Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det kan stadig hænde, at man på gaden eller gennem brevsprækken i sin dør får udleveret en lap papir med overskriften: "Går du til "Helvede?", "Vil du være Djævelens bytte?", "Imorgen er det for sent!" eller lignende ord, der er ment at skulle virke højst gruopvækkende. Samtidig følger der en henvisning til hvor man kan gå hen og høre en formanende røst udlægge bibelens tale om helvedes ild og evig fortabelse. Engang fik jeg en sådan traktat, som jeg endnu gemmer som et kuriosum. Der står bl. a.:

"Derfor, du unge Guds barn, bedrøv ikke Den Helligånd med at gå i biografen – men jag efter målet "Himlen". Du skal heller ikke lade dig friste af en religiøs film, for Bibelen siger: "I haver Moses og profeterne, hører dem". At høre dem kan frelse. Men der står ikke i Bibelen, at nogen kan blive frelst ved at se en religiøs film. – Husk, når du sidder i et biografteater, hvor Djævelen altid findes, så er du i hans og hans børns samfund".

Ak ja, med en sådan tankegang må det jo se håbløst ud for menneskeheden! Det er jo også mærkeligt, at hverken Moses eller Paulus har skrevet noget om biografer! Og da de heller ikke har skrevet noget om radio, telefon, telegraf, fjernsyn o. s. v. er det ikke godt at vide, om man ikke risikerer at ende i helvede blot ved at benytte sig af sådant "djævelskab". Men een ting er ovennævnte traktats forfatter i alt fald sikker på, at hvis ikke kvindens kjole har mindst 4 tommer under knæet, hvis ikke hun har langt hår og afskyr kosmetik og ligeledes passer på ikke "at forstørre den skammelige plet, der trækker kvindens ære ned i støvet, at gå med mandsklæder på", så er hun ikke for køn til Satan og Helvedes evige ild.

Om en sådan naiv moralprædiken kan fremkalde andet end et smil og en hovedrysten hos de fleste, er tvivlsomt, og dog er den et dokument af vor tid, et opråb fra et mindretal af blindt troende mennesker, der ser det hele "gå ad helvede til", og som på deres måde søger at frelse så mange af de fortabte får som muligt, selv om disse slet ikke bryder sig om at ende deres dage i et himmerige med basuner, harper, viftende palmegrene og evig lovsang til Herren.

Een ting kan dog de troende og ikke troende tilsyneladende være enige om, selv om de nok mener noget forskelligt med det, at verden i øjeblikket "går ad helvede til".

Det blev den magiske formular, der virkede, og den vil sikkert et godt stykke ind i fremtiden stå for drengen som noget stort og virkningsfuldt, som noget, der giver adgang til "de stores" verden. Men der vil også hænge noget uhyggeligt og mørkt ved ordet, for det var et fortvivlelsens udbrud, sprunget ud af en følelse af forladthed og angst. Purken trængte til at føle fællesskabets tryghed. At være sammen med "de store" og regnes for noget af dem er i øjeblikket hans "himmerige" – men det kan måske også engang blive hans "helvede".

"Helvede" er et ord, der ikke høres så sjældent i vore dage. "Ad helvede til" bruges som svar på spørgsmålet "hvordan går det?" Og de samme tre ord sættes efter ordet "skrub", når en person irriterer eller er i vejen for planer og ønsker. Barnet bruger det, fordi det hører "de store" sige sådan og fordi det instinktivt føler en med gru blandet fryd over den magt, der kan ligge i dette officielt "forbudte" ord, ligesom i de beslægtede gloser "satan", "fanden" eller "fa'en" som det mest udtales. De unge mennesker er allerede kommet i vane med et "allerhelvedes ordforråd", man er en "fa'ens ka'l", når man kan slå om sig med saftige eder, og efterhånden bliver disse ord så indgroede i bevidstheden, at de hos det midaldrende menneske er automatfunktion. De vælder ud af munden, når der trykkes på de rigtige knapper, d. v. s. vedkommendes fysiske og åndelige ligtorne. Men hvad betyder disse ord i et moderne menneskes mund? De er tilsyneladende uden mening, da det er udtryk, man ikke forbinder med noget virkeligt. Bortset fra de forholdsvis få blindt troende dogmatikere eller sekterere tror man jo ikke mere på de middelalderlige forestillinger om helvede som et pinested, hvor syndige sjæle martres efter døden i en evig ild eller oplever gråd og tænders gnidsel i en evig kulde, en slags metafysisk koncentrationslejr med Satan som lejrchef og underdjævle som fangevogtere og bødler.

Vor tids mennesker har gennem de to sidste verdenskrige og disses følger, gennem hele den nuværende verdenssituation og den alles krig imod alle, som præger gennemsnitsmentaliteten fået materiale nok i den fysiske verden til at danne sig helvedesforestillinger. Man tror ikke på "Satan" og "Helvede" i overnaturlig forstand, man oplever djævlebevidsthed midt i hverdagen, ederne er kommet til at dække over en fysisk virkelighed. "Helvede" er en realitet, vi må acceptere, også ud fra en moderne livsindstilling, ikke som noget hinsidigt, men som en tilstand, der i høj grad er af denne verden.

Mon ikke de, der siger "– ad helvede til" udtrykker den simple kendsgerning, at de i øjeblikket er i et "helvede", hvis "ild" eller "kulde" brænder i deres sind som had, bitterhed, surhed, livslede, arrigskab, angst og fortvivlelse m. m.? Helvede er en sjælelig eller psykisk realitet, det er tanker og følelser, men det KAN også blive et STED, nemlig det milieu, det hjem, den arbejdsplads, hvor sådanne tanker og følelser finder udtryk i handling. Et sådant "helvede" gør menneskene i øjeblikket jorden til. Vi sår det og høster det og sår det igen. Derfor er det hele "– ad helvede til".

I sin udmærkede bog "I samklang med evigheden" skriver den amerikanske forfatter Ralph W. Trine, at det gamle engelske ord "hel!" (helvede) egentlig betyder at bygge en mur rundt om, at afsondre. "To be helled" er at blive afskåret fra.

Det er altid interessant at prøve at finde frem til de ords oprindelige betydning, der efterhånden er blevet til tomme fraser. At være i helvede vil altså sige – i ordets bogstaveligste betydning – at være lukket inde i "det indhyllende rum", "afsondret bag en mur", "afskåret fra" – fra hvad? Der må være NOGET, hvorfra denne afsondring sker. Et blindt troende menneske vil sikkert sige, at de, der er i Helvede selvfølgelig afskæres fra Himmerige eller Himmelen. Men det hjælper jo ikke dem, der ikke kan tro på en sådan Himmel.

Vi behøver slet ikke de gamle forestillinger om Himmel og Helvede som et "oppe" og "nede", en straf eller en belønning efter døden, for at forstå ordene "himmel" og "helvede". De er i virkeligheden betegnelsen for tilstande og begivenheder i vor daglige tilværelse. Vi voksne kan, akkurat som den lille dreng, der blev omtalt ovenfor, det ene øjeblik være i "Helvede" og det næste i "Himmerige", det afhænger af, om der er harmoni eller disharmoni i vort sind.

Men vor sindstilstand afhænger i høj grad af vort forhold til omverdenen. Det er i denne vekselvirkning, at disharmonien eller harmonien skabes, den er det NOGET, vi kan være afsondret fra eller være eet med. Den almindelige mening er, at det er "de andre", omgivelserne, der skaber et helvede for os, men det vil kunne få betydning, hvis flere og flere mennesker efterhånden forstår, at Himmel og Helvede skaber vi selv, og, som Ralph Trine skriver, "i forhold til som vi skaber det ene eller andet for os selv, hjælper vi med til at skabe det også for hele verden".

Ja, men mange af de nævnte "båse" har da været til stor gavn for mennesker, vil man sikkert indvende. Det har de. De er stadier på livets vej. Oprindelig var mange af dem heller ikke "båse"; det har menneskene efterhånden selv gjort dem til. Religionerne f. eks. har været livgivende kilder for åndelig kraft og har været en væsentlig faktor i menneskehedens udvikling. Men når de stivner i dogmatik og for meget teologi og, hvad der er værre, bliver intolerante mod anderledes tænkende, så er religionerne en del af "Helvede". De politiske partier har også været med til at skabe kultur. Men når partierne vil bestemme, hvad deres medlemmer skal mene, og disse er mere partimedlemmer end mennesker, så har et af de "indhyllende rum" lukket sig om dem. De forskellige kunstneriske retninger inden for alle kunstarter gennem tiderne har sandelig også haft stor og gavnlig indflydelse på menneskenes forståelse af livet og verden, men når de bliver "kunst for kunstens skyld", bliver mål i stedet for midler, bliver kunstsnobberi og modegalskab, da er også de en form for "Helvede". Forretningsprincippet er i sig selv en kulturfremmende og livsbefordrende faktor, der betyder udveksling af lige værdier, men vor tids profitjageri, reklamekampagner, monopolisering og spekulation i "de rette fiduser" er blot en form for krig, der også er "ad Helvede til".

Sådanne "Helveder" eksisterer der i mange variationer. Og dette kinesiske æskesystem med "båse inden i båse" bliver sammenholdt indefra fra de mindste "båse", dem, der omgiver enkelte mennesker som deres psykiske atmosfære af vaner, tilbøjeligheder og faste meninger, der kan være som magiske cirkler, der holder dem fangen. De ældgamle mytiske beretninger om Labyrinten, i hvilken mennesker løb vild i de mange gange og mødte det morderiske "Uhyre", er et udmærket billede på alle det moderne samfunds og de enkelte menneskers utal af "indhyllende rum". "Uhyret" skal vi senere komme tilbage til.

Det enkelte menneskes "bås" eller "indhyllende rum" er bygget af de tanker og følelser, der lukker dem ude fra næstekærlighedens og forståelsens tankesfærer. "Helvede" fremkommer som regel ved at man fortaber sig i tanker og følelser om egen lykke, fremgang, storhed og betydning, altså egoisme. Men det kan også bestå i forsagthed, bitterhed, sorg og græmmelse over, at man ikke er blevet det, man gerne ville være. Mange mennesker lever i et sådant skuffelsernes "Helvede", som også er dannet ved en overdreven kredsen om selvet.

Den dyriske selvopholdelsesdrift er hos jordmennesket blevet til en dyrkelse af selvet, et selvhævdelsens Inferno, der i øjeblikket rider menneskeheden som en mare. "Jeg", "mig" og "mit", eventuelt udvidet til et lokalt "vi", "os" og "vores" dominerer menneskelivet lige fra de storpolitiske magtkampe til de enkelte menneskers hverdagskrige, hvor hver især har sine monopolrettigheder, sit "jerntæppe" og samtidig sine følere ude efter andres svage punkter, hvor "den kolde krig" kan sættes ind. Konkurrence er tidens løsen, dertil opdrages de unge, medens begreberne samarbejde og gensidig forståelse og tolerance er sjældenheder uden for snævert lokale felter.

Det kan få stor betydning for hele menneskeheden, at flere og flere enkelte mennesker begynder at indse, at "Satan" og "Helvede" er realistiske nok, ikke som et sted og en person af overnaturlig art, men som de ganske naturlige rester i vort sind af den dyriske livsudfoldelse og som de virkninger, den skaber her og nu. "Satan" betyder modstand eller modstander, og lige som "Helvede" er den tilstand, hvor man isolerer sig fra samarbejde og kontakt med helheden eller det universelle og modarbejder de kosmiske skaberkræfter eller udviklingen (som ikke er identisk med alt det, folk kalder fremskridt), er "Satan" den modstand, man yder; eller man er selv en "Satan" i forhold til, som man gør modstand mod den kosmiske udviklingsproces og kun tænker på sine egne eventuelt sine egnes behageligheder.

I Martinus' kosmiske analyser kan det fordomsfri søgende menneske finde oplysning om den kosmiske udviklingsproces fra jordklodens "fødsel" til det moderne menneskesamfund og meget, meget mere. Men analyserne af disse fortidige forvandlinger og evolutioner har kun betydning derved, at man ud fra dem bedre kan forstå nutiden og ud fra den forståelse i nuet kan gøre en bevidst indsats for fremtiden.

I analyserne af menneskets to sind, det dyriske primitive "onde" og det menneskelige intellektuelle og næstekærlighedsbefordrende "gode" møder vi en beskrivelse af det, som man tidligere forstod ved "kampen mellem Himmel og Helvede". Den foregår i enhver af os. Det menneskeligt intellektuelle kan endda bringes på den dyriske magts side, når næstekærligheden ikke er stærk nok. Da står vi over for den ægte "djævlebevidsthed". Det ser vi i det store i videnskabens indsats for at skabe stadig mere vidtrækkende og dødbringende våben og i teknikkens slaveri for kapitalmagt og monopolisering. I det ene tilfælde er resultatet atomkrigens "Helvede", i det andet arbejdsløshedens og den deraf følgende klassekamp og revolution. Og i det små ser vi det, når folk på stadig mere udspekulerede og raffinerede måder generer og intrigerer mod hinanden. De søger ofte rent psykisk at "riste hinanden over en sagte ild" og ved ikke, at de i følge universelle love derved antænder et lignende "helvedesbål" for dem selv.

Rejser vi bort fra "irriterende" mennesker, vil vi snart møde lignende andre steder. Hvorfor? Hvorfor kan en fisk kun leve i vandet, og hvorfor møder den, selv om den svømmer lange strækninger, kun andre fisk? Fordi vandet er dens naturlige element, hvori den møder sine fæller på nogenlunde samme udviklingstrin. Engang når fisken frem til – som de amfibiefisk, naturvidenskaben beretter om – at bruge sine finner som luffer. Dens gæller omdannes til lunger, og den er ikke mere en fisk, men hæver sig til et højere stadium i sin udvikling.

Engang vil vi også slippe for irriterende mennesker, men ikke førend vi får dannet de åndelige organer ved hvis hjælp vi kan hæve os til et andet plan; fra vor nuværende "mudderpøl" til "renere luft". Det betyder ikke i dette tilfælde, at vi skal et andet sted hen "oppe" eller "nede", eller at vi fjernes fra de irriterende i fysisk forstand. Vi er stadig midt iblandt dem, og de behøver ikke at have forandret sig, men på grund af den mentale forvandling, der kan have fundet sted i os, formår de ikke at irritere os mere. Irritationen er en egenskab hos det dyr, der endnu bor i os, vilddyret eller "Uhyret" i vort sinds labyrint, der vil dræbe mennesket i os. Overvinder vi dette "Uhyre" vil labyrintens skranker falde, og vi vil begynde at opleve, hvad frihed vil sige. Vi vil, midt i den fysiske verden, leve i frihedens og fredens mentale verden.

Det er let nok at sige, at man ikke skal lade sig irritere, og det er vel også til at forstå, at det er sundest og bedst for andre og en selv, hvis man kan lade være. Men når nu folk omkring en opfører sig så nederdrægtig ondskabsfuldt, eller dumt, eller næsvist. Når de nu netop gør alt det, man ikke synes, de skulle gøre. Og når de måske direkte generer en og forfølger, bagtaler, snyder og bedrager en, så – ja, så skal det først vise sig, om man kan elske sin næste! "I skal elske dem, der hader og forfølger jer", sagde Kristus. Intet af det, han har lært mennesker, er vist blevet praktiseret mindre end denne simple læresætning, og dog rummer den det væsentlige i kristendommen, det, den i visdom så gamle, men af år så unge Nazaræer levede og døde for. "Himmeriges rige er inden i eder" sagde han også, og han viste menneskene, hvorledes dette "Himmerige" kan strømme ud fra en "menneskesøn" og være med til at hjælpe andre ud af deres selvlavede "Helveder", hvis blot disse andre selv vil hjælpe til.