Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1955/Årsskrift side 35
HILSEN FRA CANADA
Fra en ung dansk-canadisk pige, miss Dione Jansen i Vancouver, har vi modtaget følgende inspirerende ord:
 
»Den indre fred og harmoni, der fyldte mit hjerte og sind, da jeg læste »Livets Bog«, var ubeskrivelig. Jeg føler den dybeste taknemmelighed over, at det er faldet i min lod at forstå dette værk. Og min inderligste bøn er den, at få lov til at bringe denne viden til så mange som muligt, men først at lære så meget, at jeg kan blive istand til at give klare, koncise svar på alle spørgsmål.
Jeg ved, at jeg må studere en masse, men det er ikke så svært for mig, da jeg i god tid kommer hjem fra mit arbejde og kan sætte mig hen i en stol med enten »Livets Bog« eller »Kursus i Martinus' Åndsvidenskab«. Det giver mig den vidunderligste fred og indre lykke at læse i disse bøger, som tvinger mig til atter og atter at træne i at blive et bedre menneske, med større forståelse for og kærlighed til andre. Det sidste er vel altid svært, fordi man elsker sig selv så højt. Men når jeg læser i »Livets Bog« og betragter symbolerne, står alting så klart for mig, og selvom jeg forstår, at jeg endnu har utroligt meget at lære, så ved jeg dog allerede nu, at kun kærlighed og kærlighed alene er nøglen til den virkelige lykke!«