Kosmos 1956/Årsskrift side 42
H. Dunnewolt
Kosmos Ferieby 1956
I Holland har vi, min frue og jeg, allerede gennem over 25 år arbejdet på at finde en enhedsidé bag den store mængde af forskellige åndelige strømninger som forekommer her. Selv om vi klart erkender, at »et hus må bygges på mange pæle« – sådan er det i hvert fald her i Holland, så ved vi jo dog, at det kun har eet tag!
I kampen for at finde denne enhedsidé blev en kongres arrangeret i Amsterdam. I denne kongres deltog ca. tyve åndelige foreninger, sekter og grupper, deriblandt også Broderskabsforeningen, som er en sammenslutning af 30 forskellige åndelige bevægelser her i landet. Derudover deltog en lang række observatører fra kirkelig side. Hver forening fik 20 minutter til at gøre rede for kvintessensen af deres specielle opfattelse, hvorefter visse ofte forekommende motiver diskuteredes af et forum for til slut at blive sammenfattet af deres ordførende på en måde, der skulle kunne tilfredsstille alle deltagerne.
Resultatet blev i korthed dette, at man som fællesopfattelse nåede frem til »den universelle ånd« som skaberen af verdensaltet og til at denne ånd også er virksom i hvert enkelt menneske, hvor den finder sit største udtryksmiddel igennem bevidsthedslivets udvikling i denne modsætningernes verden.
Som ordfører for dette forum erfarede jeg påny den vidunderlige velsignelse, der udgår fra den virkelige åndelige verden, om man går den imøde fuldt bevidst om sin egen ringhed og ufuldkommenhed.
En af vore gode veninder, fru Marquerite Glostra van Loon, som kendte vore åndelige interesser, besøgte os en dag og berettede med megen entusiasme om Martinus' arbejde i Danmark og rådede os til at stifte bekendtskab med hans tanker, idet han også arbejdede for at lære menneskene, at en kosmisk indstilling og forståelse var nødvendig for at kunne tilegne sig et kommende nyt åndeligt kulturfundament. Han skulle tale om de veje, der førte fra det uvirkelige til det virkelige og skulle desuden give udtryk for en dyb indsigt i verdensaltets kosmiske struktur, set fra den kosmiske bevidstheds plan.
Alt dette interesserede os meget og efter at Erik Gerner Larsson havde besøgt os i Holland, lykkedes det mig at skaffe en lille pause i min desværre alt for optagne tid, således at vi kunne tage op til Danmark og besøge Kosmos Ferieby i Klint en uge. Min frue og jeg tog to af vore sønner, som også er meget åbne for disse spørgsmål med os i vor bil og satte så kursen mod Klint. Hidtil kendte jeg kun Danmark gennem de meget hastige gennemrejser, man er nødt til at foretage for at komme til Sverige, som jeg ofte besøger, idet min frue er svensk af fødsel. Danmark gjorde et frisk og overordentlig tiltalende indtryk med sin smukke natur og venlige mennesker som tilsyneladende tager livet lettere end vi er vante til det hos os. Gennem at vi skulle vente så længe ved færgen i Nyborg, kom vi først til Nykøbing Sj. efter mørkets frembrud. Træt af den meget lange rejse og generet af mørket kunne vi ikke finde vejen til Klint. Vi krydsede frem og tilbage på mange småveje i mørket og fandt endelig en vejviser med ordet »Børn!«, men vi kunne ikke finde pladsen på kortet og kørte videre. »Stop pappa!« råbte pludselig en af drengene, »her er flagstangen, jeg genkender den efter billederne«. Jeg stoppede bilen og gik ud i mørket. Jo, derhenne – vent lidt – der er et skilt! »Billesborg Flødeis«. Hvad mon det betyder? Men lidt længere henne så jeg et lys som skinnede i mørket, og såsom man altid i mørket går efter lyset, gik jeg hen og bankede på. Døren åbnedes og hjertelige og sympatiske mennesker bød os velkommen. Trods de sproglige vanskeligheder, – vi talte hollandsk, engelsk, tysk og svensk, forstod vi snart hinanden, og vi blev med stor kærlighed installerede i en dejlig, praktisk indrettet lejlighed og sov med det samme, herligt!
Nå ja, isen var brudt og næste dag mødte vi udelukkende kun uendeligt venlige mennesker, hvor Gerner med sit strålende glade ansigt udgjorde et naturligt midtpunkt. Vi var meget nysgerrige og gik os en lang tur rundt for at se på omgivelserne. Jeg må her udtrykke min respekt for den, som har planlagt og ledet udførelsen af denne ferieby. Aldrig har jeg set en så velindrettet ferieplads med sine små sommerhuse, sine ferielejligheder med de praktiske køkkener og de dejlige senge. Her kan hver eneste familie bevare sit private liv, samtidigt med at det er i kontakt med alle de andre. Føjer jeg så hertil min glæde over den vidunderlige udsigt og feriebyens beliggenhed i den skønne natur, vil det næppe undre nogen, at jeg af hjertet lykønsker Martinus arbejde med denne dejlige plet.
Den næste dag, der var en søndag, begyndte med, at det skønne symbolflag blev hejst. Men hvad var det? I samme øjeblik vi indstillede os på denne handling, strømmede påny igennem vore nerver den dybe følelse af nærværelse af høje åndelige kræfter. Det var for os, som om en højere magt havde rettet sin opmærksomhed på denne handling og på dette centrum for at stimulere de idealer, det skønne flag symboliserede. Det føltes stort og meget betydningsfuldt.
Efter at vi var blevet fortrolig med feriebyen, var mødet med Martinus naturligvis højdepunktet. Man så lyset i hans øjne og vidste, at vi her stod overfor et menneske, hvis blik klart så alt det, vi søgte, og hvis bevidsthed var helt anderledes end vor. Det var en uendelig glæde at lade dette lys gå igennem sig og at vide, at disse øjnes mildhed gennembrød enhver grænse og lod os få del i sin egen kildes udspring. Vi talte egentlig ikke meget om åndelige problemer ved den lejlighed. Der var dels sprogvanskelighederne og dels dette, at vi i og for sig ikke behøvede at tale så meget sammen. Vi følte, at vi kendte hinandens åndelige indstilling og nød derfor blot dette at være sammen på det dejlige »Rosenberg«.
Siden kom så feriedagene med Gerner Larssons og Mogens Møllers foredrag. Det, de talte om, var uhyre interessant, men der var dog en mængde spørgsmålstegn for mig. Om man vil slå et søm igennem et hårdt materiale, må man slå hårdt til, men om nu materialet ikke er så hårdt, hvad hænder da? Slår man da ikke noget itu? Jeg sagde bagefter, at man efter en så vældig påvirkning trængte til at få lov til at reagere tilbage, så at en vekselvirkning kunne komme igang. Gennem de ydre, forstandsmæssigt opstillede meninger bør man kunne komme til det indre udbytte og ny fordybning, så at ånden bag formen kan komme fri af sine bånd gennem den atmosfære af sympati, som kan opstå der, hvor mennesker gennem kærlig sympati forsøger at komme hinanden i møde.
Hr. og fru Hendrik Dunnewolt sammen med Martinus på villa »Rosenberg« sommeren 1956. Jeg havde været for utålmodig, thi se, allerede den næste dag oplevede jeg, at også dette var der tænkt på gennem de interessante spørgetimer, hvor man havde fuld lejlighed til at udveksle tanker. Der var også mulighed for at møde hinanden om aftenen og tales ved, hver og en udfra sine oplevelser og erfaringer eller syn på sagen. Dette finder jeg er meget nødvendigt, thi mange mennesker bliver i vore dages kirker åndeligt udhungret og pint gennem dogmer og åndelige påstande, som man må antage aldeles kritikløst. Det, som er det rigtige for den ene, kan dog ikke altid akcepteres af den anden i akkurat samme form. Gennem tankeudveksling og fremfor alt gennem dette at leve sit sædvanlige, daglige liv med åbne, vågne øjne, som vi gør det i vor daglige gerning med den antagne sandhed som baggrund, bliver denne sandhed først for alvor en levende virkelighed som frigør vor bundne ånd. Thi ånden er altid i os, ellers skulle vi ikke kunne leve. Det er den som gør, at vi lever, men vi er sjældent helt bevidste i denne sandhed i den såkaldte hverdag. Tværtimod er vi ofte i hverdagen omgivet af uvidenhedens mørke. Men gennem vore længsler efter sandhed splittes mørket og de første glimt af solen bryder igennem. Gennem det, at man lader alt det negative fare, forsvinder mørket og langsomt begynder solens stråler at gennemvarme en. Og det er her min erfaring, at denne proces kun kan ske igennem at leve i intenst kontakt med den skabende natur og sit livs omstændigheder. Dette, skridt for skridt at genfinde livets inderste hemmelighed som, når man lever på den her omtalte måde, kommer en i møde bag om alle dagens pligter og gøremål, gennemstråler en med en uudsigelig taknemmelighed og får en til at handle endnu smukkere end man ellers kunne have gjort. At være med til at bibringe andre denne viden, at lære dem at forstå, at intet levende væsen kan blive lykkeligt, sålænge det lever adskilt fra Guddommen, adskilt fra Skaberen, forekommer mig at være det største, et menneske i dette liv kan opleve. Den samme indstilling fandt jeg overalt i Kosmos Ferieby med alle dens mange forskellige mennesker og det varmede både min frue og mig selv om hjertet.
Inden vi atter var tvungne til at forlade dette dejlige sted, bad man mig om i et foredrag at give mit eget syn på livet, og en aften holdt jeg da et foredrag om den vej, jeg havde fulgt som videnskabsmand, først udad, hvor jeg gennem studiet af de materielle processer opdagede, at al materie er energi, en uendelig kraft, bag hvilken man i alt sporede intelligens, senere indad, i studiet af begærets udvikling og tilfredsstillelse indtil det punkt, hvor erfaringen fortæller en, at listighed og selviskhed ikke løser problemerne, men derimod kun den logiske tænkning, der fører til virkelig indsigt. Om følelsens udvikling fra primitivitet og frem til den sande kærlighed til alt som lever. Og endelig til slut om bevidsthedens kraft til at bryde sig vej frem til den ubeskrivelige lysverden, i hvilken der ingen modsætninger findes, og hvor alt kun er ét ønske om gennem kærlighed og visdom at være i kontakt med den Eviges vilje, som strømmer igennem alt og alle og hvor man selv fornemmer sig som dråben, der endelig er blevet ét med oceanet, er blevet ét med universet og med hele sin sjæl har oplevet, hvorledes det begrænsede, det afstængte, det tomme, helt er opløst. I denne tilstand, som jeg i glimt har oplevet, forstår man årsagen til den svære og lidelsesfyldte vandring gennem det, vi kalder »mørket«, thi man forstår, at den som altid skulle leve i lys, ville miste evnen til at fatte dette lys. Man forstår nødvendigheden af kontrasternes eksistens og ser, at ikke alene er Gud ufattelig god, men også den dybe sandhed i ordene at »alt er såre godt«.
Tårerne brændte i mine øjne, da jeg læste det engelske uddrag af Martinus lille bog »Omkring min missions fødsel«, der, hvor han taler om nøjagtigt det samme og med næsten de samme ord, som jeg har anvendt i en bog, jeg har skrevet om disse emner og som kom for nogle år siden »Waar het om gaat« (se civilingeniør Hans Vinters anmeldelse side 33. Red.). Jeg skrev denne bog for at bekræfte, at Gud eksisterer og at det vi kalder tid, blot er en illusion.
Der vil komme en tid, hvor flere og flere mennesker på jorden vil få denne oplevelse, nogle stærkere, andre mindre stærkt. For nogle vil den betyde dyb åndelig indsigt og gøre dem til aktive medarbejdere i den nye verdensimpuls, medens den for andre vil betyde en inspiration, som vil strække sig over hele deres liv. Men tilsammen vil disse mennesker skabe et net som omspænder hele jorden. De vil blive en lyskilde, som ses af hele menneskeheden. Dette lys vil vokse. En universel åndelig enhed, uden dogmer, uden foreningsdannelse, alene hvilende på en dyb kontakt med åndens virkelighed, vil blive født. Ét vil præge alle disse mennesker, nemlig ønsket om, at ethvert menneske skal få lov til at vokse i fuld åndelig frihed og de vil alle kendes på, at de igennem den fuldbyrdede intensive oplevelse af det kosmiske lys hver på sin plads og på sin måde vil arbejde i dette strålende kosmiske lys tjeneste.
Meget lykkelige for vort alt for korte besøg i Kosmos Ferieby tog vi afsked med den elskelige Martinus og alle de mange andre kærlige venner, vi vandt på denne smukke plet. Vi er nu atter hjemme i Holland, hvor vi både indbyrdes og til alle vore venner taler om de dejlige dage ved Klint og om alt det, vi oplevede i sommer i vort inspirerende møde med Martinus Kosmologi.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige