Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi står igen midt i en tid, hvor et gammelt livsgrundlag bryder sammen for mennesker – ganske som man har oplevet det i renaissancen, i folkevandringstiden, på Jesu tid og mange, mange gange før. I en sådan tid bliver mennesker søgende, men de færreste får tænkt over, hvorfor de bliver det, eller hvor de søger hen efter. Nogle vil have selskabelig kontakt, andre vil giftes for enhver pris, andre søger en karriere, hvor de kan blive beundret, atter andre siger, de ønsker ro i sindet. Meget kan virke som surrogater, fordi det er, som om meget få er standset op bare et øjeblik for at gøre sig klart, hvad man søger.

Søger vi sukces, så all right! Men meget tyder på, at der bag den spredte søgen ligger en dyb længsel efter mening i livet, efter helhed. Og søger vi helhed, skal vi også kende prisen for at finde den, sådan som mennesker har måttet betale for den indenfor alle kulturer og alle religioner, når de virkelig ville finde livets helhed – Gud!

Når man i dag siger mentalhygiejne, danner man sig som regel en overfladisk forestilling om bedre livsvilkår, om »fred i sindet«. Den forventning svarer udmærket til vor tids drøm om sukces på alle felter – man tror, udvikling består i en stadig stigende fremgang, også når det gælder sjælelig udvikling.

Oversætter vi ordet mentalhygiejne til dansk, så der kommer til at stå »sjælepleje«, aner vi en anden klang i ordet. Det at pleje sin sjæl har et dybere perspektiv. Det gælder ikke om at forkæle den og lægge den i vat, ikke kredse om den tidlig og silde, ikke ensidigt beskæftige sig med, hvad sjælen begærer, men yde den ganske samme grad af pleje, som vi naturligt ofrer på vores krop. Sjælepleje vil ikke sige kredsen om sig selv og forkæle sin sjæl, men at skaffe sjælelivet de vilkår, hvorunder det kan trives og udvikle sig – som kornet på marken – næsten uden at man mærker det.

Enhver, der har lært Martinus' analyser at kende, vil vide, hvor nemt det er at kende dem (det klarer man vel på et par år) og hvor svært det er at kunne dem. Målet er jo ikke at have analyserne som et intellektuelt forsvars- og angrebsmiddel overfor andre, men stykke for stykke at se dem dukke frem i tågen i sit liv og mærke den inderlige glæde det er, at se dem omforme sit liv – ikke at man selv omformer sit liv, men at analyserne omformer det, næsten uden at man mærker det.

At opnå denne sunde udvikling må være målet for enhver, der lærer analysernes rigdom at kende – om vejen så ellers fører gennem modgang eller sukces.

I middelalderkirken (der jo var kirkens egentlige storhedstid) samlede sjælens vej sig om boden, gudstjenesten og sakramentet.

I boden skulle man samle sig i angeren over, hvad man havde gjort galt – den kunne f. eks. bestå i bønner, rejse til et valfartssted eller (og) i at genoprette, hvad man havde forbrudt. I sin dybe natur er boden ikke simpelthen betaling til en vred Gud, men en mentalhygiejnisk foranstaltning, der skal tvinge til grundig eftertanke og fremkalde den anger, der kan komme karmabølger fra den forkerte handling i forkøbet. Boden er et håndgribeligt middel til at rense ud i det primitive menneskes sjæleliv (her ser vi naturligvis bort fra de fordrejelser, hvor boden blev til rent teater eller blev brugt til kirkens egen fordel).

Havde man nu renset sit sind og ordnet sine mellemværender med andre, fandt man ved deltagelse i gudstjenesten den oplysning om verdens orden, som man i det daglige kunne leve på. Gennem messesang, musik, alterhandlinger og væggenes malerier blev denne verdensorden sunget ind i ens sjæl. Dogmerne var i denne tids kirke ikke noget, menigmand diskuterede eller var i tvivl om – de var helt enkelt led af gudstjenstens helhed – på samme måde som der i sange og salmer, vi undertiden synger med på, findes udtryk, vi intellektuelt ville finde anstødelige, men som vi slet ikke vurderer fra den kant, medens vi synger dem. Gudstjenestens billedverden støttede en i det daglige, hele hverdagslivet var bygget op omkring dens begreber og den oplysning, den havde givet.

Vejens mål var oplevelsen af enhed med det guddommelige. Udadtil blev den udtrykt gennem bøn og sakramenter, og historien viser, at mange af de fromme netop i forbindelse med disse handlinger oplevede foreningen, som kirken dengang fuldtud anerkendte. Tænk f. eks. på St. Teresa, der blev en af kirkens største helgener, og ofte oplevede kosmiske glimt foran alteret (undertiden blev hun direkte løftet op i luften i levitation) og i sin klosterceller under bøn.

Vi overser ofte den store betydning, renselsens periode har for en østlig discipel, når han i sin prøvetid ved at trodse strabadser og udstå prøvelser skal vise, at hans søgen er vedholdende og hans sind rent. Yogananda fortæller i sin selvbiografi, hvorledes hans guru engang afsatte ham fra ledelsen af køkkenarbejdet, for at en ganske ny discipel kunne komme til. Den nye discipels ærgerrighed medførte inden længe, at køkkenarbejdet blev eet kaos, og at medhjælperne stadig spurgte Yogananda til råds. Langt om længe gik Yogananda til guruen og forklarede ham ydmygt, hvordan sagerne stod. Den nye discipel blev straks vist helt bort – han havde vist, at han ikke kunne bære en krævende situation – og Yogananda blev genindsat i sin værdighed som køkkenleder: ved sin sagtmodighed havde han vist sig opgaven voksen.

Endnu mere dramatisk forløb prøvetiden for Milarepa, den store reformator af Tibets religion (ca. år 1100). Hans guru satte ham til at bygge et hus et sted, men da det var halvfærdigt, fik Milarepa under et eller andet påskud befaling om at rive det ned igen og i stedet rejse det et andet sted. Det samme gentog sig efter en tids forløb på den nye byggeplads, og Milarepa måtte flere gange bygge huse og rive dem ned igen, indtil han var opgivelse nær.

Således fortæller Østens historie om mange former for prøvelse af en discipels udholdenhed Og tålmodighed. I Jesu ørkenvandring har vi en nøje parallel (som et forbillede!) til disse begivenheder – og tænk vel på, at den for ham fulgte efter en af hans store, åndelige oplevelser, dåben. Det sker tit, at de første åndelige oplevelser kun er indledning til de værste prøvelser! Og formålet er at prøve sindsro og tålmodighed.

Til alt dette føjer sig i Østen lærerens undervisning om livets love og verdens gang. Denne undervisning er ikke blot intellektuel (foredrag og samtale), men består tillige i at leve sammen med lovene. Det er derfor lærer og disciple som regel bor sammen en årrække. Ganske ligesom gudstjenesten sang dogmerne ind i menneskers sind, ganske ligesom enkelte mystiske retninger dyrker mantrams (den idelige gentagelse af Guds navn, indtil det genlyder i hele ens krop), således skal livslovene genlyde i hele ens sind, før man kan sige, at oplysningen om dem er fyldestgørende. Der er i østen ikke tale om, at man kan bringe undervisning videre, før ens viden om livet har mærket en helt igennem.

Men gennem renselsen og oplysningen går vejen – ledet af guruens kyndige hånd – til den oplevelse af det guddommeliges tilstedeværelse overalt, som hinduen kalder samadhi.

Med Freud skete der i Vestens psykologi et gennembrud for forståelse af, at mennesket er mere end blot overfladisk-bevidsthed. Da de fleste mennesker var gledet helt udenfor kirkens sjælesorg, tog psykoanalysen fat på at rense menneskers sind ved at lære os at se fejlene hos os selv og samtidig modvirke selvhævdelse og egoisme. Skal vi nå frem til tålmodighed og sindsro, må vi ikke være bundet til uvenskaber, til ydre position, til fordrejede ambitioner o.s.v. Ved at gøre disse bindinger bevidste for os, kan psykoanalytikeren, hvis han magter sin opgave, hjælpe os et væsentligt stykke af vejen.

Som årene gik, begyndte man imidlertid at spørge: og hvad så? – Vi fik en følelse af, at det ikke er nok at rense menneskers sind. Man må også give dem materiale til at bygge noget nyt op, ellers efterlader man dem bare i et renset og goldt tomrum.

En af Freuds elever, schweizeren C. G. Jung (f. 1875) er her gået videre. Selve analysen er for ham kun indledning til, at man hjælper mennesker med at tage deres tilværelse op og skabe noget positivt ud af den. Jung taler om individuation og mener dermed bl. a. den helstøbthed, Østens lærere altid har søgt at skabe i deres disciple. Det nytter ikke at udvikle een side vældig meget og samtidig forsømme andre. Det kan kun føre til et forkvaklet resultat. Tanke og følelse skal udvikles jævnsides, den mandlige og den kvindelige pol i menneskets sind skal være placeret på rette plads i sammenhængen, ens bevidste bestræbelser må ikke kvæle andre bestræbelser, der blot trykkes ned i det ubevidste og laver så meget større ulykker, o.s.v. – Jung, der er en forsigtig akademiker, har bl. a. søgt at støtte mennesket i denne fase af dets udvikling ved at bidrage til udsendelse af en række af Østens visdomsbøger på vestlige sprog.

Tilbage står stadig det tredie trin – foreningen med det guddommelige. Her har lærerne i Vestens officielle psykologi til dato ikke noget at pege hen på.

Sjældent får man en sådan følelse af tilbagegang, som når man er blevet grebet af de store perspektiver, analyserne åbner for ens personlige tilværelse, og så oplever, hvor lidt af det man egentlig magter i sit daglige liv. Vi bliver måske utålmodige og utilfredse – med os selv, men lader med lethed, som om det er de andre, det er galt med.

Som det i denne artikel er sagt fra andre kulturkredse, skal det her gentages: renselsens – eller ørkenvandringens – tid er en nødvendig forberedelse til at bygge analyserne ind i vort liv.

Bag den kosmiske kemi og talen om de love, hvorefter livets skabende kræfter bevæger sig, ligger en påvisning af, at de punkter, hvor modgang og skuffelser rammer os, er vores svage punkter. Karmaloven udtrykker ikke bare en sammenhæng til fortiden, som vi kan søge efter ved at stille spørgsmålet: hvad har jeg gjort, siden...? Den peger nok så meget fremefter ved at lære os: det skal du rette, før...! Den, der bagtaler, vil altid føle sig ramt af bagtalelse. Den vredagtige vil altid opfatte sine omgivelser som vredagtige. Den ærgerrige vil mene, at hele verden går ham imod o.s.v. Karmaloven er i sin allervigtigste funktion en hjælp til at finde ud af, på hvilke punkter vi har større modenhed behov.

Renselsens formål er at bringe os ind i universets egen rytme – ikke som passive og drivende tømmerstokke, men som harmoniske medarbejdere.

Men samtidig ligger der i denne »ørkenvandring« en prøvelse af modet til at være alene med de ting, der greb os. Under den ydre modgang, hvor vi ikke kan dele vores interesse med nogen, tvinges analyserne indefter i os selv, så de rodfæstes endnu dybere – ganske som vintersæd. Lao-Tse, den gamle kineser, siger med rette: »Den, der taler, erkender ikke – den, der erkender, taler ikke.«

Først når vi kan skelne tiden til at tale fra tiden til at tie, er sagen moden i os.

Vi gør os vist ikke altid klart, hvor lang tid og hvor meget arbejde, der kræves, før vi kommer ud af dette afsnit af vores tilværelse – jeg fristes til at sige, at det i sit princip er livsvarigt. Vi kan så have den trøst, at de forandringer i os, dette arbejde bringer med sig, bemærkes af andre, før de bemærkes af os selv. Ja, måske kan man sige, at der er noget galt, hvis vi er de første, der bemærker dem! Men det føles ofte bittert at skulle bruge sin tid på disse renselsesaktioner, netop som man har set vejens mål så strålende.

Renselsens princip findes netop for at sikre os den størst mulige livsoplevelse senere hen. Det er et fremadrettet princip: først når vi er blevet opøvet til en ægte tålmodighed og sindsro, vil vi kunne forvente for alvor at lytte til universets skabende grundtone.

Og det er sigtet for den oplysning, som Martinus lægger foran os: ikke at modtage en autoritær undervisning, men lære at lytte. Vi skal gå ud i vores liv – leve livet – og deri se, om de livslove, analyserne skildrer, er rigtige. Heri ligger, at vi ikke kan analysere, før vi lever dem. Det vil måske sige, at vi til den tid har glemt dem, at de ikke er bevidste for os. Jeg tænker undertiden på de (efterhånden mange) mennesker, der passerer undervisningen i Martinus' analyser og derpå efter et par år glider helt væk. Nogle er bekymrede ved at se dette ske – både hos sig selv og hos andre. I en undervisning om livet er det en naturlig udvikling. Måske dækker nogle af disse mennesker til for, hvad de lærte, medens andre ubevidst lever videre på det. Selv de, der dækkede til, vil en dag opdage analyserne igen.

Forsynets mål er, at vi lærer at udtrykke analyserne gennem de almindelige livsformer, mennesker færdes i. Bortset fra den skole med planmæssig undervisning, der skal være der, kan man sige, at de fleste af os er kaldet til at være lærere gennem den måde, vi lever på. De fleste mennesker, der behøver hjælp i nød, skal ikke først og fremmest høre om en »livslov«, men om en livserfaring, vi selv kan gå ind for, fordi den er vores egen.

Og lad os så ikke på noget stadium glemme sigtet for analyserne: at gøre oplevelsen af Gud omkring os til noget virkeligt. Det egentlige facit af alle Martinus' analyser er dette, at alt liv er bøn. Enheden er allerede omkring os ... der mangler kun det, at vi åbner os for den.

Vi møder altså hos Martinus det, der fra ældste tid har været grundtonen i kristendommen og i andre religioner: vi er aldrig alene. Om vi slås med renselsen af vort sind eller kæmper for at tilegne os indsigt i livets love eller blot er blevet tavse og lyttende til universets rigdom – overalt var det Gud selv, der kom os i møde for at bringe os nærmere til sig.