Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det efterfølgende brev, som vi modtog først på året, er skrevet af overlærer Alois Schneider, Haugsdorf, Østrig, som er en dygtig esperantist og gennem flere år har haft stor interesse for Martinus arbejde. Hr. Schneider har en halv snes gange opholdt sig i Danmark, og har indgående kendskab til dansk sprog og dansk litteratur. Når han om et års tid bliver pensioneret, vil han ofre megen tid på oversættelsen af Martinus litteratur til tysk fra esperanto. Gennem de mindre oversættelsesarbejder, han indtil nu har udført, har vi haft mulighed for at få kontrolleret hans udmærkede sproglige kvalifikationer, således at vi også fremtidig med glæde overlader ham oversættelsesarbejder.
 

Kære venner!

Det er jul, det er nu – efter mit arbejde i Sverige – min juleferie. Mine tanker vandrer, strejfer om, og standser ved kredsen af esperanto-interesserede i Martinus arbejde i København.

Jeg tænker på vore samtaler, som gjorde mig glad og lykkelig på min rejse i sommer, og som i erindringens og eftertankens blide timer fylder mig med glæde og lykke endnu i dag.

Martinus' bøger, som jeg har læst i året, der er gået, har for mig været det glædelige svar på en 10-årig grublen, søgen og læsning. Mødet med interesserede i Martinus' arbejde har beredt mig den sjældne lykke at finde medmennesker, der søger, længes og stræber mod de idealer, der også er mine.

Hvorfor tror jeg på sandheden i de tanker, der er udtrykt så smukt, så omfattende og så beundringsværdigt klart i »Logik« og i »Livets Bog«!

Fordi:

Det er næsten de samme tanker, der – omend noget uklart og uordnet – blev resultatet af en 10-årig grublen, der ikke hentede sin inspiration fra bøger. –

Fordi det er de samme tanker, som jeg under en 10-årig omstrejfen gang på gang fandt hos mennesker, der i religiøs og filosofisk henseende var naturbegavelser, uafhængig af profession, uddannelse og nationalitet. –

Fordi det er de samme tanker, som jeg fandt, da jeg efter mine ungdomsår beskæftigede mig med studiet af filosofi, i alle de store epoker i filosofien, hos alle filosofiens stormænd: hos Laotse og Konfutse, hos Buddha, Platon, Jesus, hos Giordano Bruno, Kant og Schopenhauer, hos Goethe, Tolstoj, Gandhi og Schweitzer; men sandheden var i disse filosoffers værker ikke så omfattende, ikke så dyb, så krystalklart formet, som i Martinus' bøger.

Man har fortalt mig, at Martinus ikke i forvejen har beskæftiget sig med disse filosoffers værker; og denne beundringsværdige intuition bekræfter også sandheden i hans tanker.

Intuition er efter min opfattelse ikke nogen overnaturlig guddommelig gave, det er en evne til billedklart at se verdensbilledet, og den ejes af mennesker, der står på den for samtiden højst mulige udviklingstrin. Den allerhøjeste sandhed er ikke relativ; der eksisterer kun een allerhøjeste sandhed. Denne sandhed kan en religiøs sammenslutning, et »testamente«, en »apokalypse« eller anden »åbenbaring« ikke give. Gud har ikke foræret os sandheden, men han har givet os evnen til at søge og finde sandheden. Dette at søge sandheden, dette at søge Gud i naturen og i det menneskelige sind er den eneste sande gudstjeneste. Tvivlerne, de, der søger logikens vej, forekommer mig at være sande gudsdyrkere.

Sand videnskab og sand religion er begreber, der dækker hinanden. Sand videnskab og sand religion konstaterer den vedvarende, skønt ofte afbrudte udvikling, udviklingen af ur-elementerne indtil de nuværende væsner, indtil mennesket; sand videnskab og sand religion peger på den fortsatte udvikling frem til det stade, hvor mennesket med dets intelligens og følelse vil være i stand til at forstå Gud, og se Gud, til at gå ind i hans evige rige, hvor der hverken er begyndelse eller afslutning, hvor kun forståelse og kærlighed hersker, hvor der ikke længere er forskel på mit og dit.

Dogmer er farlige på den vej, vi går for at hjælpe os selv og for at hjælpe vor næste. Kun en logisk søgen kan hjælpe, en søgen med uendelig kærlighed til og forståelse af alle, der lever, af alt, der er til.

 

N. L. Escartin, Zaragoza, Spanien, har ligeledes et flerårigt kendskab til Martinus analyser og en så stor interesse, at han ønskede at lære dansk for at kunne studere dem. Imidlertid foreslog Esperanto-gruppen ham at anvende sin tid og sine kræfter på at oversætte de allerede foreliggende esperanto-bøger til spansk i stedet for, således at han derved ville sætte et stort antal mennesker i stand til at studere analyserne. Man understregede også for ham, at da der ville gå flere år, før han kunne læse dansk, ville Martinus bøger til den tid være udkommet på esperanto, og han kunne på den måde fuldt så hurtigt komme til at studere analyserne, som ved at lære det danske sprog. Han indså det rigtige heri, og han har siden oversat en brochure, nogle foredrag af Martinus og de første 40 sider af »LOGIK« til spansk.

 

Hr. Escartin meddeler os følgende:

I et brasiliansk, spiritistisk blad skrevet på portugisisk, august-nummeret 1956, har jeg læst en artikel om Martinus. Den er interessant, men da den er lang, oversætter jeg kun fjerdedelen deraf til esperanto. Artiklen hedder »MARTINUS E O ESPERITISMO« (Martinus og Spiritisme), og den er skrevet af Antonio Tulio.

Her følger oversættelsen:

Der lever i vore dage i Danmark et usædvanligt menneske, bærer af en stor mission til gavn for menneskeheden, kendt over hele verden ved det enkle navn Martinus. Han er født på landet, var forældreløs, fattig, og modtog ingen særlig uddannelse, men hans bøger gør indtryk overalt i verden med sin høje åndelige visdom. Vi har allerede læst seks bind af hans bøger, der alle er tiltalende i enhver henseende: de fremtræder som smukke ensartede bøger, alle indbundne i grønt lærred og med samme slags papir i første klasses kvalitet, Esperantoen er forbilledlig, ligeså kontrollen med sproget, og indholdet er af højt åndeligt niveau. Alt i disse bøger betager den studerende, og vi forudser en ærefuld fremtid for Martinus' åndsvidenskabelige institut, der har udgivet disse bøger på dansk, esperanto og på andre sprog.

Hele samlingen kunne uden videre udgives af et eller andet åndeligt interesseret brasiliansk forlag på portugisisk, og uden at særlige forklaringer ville være nødvendige, thi de generelle linier i Martinus' lære er de samme som dem, der forekommer i Spiritismen. Læren omhandler reinkarnationen, Karma-loven, ubegrænset udvikling og universel frelse. Det er faktisk uundgåeligt, at al denne litteratur vil blive publiceret af brasilianske spiritister...

Resten af artiklen skitserer løseligt Martinus' lære.

Navnet på det brasilianske blad er REFORMADOR, og det er månedsblad for F.E.B. (Feracao Espirita Brasileira).

Det sidste indlæg er skrevet af en ung øjenlæge, André Albaut, Toulouse, Frankrig. – Hr. Albaut er redaktør af et pædagogisk tidsskrift og er meget aktiv indenfor esperanto-bevægelsen. Allerede for nogle år siden holdt han foredrag om Martinus i Frankrig. Det følgende har hr. Albaut skrevet som en forhåndsanmeldelse, som er udsendt til en række esperantoblade jorden over sammen med anmelder-eksemplarer af Martinus bog: Omkring min Missions Fødsel.

Martinus har en betydelig produktion bag sig, men på dansk. Indtil nu har hans tanker kun været tilgængelige gennem 2-3 bøger. Den vigtigste af disse er »Menneskeheden og Verdensbilledet«, der dog kun er ligesom en indledning til Martinus værker. De andre behandler kun specielle emner, skønt de i sig selv er meget interessante. Sprogmurene virker sandelig upåklageligt!

»Menneskeheden og Verdensbilledet« viser, at det er muligt videnskabeligt at påvise sandheden i de store vises filosofier og i de store grundsætninger, som danner grundlaget for alle religioner. Af disse grundsætninger er de vigtigste »Elsker hverandre« og »Alt er såre godt«.

Flere steder gør Martinus opmærksom på, at han ikke henvender sig til troende, som er lykkelige i deres traditionelle religion, thi disse behøver ikke hans forklaringer, kan ikke forstå dem og ville – med urette – anse dem for det rene blasfemi. Ligeledes vil materialistiske videnskabsmænd ikke – for øjeblikket – finde nogen interesse i disse forklaringer, thi for dem er tanker om udødelighed, guddommelighed o.s.v. kun fantasi. Dog står det fast, at der findes mange mennesker, der med et fordomsfrit sind søger hele sandheden; men deres videnskabelige opdragelse bevirker, at de ikke kan tro, de vil vide.

I første række henvender Martinus sig netop til sådanne mennesker, til de »absolut upartiske sandhedssøgere«. Han hævder, at det er muligt at påvise alle disse ting og mange andre ved en fornuftsmæssig, videnskabelig, skønt usædvanlig metode. Og det er netop disse mennesker, der har brug for Martinus analyser, thi »en moderne videnskabelig tænkemåde undergraver evnen til at tro«. Skulle disse mennesker da ikke have nogen mulighed for at blive frelste? Jo! I stedet for at tro vil de få viden om de evige sandheder, hvis de blot vil studere dem teoretisk og anvende dem i praksis.

I »Omkring min Missions Fødsel« forklarer Martinus, hvorfor han har viet sit liv til sin mission: at undervise menneskeheden i »Åndsvidenskab«. Han beskriver bl. a. de begivenheder, som i foråret 1921 forandrede hans liv og pålagde ham denne mission: Han fik en åbenbaring, d.v.s. »manifestation af den hellige ånd«, og han, som før kun var en uoplyst kontorist, blev på nogle dage i stand til at skabe »den verdensanalyse, igennem hvilken det evige verdensbillede med dets store facitter eller udødelige sætninger fra biblen, fra jordens største vise, går op som matematiske enheder, og gør dermed livets største sandheder til videnskab, til kunst, til kærlighed.«

Iøvrigt advarer Martinus den studerende imod at lægge for megen vægt på åbenbaringen i sig selv, men på dens resultater.

Efter at Martinus har haft sin åbenbaring, skriver han uafladelig bøger, ikke for at omvende, men for at undervise menneskeheden: men han opmuntrer til, at man selv skal studere, og forstå sandheden og logikken i hans analyser.

Hans væsentligste ønske er kun »at lede alle til at undersøge absolut foreliggende kendsgerninger angående Guds Ånds manifestation i synlig fysisk foreteelse«. Gennem dette ønsker han »at skabe troen om til vished, uvidenhed til viden, religion om til videnskab«. Som et indviet menneske, ønsker Martinus absolut ikke nogen dyrkelse af sin person, men »erkendelsen af den hellige ånds virkelige eksistens«. Han påviser desuden, at en åbenbaring »ikke er noget mirakuløst, ikke behøver at være noget mysterium, men er en absolut nøgtern, overskuelig realitet, der på sin måde kan gøres til genstand for analysering, gøres begribelig for forstanden, lige så godt som en hvilken som helst af de realistiske foreteelser, vort daglige liv ellers består af.«

Jeg vil ikke berøre enkelthederne ved selve åbenbaringen; værket giver en nøje detailleret beskrivelse, som jeg ikke kan give et tilstrækkeligt godt resumé af i denne anmeldelse. Men straks strejfer dette spørgsmål os: må en åbenbaring da ikke være nødvendig for enhver af os, for at vi hver især kan få viden? Og hvis det er nødvendigt, bliver Martinus Åndsvidenskab så ikke frugtesløs, bliver simpelthen mere dogmatik, en ny doktrin, en ny religion?

Dette ville i hvert tilfælde være imod de ideer, Martinus giver udtryk for. Da Einstein skabte sin relativitetsteori, måtte han være i besiddelse af en stor skabende åndskraft, en udviklet intuition; dog behøvede de (få) videnskabsmænd, som kunne forstå ham helt og anvende hans opdagelser, kun intelligens foruden arbejde, men på ingen måde intuition. Hvorfor skulle det samme ikke gælde for dem, som studerer Martinus arbejde? Intuition og åbenbaring har jo den samme virkning: at vise vejen, målet, der skal nåes gennem videnskabelige beviser.

Det er netop denne brug af videnskabelig bevisførelse, der gør Martinus mission så forskellig fra alle andre profeter eller vise mænd, som kun talte til hjertet: som forlangte tro og blind tillid og derfor ikke kunne skabe nogen viden. Kun det, som kan demonstreres og som også bliver det, er viden. Man kan jo tro selv på en videnskabelig kendsgerning, som f. eks. atomspaltningen. Mange troende fra forskellige religiøse retninger tror jo på udødelighed. Martinus forklarer, at den kan bevises, og for den, der læser og lever efter hans værker, bliver udødeligheden til viden.

Martinus mission er således forskellig fra alle andre »vise mænd og profeter«. Det er ikke et plagiat, men noget nyt. Og dog forekommer der ikke noget nyt i det: det er kun måden at fremsætte det på, for det er Martinus mission at bekræfte budskaberne fra de »vise mænd« fra alle religioner og tidsaldre for det moderne menneskes videnskabeligt indstillede hjerne. Den guddommelige sandhed er kun een, men Guds veje er uransagelige – ...Måske skal Martinus hjælpe os med at komme til at forstå disse veje...

I hvert tilfælde må vi Esperantister tro, for desværre er kun en lille del af den danske profets værker blevet oversat til det Internationale Sprog. Vi mener altså, at denne bog absolut er værd at studere for enhver interesseret, for alle »sandhedssøgere«, thi i sig selv giver den meget, der er værd at tænke over. Desuden må vi opmuntre oversætterne og udgiverne, så at vi snart måske kunne stifte bekendtskab med de mere vægtige værker, som »Livets Bog«.

Hvis disse ting virkelig kan bevises, kan det i sandhed få uanede konsekvenser; ikke blot en sammensmeltning af religionerne – eller i hvert tilfælde af disses klarsynede elementer – men også en forening af menneskeheden og skabelse af fred over hele jorden. Måske er det kun en sød illusion, men det er en så alvorlig sag, at vi dog ikke har lov til blot at trække skeptisk på skulderen. Den store franske tænker Pascal væddede engang om Gud er til: hvis han ikke er til, risikerede Pascal jo ikke at tabe noget. Vi kan vædde om noget mindre alvorligt: nemlig om Martinus analyser virkelig er videnskabelige, og vi risikerer kun, at vi må væbne os med tålmodighed indtil »Livets Bog« bliver udgivet på Esperanto.

Derfor skal vi ikke dømme, for som Martinus selv siger: en troende har på ingen måde ret til at dømme; dette privilegium har kun den vidende. Og vi er kun interesserede, der afventer...