Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Bevidsthedsskabelse - Gennembrud - Frigørelse.

»Den trykkende tåge fra det snævre, byrdefulde liv omkring mig veg fuldstændig tilbage, og skyggerne opløste sig i strålerne fra et intenst skinnende og varmende, hvidgyldent »lys« af en ubeskrivelig storhed, af en perfekt fuldkommenhed, renhed, kærlighed, ophøjethed og en vibrerende, skabende vitalitet.

Der var ligesom et ocean af dette fuldkomne lys. Nu forstod jeg først, hvad virkelig det »indre lys« er, som overstråler solen, og som for os mennesker endnu kun er meget svagt eller helt lukket ude. Ja, nu kunne jeg ligefrem direkte opleve det.

Lysoceanet syntes ligesom at komme i bølger fra en strålende evig uendelig kilde af skabende lys, som vibrerer igennem alt og derigennem opretholder alt og lader alting blive til og stadig fornyes. Det er mig umuligt at definere det nærmere eller at beskrive alle de detailler, som var deri.

Jeg må derfor begrænse mig til det væsentlige.

Det første, som jeg gennemlevede helt til bunds, var, at jeg nu »vidste«, ja med sikkerhed erkendte, at det var »dette«, som jeg så længe havde søgt og hungret efter. Det var »dette«, som jeg sådan savnede! At opleve dette er mere end lykke, hvortil der altid som modsætning må eksistere ulykke. Her var der »ingen antydning af modsætning«, her »var« alt, enkelt, perfekt og så fuldkomment, at der absolut ingen plads var for noget som helst negativt. (Dette forstod jeg først senere, idet det simpelthen ikke eksisterede i det øjeblik.)

Kun kærlighed, fuldkommenhed, fuldstændighed o.s.v. herskede og en fuldstændig renhed, hvori ikke det mindste fnug af urenhed nogensinde ville kunne eksistere og derfor var udelukket, udstødt og isoleret.

Det hele blev åbenbaret med en skarphed, en klarhed og en ubeskrivelig oplysthed, som jeg kun vil kunne antyde som en »fuldkommen bevidsthed«.

Dette var kilden til vor individuelle bevidsthed. Herfra kommer den. Endelig altså løsningen. Dette var for mig en ganske enestående afsløring. Denne fuldstændige bevidsthed, dette lys som indeholder den højeste ophøjede kærlighed, denne åndelige kraft, det var altsammen fuldstændig »eet«. Da dette overstiger al vor fatteevne i sin uudsigelige storhed og strålende renhed, vil jeg ikke besmitte det med noget navn, men blot lade det være det »uudsigelige«.

Alt var forståeligt, tydeligt, simpelt, velgørende og sandfærdigt med en »overflod af godhed«. Alt som levede deri havde den samme stærke og dog vilde udstråling.

Dette var nu forbundet med en enkel, men dog dyb, alt gennemtrængende »viden«, en viden som ikke havde noget med forstand at gøre. Her var ingen »vejen mellem pro eller contra«, ingen diskussion, ingen vaklen, ingen analysering, ingen udredning. Den »var«, og denne viden var uden nogen som helst komplikationer, ganske enkel, og alt var fuldstændig gennemsigtigt som krystal.

Også »troen« var fordampet overfor denne positive »viden«.

– – –

»Igennem det hele havde jeg stadig den stærke følelse af den »bærende altomfattende kærlighed«, som trængte igennem alt og bandt alting sammen.

Stadigvæk gik bølgerne af overflod igennem mig og gennemtrængte mig med en klar viden om den universelle sandhed, »at alt er såre godt«! Endogså godt, således som det er nu, også her på jorden!

Selv det mest negative, de største prøvelser, den største tilsyneladende elendighed havde alligevel sin rod i denne uendelige, alt omfattende og alt omskyllende godhed og skulle igen føre tilbage hertil. Det er simpelthen iscenesat på denne måde!

Det var en helt enestående, grundlæggende erfaring at gennemleve dette så »gennemtrængende«.

Det var også ligesom et fuldt, overstrømmende hjerte, et »stort hjerte«, som til stadighed ernærer og opretholder hele skabelsen, for der strømmer faktisk ud herfra en gennemsigtig med lys gennemtrængt substans, der minder om vand; et indre "»livets vand«, som trænger igennem og beliver hele vor skabelse.

Det er selve den drivende, levende kraft, som er til stede bag ved vor ydre skabte fremtræden. Denne kraftstrøm fremkalder øjensynligt den hvirvlende kraft i et atom og forårsager dannelsen af enhver forud ønsket form for alt det skabte her i vor verden.

Her foregår sammensætningen af kræfterne til et bygværk (på samme måde som en bygmester organiserer en hær af menneskekræfter, giver enhver sin opgave, hvorved der ud af materien rejser sig et bygværk, som allerede eksisterede i hans tanke, hans forestillingsevne, og som nu bliver skabt gennem hans vilje til gavn for udviklingen.)

Også i denne gennemsigtige skabende strøm kunne man mærke – som man mærker salt i havvand – en iblanding af den store bærende kærlighed, af en viden, som ikke kan rokkes, og en utrolig intensitet af kraft, af en uomstødelig »evig vilje«, som får det til at »ske«, som er nødvendigt, i en usårlig bydende lovmæssighed og absolut retfærdighed.

Denne direkte »lys«-kraft oplevede jeg i et andet øjeblik som en strøm af vibrerende, livgivende gyldne kraftcentrer, sådan virkede det i hvert fald på mig.

Dette, for mennesket i sit nuværende udviklingsstadium, uudsigelige lys og denne livsstrøm gennemlevede jeg, fuldt bevidst, for en tid frigjort for alle mørkere hindringer. Man siger undertiden om en bestemt tilstand, at en eller anden blev »overskygget af den hellige ånd«. Sådan var det nu og endnu mere, jeg var eet med denne ånd, var samtidig midt i den. Det var en »åndelig bevidsthed«.

Med stor glæde så jeg endvidere på nær hold, at disse strømme ikke alene flød igennem mit legeme, men også igennem alle medpassagererne i kupeen.

Passagererne så alle spændt på mig og jeg så på dem, men de så og bemærkede øjensynlig ikke, hvad jeg så og gennemlevede helt ind til kernen af mit væsen; nemlig, »at jeg var dem og de var mig«. Vi var fuldkommen eet, udeleligt eet som dråberne i et ocean. Der var ingen adskillelse fra dem eller fra nogen som helst i hele verden, ikke fra noget som helst! Oplevelsen af denne enhed er da også for evigt indgraveret i mig, den vil jeg aldrig nogensinde kunne glemme igen«.
 

Hvorfra kender vi hele denne beskrivelse, som for så mange af os virker forunderlig gammelkendt? Hvor har vi læst de samme eller næsten de samme ord før? Er de fra Martinus' bog »Omkring min missions fødsel«? Er de fra Paul Bruntons første bog om Indien? Er de skrevet af en østerlandsk vismand eller måske af en middelalderlig mystiker?

Nej, det er de ikke. Sådan skriver en europæisk videnskabsmand og tekniker i 1955, en elektroingeniør, lederen og skaberen af en af Hollands største virksomheder for fremstilling af moderne elektroteknisk udstyr til kraftværker, telefon, radio, fjernsyn og radar, i en vidunderlig lille bog, som på omslaget bærer det fælles symbol for den moderne fysiske videnskab og åndsvidenskaben: En elektromagnetisk lysbølge, udstrålende fra en central lyskilde i en evig vibration af stadig skiftende nuancer mellem lys og mørke.

En forunderlig lysoplevelse at læse denne beretning, skrevet af en mand, der gennem sit studium og sin daglige praktiske virksomhed er trænet op i og indlevet i de fysiske videnskabers ubønhørlige krav om absolut redelighed og urokkelig logik. En beretning skrevet i ganske jævne og ligefremme vendinger, fri for enhver form for opstyltethed eller fanatisme og uden den mindste antydning af fremhævelse af forfatterens egen person, som tilmed er holdt udenfor i bogstavelig forstand gennem et pseudonym.

En beretning om helt personlige oplevelser og erfaringer, fremsat i dyb beskedenhed kun med det ene formål at være en hjælp og støtte for andre mennesker, som knuget af sorger og lidelser forgæves søger efter en dybere mening i tilværelsen her på jorden.

»Dette »pro Deo« nedskrevne har absolut ingen prætentioner og vil ikke angribe noget menneskes overbevisning. Det er blot en så sandfærdig gengivelse som mulig af et medmenneskes livsproces i vor tid, et menneske som selv står midt i det frådende, hårde forretningsliv og derigennem også fuldtud må leve med i dette livs pulsslag.«

– – –

»I vor tid, hvor det undertiden ser ud, som om vi går tilbage imod stadig mindre menneskeværdige tilstande, er det blevet en brændende nødvendighed at vide, hvad livet egentlig tjener til, hvad det forlanger af os og hvad som må fuldbyrdes. Ud af en sådan viden må der kunne gro en kraftig genopbyggende reaktion. Vi mennesker må skulder mod skulder se at komme til en løsning«.

Hvert enkelt menneske oplever sine egne erfaringer. Gennem en større udveksling og sammenføjning af de mest væsentlige af disse erfaringer skulle det være muligt for os mennesker at indstille os på en mere universel kurs for derigennem at blive i stand til at virkeliggøre vore fælles ønsker og planer.
 

En kortfattet levnedsbeskrivelse. Drengens og den unge mands møde med livets mange forskellige faser. Oplæringen i de eksakte videnskaber og samtidig en stadig indre vækst, en stadig mere brændende søgen efter en konkret viden om den virkelige, bagved liggende mening og plan med tilværelsen. En stadig dybere erkendelse af det fysiske, ydre menneskelivs tilsyneladende tomhed og meningsløshed, samtidig med en voksende indre urokkelig overbevisning om, at der trods alt må findes et logisk svar på de stadig mere og mere uafviselige livsvigtige spørgsmål.

Klare analyser af menneskehedens situation i dag, hvorledes vi sidder i en skruestik frembragt af vore egne egoistiske begær, hvorledes netop hele den tekniske udvikling nu spænder denne skruestik sammen i et hastigt stigende tempo, så vi ubønhørligt tvinges til at søge den dystre erkendelse af livets mening, »hvad det går ud på«, som alene vil kunne redde os fra det fuldstændige ragnarok.

»Ethvert menneske har en indre pligt til at gøre sig selv regnskab for formålet med sin eksistens og til at undersøge, hvad livet venter af ham og da også at gøre dette. Kun på denne måde vil det kunne lykkes for os«.
 

En klar påvirkning af, hvorledes vi må vende os ind imod os selv for at finde den egentlige årsag til vor skæbne, hvorledes alle ydre kontraster i tilværelsen kun er en afspejling af de tilsvarende kontraster i vor egen bevidsthed.

En beskrivelse af, hvorledes netop denne erkendelse fører til en stigende indre spænding, en indre nødstilstand, som efterhånden oplades til bristepunktet.
 

»Der findes ingen banet sti, som man kan vandre ad eller følge. Det er en »individuel proces«. Den finder simpelthen sted.

Alt, hvad vi har læst, alt hvad man har foreholdt os, er kun ord, tomme ord, og disse må nu fyldes med levende værdi. Nu drejer det sig ikke længere om en leg med ord, ikke om diskussion, ikke om gode råd, men om fuld alvor; ligesom i en voldsom storm, hvor det i mørket mod de mægtige og overlegne kræfter alene kommer an på handling – på ens egne handlinger«.

– – –

»Og så, ... da nøden synes at være på sit højeste, så uventet, midt i det daglige liv, da kroppen endnu en gang efter et hårdt teknisk arbejde legemlig træt synker ned på bænken i en kupe i et med nød og næppe nået tog, og tankevirksomheden er slået helt mør af de ydre vanskeligheder, ... så sker der noget,... som igen er et under, denne gang et »stort under«.
 

Forunderligt at læse videre i denne bog. Endnu en gang et ganske almindeligt menneske, som pludselig modtager en samlet, fuldt færdig, strålende kærlig og logisk direkte viden om livets mest ophøjede problemer. Endnu en gang et ganske almindeligt menneske, som bærer vidnesbyrd om en helt personlig lysoplevelse, og som derefter i en ny og inspirerende form vidner om de samme evige sandheder, som nu igennem årtusinder er blevet foreholdt os mennesker af alverdens store åndelige førere.

Endnu en gang et menneske her midt iblandt os, som siger: »Jeg ved, at det er sådan. Jeg behøver ingen yderligere beviser. Mit vidnesbyrd kan ikke være noget endeligt bevis for Jer, men gør som jeg siger Jer og lev derefter, så vil selve livet sørge for, at enhver af Jer på sin egen facon og på den for ham mest naturlige måde kommer til at opleve det samme som jeg«.
 

»I modsætning til de kollektive upersonlige videnskaber, der beskæftiger sig med de ydre foreteelser (de såkaldte eksakte videnskaber), er de bagved disse liggende åndsvidenskaber opbygget af individuelle oplevelser af »den skabende kilde«.
 

Endnu en gang et sådant menneske, som mange af os allerede har lært personligt at kende, som vil modtage enhver af os med den største gæstfrihed, hjertelighed og glæde, hvis vi opsøger ham i hans hjemland, som vi vil kunne udspørge, ja krydsforhøre, og rådspørge af hjertens lyst, og som med sin strålende vitalitet, livsglæde, humoristiske sans og uimodsigelige livsvisdom vil kunne fylde os med inspiration og nyt livsmod i vor egen tilværelse.
 

I bogen følger beskrivelser af endnu to helt personlige, skelsættende oplevelser, fremstillet med lysende klarhed i ganske jævne, dagligdags vendinger; dels et ulykkestilfælde, hvor forfatteren fuldt bevidst blev sat »udenfor« sin bevidstløse fysiske krop og derigennem oplevede sin egen bevidstheds realistiske udødelighed, og dels en gribende beskrivelse af, hvorledes den dybe sorg ved en elsket moders smertefuld dødsleje ved en tilsvarende oplevelse vendtes til at fremtræde som en strålende, livsbekræftende lysoplevelse.

Den resterende del af bogen rummer så en sammenfattende gennemgang af al den nye viden, som er blevet resultatet af de personlige oplevelser og erfaringer, og bogen indeholder her et sådant væld af lysende livsvisdom, at det ville fylde hele resten af dette årshefte, hvis denne anmeldelse af bogen skulle give en blot nogenlunde udtømmende oversigt.

Et uforglemmeligt indtryk gør den praktisk taget fuldstændige overensstemmelse med det verdensbillede, som Martinus har skænket os, men som forfatteren har været ganske uden kendskab til, da bogen blev skrevet.

Mange analyser er fuldstændig identiske med dem, vi allerede kender, de fleste dog uden at være ført helt til bunds, som Martinus har gjort det. Hvor Martinus opstiller et evigt verdensbillede helt ud i den for de fleste af os helt ufattelige, yderste konsekvens, er denne lille bog ligesom mere skrevet for og direkte rettet til os mennesker lige her og lige nu.

For de mange af os, som ikke evner at rumme Martinus' analyser til deres yderste konsekvens, vil denne lille bog kunne være en yderligere inspirationskilde til et endnu mere aktivt personligt arbejde med åndsvidenskabelige problemer og dermed med vor egen videre udvikling, og de som er fortrolige med Martinus' arbejde vil bekendtskabet med denne bog uundgåeligt komme til at opdage stadig nye og strålende facetter i den diamant, som de allerede er kommet i besiddelse af.

Desværre findes bogen endnu kun på hollandsk, men der arbejdes energisk med at få den udgivet på engelsk, fransk og tysk, og det er slet ikke udelukket, at vi inden alt for længe vil kunne møde en oversættelse til et af de nordiske sprog!

Til slut derfor blot nogle få spredte citater for at give et lille indtryk af, hvorledes for os velkendte facitter her har kunnet få en ny og inspirerende form:
 

»De har sikkert engang oplevet, at hvis et menneske af høj indre udvikling kommer Dem i møde, så træder der imod Dem ud af hele hans væsen en strålende, solfyldt vitalitet. Ud af hans øjne stråler da fremfor alt en kærlighed og tillid, som ikke behøver nogen kommentarer. At hans evne til at bringe lyset videre er større end hos de fleste andre mennesker, det vil De tydeligt kunne se.

Livsprocessen her på jorden, med udnyttelsen af naturkræfterne gennem teknikken, opbygningen, samlivet, o.s.v. har efter min opfattelse som virkeligt mål nu denne udvikling af det dybt i os skjulte centrum til en lysende bevidsthed.

Man skulle kunne koncentrere det i ordene:

Livets formål er forøgelse af bevidsthedsintensitet.

– – –

»Vi kan forestille os, at hvis vi udelukkende skulle leve i lyset, ville vi efterhånden ikke mere kunne opfatte, at det var lys.

Skulle det af en eller anden grund være nødvendigt, eller skulle vi selv anse det for nødvendigt at »forny« eller »skærpe« denne bevidsthed, så kunne vi kun gøre dette ved at genfinde modsætningen. På denne baggrund vil vi da kunne genopdage dets virkelige værdi.«

– – –

»Vor sjæls store rejse begynder da med alle konsekvenserne heraf. Vejen går da fra den Ubevidste Fuldkommenhed, via den Bevidste Ufuldkommenhed (hvor alt lyset og dets evighedsværdi er formørket), til Bevidst Fuldkommenhed«.

– – –

»Dette kan man efter min opfattelse også sammenligne med den handling, vi foretager med en bue og en pil. Vil man bringe en pil (eller noget som helst andet) på et højere niveau, så bliver denne sat på en bue; vi lader den først synke ned for at tilvejebringe en »spænding«, hvorigennem den netop får muligheden for at stige. Jo større spænding, jo større eller længere bort kommer pilen. Jo dybere et menneske falder, jo større kan den hastighed blive, hvormed det stiger opad igen.«

– – –

»Denne nedstigning opfatter man undertiden med urette som en straf eller bod, men efter min opfattelse er dette kun sådan, når det ses nedefra; i den større sammenhæng er det netop det fuldstændig modsatte. Det er her præcis det samme som med et frø, som man stopper ned i den sorte, kolde jord. Dette må man da også opfatte som en straf eller bod, medens det i virkeligheden sker for dets egen højere udviklings skyld, med den rene godhed som baggrund.«

»Vil man skaffe en rå ædelsten et levende, lysende skin, hvad gør man så? Man lukker diamanten inde i en blyklump for at spænde den godt fast. Så holder man den mod en slibesten. Diamanten »lider«, men for sin egen fuldkommengørelse. Med os mennesker er det præcis det samme. Vor blyklump er vor krop, vor slibesten er de uundgåelige omstændigheder, som vi placeres overfor. Men det »matte« centrum bliver gennem slibningen strålende, fuldt af lys.«

– – –

»Hvis vi aldrig oplevede lidelse, måtte vi for altid forblive på det samme niveau, sove hen og forblive åndeligt »matte«.

– – –

»Denne indsigt er ikke til salg, den kan ikke skaffes gennem en jongleren med tanker, den er ikke en følge af forud opstillede regler, ikke af en spørgende afventen; det er kun – efter hvad jeg forstår – »den virkelig sande og med alvor gennemlevede livserfaring«, som kan føre til frigørelsen.«

– – –

»Det er således meget naturligt og meget beskyttende, at der findes mennesker, som endnu ikke »ønsker« at vide af alt dette og undgår det. Hvis man bryder en æggeskal for tidligt, kan der ikke komme nogen sund kylling ud af den. Kyllingen må selv bryde denne skal af sin egen livstrang!«

– – –

»Når en klump is (hvad mennesket sommetider er) bliver slået i stumper og stykker af skæbnens hammer og ligger der som en bunke isskærver, så er der med menneskelige midler ikke meget mere at gøre ved det. Den kan ikke mere limes. En sådan tilstand forekommer os håbløs og uoprettelig. Og dog er dette kun en illusion.

For når den pågældende person gennem den tunge oplevelse kommer til dybere indsigt og stiller sig åben for den vitale energi, så kommer denne også. Igennem det åbne strømmer der da en bølge af livsenergi, som simpelthen smelter isen. Af stumperne bliver der da igen skabt en ny enhed, og nu endda i en højere tilstandsform, nemlig som vand. Væsenet er nu blevet mere fuldkomment end før og fuldstændig »helet«, eftersom skæbnens hammer nu ikke mere har noget indflydelse på det. Dette er efter min opfattelse hele mysteriet i en nøddeskal.

Lidelse er en midlertidig modstand, en slags kamp mellem to tilstande, eller anderledes, et brændpunkt som man må igennem. Men bliv aldrig hængende i brændpunktet af angst eller bekymring; gå modigt igennem det, for så bringer det en stadig højere tilstand, en indre vækst, en dybere indsigt og en større tillid.«

– – –

»Fejltænkning under planlægningen, f. eks. ved bygningen af en maskine, kommer senere lovmæssigt til syne ved afprøvningen, så man kan korrigere den. Denne lov opdager vi og mærker, at den egentlig gælder for alting. Den lærer os, at al fejltænkning vil komme til at vise sig på samme måde og derfor nødvendigvis må blive korrigeret.«

– – –

»Med andre ord: hvordan vil et menneske, som endnu ikke har fundet fred med sig selv, som endnu ikke har skabt fred i sin egen familie, samtidig kunne forlange fred i verden?

Sålænge vi mennesker således individuelt ingen fred har i os og tværtimod producerer modsætningen, sålænge er enhver af os medansvarlig, hvor vi end lever, for det som bliver til en »udladning« i den ydre verden, og vi må som følge af den store lovmæssighed hver for sig alt efter vor egen negative indflydelse indkassere reaktionen heraf.

Simplere kan det efter min opfattelse ikke udtrykkes.«

– – –

»Dette fungerer nøjagtig, meget nøjagtigt, og virker med en urokkelig lovmæssighed. Enhver handling, enhver tanke virker som en boomerang, alt kommer tilbage igen til os selv.

Kun den »gode vilje« kan vise os vejen.

– – –

»Når således under en krig, eller på anden måde, den ene dræber den anden, så dræber han derigennem faktisk »noget i sig selv af det fællesmenneskelige vitale levende«. Man jager det væk, og det lukker sig. Spontan hjælp lyser op, drab formørker.

Det er præcis det samme, som hvis din højre hånd ville sige: den venstre hånd er jo bare en konkurrent til mig, den må væk, lad mig hellere hugge den af. Eller, at armene ville sige: benene er jo bare nogle mærkelige tingester, helt anderledes end vi selv; det kan da ikke være godt, de må hellere hugges af.«

– – –

»Kernepunktet er således at bryde igennem den mørke tænkning til »lys«-tænkning.«

– – –

»Ganske ligesom vi selv må lære et udenlandsk sprog, og en anden nu engang ikke kan gøre dette for os – selvom han kan hjælpe os med det – således må vi arbejde os frem til det, gøre det selv.«

– – –

»Sandelig, hele naturen er een stor »livets bog«, og vi må lære at læse i den, og det sker ikke, hvis vi sidder bag tiltrukne gardiner i et aflåset værelse.«

– – –

»Som allerede sagt, vender alting ganske vist tilbage igen, men dog stadig noget forskudt, som f. eks. det ene år i forhold til det andet, den ene oktav i forhold til den anden. Da ethvert kredsløb imidlertid efterlader noget, begynder det næste lidt højere og det minder derfor om en spiralformet udvikling i stadig opadgående retning!

– – –

»Det synes således altsammen for os at være et forbillede for den store åndelige proces, hvortil der blot kræves, at vi »bliver bevidste i den« og »gennemlever« den.«

– – –

»Årets kredsløb med forår, sommer, efterår og vinter er en naturproces, som vi stadig er underkastet, og som også langsomt finder sted inden i os.

Med julen fejrer vi i fællesskab tilbagekomsten af det ydre lys, hvilket i virkeligheden er et symbol på fødselen af det indre lys i os, som også engang vil komme til at skinne klart. Så skifter vi over fra det udvendige kredsløb til det »indvendige«, hvorefter det nævnte kredsløb på samme måde finder sted som en »indre« proces.«

– – –

»Når man så lever i »indre« aktivitet, kommer man efterhånden til at indse det udvendiges begrænsning, og man kommer så ganske gradvist og naturligt uden at forcere noget til et øjeblik med spontan »indre begærløs stille åbenhed« og se, så forsvinder trædemøllen; man er trådt ud i det »åbne«. Der findes ingen tid mere.

Så står man i »det evige nu«, hvor der altid er »lys«.
 

Det er ikke muligt ved denne lejlighed at vise mere end et sådant udvalgt knippe af løsrevne lysstråler, som i selve bogen naturligvis er indfattet i en sammenhængende, logisk opbygget og afrundet fremstilling af den lysende viden om livet og meningen med livet, som forfatteren har fået skænket som svar på sin egen inderlige søgen.

I mange tilfælde vælger han, ligesom Martinus har gjort det, at bibringe os andre sin egen direkte, fuldstændige viden ved at gribe til en skematisk symbolteknik, hvis overbliksskabende værdi så mange af os allerede har lært at værdsætte.

Et enkelt eksempel her til slut vil vise, hvorledes også bogens symboler i deres indhold og struktur virker på een gang nye og alligevel forunderlig gammelkendte:

 

 

Tallene på symbolet skal udtrykke følgende udviklingstilstande:

Nr. 1 og 2. Begge mennesker har, som vi alle, et indre bevidsthedscentrum stammende fra den viste »urkilde«, men er sig ikke dette bevidst. Som følge af den trykkende negativitet omkring dem er de fuldstændig indelukkede og lever derfor i begyndelsen af denne udvikling helt isolerede fra hinanden. Når man ikke forstår sig selv og derfor heller ikke sin næste, er der mellem disse to en uvidenhed, som i denne verden ofte ytrer sig som en spænding, en mistro og fjendtlighed.

Nr. 3 er det menneske, som vil løse sine konflikter alene med sin sterilt analyserende forstand, og som således søger at fordrive mørket med mørke. Det svarer til at ville løfte sig selv op ved håret. Det er årsagen til den såkaldte onde cirkel, hvis gennembrud kræver en helt anden proces.

Nr. 4 og 5 er mennesker, som gennem virkelig sand kærlighed har gennembrudt deres indre aflukkethed overfor hinanden og allerede oplever en delvis, indre »bliven eet«. Strømmen går da fra hjerte til hjerte og vil altid vedvare, både her og efter døden. Her hersker der glæde, strålende lykke, livslyst og tillid.

Nr. 6 er det menneske, som lærer mørket at kende til bunds, og som bliver sig det indre lys bevidst. Denne viden fører til, at lyset bryder sig vej indefra og udad. Således bliver mørket trængt tilbage og opløst. Den indre sol kommer frem gennem skyerne.

Nr. 7 er det menneske, som kommer til bevidst erkendelse af at være eet med »den store bevidsthed«. Så forsvinder mørket helt. Dette er egentlig den naturlige normale tilstand, den eneste som i sandhed er rigtig og virkelig. De som for stedse har gennemgået denne fødsel, bl. a. vore store forklarede forgængere, hjælper til fra deres side, hvad de kan og på den måde, som er den bedste for udviklingen af det enkelte levende væsen. Denne proces fortsætter, indtil enhver af os engang vil være nået til det samme trin.

Lad da dette strålende billede blive stående også som symbolet på endnu et medmenneske iblandt os, som har gennembrudt mørket og derved selv er blevet en lyskilde, som kan give os andre varme og styrke til med nyt livsmod at tage kampen op med kulden og mørket i vor egen bevidsthed.

____________
Hendrik Willemsz: »Waar het om gaat«. Uitgeverij De Driehoek, Amsterdam, 1955.