Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For mange år siden, i sagatiden f. eks. havde Island sine vismænd, som læste i stjernerne og forudså deres medbrødres skæbne.

Men nu i den senere tid er der næsten ingen med undtagelse af Helgi Peters, som skrev og talte meget om livet på andre kloder i sin »Nyaler«.

Det var derfor for mig og mange andre en kærkommen oplevelse at få en nulevende vismand at se. Hermed tænkte vi på Martinus. Denne dansker måtte sikkert, efter alt det vi havde læst af hans skrifter og hørt fra hans tilhængere, være en vismand.

Vi vidste også, at danskerne selv muligvis endnu ikke havde opdaget ham i det rigtige lys, men det er vist ikke deres stærkeste side at forstå deres største mænd, medens de lever. Efter sigende så de ikke engang den uforglemmelige Søren Kierkegaard og den strålende H. C. Andersen. Men alligevel, Gud giver det danske folk de store, ædle mennesker, som hele verden ser op til. Her vil jeg også nævne så udmærkede personligheder som Kaj Munk og Anker Larsen.

Men nu var det Martinus. En meget mystisk person. Hans herkomst var der næppe nogen, som vidste besked om, – ikke engang hans navn! Martinus – hvad var det for noget? – Hverken ophav eller slutning. Hans slægt – nej. Hans stilling og arbejde – nej. Ikke noget uden Martinus og så store og lange skrifter, mange bøger om Kosmos og Kristus, om himmel og jord, Gud og mennesker. Og disse skrifter var noget af de smukkeste, man nogen sinde havde læst. Sådanne frie tanker og så ophøjede slutninger, som disse skrifter og bøger indeholdt, synes vi islændinge godt om. Vi elsker meget højt frihed og frimodighed. Om denne indstilling bliver udtrykt lidt chokerende eller revolutionær, det gør ikke noget. Det kan vi godt lide.

Og så kommer denne danske mand. Vi kommer til stede meget nysgerrige. Jo – han er smuk, lidt fyldig type – middelhøj – mørkhåret – og det bedste, brunøjet. – Er det en dansk type? – Det ved jeg ikke. Han synes snarere at ligne en franskmand. Om øjnene er smukke? – Jo, de udgør rigtige, virkelige stjerneøjne strålende rene og klare som barneøjne. Om han er gammel eller ung. Det kan ikke siges. Han er både gammel og ung – men dog mest ung. Hans skikkelse er meget tiltalende, hans bevægelser lette og smidige, hans håndtryk er varmt og godt. Man føler det helt ind i hjertet. Hans smil er ungdommeligt, og øjnene stråler. Hele personen ligner mest en islandsk præst, en af disse, som man læser om i eventyrene og folkesagnene, en ædel, næsten hellig mand, som er ung, men dog har alderdommens værdighed og evighed i hele sin fremtræden og skikkelse.

Jo! Martinus opfyldte sandelig alle vore forhåbninger. Der var ingen, der blev skuffet ud over nogle, der troede, at han havde langt skæg og hår, der gik ned over skuldrene ligesom de jødiske vismænd.

Martinus var ikke i nogen som helst henseende affekteret. Han var som andre jævn og ligefrem, men dog som ingen anden.

Og så begyndte han at tale. Og ordene var også almindelige, men det var som om himmel og jord talte. Det var, som om der var kommet en, der havde nøglen til de hemmeligheder, man så længe havde spekuleret på. Og hans ord havde en mærkelig magt, en fortryllelse, som greb hele bevidstheden. Det blev en oplevelse, man aldrig kan glemme.

Man hørte en mand tale, og han talte dansk, men hans ord gik helt ind i det stille sind. Måske var det ikke så meget hans ord, som det var hans øjne, hans ånd og sjæl, der talte. Man følte, at sådan var det sikkert, at apostlenes prædikener havde været med ord, som alle følte var deres hjertes sprog, selv om de så ikke forstod et eneste ord med deres øren, det var ligemeget.

Jeg hørte Martinus tale på den islandske synode. En stor forsamling af præster med deres biskop i spidsen lyttede til ham med henrykkelse og var helt imponerede, da han talte om Kristus som det store forbillede og verdens eneste håb. – »Er det ikke en præst?« spurgte de. Men nej, han var ikke en præst og ville sagtens aldrig blive det, men han var meget mere – han var en vismand.

Men selvfølgelig forstod de ikke rigtig, hvem han var. Hans besøg der var som et glimt – et glimt fra himmelen, som kommer og forsvinder med det samme, men efterlader sit minde – sit lys – sit morgengry i bevidstheden, – en analyse om noget stort og helligt, rent og evigt som kommer, Jesus Kristus Gudsrige på en moderne måde til vor generation.

Der eksisterer fortid, nutid og fremtid. Men det er kun fremtiden, som tilhører Martinus. Hans kosmos, hans verdensbillede vil blive folkets ejendom efter mange år eller århundreder. Han er for os, de meget få islændinge, som har opfanget hans billede, set lidt på eller lyttet til hans viden, som en huldremand fra vor drømmeverden, en huldremand, som kan give lys ind i vore mørke nætter, give varme til vore kolde vintre, hvis vi lytter til ham og giver hans frie tanker og smukke ord magten over vort sind og vor væremåde.

Vi tror endelig, det vil blive hans viden, som giver kristendommen den klædedragt, som det moderne nutidsmenneske ønsker og kan betro sig til. Endelig må han være en af de største gaver, Gud har givet Danmark. Vi takker ham hjerteligt for hans rejse til Island og ønsker Danmark til lykke med sin vise søn.