Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus kalder det verdensbillede, som han har følt det som sin mission og opgave at skænke menneskeheden, for et kosmisk verdensbillede. Erfaringen viser dog, at det absolut kun er de færreste mennesker, der helt er klar over, hvilken dybere betydning Martinus lægger i udtrykket: »Det kosmiske verdensbillede«. Ikke sjældent møder man den opfattelse, at det pågældende udtryk er vilkårligt valgt, en opfattelse der har sin rod i den betragtning, at det pågældende verdensbillede dog skulle have et eller andet navn, der afveg fra de navne, man har givet andre verdensbilleder, som i tidens løb har set dagens lys. Ingen fejltagelse kan imidlertid være større, thi i virkeligheden er der fra Martinus' side knyttet en ganske bestemt mening til udtrykket: »Det kosmiske verdensbillede«, en mening, der i det følgende vil blive redegjort for.

Ved et kosmisk verdensbillede forstår Martinus to ting! For det første forstår han et verdensbillede, d. v. s. et billede eller, om man vil, et portræt af verdensaltet, der ikke blot tager hensyn til verdensaltets kvantitative egenskaber, men som i lige så høj grad tager hensyn til – og udtrykker – verdensaltets kvalitative egenskaber, samt de til grund herfor liggende love og principper, ligesom det også udtrykker og røber sammenhængen imellem disse to typer egenskaber.

Det andet Martinus forstår ved et kosmisk verdensbillede, er et billede af verdensaltets såvel kvantitative – som kvalitative natur, der vil gælde til alle tider, som gælder overalt i verdensaltet, og som udtrykker og afslører verdensaltet som et levende kosmos, i hvilket kaos i absolut forstand er en lige så absolut umulighed. Kortere udtrykt kan man også sige, at Martinus tanke med udtrykket: »Det kosmiske verdensbillede« er den, at det pågældende verdensbillede fra hans side er ment som en skildring af det gådefulde fænomen, vi kalder livet, men en skildring af en sådan natur, at den i det studerende menneskes bevidsthed fremkalder et realistisk billede eller portræt af livet, af hvilken grund Martinus har valgt at give det værk, i hvilket han har beskrevet det kosmiske verdensbillede, navnet: »Livets Bog«.

På baggrund af denne redegørelse for meningen med udtrykket: »Det kosmiske verdensbillede« vil man forstå, at kun en usædvanlig begavelse vil kunne sætte et menneske i stand til at skabe og afsløre et virkeligt kosmisk verdensbillede. Dette forhold må uvilkårligt fremkalde en vis interesse for et ganske bestemt spørgsmål, nemlig: »Hvilke forudsætninger har Martinus for at kunne beskrive verdensaltets bærende love og principper, samt dets kvantitative og kvalitative egenskaber i et kosmisk verdensbillede?«

Svaret herpå er på engang meget enkelt og meget usædvanligt, idet det lyder: »Martinus' forudsætninger for at kunne give en fuldendt beskrivelse af verdensaltets totale struktur er ikke baseret på intellektuelle forkundskaber tilegnet ved læsning eller andre former for ordinære studiemetoder, men er derimod baseret på en udpræget evne til at kunne sanse i en højere sansedimension end den tids- og rumdimensionelle. Denne evne til at kunne sanse og opleve i en højere sansedimension end den tids- og rumdimensionelle, hviler på en usædvanligt fremragende intuitionsevne!«

Et nærliggende spørgsmål er nu dette: »Hvad vil det egentlig sige at kunne sanse i en højere sansedimension end den tids- og rumdimensionelle? Har denne højere sansedimension overhovedet noget navn?«

Lad det sidste spørgsmål være det, der først bliver gjort til genstand for en besvarelse, der er nøje i overensstemmelse med Martinus egen redegørelse for hele den problemkombination, der grupperer sig omkring spørgsmålet om højere erkendelse, og som vil blive nærmere belyst i nærværende artikel. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den omtalte højere sansedimension har noget navn, må svaret blive bekræftende, idet den kendes under navnet: »Evigheden og uendeligheden«. Dog, disse udtryk eller navne siger os i virkeligheden ikke ret meget om de årsager, der har givet anledning til dem, hvilket tydeligst kommer til syne på den måde, at evigheden og uendeligheden konsekvent opfattes og tænkes som noget uendeligt stort, altså i realiteten noget tids- og rumdimensionelt, hvilket jo ganske åbenlyst er fuldstændigt inkonsekvent.

Af denne grund har Martinus valgt at give den ikke tids- og rumdimensionelle sansedimension et andet navn, som med omhu er valgt på en sådan måde, at det vil kunne gøres til genstand for eksakt definition, og derigennem give adgang til en dybere forståelse af dens egentlige natur. Dette navn er: »Den kosmiske sansedimension«. Årsagen til – og begrundelsen for – dette navn vil vi straks vende tilbage til. Blot må det nu erindres, at udtrykket: »Den kosmiske sansedimension« er navnet på den sansedimension, som det er Martinus' privilegium at beherske, og som danner grundlag for hans kompetence til at skabe sit kosmiske verdensbillede.

Med hensyn til spørgsmålet om hvad dette, at kunne sanse i en højere sansedimension, – med andre ord, hvad dette at kunne sanse i den kosmiske sansedimension egentlig vil sige, er svaret det, at evnen til at kunne sanse i den kosmiske sansedimension er ensbetydende med evnen til at kunne sanse, iagttage og observere ikke tids- og rumdimensionelle fænomener. Senere skal det vise sig, at netop evnen til at sanse de ikke-tids- og rumdimensionelle fænomener i sig selv repræsenterer den absolutte forudsætning for evnen til at løse problemerne omkring livsgåden eller livsmysteriet. Med andre ord er der tale om, at det er herredømmet over den kosmiske sanseevne, der sætter Martinus i stand til at løse livsmysteriet, til at besvare det på engang højaktuelle og klassiske spørgsmål: »Hvad er livet?«

Imidlertid understreger Martinus i sit hovedværk »Livets Bog«, at denne evne til at sanse kosmisk ikke er en evne, der er forbeholdt ham alene. Det er en evne, der vil vokse frem i hvert eneste menneske, ja hvert eneste levende væsen, efterhånden som dets udvikling skrider frem, og dets humane og intellektuelle kvalitet og standard hæves. Væsenets humanitet og intellekt må nemlig – hævder Martinus – repræsentere en vis kvalitet og bæredygtighed, før dets kosmiske sanseevne udløser sig og træder i kraft. Der er således ikke på nogen som helst måde tale om, at Martinus forestiller sig, at han alene har monopol på denne vidunderlige sanseevne. Tværtimod er skabelsen af hans hovedværk, i hvilket det kosmiske verdensbillede er manifesteret, båret af et ganske bestemt motiv. Dette motiv er identisk med ønsket om at stille det erfaringsmateriale, som han, i kraft af sin kosmiske sanseevne, er kommet i besiddelse af, til menneskehedens rådighed, således at den i ethvert menneske eksisterende og spirende kosmiske sanseevne kan blive stimuleret til vækst i lige så høj grad, som det på nogen som helst naturlig og sund måde lader sig gøre. Således fremhæver Martinus, at det teoretiske kendskab til verdensaltets og tilværelsens struktur og love er en igangsætter, som vil lette den kosmiske sanseevnes fødsel og gennembrud fra latent til virksom tilstand.

På den anden side ønsker Martinus under ingen omstændigheder, at man blindt skal tro på ham. Derimod er det hans ønske, at man tager hans ord og beretninger op til ærlig og samvittighedsfuld overvejelse og iøvrigt undersøger, om hans forklaringer og skildringer af livets og verdensaltets kosmiske struktur stemmer overens med det, som foregår i naturen, og som vi, med den sansestruktur vi har til rådighed, er i stand til at kontakte og kontrollere.

»Lad naturen læse korrektur på min skildring af livets og verdensaltets kosmiske struktur«, siger Martinus. »Lad naturen afkræfte eller bekræfte, om det, jeg beretter, er sandt eller usandt«. Men han siger også: »Tag det af mit værk, som De kan bruge, og lad resten ligge!« Dette er, kan alle vist blive enige om, udtalelser, der udtrykker både den højeste tolerance og den højeste respekt for hver enkelt menneskes naturlige ret til at anlægge det syn på tilværelsen og dens indretning, som nu passer bedst for vedkommendes temperament og personlige erfaringer.

Lad os nu gå over til at betragte de praktiske fordele, som den kosmiske sanseevne byder på. Her vil det vise sig, at den kosmiske sanseevne, evnen til at sanse uden for tid og rum, giver observatøren adgang til at skaffe sig indblik i et tilværelsesområde, hvis natur og funktion man kommer nærmest ved at bruge udtrykket: »Tilværelsens fundamentale årsagsverden«. At dette lader sig gøre, skyldes netop den omstændighed, at tilværelsens fundamentale årsagsverden er en verden af ene ikke-tids- og rumdimensionelle fænomener, hvilke fænomener vi fra nu af vil kalde »kosmiske sanseobjekter«. Tilværelsens fundamentale årsagsverden er altså en verden af kosmiske sanseobjekter, der kun lader sig iagttage direkte ved hjælp af den kosmiske sanseevne, af hvilken grund denne verden som sådan er skjult for væsener, der endnu ikke har fået evnen til at sanse i den kosmiske sansedimension udviklet til fuld bæredygtighed. Dette gælder således for dyrets og det jordiske menneskes vedkommende. Dyret og det jordiske menneske må foreløbigt være taknemmelige for de sanser, de indtil dato har fået udviklet, nemlig de »fysiske« sanser. Disse sanser giver ganske vist ikke adgang til nogen kosmisk sansning, men kun til en sansning og oplevelse af den såkaldte »fysiske verden«, og derigennem til en tilsvarende sansebetinget udforskning af dennes detaljer og vibrationer. Blot må man gøre sig klart, at det netop er de fysiske sanser, der i meget stor udstrækning er årsagen til, at vi er bundet til at sanse indenfor tid og rum, således som tilfældet er. De fysiske sanser giver jo som resultat den oplevelse, at den »fysiske verden« tilsyneladende består af en mængde ting og genstande, der både er timelige og har den og den størrelse, den og den vægt, den og den farve, o.s.v. o.s.v. Kort sagt oplever vi den »fysiske verden« som en tids- og rumdimensionel verden bestående af en vældig serie tids- og rumdimensionelle objekter.

Nu ved vi, at vor evne til at sanse den »fysiske verden« på denne måde giver os en hel del erfaringer. Således er vi alle i besiddelse af et vist erfaringsmateriale og en vis viden. Dette erfaringsmateriale og denne viden udgør vor bevidsthed. Altså ser vi, at bevidstheden skabes og bliver til igennem sansning. Vor bevidsthed er altså frugten af den igennem vore »fysiske sanser« muliggjorte sansning.

På baggrund af vor forståelse af dette forhold, bliver det muligt for os at forstå, at noget tilsvarende må gøre sig gældende i det tilfælde, at man, foruden at kunne sanse inden for tid og rum, også formår at sanse uden for tid og rum. Også denne sidstnævnte sanseform må resultere i erfaringer og viden. Disse erfaringer repræsenterer en viden om – og et kendskab til – de kosmiske sanseobjekters verden, og danner ligeledes et bevidsthedsfelt. Dette bevidsthedsfelt kalder Martinus for den »kosmiske bevidsthed«. Den kosmiske bevidsthed er således den bevidsthed, der bliver resultatet af den kosmiske sanseevnes virksomhed, medens resultatet af den »fysiske sanseevnes« virksomhed bliver en tids- og rumbetonet bevidsthed, hvilken bevidsthed vi i modsætning til den kosmiske bevidsthed vil kalde »tid- og rumbevidstheden«. Tid- og rumbevidstheden udgør altså frugten af den »fysiske sansestruktur«, medens den kosmiske bevidsthed udgør frugten af den kosmiske sansestruktur eller sanseevne.

Lad os nu koncentrere vor interesse om den kosmiske bevidsthed, som med andre ord udgør det bevidsthedsfelt, der repræsenterer kendskabet til de kosmiske sanseobjekters verden. Denne de kosmiske sanseobjekters verden har vi allerede lært at kende som den kosmiske verden, og, som tidligere antydet, er det denne verden, der er identisk med tilværelsens fundamentale årsagsverden.

Hvordan skal man nu forstå udtrykket: »Tilværelsens fundamentale årsagsverden?« Simpelthen som den verden, der er den fundamentale årsag til vore oplevelser! Er det da ikke den fysiske verden? Svaret herpå må blive både ja og nej, men mest nej. Svaret er ja, fordi man med udtrykket den fysiske verden uvilkårligt tænker på – og mener – den ydre verden, som omgiver os, (og hvortil vor egen fysiske organisme strengt taget også hører) hvilken opfattelse er korrekt, efter som det netop er den os omgivende verden, der er årsag til vore oplevelser. Svaret er derimod nej, fordi den os omgivende verden slet ikke er en fysisk verden, således som vi er tilbøjelige til at tro. I virkeligheden vil det i det efterfølgende vise sig, at det fysiske ved den ydre verden slet ikke eksisterer uden om os, men at det derimod eksisterer inden i os, at den os omgivende verden i virkeligheden ikke har noget som helst med noget fysisk at gøre, hvorimod den er noget ganske andet. Da det vitterligt er den ydre verden, der er årsag til vore oplevelser, hvorimod den ydre verden som sagt ikke i mindste måde er fysisk, kan man naturligvis ikke tale om, at den fundamentale årsagsverden er identisk med den fysiske verden, eftersom faktum er dette, at den fundamentale årsagsverden netop er identisk med den ydre verden. Når vi ikke desto mindre hårdnakket lever i den opfattelse, at den ydre verden er en faktisk fysisk verden, er der tale om, at vi til daglig ligger under for en udpræget illusion. Denne illusion er i virkeligheden et resultat af et genialt lovsystem i naturen i forbindelse med den omstændighed, at vi (naturvidenskabens repræsentanter inclusive) i det daglige ikke skelner særligt skarpt imellem årsag og virkning! Ønsker man imidlertid at lære at forstå livet og tilværelsen tilbunds, må man absolut indstille sig på at lære forskellen imellem årsag og virkning at kende, og det endda meget grundigt, thi gør man sig ikke denne forskel pinligt klar, holdes man stadig fangen af illusionen, den samme illusion som østerlændingene kalder: »Mayas slør«, og så længe man holdes fangen af illusioner, er ens chancer for at komme til sandheds erkendelse vedrørende livets og tilværelsens natur og struktur naturligvis yderst små. Det er indlysende, at man ikke kan komme i kontakt med virkeligheden, sålænge man ligger under for en illusion. Man må først gennemskue illusionen, og da evnen hertil først og fremmest er baseret på evnen til at skelne skarpt imellem årsag og virkning, vil det ikke være uden betydning at vie dette problem nogen opmærksomhed.

I det daglige er vi vant til at sætte lighedstegn imellem vore oplevelser og så det Noget, der er årsag til dem. Således identificerer vi uden videre de såkaldte fysiske objekter med de oplevelser, de giver anledning til. Af sådanne »fysiske« objekter kan f. eks. nævnes træer, huse, bjerge, biler, blomster, skibe, dyr, mennesker, fugle, krystaller, mineraler og metaller. At vi i virkeligheden gør os skyldige i en alvorlig fejltagelse ved at identificere de »fysiske« objekter med de oplevelser, de giver anledning til, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at objekterne befinder sig uden for os, medens oplevelsen af dem befinder sig inden i os, i vor bevidsthed. Da objekterne således vedblivende eksisterer uden for os, medens oplevelsen af dem lige så vedblivende eksisterer inden i os, og man samtidigt tager hensyn til den kendsgerning, at det samme objekt udmærket kan give anledning til et ubegrænset antal oplevelser, er det ikke svært at se, at de i hvert fald ikke kan være identiske. Der må afgjort være en forskel, og det vil hurtigt vise sig, at forskellen uden videre ligger i, at objektet er årsagen, medens oplevelsen er virkningen.

Spørgsmålet er nu dette: »Hvorledes bliver årsagen lavet om til virkningen? Hvorledes går det til, at objektet, der er uden for os, kan give anledning til en oplevelse, der eksisterer i vor bevidsthed inden i os?« Svaret herpå er, at dette kun lader sig gøre i kraft af de i organismen indbyggede sanseorganer. På forskellig måde påvirkes diverse sanseorganer af visse objekter, der befinder sig uden for os. Igennem denne påvirkning udløses der en reaktion imellem sanseorganet og det pågældende objekt. Denne reaktion overføres via nervesystemet og hjernen til bevidstheden som en elektrisk impuls. Men allerede den elektriske impuls er jo noget helt andet end objektet, der har givet anledning til den. Vi må derfor gøre os klart, at der evigt vil bestå en forskel imellem det, der er årsag til oplevelsen, nemlig objektet, og så virkningen, som denne årsag afføder, nemlig oplevelsen af objektet. Disse tingenes tilstand tvinger os til at erkende, at der imellem objekterne selv og så vore oplevelser af dem evigt vil eksistere en uoverstigelig skranke, og at denne skranke i stor udstrækning eksisterer i form af vore »fysiske« sanseorganer. Sanseobjekterne er eet, medens vor oplevelse af dem vitterligt er noget helt andet. Dette forhold gør det til kendsgerning for os, at den såkaldte fysiske verden udelukkende kun eksisterer inden i os, hvilket i realiteten vil sige i vor bevidsthed, eller, for at være helt nøjagtig, som et realistisk felt af vor bevidsthed. Dette bevidsthedsfelt kan man derfor med god grund kalde »den fysiske bevidsthed«. Denne fysiske bevidsthed, der er en udpræget tid- og rumbevidsthed, eksisterer altså som et resultat af vore sanseorganers berøring og møde med den ydre verdens objekter. Ganske vist er det disse objekter, vi kalder fysiske, men i virkeligheden ved vi slet ikke, hvad de faktisk er. Kun eet ved vi. Vi ved, at de er noget helt andet end det, de ser ud til at være. Yderligere ved vi, at de er den direkte årsag til vore oplevelser, til vor oplevelse af tilværelsen. Vi kommer derved til at se, at de såkaldte fysiske sanseobjekter uden for os i deres egen natur repræsenterer tilværelsens fundamentale årsagsverden, imedens de oplevelser, som de via sanseorganerne giver anledning til, og som i form af vor tid- og rumbevidsthed eksisterer inden i os, repræsenterer tilværelsens resulterende virknings verden.

Imidlertid er det således, at man i det daglige slet ikke gør sig klart, at der faktisk består en fundamental forskel imellem vor indreverden og den ydreverden, den er et resultat af. Tværtimod er det sådan, at hele vort sprog, der i virkeligheden udelukkende giver adgang til en beskrivelse af vor indreverden, uden videre tages bogstaveligt i den forstand, at man lader de forskellige ord og udtryk, som det indeholder, gælde for den ydre verdens objekter. At denne fremgangsmåde imidlertid repræsenterer et brud på logikens love er jo givet. Man kan ikke, hvis man ønsker at være i kontakt med logiken, benytte et sprog, der kun er beregnet på at skulle overføre oplevelser fra den ene person til den anden, til samtidigt at beskrive den verden, som eksisterer uden for os, og som er årsag til disse oplevelser, og derfor er noget helt andet end disse. Ihvorvel der består et lovmæssigt forhold imellem årsagen og virkningen, kan man dog ikke benytte et sprog, der i følge sagens natur kun er beregnet på at skulle beskrive virkninger, til også at beskrive årsager med, med mindre man holder sig den principielle forskel for øje. Således er vor oplevelse af en såkaldt guldklump jo eet, medens objektet selv er noget ganske andet. Hvad objektet i virkeligheden er, vil vi aldrig nogen sinde kunne komme til sandheds erkendelse af ved hjælp af de »fysiske sanser«, idet disse hele tiden vil bidrage til at lave det om til en guldklump.

Vi forstår således, at sandheden om udtrykket: »En guldklump« er den, at dette udtryk faktisk kun gælder for den oplevelse, vi, takket være vore sansers møde og berøring med objektet, får af dette. Derimod gælder det pågældende udtryk absolut ikke for objektet selv, og dækker således under ingen omstændigheder over sandheden om dettes egen natur, idet det i sand virkelighed aldeles ikke er nogen guldklump. Sandheden om den såkaldte guldklumps egen kosmiske natur ville således evigt forblive ukendt for os, dersom der ikke fandtes en sansestruktur af en anden natur end den »fysiske«. Eksisterede der ikke en sansestruktur, som formåede at skaffe sig adgang til løsningen af spørgsmålet om objekternes, den ydre verdens egen natur, ville vi for evigt være dømt til at være slaver af illusionerne. Vi indser således, at den sanseevne, der skal muliggøre en iagttagelse af de ydre objekters egen verden, tilværelsens fundamentale årsagsverden, må være en sanseevne, der arbejder i en højere sansedimension end den tids- og rumdimensionelle. Denne sanseevne er identisk med den kosmiske sanseevne, og vi forstår nu, at denne sanseevne sætter os i stand til, uden om de »fysiske« sanser, at skaffe os et indblik i f. eks. det objekts egen verden, som de »fysiske sanser« hele tiden laver om til en guldklump af tids- og rumdimensionel natur. Den kosmiske sanseevne er altså en sanseevne, der giver adgang til en udforskning af oplevelsesårsagernes egen verden.
 

Som bekendt var den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) opmærksom på den forskel, der består imellem den ydre verden og så vor indre oplevelse af den, altså vor indreverden. Kant var meget optaget af dette problem, uden at det dog lykkedes for ham til fuldkommenhed at gøre rede for den absolutte sandhed om den ydre verdens virkelige kosmiske identitet, hvilket ubetinget må skyldes den omstændighed, at Kant, sit store geni til trods, ikke har været i besiddelse af noget herredømme over den kosmiske sanseevne og sansedimension. Da nu netop Martinus besidder denne evne, har han set det som sin pligt og opgave at beskrive sine iagttagelser af tilværelsens fundamentale årsagsverden, den kosmiske verden. Det er da ikke så underligt, at resultatet af denne pligtfølelse fra Martinus' side måtte resultere i skabelsen af et kosmisk verdensbillede. Imidlertid må det bemærkes, at Martinus har bestræbt sig på at skildre sine iagttagelser på en sådan måde, at de mennesker, som er tilstrækkeligt interesserede i at studere hans værk, ikke føres igennem dette værk i kraft af deres evne til at tro, men derimod i kraft af deres evne til at tænke logisk, ikke blot i intelligensmæssig retning, men også i human retning. Ud fra ønsket om at skabe en naturlig baggrund for en sådan studiemetode, har Martinus valgt at skildre sit verdensbillede i analyser. Disse analyser er formet på en sådan måde, at de overalt, hvor det overhovedet er gørligt, forsøger at skabe forbindelse imellem de realiteter, Martinus er i stand til at iagttage, og så de virkninger, som disse realiteter har til følge i vor indreverden, tingenes, formernes, og farvernes verden m.v. Kort sagt forsøger Martinus at påvise forbindelsen imellem årsagsverdenen og virkningsverdenen, imellem den kosmiske verden og den tids- og rumdimensionelle verden. Samtidigt forsøger Martinus at anskueliggøre den indbyrdes samhørighed, i hvilken den kosmiske verdens fænomener evigt eksisterer. Martinus søger herved at få størst mulig kontakt med det enkelte menneskes personlige erfaringsmateriale, der som sagt er det samme som dets bevidsthedsmateriale eller bevidsthedsindhold, hvilket er den eneste mulighed, der består for, at en stupid dogmatik kan undgås.

Vi har her været præsenteret for de specielle vanskeligheder, det almene jordiske menneske har at kæmpe med der, hvor det stræber efter at nå til en højere erkendelse af livet og tilværelsens inderste natur, og vi så, at den væsentligste vanskelighed eksisterede i form af en naturlig, udviklingsbetinget sansemæssig begrænsning. Med den rette forståelse af disse særlige vanskeligheders begrænsede indflydelse har vi samtidigt været præsenteret for Martinus' forudsætninger for at manifestere et kosmisk verdensbillede, i hvilket verdensaltets og det levende væsens udødelige kosmiske struktur kommer til syne i en atmosfære af skønhed, intellektualitet og kærlighed.

Til slut vil vi hæfte os lidt ved de fænomener eller realiteter, som den kosmiske verden rummer. Disse fænomener kender vi allerede som de kosmiske sanseobjekter. Om disse kosmiske sanseobjekter ved vi i forvejen, at de ikke er tids- eller rumdimensionelle, hvilket vil sige, at de aldrig nogen sinde har begyndt deres eksistens, og at de aldrig nogen sinde vil ophøre med at eksistere. Yderligere vil det sige, at de absolut ikke har nogen som helst størrelse, vægt, farve, konsistens eller andre kvantitative egenskaber. Men de er heller ikke hverken onde eller gode, skønne eller grimme, primitive eller intellektuelle. De har kort sagt heller ikke kvalitative egenskaber. De kosmiske sanseobjekter er kort og godt aldeles blottet for nogen som helst form, den være sig af kvantitativ som kvalitativ natur. Netop af denne grund kan de ikke iagttages ved hjælp af den »fysiske« sansestruktur, idet denne kun formår at operere med tids- og rumdimensionelle fænomener, der har form, farve o.s.v.

Er det da overhovedet muligt at gøre sig nogen som helst forestilling om disse kosmiske sanseobjekters natur og identitet? Ja, det er det, men vi må gøre os klart, at de i forhold til vore vante begreber om objekter afviger overordentligt meget, og må i forhold til disse betragtes som meget abstrakte. Ikke desto mindre er det alligevel muligt at komme i kontakt med dem på en sådan måde, at de efterhånden vil forekomme os at være absolut realistiske.

Skal man bruge et udtryk fra sproget, som kommer deres sande natur og identitet nærmest, må man bruge udtrykket: »Kosmiske principper«! Dette udtryk benyttes da også overalt i Martinus' analyser, som udtryk for den kosmiske verdens fænomener, de kosmiske sanseobjekter. Ved et kosmisk princip forstår Martinus et Noget, der afslører sig som en evig, universel og ordnende organisationsfaktor! Dette er det kosmiske princips definition. Ud over det, som er udtrykt igennem denne definition, kan man om et kosmisk princip kun sige, at det er Et Noget som er. I sin egen verden, den kosmiske verden eller tilværelsens fundamentale årsagsverden, eksisterer det kosmiske princip altså slet og ret som Et Noget som er. Dette Noget har som nævnt hverken form, farve, vægt eller andre tids- og rumdimensionelle egenskaber og kendetegn. Derimod er der tale om, at ethvert kosmisk princip spiller en medvirkende rolle som årsag til oplevelsen af tid, rum, farve, vægt og lignende fænomener. Disse fænomener er netop alle identiske med visse oplevelser, der alle må have absolut lige så typiske årsager at vise tilbage til. Disse årsager er, som vi nu ser, netop identiske med et samspil af kosmiske principper. Hver for sig spiller de forskellige kosmiske principper rollen som en særlig typisk årsag, der vil resultere i en lige så typisk virkning, der hvor et levende væsens sanseorganer udsættes for en påvirkning. Denne resulterende virkning er, som det vil ses, netop identisk med oplevelsen. Der er således tale om, at der eksisterer en flerhed af kosmiske principper. Dog må man forstå, at det af visse grunde ikke lader sig gøre at isolere eet bestemt kosmisk princip ud fra de øvrige, idet samtlige kosmiske principper så at sige er organisk forbundet med hinanden. Derimod kan der udmærket godt være tale om, at eet bestemt kosmisk princip ved en given lejlighed spiller en særlig dominerende rolle i forhold til de øvrige, hvilket naturligvis giver anledning til en typisk oplevelse af en til situationen og princippet svarende speciel karakter. Men det er absolut ikke noget udtryk for, at det pågældende kosmiske princip, der kan være tale om, pludselig er uden forbindelse med de øvrige. En sådan situation vil aldrig kunne opstå, et forhold som det vil være umuligt at gøre rede for her, uden at det vil medføre at nærværende artikels rammer vil blive fuldstændigt sprængt, rent bortset fra at det på gennemført måde er påvist i »Livets Bog«.

Vor situation, hvilket i realiteten vil sige menneskehedens, er nu den, at vi ved, at sandheden om den kosmiske verden er, at den er en verden, der eksisterer som en kombination af kosmiske principper. Samtlige disse kosmiske principper eksisterer i en evig urokkelig organisation af en sådan natur, at de tilsammen formår at udløse et sådant kompleks af årsager, at tids- og rumdimensionel sansning og oplevelse muliggøres. Tilværelsens fundamentale årsagsverden er således en verden af kosmiske principper. Omvendt kan man sige, at de kosmiske principper er den fundamentale årsagsverdens objekter.

Som eksempler på sådanne kosmiske principper kan nævnes kredsløbsprincippet, bevægelsesprincippet, kontrastprincippet, perspektivprincippet, livs- og stofenhedsprincippet samt polprincippet.

I sit hovedværk har Martinus udførligt beskrevet samtlige kosmiske principper, samt gjort rede for deres individuelle roller i verdensplanen, hvilket er ensbetydende med, at den virkeligt interesserede læser kan få sine ønsker om yderligere oplysninger opfyldt ved at studere dette værk. Som det vil ses og forstås, repræsenterer de kosmiske principper verdensaltets reelle fundament, og må som sådan nødvendigvis udgøre det kosmiske verdensbilledes skelet, hvilket netop også er tilfældet. På dette skelet har Martinus søgt at fæstne de realiteter, man under eet kan betegne som gennemsnitsmenneskets erfaringsmateriale. Resultatet af dette arrangement er netop et kosmisk verdensbillede, hvor beskrivelser af tilværelsens fundamentale årsagsverden veksler og kæder sig sammen med beskrivelser af tilværelsens resulterende virkningsverden, der jo er det samme som det jordiske menneskes tid- og rumbevidsthed; og takket være denne fremgangsmåde, hvor det jordiske menneskes erfaringer bruges som basis for en beskrivelse af de til grund for erfaringerne liggende årsager, deres natur og verden, er det til fuldkommenhed lykkedes Martinus at skabe et verdensbillede, hvis struktur er identisk med selve det gådefulde livs eget grundprincip. I sit kosmiske verdensbillede påviser Martinus nemlig, at livet er identisk med den evige vekselvirkning imellem tilværelsens fundamentale årsagsverden og den resulterende virkningsverden, det levende væsens bevidsthed. I det kosmiske verdensbillede afsløres livet, dette guddommelige under, som en evig vekselvirkning imellem den kosmiske verden, og den tids- og rumdimensionelle verden, imellem den ydre verden og det levende væsens bevidsthed eller indreverden. Det kosmiske verdensbillede er, som det vil kunne ses, i sig selv skabt i dette livets eget billede, og udgør således i mere end een forstand et portræt af livet.