Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ethvert menneske, der studerer tilværelsens kosmiske analyser, bliver gang på gang vidne til, at kærligheden er så livsbetingende for sand oplevelse af livet, at den i de nævnte analyser er udtrykt som »Universets Grundtone«. I den kristne verdensreligion er kærligheden også stærkt fremhævet som det fundamentale i livet. Ser vi på bibelens ti bud, er kernen i disse også kærlighed. Når det i nævnte bud blandt andet påbydes, »ær din fader og din moder...« – »du skal ikke ihjelslå«, – »du skal ikke stjæle«, – »du skal ikke svare mod din næste som et falsk vidne«, – »du skal ikke begære din næstes hus, du skal ikke begære din næstes hustru eller hans svend eller hans pige eller hans okse eller hans asen eller noget, som hører din næste til«, – er det udelukkende for at forhindre krig og i stedet skabe sand fred og harmoni og dermed lykke og glæde mellem menneskene indbyrdes. Men sand fred og harmoni, lykke og glæde er netop kærlighedens velsignelser.

Men igennem verdensgenløseren skulle der åbenbares et endnu stærkere lys fra Guds ånds strålevæld. Kærlighedens principper skulle ikke blot åbenbares i skønne ord og hymner. Den skulle ikke blive ved med kun at være abstrakt. Den måtte også åbenbares i selve kødet og blodet som praktisk levevis eller væremåde. – Hvordan skulle menneskeheden ellers få syn for sagen? – Hvordan skulle den ellers få bekræftet, at en mentalitet, der kunne opfylde alle de foranstående kærlighedsprincipper i væremåde, ikke var utopi, ikke var fantasi eller uvirkelighed, men en urokkelig realitet, der ikke blot allerede eksisterede i kød og blod, men tillige også var en af Gud manifesteret model, hvis efterligning i sind og væremåde urokkeligt vil føre alverdens mennesker ud af krigens og lidelsernes mørke nat og frem til kærlighedens og dermed til fredens livgivende hjertevarme og solrige egne? – Igennem verdensgenløserens særlige væremåde blev det åbenbaret for verden, hvorledes et menneske i kød og blod virkelig kan besidde kærligheden til sin næste i en sådan grad, at den er ganske uberørt af, hvilken forfølgelse eller lidelse, denne næste så end måtte have udsat det for. Ikke eet eneste øjeblik under kortfæstelsens langsomme og pinefulde død, der vel nok er selve kulminationen af, hvad der kan påføres et menneske af tortur eller lidelse, kom verdensgenløseren ud af fatning og tabte sit kærlige sindelag. Den kærlige indstilling, han havde til sine omgivelser, her under ogsaa hans bødler og den hånende menneskehob ved korsets fod, udløste sig i det store kærtegn, der skulle blive nøglen til salighedens port eller verdens frelse. Og som en vældig lysglorie i jordens åndelige atmosfære funkler, lyser og varmer den dag i dag dette verdensfrelsende kærtegn i form af de evige ord på korset: »Fader! forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre.« – Her åbenbaredes det, at verdensgenløseren var – eet med Gud, – eet med sandheden, – og eet med kærligheden, både fysisk og åndeligt.

Vi har i det foranstående set, at selve Menneskehedens udvikling fremad og opad imod højere former for tilværelse i en meget stor udstrækning befordres ved udviklede menneskers kærlighed eller ved, at disse har givet deres liv til frelse for de af deres medmennesker, der endnu, mentalt set, er fængslet i tilværelsens primitive, dyriske traditioner. Vi har igennem kristendommens historie set et vældigt opbud af kærlighedskræfter, inspireret af verdensgenløseren Jesus Kristus. At de andre højere verdensreligioner også er befordret af kærlighed fra højere væsener, der har givet deres liv til hjælp for menneskehedens livsopdragelse i humanitet og visdom, er allerede forlængst blevet en kendsgerning for den udviklede forsker. Vi har set, hvorledes kærligheden igennem menneskehedens store åndelige førere og igennem Kristi væremåde og livsopfattelse er åbenbaret som den eneste vej fremad og opad imod lyset. Men hvordan med menneskeheden af i dag? – Tror den, at kærligheden er verdens frelse fra krigens og lidelsens ulykkelige tilstand? – Nej, så langt fremme i kosmisk udvikling er den største part af jordens mennesker, den part, der har magten og regerer menneskeheden, endnu ikke kommet. Det er endnu kun den mindste part, altså den part, der i virkeligheden ikke har noget som helst at sige i politik, regering og moralopfattelse, der kan begynde at forstå den virkelige sandhed. Den store part af menneskeheden tror ikke mere på noget forsyn, nogen virkelig guddommelig verdensstyrelse bag alle livets store manifestationer og tilskikkelser.

I det nuværende århundrede er den religiøse tendens og opfattelse forsvundet fra store dele af jordens befolkning. Ligesom et terræn bliver til ørken, når alt vand forsvinder fra dets område, således er den menneskelige mentalitet blevet til et psykisk eller sjæleligt ørkenområde der, hvor den religiøse tendens er forsvundet fra den menneskelige livsopfattelse. I dette mentale ørkenområde forekommer der ganske vist en frodig mental vegetation, men den består kun af ørkenplanter, psykisk eller sjæleligt set. Den giver kun næring for den del af den menneskelige mentalitet, der på grund af underudvikling endnu er bundet til den rent fysisk, kropslige eller legemlige interessesfære. »Planter«, der kan give næring for den åndelige eller psykiske side og dermed for den primære og evige del af det levende væsen, forekommer ikke her i dette ørkenområde. Men her er som nævnt mægtige ørkenplanter, der giver overflod af næring for den fysisk, kropslige eller den rent materielle side ved nævnte væsen. Denne mentale ørkenvegetation består af et utal af arter, der så at sige alle hører ind under den samme familie. Denne familie kendes under begrebet »Penge«. Ved de forskellige arter forstås her de mange former, under hvilke pengene tilegnes. Vi kender disse former under begreberne: profit, aktieudbytte, renter, avance, fortjeneste, arbejdsløn osv. – Disse mange plantearter i den mentale ørkenvegetation er efterhånden blevet en livsbetingelse for menneskene samtidig med, at de er højst usunde for sjælen, idet de næsten alle er befængte med en vis procent af et godt skjult giftstof, der hedder »uærlighed«. Dette giftstof er absolut dødbringende for skabelsen af virkelig, varig livsglæde. Det ikke blot ikke giver virkelig næring for menneskets ånd, men det ødelægger alt, hvad der kan skabe et sjæleligt livsfundament, ved hvilket det fysiske livs mørke skæbnesituationer kan tages uden nervesammenbrud, uden bekymringer, frygt, sortsyn og selvmord, rent bortset fra den immunitet overfor store dele af mørk skæbne, som den varige, absolutte ærlighed eller det, at være eet med sandheden, giver.

Da ikke alle mennesker er lige dygtige pengejægere, ser vi her det særsyn, at nogle væsener har fået et så gigantisk jagtudbytte, at de er ved at kvæles i overflod, medens andre kun er udstyret med så ringe jagttalent, at de næsten slet ikke kan være med i den livsbetingende og undertiden brutale og blodige pengejagt. De må da i værste tilfælde leve i fattigdom og sult, tiggeri og fornedrelse. Dette fuldstændiggøres og understreges yderligere derved, at de meget dygtige jægere allerede forlængst har erobret selve jagtterrænerne, så millioner af mennesker ingen direkte adgang har til noget jagtterræn. De kan da kun opnå en indirekte adgang til jagtterrænerne, en adgang, der er meget stærkt reduceret eller forringet af de betingelser, som jagtterrænernes besiddere føler sig berettigede til at forlange opfyldt af dem, de giver adgang til deres område. Men der er også mange mennesker verden over, for hvem der slet ikke er nogen adgang til de livsbetingende jagtterræner. De må derfor vansmægte til døde i fornedrelse og undergang, da de hverken kan få fysisk eller psykisk næring. Den moderne kultur af i dag med dens jagtterrænsbesiddere (arbejdsgiverne eller den besiddende klasse), og de, der kun har en indirekte og forringet adgang til jagtterrænerne (arbejderne), samt de, der slet ikke har adgang til jagtterrænerne (de arbejdsløse) er således i virkeligheden på det rent samfundsmæssige område endnu ikke hævet op til et stadium, hvor navnet »kultur« er totalt eller hundrede procent berettiget. Virkelig menneskelig kultur er ikke en samfundsordning, hvor den kloge og stærke erobrer de livsbetingende goder fra den mindre kloge og mindre stærke og lever efter princippet »enhver er sig selv nærmest«. For en samfundsordning, indenfor hvilken det er muligt at leve i udskejelser, frådseri og ødselhed samtidig med, at andre går til grunde i nød og elendighed, fordi de ingen adgang har til at tjene det daglige brød, kan begrebet »kultur« kun være en ironisk betegnelse. Den moderne kulturs samfundsmoral har da også affødt verdenshistoriens største og mest dødbringende og blodige krige på alle felter. Alle er i krig med alle. Alle må gardere sig imod alle. Alle søger i større eller mindre grad bevidst eller ubevidst, åbenlyst eller camoufleret, at plyndre eller udnytte alle. Dette gælder såvel staterne indbyrdes som mand og mand imellem. Som sikring herimod er der efterhånden opstået forskellige former for »Krigsforsvar«, »stående hære« på alle fronter. Der er således først det almindelige dødbringende militære krigsberedskab til lands, til vands og i luften. Dernæst kommer fagforeninger, forsikringsselskaber, sygekasser og andre foreningsdannelser og lignende. Hvad er disse foranstaltninger andet end større eller mindre virkningsfulde forsvarsforanstaltninger imod de onder, som kampen om de pengemæssige jagtterræner afføder for dem, der ikke kan følge med i kampen. Den moderne kulturs primære struktur er således en pengenes kultus, en regulær dyrkelse af guldkalven. Og så længe denne afgudsdyrkelse behersker flertallet af jordens befolkning, dikterer politik og statsstyrelse, bestemmer succes, position, ære og anseelse, spiller kastebold med menneskenes sympatier og antipatier, kan krigens ragnarok, dødsskrig, invaliditet, sygdomme, sultedød, fornedrelse og undertrykkelse umuligt ophøre.

Med hensyn til menneskenes forannævnte væremåde vil der ikke være noget at bebrejde nogen som helst, hverken statsmagter eller enkelte mennesker. Denne guldkalvens eller pengenes epoke er et ganske naturligt og uundgåeligt led i den kosmiske udvikling, i kraft af hvilken mennesket skabes. Den udløser alle de erfaringer, som menneskeheden nødvendigvis må opleve for at få den udvikling eller den viden og de hermed forbundne talenter, der kan gøre den fuldkommen. Og ligesom man ikke har kunnet fjerne epidemier eller sygdomme ved diktatur, men kun ved videnskabelige opdagelser og overblik over situationerne, således kan guldkalvens kultus eller pengenes epoke heller ikke afskaffes hverken ved diktatur, politik, dogmereligion, foreningsdannelser eller lignende. Denne på menneskenes underudvikling endnu baserede afgudsdyrkelse, guldets eller pengenes altoverskyggende beherskelse af menneskehedens liv og væremåde kan kun fjernes ved hjælp af udvikling af kosmisk videnskab eller erfaringsmæssig indsigt i livets mening, fredens væremåde. Hverken mennesker, dyr eller andre former for liv er kastebolde for tilfældige og ulogiske energi- eller kraftudfoldelser. De er derimod undergivne en absolut logisk og kærlig verdensstyrelse. Denne betinger, at absolut ingen kan blive ved med at være ufuldkommen. Alt er kredsløb. Da det ufuldkomne fører til mørke og lidelse, dannes her da erfaringer, i kraft af hvilke de samme væsener skaber deres fremtidige liv fuldkomnere og fuldkomnere. Og således vil guldkalvens kultus, pengenes epoke efterhånden danne et erfaringskompleks eller en videnskab, der afslører denne kultus som en dødbringende og altødelæggende faktor i al højere eller virkelig »menneskelig« kulturskabelse. Og i kraft af denne videnskabs levendegørelse vil denne kultus efterhånden blive bekæmpet og afløst af en retfærdighedens og dermed en kærlighedens kultus, der lader hvert eneste menneske betale sit liv med sin evne og sit arbejde, absolut uden hensyn til, hvilken rang eller stand det så end måtte tilhøre. Her eksisterer penge ikke mere. Ingen kan købe sig fri fra sine forpligtelser, hvilket her vil sige, de arbejdstimer, der skal til, for at holde tilfredsstillelsen af dets egne livsfornødenheder vedlige. Det kan kun betale disse arbejdstimer – ikke med penge – men kun med et tilsvarende antal arbejdstimer i det arbejdsområde, hvor det selv har sine bedste evner og største interesse. På denne måde har ethvert normalt menneske, der kommer til verden, et medfødt betalingsmiddel for sit liv, og ikke som i dag, hvor millioner af mennesker dør af sult og fattigdom, grundet på pengedyrkelsens dødbringende magt, der i sig selv er det mest uhyggelige våben i det væsens hånd, der ikke tager hensyn til næstens liv og førlighed, ruin og undergang, når det drejer sig om selv at komme i besiddelse af den store gevinst eller den ønskede pengemagt. Metoden finder sted under det såkaldte »forretningsprincip«. Dette princip er i sin renkultur reelt nok. Det betyder her – den samme værdi for den samme værdi – og kan i denne renkultur være en overordentlig stor og nyttig kulturfaktor. Men i dag forekommer det ikke i denne renkultur, selv om det ganske vist bærer navnet. Begrebet »forretning« udgør i dag i stor udstrækning kun et røgtæppe eller en camouflage, under hvilke forretningsprincippets forfalskning til at udgøre princippet – den størst mulige værdi eller gevinst for den mindst mulige ydelse til gengæld kan finde sted. Denne kulminerende udplyndring af sin næste kan ikke finde sted der, hvor pengesystemet er afskaffet, og der ikke findes andet lovligt betalingsmiddel end en af myndighederne udstedt kvittering for, at man selv har ydet betalingen med sit arbejde. (Se forøvrigt Livets Bog 1. Bind. 4. Kapitel).

Vi har her fået et lille overblik over selve menneskehedens nuværende skæbnesituation. Vi har strejfet det vigtigste af den vejledning, som den har fået af sine store førere eller verdensgenløsere. Vi har set, at denne vejledning kulminerede i Jesu liv og væremåde som et levende eksempel i kød og blod på det gudsforhold og den næstekærlighed, der er alle loves fylde. Vi har set, hvorledes menneskeheden i udvikling endnu slet ikke er vokset frem til at kunne opfylde denne verdensfrelsende væremåde, selv ikke der, hvor de kalder sig »kristne«. Resultatet er, at menneskeheden i en tilsvarende grad må leve i et ragnarok eller i et krigens domæne med alskens dødbringende lidelser og mentalt mørke, gru og rædsler. Vi har set, at kernen i den vejledning, menneskeheden har fået anvist, udelukkende er baseret på det store kærlighedsprincip. Dette princip og dermed kærlighedsevnen hos mennesket bliver altså fundamentet for dets befrielse af mørk skæbne. I samme grad, som dets kærlighedsevne er udviklet, i samme grad er det til glæde og velsignelse for sine medvæsener og omgivelser. Og er det ikke netop en sådan væremåde, der betyder noget? – Hvordan er forholdet i en religion eller livsopfattelse, hvor der ikke er kærlighed? – Hvordan er forholdet i politik, foreninger og sammenslutninger, hvor der ikke er kærlighed? – Hvordan er forholdet mand og mand imellem, hvor der ikke er kærlighed? – Er det ikke koldt, trist og øde og mere eller mindre fyldt med antipati, vrede, ond kritik, hensynsløshed, bagtalelse og lignende? – Den nuværende moderne kultur er i stor udstrækning udstyret med tekniske og kemiske fuldkommenheder og kan skabe vidunderlige goder for menneskene, men hvad betyder dette, når den ikke rummer tilstrækkelig kærlighed? – Disharmoni, lidelse, depression, livslede og selvmord vil altid have til huse der, hvor der ikke er kærlighed. Er det ikke hundrede procent indlysende, at hvis ethvert menneske var til glæde og velsignelse for sine medvæsener og omgivelser og ofrede sig for at være med til at befordre andre menneskers lykke, ville der ingen mulighed være for eksistensen af et ragnarok. Der, hvor alle er til glæde og velsignelse for alle, vil den så længselsfuldt ventede varige fred være en kendsgerning, ligesom det er soleklart, at der, hvor alle mere eller mindre er hensynsløse, brutale, hævngerrige, misundelige og intolerante overfor alle, der kan livet umuligt blive udtryk for lykke og glæde. Vi ser her, at påberåbelsen af kærlighed som den eneste sande vej til lyset ikke er fantasi eller en blot og bar påstand. Verdensgenløsningens anviste vej ud af mørket er levende, realistisk videnskab eller virkelighed.