Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med seks omtrent paa hinanden følgende Foredrag i Aarhus, Randers og Aalborg sluttede Studiekresarbejdet over "Livets Bog" for Sæsonen 1934 – 35 den 8. Maj. Bøgen er nu sprunget ud, og Foraarets Smil har afløst Vinterens Barskhed og dermed vist den aandsvidenskabeligt indstillede, at Tiden nu er inde til for en Stund at lægge den intense Forskning paa Hylden og lade hele den fysiske Organisme nyde godt af Sommerens Lys og Varme.

Hvad bragte denne Vinters Studiekresarbejde os? Jeg skriver med Vilje "os"; thi omend jeg nok selv har iscenesat og ledet de mange Studietimer, der nu ligger bag os, og derfor tilsyneladende hele Tiden har været "Læreren", har jeg dog samtidigt hermed hver eneste Aften, vi har været sammen, "siddet paa Skolebænken" og som hver eneste af de øvrige Studiekresdeltagere suget Næring af den Viden, "Livets Bog" skænker os, en Viden, som kun erkendes i samme Grad, som den i Vekselvirkningen med Omgivelserne bundfældes i vort Sind som Oplevelse.

Da jeg forleden Nat efter Foredraget i Aarhus rejste hjem, gled Tankerne af sig selv tilbage over Vinterens Arbejde. Det var som Eksprestogets Syngen henover Skinnerne udløste Erindringen om den mangeartede og rige Vekselvirkning med Mennesker Vinteren bragte mig, i min Sjæl, og jeg følte, at det for alle os, der i "Livets Bog" ser den fuldkomne Nøgle til Forstaaelse af Tilværelsen, har været saa rig en Vinter, at vi ikke alene har Grund, men ogsaa Pligt til at sige Tak.

At give en Oversigt over det nu afsluttede Studiekresarbejde er umuligt. For nogle var det den "store" Oplevelse, nemlig for dem, der i denne Vinter for første Gang i deres nuværende Inkarnation mødte de kosmiske Analyser paa deres Vej, for andre var det den længselsfuldt ventede, naturlige Fortsættelse af foregaaende Vintres paabegyndte Studium; hver især ens med Hensyn til Maal, men saa afvigende med Hensyn til nuværende Udviklingstrin, at et Forsøg paa at rubricere de forskellige hurtigt vilde afsløre, at alt, undtagen Livet selv, lader sig spærre inde i Rammer og Baase.

Men er det ikke netop denne de enkeltes Forskellighed, der gør et Arbejde som det, der er skabt over "Livets Bog", saa indholdsrigt? Der gør, at hvert eneste Samvær fornemmes saa fornyende og berigende, at disse Studietimer efterhaanden af Deltagerne føles som et uundværligt Led i deres aandelige Vækst?

Med denne Vinter har Studiekresarbejdet nu bestaaet i tre Aar og ved sin stadige Vækst hele Landet over ikke alene bevist sin Eksistensberettigelse, men ogsaa, at det har afhjulpet et virkeligt følt Savn. Det skabtes i sin Tid for at komme dem, der ønskede en dybtgaaende Forstaaelse af Problemerne, i Møde, og det viste sig hurtigt nødvendigt at ændre Formen fra at være et Samvær, hvor Spørgsmaal og Svar afløste hinanden uden særlig Plan, til den mere "skolemæssige" Form, det idag har, og som betinger, at hvert enkelt Problem først belyses selvstændigt i alle sine Detailler og derefter som et Led i det samlede Verdensbillede.

Aarene har bragt os nærmere hinanden. Der er idag indenfor Studiekresarbejdet en Stamme, hvis "Bæreevne" stadigt vokser. Jeg tænker her paa dem, der nu igennem tre Aars intensivt Arbejde med Stoffet i "Livets Bog"s første Del er naaet saa vidt, at de, paa de forskellige Hold baade her og i Provinsen, nærmest fornemmes som en Slags absolut uundværlige "Hjælpelærere", Mennesker, hvis høje aandelige Standard har gjort Samværet i Studiekresene til en Nydelse af stor og inspirerende Betydning. I enhver Sag er det jo Kernens Kvalitet, der angiver Tonen. Da hele Martinus' Arbejde holdes fjernt fra al Foreningsdannelse med Bestyrelser, Grader, Valg etc. er det jo givet, at det kun søges af Mennesker, der i deres aandelige Udvikling er naaet dertil, at den guddommelige Suggestions Magt over Sindet er brudt til Fordel for en af indre aandelig Trang udløst Længsel efter den virkelige Sandheds Erkendelse. Men at være naaet til at søge Sandheden for Sandhedens egen Skyld betyder at have hævet sig over Ærgærrighedens og Aandshovmodets udstrakte Zoner, den virkelige Aandsforsker er ikke imponeret af sin egen Viden, thi han har forlængst erkendt sin egen Begrænsning og Lidenhed og indset, at enhver Form for Imponerethed over egen Viden er identisk med de Mure, der holder alt virkeligt Lys ude.

Med sine strenge Krav om Tolerance overfor anderledes tænkende, sin soleklare Paavisning af de forskellige Udviklingstrins nødvendige Tilstedeværelse som Basis for vor egen aandelige Vækst, har Martinus for alle Tider sikret sig, at hans Lære aldrig kan komme til at forkalke eller forstene i en Væremaade, der lader Individet komme til Syne med en Vi-alene-vide-Mine, der i Stedet for Kærlighed og Forstaaelse avler Bitterhed og Vrede.

Og skal jeg nu, da denne Vinters Arbejde er fuldbyrdet, sige Ord, som dækker, hvad jeg føler overfor den Enkelte, da maa det være en Tak til hver især for den Kærlighed og Forstaaelse, jeg har følt iblandt Studiekresdeltagerne indbyrdes. De Smil hvormed der hilstes, og den Stilhed hvormed der lyttedes. Haandtryk, der sagde mere end Ord, har vist mig, hvor dybt Martinus' Tanker har slaaet Rod i de forskelliges Sind, og det er med en Følelse af inderlig Glæde, jeg siger: Paa Gensyn til Efteraaret!