Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1954/6 side 93
F.N. Nyt
 
Kvindens ligestilling internationalt anerkendt
 
F. N.-konvention om kvindens
politiske rettigheder i kraft
om et par måneder.
Den 7. juli, 61 år efter den dag, da en kvinde for første gang afleverede sin stemmeseddel ved et politisk valg – det skete på New Zealand – får kvinderne i hele verden officiel bekræftelse på, at de bør have samme politiske rettigheder som manden. På denne dato træder F. N.s konvention om kvindens politiske rettigheder i kraft.
Overenskomsten blev vedtaget på F. N.s generalforsamling den 20. december 1952, og den er nu ratificeret af det antal stater, der er nødvendigt, for at den kan træde i kraft. De lande, der har anerkendt konventionen, er Sverige, Grækenland, Kina, Den dominikanske Republik, Bulgarien og Cuba. Israel har meddelt, at dets ratifikation kan forventes i nær fremtid.
Konventionen fastslår, at alle kvinder har samme rettigheder som mænd, når det gælder valgret og valgbarhed ved politiske valg og besættelse af offentlige embeder.
Finland og New Zealand som foregangsstater.
Når man i dag som en selvfølgelig ting ser kvinder arbejde indenfor politik, økonomi og på det sociale område, tænker man ikke over, hvor forbløffende kort tid, der er gået, siden kvindens politiske ligestilling med manden officielt blev anerkendt i en række lande. Bortset fra de to foregangsstater New Zealand og Finland, som gav deres kvinder stemmeret henholdsvis i 1893 og 1906, skal man helt frem til den første verdenskrig, før lande som U. S. A., England, Sovjetunionen og de nordiske lande tog et lignende initiativ. Norge gav kvinderne kommunal stemmeret i 1910 (til Stortinget i 1913). I Danmark og Island fik kvinderne stemmeret i 1915, i Sverige i 1921.
Da man efter den anden verdenskrig skabte De forenede Nationer, forpligtede medlemsstaterne sig i pagten til at arbejde for afskaffelsen af enhver form for diskriminering, altså også, at forskelsbehandlingen fandt sted på grund af køn. Det første skridt i denne forbindelse blev taget, da F. N.s kommission for kvindernes stilling blev nedsat i 1946.
Ligeløn, uddannelse, lige juridiske og økonomiske rettigheder
Men stemmeretten er langtfra det eneste område, hvor F. N.s kommission for kvindernes stilling sætter ind. Hvis kvinden skal blive en ligeberettiget og lige så værdsat arbejdskraft i samfundet, må hendes chancer for uddannelse også være de samme som mandens, og det er de afgjort ikke. Mange lande har et skolesystem og en faguddannelse, der ensidigt er lagt an på mandens kundskabsbehov. Det er også et udslag af den tidligere opfattelse af kvinden som et mindre selvstændigt individ end manden, når kvinder, der gifter sig med en mand af anden nationalitet, efter de fleste landes lovgivning automatisk får mandens statsborgerskab. I de nordiske lande har kvinden ret til at beholde sin egen nationalitet, hvis hun ønsker det. Men dette fremskridt er dog kun et par år gammelt. Før den tid måtte hustruen også i Norden tage mandens statsborgerskab.
 

 
Dobbelt så mange mennesker om 70 år
Fra 1951 til 1952 øgedes jordens befolkning med 30 millioner.
I 1952 fandtes der 2.469.000.000 mennesker på jorden eller 30 millioner flere end året forud. Hvis forøgelsen fortsættes i samme tempo, vil der om 70 år være dobbelt så mange mennesker som i dag,
F. N.s demografiske årbog, som netop er udkommet, bringer oplysninger om folkemængde, levetid, dødsårsager m. m. Gennemsnitslevealderen bliver stadig længere i de fleste lande, og dødeligheden daler. Især for spædbørns vedkommende er dødeligheden stadig synkende, og det gælder specielt lande, som allerede havde ret lave tal. Efterhånden som gennemsnitslevealderen i verden bliver større, skifter dødsårsagerne. Kræft og hjertesygdomme forekommer hyppigere, mens tuberkulosen ser ud til at være i aftagende.
Østrig er et af de bedste eksempler på levetidens forlængelse. Her var en nyfødt piges gennemsnitsalder i 1901 41 år, mens den i 1951 var 67. Den længste på forhånd beregnede gennemsnitslevealder for kvinder opgjordes i 1950 i U. S. A. til 72,4 år. For mænd er det tilsvarende tal 69,4 år, der beregnedes i Holland i 1947/48.
I de nordiske lande er den beregnede gennemsnitslevealder ved fødslen følgende:
    Mænd   Kvinder
Danmark 1931-35 62 63,8
  1936-40 63,5 65,8
  1941-45 65,62 67,7
  1946-50 67,8 70,1
Finland (tabene under
krigen ikke medregnet)
1931-40 54,45 59,55
  1941-45 54,62 61,14
Island 1931-40 60,9 65,6
Norge 1931/32-
1940/41
64,1 67,6
  1945-48  67,8 71,7
Sverige 1931-40 63,76 66,13
  1941-45 67,06 69,71
(Demographic Yearbook 1953 fås i Danmark hos F. N.s salgsagent Ejnar Munksgaards Boghandel, Nørregade 6, København K.)