Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som mange af dette blads læsere sikkert vil erindre, skrev ingeniør Dunnewolt fra Holland i fjor en strålende artikel om sine indtryk af Martinus' arbejde og virke, bl. a. baseret på det første besøg i Kosmos Ferieby, som han og hans charmerende svenskfødte frue gæstede i sommeren 1956. I år havde vi igen den glæde at have besøg af dem begge i feriebyen, hvor både hr. og fru Dunnewolt holdt foredrag, bl. a. om det store arbejde, der nu lægges grunden til i Holland: udbredelsen af kendskabet til det nye verdensbillede på grundlag af de kosmiske analyser. – Fru Gunnel Dunnewolt skildrer i nedenstående artikel sit syn på feriebyen ved Klint og fortæller om den betydning, hendes eget møde med Martinus' tanker på netop dette sted har haft for hende personligt.

 

Hvor mange gange har man ikke hørt ovenstående ordsprog uden at tænke på, hvor stor en sandhed det rummer. Ligesom eventyret har det en dobbelt betydning: dels den rent bogstavelige, som ethvert barn kan forstå, og dels den billedlige: Sådan som menneskesjælen råber i livet, sådan får den svar. Vore omgivelser er ligesom en resonansbund, der mangedobler og forstærker de »råb«, vor sjæl har sendt ud, og som på ekkolignende vis vender tilbage til os.

Gennem vore længsler og lidelser fødes i vor sjæl »et råb« om viden, og vi påkalder herigennem de magter i livet, som er med til at forme vor skæbne, vort liv og vor bevidsthed. Sådan er det for os mennesker, og sådan er det for alle andre levende væsener i tilværelsen. Også de råber og får undertiden svar gennem os; så er det os, der er med til at udgøre resonansbund for det »ekko«, de modtager som svar.

Fra den fredlyste lille plet i Nordsjælland, der hedder Kosmos Ferieby, udgår der også et »råb« – som et kaldesignal, der efterhånden vil kunne høres over den ganske jord. Og dette råb er på den ene side udtryk for menneskenes længsel og håb – og på den anden side et svar herpå. Det er den samme vekselvirkning, der finder sted i ethvert elektrisk apparat, når den positive og negative pol må tilsluttes hinanden, for at de overhovedet kan bringes til at virke. Ja, denne vekselvirkning er dybest set grundlaget for al skabelse.

Vi, der kommer til Klint ude fra den store verden, vi har fulgt denne kalden, der jo i sig selv er et svar på det råb, som – måske til at begynde med ubevidst for os selv – fødtes i os, da vi første gang hørte navnet Martinus og stiftede bekendtskab med hans tanker. Og denne vekselvirkning i os selv mellem spørgsmål og svar blev til sidst så stærk, at vi overvandt alle ydre hindringer og fandt vej til Danmark, til Klint strand.

Så stod vi altså en dag på feriebyens grund for første gang. Jeg ved ikke, hvordan andre har følt det, men på mig virkede hele stedets atmosfære meget stærkt. – Kan De forestille Dem en uhyre stor stråleglorie af intensivt lys, der gnistrer ud til alle sider, så mørket rundt om oplyses i alle regnbuens farver; kun ud til den alleryderste rand når lyset ikke. I periferien er det mørkt ja, mørket synes her ved kontrastvirkninger endnu dybere, endnu sværere at vænne sig til, end andre steder. Sådan må jeg i al fald udtrykke det, rent billedligt, hvis jeg skal forsøge at give Dem et indtryk af, hvordan stedets aura virkede på mig. Jeg følte klart, hvor betydningsfuld en dag det var i mit liv, og jeg vidste, at fra denne dag begyndte en bevidst vekselvirkning mellem de dybeste kræfter i mit eget sind og den »ånd«, der rådede på dette sted.

Og nu, da det er anden gang, jeg har besøgt Klint, spørger jeg mig selv, hvordan man bedst kan indstille sig for at komme på bølgelængde med dette åndens lys, som skinner så klart for den, der har øjne at se med. – Se, det er sådan, at i vort eget indre ser der akkurat ligesådan ud som det billede, jeg før tegnede af feriebyens stråleglans: I vort allerinderste findes der også en lille »spiral« af strålende lys, hvorfra gnisterne springer ud i alle retninger, så de danner ligesom et slør i alle solspektrets farver, men uden om dette slør er der mørke – kulsort mørke. Og så er det jo klart, at når vi med vore tanker befinder os inden for lys-sløret i vort eget indre, så er vi i samklang med det tilsvarende lys i feriebyens atmosfære; men så såre vi fjerner os fra lyskilden i os selv, fornemmer vi heller ikke mere lyset omkring os. Og vor bevidsthed er jo stadig underkastet forandring; vi kan svinge fra dag til dag, ja, fra time til time, fra håbløshedens yderste mørke til intuitionens strålende vished og altgennemtrængende lys. I begyndelsen er man ikke klar over, hvordan det går til, at man kommer fra den ene tilstand til den anden; man tror, det beror på ydre omstændigheder. Man giver den eller den skylden – eller tror, at det er tilfældighedernes spil. Men man bliver langsomt klogere, og omsider indser man, at det er lovbundne kræfters spil i ens egen indre verden, der betinger disse svingninger, og at vi selv har mulighed for at stabilisere vor udvikling ved at gøre os til herre over disse kræfter.

Men hvordan går det til? Hvordan kommer man så vidt?

Ja, ligesom vi gennem vort fysiske spejlbillede kan kontrollere vort minespil, vor holdning, vore bevægelser o.s.v., sådan kan vi også gennem et nærmere studium af det »spejlbillede«, som udgøres af vore daglige omgivelser, af de mennesker, vi møder, af de ubehagelige og behagelige tildragelser, vi kommer ud for, få et klart indtryk af »vor sjælelige holdning« – af hele vor åndelige habitus. – Og så opdager man, at man ikke mere har lov til at sige: Det menneske har gjort mig så og så meget ondt« eller: »Hun har ødelagt det« eller: »Han har spændt ben for mig i den sag.« For alle de andre er jo kun Forsynets redskaber over for en selv, og når man møder noget, der gør ondt, bør man altså ikke vredes eller henfalde til selvmedlidenhed, men spørge sig selv: »Hvad vil LIVET lære mig gennem dette?«. Alt, hvad vi oplever, er nemlig tegn, berøring og »ord«, som livet vil nå ind til vor bevidsthed med. Fra det dybeste mørke til det højeste lys – det er alt sammen GUD, som berører os, for at vi skal mærke ham. Og jo mere intensiv vor egen omgang med livet, med Guddommen bliver, des mere kan vi forstå af alt, hvad der sker omkring os og i os – og dermed også det, der hænder andre, hvorved vor kontakt med disse andre bliver stadig større og mere og mere frugtbar.

På et sådant sted som Kosmos Ferieby mødes netop mange mennesker, der har denne, kosmisk set, rigtige indstilling, og herigennem bliver de naturligvis til gensidig inspiration for hinanden. – Det kan virke helt ejendommeligt på den, der første gang besøger feriebyen, at træffe så mange smilende og hjælpsomme mennesker, der slet ikke behandler én som fremmed, men som en kær, genfunden ven. Og man spørger uvilkårlig sig selv: Hvorfor søger alle disse mennesker til Kosmos? – Man er ikke længe om at opdage svaret: Fordi de her finder svaret på det, som de »har råbt i skoven«. Her findes en stor bevidsthed, der som et lys drager alle disse »lys-søgere« til sig, og som lærer dem, at hvis de evner at gøre det lyst i deres eget indre, så bliver det også lysere og lettere for deres omgivelser, hvad der igen virker tilbage på deres skæbne.

Man kunne måske spørge, hvad nytte det er til, at en lille »håndfuld« mennesker – sammenlignet med klodens millioner og atter millioner af beboere – forsøger at bryde dyrerigets hårde skal. Men set i lyset af Martinus' kosmiske analyser forstår man, at alle levende væsener er som tandhjul i det store livsmaskineri; det ene griber ind i det andet, og således ruller livet frem gennem den endeløse række af årsager og virkninger, og det, som i dag kan synes småt og ubetydeligt på vort plan, vil en dag have langtrækkende virkninger for hele vor civilisation og fremtidige kurs. Så vil der nemlig være et flertal af jordens mennesker, der har forstået, at alt og alle er dele af en helhed, og at den enes vel er den andens vel, ligesom den enes ve også er den andens ve. Og det er dette mål, vi altså hver især på vor plads kan begynde at arbejde henimod. Den, som engang har blot så meget som anet livssammenhængen, kan aldrig mere vende tilbage til sin tidligere »muldvarpetilværelse«, men er nødt til at tage ansvaret for sin egen åndelige udvikling på sig – er tvunget til at lide, stride og overvinde sig selv for at kunne lukke mere lys og forståelse og kærlighed ind i sin egen og de andres fremtidige skæbne.

Og når man – med lidt vemod i sindet – forlader feriebyen igen, bliver – foruden mindet om en række strålende og inspirerende timer – én tanke stående i bevidstheden: »Her kommer du tilbage en dag!« For her har man mødt den høje viden i renkultur, som alene kan sætte én i stand til at styre den rette kurs over livets stormfulde hav.

Gennem alle tider har der været mennesker, som har øjnet sammenhængen... den store sammenhæng mellem ondt og godt. Jeg tænker så ofte i denne forbindelse på et digt af den svenske digter Geijer:

Denne mand råbte til Gud og fik svar i form af kraft og livsmod til at søge sin kurs mellem »dybets« og himlens kræfter – vel vidende, at den inderste årsag bag alle årsager er – Gud.