Kosmos 1956/Årsskrift side 17
WERNER RASMUSSEN
Tanker om samfundsudviklingen
Udgangspunktet for de følgende betragtninger er det naturligt at tage i Martinus' analyser, for det er dem, der interesserer læserne af dette skrift.
Martinus peger i sine analyser på betydningen af samfundsudviklingen som et nødvendigt første stadium i verdensgenløsningen:
»At få denne tilbagegivning eller dette kredsløb til at blive fuldkomment, så alle zoner får den nødvendige økonomiske væde, sommerregn og morgendug, og hvorved den finansielle ørkentilstand: armoden, kan blive et fortidsproblem, er demokratiets mission. Og denne mission er således åbningen af den frihedens port, der udelukkende er det eneste, gennem hvilken en rationel og praktisk verdensgenløsning kan komme til kulmination på de jordiske kontinenter.« (»Gavekultur«, Kosmos 1938, side 22.)
De tekniske fremskridt er en bærende faktor i denne udvikling: Martinus udtrykker det bl. a. således:
»Folkeslagenes samlede mål og interesse er således begyndt at blive synlig som mere og mere koncentrerende sig i dette ene: skabelsen af en indbyrdes åndelig såvel som materiel harmoni og dermed den absolutte verdensfred. Det bærende grundlag for udviklingen eller skabelsen af en sådan fælles fundamental interesse har været den tekniske, materielle udvikling.« (»Livets Bog«, 4. kapitel, stk. 92.)
I modsætning til tidligere tiders Vise er Martinus, som det fremgår af disse citater, ganske klart indstillet på, at den fortsatte verdensgenløsning er betinget af en ny økonomisk samfundsordning, der tillader en rationel udnyttelse af de tekniske fremskridt.
Slutningen af 4. kapitel udtrykker disse økonomiske og tekniske mål således:
Alle former for uselviskhedens sejr over selviskheden (fællesinteressens sejr over privatinteressen).
Afskaffelse af private individers besiddelse af værdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.
Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.
Oprettelse af et for hele verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.
Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.
Endvidere fremgår det klart både af 4. kapitel og af »Gavekultur«, at verdensriget skal styres demokratisk.
Werner Rasmussen.
Uselviskhedens sejr over selviskheden.
Det kan forekomme overraskende, at samfundsudviklingen relativt hurtigt skulle kunne føres så vidt, at fællesinteressen – eller uselviskheden – sejrer over privatinteressen (selvviskheden). Men her må det erindres, at talen er om samfundets helhedsindretning. Det er ikke nødvendigt, at samtlige individer skal have nået et sådant forædlet stadium i deres udvikling. Talen er kun om samfundets lovgivning og administration, og de vil være betinget af den udvikling, flertallet har nået. Det nævnte krav om uselviskhedens sejr vil indfries ved en virkelig demokratisk styreform, som gennemsyrer samfundets kulturelle og økonomiske forvaltning. I flere af vore dages mest fremskredne statssamfund er man allerede nået temmelig vidt imod virkeliggørelsen af dette ideal, og der er ingen tvivl om, at der i de øvrige samfund er stærke længsler efter at komme med i en udvikling i samme retning.
Der vil dog fortsat være konfliktmuligheder til stede, så længe der endnu i befolkningen findes individer, for hvem det er unaturligt at indordne sig under en samfundsordning, der bestemmes af uselviskhedens sejr over selviskheden. Derfor vil der fortsat blive tale om forbrydelser og andre former for oprør mod samfundsmagten. Det vil ikke kunne overlades til de enkelte individer at bestemme, hvad der er ret og uret, men der må, som Martinus fremhæver det, være et lov- og retsvæsen, der tilsikrer den mest humane indskriden over for overgreb mod samfundsordenen. Med den stigende indsigt i åndelige emner vil det med større sikkerhed kunne afgøres, hvilke opdragelsesforanstaltninger der bedst sikrer forbrydernes fortsatte individuelle udvikling, og man vil komme helt bort fra straffeforanstaltninger ud fra gengældelsessynspunkter.
Det her behandlede krav står i nøjeste forbindelse med det demokratiske ideal, som samfundsordningen skal tilfredsstille.
Demokrati.
Martinus giver flere steder i sine analyser en meget dybtgående behandling af nødvendigheden af, at samfundsordningen efterhånden overalt må blive demokratisk og som sidste konsekvens, at der må blive tale om et internationalt verdensrige med demokratisk styrelse. En meget smuk sammenfatning af udførlige analyser af diktatur kontra demokrati findes i følgende citat fra »Gavekultur«:
»Da demokratiet giver frihed for sine statsborgere til at forandre sig efter udviklingen, alt eftersom deres stemmeflertal vokser frem til at begære denne forandring, og denne frihed normalt må tage hensyn til eller blive noget dæmpet af ved det samme demokratis statsborgeres stemmemindretal eller opposition, og der derved opstår en vis garanti for, at overilelse ikke kan finde sted, og en grundig overtænkning ikke kan undgås, bliver demokratiet i virkeligheden en på højde med udviklingen eksisterende kultivering af livets egen frihedsskænkning til den voksende jordmenneskelige mentalitet. Demokratiet er således udelukkende det eneste middel, ved hvilket det kosmiske gaveprincips skænkning af livets vækst eller flokkens omskabelse fra dyr til menneske på den mest ublodige måde kan åbenbares eller praktiseres. Det sande demokrati er således en i frihed voksende skabelse af en åbning i den jordiske mentale sfære, hvorigennem flokken på en tilpasset måde til sidst uhindret kan gives adgang til livets største gave: den videst mulige eller uindskrænkede udvikling i ånd og kultur, i visdom og kærlighed og dermed urokkeligt forbundne skabelse af en altoverstrålende fred og harmoni som kendsgerning i det daglige liv på jorden.«
Det er ikke tilstrækkeligt, at de enkelte stater hver for sig gennemgår en udvikling henimod renere og renere former for demokrati. Diktatur i blot eet enkelt land indebærer en direkte livsfare for andre stater og deres borgere, ligesom den voksende almindelige uselviske indstilling gør det vanskeligt uvirksomt at være vidne til den undertrykkelse, der finder sted i diktaturlandene. Før eller senere må det derfor blive et led i udviklingen, at der i Forenede Nationer forlanges demokratisk styrelse som et vilkår for medlemsskab, og som det næste skridt, at der sker en sammensmeltning af alle jordens stater til eet samlet internationalt, demokratisk verdensrige. Martinus er imidlertid umådelig konsekvent i sin analysering af konfliktmulighederne også ved gennemførelsen af foranstaltninger til sikring af en varig verdensfred. Han påpeger nødvendigheden af, at Verdensriget er i besiddelse ikke blot af væbnet magt til sikring af ro og orden, men også af kontrol over de økonomiske værdier og deres administration. Dette er en logisk følge af, at konflikterne i første række stammer fra kampen om økonomisk magt. Denne kontrol må lægges i hænderne på særlige administrative organer, der dels beskæftiger sig med prisberegningen for varerne og de øvrige værdier, dels med disse varers og værdiers overførsel fra eet område til et andet. Og om prisberegningen har Martinus igen ved forskellige analyser angivet et logisk grundlag, som senere skal omtales.
Den demokratiske styreform er ikke begrænset til statens styrelse. Den kan udvikles i alle menneskelige samfund uanset deres størrelse og formål. I erhvervsvirksomheder, hvor mennesker virker sammen for at løse foreliggende opgaver, kan ledelsesformen antage forskellige skikkelser lige fra den diktatoriske til den demokratiske. Ganske som i statssamfundet gælder det om den diktatoriske ledelsesform, at den har sine tilhængere, fordi den tilsyneladende kan føre til en prompte løsning af opgaverne. Nærmere undersøgelser har imidlertid rokket ved teorierne om den stærke mands absolutte egnethed som leder. Han kan meget let blokere vejen for bedre løsninger, der bygger på et samvirke af erfarne medarbejderes gode kræfter. Og undersøgelserne har vist, at virksomheder med en demokratisk ledelsesform kan blive de mest effektive. Specielt når det gælder nyskabende arbejde, virker den diktatoriske ledelsesform lammende på den frie udfoldelse af fantasi og skabeimpulser hos medarbejderne.
Også i hjemmene findes problemstillingen. Diktatoren eller hustyrannen har det i sin hånd at ødelægge forholdene, medens et ligeberettiget samarbejde kan blive nøglen til fredelige, harmoniske og lykkelige ægteskaber. Men fortidens idealer stiller sig ofte hindrende i vejen for en sådan erkendelse. I skoleundervisningen er det endnu almengældende, at læreren indtager rollen som den bedrevidende og stærkt dirigerende diktator, der tilstræber ensartede præstationer for eleverne, uanset deres individuelt forskellige interesser og udviklingstrin. Et holdarbejde, der tillader et samvirke om evnernes udvikling hos de enkelte, har endnu kun sjældent fået lejlighed til at vinde indpas.
Det er imidlertid sandsynligt, at udviklingen inden for erhvervslivet, hvor værdien af holdarbejde og demokratiske ledelsesformer er ved at udbredes, vil komme til at præge indstillingen over for skoleundervisningen, og herved vil med tiden andre dele af samfundslivet få præg af disse erfaringer.
Mange af konflikterne i erhvervslivet såvel som i samfundslivet i øvrigt kan føres tilbage til, at der ikke er sket en tilstrækkelig drøftelse og fælles overvejelse af de opgaver, der foreligger til løsning. Meget af det, der går under navn af demokrati, er i virkeligheden kun et skyggebillede heraf, idet der kun i beskedent omfang er opøvet og gennemført den indgående drøftelse, som er forudsætningen for, at løsningen bærer præg både af fællesinteressen og af den indsigt, som repræsenteres af samtlige implicerede. Det mere udviklede demokrati kan gøres til genstand for træning og undervisning, og her er det nyttigt, om denne opøvelse påbegyndes så tidligt som muligt, d.v.s. i familien, i børnehave og skole. Det er interessant at se, at børnepsykologien har frembragt meget materiale, der er til stor nytte for sådanne bestræbelser. Børnepsykologerne har ved at beskæftige sig indgående med børnenes behov og udtryksformer gjort det muligt for os at forstå dem langt bedre end tidligere og derved akceptere dem i højere grad. Igennem en større imødekommelse af børnenes behov og øget tolerance over for deres udtryksformer skabes bedre vækstbetingelser for deres selvstændige livsudfoldelse og mentale udvikling, og på længere sigt synes der herved at kunne tilvejebringes forudsætninger for et hastigere fremskridt indenfor demokratiets udfoldelse i de voksnes samfund.
Den tekniske udvikling.
I disse år foregår der en meget intens bearbejdning af erfaringsmaterialet fra den hidtil stedfundne tekniske udvikling, og man kan tydeligt skimte udviklingstendenserne for de kommende år. I årtusinder er den tekniske udvikling målt med vor tids målestok forløbet uhyre langsomt, men inden for det sidste halvandet århundrede er udviklingstempoet steget og steget. I middelalderen lagdes spirerne til en industriel produktion igennem den stedse mere forfinede arbejdsdeling. De forskellige håndværksfag forfinedes, og over landegrænserne fandt en livlig erfaringsudveksling sted, især i Europa. Egentlig industriel virksomhed er ikke blot betinget af maskiner, men også af disses rationelle udnyttelse til massefremstilling. Denne vigtige nydannelse tog sin begyndelse i det 19. århundrede og har især udfoldet sig i dette århundrede i nordamerikanske virksomheder. Medens England var det førende land i industrialiseringens første faser og endnu havde førerstillingen som industriland ved vort århundredes begyndelse, har USA vundet en førerstilling inden for det sidste par årtier. Erfaringsudvekslingen mellem USA og de vesteuropæiske lande er imidlertid blevet lagt systematisk til rette, og på det ene område efter det andet er udligningsbestræbelser i fuld gang.
Produktiviteten eller nyttevirkningen af den produktive indsats bliver studeret og sammenlignet, årsagssammenhængen bliver udredet, og et omfattende oplysningsarbejde blandt erhvervslivets udøvere er iværksat.
Den fremtidige udvikling ser ud til at udvise endnu mere samkvem mellem landene om stedse mere og mere effektive produktionsmetoder. Ikke blot vil de tekniske processer og deres tilrettelæggelse blive studeret, men også den menneskelige indsats i arbejde, forskning og administration vil blive inddraget. Det er allerede påvist, at den tekniske viden langt fra er effektivt udnyttet i virksomhederne. Yderligere oplysnings- og uddannelsesarbejde vil derfor være fornødent, men ganske særlig vil de menneskelige og administrative forhold blive tildelt den store opmærksomhed, som de fortjener.
Under de administrative forhold kan også henregnes tilrettelæggelsen af varernes distribution. I almindelighed gennemløber en vare følgende trin:
fremstilling i fabrikken,
transport til grossist,
videre til detaillist og herfra
salg til forbrugeren.
I denne opbygning har hvert led sine særlige funktioner, og selvom man undertiden ser et af mellemleddene, f. eks. grossist- eller detailledet, afskaffet, opnås dette kun ved, at funktionerne bliver udført af det foregående eller efterfølgende led i kæden. Forudsætningen for den høje effektivitet ved varernes fremstilling er, at det er muligt med sikkerhed at tilrettelægge store serier eller egentlig massefremstilling. Men denne sikkerhed er det ikke altid lige let at tilvejebringe. Forbrugernes købekraft kan rettes mod forskellige varer fra den ene periode til den anden, og herved kan afsætningen på et område gå stærkt tilbage, medens den inden for et andet område uventet stiger kraftigt. Tilpasningerne til disse svingninger kan være tidkrævende og kostbare og kan meget vel medføre økonomiske kriser i det ene eller det andet led. Midlerne til at tilvejebringe større sikkerhed i dispositionerne er mange og er under stadig udvikling. Ved varernes fremstilling og formgivning interesserer man sig i stigende grad for at erhverve et grundigt kendskab til forbrugernes ønsker, og svingningerne i forbruget undersøges ved markedsanalyser og igennem en effektiv salgsstatistik. Endvidere opdyrkes samarbejdet mellem de forskellige led i kæden, således at oplysningerne i fælles interesse hurtigt kan nå frem til dem, der skal disponere.
De nævnte tendenser i retning af mere effektivt arbejde i fremstilling og distribution og udnyttelse af den tekniske og kommercielle viden er særligt fremherskende i de vesteuropæiske lande og i Nordamerika. Store områder af kloden er i forhold hertil at betragte som underudviklede. Der udfoldes efterhånden mange bestræbelser for at råde bod på den manglende viden og erfaring i de underudviklede områder. Opgaven er imidlertid så kæmpemæssig, at den nødvendigvis må tage flere generationer. Igennem det såkaldte tekniske bistandsprogram under de Forenede Nationer udsendes særlige sagkyndige som hjælpere ved erhvervsudviklingen i de tilbagestående lande. Der ydes bistand til oprettelse af universiteter, og der tilbydes studerende adgang til studieophold i de vestlige lande. Disse opgaver er umådelig vigtige og kan virke banebrydende for en højnelse af levestandarden i de nødlidende områder. Armoden i de underudviklede områder kan selvsagt fuldstændig afskaffes, efterhånden som større teknisk og kommerciel viden vinder indpas, hvorved råstofferne kan fremdrages og anvendes til industriel fremstilling af livsfornødenheder og jorden kommer under rationel dyrkning.
Under den gamle verdensimpuls var det et ideal at dele fattigdommen, men under den nye verdensimpuls er idealet at tilvejebringe velstand for alle. I mange af de underudviklede områder møder bestræbelserne »for at indføre rationelle fremstillings- og distributionsmetoder en kraftig mental modstand, og en rent materiel bistandsydelse vil kun kunne gøre små fremskridt. Følgen heraf må nødvendigvis blive en indgående forberedelse af en mere dybtgående bistandsydelse, som ikke begrænses til de tekniske og kommercielle områder; men som også udstrækkes til de etiske og religiøse områder. Der bliver her, som Martinus påviser det, et uomgængeligt behov for, at de forskellige nationer kan enes om, hvad man kan kalde en verdensreligion, som imidlertid i modsætning til de mange eksisterende må bygge på viden og ikke blot på tro. Der må tilvejebringes et videnskabeligt grundlag for den påkrævede bistand til de millioner af udhungrede, syge mennesker, som befolker størstedelen af Asien og Afrika. Denne opgave kræver et nøje studium af de religiøse forestillinger, der behersker disse store befolkningsgrupper, og den yderste grad af tolerance vil være påkrævet, for at opgaven skal kunne lykkes.
Den økonomiske fordeling.
I kraft af den hastige tekniske udvikling bliver det efterhånden muligt at fremstille livsfornødenhederne med et minimum af anstrengelse af den menneskelige arbejdskraft og med meget små fremstillingsomkostninger. Med mere rationelle distributionsmetoder og med udnyttelse af massetransportmidlerne kan også distributionsomkostningerne blive forholdsvis beskedne. Der vil således være udsigt til, at levefoden kan stige meget stærkt, og herved skulle tilsyneladende al armod kunne afskaffes.
Imidlertid kan det ikke undgås, at der må ske en videre udvikling med hensyn til administrationen af den økonomiske fordeling. Det har vist sig, at der ikke »af sig selv« sker en sådan tilpasning af produktion, salg, beskæftigelse, opsparing, rente, eksport og import, at statsstyrelsen kan undlade at øve indflydelse på disse forhold. Og sammenhængen bliver uvægerligt mere kompliceret, efterhånden som den tekniske udvikling fortsættes, hvorved der side om side kan være repræsenteret produktionsmetoder fra stenalder og atomalder. I samme retning virker det, at afstandene mellem landene formindskes ved transportmidlernes udvikling.
Allerede i vor tid kan man inden for jordklodens område iagttage umådelig store forskelle i de materielle kår. De er størst, når sammenligningen sker fra det ene geografiske område til det andet, medens forskellene inden for det enkelte lands befolkning i højere grad er udlignet. Rige og fattige lever side om side.
Med stigende teknisk udvikling bliver afstanden mellem den største rigdom og armoden dag for dag større og større, indtil den modsat virkende bevægelse, som Martinus udtrykker som »Giveprincippet«, bliver videre udbredt. Dette princip kan lige så lidt som uselviskheden tænkes at vinde indpas med eet slag hos alle mennesker, men det afgørende stadium er nået, når det ene velstående land efter det andet indser, at det er i dets egen interesse at yde effektiv bistand ved gaver og anden hjælp til de fattige folkeslag. Dette giveprincip er allerede under synbar udvikling, bl. a. som foran nævnt i Forenede Nationer med dettes bistandsprogram for underudviklede områder, men derudover er der lande, der enkeltvis har taget sådanne bistandsopgaver op. Rent bortset fra den følelsesmæssige tilskyndelse til at benytte »Giverprincippet« kan der med vægt peges på solide argumenter for en energisk indsats for ophjælpning af underudviklede områder. Ørkenstrækninger kan gøres beboelige, naturlige rigdomskilder udnyttes, og områderne kan blive købekraftige markeder, der kan betale fuld pris for den velstående stats overskudsproduktion.
Inden for det enkelte land kan det være vanskeligt nok at sikre den hele arbejdsdygtige befolkning stabil og varig beskæftigelse, men vanskelighederne forøges, når den hele jordklode bliver et fælles arbejdsmarked. I dag er der kunstige grænser for befolkningsvandringerne. At komme ind i de mere velstående lande kan være vældigt attråværdigt for mennesker fra fattige lande, men der udkræves indrejse- og arbejdstilladelse, som ofte er knapt rationerede eller helt nægtes. For et internationalt verdensrige bliver beskæftigelsesproblemet en meget stor og vigtig administrativ opgave. I princippet har Martinus angivet en løsning, som må kunne ventes almindeligt akcepteret, nemlig udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning. Men i nøje sammenhæng med beskæftigelsesproblemet står dispositionsretten over produktionsanlæggene og princippet for fastsættelse af lønninger og priser. Med en mere og mere almindelig udbredt anvendelse af maskinerne og højere teknik indbefattende helautomatisk fabriksdrift, hvor dette er økonomisk fordelagtigt, kan den varige beskæftigelse kun sikres igennem et meget omhyggeligt planlægnings- og undersøgelsesarbejde. Om dette administrative arbejde forestås af staten eller foregår ved et frivilligt samarbejde mellem de forskellige erhvervsgrupper og virksomheder er ikke så væsensforskelligt i princippet. I denne forbindelse kan der med hensyn til den vurdering, Martinus anlægger, henvises til et analogt tilfælde i stykke 76 i »Livets Bog«, kapitel 4. Her gennemgås overskudsanvendelsen i en privat enkeltmandsvirksomhed, og det fremhæves, at hvis overskuddet anvendes på en samfundsmæssigt ønskelig måde, f. eks. til nyinvestering, kan der intet indvendes. Derimod er en blot og bar ophobning af overskuddet ikke i samfundets interesse.
Afskaffelsen af de private individers besiddelse af værdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse heraf kan utvivlsomt anskues på tilsvarende måde. Det drejer sig igen om en administrativ opgave, hvor samfundet må beskytte den enkelte mod at blive udbyttet, og hvor samfundsovertagelsen er midlet til at sikre, at værdierne ikke beslaglægges til unyttige formål. Denne samfundsovertagelse vil administrativt kunne blive iværksat på mangfoldige måder, men det drejer sig her om specialproblemer, som antagelig først får aktualitet på et ret sent tidspunkt af udviklingen hen imod et internationalt verdensrige. Noget tilsvarende gælder om den omlægning af pengevæsenet, som Martinus peger på som et led i verdensrigets økonomiske administration. Der kan i øvrigt herom henvises til den mere udførlige behandling i 4. kapitel af »Livets Bog«.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige