Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1955/Årsskrift side 34
HILSEN FRA INDIEN
Kære venner!
Erik Gerner Larsson har foreslået, at vi her fra Indien skulle sende brev, så vi kunne komme i kontakt med Dem i glæden over at være meddeltagere i det lys, som er blevet tændt af vor kære Martinus. Gennem dette er vi jo allerede venner, derfor – hilsen fra Indien! Skønt vi ikke kan se hinanden, er vi dog forbundne gennem vore tanker.
Martinus' besøg i Indien var en stor glæde for mange, og jeg vil gerne fortælle Dem, at for Anna Ørnsholt og mig selv var det, som om han var blevet bragt her til Nilgiribjergene eller »de blå bjerge« på et magisk tæppe, så betimeligt og vidunderligt var hans komme. Jeg havde været syg med et dårligt knæ et år og mere eller mindre været ude af stand til at forlade huset. Jeg var lige begyndt at kunne gå lidt omkring, da han kom her til Nilgiribjergene, hvor Anna og jeg bor. Den lange sygdom og en dyb ensomhed i sindet havde haft en nedslående virkning på mig, og jeg bad, at lys eller en, som kunne bringe lys, ville komme og vise mig, hvorledes jeg igen rent sjæleligt kunne komme på fode. Jeg tror, de fleste af os ved, hvad det vil sige at gå igennem disse mørke tankedale, hvor mørkt alting kan se ud for os i en sådan tid. Selv blandt disse af uendelig skønhed vibrerende bjerge lå skyggerne omkring min sjæl. Og så – et lys kom, – en vidunderlig solkraft strålende ud fra en mand, – munterhed, mod, styrke og kraften til at le af skygger! Martinus kom for at besøge Anna, – og Anna bor lige over mig på det samme bjerg!
Anna Ørnsholt prøvede ikke på at beholde lyset for sig selv. Hun delte det af sit ganske hjerte med sine venner. Det er en velsignelse, at hun er dansker, for hvad skulle vi engelsktalende folk ellers have gjort for at komme i kontakt med Martinus, der havde så stort et forråd af skatte, han gerne ville dele med os? Anna var i stand til at oversætte lige så hurtigt, som vi spurgte. Martinus besvarede alle vore spørgsmål med den største tålmodighed. Og ikke een eneste gang undlod han at besvare hvert spørgsmål. Anna oversatte så hurtigt, at man skulle tro, hun havde to tunger: een, der talte engelsk og en anden dansk! Til tider fløj spørgsmålene og svarene så hurtigt, at Annas tunger krydsedes, og hun talte engelsk til Martinus og dansk til os!
Det var en vidunderlig tid, fuld af solskin og latter. Gennem det hele løb en strøm af dybe tanker og af forklaringer på livets kendsgerninger. De blev givet som jeg aldrig har hørt nogen anden end Martinus give dem. Der er mange filosoffer, især her i Indien, men kun få kan udtrykke deres tanker om livet så enkelt som Martinus og løse de gåder, der omgiver en i det daglige liv. Martinus har det kærlige hjerte og den kosmiske bevidsthed, som berører alt i tilværelsen. Himlens lyksalighed, som er inde i sjælen og den dybe logiske sans, der kan operere som en kirurgs kniv og bortskære de udlevede læresætninger, der binder en til en svunden fortid. I begyndelsen undrede jeg mig over så hjerteligt han kunne le, når han dog både kan se og har set hele verdens elendighed, men da jeg lærte ham dybere at kende, så forstod jeg, hvorfor han kunne det, thi gennem alle hans budskaber løber det thema, at lys og kærlighed er af Gud, og at alle skygger engang forsvinder.
Miss Anna Ørnsholt og miss Lulu Wilding.
Jeg synes, at en af hans smukkeste tanker blandt alle de af hans artikler, som jeg har læst, er »Pinseglans over Livet«. At livet ustandseligt fornyer sig igennem vekslende livsformer. At den »hellige Aand«s komme bliver gentaget hele tiden, og at al erfaring kun er en vækst fremad, ind i et større lys, en større glæde, indtil den »forlorne søn« igen vender tilbage til sin fader. At hele universet er opretholdt ved denne universelle lov. Når man læser »Pinseglans over Livet«, lærer man at forstå Martinus selv, lærer at fatte det dybe i hans budskab om, at vi skal være til glæde og velsignelse for alle levende væsener, og man ser, at han selv er i den dybeste overensstemmelse med denne kærlighedens ånd.
To billeder af Martinus står dybt præget i min bevidsthed. Et hvor han står i Anna Ørnholts have og kærligt betragter en lyserød, voksagtig gren af en begonieplante, hvis farver han forklarer os, og et, hvor han sidder med mine to hunde ved sine fødder. Den ene, en lille livlig foxterrier, som hviler imod ham med den mest levende tilfredshed, og den anden, en rolig, blid collie, der betragter ham med den dybeste tillid i sine brune øjne. Martinus lagde sin hånd på hundens hoved og sagde med stor kærlighed: Den har allerede megen menneskebevidsthed.« Collien havde haft en meget vanskelig tid, mens den var hvalp. Den havde lidt meget og kom til mig for at få den kærlighed og hjælp, som dyr behøver fra mennesket. Disse to billeder udtrykker hans kærlighed for alle skabninger, den kosmiske bevidsthed, som giver ham den sjældne gave at kunne forstå alle afvekslinger i »det ene Liv«.
Martinus er svaret på den store åndelige hunger i verden i dag. Han formår at give os svar på livets og dødens gåder og forklare den tilsyneladende uretfærdighed, der er i verden. Jeg synes, at en af hans mest oplysende sætninger er denne: »Ethvert menneske befinder sig på et givet stadium i udviklingen og må derfor handle, som det gør«. Når dette er tilfældet, forstår man, hvor urimeligt det er at bebrejde nogen noget som helst. Man kan dog ikke bebrejde et umodent æble, at det ikke er modent. Alle hans budskaber er opmuntrende. De lader en se fremad til større højder i livet og i mennesket selv. Mennesket er endnu ikke fuldkomment. Det er kun lige nået frem til at kunne begynde at skimte de muligheder, der er indenfor dets rækkevidde. Men den kærlighed, der venter mennesket, kan kun nås igennem udviklingen af kærligheden til ens næste, til alle levende væsener. Kærligheden er den harmoniens bølgelængde, som er livets og skabelsens lov. Denne harmoni har vi følt i hele vort kærlige samvær med vismanden Martinus.
Med de venligste hilsener fra
Lulu Wilding,
Aruna. Kotagiri. Nilgiris,
Indien.