Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1955/Årsskrift side 35
HILSEN FRA PARAGUAY
Fra lederen af Ø.K.s afdeling i Paraguay, hr. dir. Paul Gjøl Hansen, har vi modtaget følgende kærlige hilsen:
 
Hvad Martinus' arbejde betyder for mig her i det fremmede, skal jeg forsøge at udtrykke i få ord:
Når jeg efter en lang og trættende arbejdsdag på kontoret eller ude mellem kunderne, i en temperatur, der en stor del af året ligger omkring 40 grader i skyggen, vender hjem, er det ikke sjældent, at jeg tvivler på, at denne verden nogen sinde vil blive bedre, end den er. Dag for dag må jeg notere, at forretningsfolk bliver mere og mere egoistiske, mere og mere pengegridske og mindre og mindre bundne af de mundtlige eller skriftlige løfter eller overenskomster, der sluttes. Men når jeg så ud på aftenen kan få tid til at læse et stykke i Livets Bog, så forstår jeg, og det bliver igen klart for mig, at det altsammen er en overgang. At det er den sidste rest af de mørke skygger inden solen bryder igennem, hvad enten det sker i min nuværende inkarnation eller i en fremtidig, og jeg kan lægge mig til hvile i overbevisningen om, at det trods alt er lyset, der vil vinde! Og når jeg den følgende morgen vågner, klar til en ny dags kampe og i mig har en virkelig positiv indstilling, så ved jeg, at det udelukkende skyldes Martinus' dejlige værk!