Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som tidligere nævnt, er den moderne verdenskultur, i stedet for at være sand kristendom, blevet til den af verdensgenløseren bebudede "dommedag", hvilket vil sige, en tidsepoke, i hvilken trængslerne skulle kulminere. Når disse trængsler således kunne bringes til at kulminere i den moderne verdenskultur, hvilket ville have været umuligt i en hvilken som helst tidligere kulturepoke i menneskehedens historie, skyldes det to stærke faktorer, nemlig den tiltagende tvivl på den autoriserede kirkelige kristendom og en i endnu stærkere grad tiltagende udvikling af intellektualitet. Den udvikling, der førte planten frem til dyrets stadium og dyret frem til det jordmenneskelige stadium, stod ikke stille. En ny evne tog mere og mere til, nemlig intelligensen eller evnen til at analysere. Mennesket fik derved mere og mere lyst til at ransage, til at analysere det, det havde med at gøre, og herved begyndte det at tilegne sig en ny viden eller nye kundskaber. Denne analyseringsevne gjaldt foreløbig naturligvis kun de rent materielle, håndgribelige ting, såsom skabelsen af redskaber og foreteelser, ved hvilke det kunne forbedre sin daglige tilværelse. Til dette felt hørte også forholdet til dets fjender. Her gjaldt det i særlig grad om at kunne beskytte sig. Og da man nu ved hjælp af den begyndende intellektualitet efterhånden kunne skabe geniale mordvåben, knive, dolke, pistoler, geværer, kanoner og bomber, og derved kunne skabe sig overlegenhed overfor de fjender, der endnu ikke kunne følge med i dette kapløb i skabelsen af drabsmidler, kunne man altså her langt lettere vinde sejre og skabe tilsyneladende beskyttelse imod fjenderne, der i virkeligheden kun var medbejlere til livets materielle goder. At kristendommens henvisninger til bøn og næstekærlighed som de bedste beskyttelsesmidler eller vejen ud af mørket, vejen til at vinde den endelige absolutte sejr, måtte stagnere overfor den rivende udvikling i at skabe håndgribelige, materielle beskyttelsesmidler er naturligvis en selvfølge. Overfor disse konkrete midler var bøn og næstekærlighed af en altfor abstrakt art overfor de hjerner, der nu var vænnet til kun at tænke i konkrete begreber eller foreteelser.

Denne tendens til at skabe mordvåben eller krigsredskaber blev til et førende element i al moderne kulturskabelse. Dette blev så meget desto mere tilfældet, eftersom man også på mange andre områder ved hjælp af den tiltagende intellektualitet blev de materielle materier og kræfter overlegne. Opfindelser satte menneskene i stand til at sejre over millioner af naturens hestekræfter. Skabelsen af maskiner til næsten alle mulige formål mangfoldiggjordes. Opfindelse af optiske apparater eller instrumenter udvidede menneskenes oplevelsesevne hundrede tusinder af lysår ud i verdensrummet, ligesom de gav mennesket mulighed for at se solsystemer og mælkeveje eller hidtil ukendte verdensområder i mikrokosmos. Befordringsmidler, ved hvilke man kunne bevæge sig med en fart stærkere end lydens hastighed, satte ligeledes mennesket i stand til at underlægge sig jordens afstande, så de næsten kun blev til bagateller. Klodens ellers så uoverkommelige fysiske dimensioner skrumpede ind. De tidligere optegnede ukendte terræner på verdenskortet er forlængst berejst. Mennesket er hjemme på polerne såvel som på de højeste bjærgtinder og i havenes største dybder og afgrunde. Mineralerne, planterne, dyrene og i visse tilfælde også menneskene obducerede og undersøgte man med lup, mikroskoper og røntgen. Stoffernes reaktioner, ikke blot på vor egen klode, men også på de fjerne kloder, sole og mælkeveje analyserede og optegnede man. Ja, man fandt endog et stof (helium) på solen, inden man anede, at dette stof også fandtes på jorden. Man målte og vejede sol, måne og stjerner. Ja, her fandt man også, alene ved beregning, en klode, inden den rent fysisk blev opdaget. Den endnu nye, spæde, menneskelige mentalitet blev således sprængfyldt med viden om stoffernes reaktioner. Den overbebyrdedes med mål- og vægtfacitter, med indtryk af volumen, koncistens, vibrationer, hastigheder og bølgelængder. Med denne vældige viden fik man evne til at udløse nye eksperimenter, der igen gav nye erfaringer eller ny viden. Og denne tilegnelse af viden og kundskaber blev mere og mere hovedbetingelsen i væsenernes daglige liv, ja blev en livsbetingelse. Med de nye opdagelser og opfindelser opstod der nye skabemuligheder. Fabrikker, værksteder, laboratorier og kontorer opstod og krævede arbejdere. Hvem der blev uddannet i den materielle viden kunne få arbejde eller levevej i de nye områder. Den, der ikke kom til at studere eller kom i lære, måtte vedblive at tilhøre en slags underklasse i samfundet, undertiden et slags ringeagtet proletariat.

Den forannævnte videnstilegnelse blev mere og mere livsbetingelse. Tilsidst byggede staten selv skoler og krævede tvungen skolegang. Alle måtte allerede i en tidlig alder begynde at lære og atter lære. Små børn vandrer i dag til skolen med et væld af forskellige lærebøger, ud fra hvilke de må tilbringe mange af dagens timer med at studere og herved blive sat ind i den moderne kulturs påkrævede viden og kunnen. Og denne skolegang og undervisning fortsatte for manges vedkommende helt op i den voksne eller modne alder. At dette skabte en overordentlig stor forvandling i den menneskelige mentalitet er selvfølgeligt. Hjernerne arbejdede på højtryk med spekulationer, analysering, studier, læsning, skrivning, beregninger og faguddannelse etc. Idet mennesket beskæftiges med en sådan fabelagtig tilknytning til konkret viden, måtte dette naturligvis bevirke, at det mere og mere ignorerede abstrakt viden. Ja, man regnede til sidst absolut ikke med noget som helst, der ikke på en eller anden måde kunde vejes og måles. Derfor blev religionernes dogmer eller sandheder, der jo ikke eksisterede som nogen videnskabelig underbygget konkret viden, ved hvilken de kunne kontrolleres eller efterforskes således som de materielle foreteelser, betragtet som udslag af naivitet og overtro og kunne derfor kun erkendes som uvirkelige. Man vidste jo ikke og kunne ikke se, at disse dogmer eller facitter lå i et langt højere og større sanseområde end det lille lokale materielle felt, i hvilket man var blevet ekspert i at kontrollere sandheden. Derfor kunne man kun acceptere det konkrete eller det materielt håndgribelige. Hvad der ikke hørte ind under dette, gad man ikke beskæftige sig med. Hvad der ikke kunne vejes og måles, hvad der ikke fremtrådte i tid og rum, det var noget, der var under ens værdighed at arbejde med. Den materielle ekspert eller lærde, der vovede at arbejde på disse områder, kunne godt risikere at miste sin gode position på det materielle område, i hvilken han i virkeligheden var ekspert. Når han kunne nedlade sig til at beskæftige sig med sådanne naive foreteelser som de religiøse dogmer og påstande, måtte han alligevel være naiv, mente man. Og så regnede man ikke mere så meget med ham. Og således gik det til, at den dagsbevidste religiøsitet måtte miste sit hidtidige fodfæste og dermed sin magt i mennesket. Dette måtte så naturligvis igen føre til den ydre degeneration og affolkning af de overleverede religiøse traditioner. Det er ikke blot indenfor den kristne kirke, at den religiøse affolkning finder sted. Den vil også mere og mere finde sted indenfor de andre store verdensreligioners område, alt eftersom den intellektuelle udvikling også her bliver til livsbetingelse. Menneskene i disse nævnte områder er også godt på vej til at blive materialistiske akademikere og derigennem på vej til at blive tvivlere og gudsfornægtere som i de kristne lande. Den intellektuelle udvikling og dermed fagudviklingen vil ligeledes i disse lande blive en livsbetingelse. De der ikke har fået nogen materialistisk undervisning og faguddannelse kan heller ikke her regne med at kunne hæve sig op over proletariatet i den moderne kultur, som forlængst også her har begyndt at gøre sig gældende. Menneskenes indstilling til det religiøse eller til det psykiske er således blevet bragt til en næsten total stilhed eller stagnation på grund af deres materialistiske overbegavelse.