Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1958/Årsskrift side 27
PROFESSOR
Gustav Stromberg:
Oversættelse af en artikel offentliggjort af
Astara Foundation, Los Angeles,
gengivet med udgiverens tilladelse.
 
INTRODUKTION AF S. T. HULTMAN
Dr. phil. Gustav Stromberg (Strömberg), født 1882 i Sverige, studerede i Stockholm og Lund, hvor han i 1915 blev dr. phil. Han emigrerede i 1916 til U.S.A. og blev i 1922 amerikansk statsborger. Fra 1917 til 1946 var han medlem af det videnskabelige forskningsråd ved Mount Wilson observatoriet. Han har skrevet et stort antal videnskabelige artikler; specielt om fordelingen af stjernernes absolutte lysstyrker inden for forskellige spektralklasser, samt om deres bevægelser inden for stjernesystemet. I 1940 udkom den første engelske udgave af hans bog »Universets Sjæl«, tidligere udgivet på svensk. Den efterfulgtes af en udvidet anden udgave i 1948, som er oversat til flere sprog. Professor Albert Einstein har om denne bog bl. a. skrevet: »Det som særlig har imponeret mig, er hans vellykkede forsøg på ud af den forvirrende mangfoldighed af videnskabelige data at sammenføre de vigtigste resultater på en sådan måde, at svaret på spørgsmålet om vor videns inderste enhed får en mening.« I 1948 udgav han bogen »Den evige søgen« (The Searchers), hvis epilog indeholder en videnskabelig forklaring på sjælens udødelighed. På verdensudstillingen i New York i 1940 fandtes dr. Strombergs navn optaget i en fortegnelse, kaldet »De berømtes væg«, som en af de indvandrede medborgere, der havde ydet fremragende bidrag til den amerikanske kulturs udvikling.
Den såkaldte eksakte eller fysiske videnskab har i løbet af de sidste to århundreder mere og mere overtaget religionernes rolle som menneskehedens højeste autoritet, når det drejer sig om svarene på spørgsmålene om livets opslåen, mening og mål. De livsanskuelser, som kaldes oplysning, naturalisme, materialisme, ateisme eller rationalisme, er alle byggede på denne autoritet, som har »afsat både Gud og Djævelen« og erstattet dem med den forestilling, at universet er en sjæl-løs maskine, opstået af intet ved en tilfældighed, og at dette univers går imod en ubønhørlig tilintetgørelse. Det kan i vore dage forekomme mange ejendommeligt, at man så længe har overset, at den såkaldte eksakte videnskab har bygget alle sine opdagelser på menneskets fem fysiske sanser, som er langt fra eksakte, eftersom de kun giver os et billede af virkeligheden, sammensat af ubetydelige dele af det enorme vibrations-spektrum, tilværelsen i sin helhed rummer. Man har også overset, at alle opdagelser er blevet sammenfattede og fortolkede af menneskelig tænkning, hvilket forudsætter tilstedeværelsen af et ikke-fysisk, individuelt jeg, et psykisk centrum.
Det er et alt for lidt kendt og gennemtænkt faktum, at de mest fremstående videnskabsmænd inden for mange grene af videnskaben, matematik, astronomi, atomfysik, zoologi, biologi etc. i dette århundrede, frem for alt ved atomalderens indtræden, har forkastet den materialistiske livsanskuelse. Det livssyn, som videnskabens foregangsmænd nu anlægger, har fundet et udmærket udtryk i sætningen: »Universet er en tanke, hvis materialisation genspejles i menneskelig tænkning«.
Gustav Stromberg er en af dem, som med den fysiske videnskab som udgangspunkt gennem styrken af sin intuitive tænkning har formået at overskride grænsen mellem materie og ånd. Denne artikel præsenteres for Kosmos læsere for at vise, hvor nær en nutidig, almindeligt anerkendt og fremstående videnskabsmand i sine konklusioner kommer til det livssyn, Martinus har fremlagt i Livets Bog, et værk som er fremsprunget udelukkende af ren intuition.
----------
 
FORORD
I de senere år har studiet af psykiske fænomener vundet stadig større opmærksomhed og er næsten blevet respektabelt. Dette beror for en stor del på den omfattende forskning, som under professor J. B. Rhines dygtige ledelse er blevet gennemført ved Duke-universitetet. Selskaberne for psykisk forskning i Europa og Amerika har indgående studeret mange tilfælde af telepati og clairvoyance og offentliggjort undersøgelser over »extrasensorisk perception«*), en forskning, som har fået navnet parapsykologi. Til trods for, at der nu findes en overstrømmende mængde af beviser på, at sådanne psykiske fænomener som telepati, clairvoyance, »forudfølelse«, sjælelig lægekunst etc. virkelig eksisterer, ser videnskabsmænd i almindelighed på dem med mistro. Dette beror naturligvis på, at det synes umuligt at give en videnskabelig forklaring på disse ejendommelige fænomener. Mange psykologer irriteres af dem af den grund, at de, hvis de erkendte, at sådanne fænomener virkelig eksisterede, ville blive tvunget til radikalt at omvurdere deres nuværende videnskabelige teorier. I særdeleshed vægrer både fysikere og psykologer sig ved at akceptere påståede forbindelser med afdøde personer, eftersom intelligente væsener med personlige erindringer, men uden materielle kroppe, er foreteelser, som man ikke har nogen plads til inden for den nuværende fysiske videnskabs område.
Einsteins relativitetsteori syntes til at begynde med at give et vist håb om, at det fire-dimensionale område af rum og tid, som har erstattet den klassiske opfattelse af rum og tid som indbyrdes uafhængige enheder, skulle kunne give en forklaring på livsytringer udenfor fysisk rum og fysisk tid, hvad psykologiske fænomener jo utvivlsomt er. Men ikke engang indførelsen af denne fire-dimensionale rum-tid har hidtil kunnet overvinde de grænser, som vor sædvanlige opfattelse af rum og tid sætter for vor tænkning.
Lige siden mine tidlige studieår har jeg været interesseret i filosofiske problemer. Et problem, som specielt fascinerede mig på grund af dets afgørende betydning og tilsyneladende uløselighed, var forholdet mellem ånd og materie. Hvordan kunne en virksomhed i min bevidsthed fremkalde muskelbevægelser i min krop? Hvad var den inderste natur af tanker og andre sjælelige processer? Hvordan kunne erindringer fastholdes fra barndom til alderdom? Hvad var deres virkelige natur? Hvor og under hvilken form bevaredes de? Hvordan kunne en fysisk impuls som stråling fremkalde en mental fornemmelse af lys og farver i min bevidsthed?
I en mere moden alder begyndte jeg at gennemtænke forholdet mellem det fysiske univers af stjerner og atomer, som vi kan iagttage i den ydre verden, og de indre eller psykiske forestillinger om dette univers, som videnskaben har givet os. Det var refleksioner af denne art, som ledte til de opfattelser, som er udtrykt både i de to ovennævnte bøger og i mere tekniske artikler, offentliggjort i forskellige tidsskrifter.
Alle forsøg på at finde en forklaring på sammenhængen mellem det fysiske og psykiske univers mislykkedes imidlertid, lige til jeg fik kontakt med den lysende britiske filosof og videnskabsmænd J. G. Bennetts arbejder. Forklaringen blev da givet derigennem, at Bennett i den teoretiske fysik indførte begrebet et fem-dimensionalt univers. I en af sine bøger nævnt nedenfor, har Bennett beskrevet oprindelsen til og udviklingen af disse nye tanker. Hans beretning følger i første del af nedenstående artikel. Jeg indså snart, at kompletteringen af vort verdensbillede med en ny dimension ville kunne gøre det i allerhøjeste grad meget lettere for os at forklare et stort antal psykiske fænomener. Den nye dimension, som Bennett har indført, kalder han evigheden, et i virkeligheden yderst indholdsrigt og betydningsfuldt navn.
Resultaterne af mine analyser blev offentliggjort første gang i begyndelsen af 1957 i TOMORROW, et kendt New York-tidsskrift for psykisk forskning, under titlen: »An Astronomer Looks at Psychic Phenomena«. Den foreliggende artikel, som er forøget med flere tillæg, er blevet udarbejdet til hjælp for de mange mennesker, som er interesserede i metafysik (defineret som »Virkelighedens Videnskab«), og med særlig adresse til den gruppe studerende, som plejer at læse afhandlinger offentliggjort af Astara Foundation med hovedkvarter i Los Angeles.
Da den i artiklen beskrevne nye teoris konklusioner formedes, opdagede jeg til min forbavselse, at jeg måtte indrømme, at nogle af spiritismens karakteristiske tankegange måtte kunne gives en videnskabelig forklaring ved at blive sat i forbindelse med det, som i det følgende kaldes »Universets Evighedsregion«. Jeg har altid været og er stadig skeptisk overfor nogle af de spiritistiske teorier. Men jeg indser nu, at jeg ligesom de fleste har været »evighedsblind« for at anvende et af Bennetts udtryk.
En ny verden er blevet opdaget i tankens rige. Vi skal nu begynde en rejse til denne ukendte verden og forsøge at aflokke den nogle af dens vel skjulte hemmeligheder.
Passadena, Californien i august 1957.
Gustav Stromberg.
 
PSYKISKE FÆNOMENER OG MODERNE VIDENSKAB
I sit betydningsfulde skrift »The Crisis in Human Affairs« (Hermitage House, New York, 1951) har den kendte britiske videnskabsmand J. G. Bennett fortalt den interessante beretning om oprindelsen til og udviklingen af hans tanker vedrørende det fem-dimensionale univers. Beretningen begynder i 1921, da kaptajn Bennett gjorde tjeneste i den britiske hærs efterretningstjeneste i Konstantinopel. Før krigen havde Bennett studeret matematik og naturvidenskab ved universitetet i Oxford. Da han beherskede flere orientalske sprog, fik han som opgave at tage sig af alle dem, der flygtede for den nordfra fremtrængende, sejrrige bolchevikhær. Herved kom Bennett i kontakt med visse, meget lidt kendte strømninger inden for Islam i det nære østen, hvilken gav ham adgang til en gammel, i vesterlandene næsten helt glemt filosofi.
Blandt flygtningene fandtes en mystiker fra Georgien i det sydlige Rusland i selskab med en gruppe disciple. Hans navn var Georgy Ivanovitch Gurdjieff. Til trods for at han ikke beherskede noget vestligt sprog, var han alligevel velbevandret i moderne videnskab og psykologi. Gurdjieff rejste senere til Berlin, Paris og New York, hvor han opholdt sig i nogen tid. Han boede også flere år i London, hvor Bennett fik lejlighed til at sætte sig nærmere ind i hans filosofi, som var inspireret af østens årgamle visdom. (En af Gurdjieffs disciple var den kendte forfatter P. D. Ouspensky – mest kendt for sin bog »Tertium Organum« ... som døde i 1947). Gurdjieff afgik ved døden i Paris i 1949.
DEN FEMTE DIMENSION
Efter sin tilbagekomst til England blev Bennett leder af en britisk kommission med den opgave at studere nye anvendelsesområder for kul. Men denne virksomme mand havde mange andre interesser. Hans kontakt med østerlandsk filosofi gav ham impulser til en efterprøvning af flere af vore alment anerkendte videnskabelige og filosofiske anskuelser. Han stiftede »Instituttet for sammenlignende studier af historie, filosofi og naturvidenskab«. I samarbejde med en gruppe matematikere og fysikere introducerede han tanken om et fem-dimensionalt univers. Den indebar en udvidelse af relativitetsteoriens allerede kendte fire-dimensionale rumtid, d.v.s. de tre dimensioner højde, bredde og længde, samt den fjerde, tiden. Den matematiske analyse blev gennemført af Bennett og hans medarbejdere R. L. Brown og M. W. Thring. Analysen findes offentliggjort i »The Royal Society«s skrifter for 1949.
Efter at den ramme af fire dimensioner inden for vort fysiske univers, som videnskaben hidtil har arbejdet med, er blevet udvidet med en femte, er det blevet muligt at forklare også sådanne universelle foreteelser, som ikke forandres med tiden. Bennett gav derfor den femte dimension det udtryksfulde navn evighed. (Betegnelsen »antitid« er også blevet anvendt, men forekommer at være uegnet, eftersom den nye dimension går på tværs af den fysiske tid og ikke i modsat retning. Den vigtigste årsag til, at man indførte denne nye dimension i vort verdensbillede, var, at man behøvede et område i tilværelsen, hvor ingen energi kan forsvinde. Efter termodynamikkens anden hovedsætning, en af fysikkens grundlove, går der nemlig ved alle omformninger af energi en del af denne tabt, hvilket formindsker den forhåndenværende energimængde. Bennett fremhæver, at vi må lære at »tage evigheden alvorligt.« Årsagen til, at vi i almindelighed ikke gør dette, er efter hans mening, at vi er »evighedsblinde«.
I bogen »What Are We Living For?« (Coward-McCohn, New York, 1954) siger Bennett, at Gurdjieff ikke anvendte betegnelsen evighed i samme eksakte betydning, som Bennett selv tillægger den. Gurdjieff taler om »udviklingsniveauer med forskellige grader af individuel frihed«. Der findes en kosmisk hensigt, som kun kan udføres af frie væsener, og det er det, som giver livet en mening.
IKKE-FYSISK RUM OG TID
I epilogen til min bog »The Searchers« (McKay, New York, 1948), hvor jeg behandler udødelighedens problem, anvendte jeg betegnelsen »ikke-fysisk rum« og »ikke-fysisk tid«. Ikke-fysisk rum kan ikke måles med længdemål, ligesom ikke-fysisk tid heller ikke kan måles med et ur. Afstande i rum og intervaller i tid kan derfor hverken betragtes som lange eller korte. De er kvalitative og psykiske begreber, som nøje må holdes ude fra de kvantitative og fysiske begreber af samme navn.
Efter at Bennetts ovenævnte bog var udkommet indså jeg, at hans »evigheds-dimension« er praktisk taget det samme som det, jeg har kaldt ikke-fysisk tid. Vi kan derfor tænke os den ikke-fysiske eller psykiske tid som en genspejling i vor bevidsthed af Bennetts evigheds-dimension. Eftersom forbindelserne i psykisk tid giver sig til kende i vor hukommelse, kan vi forvente, at et studium af hukommelsen vil kunne give os værdifulde oplysninger om evigheden.
TIDENS PIL
Fysisk tid eller ur-tid er en tydeligt retningsbestemt størrelse. Den er et mål ikke blot for varighed, men også for fremskridt. Dette faktum, at tiden er fremadskridende, må have en dyb indre betydning. Men man må lægge mærke til, at fremskridt og forandring ikke er identiske begreber. Fremskridt er meningsfyldt og forenet med en hensigt, som kan være åbenbar eller skjult. Forandringer uden hensigt fører i almindelighed til kaotiske tilstande, medens hensigtsbetingede forandringer fører til orden og ofte til specielle meningsfyldte funktioner.
Eftersom tiden er en retningsbestemt størrelse, kan vi, med Eddington, tale om »Tidens Pil«. Denne pil kan sammenlignes med en vejviser, som viser os retningen mod fremtiden bort fra fortiden.
Man har undertiden antaget, at tidspilens ensretning er resultatet af en – i øjeblikket opfattet – psykisk reaktion overfor en forøgelse af entropi (desorganisation) i hjernen. Såfremt der under en vis tidsperiode af en eller anden grund ikke skulle forekomme nogen mærkbar forøgelse af entropi i vor hjernes tidsopfattende organ, skulle vi i så fald ikke have nogen mulighed for at skelne mellem fortid og fremtid under denne periode. Men entropi er et statistisk begreb, som ikke kan anvendes overfor individuelle molekyler eller overfor levende væseners skabende virksomhed. Vi fornemmer intuitivt, at tiden har en mere fundamental betydning end at være et mål for tendenser til degeneration, og at den har noget at gøre med udvikling.
Som forud nævnt kan vi vente os, at vi af de velkendte kendsgerninger vedrørende vor hukommelse kan lære noget om den ikke-fysiske tids egenskaber, d.v.s. om evigheden. Evigheden bør ikke betragtes som en i egentlig forstand tid-løs verden. Vi kan sammenligne tidsfølgen i vor hukommelse med tidsfølgen i en historiebog. Når vi læser historie, kan vi springe over visse kapitler og læse nyere historie, inden vi læser den ældre. Men inden for et begrænset afsnit af bogen må vi læse ordene i deres naturlige rækkefølge, hvis de ikke fuldstændig skal tabe deres mening. I sædvanlige tilfælde peger den fysiske tids pil i samme retning som den ikke-fysiske tids. Men undertiden, som det ofte sker i drømme, kan erindringerne fra vidt forskellige livsepoker blive sammenblandede. Kendsgerninger af denne art kan muligvis forklare oplevelser af »forudanelser«. De antyder også, at evighedsområdet ikke er en stillestående verden, hvor intet hænder, men at der foregår en form for udvikling inden for dette område.
HUKOMMELSEN SOM PSYKISK FÆNOMEN
Til trods for at bevidste erindringer sjældent betragtes som psykiske fænomener, bør de absolut henregnes til disse. De udgør nemlig vigtige ytringer af den menneskelige psyke, som vi imidlertid er så vant til, at vi let glemmer, at deres forekomst kræver en forklaring. Jeg tror, at dersom vi kunne løse hukommelsens mysterium, ville dette give os forklaringen på mange andre psykiske fænomener.
Man har påstået, at bevarede erindringer modsvares af »spor« eller »mærker« i den fysiske hjerne. Men hjernen har en flydende struktur og er derigennem udsat for virkningen af sine molekylers varmebevægelser. Vi kan lige så lidt frembringe komplicerede og bestandige indtryk på hjernen, som vi kan skrive vor livshistorie i vand eller sand og vente, at skriften skal kunne bevares i nogen længere tid. Desuden er stofomsætningen i en levende hjerne forenet med optagelse af nyt stof og afgivelse af forbrændingsprodukter, hvilket har til følge, at ikke et eneste af den gamle hjernes molekyler findes tilbage efter nogle få års forløb. Herudover er det desuden umuligt for os at begribe, hvorledes hjernens strukturelle egenskaber skulle kunne give anledning til psykiske erindringer i vor bevidsthed.
ERINDRINGERNES UFORGÆNGELIGHED
I min bog »The Soul of the Universe« (Me Kay, New York, 1940 – udvidet udgave, 1948) har jeg givet flere grunde til den antagelse, at vore erindringer er uforgængelige og at »hukommelsen hos et individ er blevet en evig del af et Kosmos i udvikling«. Efter at Bennett har indført en evighedsdimension i universet, kan vi nu få et videnskabeligt billede af erindringernes uforgængelighed.
Den fysiske hjerne, som vi kan se med vore øjne og undersøge med fysiske metoder, kan betragtes som rum-tidsformen af noget andet, som ikke kan beskrives med fysiske betegnelser. Vi kan forestille os, at den har en tilsvarende ikke-fysisk eller åndelig del i en verden uden for fysisk rum og fysisk tid. Den »ikke-fysiske hjerne« er ansvarlig både for den fysiske hjernes struktur og for dens funktion. Såvel den fysiske som den ikke-fysiske hjerne er, når alt kommer til alt, forestillinger i menneskesindet, stammende fra logisk sammenstillede observationer fra vidt forskellige undersøgelsesområder. Vi må naturligvis forudsætte en eller anden form for korrespondance og samarbejde mellem den »materielle« og den »åndelige« hjerne, den første tilhørende den fysiske, den anden den ikke-fysiske verden.
Når en opmagasineret erindringsdetaille omformes til at være aktuel og virksom, kan dette forklares på følgende måde. Hvert individ har sin egen »kosmiske erindringssum« i universets evighedsregion, som er en ikke-fysisk verden uden for rum og tid. Når visse nervecentre i vor hjerne bliver stimuleret ved kemiske, elektriske eller måske blot af simple, mekaniske påvirkninger, kan der etableres en »kontakt« mellem dette specielle hjernecenter og det dertil svarende i den ikke-fysiske verden. Straks optræder der da et specielt erindringsbillede i vor bevidsthed, ofte efterfulgt af en række andre erindringer, som på en eller anden måde hænger sammen med den første, alle hentede fra det kosmiske forråd af beslægtede erindringer og tanker. Eftersom den kosmiske erindringssum er uden for fysisk rum, er den ikke et bestemt sted henne, og eftersom den er uden for fysisk tid, er den uforgængelig.
Den nu helt fastslåede kendsgerning, at en person undertiden under hypnotisk søvn i detailler kan gengive, hvad der skete i en speciel periode af vedkommendes liv, beror antagelig ikke på nogen unormalt stærk stimulering, men snarere på en undertrykkelse af de udefra kommende indtryk med tilhørende erindringer, som kunne medføre forstyrrelser. De vel kendte, såkaldte præ-natale erindringer, som kommer frem, når aldersforskydningen bagud i tiden føres før fødselen, kan ikke nødvendigvis anses for beviser for tidligere inkarnationer. I de fleste tilfælde synes disse erindringer at tilhøre andre personer med deres egne separate og bestemte erindringer. Den samme person kan nemlig ved forskellige lejligheder give forskellige beretninger om sit »tidligere liv« i en vis bestemt periode. Hvis reinkarnationer virkelig eksisterer, må beviset herfor bygges på nøjagtigt reproducerbare fakta.
DET SAMLEDE FORRÅD AF KOSMISKE ERINDRINGER
Hvis vi akcepterer teorien om erindringernes uforgængelighed, bør vi kunne forudsætte, at hver eneste begivenhed, som er blevet registreret i hvert eneste menneskes bevidsthed, er blevet bevaret i universets evighedsregion. På denne måde kommer vi frem til den gamle tanke om uforgængelige »akashiske optegnelser«, velkendt i indisk filosofi, men nu udtrykt i moderne, videnskabelig form.
Det synes, som om vi har evnen til, fra dette enorme, samlede forråd af kosmiske erindringer at udvælge netop de erindringer, som svarer til vore egne erfaringer, med udelukkelse af alle andre. Men sommetider synes det, som om vi får erindringer frem, som tilhører en os selv helt fremmed personlighed. Dette er i virkeligheden ikke sværere at forstå end telepatiens kendte fakta. Men, ejendommeligt nok, kan de erindringer, som vi får frem i disse enkelte tilfælde, meget vel tilhøre en person, som nylig er død, eller som har været død (i biologisk forstand) i meget lang tid!
Der kan fremlæges kendsgerninger, som understøtter denne opfattelse. Det er nemlig blevet fastslået, at meddelelser, som er modtaget gennem medier i dyb trance eller i hypnotisk søvn, undertiden har indeholdt oplysninger, som har været ukendte for alle nulevende personer, men som er blevet verificerede ved en efterfølgende undersøgelse. Selv om de såkaldte åndelige budskaber, som det har været muligt at bekræfte, er sjældne, skulle der ikke være nogen vanskelighed ved at udforske dem. Hvis forekomsten af verificerbare budskaber af denne slags kan bekræftes definitivt, vil dette pege direkte på forekomsten af et samlet forråd af diskarnerede kosmiske erindringer.
INTEGRITETEN AF VORT ERINDRINGSFORRÅD
En yderst vigtig egenskab ved vort erindringsforråd er dets integritet eller udelelighed. Vi har alle en bestemt følelse af, at hvor meget vor personlighed end har forandret sig under et langt liv, så eksisterer der dog noget i vor psykiske struktur, som er forblevet uforandret, og som ikke kan deles i mindre dele, som er uafhængige af hinanden. Individer af alle racer har instinktivt i deres indre mærket eksistensen af en integrerende åndelig inderste natur, som de også har givet et navn. På vort sprog udtrykkes denne natur som »Sjælen«.
Det velkendte faktum, at den ene tanke fører den anden med sig, og at genkaldelsen i erindringen af een begivenhed fører til, at man kommer i tanker om en anden, viser, at der eksisterer forbindelser mellem vore tankers og erindringers enkelte bestanddele. Disse forbindelser må selv tilhøre den ikke-fysiske verden, d.v.s. den åndelige del af hjernen, som eksisterer i en verden uden for rum og tid. De repræsenterer det bindemiddel, som sammenføjer alle psykiske erfaringer, fortidige, nuværende og fremtidige, til en integreret, selvstændig enhed, en Sjæl.
Forekomsten af dobbelte og flerdobbelte personligheder viser, at sjæle med forskellige erindringsforråd kan ytre sig gennem den samme fysiske krop. Forsøger vi at finde en forklaring på dette, kommer tanken om muligheden af at oprette en midlertidig psykisk kontakt med andre sjæle os til hjælp. Studiet af underbevidstheden hos mennesker med flerdobbelt personlighed kan i høj grad lettes ved at hensætte dem i dyb hypnotisk søvn. Man har herved fundet, at der bagved de »fremmede indtrængere« findes en fuldt selvstændig personlighed, d.v.s. een enkelt sjæl.
Vi kan nu bedre forstå forskellen mellem fortiden og fremtiden. »Evighedsaksen« har to forlængelser, begge formentlig uendelige, den ene strækkende sig mod fortiden, den anden mod fremtiden. Tidligere begivenheder kan ikke ændres, de er i uforanderlig form registrerede i evighedsregionen. Men i retning mod fremtiden har årsagskæderne, som man tidligere antog for at være fuldstændig »stive« og ufravigeligt bestemmende for enhver begivenhed i fremtiden, i de senere år vist sig at være »bøjelige«. Denne nyligt gjorte opdagelse inden for fysikken er udtrykt i »Usikkerhedsprincippet«, som finder anvendelse inden for alle områder af videnskaben. Jeg tror, at det som mangler i vore fysiske teorier, er virkningerne af en Kosmisk Vilje, mere almindeligt kaldet »Guds Vilje«.
TELEPATI OG CLAIRVOYANCE
Forestillingen om en evighedsregion i universet gør det meget lettere for at os forklare forholdene ved telepati og clairvoyance. Når man i vor sædvanlige fire-dimensionale verden af rum og tid skal overføre et budskab mellem steder, som er adskilt i rum og tid, må man overføre energi fra en afsender til en modtager. Den maksimale overføringshastighed, målt ved hjælp af målestok og ur, er lig med lysets hastighed i vakuum. Ofte forekommer der ved en sådan overføring en optagelse og genudsendelse af energi. Under dette forløb spredes eller udstråler sædvanligvis en del af energien. Drejer det sig om komplicerede budskaber, bliver de forvrængede, og denne forvrængning tiltager, jo længere tid overføringen tager.
Betingelserne for overføring af rapporter, budskaber og billeder er helt anderledes i det femdimensionale univers. Der overføres ingen energi, og et budskab kan derfor meddeles uden forsinkelse og uden forvrængning. Vi kan sige, at meddelelsen flyttes, ikke i den fysiske verden af måleligt rum og tid, men i universets evighedsregion. Dette betyder, at vi kan forestille os, at afsenderen og modtageren befinder sig i en latent, men umiddelbar kontakt med hinanden, når det drejer sig om ikke-fysiske meddelelser. Et tab af klarhed i en sådan meddelelse kan ikke bero på nogen ufuldkommenhed i overføringsprocessen, men må bero på en manglende evne hos modtageren til at kunne adskille detaillerne i meddelelsen og fortolke den rigtigt. Vi drager altså den slutning, at tanker og ideer kan overføres som sådanne, d.v.s. i deres åndelige form, fra een person til en anden, uafhængigt af nogen som helst form for kode eller symboler. Denne forestilling om en tanke, frigjort fra tænkerens hjerne, kan give os en ledetråd til tankernes inderste natur.
Nutidens videnskabsmænd er fortrolige med den forestilling, at den materielle verden af atomer, molekyler og stjerner har ensartede og konstante egenskaber, og at de samme fysiske love er gældende for alle dele af det fysiske univers. Efter det man kalder »Eddingtons princip« er det muligt matematisk at beregne det samlede antal af atomer i hele universet, når man går ud fra, at rummet har tre dimensioner, medens tiden kun har een. Opfattelser af denne art har ført mange videnskabsmænd til at tro, at materiens og energiens verden danner en samlet og udelelig enhed. Filosofferne udtrykker det samme ved at sige, at den fysiske verden kun udgør en speciel side af en mere omfattende universel enhed. Selv er jeg overbevist om, at ånd er den mest fundamentale side ved universet.
DET ALLESTEDSNÆRVÆRENDE MENNESKE
Omhyggelige eksperimenter med telepati over store afstande har vist, at afstanden mellem afsenderen og modtageren af en telepatisk meddelelse ikke har nogen mærkbar indflydelse på meddelelsens intensitet eller klarhed. Denne kendsgerning har ført til forestillingen om »det allestedsnærværende menneske«, som første gang blev beskrevet i juninummeret 1957 af tidsskriftet SCIENCE OF MIND. Resonnementet bag denne tanke er følgende: Hvis den ovennævnte egenskab ved telepatiske meddelelser kan udstrækkes til ubegrænsede afstande, hvad vi ikke har nogen grund til at betvivle, og hvis der findes væsener med psykiske egenskaber svarende til vore egne på andre planeter i solsystemet eller i universet som helhed, som allerede har nået eller måske har overskredet vort niveau i intellektuel og etisk udvikling, så må vi forvente, at vor måde at tænke på er blevet overført til dem og deres til os. Hvis vi fører dette ræsonnement til dets logiske slutning, når vi frem til ideen om et »kosmisk samfund af sjæle«, inden for hvilket individerne udvikles efter ensartede linier imod et fælles mål, som gradvist vil blive åbenbaret for os. Da tankerne tilhører universets evighedsregion, kan vi drage den slutning, at tanker og stræben hos mennesker, som længe har været døde i biologisk forstand, stadig kan eksistere i effektiv form og påvirke nutidige menneskers tænkning og idealer. Hvis dette er rigtigt, er mennesket ikke blot allestedsnærværende, men også evigt eksisterende.
PSYKOMETRI
Det mest ejendommelige af alle psykiske fænomener er vel nok det, som kaldes psykometri. Denne benævnelse blev indført af den amerikanske professor J. A. Buchanan som en betegnelse for visse personers evne til ved hjælp af en livløs genstand at etablere en »psykisk kontakt« med en anden person. Det er nu sikkert bevist, at en specielt følsom person kan modtage vigtige oplysninger om begivenheder knyttet til en sådan genstand, eller læse et budskab i en forseglet kuvert, endog med bind for øjnene. Personer, som mangler denne specielle følsomhed, kan kun udføre sådanne psykometriske aflæsninger under hypnose eller i trance. I visse tilfælde kan en aflæser besvare skriftlige spørgsmål, opbevaret i en forseglet kuvert. Når disse spørgsmål har drejet sig om afdøde personer, er svarene blevet udlagt som kommende fra »den åndelige verden«.
Den forestilling, at alle mennesker i universet befinder sig i en tilstand af latent eller potentiel kontakt med hinanden, samt at alle begivenheder findes registrerede i universets evighedsregion, kan muligvis give os en ledetråd til forståelsen af sådanne ejendommelige fænomener. (Kendsgerningerne vedrørende psykometri findes beskrevne i Rhines officielle bog »The Reach of Mind«, New York 1947).
BEVIDSTHEDENS UDSPRING
Hvis erindringerne tilhører universets evighedsregion, vil det været naturligt at forudsætte, at alle åndelige realiteter, som tanker, stemninger, følelser og vilje, har deres inderste udspring i denne ikke-fysiske verden. På denne måde når vi frem til den ældgamle forestilling om en Universel, kosmisk Bevidsthed, i hvilken menneskets bevidsthed har sine rødder og med hvilken vi er i stadig, direkte og uopløselig kontakt. Går vi ud fra denne tanke, kan vi forstå, at alle bevidstheder på omtrent samme niveau kan etablere kontakt med hinanden. På basis af en sådan teori bliver fænomenerne telepati og clairvoyance forståelige.
LEVENDE KRAFTFELTER
Hvis vi udvider forudsætningen om, at der eksisterer ikke-fysiske modstykker, som svarer til vore fysiske hjerner, kommer vi frem til den opfattelse, at der eksisterer kosmiske modstykker svarende til alle livsvigtige organer i vor fysiske organisme. Vore organer har komplicerede strukturer, intimt forbundne med deres funktioner. Under deres begyndende dannelse i fosteret og under deres senere vækst må man forudsætte tilstedeværelsen af et system af styrende kræfter, som dirigerer bevægelserne af visse arter af molekyler, f. eks. æggehvidestoffer, på en sådan måde, at der til sidst bliver dannet et fuldstændigt organ, som i sig selv er en livsvigtig del af en levende organisme af højere orden. Dette har ført til forestillingen om »levende, selvstændige kraftfelter«. (Denne tanke er beskrevet i nærmere enkeltheder i mine to artikler »The Autonomous Fields« og »Emergent Energy« i »The Journal of the Franklin Institute«, Vol. 239, 1945, og Vol. 241, 1946).
SJÆLELIG LÆGEKUNST
Et psykisk fænomen, som har den allerstørste praktiske betydning for et stort antal mennesker, er det, som man kalder »sjælelig lægekunst. Den er blevet praktiseret fra urgammel tid og består i helbredelse af sygdomme, som tilsyneladende opnås blot derved, at den syge hensættes i eller evner at indtage den rette mentale tilstand. De mange sensationelle helbredelser, som er foregået i Lourdes under den katolske kirkes beskyttelse og under medicinske autoriteters kontrol, er kendt over hele verden. Forestillingen om eksistensen af ikke-fysiske modstykker i universets evighedsregion, svarende til vore fysiske organer, gør det muligt for os at danne os et billede af, hvordan den sjælelige lægekunst fungerer.
De ikke-fysiske modstykker, som svarer til vore kroppes organer er den inderste og endelige årsag til de fysiske organers strukturelle og funktionelle egenskaber. Disse modstykker udgør livsskabende og livs-opretholdende kilder uden for tid og rum. Da de er uden for rummet, har de ingen bestemt plads, og da de er uden for tiden, er de ikke udsat for at ældes, slides eller gå til grunde. Der eksisterer ikke-fysiske forbindelser mellem vore organer og de dertil svarende åndelige modstykker. Hvis disse forbindelser af en eller anden grund bliver hæmmede, kan det tilsvarende organ ikke længere fungere på rette måde. Hvis forbindelsen afbrydes, dør organet, d.v.s. dets hensigtsmæssige funktioner ophører.
Eftersom de til vore organer svarende åndelige modstykker fungerer med en bestemt hensigt, bør de betragtes som livsytringer hos en kosmisk bevidsthed, og organerne, som vi s e r dem, kan betragtes som manifestationer i den fysiske verden af denne universelle bevidsthed. Eftersom vore egne bevidstheder altid er i kontakt med den kosmiske bevidsthed, kan vi forstå, at forbindelsesleddene mellem et organ og det dertil svarende åndelige modstykke kommer til at fungere mere intensivt og effektivt, når vor mentalitet bliver stimuleret på rigtig måde. Resultatet af en effektivere kontakt mellem det levende kraftfelt i et beskadiget organ og dets uforgængelige kosmiske modstykke kan meget vel tænkes at føre til en genoprettelse af dets oprindelige strukturelle og funktionelle egenskaber, med andre ord, en helbredelse.
Lad os udtrykke den samme sag mere enkelt og let fatteligt. Et menneske har en sygdom, som er uhelbredelig med sædvanlige fysiske midler. I sin fortvivlelse sender vedkommende da et »signal« eller en »meddelelse« til den kosmiske bevidsthed, som er Almagtens bevidsthed. Hvis signalet når sit mål, kan lægende kræfter øjeblikkelig nå den pågældendes syge eller beskadigede organ fra en kosmisk kilde af ubegrænset kraft og visdom. Snart kan det defekte organ fungere normalt igen og – et »mirakel« har fundet sted.
KONKLUSION
Konklusionen af denne artikel er, at vi kan konstatere, at indførelsen af en evighedsdimension i vort verdensbillede har gjort det muligt for os at forestille os og forstå de processer, som er forbundne med psykiske fænomener. Mange af disse processer, såvel som livsprocesser i almindelighed, kan det blive muligt at forstå, hvis vi forudsætter eksistensen af en altomfattende kosmisk bevidsthed, i hvilken livet og alle levende væsener har sine »rødder«, og som de evigt opretholder effektive forbindelser med.
Vi har al mulig årsag til at sige, at vi er åbenbaringer af det kosmiske Liv og den kosmiske Bevidsthed.
Den inderste kilde til liv og bevidsthed har man givet forskellige navne. Mange kalder denne kilde – GUD.
*) En modtagelse i bevidstheden af impulser eller indtryk, som ikke formidles af de fem fysiske sanser.