Ældre Kosmos og Kontaktbreve

DER ER JO MENNESKER, der finder et dybt svælg mellem kirkens lære og Martinus' analyser. Men vi er nu også en del, der finder meget stærke lighedspunkter. Når man i de tre år, jeg fungerede som præst i et københavnsk sogn, spurgte mig: Hvordan kan De dog være præst og samtidig arbejde med Martinus' analyser så svarede jeg tit: Måske havde jeg slet ikke været præst uden!

Jeg mødte analyserne før den sidste krævende del af mit studium, og det var mig en glæde hele vejen igennem det store stof fra bibel og kirkehistorie (og en del nutidsfilosofi) at finde stadige bekræftelser og yderligere belysning af analyserne. Naturligvis må man kunne lytte bag om forskelligartede sprog, men gør man det, får man et overvældende indtryk af menneskehedens søgen efter samme realitet. Med den ytringsfrihed, der er i folkekirken i dag, er der ingen afgørende hindring for i sit liv at forene teologi og Martinus' analyser. Naturligvis er det et spørgsmål om at vide, hvad man gør – også teologisk. Men til syvende og sidst er jo evangeliet og Martinus' analyser to alen af eet stykke.

Meget virker fremmedartet ved første møde med Martinus' analyser. Selv for en teolog er det meste af, hvad der ligger udenfor vor normale erkendelse, fremmed område, der må skildres gennem grove billeder og symbolske udtryk. Da jeg f. eks. første gang hørte himmelrummets kloder omtalt som levende væsener, syntes jeg jo nok, at Martinus gik lidt for vidt! Men iøvrigt genfinder man punkt for punkt det samme stof, som de gamle mystikere og mange af kirkens dogmatiske fædre har kæmpet for at udtrykke, og det var naturligt for mig, at jeg væbnede mig med tålmodighed og prøvede at lytte mig ind til sagens kerne, før jeg fældede nogen endelig afgørelse.
 

Lad os nu gribe spørgsmålet an fra en lidt anden kant.

Når man færdes blandt vor tids søgende og »kontakt«-søgende – mennesker, undgår man ikke at bemærke, at det i sidste instans hverken er blot selskab eller spænding eller en passende foreningskreds, der vil kunne give dem det svar, de søger (bl. a. derfor flakker vi som regel fra den ene retning og kreds til den anden i vor søgen). Det svar, vi inderst søger, er forståelse af, hvorfor noget gik i stykker for os: hvorfor et ægteskab revnede, hvorfor en kær ven måtte dø, hvorfor man må trækkes med en sygdom, hvorfor alle er væmmelige ved en o. s. v., o. s. v. Det er dybest set ikke slet og ret kontakten med andre mennesker, vi søger, men kontakten med universet omkring os.

Skal vi give mennesker virkelig hjælp, er det fremfor noget andet af betydning at kunne påpege, hvorfor modgangen har en konstruktiv, en opbyggende betydning. Mennesker må kunne lære at aflæse deres eget livs begivenheder.

Måske var det af denne grund, min interesse allerførst blev fanget af Martinus' udredning af den »kosmiske kemi«. Her mødte jeg en virkelig redegørelse for sammenhængen mellem begivenhederne i mit liv – ikke sådan, at det blev lettere og blidere for mig, ikke sådan at jeg nu i en håndevending kan løfte modgangen fra andres skuldre (på trods af al viden gør det lige ondt, medens man lider!) – men jeg har fået lov at ane en mening, jeg gerne ville kunne bringe videre til andre.

Fremskridtstroen er jo kommet sådan i vanry p. gr. a. Darwinisternes overdrivelser, at selv kirken knapt tør være ved sin fremskridtstro: Gudsriget under skabelse, som Jesus talte om. Hos Martinus finder vi samme overbevisning om en vej fremad, om en udvikling, om De ønsker at sige det sådan. Men det er ikke læren om en asfalteret vej ud af livet, hvor vi bare har at træde på speederen for at komme frem. Det er ingen lære om sukces, ligesålidt som kirkens fremskridtstro taler om sukces. Den vej, Martinus anviser, går gennem opgør, længsler, lidelser og modgang. Udviklingen nås aldrig ved at knibe udenom modgangen og skyde den fra sig, men kun ved at tage sit kors op og leve den igennem.

Det er ingen verdensflugt, Martinus peger på.

Jeg finder hos ham en balance mellem det åndelige og det materielle, mellem det »himmelske« og det »jordiske«, som stemmer nøje med, hvad egentlig er den røde tråd i kristendommen: inkarnation (in karno = i kød, Guds ord bliver kød, tager fast form). Gud handler midt iblandt mennesker, midt i vor verden. For at møde ham skal vi ikke forlade denne verden til fordel for en finere, mere åndelig, men netop her og nu opleve, at vort liv bæres og gennemstrømmes af guddommelig, levende kraft.

Denne sammenhæng mellem vor verden og den guddommelige verden har Martinus gennem sin analyse af de tre X'er udtrykt så håndfast, det overhovedet kan gøres. Men i hele hans arbejde finder vi skildringen af samspillet mellem det guddommelige og det materielle på en sådan måde, at balancen og den stadige vekselvirkning intet øjeblik får slagside. Her er ikke tale om nogen sekterisk verdensflugt, her er virkelig tale om realistisk verdensanalyse.

Denne realisme – der jo må være realisme i videste forstand, når den tager åndeligt og materielt lige alvorligt – udtrykker sig også deri, at Martinus aldrig forfalder til at overdrive noget enkelt punkt. Ligesåvel som vi andre sædvanligvis render af sted med een bestemt kæphest alt efter vor interesse og psyke (jeg også!), så beskæftiger Martinus sig med samme afbalancerede interesse med alle livsområder og får hvert enkelt passet ind i en levende organisk sammenhæng.

Og hvordan skulle det kunne være anderledes, eftersom det netop er livet omkring os, han analyserer?
 

Jo mere, jeg kiggede ind i analysernes verden, desto mere spagfærdig blev jeg. Stadig åbnes der nye udsyn. Stadig bliver noget, der lige var sagt, gentaget på en ny måde, der kaster nyt lys over det første. Martinus' analyser bliver aldrig et system, der kan overskues af os og anvendes til at hæve os over hovederne på andre mennesker, så vi ikke blot ser bedre end de, men også føler os bedre.

Ustandselig må jeg påny søge til det barnlige gudsforhold, der får udtryk gennem bønnen – hvor man bare et øjeblik lægger al kundskab og al erkendelse tilside og ganske stille lægger sin skæbne i Forsynets hånd, ikke som en blind skæbnetro, men med en nyvågnet tillid til, at universet virkelig er gennemstrømmet af Guds skabende kraft. Og at den bærer også mig.

Og ustandselig må jeg minde mig selv om, at alle de funklende livslove og detaillerede analyser bæres af een kraft – kærligheden, der i sig selv er uudgrundelig for mig og altid umiddelbar og direkte. Det mest afgørende for mit liv er, om den også er livsnerve der.

Martinus' analyser kan for mig aldrig blive et blankpudset og skarpslebet system, som jeg kan bruge til at vurdere andres liv med. Jeg kan kun møde analyserne med en ydmyghed, der må gøre mig lyttende overfor ny livserfaring.

De vil altid kun føre mig nærmere ind i livet omkring mig.