Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Quinua dyrkedes efter alt at dømme i stor udstrækning i Amerika for flere hundrede år siden. Efterhånden er planten blevet fortrængt af andre, utvivlsomt fordi den havde visse ulemper. I den form, hvor man tidligere kendte den, er quinua vanskelig at tærske, afgrøden modnes ujævnt, og smagen er heller ikke særlig tiltalende. Derimod er den som sagt usædvanlig rig på næringsstoffer og har den fordel at være hårdfør og let at dyrke. Det kan ske i kolde og tørre egne og også på mager og kalkholdig jord. Den trives udmærket flere tusinde meter oppe på Andesbjergenes skråninger.

FAO har nu i nogen tid eksperimenteret med quinua og har frembragt en ny variant, der ikke har den gamles dårlige egenskaber. Den modnes jævnt og godt, smagen er forbedret, og ved at anvende en noget anden tærskningsmetode end den, man bruger til almindeligt korn, kan man nu også tærske hurtigt og uden besvær. Flere firmaer er begyndt at interessere sig for quinua og fremstiller i dag bl. a. "corn flakes", der smager mindst lige så godt som de internationalt kendte produkter og indeholder betydeligt mere næring.

I forvejen er produktionen af avispapir knapt nok tilstrækkelig for behovet. Forbruget er henved 10 millioner tons årlig, og man regner med i 1960 at være nået op på et behov på godt 13 millioner tons. Der er ikke blot de mange nye læsere i Østen at regne med. Samtidig med at analfabeternes antal reduceres, vokser verdens folkemængde som helhed med godt 1% årlig, d. v. s. 25 millioner flere mennesker pr. år.

Hvad tænker man sig nu at gøre? Englands førende finanstidsskrift. "The Economist" har foretaget en undersøgelse i samarbejde med FAO og UNESCO. Den fastslår, at om behovet vokser som ventet, vil de lande, der i øjeblikket er hovedleverandør til verdensmarkedet ikke kunne klare efterspørgslen. Det vil derfor blive nødvendigt at skabe nye industrier i de underudviklede lande og samtidig søge at finde frem til nye råstoffer, da de træsorter, de store industrier i øjeblikket anvender, er sjældne de fleste andre steder i verden.

Interessen samler sig her navnlig omkring tre anvendelige fibermaterialer: bagasse, bambus og strå.

Bagasse er et affaldsprodukt. Det er det fiberagtige materiale, der bliver tilbage, når sukkeret er udvundet af sukkerrør, og sukkerdyrkerne vil kun være altfor glade for at slippe af med det. Man har eksperimenteret med bagasse i adskillige år. Det givet et udmærket papir, men endnu er man ikke nået frem til at skabe en lønnende produktion af avispapir. Man tror imidlertid, det kommer; og lykkes det, vil "sukkerrørspapiret" kunne sælges for halvdelen af verdensmarkedsprisen for avispapir i dag.

Bambus, som gror i store bælter omkring ækvator, har hidtil hovedsagelig fået lov til at blive stående som store vildnis og er ikke blevet udnyttet i væsentlig grad. I Indien satte man for nogle år siden en papirindustri i gang med bambusmasse som råstof, og der er opnået gode resultater. Fremstillingen bliver ganske vist ret dyr, men der kan fremstilles avispapir, der er anvendeligt i moderne hurtigpresser. Ved en videre udvikling af bambuspapir teknikken håber man at kunne skabe industrier på helt rentabel basis.

Hvad endelig det tredie råstof, strå, angår, er den tekniske udvikling endnu langt tilbage. I adskillige lande har man fremstillet papir af strå, navnlig i krigstider, når forsyninger udefra udeblev. Processen er imidlertid dyr og kvaliteten dårlig.

I et afsluttende kapitel peger undersøgelsen på, at altfor meget gammelt papir går til spilde uden at komme ind i papirmøllen igen. Af alt affald, som man ser rundt omkring på lossepladser, indtager gamle aviser førstepladsen. Et værdifuldt råstof ødes bort.