Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den tid, vi lever i, står i reformationens og forskningens tegn. Aldrig i verdenshistorien er der sket så store forandringer i samfundslegemet, i det sociale, i det politiske og ikke mindst for den videnskabelige forskning og erkendelse. En af den fysiske videnskabs største resultater er opdagelsen af, at mennesket lever i en verden af »stråler«. Gennem den tekniske udvikling er man kommet på sporet af denne sandhed og har dermed åbnet døren for erkendelsen af en verden af langt større dimensioner end den fysiske. Denne nyindvundne viden er intet mindre end et middel til på rent fysisk basis at ane tilstedeværelsen af livets åndelige, d.v.s. rent stråleformige verdener og til forståelsen af skæbnelovens natur.

Kun gennem en enkelt kanal, nemlig det materielle lys, har mennesket før haft bevidst kontakt med elektromagnetiske bølger, takket være det modtageranlæg, det besidder i form af øjet. Først nu ved man, at mennesket er omgivet af elektromagnetiske stråler på alle sider, og at det selv er en strålekilde. Således skyldes hudcellernes registrering af varme også stråler, der blot har en mindre frekvens end de synlige lysstråler.

Foruden lyset modtager det fra solen, fra solpletterne, røntgenlignende stråler, der påvirker dets nervesystem og kan skabe forstyrrelser i form af pirrelighed eller endogså sygdomme. Fra mælkevejens ufattelige dybder sendes endvidere radiobølger og højfrekvente kosmiske stråler ned over jorden. Også fra jordens indre bestråles mennesket; der er her tale om radioaktiv bestråling og varmestråling. Endvidere mener man, at det udsættes for bestråling fra al levende substans, det kommer i berøring med, bl. a. fra den føde, det indtager. Endelig skal vi ikke glemme radiobølgerne fra alle jordens senderstationer, der også er elektromagnetiske vibrationer, der som en krydsild uafladeligt passerer atmosfæren og også den menneskelige organisme.

Dette bølgeocean strækker sig i bølgelængder fra de kosmiske strålers længde på 0,000,000,000,000,1 mm til længden af de tekniske vekselstrømme på 1000 km, (der er her tale om den bølgeskala, den tekniske videnskab i dag har kendskab til). Til at modtage dette bølgeområde i form af »lysindtryk« har mennesket som nævnt i sin organisme kun udviklet et enkelt organ, nemlig øjet, som tilmed kun kan opfange et ganske lille udsnit af denne bølgeskala. Hvis alle bølgelængderne var synlige for mennesket, ville der pludselig stråle lys imod det fra alle sider, fra jorden som fra himmelrummet, ved dag og ved nat, ja, mennesket ville tillige opdage, at det selv udsender lys, idet det selv er et strålefrembringende væsen. Dets indre dele stråler, organerne, hjernen, blodet og musklerne, hver eneste celle i organismen er en elektrisk senderstation, der udsender elektriske bølger til rummet.

Disse opdagelser har totalt ændret den fysiske erkendelse og gjort det klart, at alt stof, fast, flydende og luftformigt er koncentrerede tilstande af strålingsenergi. Når Solen i årmilliarder kan udsende lysbølger, skyldes det, at den i sig selv er en elektromagnetisk kilde. Når stoffer som træ, koks eller metal, ja, overhovedet ethvert stof ved opvarmning kan bringes til at lyse, hvorved der afgives elektromagnetisk energi, viser det, at stof i sin natur er en koncentration af elektromagnetisme. Eller tænk på radioaktive stoffer, der til stadighed under grundstofforvandlingen udsender stråler af samme art.

Det hører til den berømte fysiker Albert Einstein's fortjenester, at han skabte en fysisk ligning, der udtrykker, at stof er energi: E = mc², energi = masse gange lysets hastighed i 2. potens. Stof kan således omsættes til strålingsenergi (jævnfør atombomben), og stråling kan omsættes til stof. Dette sidste forstår man, når man hører, at f. eks. 1 kg is, når det smelter ved hjælp af solens stråler, bliver til en smule mere end 1 kg vand. – Universet må således rent fysisk opfattes som et elektromagnetisk energiocean, der kan tage form af fast, flydende, luftformig og – stråleformig tilstand.

Også i Martinus' åndsvidenskab er elektromagnetismen et universelt grundlag, idet Martinus benævner den som selve livets »evige skabekraft«.

Da det er denne kraft, der har bevirket jordens udvikling, dens erhvervelse af plante- og dyresamfund, og skabelsen af menneskeheden, forstår man tillige, at den elektromagnetiske kraft er identisk med bevidsthed, tanke og vilje, idet kun tanken kan skabe logisk. Livets udvikling på Jorden er således en bevidsthedsytring, og da bevidsthed kun kan være en egenskab ved et levende væsen, står vi her over for selve livets Gud. Da elektricitet og tanke således er det samme, befinder vi os ikke i et Univers af døde energier, men midt i et uendelig tankeocean, midt i Guddommens evige tankestrålevæld.

Når en spiral er udlevet, og væsenet befinder sig i dennes sidste zone hukommelsesverdenen, begynder en skabelsesakt, Martinus kalder »indviklingsprocessen«, at frembringe en organisme, som kan reagere med lys, luft og vand, med andre ord en planteorganisme. Det er en indviklingsproces, fordi væsenet, som kommer fra sidste spirals åndelige, d.v.s. rent stråleformige verdener, her så at sige »vikles ind« i den materielle verdens tunge, fysiske stoffer. Da materielt stof er koncentreret elektromagnetisk energi, fungerer plantelegemer og i endnu højere grad dyrelegemer med stort elektrisk energiforbrug. Denne situation kulminerer i dyreorganismen, som er tilværelsens tungeste form for legemsdannelse, og derfor kræver den største kraftudløsning. Det er grunden til, at Martinus kalder dyrerigets elektriske vibrationstilstand eller bølgelængde for »tyngdeenergi«.

I samme grad som tyngdeenergi er uden kontrol af intellektuelle kræfter, er den ødelæggende for sine omgivelser. Dette er netop tilfældet med dyrelegemet, hvis centrale funktion er fordøjelsen, d.v.s. drab og opløsning af andre væseners kød og blod.

Midt i dyreriget kulminerer indviklingsprocessen, mættelsen af det dræbende princip sker fyldest, og spiralens anden store skabelsesakt »udviklingen« begynder i organismen at skabe de første svage antydninger af organer, der kan modtage tilværelsens finere bølgeområder, nemlig »følelse«, »intelligens« og »intuition«. Disse bølgelængders egentlige hjemsted er »det rigtige menneskerige«, »visdomsriget« og »intuitionsverdenen«, men allerede i den sidste del af dyreriget begynder disse kræfter gennem udviklingsprocessen så småt at påvirke individerne. Dyrene er da blevet til væsener af samme art som menneskene i dag, der længes efter fred og kæmper for at holde den dræbende tyngdeenergi under kontrol af intelligens og følelse.

Dyreriget er en lidelseszone, hvor smerteoplevelsen stiger i intensitet, efterhånden som dyret nærmer sig det rigtige menneskes stadium, fordi smerten opleves gennem det nyskabte bevidsthedsområde, som udgøres af den vågnende intelligens og følelse. Med andre ord skyldes menneskenes lidelser en »energiovergang« fra dyrerigets smerte- eller tyngdeområde til deres tanke- og følelsesorganer.

Når et menneske opfyldes af vrede, irritation eller anden form for negativ indstilling, ledes den strøm, som hører til i mave og muskler ind i de åndelige organer. Udefra kan man iagttage, hvorledes blodet løber til hovedet, og hvordan hjerte og lunger begynder at arbejde voldsomt. Da disse anlæg ikke kan bære den store strømstyrke, sker der en kortslutning, hvorved de sættes helt eller delvis ud af deres psykiske funktion. I samme grad mister de naturligvis deres regulerende indflydelse på legemets reaktioner, og herredømmet over organismen overtages af den tilstrømmende tyngdeenergi.

Det svage led i menneskets organ-elektriske struktur er således isoleringen af de forskellige organer eller anlæg. Ligesom man ikke kan lede strømmen fra en stor dynamo ind i en lommelygte, uden at ødelægge den, således kan man ikke lede legemets tyngdeenergi ind i de åndelige organer uden at bevirke tilsvarende ødelæggelser her. Sygdomme i alle variationer har deres inderste grund i denne manglende evne til at styre sindets kræfter, d.v.s. isolationsbrist mellem organernes elektriske tilstande.

Også mennesket udgør en elektrisk svingningskreds eller rettere en sum af svingningskredse. Men disse kredse opbygger på een gang menneskets sender- og modtageranlæg, og i dette forhold fuldbyrdes skæbnelovens præcision, simpelthen fordi ingen svingningskreds kan modstå en udefra kommende bølge på kredsens egen frekvens. Evnen til tankekontrol får således ikke blot en øjeblikkelig virkning i organismens mikroverden, men repræsenterer tillige en modtagelighed overfor visse af de energier, som udstråler fra omverdenen. Legemsstrukturen er således et »resonansrum« eller som før nævnt en »svingningskreds«, der er nødt til at vibrere i takt med de impulser på samme frekvens, som den møder i omgivelserne.

Mennesket er på denne måde til enhver tid åben for oplevelser gennem de kanaler, som det selv benytter i sin personlige livsudfoldelse. Hvis det kan nænne at skade andre mennesker, er det selv et ubeskyttet offer for en tilsvarende skade. Denne skade behøver ikke at blive forårsaget af andre mennesker; skæbneudløsningen kan lige så vel finde sted gennem sygdom. Sygdom skyldes ofte en indtrængen af bakterier, som forgifter og nedbryder legemets væv, men dette begreb er kun en »ekkooplevelse« af individets egen væremåde. Bakteriernes livsform er her en udefra kommende energibølge, som har fundet livsrum eller mulighed for medsvingning i legemets væv. Deres nedbrydende virksomhed er så at sige en »invitation«, som er udløst af legemets egne uheldige svingningskredse af samme art.

Et væsen, som tiltrækker tyngdeenergien fremfor de intellektuelle energier, kan derfor »møde« tyngdeenergien både i form af sygdom, i form af f. eks. krig eller måske ved en naturkatastrofe, idet tiltrækningen finder sted i alle tre kosmiske perspektiver Man må her huske på, at perspektivprincippet er tilværelsens »illusionsprincip, idet alle størrelser i virkeligheden er lige store. Når væsenet tiltrækker en tilstand, kommer tilstanden til væsenet der, hvor det er i berøring med livet uafhængigt af perspektivet, som blot er en betegnelse for en falsk oplevelse af størrelsesforhold.

At ønske eller at »ville« er således det samme som at stille ind på en bølgelængde, som er »størrelsesforskudt« i tre kosmos. Forskellen mellem disse kosmos ligger altså i begrebet »størrelse«, men ikke i forholdet mellem de grundenergier, som bærer bølgelængden. Dette »forhold« dækker energiernes grad af moral, men netop ikke deres form (bl. a. størrelsen). Det væsentlige i en skæbneoplevelse er således ikke dens »udformning«, men dens moralske kvalitet, d.v.s. dens grad af behag og ubehag, af lykke og smerte.

Som nævnt befinder væsenet sig midt i Guddommens tankestrålevæld. Enhver oplevelse er derfor en tanke, d.v.s. en henvendelse fra Guddommen til væsenet, en henvendelse, hvis formmæssige iklædning alene Guddommen er herre over. Men det er væsenet selv, der bestemmer den moralske kvalitet i denne henvendelse, idet Guddommens tanker kun kan nå væsenets jeg gennem dettes eget ønske, eller omsat i radioteknisk sprogbrug, gennem dets eget modtageranlæg, hvis svingningskredse tillige udgør senderanlægget. Guddommen kan således ikke tale med væsenet på andre bølgelængder end den, væsenet har indstillet sin svingningskreds på. Men dette forhold er jo også kulminationen af kærlighed, idet det er indbegrebet af fri vilje. Væsenet er således sin egen lykkes smed og må høste, hvad det selv har sået.

Menneskets egen moralske udstråling er således dets adgang til livets oplevelse, men den er samtidig dets absolutte beskyttelse mod de områder i livet, som ligger over og under dette moralske plan, fordi en elektromagnetisk svingningskreds kun kan modtage impulser fra de bølger som har samme frekvens som den selv og ikke fra nogen andre. Beskyttelsen strækker sig endvidere over hele den berøringsflade, individet har med livet, både i dets forhold til mikro-, mellem og makrokosmos. Holder man sin tanke fri af vrede, irritation og intolerance, kort sagt fri af ukontrolleret tyngdeenergi, betyder det i legemet en effektivt isolering af de forskellige organers energitilførsel på en sådan måde, at intelligens og følelse kommer til at besidde herredømmet over tyngdens kraftudfoldelse. Harmoniseret intelligens og følelse betegner imidlertid en evne til at give kærlighed, og dette får også sin virkning i mellemkosmos, hvor individet vil modtage en livgivende og glædesbefordrende korrespondance med Guddommen gennem kærlige og hjælpsomme medvæsener. Også fra makrokosmos vil den samme bølgelængde udstråle i form af en ny naturoplevelse, der er nøjagtig samstemt med menneskets udviklede kærlighedsevne.