Ældre Kosmos og Kontaktbreve

INFORMATION 12/2-51
 

Hos Anna Ørnsholt, Aarhus-pigen, der blev et skattet medlem af Nehrus familie

Alt er på rette plads i premierminister Nehrus hjem i Indiens hovedstad, New Delhi, fordi tante Anna fra Danmark holder øje med hele husets udseende, med de altid talrige gæsters komfort og meget andet. Hvem er denne kvinde, der behandles som et kært medlem af Nehrus familie? Frk. Ørnsholt. Stabssergent-datter fra Aarhus, en vindende person med et usædvanligt livsforløb og megen klog charme, som har bragt hende til at omgås venskabeligt med den sidste menneskealders interessanteste mennesker i Indien, fra det øvrige Asien og fra den vestlige verden.

Frk. Ørnsholt er kendt af de fleste danske Indiensrejsende for den enestående gæstfrihed og hjælpsomhed, hun får tid til at vise dem trods sin travlhed. Straks efter, at jeg var kommet til Delhi, inviterede hun mig til "primeministerhouse".

Jeg fandt en gråhåret statelig dame i den indiske pyjamasdragt, der sædvanligvis bæres af kvinder fra landsdelen Punjab (vide silkebenklæder, lang "skjorte" udenpå og et flagrende gevandt om skuldrene). – Med spændstige og graciøst hurtige bevægelser, som ingen skulle tiltro en 68-årig, var hun ifærd med at dirigere en hær af hvidklædte tjenere med guldbroderede hovedbeklædninger og brede røde bælter om maven. Deres bare, brune fødder klaskede mod verandaens fliser, mens de stillede grønne kurvestole og tunge antikke vaser på plads til aftenens selskab, der skulle nyde udsigten til den omgivende parks friskhed.

Vi gik gennem huset til Anna Ørnsholts værelse. At gå gennem det nehruske hus vil sige at gå gennem fire dagligstuer, to spisestuer, en stor sal, seks kontorer, et væld af receptionsværelser og 16 soveværelser hver med to badeværelser. Intet under, at Anna Ørnsholt må ile. Og der er altid gæster i alle disse rum. Værelsernes udstyr er meget enkelt: dybe, behagelige stole med lærredsbetræk, mange puder, mange billeder af Gandhi. Mest iøjnefaldende er en indokinesisk gave til Nehru – danserinder, udskåret i træ.

– Undskyld, der er så meget, jeg ikke har nået at stille bort, siger Anna Ørnsholt, da vi træder ind i hendes værelse. Det er Nehrus gaver. De strømmer altid ind til ham, men de fleste af dem ender i mit værelse, for at jeg kan pakke dem bort i et værelse, der er fuldt af de gaver, han har fået i tidens løb.

Få minutter efter kommer Nehrus datter, mrs. Indira Gandhi, ind for at se til Anna Ørnsholt og for at kigge på de sidst ankomne gaver, der omfatter de forskelligste ting, fra sølv-miniatureskibe til en lang række karikaturer af Nehru. Det er den glimrende indiske karikaturtegner Shankars opfattelse af premierministerens omdiskuterede højst forskellige sindsstemninger, der også kan få Nehru til at blæse balloner, gynge i børnebørnenes gynge og meget andet uhøjtideligt.

Den smukke, lysgyldne Indira med hvide blomster i sit mørke hår har tunge byrder hvilende på sin forfinede sarte person, og nervøse trækninger om de melankolske funklende øjne fortæller, at hun føler byrderne. Mens hendes mand, redaktør Gandhi, passer sin "National Herald" i Lucknow, lever hun i New Delhi med sine to drenge for at tage sig af sin fader. Omfattende repræsentative pligter har hørt til hendes daglige arbejde, siden Nehru for mange år siden mistede sin hustru Kamela.

Døren går op igen, og en anden af Indiens velkendte kvinder kommer på besøg hos Anna Ørnsholt – parlamentsmedlem Padmaja Naidu, datter af den berømte digter og forgrundskvinde i frihedskampen, Saojini Naidu, der var den første kvinde i Indiens offentlige liv. Hun døde i 1949 som guvernør af United Provinces. Miss Naidu er den stilfærdige, halvt generte Indiras modsætning. Hun har et ansigt med kraftige næsten negroide træk, østerlandsk farvepragt i klædedragten, og hun er fuld af tale og latter. Indiras velklingende oxfordengelsk lyder kun i stuen, når der stilles spørgsmål til hende, men miss Naidu kvidrer fornøjet om sit og de øvrige elleve kvindelige parlamentsmedlemmers arbejde.

Begge disse indiske kvinder er naturligvis med i velfærdsarbejde for deres medsøstre og for flygtninge-millionerne. Ingen af dem ser lyst på situationen i Indien, "men vi har da hovedet over vandet", mener de, og de minder om, at om fremmede føler sig slået af forholdene i Indien, må de huske på, at det overalt var utrænede mennesker, der overtog de forskellige poster, da Indien fik sin frihed.

Hun fortæller sin historie. – Jeg kom til Indien i 1925, og jeg rejste hertil, fordi jeg var teosof. Med det samme jeg gik i land i Madras, sagde jeg til mig selv: Nu er jeg hjemme. Jeg havde aldrig været i Indien før, men intet var mig fremmed – den særlige lugt, der er i Indien, hele atmosfæren. Jeg syntes, jeg kendte det hele i forvejen. Det var meningen, jeg skulle være i Indien nogle måneder, men uden at jeg nogensinde selv bad om det, blev jeg flyttet fra det ene mere interessante sted til det andet i Indien, og jeg har siden kun været hjemme i Danmark på besøg.

– Hvad bestilte De, før De kom til Indien?

– I min pure ungdom var jeg på en gård på Djursland, derfra kom jeg til Ring kloster ved Skanderborg, så blev jeg lærerinde på Grønnebjerggård ved Tølløse, rejste til Tyskland, Skotland og England som guvernante og var derefter i otte år lærerinde på Knuthenborg... mine forældre sagde, jeg var et problembarn, ler Anna Ørnsholt, inden hun fortæller videre om sit ophold i Indien.

Da jeg havde været syv måneder i Madras, rejste jeg til Bangalore, hvor jeg trænede elever til gymnastiklærerinder for pigeskoler. Jeg havde selv diplom fra England. Systemet er bygget over de ægyptiske og græske statuer og malerier.

Senere inviterede lady Bose i Calcutta mig dertil. Hun var gift med den indiske videnskabsmand, sir Jagadis Bose, der demonstrerede den trådløse før Marconi. Hvorfor bliver De ikke min mands privatsekretær, sagde lady Bose til mig under besøget. Og så blev jeg sir Jagadis privatsekretær i de næste 10 år. En måned før sir Jagadis døde, rejste jeg på ferie i bjergene, og der traf jeg familien til mrs. Lakhsmi Pandit (Indiens nuværende ambassadør i USA og Nehrus søster), og jeg blev inviteret til deres hjem i Lucknow. Resultatet blev, at jeg skulle blive i deres hus for at se efter tre døtre. Da mrs. Pandits mand døde i 1944, kom Indira Nehru og bad mig om at komme til hendes hus. Sådan er det gået til, at jeg er havnet hos Indiens første familie.

Jeg har aldrig selv bedt om at få en plads i Indien, slutter Anna Ørnsholt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der altid var 7-8 stillinger parate til mig på en gang, eller hvordan det gik til, at jeg altid kom i forbindelse med Indiens personligheder. Jeg har ofte følt mig som en marionetdukke, der blev flyttet omkring uden selv at have nogen indflydelse på, hvor den skulle flyve hen.