Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men en saadan Lære om de fire Elementer indeholder i Virkeligheden ingen Forklaring paa Stoffets Ejendommeligheder, og disse fire Grundegenskaber syntes snarere opstillet, fordi man indenfor Naturfilosofien tilstræbte en smuk Symmetri, og da man nøjedes med at rette Tænkeevnen ind paa Materien og dens Egenskaber, men ikke gjorde praktiske Forsøg paa en virkelig fysisk Undersøgelse, kunde Aristoteles' Lære ikke føre til andet end rene hypotetiske Formodninger.

Først paa Reformationens Tid, da Naturvidenskaben tog et saa mægtigt Opsving, udvidedes Menneskenes kendte Omraade indenfor Stoffet eller Mikrokosmos, navnlig ved Undersøgelserne over Forbrændingsfænomenerne, og dette resulterede i den Forklaring, paa hvis Fortolkning hele den fremtidige Kemi blev opbygget.

Efter dette naaede man til at betragte alt eksisterende fysisk Materie som et Resultat af et Sammenspil mellem et vist Antal bestemte Stoffer, som det ad kemisk Vej ikke var mulig at spalte eller dele yderligere, og som man derfor kaldte Grundstoffer. Og disse Grundstoffers Evne til at danne kemiske Forbindelser med hinanden kunde kun forklares ved at opfatte Stoffet som bestaaende af mindre Dele – Molekyler –, og disse ganske overordentlig smaa Dele repræsenterede den mindst mulige eksisterende Del af det paagældende Stof. Men disse Molekyler kunde endda spaltes i endnu mindre Dele. Det store Antal kemiske Forbindelser, som Naturen direkte frembyder, eller som frembringes i Kemikerens Retort, viser stadigvæk ved Forsøg ganske bestemte enkle Vægtforhold af de deri indeholdte Stoffer. Og den eneste tilfredsstillende Forklaring af denne Kendsgerning var, at et hvilket som helst Stofs Molekyler maatte bestaa af endnu mindre Dele "Atomer", saaledes at et bestemt Grundstofs Atomer alle er ens, men samtidig forskellig fra de andre Grundstoffers Atomer, først og fremmest ved deres Masse, men ogsaa ved deres Egenskaber. Da der findes ca. 90 forskellige Grundstoffer, maa der følgelige ogsaa findes ca. 90 forskellige Atomer, hvis uhyre varierende Forbindelser med hinanden danner den Uendelighed af forskellige Stoffer, der igen repræsenterer Opbygningen af den omgivne fysiske Materie eller det materielle Tilværelsesplan.

Men dette Billede af Materiens Opbygning maatte igen i vor Tid fornyes og forbedres. Medens man først havde antaget, at disse Atomer var uendelig smaa, men massive haarde Kugler, maatte man nu antage, at ogsaa det enkelte Atom var opbygget af endnu mindre Dele, nemlig af en fast Kerne, hvorom der igen kredsede flere eller færre Elektroner, analogt med et Slags Solsystem i det Smaa, hvor Atomkernen er Solen og Elektronerne er Kloderne.

Men endda var vi ikke naaet til Bunds i Materien. Videnskaben maatte revidere sin Opfattelse af Atomkernen som en fast udelelig Kugle. Man fandt, at ogsaa denne Kerne maatte være dannet af mindre Bestanddele, sandsynligvis af Brintatomkerner og Elektroner i forskelligt Antal efter de forskellige Atomer. Og med dette naaede Videnskaben til det foreløbige Resultat, at den materielle Verden i Virkeligheden syntes opbygget af kun to Faktorer, nemlig Brintatomkerner og Elektroner, der hver for sig repræsenterer elektriske Kraftcentrer og hvis Vekselvirkning af elektriske Kræfter danner et tredie Princip – Molekylet. Dog mener man i den allerseneste Tid at have konstateret Tilstedeværelsen af endnu mindre teoretiske Dele i Materien, de saakaldte Positroner, Devtroner og Nevtroner.

Ved at naa til disse Resultater har Videnskaben altsaa givet os en Evne til at iagttage Materien, som man tidligere maatte tro vilde ligge udenfor Mulighedernes Grænse. Vi skylder Videnskaben, at vi nu er kommen i Besiddelse af en Synsevne, der ganske vist er rent teoretisk, men ikke desto mindre foraarsager, at vi tvinges til at anlægge et helt andet Syn, end vi tidligere har haft, paa selve vor egen Tilværelse.

Vi vil nu betragte vor Tilværelse med den Evne til at se paa Realiteterne, som den moderne materielle Videnskab stiller til vor Raadighed.

Vi sidder formodentlig i en magelig Stol og læser dette. Vi synes, vi sidder ganske sikkert og trygt, thi den er for vore Øjne temmelig solid og absolut "virkelig". Men er det nu helt rigtigt? Stolen bestaar for det første af en Samling Molekyler, men ikke paa den Maade, at disse ligger tæt og stille op ad hverandre, nej, der er god Afstand imellem de enkelte Molekyler, og stille, ligger de heller ikke. De bevæger sig tværtimod med en Fart af flere Hundrede Meter i Sekundet, ganske vist nogenlunde paa samme Sted, idet hvert Molekyle svirrer omkring sit eget Ligevægtscentrum. Vor Stol udgøres altsaa af denne vældige Masse af Bevægelser og holdes sammen ved Molekylernes indbyrdes Tiltrækningskræfter. Denne Molekylarbevægelse kan vi virkelig føle, thi det er nemlig det, der giver os den Sansefornemmelse, vi kalder "Varme". Jo hurtigere Molekylerne vibrerer, jo varmere siger vi at Stoffet er, og jo langsommere de vibrerer, des koldere siger vi det er. Vor Oplevelse af Varme og Kulde bliver derved opløst til kun at være Udtryk for Oplevelsen af Bevægelse i Stoffets Molekyler. Men Molekyler er jo, som før omtalt, kun Udtryk for en Sammenhæng af de endnu mindre Dele. Atomerne, der igen opløser sig som bestaaende af en Kerne plus et vist Antal Elektroner, der ogsaa bevæger sig i svimlende Hastigheder.

Da nu disse Atomkerner og Elektroner maa have en næsten uendelig lille fysisk Størrelse, vil dette sige, at det, vi betragter som et fast fysisk Stof – videnskabelig set kun bliver Udtryk for et praktisk talt tomt Rum, hvori en i Forhold til Rummets Størrelse ganske forsvindende Mængde elektrisk ladede Kraftcentrer bevæger sig i en fantastisk Fart.