Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1954/3 side 36
ERIK GERNER LARSSON:
VOR FERIEBY
 
Endelig er vi nået frem til den dag, hvor "vinteren rinder i grøft og i grav"! Det tog sin tid, men nu har vi forårsjævndøgn, vintergækker og eranthis, så nu er der ingen tvivl. Foråret, det rigtige forår står for døren! For mit eget vedkommende betyder det, at jeg allerede er igang med at pakke og sandsynligvis er ved Klint, når dette nummer af bladet er læseren ihænde. Meget er hændt, siden vi lukkede og skoddede til sidste år. Såmeget at jeg tror, bladets læsere vil være glad for en lille orientering, som jeg skal prøve at give i de efterfølgende linier.
Klintsøgaard rekreationshjem.
Netop som sommeren gik på hæld ifjor, kom der en henvendelse til overlæge Ankerbye, om han kunne tænke sig at overlade Klintsøgaard til rekreationshjem for patienter fra Nykøbing Sjællands sygehus – ikke, som det fejlagtigt er gengivet adskillige steder, sindssygehospitalet, – idet en tidligere, forlængst afdød overlæge, dr. Shad, ved sin død havde oprettet et legat til erhvervelse af et rekreationshjem. Da Klintsøgaard var ideelt til dette formål, ville man være lykkelig, om dr. Ankerbye ville afhænde den til legatets bestyrelse. Som det vil vides fra dagspressen, gik denne sag i orden, og Klintsøgaard er nu belagt med almindelige sygekassepatienter fra Holbæk amt. Hermed er et af de sværeste problemer vedrørende Kosmos ferieby blevet bragt til en for alle parter lykkelig afslutning. Året rundt er denne store bygning nu i brug i humanitetens tjeneste, og jeg tror, at vi alle kan være enige om, at denne løsning er den mest ideelle af alle de, der har stået til vor rådighed. Som privat rekreationshjem var denne bygning for kostbar og for afsidesliggende. Som de økonomiske forhold har udviklet sig gennem de senere år med stadigt stigende skatter og med vedligeholdelsesomkostninger, der er blevet mere og mere ukontrollable, er det en lykke, at denne i sig selv så smukke bygning nu er kommet under det offentlige, der i hvert fald bedre end en privat kan magte de med dens drift forbundne udgifter.
Pavillonerne.
Medens Klintsøgaard-problemet hermed har fundet sit endelige leje, er det samme i virkeligheden også hændt med hensyn til vore to store pavilloner. Da det, medens disse linier skrives, endnu ikke er eet døgn siden, det er sket, ved jeg, at det efterfølgende vil være en virkelig lys og god nyhed for alle sagens venner. Det kan ikke være dette blads læsere ubekendt, at vi gennem snart mange år har kæmpet en stille og sejg kamp for at finde en ideel løsning for for- og eftersæsonsproblemet oppe i vor ferieby. Men det var som at kæmpe imod vejrmøller! Så hændte det, at en af Klintsøgaards gæster ifjor, kommunelæge, dr. Harald Harpøth, sammen med en af sagens trofaste venner gennem mange år, hr. Erik Liljeberg fra Odense, kom ned og hilste på mig i et af feriebyens drivhuse. Under samtalen kom vi ind på en bedre anvendelse af feriebyen, end tilfældet var, og dr. Harpøth blev fyr og flamme for tanken om at anvende den til feriested for alders- og invaliderentenydere fra Frederiksberg kommune. Også denne plan stødte imidlertid på store vanskeligheder, men vi fik dog et lille forsøg igang hen på sensommeren, et forsøg der så absolut fristede til en videre kamp for denne idé.
Der vil ikke her være nogen grund til at beskrive vore anstrengelsers forskellige faser. Det må være nok at sige, at Edith Ryssels artikel i Berlingske Tidende den 8. marts satte skred i samtlige planer. Det strømmede ind med bidrag og tilbud om kørsel af de gamle op til feriebyen, således at vi kunne se, at vi i denne sag havde Forsynets velsignelse. Lørdag den 13. marts havde vi indbudt aldersrentenyderne til et foredrag om feriebyen her på instituttet, og jeg havde den glæde at tale for en aldeles tætpakket sal af søde gamle mennesker, der med begejstring tog imod vort tilbud, som i korthed gik ud på, at de kunne komme op til feriebyen i 6 perioder à 14 dage for en pris af kr. 2,00 pro persona pr. døgn, frit tilkørt. Det strømmer nu ind med ansøgninger, og såvidt vi kan se, vil der blive tale om en meget stor belægning.
Igår, den 18. marts, var jeg inviteret sammen med dr. Harpøth til et møde på Frederiksberg rådhus, hvor en kreds af interesserede frederiksbergborgere dels ønskede alle oplysninger om feriebyen og arrangementet og dels stillede sig til rådighed for i fællesskab og, hvad der i denne forbindelse bør nævnes, helt upolitisk, at bidrage til planens gennemførelse. Det foreløbige resultat af dette møde blev, at der den 8. april skal afholdes en fest i etablissement Lorry til fordel for planens gennemførelse. Til denne fest har forskellige kunstnere tilsagt deres medvirken. Den nu dannede komité, i hvilken bl. a. provst Rald har sæde, er indstillet på at fremskaffe så mange midler, at de indtegnede deltagere ikke alene bliver gratis transporteret op til feriebyen, men også, i videst mulig udstrækning, får opholdet helt eller delvist betalt.
Adskillige års arbejde for ved hjælp af feriebyen at præstere en social indsats i de perioder denne alligevel ikke benyttes i sagens tjeneste, er således nu ved at sætte frugt. At dette lykkedes, skyldes i første række dr. Harpøths anstrengelser, der ikke er endt med planens foreløbige sukces. Dr. Harpøth har nemlig påtaget sig at gennemgå samtlige ansøgninger, således at vi fra vor side har en vis garanti for, at det bliver virkeligt trængende mennesker, der får ferie oppe hos os, og har desuden påtaget sig indtil videre at stå som modtager af samtlige bidragsindbetalinger. (Postgiro-nr. 631.60).
Ferieperioderne.
Det vil være naturligt, om en og anden af bladets læsere i sit stille sind vil spørge, hvilke perioder der her er tale om. Den første periode strækker sig fra 1. maj til 26. juni, opdelt i fire perioder à 14 dage, og den anden periode strækker sig fra 7. august til 4. september, opdelt i to perioder à 14 dage. Efter dette disponerer vi selv over pavillonerne i tiden fra 26. juni til 7. august, eller den tid den erfaringsmæssigt altid er fuldt belagt. Som man vil se, vil feriebyen på denne måde blive udnyttet i hele sommerperioden i stedet for som tidligere kun i den tid børnene er fri fra skole. Mon ikke enhver vil hilse denne ordning med stor glæde? Vi vil tro det!
Vor indsats.
Udover det, at vi kan tilbyde næsten 300 trængende medborgere sommerferie under forhold, der er hævet over enhver form for kritik og til en pris som, takket være en mængde kærlige mennesker, reduceres til et minimum eller muligvis helt bortfalder, har vi også den glæde at kunne byde de mange gæster på et dejligt bibliotek og på underholdning af forskellig art. Med hensyn til biblioteket er dette jo skabt af interesserede i vort arbejde deroppe. Men da der her er tale om en ting, der aldrig kan blive helt færdig, vil jeg meget gerne henstille til de mange venner af feriebyen, at de endnu en gang kigger reolerne igennem for at se, om der ikke skulle stå en eller flere bøger, som alligevel aldrig mere bliver læst. Finder De en sådan bog, så send den til feriebyens bibliotekar, fabrikant Karlo Münchenberg, Byens Stempelfabrik, Boldhusgade 2, København K. Bor De her i København, behøver De blot at ringe til hr. Münchenberg, tlf. Byen 2080 eller Byen 3030, og han vil da lade bøgerne afhente. Sid nu ikke denne henstilling overhørig og lad være med at tro, at det ordner "de andre"! Udlånet af bøger er fantastisk stort, og bøgerne begynder at blive bravt slidte. Det vil være en stor synd, om dette bibliotek skulle begynde at sygne hen. Kun de færreste af os læser en roman mere end een gang – deroppe bliver den samme bog læst mange gange!!!
Nu da dette store feriearrangement er blevet en kendsgerning, kan man ikke lade være med at sende grundejerforeningen en kærlig tak for broen over kanalen! Hvordan skulle vi dog have klaret de opståede problemer uden den? For nok er de gamle raske, men, som en sagde til mig: "Benene er nu ikke, hvad de har været!" Når vi nu får det klaver, vi så ofte har talt om, kan man vist sige, at vi virkelig i fællesskab har skabt noget, vi kan være bekendt! Men foruden takken til grundejerforeningen skal nu også i denne forbindelse lyde en tak til Martinus-fondet! Uden dettes indsats ville det have været ganske umuligt for Martinus at give de gamle dette i sig selv så enestående ferietilbud!
Hvad med vore egne rentenydere?
Også dette spørgsmål kræver et svar, og det er her naturligvis en selvfølge, at enhver rentenyder inden for sagen har en præferencestilling, som vi håber, de forskellige vil udnytte! Adskillige har allerede gjort det, og vi anmoder indtrængende alle de, der her kan være tale om, at sætte sig i forbindelse med os omgående. Og lad det med det samme være sagt, at der ikke i dette tilfælde er tale om nogen "bygrænse"! Men, som allerede bemærket, det må ske snarest muligt, om vi ellers skal have en chance for at kunne hjælpe!
Og så højsæsonen?
Lad mig besvare dette spørgsmål med at sige, at både Martinus, Mogens Møller og jeg selv er meget optaget af at få skabt en kombination af ferie og undervisning, der giver enhver "fuld valuta" for opholdet deroppe. Martinus vil fortsætte sine korte kursus, Mogens Møller sine foredrag, og jeg vil prøve at skabe en række kontakt-foredrag i bibliotekssalen. Da udlejningen allerede er stærkt fremskredet, vil vi henstille til enhver, der ønsker ferie, om snarest muligt at sætte sig i forbindelse med os. Og lad os endnu engang understrege, at vi gerne vil "strække" betalingen for ferieopholdet, såfremt dette kan være en hjælp!
Bungalow'erne.
Udover de store pavilloner omfatter feriebyen jo et stadigt voksende antal små bungalows, som af de respektive ejere er overgivet til os til udlejning, i den tid ejerne ikke selv benytter dem. Jeg vil gerne benytte netop denne lejlighed til at spørge de forskellige, om de vil være villige til at modtage et aldersrenteægtepar i de foran angivne perioder på samme betingelser som de, Martinus har stillet, altså kr. 4,00 pr. døgn, en pris i hvilken lys, vand og gas er includeret? Jeg ved, at mange vil være mere end lykkelige for et sådant tilbud, og vi skal nok tage os af alle de med et sådant lejemål forbundne problemer. Men også her vil vi meget gerne vide besked aldeles omgående!
– – –
Foråret er på vej. Bag os ligger den mest travle vinter i sagens historie. Både for Martinus, Mogens Møller og for mig selv gælder det, at vi aldrig før har holdt så mange og så velbesøgte foredrag på en vinter. Det er, som om en vanskelig epoke i sagens liv er bragt til en lykkelig afslutning, og at meget lys nu er i sigte. Vender vi os mod den kommende sommer, synes den jo at blive den mest omfattende, vi hidtil har fået lov til at opleve inden for feriebyens område. Byggeplaner vil blive realiserede og grunde beplantede. Over alt vil vi komme til at opleve den skaberglæde, der hvert eneste forår har præget denne plet, som for mange af os næsten er en del af vort liv. I en tid, der på så mange områder er præget af splid og uro, af frygt og depression, ligger denne lille ferieby og lyser i solen og forkynder for enhver, der vil se og høre, at her mødes mennesker ikke alene for at feriere, men også – og det vil altid være dette efterhånden så skønne områdes inderste hemmelighed – for at varme sig ved den ånd, i hvilken den er skabt, og som vi alle må stå sammen om at værne og bevare!