Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I bibelen er bebudet, at menneskeheden vil komme til at opleve en dommedag eller et ragnarok, i hvilket djævelen skulle rase i al sin vælde. Mennesker ville blive forfulgt og myrdet af mennesker. Alle skulle komme i krig med alle. I virkeligheden er det således ikke mindre end selve mørkets eller det såkaldte »onde«s kulmination, der er bebudet. I denne bebudelse hedder det videre, at der efter dommedagens mørke epoke skal opstå et nyt rige, der skal omspænde hele jorden. I dette rige skal der udelukkende kun eksistere retfærdighed. Og menneskene skal kun udgøre een hjord og een hyrde, hvilket igen vil sige: eet folk og een regering, een religion (den hellige ånd) og een Gud. Da vil mørket være forsvundet og menneskeheden frelst eller befriet fra ragnarok eller dommedagens morderiske og alt ødelæggende vælde.

Aldrig nogen sinde før har menneskeheden været i besiddelse af en sådan viden og kunnen med hensyn til at føre krig, med hensyn til at myrde og ødelægge, sabotere og lemlæste som nu. Med dens atom- og brintvåben ville den være i stand til at udslette sig selv totalt, hvis ikke der var en skjult magt, der var stærkere end menneskeheden, nemlig den magt, der betinger, at træerne ikke vokser ind i himlen og ligeledes bestemmer sole og stjerners gang igennem det uendelige verdensrum. Men ligesom der er en mening eller hensigt med sole og verdeners styrelse i det evige verdensalt, således er der også en guddommelig logisk og kærlig mening med menneskehedens oplevelse af dommedagen. Den er absolut ikke, som hidtil forkyndt, en straf for menneskehedens »synder«, thi ifølge verdensaltets kosmiske analyser kan intet som helst væsen hverken gøre eller lide uret. Et hvilket som helst levende væsen udgør selv den absolut første årsag til sin egen skæbne. Ingen som helst energi kan udløses uden at udgå fra et levende væsen. Dette gælder ligesåvel de makrokosmiske og mikrokosmiske som de mellemkosmiske, hvilket igen vil sige: lige såvel de såkaldte »naturkræfter« og de heraf følgende manifestationer og skabelser, som de kræfter, skabelser eller manifestationer, der udgår fra de væsener, vi ellers kender som »levende væsener«.

Ingen energiudløsning eller skabelse kan eksistere uden at være en livsytring eller et bevis for et levende væsens eksistens. Men det betyder ikke, at menneskene opfatter energiernes eller kræfternes ophav således, tværtimod. De opfatter kun de energier eller kraftudløsninger, hvis ophav de er i stand til at sanse med deres fysiske sanser, som levende væseners manifestationer. Naturkræfterne, såsom havets brænding, stormens rasen, skyernes flugt og vandenes løb o.s.v. bliver absolut ikke opfattet som livsytringer eller manifestationer, der har levende væsener til ophav. Men det skyldes kun, at menneskene endnu ikke kender livsmysteriets løsning. Hvad kender en flue, der bevæger sig på taget af et hus, til, at dette tag er en livsytring, er skabt af et levende væsen. Når menneskene endnu ikke opfatter naturkræfterne som udslag af levende væseners manifestationer, er det udelukkende fordi, disse kræfters ophav er så gigantiske, at menneskene næsten kun er for støvfnug at regne i forhold til dem. En hvilken som helst bevægelse er livets fornemste kendetegn, ja, er et uomstødeligt bevis for liv. Hvad skulle ellers skabe bevægelse? – Døden er absolut stilhed, absolut ubevægelighed, absolut uforanderlighed. Den kan umuligt være ophav til bevægelse. Men da verdensaltet, alt hvad der overhovedet kan sanses, er bevægelse, forekommer denne absolutte stilhed således ikke i noget som helst sanseligt eller tids- og rumdimensionelt område. Dette vil igen sige, at en virkelig og absolut død ikke eksisterer. Alt er levende, alt er udtryk for liv, alt udgør levende væseners manifestationer. Og det er disse manifestationer eller udtryk for liv, der udgør de levende væseners fysiske organismer og de ved hjælp af disse frembragte manifestationer. Det er disse manifestationer tilsammen, der udgør det synlige verdensalt med alle dets skabte foreteelser, bevægelsesarter, forvandlinger, opbygninger og nedbrydninger af stof eller materie.

Verdensaltet viser sig for os i tre særlige tids- og rumdimensionelle sansedimensioner, nemlig: makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Som vi allerede før har været inde på, udgør Makrokosmos foreteelser, der er så gigantiske, at vi ikke er i stand til, med fysiske sanser, at sanse disse som udtryk for levende væseners manifestationer. Til disse hører alle sol- og mælkevejssystemer med tilhørende planeter, kloder, kometer, meteorer og gaståger og lignende fysiske foreteelser.

Da absolut alle bevægelser, alle skabelser såvel som alle oplevelser har sin rod i, eller udgår fra den foran nævnte stilhed, kan den absolut ikke med rette opfattes som noget »Intet«. Denne stilhed bliver derved at udtrykke som »Noget, som er«. Dette »Noget« er altså udenfor al forvandling, udenfor al bevægelse. Det udgør ophavet til al forvandling eller skabelse. Det adskiller sig således fra alt det synlige, fra alt det skabte i universet eller verdensaltet ved at være »Skaberen«. Da det således ikke selv kan være skabt, men er ophav til al skabelse, er det ligeledes ophav til alt, hvad der kommer ind under begrebet tid og rum. Da det således er tidens og rummets ophav, eksisterer det derved selv uden for tid og rum. Det udgør dermed selve evigheden og uendeligheden. Vi kan således her konstatere et bag alle universets foreteelser eksisterende »evigt Noget«, som er verdensaltets ophav. Dette Noget tilkendegiver sig eller manifesterer sin bevidsthed igennem hele verdensaltets detaillering og skabelse og oplever igennem denne skabelse livet. Dette Noget kan således ingen som helst analyse have. Hvis vi siger, at det er stort, eller vi siger, det er småt, hvis vi siger, det er ondt, eller det er godt, det er lyst eller mørkt, sort eller hvidt, vil disse analyser være analyser af noget, det har skabt, og ikke være noget det er. Det eksisterede før det skabte den eller den foreteelse. Denne kan derfor umuligt være dets analyse. Nævnte Noget kan derfor kun udtrykkes som »Noget som er«. Dette Noget eksisterer således som »et evigt Noget«, der i sig selv er uden analyse. Det er derfor navnløst i sin fremtræden. Dette »Noget« er nærmere detailleret i »Livets Bog« under begrebet »X 1«. Da det også afslører, at det har en skabeevne, må også denne udgøre »et evigt Noget«, thi hvis der har været en tid, da denne skabeevne ikke eksisterede, kunne »X 1« jo ikke skabe den, og den kunne således aldrig nogen sinde være blevet til. Da den er evig, kan den heller ingen analyse have. Den kan hverken være gammel eller ung. Den kan hverken være stor eller lille, thi alle verdensaltets skabte ting er skabt i kraft af den. Alle skabeevner er identisk med den. Den er således absolut eneste eksisterende. Den bliver derfor også navnløs i sin natur udover at være »Noget som er«. Denne bliver derfor ligeledes i Livets Bog udtrykt som »X 2«. Men da »X 1« og »X 2« evigt har været til, er der også et evigt resultat af disse to realiteters evige eksistens og sammenspil. Dette resultat og sammenspil udgør det synlige verdensalt, som udelukkende kun er en kombination af skabelsesprocesser og resultater af disse processer. Det er disse resultater, vi ser som identiske med »skabte ting«. Denne evige forvandlingsproces eller skabelse, opbygning og nedbrydning i materien eller kort sagt, hele det for sanserne fremtrædende verdensalt, kan heller ikke, på grund af dets evige eksistens, have nogen analyse. Det udgør jo alt det, der er til. Og der er således ikke noget andet, det kan sammenlignes med, og i kraft af hvilken sammenligning det kunne erkendes som stort eller lille, som godt eller ondt eller som identisk med nogen som helst anden analyse. Vi er derfor også her nødsaget til at erkende det som navnløst eller blot som »Noget som er«. Det bliver derfor i Livets Bog udtrykt som »X 3«. Disse tre navnløse realiteter eksisterer ikke selvstændigt hver for sig. Det er kun i analyserne, at vi må skelne dem således fra hverandre. De udgør derimod hver især et sådant tilpasset led i en forbindelse med de to andre navnløse realiteter eller »X«er, at de tilsammen udgør en oplevende og skabende realitet. Men en oplevende og skabende realitet er det samme som »et levende væsen«. Og vi har således her for os livsgådens absolutte løsning. Verdensaltets dybeste analyse er den, at det udgør et altomfattende levende væsen. Og vi er her kommet til den eneste eksisterende almægtige og absolutte Gud, alle tings evige ophav og beskytter.

Med erkendelsen af et levende væsen som ophav til alle bevægelser, skabelser og funktioner i verdensaltets umådelige ocean af energiudløsninger er det lettere at forstå, at alle naturens skabelsesprocesser i sine slutfacitter er til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi ser her bekræftelse på, at der ikke blot eksisterer et levende væsen eller ophav bag hele verdensaltets manifestation, men dette ophav gør det også til kendsgerning, at dets fremtræden eller væremåde udelukkende, absolut er »kærlighed«. Det gamle begreb, »Gud er kærlighed«, bliver således her til virkelighed. Ser vi på vor egen organisme og alle vore medvæseners organismer, er de alle uden undtagelse i deres normale tilstand til glæde og velsignelse for deres ophav. Ser vi på alle de andre store skabelsesprocesser i naturen, er de absolut ligeledes til glæde og velsignelse for levende væsener i deres slutfacitter. Er ikke regn og solskin til glæde og velsignelse? – Er jordens omdrejning omkring sin egen akse, så der bliver skiftevis sommer og vinter, dag og nat over hele kloden, ikke også til velsignelse? – Er ikke skabelsen af alle de forskellige nærings- eller fødemidler, der vokser frem overalt, til glæde og velsignelse for levende væsener? –

Det er ikke let for den ukyndige forsker at se nogen logisk mening i dommedagens eller de ulykkelige skæbners epoke. Men fordi man ikke kan se meningen med en ting, behøver denne ting ikke at være en forbandelse. Der kan udmærket være mening i den, ja, der kan endog være et kærligt formål med dens manifestation eller skabelse. For at forstå meningen eller hensigten med naturens skabelsesprocesser eller manifestationer må man lære at skelne imellem de færdige manifestationer og de, der endnu ikke er færdige. Ved at iagttage alle de af naturens skabelsesprocesser, der er færdige og opfylder sit formål, vil vi aldrig nogen sinde kunne blive vidne til, at de ikke er til glæde og velsignelse, enten direkte eller indirekte, for levende væsener. Men i naturen eller Guds skabelse forekommer der et ocean af manifestationer, der ikke er færdige. At disse manifestationer ligeså lidt som menneskenes ufærdige manifestationer kan opfylde deres formål er selvfølgeligt. De af naturens manifestationer eller skabelsesprocesser, der strækker sig over hundreder eller tusinder af år frem i tiden, før de når deres slutfacitter, kan naturligvis ikke i dag være til glæde og velsignelse for de levende væsener, således som de vil blive, når de har nået deres slutfacitter og er blevet færdigskabt. De kan endog i dag se ud til at være en forbandelse. Men alle de skabelsesprocesser, naturen når at få færdige indenfor et tidsrum, hvor vi kan følge dem til deres slutfacitter, er alle uden undtagelse til glæde og velsignelse for levende væsener af en eller anden slags. Her behøver vi blot, som før nævnt, at tænke på vor egen organisme og de andre af naturens goder, der danner betingelser for, at vi kan leve og eksistere i sundt velvære. Til de skabelsesprocesser, vi ikke med vore fysiske sanser kan følge i hele deres forløb, idet de strækker sig over tidsrum, der går langt ud over det tidsrum, i hvilket vort eget nuværende fysiske jordliv eksisterer, hører f. eks. menneskehedens fuldkommengørelse, dens moraldannelse og kulturskabelse. Det er let at se, at disse foreteelser ikke nær i alle situationer er nået frem til deres slutfacitter og er blevet til glæde og velsignelse for de levende væsener. I så fald ville der hverken være krig, sygdomme, hungersnød, fattigdom og andre former for elendighed til. Alle ville elske alle. Når alle så at sige fører krig imod alle, skyldes det absolut udelukkende blot dette, at væsenernes psyke og den heraf følgende væremåde endnu er meget langt fra at være fuldkommen eller færdigskabt. Overalt, hvor der opstår lidelse, er der noget, der ikke er færdigskabt fra naturens eller guddommens side. Dette, at dyrene er henviste til at måtte dræbe for at leve, at menneskene fører krig, hader, myrder, dræber og lemlæster, er absolut udtryk for, at her er naturens store skabelsesproces ikke færdig.

Vi er hermed kommet til det store spørgsmål: hvad glæde kan de nulevende mennesker have af, at fremtidige mennesker vil blive så fuldkomne, at der hos dem ikke kan forekomme krig eller lidelser i deres fysiske epoke? – Vi, der lever i dag, er jo til den tid, ligesom fortidens mennesker, forlængst døde og borte. – Ja, er vi nu også det? – Er der virkelig noget, der tyder på det. Nej, i absolut forstand er der ikke noget som helst, der tyder på det. Det er rigtigt, at organismerne »dør«, men organismerne udgør kun skabte foreteelser. Alle skabte foreteelser er tids- og rumdimensionelle og kan derfor ikke være evige. De må alle opløses og forgå, ligesom de engang blev skabt eller opbygget. Da de således hver især udgør en skabt foreteelse, kan denne umuligt udgøre det levende »noget« eller »jeg«, for hvilken den var et redskab. Det er jo ikke organismen, der dirigerer jeg'et, men jeg'et, der dirigerer organismen. Vi har allerede i vor foran udtrykte analyse af verdensaltet set, at dette udgjorde en organisme og manifestation for et levende væsen eller guddommen. I vor egen struktur og fremtræden møder vi akkurat ligesådan et levende væsens analyse. Her møder vi også et »noget«, der manifesterer eller tilkendegiver sig igennem organismen eller det fysiske legeme. Da dette legeme i alle sine detailler udelukkende kun udgør et redskab, ved hvilket et »noget« kan manifestere sig, bliver dette »noget« således den virkelige væsenskerne bag organismen. Da dette »noget« er det samme som det, vi udtrykker som jeg'et, kan det i sig selv ikke have nogen analyse. Siger vi, det er ondt, eller siger vi, det er godt, vil disse analyser kun være udtryk for foreteelser, nævnte »noget« igennem organismen skaber. Men det skabte kan umuligt være identisk med skaberen. Skaberen var jo til før det skabte og vil leve, selv om det skabte ikke mere eksisterer. Den evige tilstand, dette »noget« er i, er dets analyse. Men denne analyse kan kun være navnløs og vil da kun være at udtrykke som »X 1«. Da nævnte »noget« har en skabeevne, må denne evne være ligeså evig som dette »noget« selv, thi, hvis der har været en tid, da det ingen skabeevne havde, hvordan skulle den da være blevet til? – Den bliver derfor ligeledes at udtrykke som et navnløst »noget«. Og vi må da udtrykke den som »X 2«. Men når »X 1« og »X 2« således er evigt eksisterende, er disse to X'er ligesom »X 1« og »X 2« i guddommens struktur ophav til en realitet, vi må kalde »X 3«. Ligesom »X 3« hos guddommen udgør det evige resultat af dennes manifestation eller skabelse, således udgør også »X 3« hos de levende væsener resultatet af deres manifestation og skabelse. Da disse tre X'er ligesom hos guddommen udgør en uadskillelig eenhed, der igen i dette tilfælde er det samme som et levende væsen, er det levende væsen således absolut evigt. Når det levende væsen således udgør en evig realitet, er dets nuværende tilværelse ikke dets hele liv og fremtræden. Den alder, det har nu, er kun dets nuværende organismes alder og ikke selve dets evige strukturs alder. Den nuværende organisme er således ikke den eneste organisme, dette »noget« har benyttet sig af. Den er derfor nødsaget til kun at udgøre et enkelt led i en kæde af organismer eller fysiske legemer, det har haft i sin forudgående evige eksistens.

Da det omtalte guddommelige »noget« eller »jeg«et i de levende væsener er det samme guddommelige »noget« som det, vi så, der var guddommens jeg, og »X2« og »X3« i de levende væsener ligeledes tilsammen er det samme som»X 2« og »X 3« i guddommens bevidsthedsstruktur, bliver alle levende væsener identisk med Gud og Gud identisk med de levende væsener. Alle levende væsener bliver på denne måde Guds sanse- og manifestationsredskaber. Igennem verdensaltets oceaner af levende væsener manifesterer og oplever guddommen sit liv. Og i denne guddommelige altomfattende sansestruktur oplever de levende væsener deres liv. Denne guddommens sanseoplevelse og manifestation og de levende væseners sanseoplevelse og manifestation udgør således eet eneste stort sammenspil. Uden den ene af disse to sanse- og manifestationstilstande ville den anden umuligt kunne eksistere og omvendt. Begge disse to sansestrukturer, både guddommens og de levende væseners, er absolut lige nødvendige, for at oplevelse og skabelse overhovedet kan finde sted, såvel for guddommen som for de levende væsener. Hvis de levende væsener ikke eksisterede, hvordan skulle guddommen så blive i stand til at sanse og skabe? – Og hvis guddommen ikke eksisterede som den eenhed, i hvilken alle levende væsener er sammenknyttede i den livsbetingende samhørighed, der netop betinger væsenernes livsoplevelse og manifestation, hvordan skulle de da blive i stand til at opleve livet? – Hele verdensaltets opretholdelse med dets skabelsesprocesser, bevægelsesarter og oplevelsestilstande er således et kombineret sammenspil mellem guddommen og de levende væsener. Dette sammenspil udgør livets oplevelse og manifestation både for guddommen og de levende væsener.

Denne forannævnte livets oplevelse kender vi alle, idet vi alle besidder den. Vi ser, at denne oplevelse, der også rummer manifestation eller skabelse, strækker sig fra kulminerende had til kulminerende kærlighed, der henholdsvis også betyder kulminerende dyriskhed og kulminerende menneskelighed. Og på de store spørgsmål: hvorfor skal primitivitet, uvidenhed, had og lidelser eller alt det såkaldte »onde« i det hele taget eksistere? – hvorfor kan væsenernes livsoplevelse ikke udgøre en permanent eller uafbrudt visdoms- og kærlighedsoplevelse? er svaret derfor uundgåeligt dette, at for at livsoplevelse overhovedet kan finde sted, må den være en oplevelse af kontraster. En hvilken som helst oplevelse er kun mulig i kraft af, at den er markeret ved kontraster eller modsætninger. Hvordan skulle en kunstner fremstille et maleri, hvis der kun eksisterede een eneste farve i tilværelsen, og alt således måtte have den absolut samme farve? – Hvordan skulle lydbilleder, musikværker eller lignende kunne eksistere, hvis der kun eksisterede een eneste lyd eller tone? – Hvordan skulle i det hele taget i et sådant tilfælde et talesprog kunne eksistere? Hvordan skulle oplevelse af velvære, lykke og glæde kunne finde sted, hvis man ikke i forvejen havde oplevet ubehag, ulykke og lidelse? – I samme grad, som man har været ude for lidelser eller en ulykkelig skæbne, føler man denne skæbnes modsætning som velvære, lys og lykke. For at de levende væsener kan opleve den allerhøjeste form for lykke og salighed, glæde og fuldkommenhed i livsoplevelsen, er det absolut nødsaget til at måtte opleve denne høje livsoplevelsesforms kontrast, hvilket altså vil sige: mørket og lidelserne. Derfor er alle levende væseners livsoplevelsesform organiseret i spiralkredsløb. Disse spiralkredsløb er inddelt i særlige bevidsthedssfærer, der strækker sig fra kulminationen af mørke til kulminationen af lys, der igen henholdsvis er det samme som kulminationen af had og kulminationen af kærlighed. Af disse spiralkredsløbets sfærer udgør planteriget den første, dyreriget den næste og menneskeriget den tredie. Derefter er sfærerne ikke mere af fysisk natur, men udgør derimod åndelige eller psysiske tilværelsesplaner. Disse er udtrykt og nærmere beskrevet i mit hovedværk »Livets Bog« som visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

De levende væsener i et sådant kredsløb gennemgår altså i dette alle eksisterende stadier for livsopfattelse og manifestation eller skabelse. Ser vi på plantelivsformerne, udgør deres psyke på det fysiske plan kun instinktbevægelse eller instinktskabelse. Planten kan kun ane behag og ubehag. Den kan ikke analysere behaget eller ubehaget og dermed opleve det som dagsbevidst kendsgerning. Men planteorganismerne er under udvikling hen imod at blive dyreorganismer. Disse organismer udvikler sig igen til at blive til menneskeorganismer. Og det er i dette stadium, de jordiske mennesker for tiden befinder sig. De har endnu meget af den dyriske natur i deres psyke og væremåde samtidig med, at de indtil en vis grad har udviklet menneskelig psyke eller mentalitet. Af den menneskelige natur er det hovedsageligt de intellektuelle evner, de har fået udviklet. I kraft af denne tilegnelse af menneskelige, intellektuelle evner uden endnu at have tilegnet sig de menneskelige humane evner, bliver et sådant menneskes fremtræden overdimensioneret dyrisk, eftersom det bliver det dyriske princip, der i dette tilfælde er det herskende. I henhold til, at det i kraft af sin menneskelige intelligens kan befordre sine dyriske tendenser i overdimensioneret tilstand, er det med til at befordre mørkets kulmination. Ingen væsener på jorden kan måle sig med jordmennesket i at udfolde myrderi, lemlæstelse, had og hævn, krig og blodbad eller død og undergang over andre væsener. Jordmenneskene er således vokset fra dyrets stadium i intellektualitet, men de er stadig på dyrets stadium, hvad humanitet og kærlighed angår. De udgør derfor heller ikke dyr i renkultur og heller ikke mennesker i renkultur. De repræsenterer således det mentale mørkes væsener. Deres morderiske og lidelsesbefordrende psyke kan kun udtrykkes som »djævlebevidsthed«. De udgør modsætningen til det fuldkomne menneske i renkultur, der kun kan udløse intellektualiseret følelse, der igen er det samme som retfærdighed eller kærlighed. Igennem den førnævnte djævlebevidsthed eller overdimensionerede dyriske psyke oplever jordmenneskene den kontrast, i kraft af hvilken, de som tidligere nævnt, får evne til at opleve lyset.

Igennem den kulminerende mørke- eller dommedagstilstand kan Gud således skabe væsenerne om til at blive til mennesket i sit billede efter sin lignelse. Her får væsenerne virkningerne af den dødbringende mørke tilværelse, de påfører deres medvæsener at føle. Igennem de virkninger, der udløser de ulykkelige skæbner og lidelsestilstande, lærer væsenerne, hvordan de skal leve, og hvordan de ikke skal leve, hvordan de skal være overfor deres medvæsener, og hvordan de ikke skal være overfor dem. Da vi lever i den dommedagsepoke, som er forudsagt i bibelen, er det ikke vanskeligt at kunne iagttage den og se, hvorledes Gud skaber det virkelige fuldkomne menneske i kraft af den. Vi ser, hvorledes gamle traditioner går i forfald. Det religiøse kongevælde, igennem hvilket Gud styrede og vejledte menneskene i fortiden, eksisterer nu kun som en skygge af, hvad det tidligere har været. Menneskene vil selv have magten, de vil selv regere. Mennesker af ringe udvikling, og i hvilke det dyriske endnu var overordentligt fremherskende, har vi set komme på magtens tinde og med våbenmagt og stortrommer dirigere millioner af mennesker ud i krigens og myrderiernes eller det dræbende princips afsporinger og lemlæstelser. Og hvad blev så resultatet af deres magtvælde? Hvad efterlod de sig til menneskene? – De efterlod store kulturcentre eller millionbyer i ruinhobe. De dræbte millioner af børns fædre, millioner af ægtefællers ægtefæller, fik millioner af mennesker gjort til invalider rent bortset fra de millioner, der vansmægtede til døde i koncentrationslejre og gaskamre eller omkom på selve slagmarkerne. De efterlod sult, nød og elendighed overalt. Demoralisering, materialisme og gudløshed blev herskende faktorer for store befolkningslag, blev i en vis udstrækning idealer i videnskab, kunst, litteratur og film. Den varige, virkelige fred, menneskene begynder at længes efter, er en umulighed i verden, sålænge krigen endnu raser hen over jorden, kun hist og her holdt i skak ved rædselsfuldt bevæbnede våbenstilstande og magtbalancer. Og hvordan er det gået disse krigsbefordrende magthavere, der troede, at de med våbenmagt, tortur, mord og drab skulle frelse menneskeheden? – Er de ikke netop selv ynkeligt omkommet i de krigens svovlpøle, de med så stor energi førte menneskene ud i. – De kendte ikke den evige lov, der påbyder: »Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd«. »Det et menneske sår, skal det høste«. »Det I vil, at menneskene skal gøre mod eder, dette må i også gøre imod dem«.

Mennesket i Guds billede efter hans lignelse er det samme som et væsen, hvis manifestation og skabelse i sine slutfacitter udelukkende er til glæde og velsignelse for levende væsener, ja, for alt og alle. Det er et væsen, der ud fra sin sjæls inderste elsker sin næste som sig selv og dermed opfylder livsloven, der påbyder den af Kristus opsatte verdensgenløsningens struktur: elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.