Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I løbet af 1956 er esperantoarbejdet indenfor Martinus sag kommet et stort skridt videre. Og det kan siges med det samme, at alle, der har lagt deres arbejdskraft her – det er altsammen fritidsarbejde – har haft overordentlig mange og mangeartede glæder af deres indsats, især fordi man her hele tiden træffer på »nye« mennesker og nye reaktionsmåder overfor Martinus' kosmologi.

Arbejdet har navnlig koncentreret sig om to felter, dels kontakten pr. korrespondance med enkeltpersoner i en lang række lande, mennesker, som er stærkt interesserede i kosmologien og – dels oversættelsen af Martinus' litteratur til esperanto.

Det førstnævnte arbejdsområde varetages af inspektør Henning Laug, som aften efter aften sidder og besvarer forespørgsler og udsender brochurer, bøger og kontaktbreve på esperanto til klodens fjerneste egne. Mange af forespørgerne er blevet interesserede ved at se de små annoncer, der med mellemrum er indrykkede i esperantobladene eller gennem de anmeldelser og artikler, der er fremkommet, efterhånden som KOSMOS-bøgerne er udkommet på esperanto. Der har været mange anmeldelser i årets løb, og for at KOSMOS' læsere kan få et indtryk af, hvad der skrives, citeres i det følgende en enkelt anmeldelse i sin fulde udstrækning og andre i små uddrag. Bortset fra en enkelt giver alle anmeldelserne udtryk for en absolut anerkendelse af bøgernes fremragende indhold, og det klare og koncise sprog, hvori de er oversat, omtales af alle anmelderne.

 

Fra bladet »LA REVUO ORIENTA«, Japan, – om PASKO (Påske).

Da jeg er utilbøjelig til at betragte noget »åndeligt«, forstår jeg intet af det, som forfatteren kategorisk påstår i dette værk, og derfor anser jeg mig ikke for kompetent til at vurdere det, idet jeg dog samtidig ikke har til hensigt at vurdere det efter min egen målestok.

Forfatteren skriver en historie, der har fundet sted i begge verdener, den fysiske og den åndelige, i dagene omkring begivenheden på Golgatha. Han beskriver f. eks., hvorledes Judas genser verdensfrelseren i forgården. Han beskriver scenen så realistisk og med en sådan sikkerhed, som var det begivenheder i den fysiske verden. For forfatteren er den åndelige verden ikke blot noget, som man tror på, men tilsyneladende opfattes den som virkelig eksisterende. Kristne og andre religiøse tænkere vil sikkert i den finde meget, som er værd at tænke over eller – efter standpunkt – værd at kritisere.

Sproget, der er kontrolleret af Litteratura Komitato de SAT, er godt, så let og klart, at selv »hårdkogte materialister« vil glemme, at de læser en mystisk beskrivelse.

 

Fra bladet »SENNACIULO«, om »Kio estas la vero« (Hvad er sandhed).

... At beskæftige sig med metafysik er ikke noget let hverv for den, som vil forske samvittighedsfuldt og dømme så loyalt som muligt. Martinus' gode stil og klare sprog taler til gunst for hans studier, og især til gunst for hans åndelige hæderlighed.

 

Fra bladet »NORDA PRISMO«, Sverige, om »Kio estas la vero«.

Efter en lang og anerkendende omtale af indholdet skrives der:

»Citaterne viser på karakteristisk måde forfatterens krystalklare stil og oversætterens (C. Graversen, Esbjerg) enestående evne. Bogens fremtræden er i enhver henseende eksemplarisk: vore danske esperantister har tilsyneladende udryddet sætternissen«.

 

De to blade FLANDRA ESPERANTISTO og NEDERLANDA ESPERANTISTO

bringer enslydende anmeldelser af »Ĉirkau la naskiĝo de mia misio«, Omkring min missions fødsel. Anmeldelsen bringes in extenso.

Martinus holder ikke af at tale om sig selv eller af at pryde sig med nogen form for glorie i anledning af den guddommelige åbenbaring, som han har oplevet. Hans åndelige visioner ville, siger han, endog være helt uden betydning, såfremt de ikke havde sat ham i stand til at vise, at livets højeste sandheder er identisk med videnskab, med kunst og kærlighed... »Hver den, som lever efter mine ord, kommer til at elske Faderen..., alt og alle..., hvilket er den højeste tilegnelse af liv, den største fornemmelse af lykke, den virkelige oplevelse af salighed«. – Kun på denne måde føler han sig forpligtet til at tale om sin mission. Martinus hører ikke til den slags verdensfrelsere, der truer alle skeptikere med den guddommelige vredes lyn. Han ønsker ikke at drage nogen bort fra den religiøse tro, i hvilken de har fundet lykken. Han prædiker overhovedet ikke nogen ny »tro«. Hvis et barn af vor tid, præget af videnskabelig indstilling, har brug for mere end blot at tro, har brug for viden om livsmysteriet, vil det finde den lære, det længes imod, i Martinus' Åndsvidenskab, og det vil blive lykkeligt, hvis det gør sit liv til eet med denne viden.

Dette er i få ord det budskab, som Martinus bringer i denne lille bog, og budskabet er rettet til »absolut upartiske sandhedsøgere, for hvem den rene videnskab er hellig, og for hvem denne videnskab er den eneste reelle basis for deres vurdering, deres dom og hele handlemåde«. Med hensyn til en detailleret behandling af åndsvidenskaben henviser han til sit hovedværk »Livets Bog«.

 

Fra bladet OOMOTO, Japan, om »Kio estas la vero?«

Hvad er sandhed? Dette spørgsmål vil altid være aktuelt og meget vigtigt, thi kun sandheden vil kunne fjerne denne verdens kaos. Anmelderen har haft interesse og sympati for Martinus kosmologiske ideer lige fra den første kontakt med hans første esperantobog »Menneskeheden og Verdensbilledet«. (Diverse citater). Som det fremgår af de citerede emner baserer argumenterne sig på kristendommen. Hvad det angår, anerkender jeg målet og konklusionen af hans argumenteren. Men jeg har allerede længe ventet, at han, en logisk videnskabelig kosmolog, engang vil gøre rede for sandheden om forholdet mellem legeme og sjæl, mellem denne verden og den åndelige. Når det drejer sig om sandheden, er dette en sag af meget stor betydning, også for spirituelle kredse, thi deres ideer dækker ikke altid hinanden i detaillerne. Hvis Martinus allerede har holdt foredrag derom og har udgivet en bog på dansk om dette emne, håber jeg, at Institutets esperanto-afdeling vil offentliggøre esperanto-oversættelsen heraf. Bogen fremtræder med overordentlig gode resonnementer og i en god esperanto-stil. Martinus åndsvidenskabelige Institut fortjener lykønskninger med den aktivitet, der udfoldes.

Af denne sidste anmeldelse fremgår det tydeligt, at det har været af stor betydning, at KOSMOS-bøgerne er blevet udgivet på esperanto, men også samtidig, at disse bøger ikke er tilstrækkelige for den virkelige sandhedssøger, idet disse, når de fremkommer alene, let forveksles med anden religiøs litteratur af høj kvalitet, og ikke opfattes som virkelige detailanalyser. Den japanske anmelder og andre virkelige sandhedssøgere savner nu »skelettet«, grundprincipperne eller hovedanalyserne som de findes i »Livets Bog« og i »Logik«. I løbet af 1956 er der da også sket et glædeligt fremskridt netop med hensyn til disse bøgers udgivelse på esperanto, idet mere end trediedelen af »Logik« nu foreligger oversat på esperanto.

Det er ingeniør Ib Schleicher, der foretager selve oversættelsen og samtidig leder hele kontrolarbejdet, der – på den måde, det er tilrettelagt – garanterer både overensstemmelsen med den originale danske udgave og sprogets fremtræden som korrekt esperanto.

Arbejdet resulterer, som det ses af skemaet, dels i en esperanto-oversættelse og dels i en række oversættelser til nationale sprog, og disse sidste kræver en særlig omtale.

I årsskriftet for sidste år skitseredes den mulighed, at man via esperanto-oversættelserne af Martinus' værker kunne oversætte videre til de nationale sprog, navnlig i de tilfælde, hvor man måtte formode, at vi ikke her i Danmark havde mulighed for at kontrollere resultaterne tilstrækkeligt, altså alt hvad der lå udenfor hovedsprogene. Imidlertid måtte man jo gøre et eksperiment, hvor kontrol var muligt, og i løbet af forsommeren blev der foretaget en oversættelse fra esperanto-udgaven af »Påske« til engelsk. Forsøget er, såvidt vi kan se, faldet endog meget heldigt ud, idet der her for første gang foreligger en af Martinus' bøger på fejlfrit engelsk. Oversættelsen blev udført af en englænder, en tidligere lærer og dygtig esperantist, og Mr. Ockey, som han hedder, har i sommer været på besøg i Danmark, hvor kontakten og samarbejdet yderligere er blevet styrket. Ejendommeligt nok er der fra en række andre lande, næsten samtidig med, at dette eksperiment blev gennemført, kommet frivillige tilbud om oversættelse af Martinus' litteratur fra esperanto til flere nationale sprog. Indtil nu har vi klare aftaler om oversættelse af »Logik« til engelsk, tjekisk, tysk og spansk, og for få dage siden har vi fået tilsagn om oversættelsesarbejde fra esperanto til italiensk (Menneskeheden og Verdensbilledet), og endelig har vi en begrundet formodning om at få oversat også til fransk, uden at der dog foreligger nogen aftale herom. Denne række sprog ventes efterhånden udvidet betydeligt, og der ses derfor nu en vej, ad hvilken man med esperanto som »nøglesprog« kan nå enhver interesseret i åndsvidenskaben på hans modersmål, på hvilken del af kloden han end befinder sig. – Den polske øjenlæge, dr. L. L. Zamenhof, som i slutningen af forrige århundrede skabte esperanto, og hvis hovedidé var at skabe fred mellem folkene, ville sikkert glæde sig overordentligt, hvis han i dag kunne se, at alle de kanaler eller hele det net, som esperantobevægelsen i dag har trukket jorden over, nu bliver benyttet til udbredelsen af kendskabet til fredens videnskab i form af Martinus' kosmiske analyser. Esperanto-gruppen vil lægge vægt på, at den samme solide kontrol, som esperantooversættelserne bliver underkastet, også bliver de nationale oversættelser til del.

Det vil blive forsøgt også at lade disse kontrollere gennem Litteratura Komitato de SAT i Holland, hvis medlemmer består af sprogkapaciteter i flere forskellige lande. Såfremt dette ikke lader sig gøre i alle tilfælde, vil kontrollen blive foretaget af andre officielle kontrolinstitutioner, hvoraf der findes en del i de forskellige lande.

Esperantogruppen er allerede nu i besiddelse af en spansk oversættelse af en esperanto-publikation om Martinus' arbejde og af en oversættelse til tjekisk af Martinus' bog »Omkring min missions fødsel«. Den tjekiske oversætter skriver bl. a.: »Og nu kommer spørgsmålet om dens trykning, thi hos os, under vore materialistiske omstændigheder, vil det højst sandsynligt ikke være muligt, og derfor spørger jeg Dem, om De ikke kender en eller anden løsning på denne situation? Er det ikke muligt at trykke den på tjekisk i udlandet? Jeg stiller meget gerne min oversættelse til disposition for Dem (den er allerede kommet!), thi det ville sandelig ikke alene være godt, men nødvendigt, at kendskabet til denne bogs smukke indhold spredes vidt i verden.«

Foruden oversættelsen af bøgerne er en del af Gerner Larssons kontaktbreve med foredragene af Martinus blevet oversat til esperanto. De er blevet udsendt i et antal af 150 eksemplarer, og der har været rettet mange forespørgsler i forbindelse med disse breves indhold.

I den senere tid har esperanto-gruppen også modtaget en halv snes henvendelser på spansk og fransk. Disse kommer i anledning af en artikel, der har været offentliggjort i et teosofisk tidsskrift »SOFIA«, der udkommer på spansk i Argentina. Artiklen, som gruppen ikke har set, er så vidt man kan skønne skrevet på grundlag af noget materiale på esperanto om Martinus kosmologi, som herfra er sendt til en kongres i Buenos Aires, hvis hensigt var at søge tanken om reinkarnation videnskabeliggjort. Kongressens navn var: »Den anden kongres for studiet af reinkarnation« og den afholdtes i tiden fra 1. til 4. november d. å. Materialet, der blev sendt, omfattede et kort uddrag af »Logik«, hvor emnet reinkarnation behandles, og en artikkel fra Kosmos af E. Gerner Larsson. Det var naturligt, at esperanto-gruppen lod det nævnte materiale oversætte til esperanto og sendte det til kongressen, da meddelelse herom fremkom i de argentinske esperantoblade. Henvendelserne på fransk og spansk har man foreløbig besvaret med, at vi indtil nu kun har danske og esperantoudgaver af Martinus litteratur, og at engelske, franske og spanske udgaver først vil være at få i løbet af nogle år. Man foreslår dem, hvis de er særlig interesserede, at lære sig esperanto så de på den måde vil blive i stand til at læse Martinus' litteratur 2 à 3 år, før de nationaltsprogede udgaver fremkommer.

Esperantogruppen har i 1956 ligeledes udnyttet den gode mulighed, der lå i, at der fra 3.–11. august afholdtes en international esperantokongres i København. Her mødtes godt 2000 esperantister fra 43 forskellige lande. Enkelte af kongresdeltagerne var i forvejen interesserede i Martinus kosmologi, og i det omfang, hvor det var gørligt, var disse mennesker indkvarteret i hjem, hvor man i mange år har fulgt Martinus arbejde, og hvor man kunne esperanto. Og der kom meget frugtbart ud af disse besøg. Udlændingene, som kom fra England, Tjekoslovakiet, Ungarn, Østrig og Sverige, og som udelukkende kendte Martinus' tanker gennem bøger og breve, fik her lejlighed til at få uddybet dette kendskab gennem personlige samtaler. Desuden blev der arrangeret et møde på Institutet, hvor der var lavet en udstilling af al Martinus' litteratur på dansk og esperanto, og hvor der blev holdt to foredrag. Det ene blev holdt af ingeniør Schleicher og omhandlede Martinus kosmiske verdensbillede, og det andet holdtes af lærer Peter Zacho, der talte om Martinus og Feriebyen, hvorfra der vistes en smuk serie lysbilleder.*

Det var ikke nogen stor forsamling, der mødte, men det var virkeligt interesserede, der var rejst langt for at få denne personlige kontakt med et arbejde, de kun havde et yderst teoretisk kendskab til, og som de havde en brændende trang til at lære nærmere at kende. Nogle få nåede at besøge feriebyen, og for dem alle gjaldt det, at de i den halve snes dage, de opholdt sig her i landet, sluttede så mange venskaber, at der var mødt en stor skare op ved afrejsen fra hovedbanegården. Inden afrejsen havde man tilbud fra 4 lande om oversættelse af Logik og anden litteratur til de respektive nationale sprog.

Alle deltagerne i kongressen vendte hjem med et uforglemmeligt indtryk af, at verden er een, efter i 8 dage – så forskellige man end var – at have påhørt de samme foredrag, glædet sig over de samme skuespil, moret sig dejligt sammen til festaftenerne og sluttet venskaber over grænser og jerntæpper, altsammen så let som ved at ofre fritiden i nogle få år på at lære det logiske og lettilgængelige, internationale sprog, Esperanto.

Foruden det nære medarbejderskab, der i denne sommer er opnået med mennesker i de nævnte lande, er der herhjemme kommet en del nye medarbejdere indenfor esperanto-gruppen. Således har fru Grethe Mollerup, Assens, påtaget sig at besvare den korrespondance, der kommer til gruppen på fransk, – Henning Schmoll og frue, København, tager sig af de spanske breve, – fru Inger Bjørn Petersen, Nykøbing Sjæll., skriver oversættelserne rent på esperanto, og hr. og fru lærer Langkilde Rasmussen, Rask Mølle, foretager den sammenlignende kontrol af esperanto-oversættelserne med originalværkerne, og enkelte andre er begyndt at tage aktivt del i arbejdet. Det har været glædeligt at iagttage, hvordan arbejdet indenfor denne afdeling af Martinus' sag, mere og mere antager faste former og at mærke, hvor gnidningsløst samarbejdet foregår uden nogen stiv forenings- eller organisationsform.

Foruden de praktiske medarbejdere har gruppen en stab af passive medlemmer, uden hvis indsats arbejdet vanskeligt eller slet ikke kunne gennemføres – alle dem, der med månedlige bidrag støtter gruppen med penge til trykning og forsendelse af bøger og breve. Hidtil har det været muligt at trykke og udgive 2 bøger om året, og det ventes, at dette vil kunne fortsættes og forhåbentlig endog udvides. Ja, med den seneste udvikling med hensyn til oversættelser til nationale sprog fra esperantoudgaverne kan der jo blive tale om trykkeudgifter til 6–7 bøger, hvor der før kun var udgifter til én.

Deltagerne i esperanto-gruppens arbejde kan derfor kun se tilbage på 1956 med glæde og taknemlighed, og selv om krigshandlinger, netop som denne artikel udarbejdes, truer med igen at lukke grænserne og skabe ødelæggelser af hidtil ukendt omfang, ser man alligevel frem til et nyt og berigende arbejde, ja, arbejdernes gennemførelse bliver med denne baggrund så meget mere nødvendig.

______________
* I anledning af kongressen var der fremstillet en lille brochure, som alle 2000 kongresdeltagere fik udleveret.