Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et årstid før dette tidspunkt var mit åndelige arbejde, min skabelse af analyser og symboler over verdensbilledet allerede så langt fremskredent, at jeg følte i mig kravet om at bringe det frem for en større kreds af mennesker. Hidtil var mit arbejde ikke nået udenfor det lille tagkammer, i hvilket en stor del af dets første begyndelse så dagens lys, og det par enkelte familier, jeg da kom sammen med. Ud over disse få mennesker var der endnu ingen, der kendte mit arbejde. Men da jeg nu, som nævnt, var nået så langt med skabelsen af mit lysbilledmateriale, at jeg kunne vise selve verdensbilledets fundamentale og evige struktur, henvendte jeg mig til mennesker, som havde evne til at forstå min mission og kunne føle sig tilskyndet til at være med til at bringe det videre. Og en søndag i september 1928 viste jeg for første gang det evige verdensbilledes grundstruktur i foredrag og symboler, fremstillet til lysbilleder, for en forsamling af stærkt interesserede og psykisk begavede mennesker i et hjem i Ordrup. Dette hjem tilhørte fabrikant Bernhardt Løv. Hr. Løv var en tidligere personlig ven af nu afdøde Rudolf Steiner, Antroposofiens stifter, hvis gæst han i tre år havde været i antroposofiens centrum i Schweiz. Under dette ophold havde Rudolf Steiner betroet ham, at der i Danmark ville fremkomme noget helt nyt på det åndsvidenskabelige område i tidspunktet omkring 1928-1930, og at det var ønskeligt, om der var nogen, der kunne forberede sig til at tage imod dette nye og hjælpe det frem. Og da hr. Løv mødte mit arbejde, følte han straks, at her var dette nye, som måtte hjælpes og støttes. Hr. Løv, som var en ældre herre på nogle og firs år, men ganske usædvanlig åndsfrisk, havde en meget stor position indenfor det antroposofiske område. Han gav nu de sidste år af sit liv helt til fordel for min sags viderebefordring, en mission, der ikke gav ham særlig sympati og medhold indenfor den antroposofiske bevægelse. Men Bernhardt Løv var altfor udviklet til at kunne lade sig bremse heraf. Og jeg blev en stadig gæst i hans hjem i samvær med ham og hans elskelige hustru og deres trofaste venner blandt højtudviklede og fordomsfrie mennesker. I denne dejlige kreds var der god jordbund for min mission. Men denne stærkt stigende interesse for mit arbejde, der derved opstod, begyndte at lægge foruroligende beslag på min kostbare tid. Jeg begyndte at få mange breve, som skulle besvares, ligesom mange søgte personlig samtale med mig for at få løst vanskelige spørgsmål eller generende problemer i deres daglige liv.

Jeg havde længe følt, at jeg måtte have hjælp, hvis jeg skulle kunne nå at fortsætte skabelsen af verdensbilledets analysering i form af mit hovedværk "Livets Bog". Denne skabelse måtte absolut fortsætte, hvis det af mig allerede skabte materiale ikke blot og bart kun skulle blive postulater, der ikke kunne efterforskes og kontrolleres af andre. Det var jo min mission og opgave at give verdensbilledet som videnskab, som noget der til slut kunne blive absolut internationalt og fælles for alverdens mennesker, hvilket de blotte dogmer aldrig i noget som helst tilfælde kan blive. Postulater og dogmer kan aldrig blive andet end parti- eller sektdannende, fordi man her vil kunne få forskellige opfattelser om dogmernes ægthed. En sådan situation kan ikke opstå omkring en videnskab, da den i sig selv er bevisførende. Derfor må alle tilsidst bøje sig for den. Åndsvidenskaben vil derfor blive den allersidste form for religiøs tilstand og blive identisk med "talsmanden den hellige ånd", der skal gøre alle folk på jorden til "een hjord" og overfor hvilken der kun skal være "een hyrde".

Denne åndsvidenskabens store betydning så den elskelige hr. Løv. Han var derfor særlig indstillet på, at jeg snarest muligt fik en fortrolig medarbejder. Jeg følte således på dette tidspunkt, at Gud en dag ville lade mig møde et menneske, som af ham var udset til at blive denne min kvalificerede medarbejder. Og en dag i foråret 1929 mødte jeg i et tandlægehjem i Hillerød, i hvilket jeg i de første vanskelige år i min missions begyndelse nød megen interesse, venlighed og støtte, for første gang Erik Gerner Larsson, som jeg allerede kendte af omtale. Hidtil havde jeg ikke haft den mindste anelse om, at han var den af Forsynet udsete medarbejder til min mission, men efter dette mit første møde med Gerner Larsson var der ikke nogen som helst tvivl på dette felt i min bevidsthed. Jeg følte, at han var den, der var udvalgt til igennem den kommende fremtid at hjælpe mig med at bære min missions ikke altid helt lette byrder. Og fra første august 1929 har Gerner Larsson været knyttet til min mission og sag som min nærmeste medarbejder. Han var da på nævnte tidspunkt 22 år.

Gerner Larsson blev ikke knyttet til min mission og sag på grundlag af at være et færdigudviklet eller kosmisk, bevidst menneske, hvilket han da også til enhver tid selv er den første til at erklære. Men dette vil mennesker i al almindelighed slet ikke akceptere. De stiller derimod et ideal op, som de mener eller ligefrem forlanger, at den eller den person, som er discipel eller medarbejder i en åndelig mission til punkt og prikke skal opfylde. Dette kommer særligt til udtryk hos væsener, der i deres opfattelse af dem selv mener at være langt højere udviklet og burde være den, forsynet havde valgt. Og med hensyn til Gerner Larssons tilknytning til sagen udeblev sådanne andre væseners kritik og misbilligelse heller ikke. Bag min ryg forsøgte man at fortælle ham, at han slet ikke var udviklet nok til at være min medarbejder, og at han absolut helst måtte opgive dette. Man foreholdt ham, at hans tilknytning til sagen var en stor fejldisposition fra min side. Den kunne kun blive til skade for sagen.

Da det nu engang er således, at ethvert menneskes åndelige position og mission ikke kan dikteres af noget andet menneske, men udelukkende er en sag mellem dette menneske og Guddommen, var Gerner Larssons tilknytning til min mission og sag således ikke et spørgsmål om min villie eller mine venners villie til billigelse eller ikke billigelse. Den var derimod udelukkende et spørgsmål om Guds villie. Den kunne således kun være en sag mellem Gud og Gerner Larsson. Hvis jeg på dette tidspunkt havde været så naiv, at jeg ikke havde vidst dette, ville jeg aldrig af forsynet være blevet betroet den mission, som blev lagt på mine skuldre. Derfor har disse menneskers kritik og ikke helt sympatiske omtale af sagen ikke kunnet ændre en eneste tøddel i situationen. Gerner Larsson blev af Gud således tilknyttet min sag og mission i verdensgenløsningens tjeneste. Og hvad Gud har sammenføjet, kan mennesker nu engang umuligt adskille.

Hvad var det nu for kvalifikationer eller evner, der betingede Gerner Larssons tilknytning til min mission og sag? – Ja, lad os først se, hvad det var, jeg skulle bruge en medarbejder til. Først og fremmest skulle jeg selv sikres at kunne fortsætte skabelsen af mit hovedværk "Livets Bog" eller verdensbilledets fundamentale kosmiske analyser, den virkelige åndsvidenskabs kerne. Men denne skabelse er et livsarbejde og kan ikke sammenlignes med skabelsen af en almindelig bog, et eventyr, en rejseskildring eller lignende, der kan skrives på nogle få dage eller måneder. Derfor er denne min mission noget, der vil tage hele mit nuværende fysiske liv. Men det var ikke livets mening, at denne skabelse skulle blive ved med at foregå for lukkede døre på et tagkammer. Og som allerede nævnt, måtte min sag bringes i berøring med andre mennesker, så snart der var materiale nok til, at der kunne være tale om at danne studiekredse, foredrag og undervisning og således på denne måde supplere min skabelse af "Livets Bog" med denne nye side ved min mission. Men hvem skulle gøre dette? – Hvis jeg selv skulle besørge dette, ville det i en altfor høj grad gå ud over skabelsen af mit hovedværk. Så denne nye side ved sagen måtte naturligvis i stor udstrækning bringes til at hvile på en kyndig uddannet og trofast medarbejder. Og her viste det sig, at den unge Gerner Larsson var et åndeligt set ubeskrevet blad. Han var totalt vokset fra den ortodokse kristne børnelærdom, men kendte ikke noget som helst til nogen anden religiøs retning. Han havde hverken været teosof, antroposof eller spiritist eller lignende, ja, kort sagt, han havde aldrig tilhørt nogen anden religiøs retning eller bevægelse. Men hans åndelige hunger var så stærk, at han, ligesom en tør svamp suger vand, sugede åndsvidenskabens store hovedanalyser til sig igennem vore personlige samtaler og mine besvarelser af hans hundreder af spørgsmål. Samtidig havde han en udviklet intutionsevne, der satte ham i stand til næsten i lyntempo at tilegne sig de store kosmiske analyser eller sandheder uden nogen lang forklaring. Han havde derfor alle de særlige evner i stærk udvikling, der betinges, for på kortest mulig tid at kunne blive uddannet til en særlig lærer eller ekspert i åndsvidenskab.

Allerede i 1932, altså tre år efter sin tilknytning til sagen, dannede Gerner Larsson på eget initiativ studiekredse over "Livets Bog" og vandt sig her hurtig mange elever, venner og interesserede. Foruden arbejdet i København vandt han sig også ved sine glimrende åndsvidenskabelige foredrag mange venner i Odense, Aarhus og Aalborg, hvor vi havde fået interesserede igennem hr. Løvs tidligere studiekredse, som nu helt overgik til os. Desuden begyndte Gerner Larsson også så småt sit åndsvidenskabelige forfatterskab, der senere kulminerede i hans store værk "Kursus i Martinus Aandsvidenskab". Desuden udkommer der nu igennem Kosmos en bog af ham, der hedder "Åndsvidenskab for hvermand". Hertil kommer også hans skabelse af korrespondancebrevene og artikler til Kosmos m. m.

En sådan sag, som den min mission har affødt, kan ikke vokse og udvide sig igennem bøger, foredrag og undervisning uden at afføde krav om manuelt arbejde, såsom skabelsen af organisation og administration, kontor og hjemsted for denne nu relativt stærkt voksende sag. I opfyldelsen af dette krav viste det sig, at Gerner Larsson ligeledes havde de specielle evner og anlæg, der her skulle til. Han var ikke som de fleste åndeligt interesserede mennesker, der egentlig meget ofte er aldeles upraktiske til materielt arbejde. Der var det gode ved Gerner Larsson, at åndsvidenskaben ejede ikke ham, men han ejede den. Han var således ikke nogen slave af den eller på nogen anden måde fanatiker. Hans mission gik ham ikke til hovedet og gav ham forestillingen om at være altfor højt udviklet til at udføre rent groft materielt arbejde, når sagen krævede det. Og den krævede det meget og lagde et meget stort beslag på Gerner Larssons rent legemlige arbejdsevne og praktiske fysiske viden og kunnen. Denne hans rent praktiske fysiske side blev en førende kraft i skabelsen af Kosmos ferieby med tilhørende gartneri, foredragssal, pavilloner m. m. I erhvervelsen af jordarealet og i den forannævnte skabelse har han ydet mig et samarbejde, der er af en sådan kvalitet og er blevet til en sådan velsignelse, at jeg også her må sande Guds villie bag hans tilknytning til min mission og sag. Denne Gerner Larssons indsats i feriebyens skabelse er så almenkendt, at jeg ikke her behøver at gå i nærmere detailler. Dog vil jeg gerne nævne, at han aldrig har skånet sig selv, og aldrig har været bange for at iklæde sig arbejdstøj og tage del i de mest grove arbejder. Han passede igennem mange år selv gartneriet om sommeren. Tidlig på foråret, når han var færdig med sit undervisnings- og studiekredsarbejde, tog han til Klint og gik i gang med at forberede sommersæsonen, så alt rettidigt kunne være klar til at modtage sommerens feriegæster. Trods megen stor støtte, forståelse og hjælp fra sagens venner har dette at skabe Kosmos ferieby og føre den frem til dens nuværende stadium ikke været nogen let sag. Store økonomiske vanskeligheder og megen ikke helt sympatisk omtale har der været nok af. I de mest vanskelige økonomiske situationer var det også Gerner Larssons ideer i forbindelse med stor forståelse og støtte fra sagens trofaste venner, der førte sagen igennem de vanskelige skær.

Nu har Gerner Larsson altså igennem 25 år været min nærmeste medarbejder. Og sagen har i denne tid udviklet sig til at blive en permanent voksende, åndsvidenskabelig institution, et centrum for sagens internationale mission. Flere kærlige og trofaste mennesker er igennem årene, ligeledes af Gud, blevet knyttet til min mission og sag som mine nærmeste medarbejdere, hver på sine felter. Foruden udgivelsen af sagens egne bøger, dens eget tidsskrift og korrespondancebrevene, har den nu også sin egen begyndende virksomhed til genoptrykning af nævnte bøger, samt dens brochurer etc. Den har en særlig esperantoafdeling, der har gjort sig til opgave at oversætte min sags literatur til esperanto. Den har allerede skabt forbindelse med mange lande verden over, også indenfor det såkaldte "jerntæppe" eller det kommunistiske område. Ligeledes er "Livets Bog" ved at blive oversat til engelsk, tysk og svensk. Denne udvikling har bevirket, at Gerner Larssons medarbejderskab nu helt kræves på det åndsvidenskabelige område. Han må nu tage sig af kredsene i Stockholm, Helsingborg og Malmø hver måned, samtidig med at der stilles større og større krav til hans skriveevne. Han kan nu ikke mere tage sig af det rent materielle arbejde. Men takket være forskellige omstændigheder kræves dette nu heller ikke mere så meget af os. Feriebyen med dens huse, pavilloner og foredragssale m. m. er nu skabt og ligger der. Da husene og gartneriet er overgået til at blive privatejendom indenfor sagens interesserede og dermed stadig kommer sagen tilgode, er denne fritaget for det med disse to områder forbundne materielle arbejde, et arbejde, som Gerner Larsson, før denne ændring fandt sted, trofast har forestået igennem de mange år. Befriet for dette store område af materielt arbejde kan han nu i tilsvarende større grad hellige sig sagens åndelige og litterære side og de øvrige store opgaver indenfor sagen, der her venter på sine løsninger.

Og så vil jeg gerne til slut her udtrykke min hjerteligste tak til Gerner Larsson for de 25 års trofaste og kærlige samarbejde. Jeg vil samtidig gerne gøre bekendt, at uden dette samarbejde og dets gode kvalitet ville der næppe endnu indenfor sagen være blevet skabt nogen ferieby, ligesom undervisnings- og studiekredsarbejdet heller ikke ville være nået den standard og udbredelse, det har i dag. Det er således en overordentlig stor del af sagens skabelse og udbredelse, der har hvilet på Gerner Larsson. Denne min her udtrykte tak er så meget mere inderligt følt, eftersom jeg ved, at han ligesom alle andre mennesker, der ikke har nået den store fødsel, har været underkastet sit eget indre livs udvikling og har haft denne udviklings ulemper og besværligheder at korrigere. Han har naturligvis også skæbne, er underkastet den Guds skabelse, der skal gøre det ufærdige menneske til et færdigt menneske. Men i forening med denne hans egen udvikling er hans indsats i menneskehedens tjeneste blevet til stor glæde og velsignelse for den sag, han har givet sit liv, og til ære for den evige fader, hvis billede vi alle skal bringes til at udtrykke.