Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

MON IKKE det intellektuelt betonede religiøse menneske afviger fra det tilsvarende, men religiøst indifferente derved, at der i dybet af dets bevidsthed eksisterer en utilfredsstillet længsel eller hunger efter at »se Gud«? Efter med sine egne vågne sanser at begribe det væsens natur, der må være den evige og allestedsnærværende skaber? Jeg har ingen viden om, hvor mange bøger, jeg indtil nu har læst for at undersøge, om skribenten havde noget at fortælle om dette emne, jeg ikke kendte i forvejen, ejheller hvormange timer jeg har tilbragt med selv ad tankens vej at søge frem. Jeg ved blot, at det er mange bøger og uendelig mange timer. For jeg anser det at ville »se Gud«, at ville begribe den inderste mening med al ting, for det eneste, der er værd at bruge tid på, og jeg evner aldrig at ophøre med at undre mig over, at det ikke er det vigtigste for alle mennesker. Men jeg har lært at se sandheden i det lille ord om, at de fleste er villige til at styrte den halve klode rundt for at gøre en god forretning hellere end at løfte en fod for at opsøge ham, der kunne lære dem sandheden om deres egen sjæl.

Jeg tilgiver let de unge, at deres sjæleliv er udadvendt. De fleste af dem lever endnu under deres egne kirtlers tyranni og ved derfor meget lidt om, hvordan livet ytrer sig, når disse kirtler er blevet bragt under kontrol. For dem er tiden endnu en uudtømmelig kapital og livets efterår noget, der er så langt borte, at det forekommer dem tåbeligt at skænke det en tanke. Det er sandt, at der findes afvigelser, men de er endnu så sjældne i forholdet til flertallet, at de kun syner meget lidt. Men hvad der volder mig vanskelighed at forstå, er de utrolig mange voksne menneskers negative holdning overfor det i dem selv, som overlever døden. Den mangel på trang til indre selvkultivering, til virkelig oplysning, der præger langt de fleste, vi møder på vor livsvej. Det er som om selve det rent fysiske liv helt har erobret deres sjæl. Hvor er det dog trist at møde alle disse åndeligt døde øjne, der kun lyser op under indflydelse af de rent elementære drifter såsom selvopholdelse, sex og mad.

Sex, forretning og mad, eller mad, forretning og sex – intet under, at den religiøse drift i mennesket har måttet vige for den spærreild, som disse tre faktorer i vort århundrede har lagt omkring den menneskelige sjæl. Ubegribeligt næsten, at den har overlevet dem og stadigt melder sig, selv om det måske kun er hos et fåtal.

Er det nu også det? Det er ikke let at besvare et sådant spørgsmål, men skal man besvare det udfra rent umiddelbare iagttagelser, forekommer det ihvert tilfælde sådan. Det er sandt, at vi tilsyneladende har en masse religiøse mennesker, som selv tror, at de er villige til at ofre – ikke alt, nej, – men ihvert fald en del på det alter, der er skjult i deres hjertes inderste krog. En del, ja, men ikke det, der, om de selv ville det, kunne sprænge de snævre horisonter og give mennesket i dem de vækstvilkår, det så hårdt trænger til.

Spørgsmålet, om det er sværere at være religiøs, – her opfattet i dette begrebs konsekvente betydning, – end det er at være ligegyldig overfor tilværelsens store spørgsmål, har ofte plaget mig. Ville livet være lettere, om man ikke krævede af sig selv et i det mindste meget alvorligt forsøg på at efterleve de sandheder, man direkte har erkendt? Ville det være lettere at leve på de næsten talløse kompromi'er, som man ser flertallet gør? Jeg evner ikke at besvare dette spørgsmål, fordi jeg simpelthen ikke er i stand til at fatte, hvorledes man på een og samme tid kan kræve at »se Gud« og undlade at søge at opfylde de krav, der er forudsætningen for dette syn. Jeg ser ganske klart, at livet i det daglige er betydeligt lettere for den religiøst indifferente, men jeg har for ofte set det samme menneske i dets tilstand før døden til, at jeg har mod til at give mig denne ligegyldighed overfor de store spørgsmål i vold.

For mig er en sand kosmolog simpelthen en videnskabsmand, hvilket vil sige et menneske, der i alle ræsonnementer har gjort sig fri af en ukontrolleret følelses indflydelse. At man kan være religiøs på en helt anden måde, forudsætter jeg som forstået. Ordene i denne artikel er hverken henvendt til den gamle verdensimpuls' tilhængere eller til de tilhængere af den ny verdensimpuls, som endnu på utallige områder er bundne til den gamle verdensimpuls' tanker, ideer eller traditioner. De er udelukkende henvendt til de mennesker, som betragter åndsvidenskaben fra et plan, hvor den udgør det vågne, dagsbevidste menneskes forsøg på til grænsen af dets intellektuelle mulighed at »tænke Guds tanker efter«, for ad den vej at opleve et urokkeligt og uforglemmeligt syn af ham.

Og her er det, at man ofte oplever det smertelige, at altfor mange mennesker virkeligt tror, at blot fordi de har lært Martinus' kosmiske analyser at kende, ja så at sige kan dem på fingrene, at så er de kommet meget langt frem. Vi, som daglig er beskæftiget med disse problemer, møder desværre ofte, for ofte, mennesker, som er gået akkurat lige så vild i åndsvidenskabens terræner som andre før dem gik vild i den udefinerede følelses religiøse labyrinter. Og det kun af den ene grund, at de forestiller sig, at de ved at læse eller høre om disse analyser, opnår det de higer efter. Skylden herfor er absolut ikke Martinus'. Tusinder af gange har han i de svundne år gjort opmærksom på, at selvom han evner at vise den enkelte den vej, han i sin åndelige udvikling bør følge, hverken kan eller skal han ved sit verdensbillede erstatte den personlige Guddomsoplevelse, der er al åndelig udviklings første mål. Det er, sagt med andre ord, ikke hans opgave at vandre vejen for os, kun at vise os denne vej. Vejen må vi selv vandre, – og her er det, at misforståelsens mægtige bjerg tit rejser sig for den ivrige og spærrer enhver udsigt.

Dette at møde de kosmiske analyser er i virkeligheden kun det samme som at lære tilværelsesmysteriets sande A. B. C. at kende. Men en A. B. C. er dog kun læsekunstens forudsætning og ikke læsekunsten selv. Som der findes utallige mennesker, der nok kender alfabetet, men alligevel ikke formår at læse bøger på den rigtige måde, findes der også mange, som møder Martinus' verdensbillede og tilegner sig det, men som alligevel ikke formår at bruge det. Og hvorfor? Fordi de simpelthen ikke evner at tage det næste skridt: at leve det! For det har kosmologien eller den moderne åndsvidenskab så helt tilfælles med den almindelige, fysiske videnskab, at kun den, der lever og ånder for den, opnår de store resultater.

Skal vi da gå igang med at danne mysterieskoler, hvor man følger givne programmer? Absolut nej. Den slags hører i virkeligheden til de »billige løsninger«, hvor man danner loger med »indvielser« af 1. og 2. og måske flere grader, og den tid er passé. Det vi skal, og det ethvert menneske kan, om det vil, er at forsøge at leve disse analyser i vor egen hverdag. Den sande kosmolog opfatter simpelthen denne hverdag som en skole, et vældigt laboratorium, i hvilket man trin for trin lærer at behandle de respektive livssubstanser på den for alle parter mest fuldkomne måde. Opfattet således er åndsvidenskaben tilværelsens mest frugtbringende videnskab, da er den virkelig »vejen, sandheden og livet«.

 

Og livet selv har givet os strålende modeller på denne væremåde. En lysende række af mestre har ned gennem tiderne ved deres egen måde at reagere overfor disse livssubstanser på afsløret, at de var genier i kosmisk kemi. Bedst kendt her i vesten er Jesus af Nazareth. Fjerner man alt det, en overdimensioneret religiøs følelse har digtet ind i ham, bliver der ligefuldt en skikkelse tilbage, hvis reaktioner over for alt det livet lod ham møde, er forbilledlig for enhver af os. Jesus var uafhængig af alt det, der bandt hans samtidige. Af stat, religion og familie. »Hvem er min familie?«, spørger han, og giver selv svaret: »De, som tilbeder min Fader i ånd og sandhed og gør hans vilje!«. Borte er madonnamyten og myten om »blodets bånd«. Og endnu skarpere, da den unge mand, der ønskede at følge ham, bad om lov til at begrave sin fader først: »Lad de døde begrave deres døde!«.

Mener man sin åndelige søgen alvorligt, må man studere alle de store, der har levet før os. Gør man det, begriber man først for alvor, hvor stort Martinus' verdensbillede virkeligt er. Så får tingene først det perspektiv, der udgør den nødvendige forudsætning for den forståelse, der leder til et urokkeligt åndeligt ståsted. For disse store var, er, og vil altid være uafhængige af de bånd, der binder det almindelige eller åndeligt umodne menneske. Den officielle opfattelse af stat, familie og moral binder ikke disse åndens stormænd. Tværtimod ser vi, at de i forhold til disse og andre knæsatte begreber, nærmest må betragtes som oprørere. De satte Gud, hvilket vil sige sandheden, højere end alt andet, og de ophørte aldrig med at foreholde den, der lyttede til dem, at han måtte have mod til at gøre sig fri, om han ville opnå at »se Gud«. »Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«. Ordene rummer ingen tvivl og heller ingen fortolkningsmuligheder. Vi skal leve vort liv sammen med de andre og give verden, hvad den har krav på, vi må simpelthen »ikke forarge de små«, men derudover skal vi vide, at Gud eksisterer, og at han, om vi virkelig vil »se ham«, også har sine krav til os. Det er disse krav Jesus hentyder til med ordene: »Tag dit kors og følg mig!«. Ord som, oversat til vort sprog, lyder således: »Om du ønsker at opleve det, jeg oplever, nemlig det stadige syn af Gud, det stadige samvær med ham, må du tænke og handle som jeg gør. Vil du ikke det, får du ingen del i de glæder, som mit liv giver mig!«.

Kravene var som bekendt for store og for at slippe for at honorere dem, skabte man en teologisk overbygning over den enkleste lære menneskene har modtaget og gjorde den så stor, at den i dag næsten skjuler denne lære. Nu har menneskene kirker i tusindvis, de har biskopper, præster, munke og nonner, også i tusindvis, men har de Gud? Har de virkelig kristendom? Er de blevet lykkeligere end de var, dengang romerske soldater dannede en uigennemtrængelig kæde omkring Golgatha og dræbte ham, der med sine sidste ord gik i forbøn for dem hos sin himmelske Fader?

Man behøver ikke at være filosof for at se, at verdenssituationen er fortvivlet, og at menneskene er meget ensomme, ensommere måske end de nogen sinde før har været. Men ensomhedsfølelsen behøver ikke altid at være en forbandelse. Den kan også blive en velsignelse. For det kan ske, at man i denne sin ensomhed, der lige så godt rammer den åndeligt søgende som den åndeligt indifferente, stiller sig selv spørgsmålet om, hvad der vel kan være den dybeste årsag til det mod, alle disse åndens stormænd vitterligt afslørede, at de var i besiddelse af. Og stiller man dette spørgsmål, sker det også, at man pludselig kommer i berøring med en verden, man måske mente var en selv uvedkommende: bønnens verden.

Hvilken opfattelse man end har af Jesus af Nazareth, står det urokkeligt fast, at han blev en kulturskaber af den slags, der ændrer verdens gang. Igennem hans bevidsthed strømmede kosmiske impulser som, omsat i klare tankebilleder, har indflydelse på utalte millioner menneskers liv den dag i dag. Tværs henover to årtusinder rager hans skikkelse op over alle svundne århundreders kejsere, konger, paver og alle andre, som troede, at deres handlinger havde udødeliggjort deres navne. Hans ord er virkelig blevet »brød for verdens millioner«.

Hvorfra denne kraft i et enkelt menneskes bevidsthed? Hvorfra denne uhyre mentale befrugtningsevne? Ene og alene fra den kendsgerning, at der mellem ham og verdensaltets centrum bestod en så levende kontakt, at han, som det første menneske her på jorden, vovede at kalde dette centrum for »Fader«, altså den, man har størst tillid til, den man får størst beskyttelse af. For Jesus var bønnen ikke den åndløse ordremse, den er for de fleste mennesker. Den var en tankekoncentration, der kun kunne fuldbyrdes i dybeste stilhed og isolation. »Når du beder, da gå ind i dit kammer og luk din dør!« Om menneskene blot forstod, hvad der skjuler sig bag disse vidunderlige ord.

Jesu liv var et liv i bøn, var et liv i en urokkelig indstilling på dette ene: at gøre Guds vilje. Selv i sit livs sværeste time, i en tilstand, hvor han under et frygteligt pres af udsigten til en pinefuld og æreløs død, der kunne have bragt mangt et menneske til at fornægte sin Guddoms eksistens, hører vi ham forme den skønneste af alle bønner: »Fader, ske ikke min, men din vilje!«. Det er i dette drama og i denne ene bøn, at vi har vort eget livs problem i en nøddeskal. Jesus vidste, at Gud ikke var noget fjernt og ubegribeligt. Han havde »set Gud«. Han havde oplevet, at »Gud er i alt og overalt«. Han havde set, at Gud var ethvert levende væsen nærmere end dets egen far og mor, end den, der påstår at elske det højest. Og dette syn sprængte ikke ham og fik ham ikke til at advare os imod selv at søge at opleve dette syn. Han oplevede, at verdensaltets dybeste analyse er, at det er en bevidsthed, i hvilken »vi alle lever og røres«, og han ønskede af hele sin sjæl, at vi alle skulle komme i kontakt med denne altomfattende bevidsthed. Så stærk var denne kontakt mellem ham og Gud, så levende dagsbevidst var den, at han ikke kunne forlade vor verden uden endnu engang at svare på had og ondskab med den kærlighed, som alene kan opløse dette had. Ordene: »Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør!« vil aldrig kunne udslettes, sålænge der findes kultur på vor klode.

Kunne han have råbt disse ord udover verden, om han ikke havde haft kosmisk bevidsthed? Nej! Simpelthen nej! Andre har fået en mindst ligeså pinefuld død, som den han fik og mødt den lige så modigt. I den retning udgør hans livsafslutning ikke noget specielt. Det, der gør hans død så speciel, at den altid vil formå at inspirere det udviklede menneske, er, at han under hele denne forfærdende oplevelse i alt var sine modstandere så åndeligt overlegen, at selve hans rettergang blev en tidløs demonstration af, hvorledes det gudsbevidste menneske møder sine bødler og i selve døden sejrer over dem.

For den lange række af åndens mestre, som ned gennem tiderne har befrugtet den ganske menneskehed og trin for trin løftet den op i et stadigt klarere lys, gælder det, at de alle havde et yderst intimt forhold til den Guddoms bevidsthed, de forkyndte menneskene. Jesus var her ingen undtagelse. Gang på gang gik han »afsides«, hvilket kun vil sige, at han gang på gang opsøgte ensomheden for i dyb koncentration på den guddommelige ånd, at fornemme dens vilje og ledelse. Dette er mange åndsvidenskabeligt indstillede mennesker tilbøjelig til enten at overse eller også at ignorere på en for dem selv ulykkelig måde. Mange mener, at den bedste »bøn« er at bestræbe sig på at leve i kontakt med de universelle love og strejfer der en sandhed, som vel er meget smuk, men ikke fyldestgørende. Jeg har selv passeret dette trin eller stadium, derfor denne artikel. I min mest begejstrede periode fandt også jeg dette at bede, temmeligt overflødigt. Men virkningen udeblev ikke. Der skete det, som altid vil ske, når de kosmiske analyser rives løs fra deres inderste ophav. Kilderne i min sjæl begyndte at tørre ud. Ordene blev døde lyde. Trætheden og mismodet begyndte at vende tilbage og indtage deres vante plads. Livstomheden begyndte igen at blive en realitet. Men så hændte der ting, jeg ikke var det mindste forberedt på, og en dag vidste jeg med hele min sjæl, at Martinus med ordene: »Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet« havde givet os en sandhed, som aldrig vil forgå. Jeg lærte påny at bede.

Nu, så lang tid efter, vil jeg gerne sige, at det symbol, der er kommet til at betyde mest for mig, er det, jeg har gengivet her. Det indeholder ikke så mange analytiske bestanddele som mange andre af Martinus' symboler, men det rummer til gengæld noget, som ingen af de andre har. Det viser på en for mig næsten ufattelig genial måde forholdet mellem Guddommen og gudesønnen og har givet mig noget, jeg så langt tilbage jeg kan erindre, har savnet, nemlig et billede at koncentrere mine tanker på under bøn.

Under et foredrag gav Martinus engang udtryk for, at han ikke var i stand til at hindre, at der var mange mennesker, der ikke kunne lide ham, ja, som eventuelt hadede ham så meget, at de ønskede en ulykke over ham. Men intet, absolut intet, sagde Martinus, ville nogen sinde kunne hindre ham i at elske og forstå enhver, også dem, der nærede ukærlige følelser imod ham. Jeg vil ikke påstå, at jeg er i besiddelse af dette ædle sindelag på samme selvfølgelige måde, som han er det. Men dette sindelag er mit lysende ideal, og intet har hjulpet mig mere eller bedre til at holde dette ideal levende, end netop dette symbol, der står for mig som det dybeste udtryk for ånden bag ordene: »Søger, og I skulle finde!«.

Martinus verdensbillede har således to helt forskellige sider, af hvilken den, der omfatter de mange kosmiske analyser, måske nok i begyndelsen vil virke mest dragende. Igennem dem føres man ind i et så overvældende nyt, mentalt lys, at det sker, man blændes af det. Men en dag er denne skønne kosmiske A.B.C. lært, og da står man i virkeligheden overfor denne inkarnations største chance, muligheden for at begynde at fatte meningen bag ordene i den Livets Bog, hvis blade hverdagen er. Standser man op her, fordi kravene begynder at føles for overvældende, er man måske nok blevet klogere, end man var før; men man er ikke blevet lykkeligere. Man står med en nøgle i sin hånd og kan, om man vil, åbne porten ind til en helt ny verden. Overvinder man sin frygt, som mest har rod i en tåbelig angst for, hvad andre vil mene, begynder det største eventyr, der findes, at åbne sig for en. Man er da blevet borger i en verden, hvor begrebet viden ikke længere udgøres af frugterne fra »Kundskabens træ«, men derimod af frugterne fra »Livets træ«. Da nærmer vandringen sig sin fuldendelse, og da kan det ske, at i en stund, hvor man mindst af alt er forberedt derpå, smelter alt, hvad man er i berøring med sammen og danner for ens undrende og betagne øjne den levende, åndende helhed, vi har givet navnet Gud.