Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Himlen hvælvede sig høj og blå over mit hovede, da jeg mandag den 4. november 1957 satte mig ind i den bus, der skulle føre mig fra den lille sydindiske landsby Kotagiri og ned til lavlandet og dermed toget til Bombay. Det er en forunderlig oplevelse at »skrue« sig selv ned fra »de blå bjerge«s skønne højder, med det herlige, næsten danske klima, til det underliggende lavland, hvor heden til at begynde med føles næsten kvælende. På den anden side var mit hjerte fyldt med spænding. Opholdet hos Anna Ørnsholt havde været en oplevelse for livet. Men jeg var trods alt i Indien for at gøre nytte, og da vor gode ven, mr. Venkatachalam i Bangalore, fremdeles var syg, havde jeg fulgt en indre tilskyndelse til at sende generalsekretæren for »The Bombay Humanitarian Leaque«, mr. Mankar i Bombay et telegram med meddelelse om, at jeg modtog hans invitation til at deltage i »Den 15. internationale vegetarkongres«, der skulle åbne i Bombay den 9. november. Årsagen til, at jeg modtog invitationen, var mindre selve kongressen, end den mulighed den gav mig som den indiske regerings gæst at besøge de fleste af Indiens store byer med dette forunderlige lands skønneste kunstværker samt, hvad der for mig var altafgørende, den enestående chance jeg her fik til at knytte værdifulde kontakter med mennesker i førende stillinger. Jeg havde udtrykkelig gjort denne min indstilling klar for mr. Mankar, der som cheforganisator af selve kongressen havde krav på at vide, hvor han havde mig. Men efter at have læst min bog »Introduction to Martinus Cosmology« var der mellem os opstået et venskab af ganske speciel karakter, og mere end nogen anden Inder skyldes det ham, at jeg, når jeg nu ser tilbage over denne lange rejse, kan sige, at den mere end opfyldte selv de største håb, Martinus og jeg nærede for dens udfald, da jeg den 26. september sagde ham farvel på Kastrup flyveplads.

Rejsen fra Kotagiri til Bombay blev fantastisk derved, at jeg her for første gang ikke alene oplevede, at rejse gennem den indiske jungle, men også oplevede, hvad det vil sige at rejse sammen med Indere. En gæst er i Indien en Gud. Dette synes lidt svært at forstå, når man pludselig befinder sig i en kupé, beregnet til 16 personer, men fyldt med mere end det dobbelte antal mennesker, – og så i 35° varme! Men alt i livet er et tilpasningsspørgsmål, og før jeg fik set mig for, var vi snart een stor familie. Jeg var ene europæer i kupeen, og til at begynde med stirrede de fleste en smule betænkelig på mig. Men jeg var hurtig i snak med min sidemand, og selvom jeg nok opdagede, at vor samtale blev aflyttet i dødsstilhed, så varede det ikke længe, før det gik op for dem alle, at jeg dels ikke var englænder og dels slet ikke reserveret i mit forhold til dem. Den hvide mand har gjort det dårligt for sig selv i Østen. Han har der ombyttet et regulært mindreværdskompleks med et mereværdskompleks, der har fået ham til at optræde på en sådan måde, at det vil tage lang tid, før arrene efter hans tåbelige handlinger er udslettede! Men alle i min kupé jublede, da de hørte, hvor lille det land var, jeg kom fra! Fire millioner – eller knap så mange mennesker som i Bombay! Det var utroligt. Og det var utroligt for mig, at de næsten alle kendte Danmark. »Wonderful, wonderful Copenhagen!« kvidrede de. Danney Kaye har faktisk gjort os ikke så lidt af en tjeneste derude!

Rejsen varede fra mandag aften til onsdag eftermiddag! Det er en lang tid i et indisk tog, og dette var endda et eksprestog, som til tider hamrede af sted med en fart af langt over 100 km i timen. Vi for gennem oversvømmede jungleområder, hvor toget ligesom »shimmyede« gennem vandmasserne og opover bjergområder så øde, at den blotte tanke om at blive efterladt der, kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. Ved en lille station i junglen, hvor vi holdt for at tage vand ind, fik jeg øje på en stor, grøn slange, der havde snoet sig om en pæl lige ud for vort vindue. Tungen spillede i gabet på den, og den så alt andet end indbydende ud. Nå, sandsynligvis har det været en af de ufarlige – kedeligt blot, at man aldrig kan se det på dem.

Natten var det spændende problem. Jeg skal aldrig glemme den første nat, der mildest talt tegnede rystende. Om at ligge ned kunne der ikke være tale. Vi sad allerede som sild i en tønde, så jeg var faktisk spændt på, hvordan det hele skulle forløbe. Da trætheden endelig overmandede mig, og jeg sov ind, fik jeg, da jeg vågnede, et af mit livs virkelig store overraskelser. Da jeg slog øjnene op og til at begynde med ikke anede, hvor jeg var, så jeg, at jeg lå ned i hele min udstrækning! Pludselig gik det op for mig, hvor jeg var, og jeg blev med det samme lysvågen. Og det syn jeg da så, skal jeg aldrig glemme. Rundt omkring mig, sammenbøjet i de usandsynligste stillinger og filtret ind mellem hverandre, så man knap kunne vide hvis lemmer, der var hvis, sov de fleste af mine indiske venner dybt og trygt. Jeg tilstår, at en dyb skamfølelse kom over mig. Hvordan var dette dog gået til? Den dag i dag ved jeg det ikke. Ved blot, at disse kærlige mennesker, så snart jeg var faldet i søvn, var »rykket sammen« på en sådan måde, at jeg kunne strække mig i min hele længde! Så snart de opdagede, at jeg var vågen, var det første jeg hørte: »Vil du have en kop varm kaffe?!« Så jævnt – og næsten så dansk!

Gensynet med Bombay var hjerteligt. Mr. Mankar havde arrangeret alt for mig, og jeg boede nu som kongressens gæst på det samme hotel, jeg var indlogeret på, da jeg første gang satte foden på indisk jord. Gæster fra hele verden var allerede ankommet, og min første overraskelse bestod i, at jeg ikke alene skulle dele værelse med en anden dansker, men at denne dansker var en af vort arbejdes venner gennem mange år, skoleinspektør Oluf Egerod, der var kongressens vicepræsident! Overraskelsen var gensidig, men resultatet blev et uovertruffet hyggeligt samvær gennem hele den periode, kongressen varede! Derudover mødte jeg gode venner fra både England og Frankrig, nemlig generalsekretæren for International Vegetarisk Union, Mr. Harry Harris fra London samt Mr. Woodland Kähler, hvis gæst jeg havde været adskillige gange i hans skønne hjem i Paris, og som på det kærligste havde instrueret mr. Mankar om at modtage mig, når jeg landede i Indien. Vi var således hurtigt en gruppe nært forbundne venner, og længe varede det ikke, før de her nævnte kontakter blev udvidet til at omfatte mennesker fra næsten hele jorden.

Den næste begivenhed, der havde næsten samme virkning på mig, som synet af Taj Mahal, var en sejltur en meget tidlig morgen på floden Ganges der, hvor den glider forbi Indiens ældgamle, hellige by Benares. Solen var netop stået op og farvede skråningerne langs flodens bred, hvor tusinder og atter tusinder af mennesker badede og forrettede deres gudstjeneste. Der var de alle. Hellige mænd sad i dyb meditation foran beskedne templer. Mennesker stod ude i selve floden med oprakte hænder og lukkede øjne i dyb bøn. Børn og geder sprang rundt mellem hverandre ved flodbredden, medens dybt alvorlige mænd gik og gjorde de bål istand, hvorpå dagens døde skulle brændes. Jeg oplevede, hvorledes to mænd bar en båre, hvorpå en ildrød sari skjulte de sidste rester af en kvinde, ud i floden, hvor de dyppede båren under vand, før de anbragte den på bålet, og jeg oplevede, hvorledes lange rækker af mænd og kvinder langs flodbredden stod og slyngede vasketøjet mod en sten, som mennesker her har gjort det i århundreder. Og dog, trods det at der her var samlet mange tusind« mennesker, var der over livet i denne tidlige morgentime en stilhed og en fred, som næsten kun kan beskrives med udtrykket »over al forstand«. Sagte gled vor båd forbi det ene tempel efter det andet. Overalt badende mennesker og overalt mennesker i dyb religiøs ekstase. Sådan har livet været på denne plads i utalte århundreder, og man følte det næsten, som tiden ikke alene stod stille, men også som om man selv gled tilbage til en verden helt ulig den, man i Vesten var vokset op i. Thi Indiens hellige flod, hvor prosaisk den end syntes at være andre steder, er her ved Benares så indspundet i drøm og sagn, at det føles umuligt ikke at blive grebet af stedets mystik. For utalte millioner har den været deres livs sidste mål, ja er det den dag i dag. Fra alle egne af Indien kommer de vandrende, disse gamle, der nu kun har eet ønske tilbage i deres sind, dette, at dø ved Ganges bred. Og der ligger de. Med lukkede øjne og fødderne halvt ude i flodens vand ligger de og venter på den død, der skal udfri dem fra et liv, der i dette skønne land ofte kun er een stor forbandelse. Jeg lod stille min hånd glide ned i dette vand, der føles meget mærkeligt; næsten slimet. Grågult kommer det oppe fra Himalaya og hvirvler ud mod det bengalske hav ved Calcutta, bærende en enorm byrde af al menneskeligt affald, spændende fra asken af utallige døde, over utalte børnelig, der straks efter dødens indtræden kastes i dens hvileløse vande, til alt det, utalte kloaker langs dens kyster uafbrudt losser ud i den. Ubegribeligt, at alt dette ikke lader den ene frygtelige epidemi efter den anden skylle ind over byerne langs dens kyster. Men nej, det er aldrig hændt, siger Inderen, og det vil aldrig hænde. Thi Ganges har kræfter i sig, intet andet vand har, og du kan uden nogen som helst risiko bade i den. Og det har jeg gjort, for første og absolut eneste gang i mit liv. I tåbelig trang til at føle dens bund, lod jeg mig glide under dens overflade for kun at opleve, at bunden var meterdyb dynd, som det var meget svært at blive fri af. Jeg slugte oceaner af vand og vil faktisk meget længe undre mig over, at jeg slap fra det uden andet mén end selve forskrækkelsen, der sådan set også var tilstrækkelig.

Fra Benares gik rejsen over byen Patna til et sted, jeg meget ofte i mine tanker har besøgt: byen Bodh Gaya, – eller stedet, hvor Buddha oplevede sin åndelige indvielse eller det, vi med Martinus ord nu kalder »Den store fødsel«. Vi ankom sent på aftenen i store busser til dette tempel, der er målet for tusinder og atter tusinder af buddhistiske pilgrimme. Selve templet strålede i den mørke nat, oplyst af vældige projektører. Det var et skønt tempel med store Buddhafigurer i purt guld, men det var nu ikke det, der mest optog mine tanker. Bag selve templet stod nemlig et vældigt træ, som efter traditionen står på nøjagtig samme plads, hvor det træ stod, under hvilket Buddha oplevede sin åndelige indvielse. Delvis skjult af mørket gik jeg ud i den lune aften og satte mig under dette vældige træs krone og lod mine tanker gå fra denne plet hjem til et lille, beskedent værelse på Nørrebros Runddel, hvor den begivenhed, som her havde fundet sted for 2500 år siden, havde gentaget sig i 1921. Mange tanker kom og gik i min hjerne, men de fleste af dem drejede sig om, hvor lang tid der vil gå, før det, som er hændt i vort land, vil kaste de samme lysbølger udover verden, som det budskab har kastet, der var udgået fra den plet, hvor jeg nu sad. Aftenvinden susede i den vældige indiske poppel, og en dyb fred kom over mig. Jeg følte med stor kraft, at vort arbejde ligger fast i Guds hånd, og at det vil sætte sin blomst i vor verden nøjagtig til den tid, det er Forsynets bestemmelse. Men jeg følte også, at det budskab, jeg så brændende bar i mit hjerte, nok skulle vide at bane sig vej, og at jeg ikke ville vende tilbage uden at den mission, min rejse i sig selv var et udtryk for, ville være lykkedes. Jeg følte mig dybt åndelig styrket, da jeg rejste mig fra min plads og påny sluttede mig til alle de andre.

Ankomsten til Calcutta rummede den store overraskelse for mig, at jeg skulle være gæst hos undervisningsministeren for Vestbengalen, mr. Bhuwalka, der modtog mig med udsøgt indisk venlighed i sit pragtfulde hjem. Hans søn havde hentet mig på stationen og bragte mig til hjemmet, hvor jeg fik overladt hele førstesalen i den vældige villa samt både privat tjener, bil og chauffør. Jeg indrømmer, at jeg et øjeblik følte mig som »Jeppe i Baronens seng«! Men ministeren selv var et af de enkleste mennesker, man kunne møde, og vi fandt meget hurtigt en indbyrdes form, der gjorde opholdet i hans skønne hjem til et af mine mest varmende indiske minder. Jeg gav ham min bog om Martinus, som han midt i sin travlhed gav sig tid til at studere med det resultat, at han hver morgen reserverede sig en lille stund sammen med mig, i hvilken jeg måtte besvare et utal af spørgsmål vedrørende rent åndelige problemer. Derudover introducerede han mig til et hav af mennesker, såvel som hans familie tog mig ud til alt, hvad der kunne tænkes at interessere mig. Stærkest i min erindring om disse i sandhed forgyldte dage står et besøg på det berømte Bose-institut, hvor lederen, professor Bose, en nevø af grundlæggeren, viste mig dette vældige institut, og hvor to af hans ældste assistenter, der begge havde tjent under instituttets skaber, viste mig det berømte apparat, hvormed sir Bose i sin tid havde aftvunget videnskabernes selskab i London, og dermed hele den vestlige verden, sin uforbeholdne beundring. Apparatet, der som bekendt kan måle og registrere et plantevæsens smerte, når en kniv gennemskærer det, var stadig intakt, og de to videnskabsmænd viste mig med glæde, hvorledes det fungerede. Det var fantastisk at se viserens udslag, da kniven gled igennem plantevævet. Og naturligvis måtte jeg også se det samme apparats moderniserede udgave med fotoceller og mange andre finesser. Efter eksperimentet satte vi os ned og fik en meget lang samtale om begrebet »plantebevidsthed«, og disse to meget spirituelle mænd var dybt interesserede i Martinus tanker om dette problem. Een ting glædede mig især, og det var deres glæde over min hilsen til dem fra Anna Ørnsholt, der var dette instituts grundlæggers sekretær indtil hun, efter hans død, overtog sin noksom bekendte stilling i Pandit Nehrus hus.

Men jeg var jo i Indien for at prøve at skabe et Martinus-center der, så da vi nåede hen til midten af december, kom en så dyb uro over mig, at jeg besluttede mig til at forlade Calcutta og rejse op til Delhi, hvor jeg vidste, at gode venner ventede mig. Under rejsen ud havde vi naturligvis besøgt Delhi og var blevet fejret der efter akkurat samme voldsomme mønster, som de øvrige steder. Vi havde været den indiske præsidents gæster, hvor jeg iøvrigt havde haft den store glæde at overrække ham min bog om Martinus, og vi havde været gæst hos utallige andre fremragende mennesker og foreninger. Under disse festligheder havde jeg mødt en af New Delhis fremtrædende forretningsmænd, mr. Advani, som havde vist mig en overordentlig interesse, og hvem jeg havde måttet love at besøge, så snart jeg var færdig med kongressen. Mr. Advani var en dybt religiøs mand, men utilfreds med det resultat hans åndelige søgen hidtil havde bragt ham. Vi havde haft en dyb samtale om Martinus, og han havde lånt, hvad jeg havde af engelsk litteratur, – ham glædede jeg mig meget til at gense.

Fredag den 3. december, kl. 20, forlod jeg, efter at jeg aftenen i forvejen havde været til en meget smuk afskedsfest hos undervisningsministeren, Calcutta. Snart efter var den kun et strålende lyshav under mig, og mine tanker vendte sig mod den by, hvor jeg nu, efter alt at dømme, ville komme ud for helt andre oplevelser end de, jeg som den indiske regerings gæst hidtil havde været ude for. Ved midnatstid fik vi Delhi i sigte. Der er noget aldeles fantastisk i synet af store byer fra luften, og dobbelt fantastisk, når det sker ved nattetid. Med deres tusinder af lys og de farvede neonrør ligner de gigantiske smykker, som man aldrig kan blive træt af at beundre. Vi tog cementen, og lidt efter fik jeg et af mine første virkelige chok i Indien. Der var hundekoldt! Jeg frøs så tænderne klaprede i munden, da jeg gik over flyvepladsen hen imod udgangen. Men hvem kan også ane, at temperaturforskellen mellem Calcutta og Delhi er over 20°? Jeg kom fra + 35° og stod nu i mit meget tynde tropetøj i + 15°. Ush, hvor det føltes koldt, jeg var faktisk meget lykkelig, da jeg lidt senere nåede hotellet og for første gang i lange tider havde 2 – to tæpper – over mig og ingen hvirvlende fan i loftet.

Nå, det er nu kun nætterne, der er kolde i Delhi. Så snart solen bryder frem, stiger temperaturen på den årstid meget hurtigt til omkring 25°, og det lader sig høre, når blodet er tyndt og tøjet kun beregnet til tropeklima. Gensynet med mr. Advani var så hjerteligt, som var jeg en kær slægtning, der var vendt tilbage. Det var uhyre interessant at møde denne mand, der i sin store forretning var så europæisk, at man uundgåelig fik den tanke, at han var en franskmand, der havde slået sig ned i Indien, medens han i sit hjem på et øjeblik strøg alt det vesterlandske af sig og viste sig som den mest hyggelige indiske vært, man kan forestille sig. Gennem ham kom jeg hurtigt i berøring med en mængde mennesker, af hvilke een især gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var den tidligere chef for den indiske hærs lægevæsen, general Sharma, der havde lånt det eksemplar af min bog, jeg havde overladt mr. Advani og nu pure nægtede at levere den tilbage. Jeg oplevede her et lille indisk »mellemspil« mellem to venner, der unægtelig forbløffede mig. Generalen, der trods sine 65 år, var yderst levende og vital, omfavnede sin ven og sagde som noget aldeles selvfølgeligt: »Kære Techu, du ved, jeg om kort tid går op i bjergene, og at jeg der får brug for denne bog. Når mit ophold er slut, vil du kunne hente den, – er vi enige?!« Det var de – og jeg forstod ikke et ord. Ikke før mr. Advani bagefter fortalte mig, at generalen snart ville vende verden ryggen og tage op til en hytte, han ejede oppe i Himalaya, og hvor han ville blive, til døden nåede ham. Jeg mødte her for første gang noget, jeg ofte havde læst om, men ærlig talt tvivlet lidt på. Men det er virkeligt sådan i Indien, at mange mennesker, altfor mange, siger regeringen, pludselig gør deres materielle bo op og forsvinder »op i bjergene« for der i stilhed og meditation at forberede sig på den store rejse. Jeg fik senere rig lejlighed til at tale med general Sharma, der var meget optaget af, at der skulle skabes et Martinus-center i Delhi, og jeg lærte ham at kende som en strålende personlighed, for hvem tilværelsens åndelige side så absolut havde førstepladsen i al hans tænkning. Og nu begyndte lavinen at rulle. Gennem mr. Advani blev jeg inviteret til at træffe de berømte Swami'er ved det vældige Rama-Krishnatempel i New Delhi og den ledende Swami inviterede mig straks til at tale i templets vældige lecture-hall, der med sine ca. 1000 siddepladser er et af Delhis største og mest moderne undervisningslokaler. Således gik det, til at jeg søndag den 29. december pludselig stod ansigt til ansigt med ca. 1000 Indere, hvem jeg fortalte eventyret om Martinus. Da jeg havde talt, oplevede jeg mit hidtil mærkeligste eventyr i Indien. En vældig bølge af mennesker skyllede op imod mig, greb mine hænder, knælede og berørte mine sko og på alle måder søgte at vise mig deres taknemmelighed. Et øjeblik var jeg ganske chokeret, men alle de strålende øjne viste mig, at mine ord havde haft bud til deres hjerter, og at jeg nu måtte være forberedt på, at alting kunne hænde.

Da jeg den aftalte aften mødtes med mr. Mathur i det ældgamle Delhi, en bydel så østerlandsk romantisk, at det ville kræve en artikel for sig at beskrive den, stod jeg pludselig over for en forsamling af Indere, der i det ydre var umådelig fattigt klædt, men hvis øjne lyste imod mig med al den spiritualitet, der er så særegen for det åndeligt indstillede indiske menneske. Foran mine fødder lå en samling indiske børn i alle aldre og stirrede på mig med deres skønne, sorte øjne. De havde bedt deres forældre så mindeligt om at være med, og jeg havde akcepteret det, fordi mange af dem er langt mere åndeligt modne, end børn på vore breddegrader er. Efter foredraget kom mr. Mathur hen til mig og sagde: »Jeg ved, at du her i Delhi har søgt at få kontakt med en ganske speciel indisk kvinde, Shanti Devi, er det ikke rigtigt?« Jeg bekræftede hans ord og han fortsatte: »Shanti Devi har overværet dit foredrag, og hun vil gerne tale med dig!« Og så stod jeg da foran den kvinde, hvis navn er fløjet jorden rundt, fordi hun gennem utallige eksempler har bevist så klart, som den slags nu engang kan bevises, at hun har levet før. Hvordan er så Shanti Devi? Hun er en ganske almindelig indisk kvinde på ca. 30 år, ikke ret høj og heller ikke særlig smuk, selv målt med indisk alen. Men der er noget meget tiltalende ved hende, som der ofte er ved personer med et medfødt udpræget psykisk anlæg. Hun bøjede sig dybt for mig og takkede mig for mit foredrag. Hun var ledsaget af sin far og begge modtog med stor taknemmelighed en invitation til at spise frokost sammen med mig den næste dag.

Jeg fik rig lejlighed til at være sammen med Shanti Devi efter den aften, og mit hovedindtryk af hende er, at hun i virkeligheden nu er ulykkelig over den på sin vis fatale evne til at erindre sit tidligere liv, der er hende medfødt. Gang på gang erklærede hun overfor mig, at der ingen glæde var ved at kunne erindre sit foregående livs smerter og modgang, og hun var overordentlig lykkelig ved den forklaring på hendes tilfælde, jeg kunne give hende. Der er her så aldeles åbenlyst tale om en »sprække« mellem to bevidsthedstilstande, der skulle have været totalt adskilte. Hun har nu en lille skole i indisk filosofi, men blev så optaget af Martinus tanker, at hun for alvor ville studere dem. Om hendes evner står mål med hendes ønsker, kan jeg endnu ikke afgøre, men eet lærte studiet af hendes tilfælde mig, og det er, at uanset det spændende i at være et psykisk særtilfælde rummer denne tilstand ingen virkelig glæde eller tilfredshed for sit ophav. Shanti Devi lever i dag »midt imellem«. Midt imellem sin slægt fra det foregående liv og sin slægt i det nuværende. Hun kender dem alle, men har, for at klare de vanskeligheder, hendes specielle situation har bragt hende i, valgt at isolere sig totalt, – og det er i Indien ingen særlig behagelig situation for en kvinde.

Ud af de mange, mit ophold i Delhi bragte mig i berøring med, skilte sig hurtigt mr. Mathur, for hvem mødet med Martinus tanker synes at blive livsafgørende. Daglig kom han til mig og fik undervisning, og vi tilbragte en mængde lykkelige timer sammen. Gennem ham modtog jeg mange invitationer til at tale, og inden længe vidste man i vide kredse, at jeg både eksisterede og var i Delhi med det bestemte formål at søge at skabe en gruppe Martinus-interesserede. Det vil her føre alt for vidt i detaljer at skildre det mylder af oplevelser, dagene bragte, men nogle få skal dog med for at kunne afslutte billedet af mit liv i Indiens hovedstad, nemlig mit besøg hos landets premierminister Jawarhal Nehru og mit fornyede besøg hos landets præsident dr. Prasad.

Da jeg rejste fra Kotagiri, havde jeg den aftale med Anna Ørnsholt, at vi skulle mødes i Delhi, inden jeg forlod Indien. Og en dag i januar mødtes vi så begge påny, denne gang i Pandit Nehru's skønne hjem, hvortil Anna Ørnsholt var ankommet, det hjem, som hun for år tilbage selv havde været med til at skabe, og hvis værelser hun kender som ingen anden i hele Indien. Jeg tror, man skal se Anna Ørnsholt i Nehru's hus for helt at forstå denne sjældne kvindes liv i Indien. Her har hun levet. Disse omgivelser er hendes i den forstand, at de har udgjort rammen om hendes liv, da det stod i zenith. Som den naturligste sag af verden viste hun mig rundt i de skønne stuer, medens minderne strømmede ind over hende, og hun fortalte, så alt blev lyslevende for mig. Det var en oplevelse for mig at se, med hvilken ærbødighed Indiens berømte premierminister behandlede hende, og med hvilken kærlighed hans små dattersønner omfattede hende. Mit eget møde med Nehru var en oplevelse af den slags, der næppe glemmes. Jeg overrakte ham min bog, som han modtog med dobbelt glæde, da han jo vidste, at det var Anna Ørnsholt, der havde oversat den. Nehru gør et stærkt indtryk på den, han taler med. Årene har slidt meget på ham, men hans øjne er forunderligt unge og lysende. Men han virker træt. Jeg så ham en dag komme ind fra sin skønne have. Han troede sig ene og stod et øjeblik ved et stort, rundt bord i dybe tanker. Langsomt strøg han sin hvide kappe af hovedet, og jeg fik i det øjeblik et billede af en mand, der syntes at bære en uendelig tung byrde på sine skuldre. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet virkelig psykisk træthed på så nært hold. Pludselig fik han øje på mig, men jeg tror, han følte min forståelse, for det smil, han sendte mig, var det smil, man giver en ven, man ikke frygter.

Mit ophold i Delhi fik et aldeles enestående punktum, idet jeg på Indiens største nationale festdag »The republic-day«, den 26. januar, modtog en fornem indbydelse til at deltage i den indiske præsidents reception i hans skønne have. Jeg havde her den glæde at være ledsaget af to af vore gode venner fra Sverige, overlæge Sophus von Rosen og hans frue, der netop i de dage passerede Delhi, og i hvis selskab jeg havde tilbragt yderst fornøjelige timer. Mage til opbud af pragt som den, vi oplevede ved denne overvældende reception, hvor over to tusinde af Indiens elite hyldede deres præsident, kommer jeg næppe mere til at opleve. Uniformerne strålede og juvelerne lynede i de skønne saries, medens man gik rundt på tæppebelagte plæner i det blide indiske forår. Men skønnest af alle var næsten Anna Ørnsholt. I en vidunderskøn sari og med sit karakteristiske ansigt virkede hun i disse omgivelser på en sådan måde, at man med ét begreb, hvorfor Nehru netop havde valgt hende til at styre sit hus. Alene synet af hende og af den ærbødighed alle viste hende, var en oplevelse så sublim, at jeg meget nødigt ville have været den foruden.

Endnu en gang mødtes jeg med Anna Ørnsholt i Nehrus skønne hjem, denne gang ledsaget af min gode ven mr. Mathur. I fællesskab planlagde vi her, hvorledes vort arbejde skulle videreføres med mr. Mathur som leder i Delhi og Anna Ørnsholt i Kotagiri. Selv om fremtidens udvikling endnu skjulte sig i tåge for os, kunne vi dog allerede nu se visse linier, og da vi skiltes, var det med den faste beslutning, at den sæd, der her var sået, skulle skøttes så meget, som det stod i vor magt at skøtte den. Det vil her føre for vidt at beskrive vore planer, men så meget kan jeg dog skrive, at ingen af os ved afskeden var i tvivl om, at Martinus arbejde var kommet til Indien for at blive der!

To ting bevirkede, at jeg bestemte mig for at forlade Delhi i slutningen af januar, dels var mine penge ved at blive små, og dels begyndte jeg at føle mig meget træt. Gennem mere end fire måneder havde jeg uafbrudt mødt nye mennesker og ved hver en given lejlighed bragt Martinus arbejde på bane. Jeg kunne være blevet længere i Delhi, det manglede ikke på opfordringer dertil. Men trætheden i forbindelse med at det på det tidspunkt ikke var muligt at få flere bøger ud til Indien, gjorde, at jeg besluttede mig til at tage ned til Bombay for endnu en gang at kontakte mr. Mankar og mine venner der. Gruppen i Delhi var indtil videre i de bedste hænder hos mr. Mathur, og efter en meget hjertelig afskedsfest i familien Advani's hjem kørte jeg tirsdag den 28. januar kl. 5 morgen ud til flyvepladsen Palam, der ligger ca. 45 kilometer fra New Delhi. Vejret var køligt, og jeg følte mig en smule nedtrykt ved tanken om, at jeg måske aldrig mere skulle gense alle disse kære mennesker, der havde vist mig de smukkeste sider af indisk kultur og gæstevenlighed. Vi var ved afskeden enige om, at flyvepladsen lå så langt borte og at flyet gik så tidligt, at der ingen grund var til for dem at tage derud. Stor var derfor min overraskelse, da en vogn fyldt med venner fra Delhi susede ind på pladsen, netop som vi blev kaldt ud til flyet, På et øjeblik var jeg omringet. Skønne gaver blev stoppet ned i min kuffert, og efter omfavnelser, der nær havde kvalt mig, befandt jeg mig fortumlet, men meget lykkelig ombord i det fly, der skulle bringe mig til Bombay.

– – –

Præcis kl. 23, søndag den 9. februar gled jeg under den strålende indiske stjernehimmel ud over det arabiske hav, med kurs mod Ægypten. Afskeden med mine venner i Bombay blev som afskeden med mine venner i Delhi en forunderlig og dybt inspirerende oplevelse. Det var næsten ufatteligt for mig at forstå, at jeg for blot få måneder siden var landet på den samme flyveplads, jeg nu forlod, aldeles ukendt af alle de, med hvem jeg nu gennem mit arbejde var blevet forbundet. Indien var langt mindre fremmed for mig, end jeg havde frygtet. På en måde jeg ikke i ord formår at give udtryk for, følte jeg mig »hjemme« i dette land fra den første dag, jeg satte foden på dets jord, og næsten utallige er de Indere, der over for mig har givet udtryk for, at jeg måtte have levet blandt dem før, ellers kunne jeg ikke forstå dem, som tilfældet var. Om dette kan jeg intet vide. Livet har lært mig, at kommer man det imøde med åbenhed og uden dom i hjertet, åbner det sig for en, hvor man så end færdes. Når jeg i dag blader i min indiske dagbog, af hvilken de i denne artikel gengivne oplevelser kun udgør flygtige rids, slår det mig gang på gang, at min rejse gennem dette forunderligt skønne, men så ubegribeligt fattige land, for mig har været een eneste stor afprøvning af værdien af Martinus verdensbillede. Takket være den indsigt i livet, studiet af hans tanker har bragt mig, kom jeg aldrig i blot een situation, hvor jeg følte mig isoleret eller alene på den ulykkelige måde, jeg ved det sker for utallige andre, der befinder sig tusinder af mile fra hjemmet. Alene for dette resultat er jeg uendelig taknemmelig. Jeg lovede Martinus ved min afrejse, at jeg ville gøre mit bedste for at bringe hans navn og hans budskab ud til dette fjerne land. Hvorvidt det lykkedes, kan kun fremtiden vise – selv ved jeg kun, at der dybt i mit hjerte lever et meget stærkt ønske om at få lov til endnu en gang at knytte de brudte tråde og ved et gensyn med mine venner derude for alvor at udbygge det påbegyndte arbejde. Da jeg første gang satte foden på indisk jord, var jeg en fremmed, – det vil jeg ikke være, dersom det er forsynets vilje, at jeg skal vende tilbage til dette skønne land, som er kommet til at stå mit hjerte meget nær.