Kosmos 1957/Årsskrift side 17
København – Kotagiri
»De blå bjerge« i Kotagin-Nilgiris.
Indien. Oktober 1957.
Udenfor mit vindue tegner sig de blå kurver af de berømte bjerge her i Nilgiris i Sydindien. Solen stråler fra en skyfri himmel, og temperaturen er som på en af vore allerskønneste sommerdage i Danmark. Vinden vifter mildt i de høje eucalyptustræer, og øjet fanges uvilkårligt af de farveprangende ildrøde »julestjerner«, der her vokser som meget store og eventyrligt skønne buske. Jeg har hørt, at skønhed kan bringe visse mennesker til at græde, og jeg tror, at disse mennesker ville briste i gråd ved synet af den skønhed, øjet her møder. Blomster, tusinder af blomster i alle farver, møder øjet, hvorhen det end vender sig – Kotagiri er ikke for intet berømt som et af Sydindiens skønneste ferieområder. 6.500 fod over havet har denne plads et klima af en vidunderlig beskaffenhed, nærmest som i Danmark, når vejret midt i juli kulminerer i dejlighed.
Men Kotagiri ligger langt fra Danmark. Ca. 11.000 km har jeg fløjet, og næsten 1000 km har jeg rejst med bane og bus for at komme hertil, og det er denne lange rejse, jeg gerne vil fortælle Dem lidt om.
Jeg startede den 26. september fra Kastrup flyveplads og gik direkte til Rom, hvor jeg opholdt mig i tre dejlige dage. Derefter gik turen Rom–Beirut–Karachi i Pakistan, hvor jeg ligeledes opholdt mig tre dage for så at fortsætte til Bombay, der var min rejses første egentlige mål, idet jeg der skulle møde generalsekretæren for den store indiske humanistiske sammenslutning »The Bombay Humanitarian League«, Mr. J. N. Mankar, med hvem jeg tidligere havde korresponderet. Mr. Mankar gav mig en vidunderlig ankomst til Indien, idet han først havde sendt en af sine sekretærer ud til både at modtage mig og bekranse mig og derefter stillede både sin chauffør og en sekretær til rådighed for mig til at se Bombay. Jeg havde vidunderlige dage i denne store og meget skønne by, fik mange venner og en mængde invitationer og tilsagn om hjælp i mit arbejde herude. Mr Mankar overbragte mig en invitation til at tale ved den 15. vegetariske verdenskongres, der skal afholdes i Bombay i dagene 8.–12. november, samt en invitation til sammen med delegater fra Europa og Asien at deltage i en kombineret flyve- og togrejse til Indiens store kulturcentre, givet os af den indiske regering.
Imidlertid er jeg jo her i anden anledning, og selvom invitationen til at se Indien næsten frister over evne, er jeg ikke i dette øjeblik sikker på, at jeg modtager den. Jeg forklarede Mr. Mankar min situation, og han modtog mit eventuelle afslag med stor forståelse. Kun måtte jeg love ham at mødes med alle de ledende mænd fra Europa og Asien i Madras under deres besøg der, og det lovede jeg. Men, som skrevet, det kan være, at jeg kommer til kongressen. Det hele afhænger af min situation, når jeg om kort tid starter mit arbejde i den store sydindiske by Bangalore, hvor en af vort arbejdes trofaste venner herude, Mr. Venkatachalam, tidligere medlem af regeringen i Madras, har stillet sit store hjem til min rådighed. Men en tale fra mig ville Mr. Mankar ikke give afkald på, og den vil, såfremt jeg ikke selv kommer, blive holdt i mit navn.
Fra Bombay gik ruten tværs over Indien til Madras, hvor det havde været tanken, at jeg skulle møde Mr. Venkatachalam. Han havde imidlertid været syg og var endnu ikke helt rask, så han havde bedt nogle af sine bedste venner i Madras, familien Ayyangar, tage sig af mig. Jeg havde allerede mødt en del af denne meget kærlige indiske families medlemmer i Bombay, så da jeg i telefonen blev underrettet om, at jeg var ventet på Airterminal i Madras, vidste jeg, at eventyret ventede mig i denne heltud fantastisk skønne by. Og det blev et eventyr. Et af dem vi alle drømmer om at få lov til at opleve, idet Mr. Ayyangars henrivende datter, Ranganayaki, iklædt den skønneste sari sammen med sin bror Babu bød mig velkommen til Madras med ordene: »Velkommen Erik, vi har sådan længtes efter at se dig!« Forsigtigt spurgte denne lille dame – sydinderne er meget små – mig, om jeg ville bo på europæisk hotel eller »tage til takke« med at bo hos dem? Om jeg ville! Og få øjeblikke senere trådte jeg ind i et hjem, hvor gammel indisk kultur lyste mig imøde, hvor jeg end vendte mig. Jeg har beskrevet mine oplevelser i dette dejlige hjem i Madras i KONTAKTBREVE, så jeg vil ikke gentage dem her, blot endnu en gang understrege, at den kærlighed og den omhu, hvormed disse vidunderlige mennesker behandlede mig, står som noget af det allerskønneste, livet har ladet mig opleve. Nogle dage senere tog jeg med »De blå bjerges expres« videre mod Kotagiri, og tirsdag den 8. oktober kl. ca. 12 trådte jeg ind ad døren i Anna Ørnsholts meget skønne hjem her i Kotagiri. Rejsen var endt.
Når jeg nøjes med at trække denne lange og helt ud eventyrligt skønne rejse op i så korte rids, som tilfældet er, skyldes det mine udførlige rejsebreve, som i detaljer har skildret mine mangeartede oplevelser, og som jeg ikke her vil give en trættende gentagelse af. Men mit møde med Indien har givet mig langt mere, end disse breve har kunnet fortælle, og nu, da tiden har givet mig lidt perspektiv, føler jeg trang til at give udtryk for nogle af de tanker og oplevelser, jeg ikke har omtalt i mine breve hjem.
Først selve flyvningen. Ligegyldigt hvor »blasert« man så end bliver overfor det mirakel, at man på få døgn kan komme fra den ene verdensdel til den anden, så er dette at flyve henover have, ørkener og frodige landskaber i sig selv en så ufattelig skøn oplevelse, at jeg, hver gang jeg har spændt sikkerhedsbæltet fast før starten, har følt mit hjerte banke af glad og lykkelig spænding. Jeg har snart fløjet med alle mulige typer og modeller fra de ældste til de allernyeste og har, hver gang jeg befandt mig oppe i luften, måttet fortælle mig selv, at dette er »religion« på en helt ny måde. Religion i den betydning, at det synes mig, som om de jordmenneskelige tankeklimaer ikke rækker op til de højder, hvor vi flyver. Man ved, at menneskene lever dernede, og man ved, at der elsker og hader de, der fører de krig, og der mobiliserer de til krig. Jeg passerede under min rejse Beirut i staten Libanon, altså det meget problematiske »mellemste Østen«, og jeg kan forsikre enhver interesseret om, at atmosfæren der er meget ubehagelig. Så ubehagelig, at jeg ikke kunne undgå, sammen med alle de øvrige passagerer, at føle mig glad, da vi igen gik på vingerne mod Pakistan. Oppe i luften, hvor man om dagen ser milevidt udover de områder, man flyver henover, og hvor man om natten er ene med stjernerne, kommer der tanker til en, som aldrig kommer til en på jorden. Man føler sig ene på en forunderlig positiv måde. Man ved, at man er et lille fnug, der hvirvler gennem rummet, men også, at der bag dette »fnug« er et »Jeg«, og at dette Jeg nu oplever vor tids moderne mirakel: så nær tankens hastighed, som det er gørligt, at komme fra sted til sted. Det var altid menneskets drøm at kunne overvinde den afstand, der ofte gør livet på det fysiske plan så besværligt. Dybt i os må der leve en skjult viden om, at vi i de åndelige verdener efter døden bevæger os med tankens hast, og der er for mig ingen tvivl om, at det er denne skjulte viden, der gennem alle tider har været drivkraften bag ønsket om at kunne flyve. Nu er vi i virkeligheden der, hvor vi ofte bevæger os så hastigt, at det kniber sjælen at følge med. Da jeg gik ned i Karachi, følte jeg mig meget mærkelig tilmode. Jeg var gæst i et meget smukt hjem, hos direktøren for U.N.I.C.E.F.s hjælpetjeneste hr. Knud Christensen, og da jeg efter landingen fik lejlighed til et lille hvil, opdagede jeg, at når jeg lukkede øjnene, havde jeg mistet kontakten med, hvor jeg var. Det lyder komisk, det kan jeg godt selv se, men da jeg har hørt det af andre også, er jeg klar over, at disse erfaringer er nye, er nogle, der så absolut hører dette liv til. Iøvrigt var mødet med Karachi jo mit første møde med Østen, og endnu har jeg ikke kunnet ryste mange af de indtryk, dette møde gav mig, af mig. Endnu ser jeg for mit indre syn billedet af en stor død kamel, der spærrede gaden. Ikke en kat interesserede sig for den. Kun gribbene, der i nattens løb ville besørge alt renovationsarbejdet og ved morgentid efterlade den som et renpillet skelet, var på tæerne. Flygtningelejrenes gru vil jeg vel næppe nogensinde kunne viske bort fra min sjæl og ej heller synet af den lille døende kvinde midt i trængselen. Der lå hun, indskrumpet og så fattig, at det sved i hjertet, på en gammel sæk og ventede på sin befrielse. Hundene snusede til hende, ellers veg alt uden om hende –. Og så kontrasten: mødet med den indiske højkommissær i den fornemme ambassade. Østens pragt og Østens uhyre gæste venlighed. Hans store omhu for min person og den skønne boggave ved afskeden. Jo, billedet af Karachi vil blive stående! Og så rejsen nedover Indiens bjerge og sletter. Dette at sidde musestille og se nye landskaber dukke frem uafbrudt, leder uundgåeligt tanken hen på »det flyvende tæppe«. Jeg undrer mig over, hvor meget et menneske kan modtage af indtryk, og jeg er klar over, at der i årenes løb vil dukke mange billeder frem fra denne lange rejse, som i øjeblikket er gemt hen i det, vi så flot kalder »underbevidstheden«. Jo, flyvning er andet og mere end at gå op i en moderne maskine og lade sig føre fra land til land. Det er for den, hvis sind er åbent, en inspiration så vidunderlig, at jeg kun kan ønske alle mennesker den samme glæde, som denne lange flyverejse har været det for mig selv!
Naturligvis virker det voldsomt så hurtigt at blive omplantet fra en verdensdel til en anden. Der er for det første temperaturen. Her i Sydindien er der i oktober meget varmt, ca. 35 grader celsius. Den indiske højkommissær i Karachi. Mr. Desai advarede mig og bad mig være meget varsom, især i Bombay. Det forstår jeg nu. Varmen i Bombay virkede voldsomt lige i begyndelsen. Men man tager jo bad så ofte, man kan se lejlighed dertil, og da jeg boede under ualmindelig gode forhold, kom jeg ikke ud for det, mange her oplever, at blive syg af varmen. Men jeg lagde mærke til, at den ligesom »stak« i huden, og det studsede jeg lidt over. På visse tider af dagen virkede den som en irriterende prikken over hele kroppen. Herude kalder man det »sticky«, og det opleves særligt oppe i Bombayområdet. Hernede ved Madras er der også meget varmt, men her er mere fugtigt, og det betyder, for mig i hvert fald, at varmen ikke synes så generende. Endnu er blodet lidt for tykt, så snart det problem er reguleret, og det er i fuld gang, er jeg overbevist om, at jeg også på det område vil føle mig strålende tilpas.
Føden er naturligvis et problem for sig, men der tror jeg, at vi vegetarer er yderst heldigt stillet. Her er mængder af frugt, dejlig frugt, og skulle det være, kunne man næsten klare sig med det alene. Varmen bevirker uundgåeligt, at man mister sin appetit. Man har simpelthen ikke lyst til at spise, kun til at drikke. Indernes mad er skrap. Det kan ikke nytte at nægte det. De bruger en mængde stærke krydderier, og ser man sig ikke for, oplever man uundgåeligt en følelse af, at der er gået »ild i en«. Således gav den indiske højkommissær mig nogle uskyldigt udseende småkager, og tankeløst puttede jeg en i munden. Ush. Et øjeblik efter følte jeg det, som blå flammer stod ud af øre, hals og mund. Og så måtte jeg endda for god ordens skyld spise fire af dem! Ved en middag, jeg var til i et indisk hjem i Bombay, fik vi nogle retter, som værtinden med et smil fortalte mig, »måske ville få mig til at flyve ud af vinduet« – dem holdt jeg mig fra. Men jeg så med hvilken fryd, de andre spiste dem, selvom en af dem rullede temmelig meget med øjnene. Personlig er jeg en forsigtig sjæl, så jeg spørger mig høfligt for. På den anden side er jeg klar over, at behovet for stærktsmagende føde vil vokse dag for dag – vel nok samtidigt med, at appetitten vender tilbage.
Vi har jo alle hørt så meget om de indiske tjenere og om, at man har »een på hver finger«. Det passer nu ikke. Men klimaet er ikke til fysisk arbejde for europæere, og alle har derfor en »boy« eller tjener. At rige mennesker har mange, er en sag for sig. Medhjælp er jo ikke dyr herude, og her er frygtelig mange mennesker, så derfor tager man det ikke så nøje med hjælp. Det gjorde man heller ikke i Danmark, da en husassistent kun kostede nogle ganske få kroner om måneden. Tjenerne selv er næsten lydløse. Alle går jo barbenede, og specielt synes disse mennesker at have en medfødt evne til at bevæge sig lydløst om iblandt os. Det kan virke lidt forbløffende i begyndelsen at se en meget mørk hånd, man ikke har regnet med, snuppe tallerkenen lige for næsen af en, men man vænner sig hurtigt til det. Et præger dem, en næsten ydmyg venlighed, som lige i begyndelsen faktisk generede mig. For nægtes kan det ikke, at der endnu sidder en dyb rest af respekten for den hvide mand i mange af disse mennesker. I Bombay lød det ustandseligt »Sahib« (Herre), og jeg var ikke glad for det. Her i huset hos Anna Ørnsholt har vi et prægtigt ungt ægtepar, som ordner alt for os. De er begge så søde og tiltalende, at det er umuligt ikke at synes om dem. De har to små drenge, og det daglige syn af denne lille indiske tjenerfamilie, der lydløst bevæger sig om imellem os og sørger for os med store smil og et altid lige venligt »Salaam«, er faktisk det bedste billede på, hvordan tjenerproblemet herude er løst hos de fleste. Inderne hilser jo ikke, som vi gør det, med håndtryk. De sætter håndfladerne sammen foran brystet og bøjer hovedet på en meget smuk måde. Jeg ville ønske, vi havde lidt af det samme. Herude kan man simpelthen ikke trykke hinandens våde hænder, det vil i det lange løb blive for uappetitligt. Og våd er man. Der står ligesom en svag damp fra en hele tiden, og man må meget ofte skifte. Alle har viftere, dejligt kølende elektriske viftere, gående i loftet. Jeg har nu selv tilbragt adskillige nætter liggende i adamskostume under en sådan vifte og sovet ganske dejligt. Det føles næsten som en umulighed at have noget på sig eller over sig, og inderne selv har da heller ikke andet end et florlet lagen over sig. Men det er trods alt forbavsende, så hurtigt jeg har vænnet mig til disse små ting, der måske kan synes en og anden ligegyldige bagateller, men som altså udgør meget vigtige bestanddele af det liv, jeg nu er ifærd med at indstille mig på.
Og nu menneskene selv. Ja, sydinderne er jo meget små og meget mørke. Nogle af dem er næsten sorte. Men sødere mennesker har jeg aldrig mødt. Medens man oppe i Pakistan mødte en anden type, og der hovedsageligt muhammedanere, så møder man her for det meste kun Hinduer, og de er af væsen akkurat lige så åbne, som muhammedanerne er lukkede. Personligt er jeg meget draget imod disse mennesker, som forekommer mig at være blandt de mest kultiverede, jeg har mødt i mit liv. De fleste af dem er meget smukke. Man ser næsten aldrig plumpe negroide ansigter, og gør man det, så er det normalt efterkommere fra negere, der for lange tider siden har været indført som slaver. De fleste hinduer har meget fintformede ansigter, og mange af dem er direkte klassisk skønne. Dertil kommer, især for kvindernes vedkommende, en fremragende evne til at klæde sig smukt. Alle bruger jo det ældgamle indiske klædningsstykke sarien, og jeg gad vidst, om der nogensinde er opfundet en smukkere dragt. At se en ung indisk pige i en farvestrålende sari, er som at se en blomst, der pludselig kan bevæge sig. Alle har de en holdning som en dronning, og da sarien findes i en mangfoldighed af udgaver, fra meget billige til vanvittigt dyre med guld og diamanter, må man ikke forestille sig den indiske kvinde som »uniformeret«. Naturligvis ser man også indiske piger i europæiske dragter, men det virker ikke særligt tiltrækkende. Det er ligesom den særlige »air«, der hører dette område til, med eet slag er borte, og det er da også kun ganske få, der falder for fristelsen til at »lege europæer«. Også mændene går ofte i en skørtelignende dragt. Da jeg havde taget et bad i det indiske hjem i Madras, jeg besøgte, bragte husets unge datter mig et sådant skørt i fin hvid silke med guldkant og foreslog mig at prøve det – det var dejligt. Man må jo hele tiden tænke på varmen, og silken føltes vidunderligt kølig mod huden, så jeg forstår, at inderen, så snart han er indenfor sine egne døre, gør sig det bekvemt med denne ældgamle og faktisk meget smukke dragt.
Religionen spiller en helt anden rolle her end hjemme hos os. De fine gamle hinduslægter har jo været vegetarianere gennem utalte generationer, og deres respekt for liv er meget høj. Nu må man jo ikke glemme, at Indien er et land med omtrent 400 millioner mennesker, og at alle udviklingstrin fra de laveste til de højeste er repræsenteret i dette enorme folkehav. Men enhver, jeg har mødt, er enig i, at de mennesker, der bor i Sydindien, hører til de mest kultiverede, selvom der naturligvis også her findes mennesker af meget primitiv kultur og væremåde. Endnu er det jo så lidt, jeg har set, at jeg ingen klar mening kan have. Men ved at lytte mig frem, har jeg alligevel forstået, at den samme åndelige krise, som hersker i den øvrige verden, også hersker her. Alt er i opbrud, og Indien af igår vil sikkert blive uendelig forskellig fra Indien af imorgen. Oprør truer allevegne, og grusomme ting kan meget vel ske her, hvor så mange religioner eksisterer side om side i et indbyrdes had, der kun kan forstås, når man kender lidt til den menneskelige naturs indre, kosmiske struktur. Men det er nu livets vilkår herude, og jeg må sige, at jeg tænker lige så lidt på det, som på, at området, hvor jeg i øjeblikket lever, er fyldt med slanger, og at både tiger, leopard og panter i virkeligheden lister rundt omkring mig. Det sker, at jeg om natten vågner ved sjakalernes modbydelige hyl, men huset er jo tæt, og kan vi blot have landet om dagen, må dyrene jo, hvad de også er indstillet på, for mig gerne have det om natten. Inderne har et gammelt ord, som siger, at ser du ikke slangen, ser den heller ikke dig. Det har jeg skrevet mig bag øret på den praktiske måde, at hvor jeg går, ser jeg først ned og rundt omkring mig, og derefter op. Jeg ved, at vi her i huset har edderkopper på størrelse med en kraftig drengehånd, men endnu har de kun været her, når jeg sover, og da tager de moskitoerne, så sådan set er de jo uundværlige! Noget andet er, at man altid vænner sig til at være forsigtig, ligefrem udsætte sig selv for en ulykke, er der jo ingen grund til.
– – –
Rejsen er endt, i hvert fald den rejse, der skulle føre mig herud. Derudover er det hele først begyndt. I øjeblikket nyder jeg livet heroppe i de blå bjerge, hvor Anna Ørnsholt ikke ved alt det gode, hun skal gøre for mig. Selv arbejder hun myreflittigt dag efter dag sammen med sin engelske veninde Lulu Wilding på oversættelsen af Livets Bog. Der er noget symbolsk i, at denne strålende kvinde, der hele sit liv kun har tjent store personligheder som for eks. den verdensberømte indiske professor Bose og ministerpræsident Nehru, nu dag efter dag sidder bøjet over Martinus livsværk og oversætter det til engelsk. Gennem hende er vi blevet bragt i berøring med en mængde betydende mennesker herude, og jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg både føler og oplever hende som en strålende skytsånd for mig.
Men om kort tid går rejsen videre sydpå, ned til Bangalore, hvor en anden af vore indflydelsesrige venner herude, Mr. Venkatachalam, vil stå ved min side. Fra det øjeblik han og jeg mødes, begynder mit virke, og jeg vil gerne her til slut udtrykke, at jeg inderligt glæder mig dertil. Indien var ikke så ny for mig, som jeg havde forestillet mig. Overalt har jeg mødt fremstrakte hænder og en kærlighed, som, det føler jeg selv, har en dybere baggrund end den, at jeg blot er en gæst fra et fjernt, velanset land. For os, der forlængst har akcepteret reinkarnationstanken, kan der ikke være noget fremmed i, at livet flytter rundt med os efter en plan, vi kun her kan ane. Jeg har under min rejse herud haft oplevelser så sublime og skønne, at ord kun vanskeligt kan udtrykke dem. Oplevelser, som jeg endnu tager på med varsomme Hænder. Men alligevel oplevelser, som meget vel kan blive skæbnebestemmende for mig. Det var nyt, men alligevel ikke chokerende for mig, da jeg kort efter min ankomst til denne skønne plads her i de blå bjerge modtog et brev fra Venkatachalam, der ganske kort lød: »My dear Erik! Welcome home!«
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige