutte med følgende:

"Som De kender det fra mit arbejde, er hvert af de seks kolorerede felter udtryk for de seks grundenergier, som verdensaltets sammensætning manifesterer sig i. Den hvide trekant eller pyramide med strålerne udtrykker det guddommelige "Noget", det der oplever livet i enhver organisme, medens det violette felt er udtryk for den guddommelige skabeevne.

Som De nu ser dette hellige symbol vaje i vinden, er det et ydre synligt udtryk for det allerhøjeste tankeklima. Og i kraft af denne dets identitet som kærlighedens symbol vil dets vajen i krigens og ufredens tjeneste aldrig kunne finde sted uden at være en parodi på dets bestemmelse. Hvor dette lysets symbol derfor retmæssigt skal vaje i verden, må al krig, brutalitet og ufred være bandlyst. Og på samme måde må en mental kopi af dette vaje i vore hjerter. Det gælder også her, at det ikke bliver sønderrevet af de stærke lidenskabers storme, men at det hele tiden kan vaje og lyse i en atmosfære af tilgivelsens og kærlighedens friske brise. -"