Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lørdag den 5. juni passerede vi i al stilhed en mindedag, idet vi på denne dag for tyve år siden erhvervede det første grundareal til Kosmos Ferieby. Tyve år kan være en både kort og en meget lang tid. Kort i forhold til de fleste skabelser, der er beregnet på at bestå, langt i forhold til en ferieby, der udelukkende er beregnet til sommerbrug, og som meget ofte er udsat for at miste sin aktualitet og dermed gå i opløsning.

For os, der var med til at grundlægge den ferieby, der siden voksede frem heroppe, og som nu hvert eneste år skyder små friske livsduelige skud, ligger det vel nær at standse op et øjeblik og se tilbage og stille spørgsmålet, om man, med de indvundne erfaringer bag sig, ville gentage dette eksperiment, om det blev fornødent.

For at forstå det bekræftende svar, er det nødvendigt at kende baggrunden for denne lille, kønne feriebys tilblivelse. Studiekredsarbejdet over "Livets Bog" var allerede i 1934 blevet så landsomfattende, at et naturligt ønske om et fælles sommermødested var kommet så kraftigt til udtryk, at man kunne skride til handling. Valget faldt på denne plet af den ganske simple grund, at prisen for dens erhvervelse lå på et overkommeligt plan. Mange penge havde vi ikke, og det ville vel have gippet temmeligt voldsomt i os, om vi dengang kunne have set disse tyve år frem i tiden. Selv vore stærkeste ønsker og mest livlige fantasier er forlængst blevet overfløjet af den virkelighed, som vi siden har oplevet. Vi syntes selv vi drømte stort, men livet har sine overraskelser og overrasket os, det har feriebyen! Hvor vi dengang så ud over en temmelig øde plet med en ganske lav granbevoksning, ser den besøgende idag udover et område med frodige træer, henrivende småhaver og, ikke just utallige, så dog mangfoldige forskellige og dejligt beliggende småbungalows, der alle er blevet resultatet af det, vi den 5. juni 1934 satte igang.

Men feriebyen havde et dybereliggende formål end det alene at være et feriested for kroppen. Den skulle også være en undervisningsforanstaltning for ånden, et Nordens Akademi for udvikling af næstekærlighed og den tolerance, der idag synes at måtte flakke hvileløs om i en verden af åndelig nederdrægtighed. Vore sjæle brændte for denne ide, og ingen af os nærede blot antydning af tvivl om, at det skulle lykkes os at skabe en plet, hvor livsens ondskab skulle være bandlyst, og hvor vore børn skulle få lov til at vokse op i en atmosfære af den indbyrdes venlighed og kærlighed, Nazaræeren hentydede til med de berømte ord: " – og derpå skulle man kende mine disciple, at de haver indbyrdes kærlighed!"

Har vi nu løst denne opgave? Er det virkeligt lykkedes os at skabe en "lille verden", i hvilken der hersker en så absolut fred og en så absolut åndelig harmoni, at enhver må bøje sig for den aura af ånd og skønhed, der udstråler fra den? Ak, vi mennesker er skrøbelige kar, og det ville være udtryk for tåbelig naivitet at påstå, at vi havde nået dette høje mål. Det har vi ikke! Årenes gang ejer jo det ved sig, at de bringer balance mellem det drømte og det realiserbare. Og denne balance har vi nået. Adskillige tusinde mennesker har i de svundne år passeret denne plet og her fået ny inspiration, nyt livsmod og minder, som vil vare livet ud. Det ved vi, fordi disse mennesker både i ord og i breve har givet udtryk derfor. Og alene det er i sig selv en ualmindelig belønning for det store slid, der vitterligt blev nedlagt i denne lille feriebys første tilblivelse. Fattes der da så noget, kunne man spørge, og her må svaret blive et lille sagtmodigt: "Ja, det gør der!" Der fattes lidt mere kærlighed, lidt mere forståelse af den oprindelige tanke, lidt af den pionerånd, der dengang som en ild gennemglødede os alle og gjorde det naturligt for hver eneste af os at bidrage til det store fællesskab om ikke med hånden, så dog med ånden, med den velvilje, den sympati, der i sig selv må være en sådan skabelses inderste "blod", selve dens livsnerve.

Dette mærkes måske ikke i så høj en grad af den nye besøgende, der sædvanligvis falder i beundring over, at der virkelig eksisterer en sådan ferieby. Ejheller af den, der kun gæster den for et kortere besøg. Det mærkes kun af den, der hele tiden lever sit liv her, den for hvem feriebyen er andet og mere end noget rent materielt, den, for hvem den stadigt er drømmen om det "Shangrilah", hvor tiden står stille, og hvor lykken og freden bor.

Jeg tror, at man næsten på dagen kan sige, hvornår denne lille "aksehældning" indtraf. Det skete, da livet krævede, at feriebyen ophørte med at være sagens totale eje og dermed helt under Martinus egen ånds autoritet. Fra den dag ihvert fald en stor del af den blev "vort eje", blev det også vor bevidsthed, der nu kom til at dominere denne del. En lejer har ikke samme rettigheder som en ejer, heller ikke samme pligter. Han har kun eet formål med sit besøg: at nyde det lejede mest muligt! En ejer kan have andre formål. Han vil oftest have andre, mere udvidede bekvemmeligheder end det, vi kunne byde til leje. Han er her ikke alene for at nyde det erhvervede og allerede skabte. Han er her også for at skabe, udbygge og vedligeholde. Han er her med andre ord for både at opfylde et åndeligt og materielt formål.

Kan disse to formål da ikke forenes på en sådan måde, at fællesskabet fremdeles er det selvfølgeligt afgørende? Hvis vi var guder, så måske –! Men vi er jordmennesker med forskellige indstillinger, forskellige opfattelser og meget forskellige polkonstellationer. Og her er det, at vi, som i forholdet til denne ferieby er de ældste, må have lov til at hviske en og anden i øret, at selvom Martinus måtte overlade en del af sin ejendom til det såkaldte "private initiativ", var det ikke et sekund i hans tanker, at dette skulle behøve at medføre nogen som helst form for kapitulation over for den dybere, kærlige hensigt med feriebyen.

Her har vi alle i nogen grad svigtet. Det vil være ganske tåbeligt at udse sig den ene eller den anden som "offer" eller "egentlig årsag" til, at de idealer, som bar os for tyve år siden og var grund til, at vi ofrede al vor tid og alle vore midler for at få feriebyen skabt, i nogen grad er trådt i baggrunden til fordel for tilstande, der kun glæder få og gør alle fortræd inden for det område, som er uden for Martinus direkte fulde kontrol.

Det er ikke så rart at skrive den slags ting. Men åbenhed er her bedre end fortielse. Jeg var i pinsen i Kosmos studiehem i Varnhem i Sverige for at holde foredrag for svenske interesserede fra alle dele af Sverige. Jeg skrev det ifjor, og jeg vil gentage det i år, at jeg under dette møde genfandt den samme ild hos de unge svenskere, som har mødt Martinus arbejde, som vi dengang, vi skabte Kosmos Ferieby, var besjælede af. Meget vigtige beslutninger blev truffet deroppe, blandt andre den, at svenskerne nu vil skabe deres egen lille afdeling hernede i vor ferieby. De ønsker at høre Martinus, og de ønsker at møde de danske, som de ved er hans venner, og om hvem de har den overbevisning, at de efter de mange års nære adgang til at høre Martinus egne ord, er blevet netop de kærlige og forstående mennesker, de gerne selv vil være. Kan vi være bekendt at svigte disse mennesker, når de om kort tid begynder at komme hertil, båret af en dyb længsel efter sandheden, efter samtaler med åndsbeslægtede mennesker, ved blot at møde dem som "private mennesker", der mere er husejere end åndsforskere?

Vi kender alle det rigtige svar på dette spørgsmål, og jeg nærer ikke i mit hjerte nogen tvivl om, at vi vil svare dem på en sådan måde, at de vil vende hjem lykkeligere, end de kom! For min egen del har jeg løst den part af den direkte fysiske skabelse vedrørende feriebyen, som Martinus i sin tid lagde på mine skuldre og vil næppe mere komme til at tage ret meget direkte del i dens videre fysiske udformning. Derfor tør jeg tale så frit om disse vanskelige emner. For mit vedkommende går vejen nu mere og mere ud i verden. Men netop fordi det af den grund vil falde i min lod at sende så mange fremmede herop, føler jeg det som min pligt i dette lille tilbageblik over tyve års liv her at appellere til enhver ejer på denne plet om at forstå, at der ikke indenfor denne lille bys område findes blot eet problem, som ikke kan løses over en elskværdig kop the eller kaffe, og at vi mindre er her for privat- end for fællesinteressens skyld. Vi ønskede for tyve år siden ikke alene at skabe en ferieby. Vi ønskede i langt højere grad at skabe et sted, hvor undervisningen over Martinus kosmiske analyser, der ellers kun kunne foregå om vinteren, nu også kunne udfolde sig om sommeren. Denne undervisning var formålet for vort slid og for de ofre, vi dengang så lykkeligt fuldbyrdede. Måtte det aldrig blive glemt af een eneste, der har indflydelse på denne lille plets daglige liv og fremtid!

– – –

Sommeren er over Klint nu, og jeg vil ikke kunne slutte denne lille "minderune" uden at fortælle hver eneste af dette blads læsere om den lykke, det har været for os, at modtage de første fire hold ældre mennesker fra Frederiksberg og København. Vi har faktisk haft "højsæson" siden første maj, og for alle os, der har haft med dette arrangement at gøre, har det måske været årets største oplevelse at se den glæde og mærke den inderlige taknemmelighed, der strømmer os imøde fra disse dejlige ældre mennesker, der jo så godt som alle tilhører den ferieløse generation. For mange af disse gamle mennesker er opholdet her deres første virkelige ferie efter et langt livs hårde arbejdsdage. Jeg har set flere mennesker græde af glæde i disse knap otte uger, end i hele mit liv tilsammen. Vi holder ikke foredrag for dem. Vi pusler blot omkring dem og sørger, så godt vi formår, for at de får så god en ferie, som vi evner at give dem. Men selvom de ingen foredrag får og knap nok aner, hvad vi egentlig tænker, tør jeg trygt skrive, at mere varmhjertede fortalere for Martinus person og arbejde i næstekærlighedens tjeneste næppe kan tænkes. Om vi ikke havde nået andet end til at give disse omtrent 300 mennesker ferie, havde vi dog nået mere end de fleste. Men vi har nået mere, og vil vi selv, kan vi nå meget mere, om vi altid vil mindes de dybe ord, som kommer os imøde fra fortiden, og som lyder: "Og derpå skulle man kende mine disciple . . .!"