Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har igennem de foregående kapitler set, hvorledes menneskeheden befinder sig i en vækst fra en primitiv til en højintellektuel tilstand. Vi har set, at den sidste epoke i denne vækst eller udvikling er den, der er bebudet menneskene i form af juleevangeliets "Fred på jorden" med den store "Velbehagelighed", ligesom den også, ifølge en anden bebudelse skulle gøre alle jordens mennesker til eet folk, til "een hjord og een hyrde". Den samme forjættelse går også igen i den, der udtrykker menneskehedens fuldkommengørelse som en "ny himmel" og en "ny jord i hvilken retfærdighed bor". Vi har igennem denne artikelserie påpeget alle de mange store ydre detailler i menneskehedens forskellige forbigående kulturepoker, der viser, at den virkelig befinder sig i en sådan vækst og til slut vil være så udviklet, at folkenes samliv over hele verden uundgåeligt vil udtrykke en så fuldkommen verdenskultur, at den repræsenterer den totale retfærdighed, der igen er det samme som den næstekærlighed, der udgør alle loves fylde. At den i sit slutfacit vil blive så afvigende eller forskellig fra den nu døende verdenskultur, at man kan udtrykke den som en helt "ny himmel" og en "ny jord, i hvilken retfærdighed bor", bliver selvfølgeligt, når man her, ved den "ny himmel" forstår den almægtige visdom, der opstår ved den materialistiske videnskabs sammensmeltning med åndsvidenskaben, og ved den "ny jord" forstår den materielle tilstands ændring til en sådan fuldkommenhed, at adkomsten til livets materielle goder ikke mere kan erhverves på grundlag af den mere begavedes udnyttelse af den mindre begavede, eller ved den stærkes udnyttelse af den mindre stærke. Ingen som helst kan leve på andres bekostning. Når denne ændring til fuldkommenhed er sket, vil den jordiske menneskehed være udrenset for sine dyriske principper, såsom ejendomsbegær eller havesyge, røveri, bedrageri, misundelse, skinsyge, ligesom hadets og krigens tankearter og mordtendenser heller ikke kan eksistere i det fuldkomne verdensrige med alverdens mennesker til indbyggere. I dette klode- eller planetarrige, som jordens mennesker da udgør, kender man ikke til suveræne nationalstater eller tilsvarende enkeltpersoner eller grupper af personer, der i form af "forretning" kan monopolisere livsværdierne som privatejendom og dermed skabe gene, skabe "forstoppelse" i jordorganismens nærings- og livskraftsfordeling mellem menneskene og staterne indbyrdes. Der bliver ikke nogen valutavanskeligheder, thi når den samlede menneskehed, og ikke enkeltpersoner, aktieselskaber eller stater, ejer jordens værdier eller materialer, bliver der ikke nogen at handle med. Forretningsverdenen forsvinder således ud af sagaen. Menneskeheden skal ikke mere købe materialerne hos monopoliserende besiddere eller indehavere af disse. Den skal ikke blive ved med at "købe" noget, der i forvejen i virkeligheden er dens ejendom, således som den nødvendigvis må i dag, grundet på dens ufærdige udvikling og den heraf følgende manglende forståelse af selve livets struktur. Når livsfornødenhedernes fordeling ikke mere skal foregå gennem handel eller forretning, bliver pengesystemet totalt overflødigt. Den eneste værdi i verdensstaten bliver derefter den menneskelige arbejds- eller skabeevne. Den er det eneste, der kan forvandle jordens naturprodukter til nytte, glæde og velsignelse for menneskeheden. Verdensstatens regerings fornemste og vigtigste opgave bliver derfor dette, at garantere, at ethvert barn, der fødes, kommer ind i det manifestationsfelt, hvor det har sine evner og talenter og dermed her har sin lyst og længsel. Her vil verdensstatens myndigheder se det som absolut livsbetingende for opretholdelsen af samme stats fuldkommenhed, at det får den bedst mulige undervisning og uddannelse i nævnte felt. Derved vil det blive i stand til at yde sit bedste eller allerhøjeste i samme manifestationsfelt for verdensstaten og medmenneskene. Livet kan således ikke i verdensstaten blive en trædemølle, der tvinger individet til daglig at arbejde med noget, der ligger langt fra dets evner og særlige begavelse og derfor vil være langt fra det, der er dets naturlige livslyst og længsel. Da fabrikationen i verdensstaten ikke befordres for at skabe profit eller berigelse, men udelukkende kun for at kunne skabe tilfredsstillelse af det daglige, livsfornødne behov, bliver der ingen overproduktion eller skabelse i blinde, således som tilfældet ofte er i dag, hvor det næsten udelukkende er profitten eller berigelsesmuligheden, der danner grundlaget for skabelsen. Da en relativt set mindre gruppe af jordens samlede antal mennesker ved maskinernes hjælp er i stand til at skabe de livsprodukter, der skal til for at dække hele menneskehedens manuelle behov, bliver der således frihed for alle de øvrige mennesker på jorden til at arbejde og udvikle sig i livets største kunstneriske skabelser, litteratur, sang og musik, male- og billedhuggerkunst, samt alle andre mulige kunstarter, der kan forskønne og oplive dagliglivet for menneskene. Ingen kommer således til at arbejde i andre felter end de, der så at sige er deres hobby. Ethvert menneske vil derved komme til at føle stor glæde ved tilværelsen.

Vi skal her til slut påpege denne kommende kulturepokes inderste kerne, der betinger, at denne menneskehedens lysende livsepoke bliver til virkelighed eller kendsgerning. Lad os se på et lille frøkorn, f. eks. en æblekerne. Hvad ligger der gemt i denne? - I denne ligger der allerede en kombination af bundne kræfter, der er kombineret således, at deres normale udløsning kun kan forme sig som et æbletræs fremkomst eller tilblivelse med mulighed for at bære frugter, indeholdende nye kerner og således fremdeles. Når man kender en sådan kerne, kan man altså forudsige, at den ved plantning på rette måde vil vokse og blive et nyt æbletræ, hvis frugter vil blive nye æbler og ikke noget som helst andet. Det samme princip er jo gældende i alle andre plantearters sæd, frø og kerner. Men er det samme princip ikke også gældende i alle animalske væseners forplantningssæd? - Hvis denne sæd bliver bragt til normal udløsning og forplantning, vil der her opstå en organisme efter så ag så lang tids forløb og af den eller den art eller race, af hvilken sæden er udrundet. En sådan organismes tilblivelse og særlige struktur er altså også forudbestemt til kun at kunne foregå efter den i sæden nedlagte bundne energikombination, der betinger, at dens normale udløsning eller frigørelse kun kan resultere i skabelsen af en organisme af nøjagtig samme art, struktur og race som dens ophav. Det er dette, der bevirker, at katte får killinger, hunde får hundehvalpe, mennesker får menneskebørn o. s. v. Vi ser, at skabelsen af vegetabilske såvel som animalske organismer kun kan finde sted efter den i sæden eller kernen nedlagte bundne energikombination. Skabelsens forløb med dens forskellige epoker, stadier og slutresultat kan derfor allerede forudsiges af den, der har kendskab til sædens eller kernens struktur og art i de givne tilfælde.

Som det af det foranstående fremgår, er menneskehedens skæbne i form af det fuldkomne menneskerige således forudbestemt. Men hvad så med menneskenes fri vilje? - Kan de slet ikke blive så grusomme i deres masseudfoldelse af mord og drab, føre så skrækkelige krige med atomvåben, at de dermed kan umuliggøre en sådan lysende epokes fremkomst som den, det fuldkomne menneskerige i sig selv må være? - Nej, og absolut nej! En sådan magt ligger der heller ikke i menneskehedens samlede viljeudfoldelse. Selve den kosmiske verdensorden er for evigt fremtrædende i guddommelige love, der igen er eet med forsynet eller Guds bevidsthed. I kraft af disse evige love har mennesket ganske rigtigt en fri vilje, rnen ikke til at ødelægge selve verdensordenen. Hvis denne virkelig sorterede under den menneskelige viljeføring, ville menneskenes samliv og livsmuligheder på jorden snart være forbi, hvis de da overhovedet i et sådant tilfælde nogen sinde ville have haft samme mulighed for at blive til. Hvad er det for en vilje, der bestemte, at mineralet skulle blive til plante, og planten til dyr og dyret til menneske? Tror man den store vilje, der således bestemte tingene, før mennesket og dets vilje blev til, er forsvundet, er ophørt med at eksistere? - Og tror man, at den skabte mennesket udelukkende for, at det kunne blive et væsen, der med sin morderiske viljeføring kunne sabotere den guddommelige skabelse, det liv og de livsmuligheder, der betingede dets egen opslåen som menneske på jorden, og som kostede den store viljes ophav millionårige naturprocessers iværksættelse at fuldføre. Nej! menneskets fri vilje er kun gældende der, hvor den går ud på hundrede procents at tjene i stedet for at lade sig tjene. Det har fri vilje til at elske sin næste som sig selv. Denne kærlighed har en mangfoldighed af variationer, igennem hvilke den kan manifesteres. Ja, den er netop i sig selv selve det fuldkomne livs oplevelse og må skabe lysets epoke overalt i dens område. Den giver stadig sit ophav en fri vilje til udfoldelse af disse kærlighedens variationer. Den fri vilje, som mennesket tilsyneladende har til at leve og undertrykke sin næste, ja i værste tilfælde til at dræbe eller myrde ham, kan kun eksistere som en sabotage på det undertrykkende og myrdende væsens egen fri vilje. De evige love betinger, at det et menneske sår, skal det høste. Når det med sin vilje undertrykker, lemlæster og dræber sin næste, skal det betale dette tilbage med sit eget liv. Det har berøvet sin næste hans frihed til at leve sit normale liv ud. Resultatet heraf vil uundgåeligt blive, at det, når tiden herfor er inde, selv må miste friheden til at leve sit eget normale liv ud. Her hjælper det ikke, hvor meget det så end vil leve. Her tæller dets vilje ikke mere. Det har altså med drabet af sin næste saboteret sin egen vilje. Sådan mister menneskene deres fri vilje i samme grad, som denne er frihedsberøvende for næsten. Det er derfor, at millioner af mennesker i dag lever med stækkede viljer. Alt, hvad der danner ulykkelig skæbne, såsom armod, invaliditet, forfølgelser, bagtalelser, ydmygelser og fornedrelser etc. fra sin næstes side er alle foreteelser, som er uønsket af den, de er rettet imod. De er skrigende imod hans vilje. Altså stækker disse realiteter i dag hans fri vilje. Men det kan kun være guddommeligt, at viljerne bliver stækkede i samme grad, som de går ud på at binde næsten i ulykkelige tilstande. Hvis viljerne ikke blev bundne her, ville de bringe hele universet til fald, rent bortset fra, at livsopholdelsesevnen aldrig nogen sinde ville have haft mulighed for at blive til. Det er denne skæbnens gengældelse igennem reinkarnationen, der efterhånden går op for mennesket, både rent følelsesmæssigt og rent forstandsmæssigt. Derved bliver det mere og mere humant indstillet, bliver mindre og mindre egnet til at forvolde sin næste gene eller lidelser, ganske uafhængig af hvordan denne næste så end måtte fremtræde. Det er denne proces, vi kalder "udvikling". Den er altså baseret på denne evige lov, der betinger, at den fri vilje hos væsenerne tilsidst bliver stækket i samme grad, som den er livsnedbrydende og underminerende for andre væseners retmæssige opretholdelse af livet. Man forstår her tilfulde den advarsel og vejledning, der ligger i det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Betingelserne for den fri vilje gælder naturligvis også i menneskenes politik og regeringsform. Enhver regeringsform, der jo er det samme som statens viljeføring, vil også tilsidst blive viljemæssigt bundet eller stækket i samme grad, som den underminerer og stækker andre staters vilje til den normale livsudfoldelse. Alle de stater og personer, der i dag lever med hårdt stækkede viljer, altså er inde i mere eller mindre hårde og underminerede skæbner, udgør således stater og personer, der engang i en tidligere livsperiode har bevirket den samme skæbne for andre nationer og væsener. Og de stater og personer, der endnu er så primitive, at de i dag underminerer andre folkegruppers og enkelte personers normale viljeføring og dermed deres normale ret til livet, er altså i virkeligheden i gang med at forberede stækningen eller fængslingen af deres egen vilje. Deres skæbne kan således med absolut sikkerhed forudsiges. Men ud af disse viljestækninger og de heraf følgende ulykkelige skæbner opstår der i menneskene et begyndende talent for skabelsen af en livsændring, indenfor hvilken man kommer mere og mere udenom de bevidsthedslag og tankearter, af hvilke de ulykkelige skæbner opstår. Man bliver således mere og mere forstående og venligtsindet overfor sin næste. Denne ny væremåde er den begyndende virkelige menneskementalitet. Den bliver foreløbigt betegnet som "humanisme". Men engang vil den have udviklet sig til at udgøre den næstekærlighed, der er alle loves fylde. Denne begyndende humanisme giver væsenet evne til at føle respekt for andre væseners liv og ejendom og stimulerer dets lyst til at være med til at skabe velsignelse og glæde for andre væsener. Når denne næstekærlighed i sin kulmination er det ufejlbarlige slutresultat af den følelses- og intelligensmæssige livsændring, den nuværende på magt, krig og våben baserede verdenskultur i sin udløsning er i færd med at afføde, bliver forjættelserne om en kommende fredens verdensepoke således her synlige som videnskab.

Med dette kendskab til verdensudviklingen er der ingen grund til at være bekymret eller bange, ligegyldigt hvormeget der så end hastes verden over med skabelsen af de frygteligste atomvåben og andre metoder til mangfoldiggørelse af sabotage og drab på mennesker. Det er rigtigt, at visse menneskegrupper af i dag, sikkert i den bedste mening, men på grund af kosmisk uvidenhed tror, at de, med denne udvidede magt og kunnen i befordringen af sabotage, død og undergang, har det sande kulturfundament. De ved endnu ikke, at de med dette kulturfundament som livsbasis er i færd med at forberede henrettelsen af deres egen magtudfoldelse og dermed deres viljeføring og livssyn. Den tidligere nævnte følelses- og intelligensmæssige livsændring venter dem hinsides ragnarokket, ligesåvel som den har ventet alle andre forudgående på det samme kulturfundament faldne væsener. Vi ser dermed, at kærlighedsviljen er den eneste form for viljeføring, der fri og usårbar kan overleve alt og vil derfor urokkeligt blive kulturskabelsens og dermed menneskesamlivets sidste og eneste, virkelige fundament. Det fuldkomne menneske kender derfor heller ikke til frygt. Dets viljeføring er eet med kærligheden, eet med verdensaltet og dermed eet med Gud. Guds befaling, der vorde lys, er sket fyldest. Alle loves fylde er blevet til kød og blod, til hjerne og hjerte i menneskets væremåde. Den virkelige kulturskabelse er sikret. Alt er såre godt.