Kosmos 1958/Årsskrift side 36
Mogens Møller:
Kærlighedens Videnskab
Trofast og sand kærlighed udspringer
fra stor viden, og hvor du kun ved lidt,
kan du kun elske lidt eller det ikke.
Leonardo da Vinci.
MANGE SLAGS KÆRLIGHED
Ved at høre ordet kærlighed tænker de fleste mennesker rent umiddelbart på kærligheden mellem mand og kvinde. Men menneskene har dog i deres sprog så mange ord og begreber, der forbindes med kærligheden uden at forbindes med det erotiske. En mand eller en kvinde kan foruden den kærlighed, der forbindes med erotik, også nære kærlighed til sine forældre og sine børn, og der findes mange slags venskaber, som er så stærke og inderlige, at de, uden at være forbundet med et erotisk element, må siges at være kærlighed. Man taler også om fædrelandskærlighed, om kærlighed til naturen, om næstekærlighed og kærlighed til Gud. Det er mange slags følelser, men det er alt sammen kærlighed.
Det ville vist være umuligt at tælle alle de bøger, mennesker har skrevet om kærlighed, både digte, noveller, romaner, essays og lærde afhandlinger. Først og fremmest har det naturligvis været kærligheden mellem mand og kvinde, som har været behandlet i litteraturen, både i lyriske strofer og i realistiske skildringer. Ikke blot den ekstatiske lykkefølelse, men også alle kærlighedens, forviklinger med eventuelt efterfølgende tragedier har været digternes kæreste stof og læsernes og læserindernes yndlingslekture gennem årtusinder. Andre former for kærlighed end den erotiske har også været genstand for digterisk behandling. Forældre-, især moderkærligheden, har givet stof til utallige digte og fortællinger, og ligeså børns kærlighed til deres forældre. Slægts- og fædrelandskærlighed har været grundtema i mange bøger, ikke mindst skildringer, hvori konflikter med andre former for kærlighed skabte dramatisk spænding. Også kærlighed mellem væsener af samme køn har været behandlet i litteraturen, både i det gamle Grækenland og Rom, men vel især i vor tid hvor mange mennesker begynder at se på denne form for kærlighed med mindre intolerance, end tidligere generationer har gjort. Næstekærligheden, kærligheden til Gud og til naturen har gennem tiderne inspireret mennesker med stor digterisk begavelse. Resultaterne af disse inspirationer hører til verdenslitteraturens tidløse, udødelige værker, som, selv om de er skrevet for årtusinder siden, endnu den dag idag kan give mennesker impulser og fylde dem med livsmod og fornyet kraft. I mange af disse gamle skrifter såvel som i enkelte nyere fornemmer man, at alle slags kærlighed på en måde er i slægt med den erotiske kærlighed, at de alle er grene på samme træ, et træ, der på een gang er både »kundskabens træ« og »livets træ«.
De jordiske mennesker har således spillet på mange af de tangenter, der tilsammen danner kærlighedens store klaviatur. Men adskillige toner og akkorder kender de dog ikke endnu. Deres spil har haft en tendens til at glide ned mod de dystre og mørke klange. Instinktet og følelsen har domineret, medens tanken og den logiske sans har været bevidsthedstangenter, man ikke mente, skulle røres i en kærlighedssymfoni. Måske dog menneskene, når de virkelig lærer at spille, også på disse tangenter på det kærlighedens instrument, som er deres egen bevidsthed, vil opnå en færdighed og udtryksfuldhed og en evne til at skabe klange, som er på bølgelængde med sfærernes harmonier, med den kærlighed, uden hvilken der hverken var noget univers eller noget menneske.
Hvorfor har kærligheden spillet så stor en rolle, når mennesker har villet give udtryk for det overskud af følelser, de havde i deres bevidsthed? Og hvorfor spiller kærlighed eller mangel på kærlighed så stor en rolle i hvert eneste menneskes liv? Fordi mennesker ikke kan leve uden kærlighed. Det kan lyde som en banal tekst til en schlager og har naturligvis også været brugt på denne måde. Men til trods for banaliteten, som menneskene selv og ikke kærligheden er skyld i, er det en kosmisk eller universel sandhed. Intet væsen, det være sig plante, dyr eller menneske, eller væsener, hvis livsudfoldelse finder sted indenfor områder, der unddrager sig fysisk sansning, kan undvære kærlighed.
Når man taler om kærlighed, taler man om følelser, og hjertet, som fra gammel tid har været betragtet som følelsernes organ, bruges som symbol på kærligheden. Men der findes, som sagt, så mange slags kærlighed og så mange slags følelser. Een særlig form for kærlighed, een særlig følelse, kan i en vis periode dominere i et menneskes bevidsthed på andre følelsers bekostning; i en forelskelsesperiode f. eks. Og den kan komme i konflikt med andre følelser og former for kærlighed. Mange af de kærlighedsdramaer, litteraturen kan opvise, er netop konflikter mellem forskellige former for kærlighed. I Shakespeares »Romeo og Julie«, denne på een gang dramatiske, poetiske og enkle, næsten elementære kærlighedstragedie, er det konflikten mellem to familiers slægtskærlighed og to unge menneskers kærlighed til hinanden, som skaber tragedien. Slægtskærligheden kan som så mange andre former for kærlighed, ytre sig som egoisme og stolthed og blive til glødende had mod dem, som er uden for slægten og betragtes som dens fjender. Romeo og Julie elsker hinanden, men er medlemmer af to slægter, som indbyrdes i deres fanatiske slægtsstolthed hader og bekæmper hinanden. De unge falder som ofre for denne slægtsfejde, og deres død bringer endelig forsoning mellem slægterne. Den ene form for kærlighed griber ind i den anden, og selv om udfaldet absolut er tragisk set i ét perspektiv, kommer der, set i et andet trods alt NOGET godt ud af det. Mon ikke alle mennesker har oplevet situationer, hvor de forskellige former for kærlighed, de har i deres bevidsthed, føles som tråde, der er blevet indfiltret i hverandre? Til tider kan det lykkes at udrede trådene og at flette et smukt mønster af dem. Men det hænder måske ofte, at en eller flere tråde brister, at der opstår lidelse og smerte af disse kærlighedsforviklinger. Både kærligheden mellem mand og kvinde, forældrekærligheden, slægts- og fædrelandskærlighed og menneskers kærlighed til den Gud, der danner grundlag for deres religiøse tro, såvel som mange andre former for kærlighed, kan udfoldes på en måde, der resulterer i krig, had og lidelse. Man skulle jo synes, at kærlighed skulle være årsag til det modsatte, til fred, glæde og lykke. Det kan den være, men den, der elsker ét, kan ofte være tilbøjelig til at hade noget andet. Så længe en mand eller kvinde hader sine rivaler eller rivalinder, og et par forældre, som elsker deres egne »yndige børn« nærer modvillie mod andres »unger«, så længe fædrelandskærligheden ytrer sig som fædrelandsegoisme, og slægtskærligheden som familiestolthed, og så længe religion, politik, foreningsvæsen, forretningsliv m. m. ytrer sig som noget, der kun kan sympatisere ved at skabe antipati mod og konflikt med noget andet, er det ikke menneskelig kærlighed, der ligger bagved. Det ER kærlighed, men den er umenneskelig, hvilket faktisk vil sige animalsk. Det er egenkærlighed og magtbegær, som dominerer, junglementalitet, selv om det er en intellektualiseret jungle, der skabes.
»Du skal elske din næste som dig selv,« sagde Kristus. Han talte ikke om, at man ikke skulle elske sig selv. Han var fuldt vidende om, at det er en livsbetingelse for alle levende væsener i universet at elske sig selv, og at det faktisk er umuligt ikke at gøre det. At være menneske vil sige at elske andre væsener lige så højt som sig selv, altså at vise kærlighed uden i sin egen bevidsthed at skabe et modsætningsforhold, så man elsker noget på bekostning af noget andet, som man i visse tilfælde måske kommer til at hade. »Jamen, må man da ikke nødvendigvis hade uret, når man elsker retfærdighed?« vil nogle mennesker måske spørge. Og andre vil sige: »Man må da hade krigen, når man elsker freden«. Det menneske, som elsker dyrene kan måske være tilbøjelig til at hade en dyremishandler, og det menneske, som nærer kærlighed til musik eller kunst, nærer måske somme tider om ikke just had så dog foragt for mennesker, som ikke har denne kærlighed. Men disse mennesker har endnu ikke lært kærlighedens virkelige væsen at kende. De kan spille nogle få indledende akkorder til livets store kosmiske kærlighedssymfoni, men de løber ud i disharmonier og usammenhængende klange. Hvad er årsagen til, at mennesket, som længes efter at give og modtage kærlighed, dog lever i en verden af had, smerte og konflikt? Årsagen er, at mennesket ikke kender kærlighedens væsen og kærlighedens universelle love, og, som der står som motto for denne artikel, »hvor du kun ved lidt, kan du kun elske lidt eller slet ikke«. Men hvordan kan det jordiske menneske komme i besiddelse af viden om kærligheden, så denne viden kan give sig udslag i noget virkelig menneskeligt? Det menneske, som føler en dyb og inderlig trang til at orientere sig i livet, og som samtidig er opfyldt af et oprigtigt ønske om at være med til at forvandle denne verden fra at være et »helvede« til at blive et fredens rige, har mulighed for at komme i besiddelse af en sådan viden. Der findes en videnskab, som ikke, ligesom den fysiske videnskab, både kan bruges i krigens og i fredens tjeneste. Det er åndsvidenskaben. I sine kosmiske analyser i »Livets Bog«, som er en forklaring af, hvorfor alt i denne verden er, som det er, på basis af sin fortid og med henblik på sin fremtid, fører Martinus et FORSVAR for alt. Han viser, at intet i dette øjeblik kan være anderledes, end det er, men også, at det skal blive anderledes i fremtiden. Man mærker den store kærlighed til alt, som gennemstråler dette værk, til den evige guddom, hvori vi lever, røres og er, og til hvert atom, hver celle, hvert organ i mikrokosmos, til hver plante, hvert dyr og hvert menneske i mellemkosmos, til de væsener, som i øjeblikket ikke lever i en fysisk, men en helt igennem åndelig verden båret af elektro-magnetiske stråler og bølger, og til de makrokosmiske væsener, som for os udgør kloder, sole og mælkevejssystemer. Der findes ikke i »Livets Bog« noget som helst, der er uden for denne kærlighed og dette forsvar, heller ikke det, man i almindelighed kalder »ondt, uretfærdigt eller djævelsk«. Der er altså ikke noget, der elskes på bekostning af noget andet. Man kan kalde denne åndsvidenskab for »Kærlighedens videnskab«, og man kan ved at arbejde alvorligt med den og tilegne sig dens analyser, ikke blot som teori, men som noget, man søger at leve i praksis i hverdagen, skabe sig et livsfundament, en indsigt og viden, som hjælper en til at overvinde bitterhed, vrede, jalousi og irritation. Martinus kosmiske analyser er en logisk, intellektuel bekræftelse på Jesu ord: »Du skal elske dem, der hader og forfølger dig.«
KÆRLIGHEDEN OG FRIHEDEN
En af hovedfaktorerne i Martinus' kosmiske analyserække er hans analyse af de seks grundenergier, instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, som i forbindelse med det levende væsens »jeg« og »skabeevne« danner grundlaget for al livsopfattelse og skabeudfoldelse. Disse seks grundenergier er seks forskellige vibrationsgrader eller bølgelængder af den samme energi, moderenergien. Og syn, lugt, smag, hørelse, følelse og tænkning er udelukkende en oplevelse af disse energiers indbyrdes reaktion i forskellige blandinger, dels i verden omkring os, og dels i vor egen bevidsthed og organisme. Disse energier er i virkeligheden alle kærlighedsenergier, og ligesom det levende væsens udvikling er en vækst til større og større grader af frihed, er den også en oplevelse og udfoldelse af højere og højere former for kærlighed. Blot inden for de udviklingsstadier, der omfatter den jordiske menneskehed, findes så mange grader af frihed og af kærlighed. Det kan måske synes mærkeligt, at netop frihed og kærlighed nævnes sammen, men disse to begrebers udvikling i den jordiske menneskehed er i den grad afhængige af hinanden, at de udvikles samtidig. Man er fri i forhold til, som man befrier andre og sig selv fra ufredens og »helvedes« lidelser og besvær. Og endelig er både friheden og kærligheden afhængig af en tredie faktor: viden. »Hvor du kun ved lidt, kan du kun elske lidt«, siger Leonardo, og man kan tilføje: »Hvor du kun ved lidt, har du kun liden frihed til at tænke og handle«. Virkelig stor kærlighed er ikke blot følelse, i den forstand vi plejer at bruge dette ord, det er også tankekraft og handling. »Sandheden skal gøre eder frie«, sagde Kristus, han vidste, at den fuldkomne sandhed, den fuldkomne frihed og den fuldkomne kærlighed er det samme fuldkomne liv set i tre forskellige bevidsthedsperspektiver.
Nogle mennesker vil sikkert protestere mod, at vor frihed og vor kærlighed i deres vækst er gensidigt afhængige af hinanden. De vil mene, at man tværtimod er mere frie, jo mindre kærlighed, man rummer. Og de vil måske søge at bevise det gennem eksempler. De vil sige: »En mand, som ikke gør sig nogen skrupler om, hvordan hans handlemåde virker på andre, men gør som det passer ham, for at opnå hvad han vil, er da langt mere fri, end ham, der er bundet af hensyntagen til andre, og på grund af alle disse hensyn og denne næstekærlighed måske ikke opnår, hvad der var hans ønske.« Set i et snævert lokalt perspektiv, det perspektiv, jordmennesker i almindelighed lever efter, kan det være rigtigt nok. Men det er jo netop dette snævre perspektiv, der er årsag til hele jordmenneskehedens nuværende skæbne. Man ved hverken, hvad frihed er, eller hvad kærlighed er, og denne mangel på viden holder de enkelte mennesker fanget i mentale fængsler. Man tror, frihed er ensbetydende med at gøre sig fri af noget, af besværlige rivaler og andre, der tilsyneladende står i vejen for ens lykke, magt og position, og man tror, at kærlighed er ensbetydende med, at man skal hade eller foragte alt det, der tilsyneladende står i modsætning til kærligheden. Gennem det kosmiske perspektiv, man kan tilegne sig gennem åndsvidenskaben eller »kærlighedens videnskab«, vil man få en helt anden opfattelse.
Den mand, der som ovenfor omtalt, albuer sig frem på andres bekostning og derigennem opnår en vis ydre frihed en tid, vil skabe sig en mængde fjender blandt dem, han har trampet på. Og desuden en masse »Venner« der i virkeligheden er misundelige og blot venter på det øjeblik, hvor de kan udnytte ham, eventuelt selv komme frem på hans bekostning. Bekymringer for at miste, hvad han har tilegnet sig af magt og position m. m. vil fylde hans bevidsthed lidt efter lidt sammen med en masse andre bekymringer, der tilsammen danner hans mentale fængsel, så hans frihed vil vise sig efterhånden at være problematisk. Den anden mand derimod, der ikke ønsker, at hans lykke og fremgang skal ske på andres bekostning, men er fuld af hensyn og forståelse for andre mennesker, har måske ikke så stor ydre fremgang, hvad han havde tænkt og ønsket sig, fordi han følte, han måtte tage hensyn til andre, for hvem hans ønskers opfyldelse i øjeblikket ville være ubehagelige. Men når hans ønske om ikke at være årsag til ubehageligheder eller sorg for andre er stærkere end hans ønske om egen fordel, opnår han jo dog det, han ønsker højest. Samtidig skaber han dermed netop mulighed for inden for et større tidsperspektiv at skabe sig en skæbne, hvor hans ønsker opfyldes uden at være til gene for andre. Noget af det, der kan få uvurderlig betydning for et menneske, der lærer åndsvidenskaben at kende og kommer på bølgelængde med dens tankegang, er, at det kan begynde at se sit hverdagsliv i et langt større perspektiv end før, det kan begynde at tænke i inkarnationer. Det kan begynde at se sit liv som et led i en kæde af liv, og sin skæbne som en sæd, det har sået og derfor må høste. Men det gælder jo ikke blot fortidens forbindelse med nutiden, det gælder også nuets forlængelse ind i fremtiden. Vi har frihed til at skabe os selv en lysere og lykkeligere fremtid i forhold til den kærlighed, der udstråler fra os NU i tanke, følelse og handling. Frihed er ikke frihed AF, det er frihed TIL, til at skabe og udfolde næstekærlighed til gavn for helheden. Der, hvor vi tror, at vi med magt kan befri os fra noget, vi synes er i vejen for vor lykke, vil vi binde os selv til en skæbne, der bibringer os de ubehagelige erfaringer, udfra hvilke vi ikke mere vil kunne nænne at gøre sådan. Der er en dyb sandhed i den indiske digter Tagores ord: »Magt sagde til verden: »Du er min«. Verden holdt den fangen på sin trone. Kærlighed sagde til verden: »Jeg er din«. Verden åbnede for den hele sit hus.«
KÆRLIGHED OG PERSPEKTIVPRINCIPPET
I Martinus' verdensbillede spiller perspektivprincippet en meget vigtig rolle. Martinus viser, at al sansning og oplevelse er baseret på dette princip. Hvad den fysiske sanseoplevelse angår, ved vi, at perspektivforhold ligger til grund for den, men at det også eksisterer bag enhver form for tænkning og åndelig oplevelse, regner man i almindelighed ikke med. Vi ved fra den fysiske sansning, hvorledes en flyvemaskine kan vise sig som en prik over horisonten og lidt efter, som om den var på størrelse med en fugl. Snart ser vi, at det ER en flyvemaskine, omend den endnu er meget lille, indtil den måske lander i nærheden af, hvor vi befinder os, og vi kan gå hen til den. Vi ser, hvor stor den er i forhold til vor egen organisme, efterhånden som vi kommer nærmere, og vi kan gå så tæt på, at vi ikke mere har overblik over den, men kun ser detaljer. Kun en enkelt plade på dens yderside, ja, måske kun en enkelt af de bolte eller nagler, der holder pladen fast, fylder nu mere i vort perspektiv, end hele maskinen gjorde for forholdsvis kort tid siden. Vi finder det naturligt, at det er sådan, og det er også naturligt. Men vi tænker ikke på, at noget lignende gør sig gældende med hensyn til vor sjælelige oplevelser. Selv bag det fysiske perspektiv ligger en åndelig realitet, og den samme realitet ligger til grund for al livsopfattelse. En idé, en begivenhed eller en person kan »fylde« mere eller mindre i vor bevidsthed, og hvor meget de fylder, er afhængig af, hvor meget eller hvor lidt vi mentalt står dem nær. I et forelsket menneskes bevidsthed f. eks. fylder den elskede »hele billedet«, den forelskede har så at sige ikke tanke for andet. Hans eller hendes tanker kredser ustandseligt om den elskede og går tit »så tæt på«, at overblikket forsvinder, og visse detailjer forstørres. Engang var denne person, som nu er blevet genstand for så varme følelser måske kun »som en prik over horisonten«, en, som ikke havde »rum« i vedkommendes bevidsthed udover, at det var en person som så mange andre, man »tilfældigt« møder i hverdagen. Men små uskyldige »tilfældigheder« har ofte vist sig at kunne blive til »skæbne«. Den lille »prik« voksede og kom ind i billedet som en dominerende faktor, og den forelskede finder snart sig selv koncentreret på detaljerne af den elskedes person, hvad begrebet kærtegn er et tydeligt bevis på. Men det, der kan gælde i forhold til et menneske, man er forelsket i, kan også gøre sig gældende i forhold til ideer og begivenheder. Et menneske kan også være forelsket i en ide, så forelsket, at det fremtræder som fanatiker. Og ligesom det forelskede menneske helst taler om sin elskede, vil den, der er forelsket i en idé også nødigt tale om andet. Om den, der er forelsket, det være sig i en person eller en ide, siger et gammelt ord, at han bruger alle sanser undtagen den kritiske. Hans bevidsthed er som »besat« af personen eller ideen, der perspektivisk er ham på så nært hold, at han ikke har overblik over dem. Men ingen forelskelse, hverken i personer eller ideer, kan holde mere end en vis periode, ligesom intet menneske, hvor det drejer sig om det fysiske perspektiv, vil vedblive at have en ting så tæt ind på livet, at han ikke kan se andet. Forelskelse er en midlertidig »distraktion«, som livets naturlige perspektivforhold efterhånden læser korrektur på. Så forvandles den enten til en kærlighed, som er meget mere værdifuld, fordi den ikke er blændet, men vågen, klarsynet, forstående og tilgivende, eller, hvis den blot var den form for egoisme, hvor man bruger en anden til at elske sig selv med, til ligegyldighed, ja, måske endda til irritation eller had. Om det bliver det ene eller det andet er afhængigt af, hvilke kærlighedsenergier, der er de dominerende i ens bevidsthed. Om det blot er instinkt- og tyngdeenergi, der har herredømmet over følelserne, eller om følelsen ved erfaringernes og den klare tankes hjælp kan binde og styre de uintellektuelle energier, så resultatet bliver en større frihed til at være til gavn og glæde for den anden part. Hvor forelskelsen gælder ideer, gør noget lignende sig gældende. Den, der i fanatisk instinkt-, tyngde- og følelsesbetonet kærlighed til en religion, en sekt, et parti eller en forening i sin forelskelses rus vil omvende alle andre og tror, at han har patent på sandheden, vil måske en årrække efter høre til samme bevægelses mest hårdnakkede modstandere. Men naturligvis kan en sådan forelskelse også udvikle sig til en uselvisk, velafbalanceret kærlighed til en sag, hvor både følelsen og intelligensen og måske endda en begyndende intuition gør vedkommende til den bedst mulige medarbejder, der ved, hvad der er kærligst at gøre i forskellige situationer og overfor vidt forskellige mennesker.
Også i hukommelsens verden ser man, hvorledes kærlighedens perspektiv kan virke. Begivenheder, der havde tilknytning til nogen eller noget, vi holdt særlig meget af, kan forholdsvis let drages frem for vort indre syn. Og disse minder kan til tider helt tage opmærksomheden bort fra det, der foregår omkring os i nuet. De kan være os så nær et øjeblik, at de helt fylder bevidstheden, medens begivenheder, der ikke, medens de var nutid, kunne vække nogen form for kærlighed i vort sind, næsten er forsvundet ud af vort mentale billedkartotek.
A, B OG C PERSPEKTIVET
I Livets Bog's 2. bind (stk. 495 m. m.) beskriver Martinus, hvorledes verdensaltet er et ocean af »lys«, der fremtræder i en skala, på hvis trin de levende væsener har plads. Det er ikke »faste pladser« de har, de oplever deres evige tilværelse som en evig »vandring mod lyset« baseret på kontrastprincippet og perspektivprincippet. Dette »lys« er også kærlighed, viden og frihed. Og de samme perspektivlove, som ligger bag vor fysiske sansning af lys, farver og mørke, ligger også bag oplevelsen af de sjælelige realiteter, vi opfatter som »lyse« og »mørke«, gode og onde eller behagelige og ubehagelige.
På medfølgende symbol af Martinus »Det levende væsens sanseevne« ser vi til højre lidt af den skala eller udviklingsstige, på hvis trin de levende væsener en tid har plads for at udvikles mod højere og højere trin. På symbolet ses dog kun eet væsen, os selv, symboliseret ved den hvide trekant. Strålen, der udgår derfra er på én gang udtryk for vor sanseevne, vort erfaringsmateriale eller vor viden og de grader af frihed og kærlighed, der omgiver os, eller rettere for de realiteter eller former for virkelighed, som vi med vor nuværende sanseevne og kærlighedsevne har mulighed for at komme på bølgelængde med.
Den del af virkeligheden, som vi oplever med vore fysiske sanser, opleves som grader af lys, hvilket igen vil sige som farver. Fra et mørke, som vi også kalder »sort« går en lysskala, som vi oplever som en farveskala, til et lys, der er så stærkt og blændende for vore sanser, at vi kalder det »hvidt«. Men det »sorte« er i virkeligheden alle farverne set i et bestemt perspektiv, og det hvide er ligeledes alle farverne, men set i et helt andet perspektiv. Hvordan kan sort og hvidt være kontraster, når det i virkeligheden er de samme energier eller farver de indeholder? Det skyldes det kosmiske perspektivprincip, som Martinus i sine analyser inddeler i det, han kalder A perspektivet, B perspektivet og C perspektivet. Han skriver derom: »Alt, hvad vi sanser eller fornemmer i tilværelsen som fremtrædende med »sort« farve, eller alt, hvad vi fornemmer som »mørke« (hertil hører også alt, hvad vi fornemmer som sorg, melankoli eller tungsind) oplever vi igennem »A perspektivet«, medens alt, hvad vi oplever i form af »hvid« farve, i form af »lys« (hertil hører også alt, hvad der mere eller mindre kommer ind under begrebet glæde og lykke) fornemmer vi igennem »C perspektivet«.«
I disse analyser viser Martinus, hvorledes alt i tidens, rummets og formernes verden er relativt. Kosmisk set er alt lys, men i det jordiske menneskes relative syn bliver lyset set i et bestemt perspektiv, det, der ligger nedenfor Jeg'ets trin på lysskalaen, til »mørke«. Når vi kalder noget for »mørke«, er det altså kun udtryk for en relativ analyse og ikke en kosmisk analyse. Derfor kalder Martinus heller ikke »det onde« for ondt. Han bruger udtrykket »det ubehagelige gode« som modsætning til »det behagelige gode«, fordi han ved, at uden denne form for manifestation og skabelse, egenkærlighed, selviskheden, ville næstekærligheden, friheden og freden aldrig nogensinde kunne opleves af de levende væsener i universet. Sorg, tungsind og lidelse og alt det »onde«, som fremkalder disse sindstilstande er i sin dybeste eller sin kosmiske analyse kærlighed. Uden disse former for »ubehagelige goder« ville det være umuligt for de levende væsener at udvikle sig mod højere og højere tilstande af »lys«, frihed og kærlighed. Det »onde« er altså den kærlighed, vi opfatter gennem vort »A perspektiv«, det, der er under os i kærligheds- eller lysskalaen. Det er noget, vi er »mæt« af og er ved at udvikles bort fra, og vi kan fremskynde denne udvikling ikke ved at harmes over, at det »mørke« findes hos andre, men ved at arbejde på at fjerne det fra vort eget sind. Vort »B perspektiv«s kærlighedsudfoldelse og -oplevelse er alt det, vi oplever som lys detaljeret i farver, hvilket i dette tilfælde vil sige, alle de nuancer af kærlighed vi som »kosmiske kemikere«, d.v.s. ved at blande seks grundenergier eller kærlighedsenergier i vor bevidsthed, er i stand til at udfolde mod vor næste og modtage gennem vore sanser fra omgivelserne. »C perspektivet«s kærlighed oplever vi gennem vore længslers og ønskers verden, gennem vore idealer og drømme om en verden af større kærlighed og fred. Det er længslernes og drømmenes »hvide lys«. Men meningen med vort liv er jo netop, at vort perspektiv stadig forskubbes mod højere og højere udsyn, større kærlighed og større viden, hvoraf en større frihed til at realisere drømmene og idealerne i fysisk materie skal blive resultatet, så »himmeriges rige« ikke blot er »inden i eder«, men bliver noget, der sås gennem følelse, tanke og handling.
KÆRLIGHEDEN OG POLPRINCIPPET
I indledningen til denne artikel skrev jeg, at mennesker ved udtrykket »kærlighed« i første instans tænker på forholdet mellem kønnene. Og senere at meget tyder på, at alle former for kærlighed er i slægt med den erotiske kærlighed som grene på samme træ. Mange moderne forskere og psykologer har denne opfattelse. »Det, vi anser for at være vore højeste virksomheder, opstår fra dem vi er vant til at betragte som vore laveste«, siger Havelock Ellis. Martinus' analyser af polprincippet bag det levende væsens psykiske og fysiske struktur er ikke blot en bekræftelse men en videre uddybning og analysering af denne opfattelse. Martinus påviser, at de to sexuelle poler, som vi kalder den maskuline og den feminine pol, begge findes hos alle levende væsener i universet og er identisk med grundtalentkernerne i det organ i væsenernes overbevidsthed, han kalder skæbneelementet. Disse sexuelle poler kan også opfattes som talentkernen for udsendelse af energi (den maskuline pol) og talentkernen for modtagelse af energi (den feminine pol). Disse polers indbyrdes konstellation bestemmer energivibrationerne i væsenernes over- og underbevidsthed, eller hvilke grundenergier eller kærlighedsenergier de er i stand til at modtage og udsende. I en udviklingsspirals dyrerige dominerer enten den ene eller den anden af disse poler på modpartens bekostning, og væsenerne fremtræder som enpolede væsener, som »Adam og Eva«. I den overgangszone fra dyrerige til menneskerige, som de jordiske mennesker repræsenterer finder »uddrivelsen af paradiset« sted. »Adam«, hanvæsenet, og »Eva«, hunvæsenet, er på vej mod et højere »paradis« og højere former for kærlighed, end den animalske forelskelses-, moder- og slægtskærlighed, som alle er forankret i væsenernes instinkt og derfor er af animalsk karakter, men som dog også forbundet med højere energier kan forædles og menneskeliggøres. Men den rene menneskelige kærlighed, som den store Nazaræer har været så ypperlig en repræsentant for, er den, der udvikles i kvindens maskuline pol og i mandens feminine pol, som eksisterer som et fysisk organ i disse væseners hoved. Gennem en harmonisk og gradvis udvikling af denne »modsatte pol«, d.v.s. gennem et målbevidst arbejde med sin egen intellektuelle og moralske udvikling kan kærlighedskraften, livskraften eller »den højeste ild«, som Martinus også kalder den, sublimeres og forvandles. Den skabende evnes guddommelige glød lever i os, den kan forvandles fra glød til flamme. Ikke en fysisk destruerende ild, men en drivkraft, som bringer os længere og længere bort fra dyrerigets egenkærlighed til et næstekærlighedens menneskerige på denne klode. Jorden og menneskeheden rummer store, ja, vidunderlige muligheder. Men kun, fordi der i klodens enkelte hjerneceller, de enkelte jordmennesker, efterhånden er større og større mulighed for at komme på bølgelængde med universets grundtone eller den evige guddoms kærlighed, som netop får betydning og bliver til en forvandlende kraft ved at stråle gennem et levende væsen, en gudesøn, imod hans næste.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige