Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mystikerne er nogle mærkelige personligheder. I alle kulturepoker, under vidt forskellige forhold rager de op med deres ganske ensartede oplevelser. Bibliotekarer, munke, skomagere og skoleledere, men fælles om at bringe livgivende impulser til det åndelige liv århundreder efter.

Når man hidtil har studeret mystikerne – fra Lao-Tse i det gamle Kina over Buddha, Platon og Plotin til kirkens fromme Eckart og Laurentius frem til vor egen tids frie mystikerkunstnere Walt Whitman og Anker Larsen – så har man hidtil særlig heftet blikket ved den side af deres oplevelser, der består i et direkte møde med det guddommelige, skabende lys. Det er som regel selve mødet, de beretter om bagefter, og den livsforvandling, det medfører for dem, – ikke hvad de så, taler de om. Når de kun har gjort det, er det tildels, fordi de ikke har turdet belaste deres læsere med altfor meget sprængstof af åndelig art, men sikkert også, fordi deres erkendelse ikke har været trænet til at videregive et detailleret billede af den verdenssammenhæng, den »store verden«, de oplevede. Hos den kloge St. Teresa finder vi dette karakteristiske lille suk, når hun fortæller om sig selv: »Hun så også andre ting... ved en intuitiv forståelse, som jeg slet ikke kan beskrive. Det må de gøre, der er dygtigere end jeg, måske kan de forklare det, jeg synes nu, det er meget vanskeligt.«

Det er først omkring århundredskiftet, videnskabsmænd har taget fat på en systematisk forskning af, hvad mystik overhovedet er. Og der mangler endnu meget, for at videnskaben vil interessere sig for en virkelig kortlægning af det verdensbillede, mystikerne har anet, men som regel kun har kunnet fortælle meget lidt om.

Hist og her møder vi mystikere, der ikke lader sig nøje med blot at »skue Gud«, men også gør famlende forsøg på at forklare vores verdens skjulte sammenhæng, og hvordan Gud arbejder i den. For at gøre det, må man for det første have set selv, men dernæst må man også være i besiddelse af et sprog, af begreber, hvori man kan meddele sig om ellers uudsigelige ting. Grækerne har kunstens og rytmens sprog, Jakob Bøhme har alkemiens og kabbalokiens.

Som regel er det da blevet ved en og anden detaille af den myldrende verden, mystikeren mærkede omkring sig – helheden har de ikke kunnet fastholde. »I løbet af et øjeblik havde hun lært så meget og set så mange ting, at om hendes fantasi og tanke gennem mange år arbejdede på at ordne dem, så kunne de ikke af disse tusind ting skabe en helhed.« (St. Teresa.)

Tænk Dem så mystiken overfor en verden af stråler, kræfter og bølgelængder – mange flere end vores øjne er i stand til at skelne – og tænk, hvilken åndelig styrke og klarhed – og ikke mindst hurtighed – der skal til for i eet lynglimt at fryse alle bevægelser stille, til man har fået overblik over dem.

Og så bagefter vanskeligheden ved at forklare mennesker, der i intelligens svarer til negere i Afrikas urskov, hvad det var, der foregik!

Hos den skarpt tænkende, yderst intellektuelle russer Ouspenski finder vi i en afhandling om hans eksperimenter med glimt af sådanne kosmiske oplevelser (via medikamenter!) et rørende hjertesuk over, hvordan han anede en verdensorden, han kun ufuldstændigt kunne gengive: »Jeg forstod, at hvis jeg kunne kaste en bro fra det, der var forneden til det, der var foroven, eller endnu bedre i modsat retning, fra det foroven til det forneden, så ville jeg forstå alt, hvad der var forneden, for ved at begynde fra oven, fra de helt grundlæggende principper, ville det have været let og enkelt at forstå alting forneden. Men det lykkedes mig aldrig at forbinde principper og faktiske forhold...« – »Jeg så, at kundskab om den virkelige verden var mulig, men, som det blev mere og mere klart for mig under mine forsøg, det krævede en anden vej og en anden forberedelse.«

Her ligger erkendelsesmystikens opgave (til forskel fra den religiøse umiddelbarheds-mystik). Vi skylder al ærbødighed til dem, der gennem århundrederne har kæmpet med denne opgave og ikke helt har kunnet skildre, hvad de så. Glimt har de kunnet bringe os, men i det store og hele er det forblevet – mystik!

Det er bl. a. på denne baggrund, det gør stærkt indtryk på en, hvad Martinus har evnet. Jeg tænker mig, at han i et myldrende liv af farver, forbindelseslinier og livslove ikke blot har kunnet holde placeringen fast for sit øje, men også har formået at uddrage det væsentlige og lade resten ligge – og endelig har kunnet udtrykke det i analyser, der kan gøres begribelige for nutidsmennesker.

Det følgende er nogle rids og antydninger af den baggrund mystikernes spredte erfaringer er for Martinus' analyser – ikke fordi den egentlig hjælper til forståelse af analyserne, der næppe kan gøres mere klare end de er, men til belysning af den enestående indsats det er til klarhed over verdensaltets sammenhæng. Iøvrigt beder jeg om læserens overbærenhed med en vis opremsning af navne, der ikke får nogen nærmere forklaring – de kan findes i et leksikon.

Helt tilbage hos Lao-Tse i Kina finder vi tanken om den navnløse Tao, det guddommelig centrum, hvorfra udstrømmer den kraft Teh, der bærer alt i verden:

Det er denne »grundkraft«, Martinus kalder Moderenergien, opretholderen af det skabende princip. Det er forøvrigt ejendommeligt, at den hos mange teologer, filosoffer og mystikere sættes i forbindelse med et kvindeligt princip. Soloviev i Rusland kalder den for den himmelske Sophia, Jakob Bøhme taler om den himmelske jomfru. Antagelig er der også en forbindelse til den voksende Maria-dyrkelse i den katolske kirke i dag.

Men når vi herefter vil gå videre og bede om en forklaring på sammenhængen mellem det gode og det onde princip i verdensaltet, giver de fleste op. Kun Martinus har set langt ind i kontrasternes betydning som principper i tilværelsen i det hele taget.

Nærmest til ham når Jakob Bøhme, der meget omhyggeligt udarbejder tanken om, hvad han kalder: Guds Nej og Guds Ja, Guds vredesild og Guds kærligheds ild. Guds Nej er det adskillende princip: egenviljen – Guds Ja er det forenende. Også djævelen og hans engle knytter Bøhme ind i sammenhæng med Gud ved at sige, at de har rod i hans lys på samme måde, som røg hører til flamme. Og kontrasterne er nødvendige, ellers var der intet liv og bevægelighed, siger Bøhme. Ingen skabning kan bestå alene af den guddommelige kærlighed. Fordi mennesket lever i kontraster, kan han sige, at mennesket har et rigere liv end englene!

Også her kæmper Jakob Bøhme, den vidunderligt ufortrødne skomager fra Gørlitz, med at holde tingene ude fra hinanden, selv om det ikke helt lykkes. Bøhme ser et evighedens kredsløb, hvori han skildrer syv grundlæggende kræfter, grundenergier, der bestemmer faserne i det levende væsens udvikling samtidig med, at de alle er til stede mere eller mindre skjult i hver fase: den første repræsenterer det sammendragende og faste, den anden det blide og milde i udfoldelse, den tredie angst, gæring, brydning, den fjerde det mægtige gennembrud af ånden (jævnfør den store fødsel), den femte er båret af den blide kærlighed, den sjette er båret af musik og højere harmoni, medens den syvende udtrykker den evige livsfylde i Gud.

I redegørelsen for disse energier er Bøhme så viklet ind i alkymiens og kabbalahens specielle sprogbrug, at han faktisk er uforståelig for en nutidslæser. Han har ikke nogen detailleret redegørelse for grundenergierne, men får i sine tanker antydet, hvad Martinus grundigt gør rede for.

Om livet i makroverdenen finder man derimod antydninger bl. a. hos Giordano Bruno, den iltre og fromme munk, der fast tror, at stjernerne »er legemer, er skabte ting i lighed med denne klode, på hvilken vi er, og i hvilken det guddommelige er nærværende hverken mere eller mindre end Han er på denne vor klode og i os selv,« – Jordens og planternes bevægelser tilskriver han »et indre princip eller sjæl«. De bevæger sig i deres kredse »frit i kraft af den sjæl, der langt mere sikkert er nærværende i disse højtstående, fuldkomne, guddommelige legemer end i os, der er af mere uværdig natur, der drager ånd og legeme fra dem, kommer levende frem fra deres bryst, næres af dem, og tilsidst opløses og modtages tilbage i dem.«

Men når vi kommer til analysen af, hvordan livets vej fortsættes fra mikrokosmos over mellemkosmos, så svigter de gamles evner igen. Sammenhængen er så ufattelig, at deres overblik ikke strækker til.

Jakob Bøhme er også på dette område et stykke længere end sine forgængere. Han ser, at alt i verden bærer treenighedens princip i sig, og at mennesket på denne måde virkelig er skabt i Guds billede. Men ved at kalde de tre led mørke, lys og denne verden får også Bøhme skabt en sammenblanding af personlighedens struktur og af spørgsmålet udvikling, således at han egentlig ikke får hjulpet den menneskelige tænkning langt på vej.

Med analysen af de tre X'er har Martinus lagt grunden for en gennemgribende afklaring på dette område. Ganske særligt har hans detaillerede analyse af X2, skabeevnen og dens måde at fungere på, en afgørende betydning for enhver, der i praksis giver sig af med pædagogik – helt bortset fra den betydning disse analyser har, når man vil lære sig selv at kende. Ejendommeligt er det, at enkelte retninger i pædagogik ganske uafhængigt af Martinus begynder at fornemme, at opdragelse må foregå ved at påvirke dybere lag i personligheden og ikke bare ved at kræve en ydre disciplin og moral overholdt. Også for kirken må det blive afgørende, om den vil forstå, at moraliseren ikke er nok, men at et i dybere forstand skabende arbejde må gøres, hvis man skal hjælpe mennesker.

Vi kommer hermed over i analysen af »kosmisk kemi«, som Martinus ville sige. I mystikernes gamle skrifter har man, når det gjaldt moral og personlig udvikling som regel henholdt sig til de påbud, der blev fremført af den på stedet herskende religion. Jakob Bøhme færdes her helt på kirkens grund og finder nøglen til dette område i Kristi åbenbaring som et led i verdensudviklingen.

Med den kosmiske kemi flytter Martinus os over på videnskabeligt grundlag og giver os netop den saglige analyse af tilværelsens kræfter, der forhindrer enhver moraliseren. Det kan være opbyggeligt at læse de gamle mystikere og deres formaninger til mennesker, der ønsker at finde Guds nærværelse i og omkring dem selv. Men det giver en større saglig klarhed, når man har fået tilstrækkelig indsigt til at opfatte tanker og følelser som stof med planmæssige kemiske reaktioner.

Ikke mindst er det en stor gerning at have sammenholdt disse kosmiske udsyn med en praktisk og ydmyg livsholdning. Mystiken førte undertiden mennesker bort fra dette liv. Med Martinus' analyser føres evighedens værdier netop ind i selve dette liv, så dets betydning som scene for vores udvikling bliver understreget på epokegørende måde.