Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I alle jordens mennesker ligger der normalt et håb om en kommende lykke, en lysere fremtid end den skæbnemæssige tilstand, de i øjeblikket lever i. - Hvorfor lever menneskene i et sådant håb? - Alle ufærdige mennesker lever i en tilstand, i hvilken de på grund af deres ufærdige tilstand kommer til at gøre mange fejltagelser. Disse afføder igen mere eller mindre bitre erfaringer, alt eftersom disse fejltagelser er i konflikt med opfyldelsen af de love, der betinges opfyldt, for at livet kan opleves som lykke i den givne situation. Det er disse mere eller mindre bitre erfaringer, der i en tilsvarende grad blænder af for lykken i det daglige liv. Et sådant dagligt liv bliver derfor ikke en lykke i renkultur. Det bliver en vandring igennem de mere eller mindre bitre virkninger af de fejltagelser, som de pågældende væsener har begået. Disse bitre virkninger danner i en tilsvarende grad modsætningen til den lykke eller glæde, som den normale livsoplevelse i renkultur i sig selv er. De danner den normale tilværelse om til at blive en skyggetilværelse. Virkningerne af begåede fejltagelser udløser sig i menneskenes mentalitet som skuffelser, bitterhed, martyriumsfornemmelse, had og hævnfølelse imod medvæsener, som man fejlagtigt mener er ophavet til den ulykkelige skæbne eller til den eller den ulykkelige tilstand, som man i øjeblikket befinder sig i. Hvis man så igen lader sin bitterhed eller vrede komme til udløsning overfor de pågældende medvæsener, begår man dermed en ny fejltagelse, der ligeledes vil komme tilbage med bitre virkninger og danne skygger for oplevelsen af lykke eller den normale glæde ved livet.

Al ulykkelig skæbne er således udelukkende virkninger af de pågældende væseners forud begåede fejlagtige villieudløsning eller livsførelse. Men da væsenernes nuværende skæbne ikke udelukkende består af virkninger af fejltagelser, begået i deres nuværende liv, men derimod også består af virkninger af de fejltagelser, de har begået i tidligere tilværelser eller fortidige liv, forstår nævnte væsener som regel slet ikke den dybeste årsag til deres egen ulykkelige skæbne. De kan ikke se nogen som helst retfærdighed i den del af deres skæbne, de oplever som ulykke og lidelse. De betragter derfor i værste tilfælde deres skæbne, deres ulykke og lidelse som virkninger af tilfældige kræfter og i bedste tilfælde som straf fra Gud, fordi de har levet et »syndigt« liv. Medens den første opfattelse naturligvis er total absurd, er den anden opfattelse mere i kontakt med sandheden, når vi fjerne ordet »straf«. Den ubehagelige skæbne er ikke en »straf« for »synder«, men er derimod, som før nævnt, udelukkende virkninger af begåede fejlagtige handlinger. Men da disse handlinger i realiteten er en følge af deres ophavs kosmiske uvidenhed, kan disse ophav heller ikke være »syndige« på den måde, at de er strafskyldige. Den viden, væsenet ikke har, kan det ikke handle efter. Kunne det det, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå fejltagelser. Men fejltagelserne er fundamentet for al jordmenneskelig udvikling. Af fejltagelsernes virkninger lærer mennesket at handle rigtigt. De afføder visdommen, der i sin højeste fremtræden er det samme som »kosmisk bevidsthed«, der igen er fundamentet for den allerhøjeste form for livsoplevelse og den heraf følgende kulminerende oplevelse af livsglæde.

Vi har her fået et koncentreret overblik over de jordiske menneskers skæbnesituation. Vi har set, at væsenernes ulykkelige skæbne udelukkende er virkninger af uvidenhed, hvilket igen vil sige, at mennesket, så længe det er besværet med en skæbne, der udløser sig i lidelse, er det et ufærdigt væsen. Det vil altså igen sige: et væsen, der endnu ikke er færdigskabt i Guds billede efter hans lignelse. At der i væsenet under denne ufærdige tilstand opstår en længsel efter at komme ind i en lysere og lykkeligere tilværelse er ikke så mærkeligt. Denne længsel efter en lysere fremtid er det samme som det, vi kalder »håbet«. Og det er denne længsel eller dette håb, der i menneskene afføder de mange forestillinger om en kommende idealtilværelse, der udgør opfyldelsen af dette deres fremtidshåb. Det er opfyldelsen af denne væsenernes ønskedrøm om fremtiden, altså hinsides døden, der udgør det, vi kalder »Paradiset«, medens til gengæld de mørke skæbner med deres lidelser og sorger har affødt de forskellige forestillinger om den hinsidige tilværelse, der udtrykkes som »Helvede«.

Rent bortset fra den lidelsestilstand eller mørke skæbne, der kan overgå menneskene her på det fysiske plan, danner de sig altså en tænkt mørketilstand efter døden. De ufærdige, men religiøst troende mennesker lever i troen på et liv efter døden. I den kristne verdensreligion, hvor man ikke kender til reinkarnation, tror man, at dette kommende liv efter døden udelukkende er et åndeligt liv, altså en uafbrudt og derfor på en måde en evig tilværelse i den åndelige verden. I andre religioner, hvor man er vænnet til at tro på reinkarnationen eller dette, at man atter og atter genfødes på det fysiske tilværelsesplan, har man tilsvarende andre forestillinger om livet hinsides det nuværende liv. Her forstår man, at skæbnen, hvad enten den er ond eller god, er et resultat af væsenernes fortidige liv eller tilværelser. Men foruden disse to kategorier af troende væsener eksisterer der også en tredie kategori. Den består af de væsener, der selv mener, at de slet ikke kan tro på noget religiøst eller noget, de ikke kan få intelligensmæssigt bevist. Disse mennesker lever i den forestilling, at døden er en total afslutning på liv eller tilværelse. Da denne forestilling heller ikke kan intelligensmæssigt bevises, kan dens tilhængere kun være knyttet til den i kraft af tro. Disse væsener er således i virkeligheden lige så troende som dem, der er tilhængere af religiøse sekter og tror på et liv efter døden.

Da alle levende væsener ifølge mine kosmiske analyser i mit hovedværk »Livets Bog« er udødelige, og at alt eksisterende liv derfor er evigt, vil alle levende væsener uden undtagelse i absolut forstand overleve den proces, vi her på det fysiske plan kalder »døden«. De vil således alle uundgåeligt leve videre efter døden. Men hvordan vil dette liv forme sig? - Kan vi vide noget om denne væsenernes tilværelse efter døden? - Svaret er her nødsaget til at blive dette, at det kan vi absolut, idet fundamentet for dette kommende åndelige liv i et stort område allerede skabes her af de pågældende væsener selv, inden de ved døden overgår til nævnte liv. Vi må her rette vor bevidsthed ind på selve livet eller den psykiske side ved det levende væsen. Den psykiske side er det samme som vort sjæleliv, der igen er det samme som vor bevidsthed. Bevidstheden består af forestillinger, der igen er det samme som tankeopbygninger. Alt, hvad vi overhovedet rummer i vor bevidsthed af forestillinger, hvad enten de er videnskabelige eller uvidenskabelige, hvad enten de er fantasi eller absolut virkelighed, er udelukkende bygget op af tanke. Det samme gælder alt, hvad vi manifesterer overfor vore omgivelser og medvæsener, ja, alt, hvad de levende væsener overhovedet er i stand til at manifestere på det fysiske tilværelsesplan, er kun tankebygninger. Alt hvad vi bliver vidne til af frembragte ting, såsom: Byer, kulturcentre, bygninger, maskiner, befordringsmidler, beklædningsgenstande o.s.v. er således i sin virkelige analyse kun tankebygninger. De udgør tanker, der er opbygget i fysisk materie. Den fysiske materie bliver derved her synlig som tankematerie eller materiale for skabelse af tanker på det fysiske plan. Da denne tankemanifestation i fysisk materie er frembragt af de mellemkosmiske væsener, må vi udtrykke den som »det mellemkosmiske, fysiske tankeplan«.

Det fysiske tilværelsesplan omfatter også tankeskabelser eller tankebygninger, som de mellemkosmiske væsener, hvilket vil sige: Mennesker, dyr og planter, ikke er ophav til, nemlig alle de foreteelser vi kender som kloder, sole og mælkevejssystemer med deres organiserede energi- og bevægelsesudløsninger og de heraf følgende skabelsesprocesser. Disse er også kun tankeopbygninger og ikke noget som helst andet. Men da de udløses af makrokosmiske væsener, må vi udtrykke disse, ligeledes i fysisk materie skabte tankeopbygninger, som makrokosmiske. På samme måde bliver naturligvis alle mikrokosmiske væseners livsudfoldelse eller skabelsesprocesser til mikrokosmiske tankeopbygninger på det fysiske plan. Vi ser således her, at hele tilværelsen, alt hvad der overhovedet direkte kan sanses, er tankeopbygninger eller tankemanifestationer, hvilket igen vil sige det samme som, at hele verdensaltet er en åbenbaring af bevidsthed og dermed af ånd. Alt er levende.

Vi har således her set, at hele det fysiske tilværelsesplan er en tankeverden, idet alle dets detailler udgør tanker, manifesteret i fysisk materie. Det er derfor i kraft af denne analyse ikke vanskeligt at komme til at forstå den i daglig tale såkaldte »åndelige verden«. Den udgør nemlig intet mere eller mindre end det område i vor oplevelse af livet, i hvilket vi er bevidst i vor tanke, inden den bliver manifesteret i fysisk materie. Idet vi har en fysisk organisme, i kraft af hvilken vi kan overføre vor tanke til manifestation i fysisk materie, kommer vort livsoplevelsesområde til at fremtræde i to særlige felter, nemlig det felt, i hvilket vi skaber og oplever vor tanke i den såkaldte »åndelige materie «, og det felt, i hvilket vi skaber og oplever vor tanke i fysisk materie. I realiteten er vor skabelse i fysisk materie en kopiering af tanker, vi allerede har skabt i åndelig materie i vor tankeverden eller bevidsthed. Disse udgør altså modellerne til vor skabelse i fysisk materie. I kraft af vor fysiske organisme kan vi altså kopiere vore tanker i fysisk materie, ligesom vi også i kraft af samme organisme eller sanseevnekombination kan overføre de således i fysisk materie skabte tankekopier til vor tankemanifestations åndelige område eller bevidsthed. Det er i kraft heraf, at vi får fornemmelsen eller oplevelsen af, at vi har en »indre verden«.

I den vågne fysiske dagsbevidsthed kan vi ikke se denne vor indre tankeverden, da den ikke er direkte tilgængelig for fysisk sansning. Derimod kan vi med de fysiske sanser opleve de tanker, der bliver kopieret i fysisk materie. Dog har vi også den samme adgang til at se vore tanker eller tankemanifestationer som ydre realistiske foreteelser på det åndelige plan, når den fysiske dagsbevidsthed er overført til det samme plan. Det er denne overføring fra det fysiske til det åndelige plan af dagsbevidstheden, der sker, når vi falder i søvn eller på anden måde taber den vågne, fysiske bevidsthed. Men da den ikke udgør hele bevidstheden eller oplevelses- og skabeevnen, betyder det fysiske bevidsthedstab ikke, at vi totalt har tabt bevidstheden eller livsoplevelsesevnen. Selv om væsenets oplevelse igennem den fysiske organisme og sansesæt er ude af funktion, kan det udmærket opleve og skabe i sin indre verden eller den primære tankeverden. Det kan bare ikke i denne tilstand kopiere den åndelige oplevelse og skabelse i fysisk materie og dermed gøre den tilgængelige for fysiske sanser. Væsenet kan derfor ikke, når det atter vågner og bliver bevidst på det fysiske plan, huske noget som helst af denne oplevelses- og skabelsestilstand, det befandt sig i under søvnen eller den fysiske bevidstløshed. Der opstår derved den tro, at væsenet er totalt bevidstløst under søvnen og totalt ophørt med at eksistere som levende væsen, når den fysiske organisme ikke kan vågne mere og derfor er blevet til et lig og går i opløsning. Her bliver troen på en virkelig død eller et virkeligt ophør af livsoplevelsen til.

Denne forannævnte tro er overtro i renkultur og har intet som helst med de virkelige fakta at gøre. Den indre sjælelige eller tankemæssige livsoplevelses- og skabeevne kan aldrig nogen sinde ophøre. Den er ikke baseret på et redskab eller en organisme, der skal fornyes og udskiftes på samme primitive måde som den fysiske. Medens den fysiske livsoplevelses- og skabeevne kun kan fornyes ved en total udskiftning af den fysiske organisme, fornyes den sjælelige livsoplevelses- og manifestationsevne ved en permanent degeneration og en tilsvarende samtidig permanent fornyelsesproces. Væsenet vil således på det åndelige plan have en uafbrudt permanent fornyet livsoplevelses- og skabeevne. Denne evne udgør altså en modsætning til den fysiske livsoplevelses- og skabeevne, der jo står og falder med den fysiske organismes undergang. Denne form for livsoplevelse og skabelse må nødvendigvis være afbrudt i den periode, hvor væsenet må være på det åndelige plan imellem de fysiske jordliv. Den fysiske livsopfattelse og skabelse sker således i afbrudte epoker, medens væsenets åndelige livsoplevelse og skabelse eksisterer permanent eller uafbrudt. I kraft heraf bliver det til kendsgerning, at nævnte åndelige livsoplevelse og skabelse udgør den primære, medens den fysiske livsoplevelse og skabelse kun udgør en sekundær bevidsthedstilstand hos det levende væsen. Af væsenets samlede evige livsoplevelsestilstand udgør den fysiske oplevelses- og skabelsestilstand således kun en partiel del.

Vi er igennem det foranstående blevet klar over, at væsenernes fysiske tilværelse kun er sekundær. De levende væseners tilværelse står og falder således absolut ikke med den. Vi er ligeledes igennem det foranstående blevet klar over, at alt, hvad vi kender af fysiske detailler, frembragt af mennesker, udgør tankekopier, fremstillet i fysisk materie. Før de blev fremstillet i denne materie, eksisterede de som tanker inden i de væseners psyke, der har manifesteret dem i den fysiske materie. De udgør netop alle de ting, menneskene og dyrene eller de levende væsener manifesterer på det fysiske tilværelsesplan. De udgør således tilkendegivelser af tanker eller afslører bevidsthed. Er ikke huse, maskiner, beklædningsgenstande, befordringsmidler o.s.v. tanker, der er blevet manifesteret i fysisk materie? - De udgør således fysiske tankekopier og bliver i kraft heraf synlige eller tilgængelige for fysiske sanser. Før de var kopieret i den fysiske materie, var de ikke tilgængelige for fysiske sanser. Men det kan ikke nægtes, at de alligevel eksisterede, om end ikke fysisk så dog i en materie, i kraft af hvilken de kunne sanses med andre sanser. Det er denne materie, der i Livets Bog udtrykkes som »stråleformig materie«. Denne materie udtrykkes i daglig tale også som »åndelig materie«. I denne materie bliver alle eksisterende tanker til. Den udgør det inderste og fineste materiale for skabelsen af tanke og dermed af bevidsthed. Uden denne materie absolut ingen tænkning og dermed ingen som helst bevidsthed, ingen erfaring, ingen viden, ja, kort sagt, ingen som helst oplevelse af livet. I denne materie udløses de allerførste impulser fra det levende væsens evige, åndelige struktur. I nævnte materie bliver hele den funktion udløst, som udgør væsenets tankefunktion, psyke eller bevidsthed.

I tankematerien eller den åndelige materie bliver alle de fra væsenets åndelige struktur udgående impulser til former og billeder, som de pågældende væsener skaber og oplever med åndelige sanser. Væsenet kan her opleve og skabe uafhængigt af den fysiske materie. Da de med de samme sanser naturligvis også kan se medvæsenernes skabelse og oplevelser i den samme materie, bliver det således her til kendsgerning, at de levende væsener her har et oplevelses- og skabelsesfelt, i hvilket de netop kan opleve og skabe uafhængigt af den fysiske verden og den fysiske organisme. Det kan med denne sansestruktur naturligvis ikke opleve den fysiske verdens detailler, der fremtræder i bølgeområder eller bølgelængdefelter, der ikke direkte kan sanses med de åndelige sanser. Det er derfor, at de levende væsener må have en fysisk organisme og den heri placerede fysiske sansestruktur, i kraft af hvilken den fysiske verden med dens detailler og ting kan opleves.

Vi ser således her, at det levende væsen har to sanseområder og dermed også to oplevelses- og skabelsesområder. Det har det åndelige oplevelses- og skabelsesområde, og det har det fysiske oplevelses- og skabelsesområde. Væsenet kan udmærket opleve og skabe i sit åndelige oplevelses- og skabelsesområde uafhængigt af det fysiske, men det kan umuligt opleve og skabe i det fysiske oplevelses- og skabelsesområde uden i tilknytning til det åndelige. Det bliver derved her påny synligt, at det åndelige oplevelses- og skabelsesområde er det absolut primære i det levende væsens eksistens og fremtræden. I dette skabelsesområde kan det altså altid opleve og skabe, selv om det er bevidstløs på det fysiske plan, ja, selv om det slet ikke har nogen fysisk organisme og på dette plan bliver betragtet som hørende til de såkaldte »døde«. Disse såkaldte »døde« er således absolut ikke »døde«, selv om de er totalt umanifesterede på det fysiske tilværelsesplan, men lever i fuld aktivitet i oplevelses- og skabelsesprocesser på det åndelige plan, ligesom væsenerne på nævnte fysiske plan. Ja, her forekommer der hele store tilværelsesplaner, hvor væsenerne lever i en permanent åndelig oplevelses- og manifestationstilstand. De væsener, der er hjemmehørende her, udgør alle sammen væsener, der er blevet færdige med af fødes på det fysiske plan og ikke mere behøver at skulle inkarnere i fysisk materie, før de har fuldendt et af de i Livets Bog omtalte kosmiske spiralkredsløb, der er absolut nødvendige for deres vedligeholdelse af deres evige livsoplevelses- og skabeevne. Vi kan desværre ikke her komme nærmere ind på disse fremtrædende kosmiske analyser, men må henvise til det førnævnte værk.

Når væsenerne således kan opleve og skabe på det åndelige tilværelsesplan, hvortil så oplevelsen og skabelsen på det fysiske plan? Den synes helt at kunne undværes. Men således er det absolut ikke. Uden det levende væsens inkarnation i fysisk materie ville det aldrig nogen sinde kunne lære at tænke logisk. Og uden at kunne tænke logisk ville oplevelse og skabelse på det åndelige plan blive tilsvarende ulogisk. Da al fuldkommenhed, sand glæde og lykke umuligt kan opleves igennem ulogisk tænkning, er logisk tænkning således en uundgåelig betingelse for at kunne opnå kulminationen af livsoplevelse, hvilket vil sige: opnåelsen af selve kulminationen af den allerhøjeste visdom, den allerhøjeste kærlighed og det heraf følgende kulminerende velvære i lykke og salighed eller dette, at fremtræde i Guds billede efter hans lignelse. Men da en sådan livsoplevelseskulmination umuligt kan finde sted uden i kraft af oplevelsen af dens kontrast, er det givet, at alle levende væsener må gennemgå oplevelsen af denne kontrast. Men da denne kun kan kulminere i animalsk materie, hvilket vil sige: i organismer af kød og blod, er det således en uundgåelig betingelse for det levende væsens opnåelse af den højeste livsoplevelseskulmination, at det må inkarnere i fysisk materie og få en animalsk organisme. I denne kan det netop opleve kulminationen af lidelser og smerter, hvilket er ganske umuligt på det åndelige plan eller i den primære åndelige legemsstruktur.

Medens materien på det åndelige plan rent automatisk lystrer væsenets egne åndelige energiimpulser, er det ganske anderledes med den fysiske materie. Den lystrer ikke automatisk væsenets åndelige tanke- eller energiimpulser. Den kan kun overvindes ved hjælp af lånte fysiske kræfter. Men for at kunne arbejde eller jonglere med den fysiske materie må det levende væsen have et dertil egnet fysisk redskab. Dette redskab kender vi i form af samme væsens fysiske organisme. Denne organisme er altså udstyret med sanseorganer, der igen i virkeligheden kun er elektriske overføringsapparater af fysiske impulser til væsenets åndelige organisme, ligesom den også tjener som redskab for væsenets overførelse af åndelige impulser til det fysiske plan. Væsenet har således, som allerede før nævnt, evne til at opleve og skabe i to verdener; den fysiske og den åndelige, selv om det i realiteten kun er stationært i den sidstnævnte og kun indirekte oplever den førstnævnte. Medens den åndelige struktur er væsenets primære og uafbrudte livsoplevelsesredskab, er det fysiske legeme kun beregnet som et midlertidigt redskab for væsenets jongleren med fysisk materie. Det udgør en midlertidig tilbygning til væsenets virkelige åndelige legemsstruktur. Ved hjælp af nævnte fysiske legeme får de levende væsener evne til at opleve animalske eller rent kødelige lidelser og smerter, hvilket jo ikke kan finde sted på det åndelige plan, som er selve fuldkommenhedens og dermed lysets og lykkens plan.

Medens det åndelige plan, som foran nævnt, er et lysets og lykkens plan, er det fysiske plan derimod beregnet på at give individet eller det levende væsen adgang til at opleve den kulmination af lidelsens mørke, der er absolut nødvendig, for at væsenet overhovedet kan komme til at opleve lyskulminationen på det åndelige tilværelsesplan. Uden kontraster kan ingen som helst sansning eller oplevelse finde sted. Men for at der kan være adgang til virkelig sand oplevelse af lyskulminationen i renkultur og sand oplevelse af mørkekulminationen i renkultur, må disse oplevelsesformer således nødvendiggøre hvert sit udfoldelsesområde. I modsat fald ville et lysets plan i renkultur være en umulighed, ligesom et mørkets plan i renkultur ligeledes ville være en umulighed. Dermed ville et virkeligt »paradis« eller en absolut fuldkommen tilværelse også være umulig. Derfor må disse to tilværelsesplaner således nødvendigvis være to adskilte livsoplevelsesområder.

Når de levende væsener, ifølge Livets Bog, har passeret et kosmisk spiralkredsløb og her har passeret livsoplevelsens kulmination, og dets sanseevner på grund af den heraf følgende mættelse af ydre livsoplevelse er degenereret, således at det hovedsageligt nu kun kan opleve ved hjælp af dets hukommelse, kommer dets livsoplevelse kun til at forme sig som oplevelse af dets erindringer fra hele den tilbagelagte spiral. Det lever således her i denne sin indre verden og er kun meget latent forbundet med den ydre verden. Det er denne livsoplevelsestilstand, der hedder »salighedsriget«. I denne livsoplevelsestilstand opstår der atter i væsenet lysten til at komme til at sanse og skabe i den ydre verden. Og denne længsel eller indre tiltrækning imod den ydre verden bevirker, at det atter indgår i et nyt stort kosmisk spiralkredsløb. Det begynder ganske svagt at inkarnere i fysisk materie. Da dets sanseevner fra den tidligere spiral er degenereret, kan det foreløbig ikke sanse eller skabe på det materielle, fysiske plan. Det må derfor efterhånden udvikle den fysiske sansestruktur, som i den menneskelige organisme når sin kulmination. Vi ser her, hvorledes denne udvikling begynder som energiimpulser i mineralriget. Derefter bliver mineralmaterien af de samme impulser til vegetabilske manifestationer. Vi ser i planterne udviklingen af den begyndende fysiske legemskultur. Udviklingen går videre og skaber materien om til animalske materier, og dyret opstår. Men væsenets indre livsoplevelseshunger fører det stadig videre og videre i udviklingen. Den dyriske organisme bliver efterhånden omdannet til en menneskelig organisme, der i sin kulmination udgør det absolut højeste livsoplevelses- og manifestationsredskab på det fysiske tilværelsesplan.

Vi ser i denne ydre udvikling af det levende væsens organisme fra mineral til plante, dyr og menneske en kosmisk fosterudvikling. Fra ingen særlig oplevelsesevne at have når væsenet frem til at kunne opleve og skabe indtil hundrede procents fuldkomment både åndeligt og fysisk, hvilket resultat er det samme som opfyldelsen af betingelserne for at kunne opleve den allerhøjeste lykke eller selve kulminationen af livsoplevelse. Idet væsenet i et spiralkredsløbs begyndelse således begynder at forbinde sig med den fysiske materie og efterhånden rent automatisk får udviklet den fysiske organisme, med hvilken det kan begynde at opleve og skabe i fysisk materie, kommer det i kraft af denne oplevelse ind under livsloven for fuldkommen oplevelse og skabelse. Den betinger, at denne skabelse absolut må være logisk, det være sig lige så godt i væremåde som i en hvilken som helst skabelse i selve den fysiske materie. Der, hvor dette ikke sker, bliver livsoplevelsen katastrofal.

Da det levende væsen i begyndelsen af hvert nyt spiralkredsløb, ikke har nogen særlig fysisk bevidsthedsevne, idet den jo forlængst er degenereret i den forudgående spiral, ligesom dets åndelige bevidsthed også er meget minimal, idet det kun lever på erindringerne fra den samme forudgående spiral og således er et sovende væsen, set fra den ydre verden, må dets bevidsthed atter genskabes påny. Det sker automatisk igennem naturens påvirkninger af dets organismedannelse, og med denne påvirkning opstår efterhånden væsenets egen begyndende sansning. Og igennem denne sansning begynder det selv at få bevidsthed og kan begynde at være medbestemmende i sin egen udvikling eller bevidsthedsskabelse. Men da livet betinger logik i al skabelse, og logik kun kan eksistere som et resultat af visdom eller intellektualitet, kommer væsenet her til at opleve en epoke, i hvilken dets medbestemmelse i dets egen livsoplevelse og skabelse er mere eller mindre usikker, ja kan ligefrem være katastrofal. Det har endnu ikke den intellektualitet eller logiske sans, som skal til for at opfylde livsloven eller loven for al manifestation og skabelse. For at opfylde denne lov hundrede procent må en hvilken som helst skabelse være til glæde og velsignelse for levende væsener. I modsat fald opfylder den ikke livets egen logik og er således i virkeligheden i allerhøjeste grad ulogisk. Den går imod selve universets eller guddommens egen skabelse.

Da hele universet eller verdensaltet udgør en enhed, evigt opretholdt af den førnævnte logik eller dette, at alt skal være til glæde og velsignelse for levende væsener, vil enhver handlemåde, der ikke er på denne bølgelængde, før eller senere skabe kortslutning. Denne kortslutning vil altså være det samme som en større eller mindre katastrofe eller ulykkelig skæbne for det pågældende væsen. Men igennem katastrofen eller kortslutningen lærer det samme væsen, hvordan det skal handle, og hvordan det ikke skal handle. Og på denne måde bygges visdommen efterhånden ind i væsenet. Og da lidelserne eller katastroferne på lignende måde også bygger humaniteten eller kærligheden ind i væsenets væremåde, ser vi her, hvorledes Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse. Og vi ser her lidelsernes absolutte nødvendighed for, at mennesket kan opnå at få »kosmisk bevidsthed« og blive eet med Gud. Da lidelserne er et resultat af fejltagelse eller ulogiske handlinger, kan de absolut ikke udgøre nogen form for straf for synder. Men de er i deres kosmiske analyse visdomskilder og bliver på denne måde vejen til lyset, til kærligheden, til oplevelsen af Gud og dermed til kulminationen af livets oplevelse.

Igennem den fysiske tilværelse bliver væsenet efterhånden bevidst i visdommen og kærligheden og får evnen til at opleve livet i sin højeste fuldkommenhed. Det får lært alt det på det fysiske plan, som det var totalt umuligt for det at lære på det åndelige plan. Da det åndelige plans materie automatisk lystrer væsenets åndelige energiimpulser uden nogen som helst modstand, kan det umuligt lære at tænke i denne materie. For at de åndelige energiimpulser, væsenet i kraft af sin åndelige struktur er i stand til at udløse, kan tage form af tanke, må væsenet uundgåeligt lære at forme disse energiimpulser om til tanker eller tankeopbygninger. Det kan det kun lære på det fysiske plan, idet dette plans materie ikke automatisk lystrer tanken, men må overvindes ved en mental og fysisk kraftudløsning. Idet det er en livsbetingelse, når man er i den fysiske organisme, at tænke logisk, bliver man altså vænnet til at forme sine åndelige energiimpulser til logiske tankeformer eller tankeopbygninger i fysisk materie. Det bliver derfor let i kraft af denne evne også at forme sine tanker i tankematerien eller den åndelige materie alene uden nogen tilknytning til den fysiske materie. De bliver da lige så synlige for de åndelige sanser, som deres opbygning i den fysiske materie er synligt for de fysiske sanser. Men medens opbygningerne i den fysiske materie er massive og faste, grundet på denne materies mere fortættede natur, er de åndelige opbygninger af en mere forfinet natur og opretholdes udelukkende i kraft af væsenets midlertidige villie og tankekoncentration. Rent bortset fra disse tankeopbygningers indlemmelse i væsenets hukommelsesområde står og falder de altså med denne væsenets koncentration og villie. Efterhånden som væsenets fysiske liv skrider fremad i udvikling, får det tilegnet sig viden og erfaringer, som indgår i dets bevidsthed som tankebilleder, ligesom det selv ud fra den viden og erfaring, det tilegner sig igennem den fysiske sansning, kan manifestere nye tankeopbygninger i den fysiske materie. Og således bliver væsenets livsoplevelse en vekselvirkning af oplevelse og skabelse af tankeopbygning. Efterhånden som væsenet har udviklet sig frem til den højeste fuldkomne tænkning og humanitet, kan det ikke lære mere på det fysiske tilværelsesplan. Det kan nu fremstille sin skabelse meget lettere og fuldkomnere i den åndelige materie end i den fysiske. Og dets genfødelse i fysisk materie hører dermed op. Reinkarnationen er blevet overflødig. Væsenet fortsætter derefter sin oplevelses- og skabelsespassage i det store kosmiske kredsløb i en permanent åndelig tilværelse. Det er denne tilværelse, det levende væsen oplever i følgende åndelige sfærer eller riger: »Visdomsriget«, »Den guddommelige verden« og »Salighedsriget«. Her eksisterer livets absolut fuldkomneste og dermed primære tilværelse. Her lever væsenerne i den allerhøjeste fuldkommenhed. De oplever her selve kulminationen af livsoplevelsen i spiralkredsløbets lysepoke.

Den forannævnte fuldkomne tilværelse ville være en umulighed, hvis ikke den var isoleret, således at kun væsener af samme mentale bølgelængde kan komme i kontakt med denne fuldkomne tilværelse eller livsoplevelsesform. Hvis alle ufærdige mennesker også her kunne gøre sig gældende mellem væsener af de højere mentale bølgelængder, således som tilfældet er på det fysiske plan, ville den åndelige verden være lige så mørk, trist og ufuldkommen, som den fysiske verden kan være for det ufærdige menneske. Ja, her ville krigen endog også have til huse, frembragt af de ufærdige mennesker. Men således er det, takket være den guddommelige verdensorden, absolut ikke. Den åndelige verden er absolut udelukkende beregnet på at være frugten af den fuldkomne tænkning og den heraf følgende velsignelse og glæde over overvindelsen af materien, glæden over at være blevet livets herre i stedet for at være dets slave, glæden over at være blevet eet med kærligheden, visdommen og almagten, glæden over at være blevet eet med Gud. Den åndelige verden er lykkens og glædens land, medens den fysiske verden er smeltediglen, støbeformen eller Guds værksted for skabelsen af det fuldkomne menneske i sit billede. Det er her, at væsenet tilfiles, afpudses og poleres. Det er her, det lærer at overvinde egoismens og primitivitetens skæmmende dyriske væremåde og udseende for til sidst at lyse og funkle i Guddommens altovervældende stråleglorie i livsoplevelsernes kulmination. - Det er ikke så mærkeligt, at vi på det fysiske tilværelsesplan finder bekymringer, sorger og lidelser, eftersom disse foreteelser udelukkende er affaldsprodukter og høvlespåner fra denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.

Da denne guddommelige skabelse ikke blot er skabelsen af organismer, men samtidig udgør skabelsen af mentalitet eller bevidsthed, ja, udgør indblæsningen af livets ånde i væsenet, kan den ikke foregå som en skabelse, der kun berører bevidstløse eller døde ting. Her drejer det sig om omskabelsen af et levende væsen, der efterhånden mere og mere kan føle og fornemme forskel på behag og ubehag. Og det er netop i denne omskabelse, at vi i særlig grad bliver vidne til skaberens eller Guddommens altomfattende kærlighed, visdom og almagt. Da skabelsen af »mennesket i Guds billede« strækker sig over millioner og atter millioner af år, og væsenet, set i dette perspektiv, allerede tidligt får evne til at opleve, føle og fornemme og dermed evne til selv at påbegynde en usikker og vaklende skabelse, er det en overordentlig stor velsignelse for det, at denne skabelse, der, på grund af sin manglende fuldkommenhed eller vaklende logik, afføder megen lidelse eller mørk skæbne for det selv, ikke foregår i en permanent og uafbrudt fortsættelse. Den er derimod inddelt i et system med pauser. Hver gang et væsen her på det fysiske plan kommer ud for den proces, vi kaldet »døden«, hvad enten den foregår normalt ved alderdom eller den foregår ved sygdom eller ulykkestilfælde, udgør den væsenets indgang til en sådan pause i dets omskabelse fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet. Da denne pause, som vi senere skal se, bliver en paradisoplevelse for væsenet, er »døden« således i virkeligheden porten til paradiset.

Da de ufærdige eller uudviklede væsener på det vågne fysiske plan ikke kender deres åndelige struktur og tilværelse, idet den ikke er direkte tilgængelig for fysiske sanser og endnu ikke kan overføres ved hukommelse til væsenets fysiske dagsbevidsthed, er der i værste tilfælde opstået den overtro, at væsenerne ved denne befrielse fra den fysiske organisme, som de oplever ved nævnte dødsproces, er en absolut død, er et absolut ophør af det samme væsens livsoplevelse og tilværelse. Men da den fysiske organisme ikke udgør det virkelige væsen, men kun udgør et midlertidigt opbygget redskab for væsenets midlertidige udviklingstrin og for opfyldelsen af dette stadiums særlige livsbetingelser, dør væsenet således absolut ikke, fordi det mister den fysiske organisme, tværtimod. Denne befrielse fra den fysiske organisme er netop en livsbetingelse for væsenets fortsatte udvikling eller omskabelse. Hvordan skulle væsenerne kunne forvandle sig fra planter til dyr og fra dyr til de nuværende jordiske mennesker, og hvorledes skulle disse igen kunne forvandles fra deres nuværende ufærdige tilstand til den guddommelige tilstand, i hvilken de er helt omskabte til »mennesket i Guds billede«, hvis ikke der samtidigt var skabt mulighed for, at de kunne udskifte deres fysiske organismer. Disse er jo beregnede på at kunne læderes, for at væsenerne derved kan få de lidelser, som de i kraft af deres fejltagelser eller ufærdige tilstand i deres væremåde, nødvendigvis må komme til at opleve for derigennem at lære at undgå fejltagelserne og blive hundrede procent fuldkomne i både legemlige og åndelige manifestationer og dermed opleve livets kulmination i lysoplevelse og velvære. Da væsenernes fejlmanifestationer kan være så omfattende, at virkningerne af disse helt kan ødelægge deres fysiske organismer, så disse er gjort totalt umulige som redskaber for oplevelse og manifestation på det fysiske plan, er det således en overordentlig stor guddommelig velsignelse for de pågældende væsener, at de kan blive udfriet af disse organismevrag og igen hver især få mulighed for opbygning af en ny fysisk organisme. Da væsenet igennem sin fysiske udviklingsepoke vokser igennem højere og højere former for livsoplevelse og manifestation, er det også her en livsbetingelse for det, at det, for hver ny højere fysisk livsoplevelses- og manifestationsform, det vokser frem til, får en tilsvarende ny fysisk organismeform, i kraft af hvilken det netop til fuldkommenhed kan opleve og manifestere sig i kontakt med denne ny livsoplevelses- og manifestationssfæres særlige love eller betingelser for livsoplevelse. Det ville ikke være så godt, hvis det forfinede og højt udviklede, humane kulturmenneske af i dag ikke forlængst igennem organismeudskiftningen eller genfødelserne var blevet befriet fra de øgleorganismer, abeorganismer og primitive fortidsmenneskeorganismer, som det i dets tidligere udviklingsepoker var en livsbetingelse for det at leve i for overhovedet at kunne opnå den relativt højt udviklede manifestations- og livsoplevelsestilstand, det i dag eksisterer i. Vi ser her, at den såkaldte dødsproces er et absolut uundværligt led i den guddommelige skabelse af mennesket i Guds billede. Som en yderligere bekræftelse på dødens nødvendighed kommer også den almindeligt kendte dødsårsag, nemlig organismens affældighed ved alderdom og den heraf følgende uduelighed som redskab for fysisk livsoplevelse og skabelse. Da den nævnte organisme er en skabt foreteelse, er den nødsaget til, ligesom andre skabte foreteelser, at være tid og rum underkastet. Den er således nødsaget til at være forgængelig. Den udgør hermed en kontrast til væsenets allerhøjeste åndelige struktur, der i sin fundamentale kerne aldrig er blevet skabt og derfor ikke kan være tid og rum underkastet. Denne væsenets højeste åndelige struktur udgør dets jeg og overbevidsthed. Da denne struktur således er evig uforgængelig og udgør det virkelige levende væsen bag den fysiske organisme, kan samme væsen således med lethed overleve alle tids- og rumdimensionelle ting og dermed også dets fysiske legemes undergang.

Når væsenet efter døden er befriet fra sit fysiske legeme, forandres naturligvis dets tilværelse eller livsoplevelse. Det kan således ikke mere direkte opleve eller skabe på det fysiske tilværelsesplan. Det er blevet befriet fra at skulle jonglere med den tunge fysiske materie og organisme. Det skal nu kun manifestere sine tanker i den åndelige materie, der er tusinder af gange lettere end den fysiske og rent automatisk former sig efter væsenets villie. Derfor bliver væsenets passage igennem den fysiske dødsproces i virkeligheden en passage fra et stort og meget tungt arbejdsfelt til et oplevelsesfelt, der i sig selv i forhold til det fysiske i en meget stor udstrækning må betragtes som et hvilefelt. Det behøver ikke her at forme sine tanker i ord for derved at gøre sig forståelig for medvæsenerne, idet tankerne allerede fremtræder for dem som synlige detailler i den åndelige materie omkring væsenet, allerede inden det får formet dem i ord. Der findes derfor ikke sprogvanskeligheder på det åndelige tilværelsesplan, thi alle væsener, der befinder sig på samme udviklingsstadium, kan her forstå hverandres tanker eller tankeopbygninger. På dette plan opleves tankefunktionen som en ydre foreteelse omkring væsenet og kan ses af alle, der kan opfatte i det pågældende væsens bølgelængde. Her kan væsenerne således ikke skjule deres karakter. Deres ærlighed eller uærlighed er her blottet for medvæsenerne. Det er derfor ikke ethvert væsen, der på det fysiske tilværelsesplan har en stor position, bliver æret og agtet som et »højt udviklet« væsen hovedsageligt, fordi det her hører til den såkaldte »overklasse« og har kunnet blænde sine medvæsener med sin rigdom og luksus og fremragende ordenstitler, luksuspalæ og tjenerskab med mere der er virkelig stort. Disse fysiske luksusforeteelser tæller ikke på det åndelige plan, idet der bag dem godt, karaktermæssigt, kan skjule sig en åndelig proletar Og det er denne eventuelle side ved luksusmennesket der er hjælpeløst blottet for medvæsenerne på det åndelige plan. Her kan den ikke tilsløres af fysisk luksus, guld og glimmer.

Idet væsenernes eventuelle primitive tilbøjeligheder eller afsporinger på det åndelige plan er blottet for omgivelserne og således ikke kan skjules for medvæsenerne, vil overgangen til det åndelige plan for disse væsener være pinlig. Det er denne ubehagelige overgang til nævnte psykiske plan, som i mit hovedværk udtrykkes som »skærsilden«. Hvis mennesker nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand. Og væsenet kan ikke komme på bølgelængde med andre tankearter end netop dem, der er af samme slags som dets egne. Det møder således her kun bitre og vrede væsener i samme sindstilstand som den, det selv befinder sig i. Og da det ikke mere har den fysiske organisme at kunne sanse igennem, kan det ikke se den fysiske himmel, det fysiske solskin, de smukke fysiske terræner, grønne skove og blomsterenge eller andre af de mange guddommelige goder, som naturen kan oplive den mørke sjæl med, befinder det sig således her i en verden af mere eller mindre natsorte skygger. Her er der ikke anden ydre natur end den, dets egen og ligesindede væseners tankesfære kan skabe eller forestille sig. Og så længe bitterheden eller vreden dominerer, kan dets egen såvel som de ligesindede medvæseners forestillinger kun være gråt i gråt. Og de kan umuligt komme ud af denne triste bølgelængdetilstand, så længe de føler sig bitre og vrede på nogen eller noget. Men dette, at væsenerne således er blevet åndeligt isoleret fra alt mentalt lys, bringer dem hurtigst muligt til at føle sig ulykkelige. Og med denne følelse kommer automatisk ønsket om hjælp. Og i samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks. Og væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke. Det er denne epoke i kulminerende livslykke på det åndelige plan, der i Livets Bog udtrykkes under begrebet »paradiset«. Alle, absolut uden undtagelse, eksisterende levende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever, indtil de atter skal fødes på det materielle plan og have en ny fysisk organisme. Men det er absolut ikke alle væsener, der kommer til at opleve skærsilden. Mennesker, der lever deres jordliv ud i kontakt med deres inderste opfattelse af livet og ikke befinder sig i nogen som helst tankemæssig konflikt med andre væsener eller sig selv, kommer ikke til at opleve skærsilden.

I kraft af væsenets alderdom kommer det til at opleve døden som en strålende guddommelig befrielse fra den fysiske organisme med dens affældighed og mere eller mindre uduelighed som fysisk livsoplevelsesredskab. For et væsen med en uhelbredelig sygdoms- og lidelsesbefængt organisme kommer døden eller befrielsen fra denne organisme ligeledes som en meget stor guddommelig velsignelse. Ligeledes er døden også en stor guddommelig velsignelse for de væsener, hvis organisme er dødeligt læderet ved ulykkestilfælde. Denne befrielse vil i alle situationer være en total befrielse fra fysiske smerter. Det er rigtigt, at der mentalt set kan opstå lidt skærsildsproces for de væsener, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde. Sådanne væseners bevidsthed er indstillet på fremtidsplaner og livsoplevelser på det fysiske plan, som de nu brat bliver afskåret fra at opleve. Dette kan naturligvis afføde skuffelser og sorg. Men også her bliver væsenerne hurtigt indstillede på at søge hjælp i deres ulykke, hvorved de straks kommer ind under skytsenglenes varetægt, bliver befriet fra alt det, der kan virke som fysisk mørke i deres bevidsthed. Og herefter kan de så opleve det for deres opfattelsesevne fremtrædende paradis.

Medens den fysiske verden udgør et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres fejltagelser, hvilke virkninger kulminerer i lidelse og smerte, er det åndelige plan derimod en diametral modsætning hertil. Dette plan er absolut kun beregnet til at være et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres højeste grad af fuldkommenhed. Det er derfor det absolutte glædens og lykkens tilværelsesplan. Det er en kulminerende lysverden for alt levende. Her kan ingen mørke skygger blande sig i væsenernes idealtilværelse. Her er der kun mentalt lys, lys og atter lys.

For væsenets fysiske sanser er dets åndelige struktur og tænkning ikke tilgængelig. Disse to foreteelser kan derfor hverken ses eller iagttages på det fysiske plan, hvis ikke væsenet blev udstyret med en fysisk organisme, med hvilken det kan forme tænkningen i ren fysisk materie og dermed gøre dens billeddannelse synlig for fysiske sanser. Den fysiske organisme er således i sig selv kun et tankebilleddannelsens forlængelsesorgan. Når vi ser bygninger, huse, maskiner, redskaber, befordringsmidler o.s.v., udgør de, som jeg tidligere har nævnt, kun nogle i fysisk materie fremstillede kopier af deres ophavs indre tankebilleder. Hvis de ikke netop først eksisterede således, ville deres fremkomst på det fysiske plan have været en absolut umulighed. I kraft af den fysiske organisme får de levende væsener således evnen til at kopiere deres, på det åndelige plan fremtrædende, tankebilleder i fysisk materie. Derved bliver det her en kendsgerning, at den fysiske verdens detailler helt igennem er en kopi af den åndelige verdens detailler, billeddannelser, former, farver og lyde. Men da det levende væsen også igennem sin fysiske organisme kan sanse medvæsenernes i fysisk materie kopierede eller åbenbarede tankeopbygninger eller billeddannelser, bliver disse således også til tankebilleder i nævnte væsens bevidsthed. Derved kommer den åndelige verden således også i en vis grad til at bestå af kopier af de igennem den fysiske sansning oplevede skabte fysiske foreteelser eller tankeopbygninger.

Som foran nævnt bygger det levende væsen sin bevidsthed op af de oplevelser, det får igennem sin fysiske sansning. Disse oplevelser overføres igennem væsenets fysiske sanser til dets åndelige struktur og bliver her til åndelige tankebilleder. Det er af sådanne åndelige tankebilleder, væsenets bevidsthed består. I kraft af disse tankebilleder, der netop udgør erfaringer og viden, kan væsenet igen danne nye tankebilleder, som ikke blot kan opleves på det åndelige plan, men også igennem den fysiske organisme kan overføres til det fysiske plan og her udformes i fysisk materie i ren billeddannelse eller i skrift og tale, i lyd og farver. Et væsens bevidsthed består således, dels af tankebilleder, der er kopier af væsenets ydre omgivelser, og dels af tankebilleder, der er væsenets egne originale. Det er ud fra disse originale tankeopbygninger og de fra den fysiske verden i tankeformer kopierede tankebilleder, at væsenets bevidsthed udfolder sig, ligesom de også danner grundlaget for væsenets livssyn og den heraf følgende moralopfattelse, begær og villieudløsning, sympatier og antipatier.

Som vi allerede er blevet bekendt med, har det levende væsen to sansehorisonter: en åndelig og en fysisk. Medens den åndelige horisont er permanent, er den fysiske kun periodevis, idet det fysiske legeme, som er en skabt foreteelse og derfor ligesom alle andre skabte foreteelser, må forgå. Derfor har væsenet perioder i sin livsoplevelse, i hvilken det kun oplever og skaber med de åndelige sanser. Disse perioder indtræder ved væsenets befrielse fra sin fysiske organisme ved den såkaldte »død«, og fortsætter så længe, indtil væsenet atter er modnet til at kunne tilknyttes en ny fysisk organisme. I denne periode kan væsenet ikke direkte opleve noget på det fysiske tilværelsesplan. Det er således i virkeligheden totalt forsvundet fra nævnte plan. Tilbage er kun den udskilte fysiske organisme, som hurtig går i opløsning. Og da væsenerne endnu er meget ufærdige med hensyn til at sanse kosmisk, ja, er ubevidste på det kosmiske plan, kan de kun dømme efter, hvad de fysisk bliver vidne til. Mange tror derfor, som før nævnt, at det levende væsen står og falder med sin fysiske organisme, og at det pågældende væsen, hvis fysiske organisme er blevet til et lig, totalt er ophørt med at eksistere.

Vi har her set, at væsenet i kraft af sin åndelige og evige struktur eksisterer lige så godt efter døden, som det netop eksisterer, før det blev født. At det nu ikke mere kan opleve eller skabe på det fysiske plan betyder ikke, at det ikke kan opleve, og skabe på det åndelige plan. Det kan blot ikke mere direkte overføre sine tanker eller tankebilleder til det fysiske plan, ligesom det heller ikke mere direkte kan opleve de på det fysiske eller i fysisk materie manifesterede tanker eller tankebilleder. Men derved er det blevet befriet fra den ikke ringe byrde, det er, at skulle jonglere med en organisme, skabt i en materie, der er tusinder af gange mere fortættet og dermed tilsvarende tungere end den åndelige materie. Det er her, at den bibelske forbandelse »I dit ansigts sved skal du æde dit brød«, samt de øvrige forbandelser over »synden « finder sted. Det er her, at kvinden skal føde sine børn med smerte. Det er her, der må kæmpes med slangen, hvis hoved skal knuses af kvindens sæd, medens denne skal knuse menneskets hæl. Det er her, at fejltagelserne og deres ubehagelige virkninger: krigene, sygdommene og lidelserne manifesteres. Det er her, som før nævnt, at kulminationen af mørkekontrasten har sit hjemsted. Sligt kan ikke forekomme på det åndelige plan. Det er der, at lyskontrasten manifesteres. Det er der, vi er i al kulminerende lykkes og saligheds hjemstavn. Her er der ikke nogen, der skal arbejde i sit ansigts sved for at kunne opretholde sin tilværelse. Og her finder ingen smertefulde fødsler sted. Her i denne vidunderlige, åndelige verden lystrer materien automatisk tanken, ønsket og villien. Det behøver kun at tænke, så sker det, det behøver kun at byde, så står det der. Tanken lystrer således automatisk væsenets ønske og villie eller udløsende energiimpulser. Og da væsenet i den fysiske tilværelse lærer at tænke logisk, vil dets tankemanifestation på det åndelige plan således være logisk eller ulogisk, være fuldkommen eller ufuldkommen alt efter den grad af fuldkommenhed, som det i dets forudgående fysiske jordliv har tilegnet sig.

Fundamentet for væsenets liv på det åndelige tilværelsesplan efter døden er således dets absolutte ønskedrøm eller længslen efter oplevelsen af det højeste, det kan forestille sig af en idealtilværelse. Og det er oplevelsen af denne idealtilværelse eller ønskedrøm, der udgør det levende væsens absolutte sande paradis. Men før væsenet efter døden kan opleve denne idealtilværelse eller komme ind i dette paradis og her opleve den synligt manifesteret, må det igennem dødsprocessen og den eventuelle skærsild. Som før nævnt er skærsilden kun en forberedelsesepoke, i hvilken de sanser, igennem hvilke væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter. Det kan således ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis. Væsenets bevidsthedsmæssige bølgeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser. Idet dets sanser i paradiset ikke kan registrere disse eller beslægtede tankearter, kan paradiset således kun blive en kulminationsoplevelse af lykke og glæde i renkultur. I modsat fald ville det aldrig komme til at opleve noget paradis eller nogen ønsketilværelse i renkultur. Den åndelige verden ville være lige så præget af krig, ulykker og lidelser, sorger og bekymringer, som den fysiske. Vi må således forstå, at den åndelige verden udgør et bølgeområde, der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgeområde. Den førstnævnte verdens bølgeområde er kærlighedens og visdommens, medens den fysiske verdens bølgeområde er hadets og vredens. Det bliver måske lettere at forstå, når man bliver fortrolig med, at den åndelige verden i virkeligheden er en elektrisk verden i renkultur, ja, er selve elektricitetens hjemstavn. Ifølge kosmiske analyser er elektriciteten hele universets livskraft, den er selve Guds ånd. Men i den åndelige verden, hvor denne ånd eller livskraft ikke skal gennemtrænge nogen fysisk materie og derfor her ikke kan benyttes af væsenet i de felter, det ikke har færdigudviklet, kan de mange kortslutninger i form af de førnævnte tankearter: fjendskab, antipati, vrede o.s.v. umuligt finde sted. De udgør det dyriske bevidsthedsmateriale og bliver derfor mere og mere uegnet som bevidsthedsmateriale for det levende væsen, jo mere det vokser eller udvikler sig i human eller menneskelig retning. Det ufærdige menneske har således to bevidsthedsmæssige områder: det dyriske, som er dets medfødte arv fra dets tilstand som dyr i renkultur, og dets begyndende menneskelige område, som vokser eller udvikler sig igennem de mange kortslutninger, som opstår imellem disse to områder i dets psyke eller mentalitet. Da disse kortslutninger igen har indflydelse på væsenets fysiske væremåde, bringer de også undertiden denne i kortslutning med medvæsenernes væremåde og krigen opstår og forplanter sig imellem væsenerne. Og de ulykkelige skæbner med myrderi og lemlæstelse og de hermed forbundne sorger og bekymringer, der endog kan ende med selvmord, opstår. Det er væsenets evne til at skabe og opleve disse ulykkelige tilstande, det bliver befriet fra i skærsilden, ved at det pågældende sansesæt bliver sat ud af funktion. Derved er væsenet garanteret, at dets åndelige tilværelse imellem dets fysiske liv, dets paradis, bliver en hundrede procents mental lysoplevelse, en glædes- og lykketilstand, det, som ufærdigt menneske umuligt kan opleve i renkultur på det fysiske tilværelsesplan. Med væsenets udfrielse af sin fysiske organisme og dets herefter følgende passage igennem skærsilden, hvor det som nævnt får en vis del af sit sanseområde sat ud af funktion, bliver dets livsoplevelses- og skabelseskapacitet betydeligt nedsat. Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet fra, er jo hele dets fysiske skæbneområde, hvor det havde adgang til at gøre fejl, og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraf følgende genvordigheder, bekymringer og lidelser. Væsenet er således blevet befriet fra hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdigt på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse kun kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv.

Vi begynder her at se det virkelige guddommelige princip, der garanterer alle levende væsener en paradistilværelse hinsides det jordiske, fysiske liv. Når de levende væsener ikke kan blive i dette paradis, men atter må genfødes på det fysiske plan, skyldes det udelukkende, at de ikke er færdigudviklede, ikke har nået den højde i livsoplevelse og skabeevne, der er guddommens plan med nævnte væsener. Ved atter at genfødes på det fysiske plan får væsenerne lejlighed til at udvikle sig videre og gøre nye fejltagelser og opleve disse fejltagelsers virkninger og den heraf affødte visdom og tilsvarende høje begavelse, hvorved væremåden bliver tilsvarende fuldkomnere og dermed kvalificerer dem til at opleve et endnu tilsvarende fuldkomnere og mere strålende lysvæld i form af paradisoplevelsen. Og således fortsætter de levende væsener igennem genfødelserne på det fysiske plan at udvikle sig fuldkomnere og fuldkomnere og får en hertil svarende og mere strålende paradistilværelse efter hvert jordliv. Og hermed opnår væsenet tilsidst at komme igennem alle de ubehagelige fejltagelsers zoner og sfærer og opnår dermed det indeværende spiralkredsløbs kulmination i visdom og kærlighed. Det kan derfor ikke lære mere på det fysiske plan i dette kredsløb, hvorved reinkarnationen eller genfødelserne ophører. Og herefter fortsætter væsenet således, som vi senere skal komme tilbage til, med hele sin kosmiske bevidstheds kapacitet i guddommelig åbenbaring af kærlighedens manifestation i visdom og højintellektuel skabelse i den åndelige materies strålevæld. Igennem denne skabelse udformes de åndelige verdeners detailler i funklende og lysende materier. I denne gyldne materie fremtræder alt i en kulmination af kærlighed, visdom, skønhed og glæde. Her er det daglige liv åbenbaringen og oplevelsen af Guds primære bevidsthed i renkultur.

Da de levende væsener på det fysiske plan ikke er lige langt fremme i udviklingen og således står på højst forskellige mentale trin med højst forskellige evner og anlæg, bliver deres evne til at tænke og opleve således tilsvarende højst forskellig. Medens alle de væsener, der er nået igennem reinkarnationens eller genfødelsernes epoke og dermed nået frem til at opleve den sande virkelighed, den absolut sande løsning på livets mysterium, og de derfor alle kan nyde nævnte sande virkeligheds primære og absolutte paradis, kan de væsener, der endnu er mere eller mindre ufærdige, ikke opfatte det virkelige paradis som en guddommelig, kulminerende lysoplevelse. Derfor kan de kun komme til at opleve paradiset i den opfattelse, der for dem er det højeste og lykkeligste ideal af livsoplevelse. Tænk hvor guddommelig denne verdensorden er. Hvis ikke den netop var således, måtte alle væsener vente, til de havde gennemgået hele den mørke del af spiralkredsløbet indtil den store fødsels epoke, før de overhovedet kunne opleve noget paradis eller en virkelig lysets tilværelse. Livet eksisterer altså efter så guddommelige love, at absolut alle levende væsener opnår en absolut lysende paradisoplevelse mellem hvert fysisk jordliv. Dette gælder absolut mennesker af alle racer, alle folkeslag, alle tilhængere af enhver religion, enhver religiøs sekt ligesåvel som mennesker, der slet ikke tror på noget liv efter døden. Det gælder således mennesker af alle livsopfattelser, det gælder alle de såkaldte »forbrydere« og selvmordere såvel som helgener. Intet som helst væsen undgår en paradisoplevelse imellem dets fysiske jordliv, idet de bølgelængder, igennem hvilke de forestillinger eller tankeopbygninger, der kolliderer med dets opfattelse af dets højeste ideal- eller ønsketilværelse, ikke kan komme til udløsning på det åndelige plan. Derfor kan der ikke her opstå mentale kortslutninger, hvilket vil sige tankearter, der udløser sig som vrede, bitterhed, misundelse, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed, had eller hævnfølelse, intolerance eller lignende. Sådanne tankeopbygninger eller sindstilstande er af et så lavt bølgeområde, at de umuligt kan komme til udløsning i noget væsens paradisoplevelse. Det er den side ved væsenernes psykiske natur, der bliver sat ud af funktion igennem skærsildsoplevelserne.

Det virkelige paradis, adskilt fra det fysiske jordliv, kan således her kun opleves i renkultur efter skærsildspassagen. Efter denne passage kan væsenerne udelukkende kun opleve deres fundamentale forestillinger om deres idealtilværelse og andres idealtilværelse af samme bølgeområde. Ligeledes kan de heller ikke se de mikrokosmiske og makrokosmiske detailler, ting eller forestillinger, der ikke er på bølgelængde med deres øvrige idealforestillinger om paradiset. Derfor bliver den åndelige himmel og jord, det åndelige klima, ja, hele den åndelige oplevelse af naturen eller af makrokosmiske skabelser, således af samme bølgeområde, af samme lysvirkning eller af en stemning, der passer hundrede procents ind i væsenets tænkte paradis eller ønsketilværelse. Paradisoplevelsen kan således kun være kulminationen af væsenets tænkte ønsketilværelse. Det er på grund af denne tilstand, at væsenerne i skærsilden kun kan opleve den del af den makrokosmiske tankeopbygning eller de af naturens detailler eller frembringelser, der er på samme mørke og triste bølgeområde som skærsildsforestillingerne. Men heldigvis er skærsildsepoken af en så koncentreret og kortvarig tilstand, at den kun bliver at udtrykke som en slags entre eller forhal ind til paradisområdet. Og som tidligere nævnt, bliver den kun til lidelse der, hvor mennesket er i konflikt eller kortslutning med sin egen idealfornemmelse af livets oplevelse. Men her er alle garanteret hjælp fra skytsenglene, lige så snart de selv føler sig ulykkelige og ønsker hjælp. Der er således, som også før nævnt, absolut intet som helst væsen, der kommer til at miste sin paradisoplevelse i den åndelige verden imellem sine fysiske jordliv.

I virkeligheden lever menneskene under det princip, der i bibelen er udtrykt som jordens »forbandelse« på grund af »synden«, og hvor det blandt andet hedder i Guds tale til Adam: ...fordi du spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød..., ligesom det i Guds tale til Eva hedder: jeg vil mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!... Vi behøver vist ikke her at forklare nærmere den overvældende udstrækning, i hvilken ovennævnte spådoms opfyldelse har behersket menneskeheden i fortiden og ligeledes har magten over menneskeheden i nutiden. »Synden«, hvilket vil sige: uvidenheden og fejltagelserne i levevis og væremåde og de heraf følgende ubehagelige eller ulykkelige virkninger eksisterer ligefrem som et element, mennesket mentalt set svømmer i, ligesom fiskene svømmer i vandet. At menneskene håber og beder til en lysere og lykkeligere fremtid, danner sig ønskedrømme eller forestillinger om en idealtilværelse, der udgør kontrasten til deres nuværende mørke og ufredsfyldte skæbnetilstand, er ganske selvfølgeligt. Igennem verden går der en dominerende hunger eller længsel efter en kontrast til det mentale mørke, det mentalt tyngende tankeklima, i hvilken den stærkeste og klogeste udnytter den svageste og mindre begavede, og hvor en tålelig tilværelse undertiden kun kan opnås ved en livsfarlig kamp med inhumane og i moral endnu meget ufærdige magthavere. Det er således absolut naturligt, at de ufærdige og heraf betrængte mennesker får ønskedrømme om idealtilværelser, hvor de er fritaget for alle de ulykkelige og livsnedbrydende foreteelser eller »syndens forbandelse«, som det ufærdige menneske ikke kan blive fri for på det fysiske plan. Da denne, af bibelen udtrykte »forbandelse«, sætter mennesket i stand til at tænke sig en ønsketilværelse, som bliver til realistisk virkelighed på det åndelige plan, hver gang det har passeret den fysiske død, bliver »forbandelsen« her til velsignelse.

I henhold til den alkærlighed, der er fundamentet for hele verdensaltets beståen, ville det være skrigende unaturligt, hvis væsenerne ikke fik adgang til at opleve opfyldelsen af deres ønsketilværelse eller deres hunger efter en tilværelse, hvor de uforstyrret kan nyde den livsoplevelse, der igennem deres nuværende sansekapacitet kan være den allerhøjeste lykke og salighed. Vi bliver da også vidne til, at der ikke kan opstå nogen som helst normal eller naturlig hunger eller sult, hvortil der ikke forekommer en mættelse. Vi må naturligvis se bort fra de kunstigt frembragte sult- eller hungerfornemmelser, såsom hungeren efter narkotiske nydelser, alkohol, tobak og lignende. For disse former for hunger er der ingen som helst mættelse. Jo mere væsenerne nyder disse produkter, desto mere kommer de til at hungre og sulte sig til døde, netop fordi disse nydelser kun kan give en indbildt mættelse samtidig med, at de underminerer organismen og dermed evnen til at opleve det normale liv. Men således er det ikke med længslen eller hungeren efter en idealtilværelse. Den er hundrede procents normal, og dens mættelse er derfor en tilsvarende livsbetingelse for væsenets udvikling eller omskabelse til mennesket i Guds billede, rent bortset fra den lysende og varmende kærtegnsåbenbaring den er, og hvormed den evige guddom omfavner og opmuntrer sin ufærdige søn (det levende væsen) midt i hans passage af det kosmiske spiralkredsløbs kulminerende mørkezoner, lidelsessfærer og dødsterræner.

Da væsenerne i de fysiske jordliv i en overvejende grad lever i en mørkets verden og må kæmpe med mange besværlige foreteelser for at kunne opretholde deres fysiske tilværelse, afføder dette, som før omtalt, ønskedrømme om idealtilværelser, hvor de ikke netop skal kæmpe med lidelser og besværligheder, således som tilfældet er på det fysiske plan. Disse ønskedrømme er tankeopbygninger i åndelig materie og kan som regel ikke foreløbig opleves af væsenerne på det fysiske plan, idet de endnu ikke er så udviklede, at de magter at opfylde de betingelser, i kraft af hvilke de nævnte ønskedrømme eller ønsketilværelser kan opfyldes på det nævnte plan. Vi kommer da her til at se, hvor guddommeligt universets livslove er formet i kulminerende visdom og kærlighed, idet væsenerne netop får lov til at få hvilepauser i deres tilknytning til den fysiske tilværelse, således at de i disse pauser helt kan blive fritaget for deres fysiske skæbnes besværligheder, lidelser, bekymringer og ufred, så de helt kan hellige sig deres ønskedrømme og opleve dem som realistisk virkelighed på det åndelige plan, ganske uafhængig af hvilket udviklingstrin, hvilken begavelse, hvilken grad af logisk tænkning og skabeevne de så end måtte være nået frem til på det fysiske plan. Deres ønskedrømme kan kun formes af de ønsker og længsler, der udgør det allerhøjeste af, hvad de er i stand til at tænke eller opfatte på det særlige udviklingstrin, de repræsenterer. Men at få en sådan ønskedrøm eller ønsketilværelse opfyldt på det fysiske plan betyder som regel uoverstigelige hindringer for de pågældende væsener, idet den fysiske materie ikke automatisk lystrer tanken. Det koster derfor som oftest både penge og andre menneskers medvirken eller arbejdskraft at få sin ønsketilværelse opfyldt. Det er derfor, at menneskene lever i utilfredsstillede længsler og de heraf affødte skuffelser, bekymringer og besværligheder, der gør deres skæbne eller fysiske tilværelse ulykkelig. At få ønsketilværelsen opfyldt på det fysiske plan kan derfor tage meget lang tid, ja, så lang tid, at der undertiden skal flere liv til, før hindringerne er overvundne, og væsenet fysisk kan opleve sin ønsketilværelses opfyldelse. Men i kraft heraf er det netop guddommeligt, at menneskene kan opleve deres ønsketilværelse på det åndelige plan, længe før det kan opleve den på det fysiske plan. Og det er det, der sker, når væsenet dør fra sin fysiske tilværelse og bliver udfriet fra sin fysiske organisme. Herefter er det blevet befriet fra den livsbetingelse, det var, at jonglere med den tunge fysiske materie. Nu skal det kun opleve og skabe i den åndelige materie, som netop lystrer tanken. Derfor kan væsenet her opleve alt, hvad det er i stand til at tænke sig på det trin, det tilhører. Og da det i skærsilden er blevet befriet fra den del af dets sansesæt, igennem hvilke skuffelser, sorger, bekymringer, jalousi, nedtrykthed, bitterhed og vrede eller kort sagt alt dårligt humør kan opleves, kan det kun opleve glæde eller strålende humør på det åndelige plan, idet alt her lykkes overdådigt efter dets ønske. Og da hele denne sfære kun er befolket med væsener af samme bølgeområde, hvilket vil sige, væsener, der ligeledes er befriet fra de mørke og triste tankearter, bliver tilværelsen her således et liv blandt kærlige venner i lys og glæde. Og væsenet oplever således her ønskedrømmens virkelighedsverden, paradiset eller livets solskinsegne og hjemstavn.

Vi skal her give nogle enkelte eksempler på, hvad det betyder, når materien uden nogen ydre hjælpemidler eller redskaber automatisk former sig efter det levende væsens tankekoncentration, ønske og villie, således som det sker på det åndelige tilværelsesplan. I kraft af denne guddommelige tilstand kan en arkitekt bygge lystslotte eller andre bygningsværker i stor stil og i lige så høj grad, som han netop ønsker det. Her er han ikke tynget af, at hans kunstneriske uddannelse og begavelse skal være en levevej. Her eksisterer ingen leveveje. Ingen skal paa det åndelige plan tjene penge eller arbejde for at opretholde det daglige liv. Her er livet en absolut ønsketilværelse for alle. Og væsenerne manifesterer her absolut kun, hvad de selv ønsker. Af omgivelserne og af medvæsenernes manifestationer kan de kun opleve ting, hvorved de vil glæde og fryde sig. Alt, hvad der ikke har denne virkning, er de afskåret fra at kunne komme på bølgelængde med, grundet på den sanseforvandling, de kom ud for i skærsildsepoken. Derfor kan der absolut ikke opstå noget som helst mørke her. Når en arkitekt vil skabe et bygningsværk her på det åndelige plan, behøver han ikke at have de mange medarbejdere, håndværkere og arbejdsmænd for at kunne udføre sin plan, således som tilfældet er på det fysiske område. Ligeledes har han heller ikke nogen form for materialevanskeligheder, idet den åndelige substans, som i sig selv er umanifesteret til stede overalt, men som ved tankens kraft materialiserer og udformer sig alt efter de levende væseners ønsker og villie, gør sig også gældende her. Arkitekten har således i sin magt at skaffe sig materiale nok for sine projekter, hvis han overhovedet ønsker at bygge dem op sten for sten og ikke tænker sig dem helt færdige med det samme uden nogen som helst tænkt forudgående opbygning, hvilket jo også står i hans magt. Her kan han altså skabe alle de ønskeprojekter, han eventuelt på grund af mange forskellige hindringer umuligt kunne opføre på det fysiske plan.

Selv om man ikke er nået så langt frem i udviklingen, at man er blevet et geni i at kunne tænke kunstnerisk og præstere åndelige kunstværker som de forannævnte, udelukker dette jo ikke, at man kan have sin ønsketilværelse på helt andre felter. Vi har kun nævnt de foranstående eksempler for at vise, hvor fuldkommen geniale kunstværker kan være på det åndelige plan. Alle mennesker lige fra de første spæde og primitive former i udviklingen og helt op til det færdige menneske i Guds billede oplever på det åndelige plan således opfyldelsen af deres skønneste ønskedrømmes virkeliggørelse. Dette gælder urskovens primitive naturmennesker såvel som kulturens højtbegavede mennesker, forskere og videnskabsmænd. Om man er religiøst troende, eller man er det modsatte, er totalt ligegyldigt, eftersom dette ikke kan forhindre en i at have ønskedrømmen eller længslen i sig efter oplevelsen af en idealtilværelse. Denne kan man umuligt komme til at undgå at opleve hinsides den fysiske død, da materien her automatisk former sig efter tanken, ønsket og villien. Pygmæen oplever således sine primitive ønskedrømme i den form og opfattelse, han har lært at tænke i på det fysiske plan. Det samme er tilfældet med indianeren, eskimoen, ildlænderen, ja, kort sagt, med individer af en hvilken som helst race. De oplever alle lige akkurat det, der på det fysiske tilværelsesplan var deres højeste ønsketilværelse, men som de på grund af manglende udvikling og eventuelt andre omstændigheder umuligt kunne komme til at opleve på nævnte plan. Således oplever det fattige menneske, der eventuelt både sulter, fryser og lever i pjalter på det fysiske plan, på det åndelige plan opfyldelsen af den af dets fysiske tilstand opståede ønskedrøm om en modsat tilværelse, hvor man får rigeligt med dejlig mad, gode, varme klæder på sin krop, et skønt hus at bo i og rigeligt forsynet med penge. På samme måde får den gerrige eller gnieren på det åndelige plan et ocean af penge og atter penge, alt efter den utilfredsstillede længsel efter opfyldelsen af hans begær efter penge, han havde på det fysiske plan og den heraf opståede ønskedrøm. Lystfiskeren og lystjægeren oplever også på det åndelige plan dejlige terræner for deres lysts tilfredsstillelse. Lystfiskeren oplever således floder med en mangfoldighed af dejlige fisk, medens lystjægeren oplever skove eller terræner med masser af dyr. Livet på det åndelige plan bliver således også en salig fryd for sådanne væsener. Ligeledes er der heller ingen grænser for, hvor fuldkommen det forfængelige menneskes ønskedrøm kan blive opfyldt på det åndelige plan. Det bliver alt efter ønske udstafferet og pyntet med purpur, silke og guld, samt ordensdekorationer i stor stil. Ja, i nogle tilfælde oplever det endogså ligefrem sig selv som fyrste, pave, konge eller kejser og kan være behørigt iklædt hermelinskåber, krone og scepter og siddende i en gylden tronstol og tale til sine »undersåtter«. I andre tilfælde fremtræder væsenet på det åndelige plan, alt efter dets ønskedrøm eller ønsketilværelse, som matador, som en krøsus eller mangemillionær, boende i et vældigt slot eller luksuspalæ med stor tjenerstab, luksusvogn, lystyacht og væddeløbsstalde. Det er som regel ikke de væsener, der på det fysiske plan virkeligt eksisterer som rige mennesker, der dominerer her. Deres ønskedrømme går som regel i andre retninger, alt efter den mættelse af krøsustilværelsen de allerede har nået på det fysiske plan.

Som vi her har begyndt at se, forekommer der ikke noget som helst menneske, der ikke hinsides den fysiske død kommer til at opleve sin absolut skønneste ønskedrøms opfyldelse, rent bortset fra skærsildspassagen, der kun i meget begrænsede tilfælde og i særlige situationer er mørk og pinlig. Det er derfor en forfærdelig mørk og nedslående afsporing af mentaliteten at være bange for døden, som bag sig således gemmer opfyldelsen af væsenernes særlige ønskedrømme eller ønsketilværelser eller en tilværelse, der er nødsaget til at måtte erkendes som livets absolut sande paradis. Hvor findes der nogen anden tilværelse, der således kan være paradisisk for menneskene end denne, at de på forhånd får lov til at opleve deres livs skønneste idealer længe før, de er udviklede til at kunne opleve disse i renkultur på det fysiske tilværelsesplan? - Og hvordan kan nogen anden livsoplevelsesform give større livsglæde og velvære end oplevelsen af sine højeste normale længslers tilfredsstillelse i en virkelighedsoplevelse i renkultur, hvor man er befriet fra eventuelle sygdomme, sorger og bekymringer, økonomiske genvordigheder eller andre menneskers had og bitterhed, antipati og bagtalelse? - Hvilken anden livsoplevelsesform kan være mere velbehagelig og glædesbringende. Og hvad kan væsenet ønske sig højere eller bedre i en livsoplevelsesform end dette, at få sine højeste ønsker tilfredsstillede. - Vi er således her kommet til livets eneste absolut sande paradis.

Da menneskeheden repræsenterer væsener fra mange forskellige udviklingstrin, og disse trins væsener er afvigende fra hverandre i viden, begavelse og livsindstilling, bliver deres ønskedrøm eller ønsketilværelser tilsvarende forskellige. Den åndelige verden bliver at inddele i tilsvarende sfærer eller oplevelsesområder. Disse områder udgør derfor en skala af trin i livsoplevelse, der strækker sig fra vildmenneskets sfære til området for det fuldkomne menneske i Guds billede. Hvert trin har sine særlige bølgelængder, i kraft af hvilke de pågældende trins væseners manifestation udløser sig. Da den højeste udfoldelse på trinene er væsenernes ideal- eller ønsketilværelser, og disse tilværelser igen er væsenernes paradisoplevelse, forekommer der således forskellige former for paradis. De forskellige trins væsener får hver især deres særlige paradis alt efter deres mentale tilstand og livsopfattelse. Jesu ord: »I min faders hus er der mange boliger«, bliver således her til kendsgerning for den udviklede forsker.

I henhold til dette guddommelige princip, at den åndelige materie automatisk former sig efter tanken, ønsket og villien, har forkyndelsen af verdensreligionerne også fået en stor og afgørende indflydelse på væsenernes oplevelse af paradistilstanden efter døden. I den kristne verdensreligion kender man ikke noget til reinkarnationen. Man har derfor her ikke noget som helst logisk retfærdighedsgrundlag for selve livets struktur. Når man ikke anerkender eller forstår, at væsenernes nuværende skæbne er et resultat af den væremåde, de har manifesteret i forudgående liv, ligesom deres nuværende livs væremåde vil være med til at danne grundlaget for den skæbne, de vil få i kommende ny jordiske liv eller tilværelser, kan man umuligt give noget retfærdigt grundlag for alle de lidelser og besværligheder eller de mange ulykkelige skæbner, som i årtusinder har martret menneskene. Man har så simpelt hen dannet sig den forestilling, at man efter døden enten ville komme til et evigt helvede, hvor man måtte brænde i en evig ild uden nogen sinde at kunne komme ud af denne forfærdelige lidelse, eller også måtte man komme til et paradis, hvor man ville være stedet foran guddommens trone og her blive vidne til guddommen, Kristus og den hellige ånd. Her ville man så sammen med andre opleve paradiset og være med i en hyldest eller lovprisning af denne treenige guddom. Og denne tilstand skulle så være den højeste saliggørelse eller livsoplevelse.

Men denne forannævnte kristne kirkelige livsopfattelse er kun et produkt af en endnu fremtrædende stor uvidenhed. At denne livsopfattelse er ulogisk og dermed ukærlig bliver understreget med den kirkelige kristendoms egne dogmer. Den siger, at der bag hele universet eller verdensaltet eksisterer en almægtig, alvis og alkærlig Gud. Dernæst udtrykkes det, at menneskene såvel som alle andre levende væsener er »skabte« af denne Gud. Dernæst fortælles det, at menneskene, for så vidt de ikke kan opfylde dette, at elske sin næste som sig selv, er »syndige «. Og dermed er de hjemfalden til den forannævnte forfærdelige pine i det evige helvedes uudslukkelige ild. Dog var der en mulighed for, at de kunne blive fri for denne pine i kraft af Jesu korsfæstelse. Thi hans forfærdelige lidelse og død opfattes som en straf for alverdens »synder«, som han havde påtaget sig. Derved var der så givet de virkelige »syndere« adgang til det evige paradis, hvis de angrede dette »syndige« liv, de havde levet her på jorden. Vi kommer her til en retspraksis, der er en himmelråbende kulmination af uretfærdighed, og en guddom, der ikke selv opfylder den kærlighedslov, hvis opfyldelse han, som nævnt, påstås at have dikteret menneskene som betingelse for at blive fri af »helvedesstraffen« og komme i paradiset. - Hvordan kan det være retfærdigt eller kærligt at lade tyve, røvere, mordere og andre former for »syndere« eller såkaldte »forbrydere« blive fri for »straf«, ved at et uskyldigt væsen har påtaget sig den og herfor har ladet sig pine til døde? - Hvorfor forlanger denne guddom således dette uskyldige væsens korsfæstelse for at kunne tilgive »forbryderne«? - Hvorfor kan han ikke tilgive dem uden dette uskyldige væsens lidelse? - Guddommen vil altså ikke give afkald på at »straffe «, men hvem, denne »straf« kommer til at overgå, er ham totalt ligegyldigt, blot den bliver udført. Hvad er det for en slags kærlighed, guddommen her praktiserer overfor det væsen, han lader korsfæste for andre væseners »synder «? - Det kan da ikke være den, der går ud på at elske sin næste som sig selv. Kan en kærlig Gud diktere væsener en leveregel, han ikke selv praktiserer? -

Endnu mere ukærlig bliver situationen, når det forkyndes, at de levende væsener er »skabte« af Gud og dermed også menneskene. Men når menneskene er »skabte« af Gud, kan de jo ikke være anderledes, end han har skabt dem. Hvis menneskene ikke er fuldkomne, men er »syndere «, må fejlen ligge hos Guddommen, der har skabt dem. Det er da ikke det skabte, men skaberen, der har ansvaret, hvis det, han skaber, ikke er fuldkomment. Hvordan kan det være retfærdigt, at Gud straffer væsenerne, fordi de ikke er fuldkomne, når det således udelukkende skyldes ham selv? - Yderligere forkyndes det igennem den kirkelige kristendom, at det kun er en meget lille skare af mennesker, der kommer i paradis, medens den øvrige store part af menneskene havner i helvede. Når den største part af de af guddommen »skabte« mennesker havner i helvede, må det da være efter guddommens ønske at se mennesker martres i dette helvedes evige pine og kvaler. Hvorfor skulle han ellers »skabe« den største part til en evig pine og smerte og kun en lille skare til paradiset? - Men dette, at kunne føle behag i at se andre væsener martres i lidelser og kvaler, er som bekendt en mental afsporing, vi kender under begrebet »Sadisme«. - Når guddommen udtrykkes at være alvis, almægtig og alkærlig, må han vide i forvejen, hvilke væsener, der går til helvede. Ved han ikke det, er han ikke alvis. Men hvis han ved det, og ikke vil forhindre væsenerne i at komme i en så ulykkelig tilstand, som dette evige helvede må være, er han ikke alkærlig. Og hvis han ikke magter at frelse væsenerne fra dette helvede, er han ikke almægtig.

Det bliver her tydeligt at se, hvorfor der måtte fødes et menneske eller en kristus af et så kærligt format, at det omtalte gudebillede i forhold hertil måtte blegne for tilsidst totalt at synke i grus. Hvad er denne beskrevne guddoms væremåde i forhold til et menneske med en sådan kærlighed, at det på korset, midt i den mest pinefulde lemlæstelse, der kan påføres et levende væsen, kan elske sine bødler, ophavene til denne hans ulykkelige situation, og råbe det ud for hele verden: »Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre«. - Det er ikke så mærkeligt, at jorden skælvede, og forhænget i det allerhelligste i templet revnede, thi her skete der det, at et herskende gudebillede sank i grus, blegnede til døde for et menneske i kød og blod, der var overskygget af kærlighedens strålevæld, og af et så gigantisk format, at det skulle dreje hele menneskehedens mentale kurs imod lysets tinder, dreje den imod den absolut eneste sande og virkelige guddom, der udgør selve kulminationen af alvisdommen, alkærligheden og almagten. Og på denne kurs er menneskeheden, i kraft af »talsmanden den hellige ånd«, der er det samme som kærlighedens videnskab eller videnskaben om Guds bevidsthed og dermed om livsmysteriets løsning, nu i færd med at blive ført ind på. Og i åbenbaringen af denne guddommelige ånd eller videnskab kommer guddommen, verdensaltet og livet til at stråle og funkle for menneskeheden som et uplettet kærlighedens livspanorama, i hvilket der hverken er »syndere« eller »straf« for »syndere«, og hvor absolut ingen kan komme til at leve i en evig pinsel eller helvede, men hvor absolut alle levende væsener funkler i Guds stråleglorie som evige udødelige livscentre, og hvor kærligheden er universets grundtone og dermed verdensaltets evige livsfundament.

Som vi har set, er der ikke noget som helst levende væsen, der er lukket ude fra det, der på det åndelige plan kan være dets paradis uden i de situationer, i hvilken det er inkarneret i den fysiske verden. Og denne inkarnation finder, som også før nævnt, kun sted for at væsenet kan lære at tænke Guds tanker efter, så det kan komme til at skabe i den samme logiske fuldkommenhed som den, guddommens skabelse repræsenterer, og hvis resultater udelukkende er til glæde og velsignelse for levende væsener. At væsenerne får lov til at forlade deres paradis for at fødes i den fysiske verden, der er udviklingens, eksperimenternes, fejltagelsernes og dermed skuffelsernes og lidelsernes verden, og ikke behøver at besmitte deres paradis eller allerhelligste med disse omskabelsens høvlspåner eller affaldsprodukter, som sorgerne og lidelserne udgør, kan kun være guddommeligt. Hvad der så end sker på det fysiske plan, har alle levende væsener, således som vi har set, et paradis der venter dem, og som de normalt i virkeligheden kan komme hurtigt ind i ved enhver befrielse fra deres affældige eller læderede fysiske organisme for igen senere atter at kunne inkarnere i den fysiske verden, når lysten eller længslen efter den igen bliver overvældende. Tænk, hvilken guddommelig kærlighed alle levende væsener både dyr og mennesker er overskygget af. Tænk, hvor der, kosmisk set, er sørget godt for alle. Men det er også i en guddoms bevidsthed, vi alle leve, røres og ere.

Da paradiset er en åndelig opfyldelse af de ønskedrømme, som den fysiske tilværelse afføder i de levende væsener, og den således skabes af deres tænkeevne i den åndelige materie, kan det ikke undgås, at de tankearter, menneskene bliver bundne af igennem deres religioners dogmer og opfattelser, i større eller mindre grad har indflydelse på det paradis, de kommer til at opleve efter deres fysiske jordliv. Det kan ikke undgås, at f. eks den kristne tro, baseret på den kirkelige forkyndelse, i mange sjæle har skabt en rædsel for døden og det »helvede«, som dens tilhængere har fået forkyndt, venter alle de mennesker efter døden, der ikke bliver døbte eller får »syndernes forladelse ved Jesu blod og Guds nåde«. Det kan ikke undgås, at de troende og samvittighedsfulde tilhængere af nævnte kirkelige kristendom kommer til at føle sig brødebetynget, idet de ikke har kunnet elske deres næste som sig selv, hvilket jo også er ganske umuligt for det ufærdige menneske. Men når de føler sig brødebetyngede eller mener at have »syndet «, tror de, at det »evige helvede« venter dem efter døden. Og det er jo ikke alle af disse mennesker, der har tillid til, at sakramentet eller den hellige nadver eller deres bønner om syndsforladelse kan frelse dem fra denne grusomme eller sataniske skæbne, som det må være at skulle brænde i et »evigt helvedes ild«. Døden bliver for sådanne væsener en rædsel. Nogle kommer ligefrem til at opleve fornemmelsen af at brænde i det nævnte »helvede«, fordi tilværelsen i skærsilden jo netop formes af de tankearter, der behersker en. Disse troende mennesker får således, som her er udtrykt, en forstærket skærsildsoplevelse.

For de betrængte væsener i skærsilden er det heldigvis således, at jo større mørke eller lidelse, jo hurtigere bringes disse væseners indbyggede automatiske bønsorganer i funktion, og de råber om hjælp. Og igennem dette råb eller denne mentale indstilling kommer de på bølgelængde med skytsenglene, som da træder hjælpende til og bringer dem ud af de mørke tankearter. Dette sker hovedsageligt ved, at den del af væsenernes mentale struktur, igennem hvilken de oplever de mørke tankearter, efterhånden bliver sat ud af funktion. Herefter er de frigjorte fra tankearter som: skuffelse, nedtrykthed, bitterhed, vrede, misundelse, jalousi, frygt og legemlige smerter. Deres bevidsthed er derved blevet indskrænket til et meget mindre format, men til gengæld kan de så kun opleve glædestanker og intet som helst, der kan ødelægge eller besudle disse. De kan også her kun møde væsener af samme mentale bølgeområde. De kan derfor her kun opleve lys og glæde i renkultur. Selv væsener, der er dødsfjender på det fysiske plan, kan her på det åndelige plan kun være venner, eftersom deres sansesæt nu ikke mere kan registrere nogen som helst af de mørke og antipatibefordrende tankesæt. Disse kan de først få forbindelse med igen, når de atter fødes på det fysiske plan, og hvor de nævnte organsæt atter er kommet i funktion.

Alle de mennesker, der tror på deres religions paradisopfattelse, og for hvem den er blevet deres håb og ønsketilværelse efter døden, kommer naturligvis til at opleve opfyldelsen af denne. De kristne mennesker kommer til at opleve opfyldelsen af deres paradisopfattelse. De kommer til at opleve at blive indlemmet i de »frelstes« eller de »saliges« store hvide flok foran »Guds trone« og kommer til at opleve de her ind under hørende ophøjede detailler, som de har lært at tro på. Men denne store kollektive vision kan ikke dække hele deres åndelige liv. De vil også her komme til at opleve andre af deres eventuelle ønskedrømmes opfyldelse, selv om disse måske nok kun er sekundære i forhold til deres religions ønskedrøm eller ønsketilværelse. Troende mennesker kan udmærket her på det fysiske tilværelsesplan have ønskedrømme, der er sideløbende med deres religiøse ønskedrøm. Det samme gælder også alle andre religioners og sekters troende tilhængere. De får alle deres religiøse og eventuelle andre fremtrædende ønskedrømme opfyldte i deres paradis på det åndelige plan. Hvilke af disse, der bliver de primære, enten de religiøse eller de materielle, afhænger af, hvilke der mest optager deres tanke, ønske og villie.

Vi kommer her til at skelne imellem det inhumane paradis og det humane paradis, hvilke igen henholdsvis vil være at udtrykke som det dyriske paradis og det menneskelige paradis. Det dyriske paradis er det, i hvilke dyrene oplever deres paradistilstand efter døden. Da disse væsener ikke er i stand til at danne sig nogen særlig ønskedrøm, bliver deres paradis en slags åndelig oplevelse af deres fysiske tilstand, men blot i en visionær form. Hertil kommer yderligere, at dyrene ikke oplever hverken skræk eller rædsel, da her ikke kan bliver gjort jagt på dem, hverken af mennesker eller rovdyr. De kan heller ikke hverken sulte eller fryse. Alt retter sig ind efter deres begær og ønske. De lever i en tilstand, der for dem kan være den allerhøjeste behagelighed, lykke og velvære. Da de ikke kan have samvittighedskvaler eller komme i konflikt med dem selv, kan de ikke have nogen skærsildsoplevelse ud over den lille sanseændring, som skal til for at fritage dem fra de mørke tankearter, uro og skræk. Deres paradistilværelse eller diskarnation bliver derfor også relativ kort. I det samme paradisområde får alle de mennesker deres paradisoplevelse eller ønsketilværelses opfyldelse, der er baseret på selvsikkerhed, materielle og mere eller mindre dræbende idealer: kødspisning, jagt og fiskeri, pengebegærlighed, krigsheltebedrifter, bokse- og brydningsheltebedrifter, samt alle andre ønskedrømme om at være helte, være millionærer, være filmsstjerner, være riddere af den eller den orden, være adelig, være fyrste og lignende. Men her opfyldes også de mere almene ønskedrømme, som kun udgør almindelige daglige foreteelser i en idealiseret tilstand her på det åndelige plan. Det store flertals ønsketilværelse eller paradis er i virkeligheden kun oplevelsen af tænkte nuværende almene fysiske materielle tilværelser, men naturligvis med udelukkelse af alle de genvordigheder, ubehageligheder og kampe, der ellers klæber ved disse former for tilværelser, når de opleves på det fysiske plan. Her i paradiset kan de jo kun opleves lige akkurat således, som deres ophav ønsker dem. Det er naturligvis også her, at væsenerne oplever de inhumane religioners paradistilstande, der er baseret på idealisering af udfoldelsen af det dræbende princip: krig, myrderi, menneske- og dyreofring og andre inhumane foreteelser som led i gudsdyrkelsen.

I det humane eller menneskelige paradis finder vi opfyldelsen af alle de ønskedrømme, der går i retning af humanitet eller næstekærlighed. Mennesker med ønskedrømme om at hjælpe ulykkeligt stillede væsener kommer her på det åndelige plan til at opleve deres ønskedrømmes opfyldelse som skytsengle. Det er disse væsener, der kommer til at hjælpe væsenerne ud af skærsilden og ind i det for hver af dem bestemte paradis eller ønsketilværelse. Det er også væsener fra dette paradisområde, der er med til at befordre de fysiske væseners bønhørelse og hjælp i deres skæbne, så godt det lader sig gøre fra det åndelige plan. De er til stede overalt og kan ofte ligefrem gribe realistisk ind i et fysisk væsens skæbne og på tilsyneladende mirakuløs måde hjælpe det over en alvorlig krise. Her i dette menneskelige paradisområde finder vi også det tidligere omtalte kunstnernes paradis, ligesom der naturligvis også her forekommer et paradis for videnskabens udøvere, hvor de kan få deres former for ønskedrømme opfyldt. Der er således et lysende paradis for absolut alle eksisterende levende væsener.

Med hensyn til væsenernes indbyrdes korrespondance og tilkendegivelse for hverandre bliver den noget anderledes end her på det fysiske plan. Vi ved allerede, at et væsens tanker bliver synlige i den åndelige materie og kan iagttages af medvæsenerne. Derved bliver den indbyrdes korrespondance her direkte. Væsenerne behøver her ikke at tale for at meddele sig til hinanden. De tænker, og tankerne materialiserer sig i den åndelige materie i lyntempo og står derefter synlig for medvæsenet, hvis svar herpå ligeledes former sig i lyntempo i materien og bliver synligt. I denne korrespondance, hvor tankerne direkte opleves fra ånd til ånd, kræves der i virkeligheden ikke noget lydsprog, når først væsenet er kommet igennem skærsilden og har vænnet sig til den åndelige tilværelse. Men i den første tid umiddelbart efter døden er væsenet endnu underkastet den fysiske vanetilstand med hensyn til manifestationsform og oplevelse. Og sålænge det er underkastet denne, oplever det livet næsten som fysisk samtidigt med, at det efterhånden bliver vidne til, at det ikke mere behøver at være underkastet den fysiske verdens særlige manifestationslove og tyngdekraft. Alt er her ledet ind under nye principper og love, som de lidt efter lidt vænner sig til, og som bevirker, at materien her på det åndelige plan, som nævnt, materialiserer eller former sig efter tanken, ønsket og villien uden nogen som helst ydre hjælpemidler. Korrespondanceområdet er for væsenet nu begrænset til væsener og ting, som det ikke kan komme i kortslutning eller disharmoni med. Derfor vil der aldrig her kunne opstå strid, skænderi eller uoverensstemmelser med nogen eller noget. Alle det pågældende paradis' væsener er på samme mentale bølgeområde. Væsener fra højere former for paradise kan meddele sig til væsener i de underliggende paradise, men de underliggende paradis' væsener kan ikke komme ind i de højere væseners paradise. I paradiset kan væsenerne træffe de af deres venner og bekendte, familie og andre pårørende, som tidligere er døde fra det fysiske plan og er kommet ind i det samme paradis' bølgeområde, i hvilket de selv befinder sig. Men de kan kun manifestere absolut venlighed overfor hinanden, ligegyldigt hvilke forhold, de så end måtte have befundet sig i til hinanden på det fysiske plan. Fjendskab og antipati findes ikke i paradis grundet på væsenernes gennemgang af skærsildsprocessen. De nævnte væseners korrespondance med hinanden bliver derfor overordentlig lys og oplivende eller glædesbefordrende. De kan umuligt se mørkt på noget som helst. De får derved således her lov til i deres paradis at opleve, at alt er såre godt.

Med hensyn til de åndelige eller diskarnerede væseners forbindelse med væsenerne på det fysiske plan er denne normalt henlagt til de fysiske væseners soveperiode. Når det fysiske væsen er faldet i en dyb søvn, er det, om end ikke helt befriet fra sin fysiske organisme, så dog så meget, at dens anvendelse til korrespondance er sat ud af funktion, og det sovende væsen befinder sig derefter på det åndelige plan som et halvåndeligt væsen. Samme væsen har nu i denne sin, på det fysiske plan sovende, men på det åndelige plan vågne dagsbevidste tilstand, lejlighed til at søge forbindelse og korrespondance med de af dets »afdøde« pårørende, venner og bekendte, som befinder sig i det paradis, som det selv tilhører under sin normale søvn. Ligeledes kan det også selv blive opsøgt af de af nævnte »afdøde«, som befinder sig på et højere paradisisk område. På samme måde kan det også selv opsøge »afdøde« pårørende og venner, som befinder sig i et lavere paradis end dets eget. Således er der mulighed for alle, der er bundne ved sympati eller kærlighed, at få forbindelse med hinanden på det åndelige plan. Men korrespondancen her er altså indskrænket til områder, hvor væsenerne, som før nævnt, umuligt kan komme i konflikt eller skænderi med hinanden. De kan kun korrespondere på bølgeområder, der er paradisiske, hvilket vil sige: er glædesbefordrende. På det fysiske plan kan væsenerne jo diskutere på alle felter, både i de, hvor de er ufærdige eller mere eller mindre uvidende, og i de, hvor de er færdige eller vidende. Det er derfor, de på nævnte plan har så stor mulighed for at komme i konflikter, skænderier og krig. Dette er altså totalt umuligt i de forskellige paradis, med undtagelse af de paradis, i hvilke krigen eller de mørke og dræbende tankeklimaer er ønskedrømme eller paradis. Men der er det kun tænkte og dermed kunstige og ikke virkelige situationer, der opstår. At de fysiske væsener i deres vågne dagsbevidsthed ikke kan huske deres eventuelle korrespondance eller tankeudveksling med væsener på det åndelige plan under søvnen, skyldes kun, at de hertil hørende erindringssanser er sat ud af funktion, så snart væsenet vågner og bliver sig helt fysisk bevidst. Denne omstændighed er en livsbetingende nødvendighed, for at den åndelige oplevelsestilstand under søvnen ikke skal blive til en alvorlig hindring eller gene for væsenernes vågne, fysiske dagsbevidsthed eller dagligliv og dermed i dets udvikling fra dyr til menneske. Det er derfor, at den åndelige tilværelse kun kan eksistere som paradisisk. Hvis ikke erindringerne om væsenernes ulykkelige fysiske liv eller skæbne kunne lukkes ude fra dets paradis, ville paradisoplevelsen være en umulighed. Og hvis ikke erindringerne fra paradisoplevelsen kunne lukkes ude fra det fysiske dagligliv, ville dette med sine genvordigheder eller mørke tilstande for væsenet opleves som en større eller mindre ulykke i forhold til paradisoplevelsens vidunder af en glædes- og lykketilstand. Selv de skønneste, fysiske skæbner ville føles som mentale kuldegysninger eller al livslyst nedbrydende chok, der kun kunne afføde en dødbringende melankoli og livslede. Man forstår således her atter den guddommelige verdensordens fuldkommenhed og afsløring af guddommens alvisdom, alkærlighed og almagt.

Med hensyn til at have fysisk dagsbevidst forbindelse med væsener fra det åndelige plan gennem medier, kan dette udmærket lade sig gøre, men det hører til undtagelserne og er ikke den normale vej. Dog kan man fra det fysiske plan i en vis elementær udstrækning igennem ærlige medier overføre opmuntrende tale og oplysninger til væsener, der endnu befinder sig i deres skærsild efter deres fysiske død som ulykkelige væsener. Men man må huske på, at skytsenglene eksisterer her som Guds ordinære redskaber for udløsning af hjælp til alle ulykkelige væsener i skærsilden. Vi må også her erindre om, at enhver kunstig forbindelse med det åndelige plan af ukyndige fysiske væsener kan være overordentlig farlig. Det kan føre til, at man kan blive hjemsøgt og besat af afsporede perverse eller ligefrem sadistiske ånder fra skærsildsområdet. Det kan også føre til, at væsener, der er forfalden til narkotiske nydelser, drankere og lignende væsener, som endnu befinder sig i skærsilden Og ikke er befriet fra sine ulykkelige tilbøjeligheder og derfor lider under stærke begær efter at få disse tilfredsstillet, kan besætte fysiske væsener og igennem dem få en slags tilfredsstillelse. De hjemsøger naturligvis helst de tilsvarende lastbefængte væsener på det fysiske plan. Ved at besætte disse væsener kan de pågældende ånder igennem disse fysiske væseners abnorme nydelser ligesom blive delagtiggjort i noget af nydelsen og derved få en slags tilfredsstillelse. Dette betyder for de pågældende fysiske væsener en forhøjet trang til den ødelæggende nydelse. Denne forstærkede trang til nydelsen, som nu også i stor udstrækning befordres af den besættende ånd, kan blive så stærk, at det fysiske væsen tilsidst mister al modstandskraft og bliver mentalt og legemlig ødelagt i en sådan grad, at det kan føre til åndssvaghed for væsenet i det næste fysiske jordliv. Der forekommer også andre former for ånders besættelse af fysiske væsener. Selv om de ikke er lige så drastiske som den forannævnte, fører de som regel til uheldige eller ulykkelige forhold for den besatte, der kan blive offer for nervekriser og sindssyge. En sådan besættelse kan meget ofte tage sin begyndelse igennem tilsyneladende ganske uskyldige spiritistiske eksperimenter. Det er derfor sundest at holde sig til den naturlige forbindelsesvej til den åndelige verdens væsener igennem sin normale og sunde søvn. Da er man fuldt beskyttet og kan ikke komme ud i slige mental- og legemsødelæggende kriser.

Vi er hermed nået til vejs ende med dette vort lille kortfattede overblik over livets vej eller vejen til paradiset. Vi har igennem nævnte overblik fået en lille indsigt i, hvorledes væsenerne nødvendigvis en tid må leve i to verdener, den åndelige verden, som er den primære og hjemstedet for alle levende væseners livsoplevelse og skabelse, og den fysiske verden som en livsvigtig tilbygget sfære, hvis materie er materialet for Guds skabelse af de levende væseners omdannelse til at blive ham selv lig. Uden denne materie ville al skabelse af bevidsthed, som vi har set, være en umulighed. Det er derfor en livsbetingelse for de levende væsener for en tid at inkarnere i denne materie, for her, som vi også før har påpeget, at kunne opleve, hvordan deres væremåde skal være, og hvordan den ikke skal være, for at de derigennem kan blive dygtiggjort i oplevelsen og praktiseringen af dette: at være eet med Gud. Reinkarnationen eller væsenernes lange række af fysiske jordliv bliver derfor her synlig som guddommens store og brede landevej frem til hans eget strålende og evige paradis på alvisdommen, alkærlighedens og almagtens højeste tinder. Her i dette altoverstrålende, højeste paradis er vi ved endemålet for alt livs bevægelse imod lysets tinder eller den evige fader. Der findes ikke noget som helst levende væsen i det fysiske verdensalt, som ikke er på denne vej, der fører til dette alle væseners guddommelige hjemsted. Denne livets vej er umådelig lang, men vi har set, at der er sørget godt for den trætte vandrer, der skal passere den. Her forekommer mange herberger, som er anlagt i samme glædens og lykkens stil som faderhjemmet eller guds eget paradis, der er målet for alle rejsende, der passerer denne guddommelige vej. Her kan den betrængte vandrende gudesøn overnatte, hvile ud og nyde hele den faderlige kærligheds livsvarme og velvære. Her kan han få udskiftet sit slidte og affældige fysiske »befordringsmiddel!«, ja, få helt nyt rejseudstyr, så han frisk og med nyt livsmod atter kan begive sig ud på en ny etape til det næste herberg og således fortsættende fra herberg til herberg på den lange rejse mod livseventyrets store åbenbaring eller løsningen på livsmysteriet eller verdensaltets gåde. De fysiske jordliv er det levende væsens vandringsetapper imellem herbergerne. Disse er igen det samme som det levende væsens åndelige tilværelse eller ophold i paradiset imellem dets fysiske jordliv. Vi har allerede set, hvad disse paradise betyder for det levende væsen. Det får her lov til for en lille tid at afkaste rejseballastens tunge, mentale byrder, sorger og bekymringer, lidelser og besværligheder og bliver her iklædt sin himmelske fyrstedragt: fredens, glædens og lykkens lysglorie samtidigt med, at det her får lov til at leve i sin foreløbige allerhøjeste ønsketilværelses opfyldelse. Og efter således at have dvælet i faderens kærlighed og er blevet gennemstrømmet af nyt livsmod og har fået nye guddommelige kræfter, ny fysisk organisme eller befordringsmiddel, kan den evige gudesøn atter begive sig på rejse i den fysiske verden og tilbagelægge etappen til det næste herbergs faderlige velsignelse. Og således fortsætter han videre og videre ad den lange, kosmiske livsvej frem til sit endelige, altoverstrålende himmelske hjem hos sin evige fader og havner i dennes direkte velsignelse og kærtegn. Det er denne guddommens modtagelse af sin hjemvendte søn, vi kender under begrebet: Den store fødsel.

Den forannævnte store fødsel er en åndelig proces, igennem hvilken det herfor igennem jordlivene udviklede og modne menneske får åbnet sine latente kosmiske sanseevner. Og med disse evners udfoldelse bliver det nu totalt suverænt i kosmisk viden og livsopfattelse. Det er blevet sin egen urokkelige kosmiske lyskilde. Og hermed er det nået frem til ved egne sanser at opleve sin udødelighed, sin identitet som gudesøn og sit guddommelige broderskab med alle levende væsener. Det elsker alt og alle. Dets fysiske liv og normale skæbne er blevet eet med dets ønsketilværelse eller paradis. Det er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. I denne tilstand er det nået frem til at leve i opfyldelsen af den største af alle ønsketilværelser: dette at være eet med den evige fader i hans alvisdom, alkærlighed og almagt. Når mennesket eller gudesønnen er nået frem til denne fuldkomne tilværelse, behøver det ikke mere at forlade den åndelige verden eller sit sande, permanente paradis for at lade sig føde i fysisk materie. Det har nu lært at tænke hundrede procents logisk både i skabelse af væremåde og anden skabelse og er dermed tilsvarende hundrede procents kvalificeret til at skabe i den åndelige materie. Det kan derfor nu fortsætte sin tilværelse i spiralkredsløbets højeste åndelige verdener. Her kan det uhindret manifestere hele sin genialitet i intellektualitets- og kærlighedsudfoldelse og nyde den heraf affødte kulminerende skabeglæde. Det kan ikke fejle mere. Det er udlært i livets skole. Det er selv blevet paradisisk i praktisk virkelighed. Og på denne virkelighed hviler nu dets paradis, der nu er blevet permanent, idet væsenet ikke mere er underkastet reinkarnationen eller genfødelserne. Det ser vågen dagsbevidst Gud i alle væsener og ting. I kraft af dets kulminerende kosmiske viden og kunnen i kærlighedsskabelse udgør det sammen med ligesindede væsener guddommens skabende kærtegnende bevidsthedsorganer. Det er ved hjælp af dem, at han indblæser livets ånde eller sin egen bevidsthed i fremtidige verdeners og kloders levende væsener, udløser ideerne til deres organismer, former og skikkelser. I de højeste åndelige verdener, hvor væsenerne således er fri af reinkarnationen og kulminerer i fuldkommen logisk tænkning og skabelse, kan de uhindret, som før nævnt, udfolde hele deres kosmiske bevidstheds genialitet i den materie, der automatisk lystrer tanken, ønsket og villien uden nogen som helst hjælp af ydre foreteelser. Og her kan de vandre i selve Guds egen erindrings- og dagsbevidsthedssfære. Fremmede kloder og verdener med deres eventyrlige detailler og foreteelser, former for menneskeheder, dyreverdener og vegetabilske livsudfoldelser toner her frem for den undrende gudesøns kosmiske syn. I kraft af hans identitet med evigheden bliver fortid og fremtid til nutid på hans villies bud. Han vandrer igennem soles kulmination af ild, lige såvel som igennem planeters bundfrosne oceaner eller isterræner. I kraft af hans kosmiske suverænitet og særlige materiesubstans er han immun overfor alt tids- og rumdimensionelt. På samme måde vandrer han lige så let igennem atomverdenens mest fortættede område som igennem verdensaltets tomrum. Da han er immun overfor størrelser, vandrer han lige så let i makrokosmiske og mikrokosmiske verdener, som i hans egen mellemkosmiske hjemstavn. Han oplever ligeledes med lethed tusinder af kilometer som een meter og een meter som tusinder af kilometer. Derfor bliver een dag for denne gudesøn, som er eet med faderen, som tusinde år og tusinde år som een dag. Her er guddommens skabelse af mennesket i sit billede fuldbragt. Det er blevet vejen, sandheden og livet. Dets tilværelse eller væremåde danner guddommens alt gennemtrængende stråleglories evige liv.