Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi lever i en tidsalder, som præges af forvirring, planløshed og uvidenhed. Dette forhold skyldes ikke tilfældigheder, men er en uundgåelig følge af den udvikling, som har fundet sted på alle menneskelivets områder, og som har sine rødder i renæssancens århundrede. Siden da har udviklingen som en flodbølge væltet ind over alle de middelalderlige kulturskranker, vendt op og ned på alle regler for sæd og skik og skabt fremskridt såvel som vildskud både i den praktisk-tekniske verden og i livsanskuelsens, kunstens og religionens områder. Middelalderens dogmefaste, tyranniske, men også dens afbalancerede, skrupelløse tidsalder er ude, og en ny periode i Vestens historie, ja, i Jordens historie har indfundet sig, en periode, som måske i højere grad end den forudgående fortjener betegnelsen »middelalder«, fordi den i alle sine træk viser sig at være en urolig, smertefyldt overgangstid, som peger ud over sig selv frem mod en kultur i ånd og sandhed, i frihed og kærlighed.

En af livets mest fundamentale ideer, som netop er genstand for tidens begrebsforvirring er den »fri vilje«. – Viljens frihed har tidligere været indiskutabel, men i dag er den for mange mennesker en åbenlys illusion til trods for, at den i virkeligheden danner et uofficielt grundlag for alt menneskeligt virke. Den forudsættes således overalt, hvor mennesker er undergivet forpligtelser. Hvad mening er der i Moseslovens: Du må ikke..., eller i Jesu: Du skal..., hvis ikke mennesket står frit i sit valg af livsholdning? Viljens frihed er ligeledes det uofficielle grundlag, når statsmagten opstiller sine love og forordninger til betryggelse af retssikkerheden. I modsat fald ville loven blot være et påskud eller middel til at likvidere de »robotter«, hvis »mekaniske« livsrytmer ikke kan indordnes samfundsstrukturen. Og endelig er den fri vilje uundværlig for selve »livsbegrebet«. Hvordan skulle man skille de to begreber »liv« og »død«, hvis ikke den døde materie var udtryk for en føjelig og formbar substans, medens liv netop var betegnelsen for et »jegs« evne til i sin bearbejdelse af denne substans at vælge mellem forskellige muligheder og således i frihed manifestere sine ønsker og planer. – Vi må indrømme, at den fri vilje i praksis danner grundlag for vort handlingsliv og vor kultur.

Når viljens frihed overhovedet er draget i tvivl skyldes det utvivlsomt populariseringen af det naturvidenskabelige verdensbillede. Dette er skabt på basis af den videnskabelige metode, som uden noget forsøg på fortolkning optegner processernes reaktioner som de viser sig i det fysiske univers. For så vidt som reaktionerne har vist sig at være ens under de samme omstændigheder, har man kunnet uddrage regler for reaktionernes indtræffen og forløb, og disse regler er – omformet i matematisk tankesprog – identisk med naturlovene. Den videnskabelige metode har vist sig meget frugtbar, idet den på mange områder har været i stand til at finde logiske og indlysende naturlove. Det gælder inden for astronomien, geologien, botanikken, zoologien, inden for kemi og fysik. Tydeligst træder denne sukces måske frem i kemien, som kan fremvise en smuk verden af balance og lovmæssighed. Da kemi er grundlag for den medicinske videnskab og denne ved hjælp af dråber og piller i utalte tilfælde råder bod på menneskers legemlige skavanker, er det naturligt, at man har overdimensioneret sin tillid til den videnskabelige forskning og er faldet for den populærvidenskabelige ide, at livet er stoffets udtryksform, og at skæbnen er en tvungen løsning på kemiske ligninger.

Denne tydning af livsprocesserne er som sagt populær og overfladisk og giver et dårligt billede af videnskabens egen situation. Det er ikke inden for alle videnskabens grene, at man har kunnet opstille så entydige love som inden for kemien. F. eks. er man først i de senere år begyndt at arbejde med den gren, som er mennesket nærmest og derfor også vigtigst, nemlig psykologien – og på dette felt har man aldeles ikke noget overblik, hvad enhver kyndig psykolog vil indrømme. Og ligeledes inden for den så betydningsfulde og – skæbnesvangre – atomfysik; heller ikke her er man nået til vejs ende, idet den ene teori afløser den anden, medens stadig nye faktorer kommer til syne.

Lad os imidlertid prøve at se, hvorledes problemerne finder deres naturlige løsning, når de udredes ved hjælp af Martinus' kosmiske analyser.

Det er aldeles afgørende, at disse analyser trækker en skillelinje mellem den »ydre«, oplevelsernes verden og »jeg'ets« uhåndgribelige »indre« domæne. Før man kan skelne mellem disse to områder, som i dybeste forstand repræsenterer livets »synlige« og »usynlige« side, har man ingen mulighed for at forstå sig selv eller universet. Man må lære, at det synlige udspringer af det usynlige, ligesom enhver frembringelse eller manifestation fremstår af det umanifesterede. Men det usynlige og umanifesterede er ikke »noget ingenting« – det er det kun på det materielle plan – det er en virkelig realitet, som i sin natur er højt hævet over oplevelsernes dimension. Denne realitet er »livet i sig selv«, idet den er identisk med universets og det levende væsens »jeg«. Da »jeg'et« er uafhængigt af oplevelsernes omskiftelige plan, er det i sig selv aldeles tidløst og kan kun retmæssigt udtrykkes ved prædikatet »evigheden«.

At »jeg'ets« postulat ikke er en fiktion, kan mennesket komme til erkendelse af ved at iagttage sit eget væsen. Det kan ikke komme uden om, at der i dets sjælelige grund findes et center, som modtager indtryk fra tidsdimensionernes forbiflydende strøm af oplevelser og stemninger, et center, der på en forunderlig måde føler sig fri af alle ting og som – lig midtpunktet i en cirkel – repræsenterer den »inderste« virkelighed, overfor hvilken alt andet er noget ydre.

Men »jeg'et« er ikke passivt i sin majestætiske suverænitet, det udgør tværtimod et dynamisk kraftcentrum, som til enhver tid udøver en tiltræknings- og frastødningsproces overfor oplevelsernes sfære. Denne evne til at tiltrække og frastøde – som er begærets inderste idé – kan både være primitiv og uudviklet, som vi ser det hos et spædbarn, og den kan være fremelsket til en virtuosagtig skabeevne, som vi ser det hos fremragende kunstnere og videnskabsmænd. Det er således ikke givet jeg'et frit at skabe efter sine ønsker, det må bøje sig for udviklingens lov, som betinger, at enhver frembringelsesevne – og sanseevne – skal »vokse« frem, næret af stadig træning og øvelse. Enhver tilstand har således sin begyndelse i et begær, en tiltrækning, som jeg'et udøver overfor den pågældende tilstand. Først efter lange øvelsesperioder, alt efter hvor kompliceret ønsket er, erhverver vedkommende anlæg for den pågældende manifestationsart. Disse anlæg er identiske med de åndelige centrer, Martinus kalder »talentkerner«. Disse er i stand til at arbejde automatisk på viljens bud, og de formår at tiltrække og fastholde de materier, som er nødvendige til at opbygge et organ for den ønskede manifestationsform. Når vægtløfteren får kraftige muskler, hidrører det fra et oprindeligt ønske hos ham om at blive stærk. Hans træning skænker ham anlæg, som i hans overbevidsthed repræsenteres af talentkerner, og som i det synlige fører til svulmende muskler. Eller lad os tænke på et menneske, der læser til ingeniør. Også hos ham er den tekniske dygtiggørelse startet som et ønske, der holdes ved lige gennem læsningen, som i sig selv er en tiltrækningsproces. Studierne udgør en øvelsesfunktion i de tankeformer, som er påkrævede, og denne skaber talenter i overbevidstheden, som til sidst lader studenten jonglere frit med de tekniske og matematiske begreber. I dette tilfælde er det endvidere tydeligt, at talenterne er opbyggede i en sfære »over« bevidstheden, idet tankerne og ideerne, d.v.s. forståelsen af de matematiske principper er formede, når de kommer til syne i bevidsthedsrummet. Vi møder således her endnu en betydningsfuld skillelinie i det levende væsens indre, nemlig mellem overbevidstheden (talentkernernes sfære) og selve tankelivet. Overbevidstheden kalder Martinus også for evighedslegemet, fordi det i modsætning til alle andre legemer evigt er i jeg'ets besiddelse – det er denne omstændighed, der bevirker, at man er i stand til at føre sine evner og anlæg med sig fra det ene liv til det andet, uden at de påvirkes af legemets og den aktuelle bevidstheds undergang. Forståelsen af disse talentkerners funktion er identisk med forståelsen af selve livet. De udgør det urmateriale, hvoraf al vækst spirer frem. De er den substans, hvori evigheden møder stoffet, det medium, som er i stand til at skænke det usynlige synlighed. Ligesom frugternes kerner i sig selv bærer spirerne til nye planter, således indeholder talentkernerne spirerne til enhver form for manifestation i verdensaltet. Da en organisme er en manifestationsform, er også den vokset frem af overbevidsthedens talentkerner, og disse udgør, sålænge organismen virker, de automatiske kraftcentrer, som holder organismens dele fast i den rette kombination. Når man i almindelighed ikke er klar over disse talentkerners eksistens, hænger det sammen med, at menneskene er undergivet en udviklingsproces, som langsomt fører dem fra uvidenhed til viden. Den grad af uvidenhed om livet, som jordmennesket derfor er i besiddelse af, betinger netop, at det intet kendskab har til dets kropslige og psykiske fremtrædens dybeste årsag. Det ved ikke, at dets livsform er vokset frem af usynlige talentkerner, som arbejder helt automatisk, helt uden om den vågne bevidsthed. Disse talentkerner er i virkeligheden frugten af en fortidig tilværelse i en længst forsvunden tidsepoke. Dengang besad det jordiske menneske en lysende og funklende skabeevne, da levede det i lyset og arbejdede som Gud selv med frembringelsen af skønhed og harmoni for de andre »gudesønner«. Denne form for tilværelse måtte give gudesønnerne en genial evne til at forme materien efter logikkens og kærlighedens principper, hvilket satte sig spor i deres overbevisthed i form af talenter for hensigtsmæssig skabelse. Det er et led i den guddommelige storhed, at disse frugter fra en fjern tilværelse i ånd og skønhed bliver skænket det levende væsen, i dette tilfælde Jordklodens beboere, på et tidspunkt i den evige udviklingsproces, da de intellektuelle skabekræfter hos dem er så svage, at de ikke selv er i stand til at frembringe en organisme. Det er således disse »nedarvede« talenter, der danner grundlag for Jordklodens terræner af planter, dyr og mineralier, ligesom det er deres kræfter, der strukturerer organismens celler og væv, deres knogler, muskler og blodveje. De love, videnskaben har fundet i naturen, den regelmæssighed, man har opdaget i livsprocessens forløb lige fra Jordens rotation til de kemiske stoffers pålidelighed, udgør et billede af krystalliserede livsfunktioner. De udtrykker kendskabet til et »stivnet« univers, hvor man savner livets vigtigste kendetegn, dets »impulsivitet« eller uberegnelighed om man vil, som vidner om eksistensen af en bag ved værende fri vilje. Livsprocessernes rytmefaste, ufravigelige baner har været med til at skabe den illusoriske opfattelse, at livets grund er tilfældighed. Men i lys af Martinus' klarlæggelse af, at det fysiske univers er en frembringelse, baseret på talentkerner, hvis »opmagasinerede« kræfter bliver bragt til fysisk manifestation på automatisk måde – kun stimuleret eller igangsat af en uintellektuel tiltrækning hos jeg'et af fysisk fremtræden – bliver det fysiske univers' stivnede udseende imidlertid forståeligt og logisk.

Selvom man ikke vil anerkende tilstedeværelsen af talentkerner, er det alligevel fejlagtigt at angive tilfældighed som årsagen til Jordens livsformer. Disse fremviser nemlig et andet kendetegn på fri vilje, som ikke kan bortforklares, og det er deres »organisation«.

Jordklodens indre organisation i form af livsarternes samordning er fabelagtig. Den udgør en rent ud sagt fantastisk prøve på gensidighed og koordination. Tænk f. eks. på samarbejdet mellem solens strålingsenergi og jordens vandressourcer, som det viser sig i vejrligets livgivende betingelser for alt liv på jordkloden. Eller tænk på den udveksling af kuldioksyd og ilt, som dyrs og planters forskelligartethed afstedkommer, som netop betinger, at begge grupper kan leve side om side. – Men mest ufattelig er dog de organiske legemers indretning, opbygget som de er af molekyler, celler, væv og organer. Det er ikke ligegyldigt, hvormange eller af hvilken beskaffenhed disse enkeltdele er. Og selv de mindste af de her nævnte dele, molekylerne, er ikke simple, usammensatte elementarpartikler. Lad mig blot nævne, at de enkleste æggehvidestofmolekyler består af flere tusind mindre dele, som også er organiserede. Menneskelegemet er i sin helhed opfyldt af l0²⁸ atomer, altså et 29 cifret tal, som alle har deres mission og betydning.

En professor ved navn Charles-Eugene-Guye har foretaget nogle beregninger over sandsynligheden for opståelsen af et æggehvidestofmolekyle, hvis man skulle tænke sig, at det kunne ske ved kræfternes tilfældige spil. Disse beregninger er af principiel samme art, som dem man benytter for at anslå hvormange terningekast, der skal bruges for f. eks. at slå 10 seksere i træk. Sandsynligheden for at slå en sekser (eller et andet tal) er 1/6, og sandsynligheden for at slå 10 seksere er 1/6 • 1/6 • 1/6 (10 gange) = ca. 0.000.000.016. Det betyder, at en terningekaster vil have een chance for denne usandsynlige serie i løbet af 60 millioner kast. Hvis han spiller dag og nat og kaster terningerne hvert sekund, vil han udføre 86.400 kast i døgnet, og han skal uden afbrydelse fortsætte dermed i 2 år for at få een chance for at slå det samme tal 10 gange i træk. Hvis han nu kun har et begrænset antal kast til sin rådighed, f. eks. 100 kast, betyder det, at det nævnte træf praktisk talt er en umulighed. – Sandsynligheden for, at et enkelt æggehvidestofmolekyle med høj indre organisationsgrad skulle kunne dannes ved hjælp af tilfældet, er også praktisk talt lig nul. Hvis vi regner med, at der foregår 500 trillioner omrystelser i sekundet, skal der bruges en tidslængde på henved 10²⁴³ billioner år (altså 1 efterfulgt af 243 nuller) for dets sandsynlige opståen, – men Jorden har kun eksisteret i 2 billioner år –. Inden for dette begrænsede tidsrum er muligheden for dets opståen derfor ikke til stede. En kværulant ville måske fastholde, at selvom sandsynligheden er mikroskopisk, så er der dog en mulighed, ligesom en terningekaster ved et aldeles ubegribeligt held kunne kaste 10 seksere i træk i løbet af 5 minutter. Men dertil må siges, at de 10²⁴³ billioner år er det sandsynlige tidsrum for tilvejebringelsen af eet molekyle, men vi har brug for hundrede millioner identiske molekyler. Og hvilke uhyrlige tal tror man ikke ville komme på tale, hvis man skulle beregne en celles, et organs eller en organismes opståen på tilfældigt grundlag? Som det ses, er der ingen rimelighed i tilfældighedens filosofi. Man er tvunget til at anerkende tilstedeværelsen af et ledende princip bag naturens organisation. Livsytringernes krystalliserede udseende er altså ikke grundlag nok til at bortforklare tilstedeværelsen af en usynlig livskraft. En analyse af livsformernes sammensathed og koordination viser, at der bag deres fremtræden må være et udvælgende princip i form af en fri vilje. Lad os et øjeblik standse ved denne ide og betragte vor barndoms leg med farvede kugler. Meningen med legen var at skabe et mønster i farver ved hjælp af kuglerne. Til at begynde med ligger kuglerne uden orden, og det er barnets opgave at sondre mellem kuglerne, vurdere deres muligheder for derefter at skabe mønsteret. Det betydningsfulde i eksemplet er, at der skal vurderes og vælges, fordi selve livet i denne proces åbenbarer sin høje identitet. Udvælgelsen viser i virkeligheden, at der i barnet, d.v.s. i det levende væsen er et »noget«, som er hævet over stoffet og efter sin egen vilje, d.v.s. af egen kraft kan øve indflydelse på begivenhedernes forløb; Tænk Dem, at barnet havde leget med bind for øjnene, så det var berøvet muligheden for at vurdere og vælge. Enhver kan forstå, at kuglerne med hensyn til deres farve ville blive anbragt kaotisk og rodet. – Det er derfor tydeligt, at livets orden, som den viser sig i naturen og i menneskets tankeliv, har sin oprindelse i et »jeg's« absolute suverænitet.

Erkendelsen af den fri viljes eksistens er meget betydningsfuld, fordi man i modsat fald kan hæmme sin egen udvikling mod en lysere tilværelse. Videnskaben har fortalt os, at menneskelivet afhænger af de to faktorer arv og miljø, – og der er hos mange mennesker en tilbøjelighed til på dette deterministiske grundlag at lade 5 og 7 være lige, »for man kan dog ikke undfly sin skæbne!« Igennem Martinus' analyser bliver det imidlertid videnskabeligt dokumenteret, at viljen kun er begrænset af ens egen skabeevnes udviklingsstandard, og ligesom ingen kan forhindre mennesket i at berøve sig sit fysiske liv, således kan heller ingen forhindre det i at udvikle de åndelige kvalifikationer, som vil hæve det over naturens automatik og gøre det til beboer af en verden med ufattelige frembringelsesmuligheder og af blændende skønhed, en verden, hvor al smerte har fuldført sin mission og hvor det dagsbevidst oplever sin enhed med Guddommens evige, ophøjede væsen.