Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi lever idag i en verden, hvor uvisheden om fremtiden tynger sindene, en verden, hvor egoisme, mistillid og intolerance sidder i højsædet. Teknikens i mange måder vidunderlige tidsalder har kun forøget denne frygt, på grund af de sidste geniale mordvåben, som truer menneskeheden og dens kultur med en udslettelse i langt større omfang end nogen sinde før.

Hele menneskehedens udvikling er i opbrud, en ny tidsalder er ved at holde sit indtog i menneskets bevidsthed. Vi står på en skillevej, hvor materialismens åndsforladte stålgreb er ved at tabe sin magt over sindene på grund af sin uformuenhed til, trods stadig større og fuldkomnere oprustning, at skænke verden den fred og tryghed, den sukker efter. Det er ved at gå op for videnskabens ypperste mænd og millioner af dybttænkende mennesker jorden over, at selviskhed, mistillid, intolerance, had, trusler, oprustning og krig, aldrig fører til en varig fred. Man begynder at forstå, at der skal helt andre midler til, for at dette mål kan nås.

Anelsen om, at freden kun kan nås igennem gensidig tillid, hjælpsomhed, tolerance og kærlighed, er ved at blive til vished hos millionerne på grund af de sidste årtiers lidelseserfaringer og frygten for en ny altødelæggende krig. Aldrig før har utryghedens snærende bånd pint menneskets sind som i dag, hvor alle er i vildrede om, hvorledes fremtiden vil forme sig.

Hver gang menneskeheden eller dele af den, i sin længsel efter fred, har tømt håbets bæger til bunds, har forsynet altid ladet fremstå åndelige førere såsom Buddha, Kristus, Muhammed og flere. Disse førere har alle, hver på sin måde, bragt nationerne nye idealer og inspireret til en smukkere og ædlere livsindstilling, til en mere tolerant og kærlig væremåde mellem enkeltindivider og nationer. Disse idealer har siden været det lys, som har født nye kulturer, har været den kilde, som inspirerede nationernes største tænkere, digtere og kunstnere til skabelsen af det bedste som forefindes i hver tids tænkning, digtning og kunst.

I vor tidsalder er vibrationerne fra disse idealer døende. De magter ikke længere i samme grad som før, at tilfredsstille og inspirere det intellektuelt betonede tyvende århundredes menneske, som har en helt anden indstilling til livet, på grund af sin voksende intelligens. En meget stor del af menneskeheden af i dag, kan ikke længere bygge sit liv på forældede religiøse dogmer eller forestillinger, der ikke kan stå for intelligensens krav om logik. De tørster efter klare og koncise svar på alle tiders største spørgsmål, spørgsmålet om livsgådens løsning.

Nu som før, når menneskeheden er i nød, har forsynet sendt den et lys, som kan vise vejen til det fuldkomne livs forståelse, livsfylde og livsglæde. Martinus verdensbillede, med sine vidt omfattende logiske analyser, vil være som et balsam for de tusinder af mennesker, som i dag sukker efter at få fred og tryghed i sindet. Aldrig før i menneskehedens historie, har en så dybtgående logisk udredning, rodfæstet i det daglige livs egne erfaringer om, hvad det »levende væsen« er, hvorledes dets psyke er opbygget og hvorledes dets evige livs udvikling former sig igennem et utal af større og større kredsløb og spiraler, til stadigt voksende fuldkommenhed, set dagens lys.

I lyset af de sandheder, Martinus' verdensbillede giver mennesket, vil det finde sig i sin skæbne, trods den modgang livet kan møde det med. Visheden om, at det er søn af Gud og at det følger en udviklingsbane, der stadig fører det fremad til mere livsfylde og til større åndelige højder, vil vibrere gennem sjælens inderste strenge og fylde dets sind med vidunderlig glæde og fred, en fred, som med tiden vil komme tilsyne i det daglige livs manifestationer og gøre livet rigere på skønhed både for dets omgivelser og for det selv.

I de kommende århundreder vil Martinus' kosmiske analyser med tilhørende symboler blive den lysets kilde, som vil bringe forståelse, fred og kærlighed ind i millioner af menneskers sind, blive det »lys fra oven«, som viser dem vejen til det fuldkomne liv i ånd og kærlighed, helt til vejs ende, hvor »den fortabte søn« igen hviler ved sin Faders bryst.