Kosmos 1959/Årsskrift side 29
MOGENS MØLLER:
Lidt om temperament og kosmisk kemi
DE FIRE TEMPERAMENTER
»Han er en særpræget type«, siger vi sommetider om et menneske, og mener dermed, at vedkommende foruden sin individuelle væremåde, det særprægede, har noget typisk fælles med visse andre mennesker. Vi er tilbøjelige til at inddele mennesker i typer, det har man gjort lige fra oldtiden, og det er meget naturligt, idet vi alle har visse træk fælles med en hel del andre individer. Holder man af at studere mennesker, ikke blot af ren og skær nysgerrighed, men også fordi man holder af mennesker, vil man lægge mærke til, at hvert menneske ligesom har sin egen melodi i sit væsen og sin væremåde. Melodier kan også inddeles i typer, og i nogle melodier dominerer det typiske over den individuelle udformning, i andre er det omvendt. Hos nogle mennesker dominerer typiske træk i deres bevidsthed i den grad, at en masse andre mennesker kalder dem kværulanter. Der er også nogle, der kaldes typiske optimister eller pessimister, og så er der de meget rolige og ligevægtige mennesker, som enten er rolige og ligevægtige, fordi de virkelig behersker deres sind, eller fordi de er så dovne, at de ikke gider reagere.
Den mest kendte typeinddeling af mennesker, som stammer helt fra det gamle Grækenland, er læren om de fire temperamenter. Videnskaben bruger ikke denne typeinddeling i vore dage, da man ikke kan påvise, at der findes 100 pct.s sangvinikere, kolerikere, melankolikere eller flegmatikere. Menneskene kan ikke inddeles i sådanne fire båse med etiketter på som rene repræsentanter for disse fire typer. Men at de fire temperamenter eksisterer i vor bevidsthed som tilbøjeligheder, og at det ene af dem i perioder kan dominere på de andres bekostning, er noget, vi alle kan lægge mærke til hos os selv og vore omgivelser. Vi kan have lyse, sangvinske dage, og der kan være dage, hvor vi falder ned i melankoliens sorte hul. Der kan være tider, hvor temperamentet løber løbsk i kolerisk galop, og andre, hvor flegmaens uforstyrrelige travtempo dominerer vor tilværelse. Nogle mennesker har mest tilbøjelighed til optimisme og et sangvinsk livssyn, men det udelukker ikke, at de kan have deres mørke dage. Melankolikeren kan vel også til tider være glad, så et menneske, der netop træffer ham en sådan dag, ikke kan forstå, at andre siger om ham, han er så melankolsk. Og selv den gale koleriker kan til tider beherske sig, og flegmatikeren kan forløbe sig, selv om det måske er sjældent, det sker. Vi har alle sammen de fire temperamenter i os i ulige blandinger, og at det er sådan, er netop godt, ellers blev livet forfærdelig ensformigt og uden kolorit. Visse blandinger kan dog være højst ubehagelige og skadelige for os selv og vore omgivelser, og det er netop noget, som Martinus med sine kosmiske analyser kan føre os langt dybere ind i, end den gamle lære om temperamenterne.
I det gamle Grækenland fremkom lægen Hippokrates med sin lære om de fire legemsvædsker, blod, slim, gul galde og sort galde, og den romerske mediciner Galenus, der døde ca. 200 år efter Kristus, byggede videre på hans lære. Galenus' fremstilling gik ud på, at mennesket, hvis dets blod havde overvægten blandt legemsvædskerne, fik et sangvinsk temperament. Var sort galde i overvægt, blev temperamentet melankolsk, medens den gule galde førte til kolerisk temperament, og slimens overvægt førte til flegma. Naturligvis kan vi ikke gøre brug af denne gamle lære om de fire legemsvædsker i vor tid, hvor mennesket ved meget mere om den fysiske organisme, end Hippokrates og Galenus gjorde. Men at den indeholder visse principielle sandheder om forbindelsen mellem mentalitet og legemstilstand, kan man ikke komme uden om. Også den moderne fysiske forskning er inde på, at vort legemes vædsker og deres indbyrdes kemiske sammensætning har forbindelse med vor temperamentsudfoldelse og væremåde. Man ved jo f. eks., at ærgrelser og bekymringer fremmer produktionen af mavesyre og dermed muligheden for mavesår, og lægeforfatteren Frank Slaughter skriver i sin bog »Medicine for Modems«, at det i to trediedele af sygdomstilfælde er patientens mentalitet, der er skyld i sygdommens opståen. Man kommer mere og mere ind på, at det har betydning at studere bevidsthedens sammensætning for derigennem også bedre at kunne forstå de organiske processer.
TEMPERAMENTERNES REAKTION
Det er altid interessant at studere mennesker, og det er lærerigt og kan også i aller højeste grad være gavnligt, dels fordi man ikke så let bliver skuffet, når man har lært en del om menneskers reaktioner, og dels fordi man langt bedre er i stand til at hjælpe andre, hvis man er i besiddelse af menneskekundskab. Studerer man mennesker, kan man heller ikke undgå at komme til at holde mere og mere af dem, og derved opstår en naturlig tolerance i sindet, som er af stor betydning i ens vekselvirkning med omgivelserne. Man vil kunne se, hvordan folk med forskelligt temperament reagerer vidt forskelligt i samme situation. Selv om der, som før nævnt, ikke findes 100 procents kolerikere, melankolerikere, sangvinikere eller flegmatikere, findes der en masse mennesker, i hvis bevidsthed et stærkt kolerisk element er det dominerende. På samme måde kan det være med et sangvinsk, flegmatisk eller melankolsk element. Hos nogle mennesker kan det være ret svingende, så deres bevidsthed i perioder er domineret af eet element og i andre perioder af et andet. Men der er også folk, som er vanemennesker på dette punkt og meget stabile med hensyn til temperamentets reaktioner. Sådanne mennesker ved man som regel, »hvor man har«, og kan indstille sin egen bevidsthed derefter. »Det er«, som Storm Petersen sagde, »svært at spå – især om fremtiden«, men når det drejer sig om sådanne vanetemperamenter, er det ikke så vanskeligt i store træk at spå om, hvordan de vil reagere i en bestemt situation, f. eks. den, at de kommer for sent til toget.
En mand med stærkt melankolske tilbøjeligheder vil højst sandsynligt, når han har set toget køre, sætte sig ind i ventesalen indsvøbt i sin melankolis mørke tågesky. Han vil sige til sig selv, at han altid kommer for sent, at der ikke er noget tog, der vil vente på ham. Han vil hurtigt forbinde den ubehagelige begivenhed med en masse andre ubehagelige begivenheder og sørgelige betragtninger over sin ulykkelige skæbne. Han vil langsomt, men sikkert grave sig længere og længere ned i sit sorte hul, fuldstændig fortabt for omverdenen, og måske er han så langt nede, at han slet ikke opdager, at det næste tog både er kommet og gået igen. Og når han opdager det, ja, så passer det ham i og for sig godt, for så er det jo sandt, hvad han siger, at han altid kommer for sent, og så har han jo virkelig grund til at have så ondt af sig selv!
Manden med det sangvinske element som dominant i bevidstheden tager ikke så tungt på det, selv om han kommer for sent til toget. Der går jo snart et tog igen, tænker han, og en time eller halvanden, ja, selv to kan man jo nok slå ihjel på behagelig måde, hvor der er folk at snakke med. Og det er der jo altid på en jernbanestation. Der er oven i købet en restaurant og serveringsdamer, så han er helt ked af det, da det næste tog kommer, for nu havde han det lige så hyggeligt. Han synes ligefrem, det var heldigt, han kom for sent til toget, for ellers havde han jo ikke truffet netop disse hyggelige folk, og et øjeblik efter er han i fuld gang med at underholde sine medpassagerer i det nylig afgåede tog om, hvor heldigt det var, at han kom for sent – ellers havde han jo heller ikke truffet dem!!
Ham med det stærke koleriske islæt i sindet kommer ganske simpelt ikke for sent til toget. Ja, det kan jo hænde, at toget er kørt, når han kommer til stationen, men så er det kørt for tidligt! Og han farer straks ind til stationspersonalet og spørger, hvem der har ansvaret for denne skandale. For ham går tiden også ret hurtigt, for han har travlt med at skælde og smelde og true med klage til statsbanernes ledelse, eventuel retssag og erstatningskrav, fordi han nu ikke kommer rettidigt til et meget vigtigt møde, hvor han skulle nedlægge protest mod bestyrelsens behandling af hans tidligere protester. Der er nogle, der ånder lettet op, når de ser ham forsvinde ind i det næste tog. Der er mange måder, at gøre folk glade på. Nogle mennesker har en særlig evne til at gøre andre glade ved, at de forsvinder.
Den flegmatisk anlagte kan meget let komme for sent til toget, for han har aldrig travlt, han tager det roligt. Også det, at han kommer for sent til toget, tager han roligt. Han sætter sig også ind i ventesalen med et lille skævt blik til den melankolske, som i forvejen sidder der. Han venter lidt på, at denne måske vil indlede en passiar, men melankolikeren er altfor opslugt af sine sørgelige betragtninger, og da flegmatikeren ikke selv gider spekulere på, hvad han skal sige til ham, nikker han snart og falder i dyb søvn og har det dejligt. Han når måske heller ikke det næste tog, hvis der ikke er nogen, der vækker ham. Men så når han vel det næste igen, og verden går ikke af lave af den grund. Han når nok, hvad han skal, for imorgen er der atter en dag.
Denne skildring af fire forskellige reaktioner på samme begivenhed er måske nok lidt karrikeret, men dog ikke mere, end at man vil kunne møde noget lignende i hverdagslivet. Hvad er det nu, der er årsag til, at fire mennesker kan reagere så vidt forskelligt, når de oplever det samme? Det er deres temperament. Men hvad er et temperament? Det er en særlig disposition i sindet, kan man sige; men hvad er så et sind?
FYSISKE OG MENTALE KLIMAER
De fire omtalte herrer, som kom for sent til toget, repræsenterede så at sige hver sit vejrlig eller klima. Melankolikerens sind var som en halvmørk, tåget dag, hvor alt er trist og klamt og håbløst. Tågen svøber sig om alt og fjerner dets form, farve og karakter, så det blot bliver en grå silhuet. Intet er rigtig mørkt og intet rigtig lyst heller, det fortoner sig i grå tristhed uden kontraster. Sangvinikerens sind var som en solskinsdag med blæst, hvor lette skyer kommer sejlende på himlen, skifter form og danner nye luftslotte, medens lys og skygger danser en solskinsdans på jorden. Kolerikerens temperament udfoldede sig som et truende uvejr, hvor tordenen brager, lynene knitrer og slår ned, og regnen falder i stride strømme, så man bliver gennemblødt og forkommen. Men når uvejret er ovre, ånder alt lettet op, luften bliver så frisk og klar, faren er overstået, og fuglene kan kvidre igen. Flegmatikerens sind var som en af disse stille dage, hvor det er solskin, men uden en brise. Intet synes at bevæge sig i varmedisen, kun luftens flimren røber, at der er liv. Alt ånder fred, men det er en passiv og døsig fred, hvor naturen ligger i dvale.
Sådanne mennesker med forholdsvis konstant vejrlig, kan man indstille sin bevidsthed på, når man kender dem i forvejen, og de udsætter ikke en for chokbehandling, ikke engang kolerikeren, for man ved, hvad man kan vente og tager sine forholdsregler. Anderledes og ulige mere vanskeligt er det, når man har at gøre med mennesker, der er i besiddelse af et hurtigt skiftende vejrlig, snart sol, snart torden, snart tåge, snart regn og blæst og snart stille og diset vejr. Man har ikke i forvejen fået nogen vejrmelding, så det gælder om at udvikle en evne til hurtigt at aflæse ansigtets barometer eller en lille bevægelse, et kast med hovedet eller en trommen med en finger, som ofte kan sige mere end mange ord. Det betyder meget, om man i sin omgang med mennesker er i stand til at møde forskellige tankeklimaer med den bedst mulige mentale udrustning, og det vil sige med et sind, der, lige meget hvad man kommer ud for, kan holde sig fri af bitterhed og had.
Naturens vejrlig må vi tage, som de kommer, og møde dem med den nødvendige udrustning. Et gammelt ord siger, at »der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning«, og selv om man måske kan have lidt svært ved helt at gå ind for den tanke, vil de fleste vist indrømme, at det kan være vidunderligt at opleve naturen, ikke blot i strålende sommersolskin, men også i den friske forårsregn, og når efterårsblæsten leger med de faldende blade, ja, nogle synes måske, den er aller skønnest, når den er dækket af vinterens hvide lagen. Vore oplevelser i naturen er oplevelser af de universelle energiers møde med energierne i vor bevidsthed. Men vore oplevelser i forhold til andre mennesker, som også er en del af naturen, er akkurat det samme. Vi møder klimatiske forhold begge steder, d. v. s. forskellige variationer af energiblandinger. I det ene tilfælde, når det drejer sig om vort forhold til naturen, er vi – om ikke altid så dog oftere – i stand til at resignere, fordi vi kan se, at det ikke kan være anderledes. Vi må bøje os for det forhåndenværende klima eller vejrlig og se at få det bedst mulige ud af vor vekselvirkning med det. Det er virkelig også lykkedes i forbavsende grad for menneskene både at tilpasse sig, at gardere sig og endda at drage nytte af de forskellige vejrforhold i naturen. Men når det drejer sig om deres indbyrdes forhold til hinandens tankeklimaer eller mentale vejrlig, er det kun i meget ringe grad lykkedes de samme mennesker at tilpasse sig, endsige at forsøge at få noget godt ud af enhver situation. Men menneskene har jo heller ikke samme kendskab til sig selv, til hinanden og til de energier, som udgår fra deres egen og andre menneskers bevidsthed, som de har til naturkræfterne. De kan gøre sig jorden underdanig, og de kan tøjle naturens kræfter, men kræfterne i deres eget sind mister de gang på gang herredømmet over, så de bagefter må sige: »Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde«, eller »jeg mente ikke, hvad jeg sagde« eller måske uden at sige noget blot fortryde, at enten hidsigheden, surheden eller tossegodheden løb af med dem, eller at de i en alt for flegmatisk tilstand lod være med at gøre det, deres samvittighed fortæller dem, de burde have gjort.
Vejrlig og klimaforhold og den udfoldelse af naturkræfter, som er årsag til disse, kan man få kendskab til gennem den fysiske videnskab, og udfra dette kendskab er det også lykkedes menneskene i stadigt større og større grad at tage disse kræfter i deres tjeneste i stedet for at være deres slave. Men når det drejer sig om bevidsthedskræfterne, er der ingen autoriseret videnskab, der vejleder og hjælper menneskene til at lede disse ind i kontrollerede baner, og hvor vi ikke ved noget, kan vi kun udrette lidt eller intet. Det er derfor ikke så mærkeligt, at forholdene mellem mennesker er, som de er. Det er virkelig, som Kristus sagde: »De ved ikke, hvad de gør«. Og fordi han var klar over dette forhold, kunne han tilgive dem og bede for dem. Men er der noget, mennesker i almindelighed har svært ved, er det at tilgive hinanden. Man kan finde sig i, at naturen er, som den er, for det er jo bare »døde kræfter«, siger man, men menneskene, de skulle være helt anderledes, end de er. »Han skulle være sådan, og hun skulle ikke gøre sådan, og det er hans skyld, og det er hendes skyld, og det er deres skyld, og det er regeringens skyld, og det er Ruslands skyld, og det er Amerikas skyld, og ...«, ja, der er mange, der er skyldige, for der er mange, der ikke ved, hvad de gør, ikke mindst den, der er irriteret over alt det, alle de andre er skyld i.
DEN KOSMISKE KEMIKER
Selv om man endnu må savne en autoriseret og almenkendt videnskab om den menneskelige bevidstheds klimaforhold og vejrlig, hvorigennem man kan lære at beherske kræfterne og energierne i sit eget sind, er det dog muligt for det søgende menneske at finde frem til en sådan videnskab. Den findes iblandt os, men er endnu under skabelse, det er Martinus' kosmologi. Mange mennesker har allerede haft stor gavn og glæde af at studere Martinus' kosmiske analyser, de har ikke kunnet fortie det for andre, og på den måde er kendskabet til analyserne lidt efter lidt blevet spredt over store dele af verden. Gennem studiet af Martinus' hovedværk »Livets Bog« og hans mindre bøger kan man komme på sporet af, hvad et sind er. Det vil føre alt for vidt i en lille artikel som denne, at komme ind på mange interessante detaljer i den forbindelse. Der må jeg henvise til Martinus' egne værker. Men noget meget væsentligt skal nævnes her, fordi det netop forklarer, hvorfor vore temperamenter er så forskellige og til tider så skiftende og samtidig giver os »nøglen« til det »laboratorium«, hvor vi kan begynde bevidst at blande de mentale kemikalier i vor bevidstheds »kolber« og »reagensglas«. Det er de analyser, hvor Martinus karakteriserer det levende væsen som en »kosmisk kemiker«, der jonglerer med universets energier og blander dem i sin bevidsthed, som den fysiske kemiker blander fysiske stoffer for at få et i forvejen gennemtænkt resultat ud deraf.
Vi er alle »kosmiske kemikere«, enten vi ved det eller ej, og der er også noget, vi gerne vil nå frem til som resultat af vore kosmisk-kemiske eksperimenter, og det er verdensfreden. Ganske vist kan vi ikke skabe fred i verden på een gang, men Rom blev jo ikke bygget på een dag, og der er gået adskillige millioner år, inden der overhovedet var mennesker på jorden og adskillige årtusinder, inden disse begyndte at tænke på fred. Men det er de altså begyndt på nu, og det er fra denne tankeverden, freden må komme. Gennem tanker, følelser og deraf udsprungne handlinger må freden sås og lidt efter lidt høstes i verden. Det er ikke noget, der er forbeholdt regeringer og såkaldte store folk, freden er et virkelig demokratisk problem. Den må skabes af den enkelte i forhold til hans eller hendes omgivelser gennem vedkommendes sind eller temperament. »Men når nu de andre er så sure og gnavne, eller så forfængelige og selvglade eller så opfarende og kværulerende eller så sløve og dumme, som de er!« Så er det spørgsmålet, om man kan blande sin egen bevidstheds energier på en sådan måde, at der i vekselvirkningen med disse andre kommer det bedst mulige ud af det. Det er naturkræfterne man møder gennem disse medmennesker, særlige klimaer og vejrlig, og det vil igen sige særlige blandinger af universets seks grundenergier, instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Man kan møde et medmenneskes særlige energiblanding på en sådan måde, at resultatet bliver højst ubehageligt for begge parter, voldsom gensidig irritation, som måske bliver til had eller bitterhed. En sådan energiblanding har ikke blot sine ubehagelige virkninger straks i den ydre verden, men kan også for begge parters vedkommende – få det på anden vis. Der er nemlig en intim forbindelse mellem vort temperaments svingninger og stoffernes kredsløb i vor organisme. I hele nervesystemet, blodet, organerne, cellerne, ja, helt ned i atomernes og elektronernes verden skaber vor bevidstheds elektro-magnetiske svingninger virkninger enten af harmonisk og opbyggende karakter eller voldsomt destruktive og ødelæggende. Både had, hidsighed, irritation, bitterhed og pessimisme kan ødelægge meget mere i vor organisme, end vi endnu har nogen anelse om. Også i vor organisme sår vi efterhånden fred ved at prøve at så den i omverdenen.
MENNESKETS TO SIND
Martinus viser i »Livets Bog«, hvorledes det jordiske menneske endnu for en stor del blander sin bevidstheds energier ligesom dyrene. Dyreriget er den verden, vi kommer fra, så det er naturligt, at vor verden kan karakteriseres som en intellektualiseret jungle. Men ønsker vi, at den skal blive anderledes, må vi også blande vor bevidstheds energier på en måde, som er mindre dyrisk og mere menneskeligt betonet.
Tyngdeenergien, selve universets dynamiske kraft, er den dominerende energi i den zone, vi kalder dyreriget. Og nogle vil måske tro, at vi, når vi skal overvinde dyret i os selv, da helt skal fjerne denne energiudfoldelse fra vor bevidsthed. Men det hverken skal eller kan vi gøre. Tyngdeenergien kan ikke undværes i noget som helst væsens bevidsthedsudfoldelse, men der er forskel på, om det er denne energi, der behersker vor bevidsthed, eller det er os selv, som gennem de øvrige bevidsthedskræfter behersker den. Mellem den mand, der eksploderer i et raserianfald, og løven, der overfalder sit offer, er der kun en grads- og ikke en artsforskel. I en motor er tyngdeenergien behersket til de regelmæssige eksplosioner, der virker som drivkraft, og er altså til gavn. I en bombe er den destruerende. Vor bevidstheds tyngdeenergi kan virke på begge måder i forhold til, som vi blander den med andre energier. Af disse andre energier er instinktet stærkt degenererende, men følelsen og intelligensenergien er de vibrationsarter, hvormed vi skulle kunne binde og beherske tyngdeenergien, så den i stedet for at virke som et dræbende princip bliver den kraft, der driver os frem mod en mere menneskelig tilstand, hvor intuitionen, der nu er latent i vor bevidsthed, vil komme til udfoldelse. Hukommelsen virker bag alle de andre energier som et åndeligt kartotek. Martinus viser, at mennesket har to sind, det dyriske i mennesket og det menneskelige i mennesket, og hele den konflikt, som eksisterer i vor verden i øjeblikket, er en konflikt mellem de to sind i alle jordiske menneskers bevidsthed. Vi kan blande vore bevidsthedsenergier »dyrisk« (og blandingen kan være nok så intelligent og snedig og alligevel være »dyrisk«) og resultatet bliver krig på en eller anden måde. Og vi kan blande dem »menneskeligt«, og resultatet vil blive fred og harmoni, omend dette resultat ofte må skabes på langt sigt. Men Martinus giver os også et »langt sigt« i sine kosmiske analyser, han viser os, hvordan vi skaber årsags- og virkningskæder med vore tanker og handlinger, som kommer til at virke langt ind i fremtiden i kommende fysiske liv, og hvordan alt det, vi oplever nu, er høsten af den sæd, vi har sået i fortidige liv. Dette perspektiv gør det samtidig klart, at alle de mennesker, som vi synes bærer sig forkert ad over for os, blot er redskaber for, at vi kan høste, hvad vi selv har sået. Det ubehagelige tankeklima, vi kommer ud for gennem et andet menneske, er oprindelig udgået fra os selv, og møder vi det nu med energikombinationer af samme art, sår vi det igen og vil møde det atter og atter, indtil vi har lært at skabe de mentale klimaforhold, som kan beskytte os, ja, måske endda virke opløsende på den andens »torden«, »tåge« eller andre ubehagelige mentale vejrlig.
At lære at blande sin bevidstheds tankestoffer på den rigtige, d. v. s. den rent menneskelige måde, er mindst lige så svært som at lære at spille et instrument. Der skal mange liv til. Men engang vil vi blive virtuoser i denne kunst. Vi vil blive i stand til at blande de fire temperamenter i vort sind på en sådan måde, at man hverken vil kunne kalde os melankoliker, sangviniker, koleriker eller flegmatiker. Det rigtige menneske kan blande disse fire elementer i sit sind på en sådan måde, at det væsen, det vekselvirker med, møder netop den energiblanding, der i øjeblikket vil være mest gavnlig for vedkommende at møde. Det element, der, hvis det får lov at dominere i bevidstheden, kaldes melankolsk, vil da blot være den faktor, som bevirker at alle sider tages i betragtning ved bedømmelsen af ting, situationer og mennesker, også de mindre heldige, for at de nødvendige forholdsregler kan tages, når man skal handle til gavn for helheden. Det sangvinske element, der, hvis det dominerer, kan være trættende i længden (ikke mindst for omgivelserne), selv om det i øjeblikket er charmerende, kan også være årsag til fejlbedømmelser og alt for blåøjet optimisme og tossegodhed. Men i den kosmisk-kemiske blanding, som kendetegner det rigtige menneskes bevidsthed, vil det være den naturlige livsglæde og munterhed, der forvandler hverdagen til en strålende oplevelse til gavn og glæde for omgivelserne. Vil det koleriske element også være i det rigtige menneskes bevidsthed? Ja, tyngdeenergiens drivkraft må være med, men den vil blive behersket af de andre temperamenter, bl. a. det flegmatiske, som, hvis det dominerer, får os til at synke ned i apatisk sløvhed, men i det rigtige menneskes bevidsthed vil det være den bremse på de andre bevidsthedselementer, som vil skabe den nødvendige ro og balance i det sind, hvorfra freden, livsglæden og kærligheden vil stråle ud og manifesteres som en aktiv skabeproces til gavn for hele menneskeheden.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige