Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er denne kærlighedens ønskedrøm, der betinger, at ungdommen ikke frivilligt og med glæde ønsker den dem påtvungne såkaldte "værnepligt", denne uddannelse til mordeksperter eller til fagfolk i krigsteknik, denne dyriske udfoldelse i udslettelse eller lemlæstelse af liv og ødelæggelse af kultur, der er så overdimensioneret, at den kun kan udtrykkes som "djævlebevidsthed". Og det er kun et tidsspørgsmål, hvor længe man kan blive ved med at tvinge ungdommen til at befordre disse hedenske krigstraditioner og primitive urmenneskelige tilstande. Der er stadig noget, der hedder "stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Men dette facit kan lavintellektualiteten med dens umådelige tekniske og kemiske viden og kunnen ikke klare og forstår derfor ikke, at opfyldelsen af dette bud absolut er det eneste, der kan afskaffe krigen i verden og dermed bane vejen for fredens tilblivelse og opretholdelse. Her har lavintellektualiteten nået sit endemål. Den kan kun arbejde med materielle og konkrete foreteelser. Abstrakte foreteelser har ingen interesse her, ligegyldig hvor store sandheder de så end måtte udgøre.

I lavintellektualitetens epoke er det fornemste sanseredskab intelligensen. Men med intelligens alene er det umuligt at sanse de psykiske processer og love bag det materielle håndgribelige liv. Disse psykiske processer kan kun opfattes som abstraktioner og bliver kun erkendt som overtro, fantasi og uvirkelighed ved siden af de materielle foreteelser, der kan konstateres som håndgribelige, konkrete kendsgerninger. Og de eneste for intelligensen tilsyneladende kendsgerninger med hensyn til fundamentet for væremåde eller for forholdet til sin næste, for forholdet mellem stater eller nationer er overlegen fysisk magt. Har man tilstrækkelig magt, kan man tvinge sin næste i knæ. Har et folk ligeledes magt nok, kan det tvinge andre folk, diktere dem til underlegenhed, diktere deres landegrænse, diktere deres handelspriser, diktere deres militærvæsen etc. Og det må da blive en ligeledes håndgribelig fysisk kendsgerning, at den, der ingen magt har, har meget vanskeligt ved at få ret. Det gælder nationer og stater så vel som enkeltpersoner. Derfor er den største udnyttelse af den begyndende ny åndsevne eller intelligensen dette, at tilegne sig magt. Men rent bortset fra de militæriske øjemed er magtudfoldelse ved drab og dødbringende midler ikke sådan rent åbenlyst autoriseret og tilladt. Derimod er den både autoriseret og tilladt under en hel anden form. Denne form ser meget human og naturlig ud, men er ikke desto mindre en magtudfoldelse, der både ruinerer, skaber fallit, nød og elendighed på den ene side og overflod og frådseri på den anden side. Men dette er endnu i samklang med god tone, skik og brug eller den moderne kulturs moral. I denne magttilegnelse er våbnet en så tilsyneladende uskyldig ting som "penge ", og den krigsmetode, i hvilken penge udgør det dødbringende våben, hedder "forretning". Forretning er den moderne kulturs ny krigsskueplads. Her stjæles, røves og plyndres i stor udstrækning med både myndigheders og borgeres billigelse. Ja, dens udøvere bliver ligefrem beundret og hædret. Men denne ødelæggende væremåde er umådelig camoufleret og kan derfor foregå med ovennævnte billigelse. Masser af mennesker er blevet bragt til nervesammenbrud, depression, livslede og selvmord af denne, som moralsk levevej camouflerede, udplyndring af næsten. Og dette gentages og florerer hver eneste dag. Millioner af mennesker dør af sult, medens andre masser af menneskehedens individer lever og dør i frådseri, luksus og lediggang eller i ligefrem opelsket organisk dovenskab. Mange af disse mennesker betragter det under deres værdighed at skulle arbejde. Denne kulturens skjulte krigsskueplads har således også sine koncentrationslejre og livsnedbrydelsesområder. Disse er storbyernes slumkvarterer. Her lever mennesker i armod og den heraf følgende utugt, primitivitet og usselhed eller i den dybeste fornedrelse og uværdige menneskelige tilværelse, skønt jorden har rigdomme og velsignelser nok, så alle mennesker faktisk kunne leve i overflod.

Det mest effektive våben i denne menneskenes skjulte krigs front og kamp om magten eller goderne er som nævnt "penge". Penge er intet mindre end denne skjulte fronts atomvåben eller brintbombe. Med dette våben udslettes normale livsmuligheder for millioner af mennesker verden over. Det er dette våbens "radioaktive" giftige stråler, der skaber de "forbrændinger" i menneskenes bevidsthed, vi før har nævnt som depression, livslede, nervesammenbrud og selvmord, lige som det er frygten for at komme til at lide denne skæbne, at alle selv må søge at komme i besiddelse af det samme våben for med dette at skabe beskyttelse imod slige "forbrændinger" fra sin næstes udslag af den samme krigsmetode.

Den moderne verdenskultur eksisterer således som kamp på to fronter. På begge fronter er det magttilegnelsen, der er det afgørende. Det gælder liv og død på begge fronter. Derfor må stater og folk være permanent oprustet, ikke alene med det umådelige kostbare militærvæsen, men også med det ikke mindre uundværlige våben, der hedder "valuta" eller "penge". Dette sidste våben kan være ligeså dødbringende, ulykkesbefordrende og udslettende menneskene og deres kulturværdier som militærvæsenets atom- eller brintbomber. At disse to krigsfronter ikke har kunnet befri menneskeheden fra krig og ikke har kunnet give den fred er naturligvis en selvfølge. De har derimod inddelt menneskene i en kunstig overklasse og en kunstig underklasse, såvel mellem stater som mellem staternes borgere indbyrdes. Begge fronter er en martring af menneskeheden, idet de begge er en blodig og dødbringende kamp mere om magten end om retten. Det er en livsfarlig kamp om magten til ubegrænset at besidde jordens naturgoder som privatejendom, ganske uafhængig af hvormeget dette så end måtte blive på bekostning af andre menneskers normale tilværelse eller medfødte ret til de samme goder.

Ovennævnte kamp har ført til, at alt, hvad der af naturgoderne overhovedet har kunnet monopoliseres som privatejendom ved hjælp af militærisk eller andre former for magtoverlegenhed, forlængst er blevet monopoliseret. Det eneste, der endnu er tilbage af naturgoderne, der ikke står opført i menneskehedens annaler som privatejendom, er sollyset og måneskinnet, luften og regnen. Og dog har man i et vist bestemt land engang forsøgt at monopolisere sollyset ved at beskatte vinduer. Fattige mennesker måtte således meget indskrænke deres lille lejligheds lysforhold, ja, måtte leve i mørke i samme grad som de ikke havde råd til at efterkomme nævnte beskatning. Men hvad findes der egentlig af de naturgoder, som hverken er givet eller skabt af mennesker, der ikke i dag er monopoliseret som privatejendom, rent bortset fra sollyset og de andre nævnte naturgoder? - Er ikke alle jordens naturprodukter: Mineraler, kul, olie, træ, jern, kobber, guld, sølv og ædle stene etc. gjort til privatejendom? - Er det samme ikke tilfældet med hensyn til andre af livsprodukterne, som ikke er skabt af mennesker, men som er nedlagt i jorden som en arv til hvert eneste menneske, der fødes på den. Men ikke desto mindre er denne arv for mange menneskers vedkommende monopoliseret som andre menneskers privatejendom, allerede inden de er født. Disse mennesker kommer derved i den samme situation som Kristus, og hver især kan sige om sig selv, som han gjorde det: "Ræve har huler og himlens fugle reder, men menneskesønnen har ikke det sted, hvortil han kan hælde sit hoved." Ethvert menneske, der vil have blot en "hule" eller en "rede", hvilket vil siget, noget, han kan kalde sit, må nødvendigvis købe det. Benytter han "hulen" eller "reden" uden tilladelse eller uden at betale for den, er han en tyv og hjemfalden til straf, fordi "hulen" eller "reden" ejes af andre som privatejendom. Hvordan skal en verdensborger, der bliver født under sådanne betingelser, komme til at holde af de mennesker, der med støtte af autoriteter og myndigheder har magt og en indbildt ret til at monopolisere og udnytte andres ret til livet som privatejendom? -

Det er dette, at hele jorden er opdelt i privatbesiddelser og ejes af et mindretal af dens mennesker, der betinger, at den øvrige part af dens mennesker, altså flertallet, må sælge deres liv, evner og anlæg til de store privatbesiddere af jordens livsmuligheder for at få midler til at kunne købe de nødtvungne livsprodukter, føde, klæder og husly af monopolhaverne. Derfer eksisterer hele den ikke besiddende klasse, hvilket igen vil sige den største part af alverdens millioner af mennesker, endnu som trælle, fængslet i tvungne leveveje. De må sælge så og så mange timer af deres daglige liv til livsfornødenhedernes monopolhavere for sparsomt at kunne få mulighed for opretholdelsen af deres eget liv. Og således bliver den moderne kultur at ligne ved en eneste stor fangelejr, indenfor hvilken den største part af alverdens mennesker er fængslet og må trælle for at opnå de vigtigste livsfornødenheder for derved i nogen grad at kunne beskytte sig imod nedværdigelsens og underkuelsens værste former for nød og elendighed. Samtidig med denne økonomiske fængsling af mennesker forhandles på alverdens børser de produkter, som monopolhaverne har kunnet fremstille ved hjælp af disse økonomisk fængslede menneskers arbejdstimer og skabekraft. Denne økonomiske verdenssituation kan naturligvis ikke bebrejdes nogen som helst regering eller noget som helst enkelt menneske. Den er et ganske naturligt stadium i selve den udviklingsproces, der skal føre mennesket frem til tilsidst at blive i "Guds billede". At dette således højst ufuldkomne eller ufærdige stadium ikke kan give menneskeheden fred, men derimod kamp eller krig, er naturligvis en selvfølge.

De økonomisk fængslede mennesker, der som nævnt udgør flertallet af jordens befolkning, får mere og mere til ideal at blive økonomisk frie mennesker, ja, blive økonomisk overlegne ligesom de besiddende klasser, thi da kan de i tilsvarende grad komme til at leve i samme velstand og overflod som disse. De tænker ikke her på den økonomiske fængsling og undertrykkelse, denne ændring i deres tilværelse vil koste andre mennesker. Grundet på dette forhold, at en del mennesker besidder livsgoderne som privatejendom og i kraft heraf kan tvinge de andre mennesker til at arbejde for sig, fordi de andre ikke har anden udvej, hvis de overhovedet vil leve, afføder denne overklasse om end ufrivilligt i denne underklasses mentalitet mere og mere begæret eller længslen efter at komme til at leve i overklassens milieu og økonomiske velvære. Denne længsel skaber en stærkt voksende tendens i underklassens mentalitet til oprustning imod og bekæmpelse af deres undertrykkere eller overklassen. Dette bringer denne overklasse eller de besiddende til mere og mere at være på vagt. Den skaber også oprustning til fordel for bevarelsen af de økonomiske goder og besiddelser, den har tilegnet sig og den hermed forbundne mulighed for at tvinge de andre. Underklassens mobilisering og oprustning til fordel for dens økonomiske frigørelse kender vi i form af fagbevægelsen og de hermed forbundne strejkemuligheder eller arbejdsstandsninger, ligesom overklassen som modtræk herimod også har dannet forening eller en fælles mobilisering og optræden til fordel for bekæmpelsen af underklassens voksende økonomiske krav. Og hermed er der således åbnet en permanent voksende krigsfront indenfor enhver stats eget daglige liv. Og det er i virkeligheden den samme krig, der gør sig gældende nationerne imellem. Nationerne eksisterer også som en slags overklasse og underklasse. De store og meget besiddende stater danner således overklassestater, der i kraft af deres store og overlegne militærvæsen kan monopolisere store områder af de for alverdens mennesker livsvigtige produkter eller naturgoder. Disse livsvigtige produkter kan kun komme de små stater tilgode i kraft af, at de kan yde den valuta, de store stater selv dikterer. Det er stadig de stater eller personer, der har størst monopol på de livsbetingende naturgoder i verden, der har magten og derved kan undertrykke de andre ikke besiddende personer og stater. Derfor kan det også her ses, at der aldrig nogen sinde kan blive fred i verden, sålænge idealet for al kamp er berigelse både hos de undertrykte og hos de besiddende. Den økonomiske underklasse må kæmpe for at berige sig så meget, at de i det mindste kan komme til at leve et normalt liv, og overklassen eller monopolbesidderne må kæmpe for at bevare den engang erobrede magt og de hermed forbundne materielle goder og rigdomme. Hvad enten det nu er stater, der er i krig med hverandre, eller det er arbejdere og arbejdsgivere, der er i konflikt, så er det i virkeligheden den samme krig. Det er en kamp imellem økonomisk herskende og økonomisk undertrykte. Det er en dans om guldkalven.

I denne håndgribelige og realistiske kamp på liv og død om livsgoderne er det givet, at man ikke har brug for en abstrakt Guddom og en hermed forbunden morallære, der er ligeså uhåndgribelig og abstrakt. Her er man kun vidne til, at kun den, der har overlegen magt, kan få ret, ligegyldig hvad enten han virkelig har ret eller ikke har ret. Han kan måske nok få juridisk ret, men denne ret er ikke altid en garanti for den absolutte ret. Og der, hvor den ikke udgør en absolut ret, er den jo i tilsvarende grad en uret. Overfor sådanne omstændigheder og kendsgerninger virker det store bud: "Elsk din næste som dig selv", "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", eller den omfattende tilgivelse af næsten, som verdensgenløseren påbød, som en ganske forfærdelig naivitet, ja, ligefrem som noget, der er opstået i en unormal hjerne, skønt disse påbud er åndsvidenskabelige, urokkelige sandheder, på hvilke hele den kommende, fuldkomne verdenskultur vil blive baseret, og uden hvis virkeliggørelse i det daglige liv verden aldrig nogen sinde vil kunne komme ud af krigens og undertrykkelsens domæne eller guldkalvsreligionens iskolde dødningedans.